Ilddåb

Vanløse toppbild
Intervjuad: Line Eis
Position: - Skadespecialist med ansvar for storskader, cybercrime og entreprise m.m.
Organization: Købstædernes Forsikring
Utgåva:
2, 2024
Språk: Danska
Kategori:

I marts blev 130 familier hjemløse, da 15 opgange i Vanløse ved København udbrændte i en af de værste brande herhjemme i mange år. Det omfattende arbejde med at gøre skaderne op landede på skrivebordet hos skadebehandler Line Eis, der både skulle håndtere ulykkelige beboere og ødelæggelser for mange millioner.

Billeder i Nft: Line Eis


Da Line Eis sad i S-toget på vej hjem til Ølstykke sidst på eftermiddagen fredag den 25. marts, troede hun, at det skulle blive en helt almindelig weekend. En halv time forinden havde hun forladt sit kontor hos Købstædernes Forsikring på Christianshavn, og derhjemme skulle hun have gæster til middag, men i toget tikkede en push-besked ind på hendes mobiltelefon. Et breaking news-varsel om, at der var udbrudt brand i en større beboelsesejendom i Vanløse, og ud over sympati for de mennesker, der nu stod til at miste deres boliger, kunne den 43-årige – og måske lettere arbejdsskadede – skadebehandler ikke lade være med at tænke: Hvem mon har forsikringen på den bygning?

Historien kørte på TV 2 News hele aftenen, og Line Eis havde, trods gæster, svært ved at slippe den. Næste morgen vågnede hun tidligt og tjekkede sin computer som det allerførste. Det kunne jo være hos os, tænkte hun, selvom ingen af hendes kolleger havde kontaktet hende endnu.

Men hendes mistanke viste sig at være rigtig. Line Eis sprang i tøjet, og da hun var den første af de to ansatte storskadebehandlere i Købstædernes Forsikring til at reagere, landede branden – den værste i nyere tid i Danmark – på hendes skrivebord.

”Jeg brugte hele lørdag morgen på at oprette sagen i vores system, få styr på forsikringspolicerne og tale med vores taksatorer, som allerede var derude og på sagen,” siger hun.

”Det handlede om at få bare en eller anden form for overblik over, hvor omfattende det her egentlig var, og hvordan ilden havde kunnet sprede sig så hurtigt. Jeg må indrømme, at det var lidt kaotisk.”

Tre dage efter branden parkerede Line Eis og en kollega på hjørnet af Godthåbsvej og Grøndals Parkvej foran Godthåbskonditoriet, der ligger i bygningen, som brændte. De var på vej til et møde med bestyrelsen for ejerforeningen fra den udbrændte ejendom, men ville først lige tage bestik af skaderne med deres egne øjne. I bageren, bag de smadrede ruder, lå stadig hindbærsnitter og rugbrød dækket af støv og vand fra brandslukningen. Halvdelen af bygningen var styrtet sammen, de øverste lejligheder var så godt som væk, men i stueetagen kunne man stadig se potteplanter og blafrende gardiner bag de smadrede vinduer. Politiet havde afspærret hele området med hegn, men flere magtesløse beboere stod stadig og kiggede på det, der, før flammerne fik fat, var deres hjem.

15 opgange var blevet ramt, og 130 familier stod uden tag over hovedet. Nogle af dem var allerede blevet midlertidigt genhuset på en nærliggende skole, andre var blevet samlet op af Københavns Kommunes krisehjælp, mens andre igen havde søgt tilflugt hos familie og venner.

”Det lignede næsten en krigszone. Folk stod bag afspærringen og kiggede op på deres udbrændte lejligheder, stadig i chok og afmagt,” husker Line Eis.

”Selvfølgelig tog jeg min professionelle hat på, men det var umuligt ikke at blive påvirket af stemningen derude.”

I den første halvanden måned efter branden arbejdede hun udelukkende med branden i Vanløse, og ofte var arbejdsdagene både 11 og 12 timer lange.

”Men jeg kørte nærmest på ren adrenalin,” siger hun.

For at hun ikke skulle blive overvældet af henvendelser fra ejendommens beboere, blev det besluttet at frede Line Eis på telefonen. I stedet blev der oprettet et system, hvor både ejere, lejere og naboer i ejendommen kunne henvende sig, og derefter tog hun selv kontakt til de mange berørte.

”Folk havde mange forskellige spørgsmål. Nogle stod uden indboforsikring og vidste ikke, hvad de skulle stille op. Andre ville vide noget så banalt, som hvordan de skulle få fat i deres post. Det kan jo umiddelbart virke helt ligegyldigt i sådan en situation, men folk håndterer den slags meget forskelligt, og det er man som skadebehandler nødt til at have forståelse for,” siger Line Eis.

Nogle af de henvendelser, som fyldte mest, fortæller hun, var fra de beboere, som kunne stå og kigge ind på deres ting i stueetagen og ikke kunne forstå, hvorfor de ikke kunne få lov til at komme ind og hente dem. Der var nedstyrtningsfare, så med hjælp fra skadeservicefirmaet og en ingeniør blev der foretaget beregninger af, hvor det var sikkert at gå ind i bygningen – og hvor det ikke var.

”Nogle få beboere fik lov til at komme ind selv med en ledsager, andre måtte stå udenfor og dirigere en ansat i skadeservicefirmaet hen til de genstande, som havde størst værdi for dem, og så var der nogle tilfælde, hvor folk fra skadeservicefirmaet måtte hejses ind med en lift for at kunne komme til. Jeg kunne mærke, at det gjorde en kæmpe forskel for beboerne, at de fik nogle få ting med ud, selvom det måske ikke var meget i det store billede.”

I dag er nedrivningsarbejdet i fuld gang, og for nylig blev det besluttet af ejerforeningen, at den ødelagte del af ejendommen skal genopføres – et projekt, der ifølge brancheforeningen Forsikring & Pension vil komme til at koste mellem 200 og 300 mio. kroner og vare mellem to og tre år. I mellemtiden har en rapport fra Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut konkluderet, at det var en 20 år gammel tagrenovering, som ikke var udført korrekt (rapporten påviste bl.a. manglende brandmæssige adskillelser i spidsloftet, manglende tætninger mellem lejlighedsskel og tagdækningen samt gennemgående huller i en brandvæg), der var årsag til, at branden kunne sprede sig med lynets hast.

Line Eis arbejder ikke længere i døgndrift og har også fået andre sager på sit bord, som fylder arbejdstiden i Købstædernes Forsikring ud, men branden i Vanløse er stadig en stor del af hendes dagligdag. Først når det nye byggeri står færdigt, kan hun lave de sidste udbetalinger og arkivere sagen, som hun kalder den – med afstand – største udfordring i sin karriere.

”Det, der skete i Vanløse, har rystet hele forsikringsbranchen, fordi det er så omfattende, og fordi det sker så sjældent. Min største opgave har været at sikre, at alt foregår forsikringsteknisk korrekt, så kunderne får den erstatning, de har krav på – hverken mere eller mindre. Men noget af det mest udfordrende har været, at jeg jo ikke kan undgå at blive påvirket af at se så mange mennesker, som fra den ene dag til den anden har mistet alt,” siger Line Eis.

Hun mener, at det gør hende til en bedre skadebehandler, at hun møder sine kunder med empati.

”Den situation, de står i, har jo været min egen største frygt, lige siden jeg begyndte at arbejde med forsikringer. Den følelse kan jeg godt bruge i mit arbejde til at vise, at vi i forsikringsbranchen faktisk ikke er så onde, selvom vi ofte bliver puttet i samme kategori som brugtvognsforhandlere. Vi har rent faktisk en stor forståelse for folks situation, og vi siger ikke altid nej – faktisk siger vi oftest ja.”

Hvad er det vigtigste, du har lært af at arbejde med Vanløse-sagen?

”Jeg har lært, at jeg selv i stressede og pressede perioder er i stand til at bevare overblikket, selv over så kompleks en sag som denne. Og jeg er blevet klar over, hvor enormt et kriseberedskab der skal til i et forsikringsselskab, når der sker noget i den her skala. Men forhåbentlig får jeg ikke brug for det igen.”

___

Vanløsebranden kort fortalt

Om eftermiddagen 25. marts opstod en brand i et boligkompleks på Grøndals Parkvej i Vanløse. Ifølge politiets brandtekniske undersøgelser startede branden i tagkonstruktionen i opgang nummer 6A. Der blev ikke fundet nogen tegn på, at branden skulle være påsat. I alt udbrændte 130 lejligheder fordelt på 15 opgange, men hele bygningen, dvs. 150 lejemål inkl. erhvervslejemål, blev erklæret totalskadet pga. skader fra ild og slukningsvand. Ejerforeningen Grøndalsbo har siden besluttet, at boligerne skal genopføres. Det vurderes at komme til at koste mellem 200 og 300 mio. kroner og vare to til tre år.

Kilder: Københavns Politi, F&P

___

Line Eis

  • 43 år.
  • Skadespecialist med ansvar for storskader, cybercrime og entreprise m.m.
  • Uddannet skadebehandler i 2002.
  • Har været ansat i Købstædernes Forsikring i seks år. Har tidligere arbejdet for Gjensidige, Nykredit og Østifterne.
  • Bor i Ølstykke med sine to drenge på 14 og 16 år.

 


Artiklen har tidligere været publisert i Forsikring nr. 2-2022. Forfatter: Benjamin Dane