Forældelse* i personskaderetten – fortolkning og tendenser i Danmark

301 NFT 4/2000 2. Lovgrundlaget 2.1. Erstatningskrav udenfor kontrakt 2.1.1. De almindelige forældelses- regler De almindelige forældelsesregler findes for dansk rets vedkommende i forældelsesloven1 (også kaldet 1908-loven) og i DL 5-14-42. De for nærværende tema relevante bestem- melser i forældelsesloven har følgende ord- lyd: § 1. For følgende fordringer gælder en forældelsesfrist af 5 år:... Fordring på erstatning for skade, tilføjet uden for kontraktsforhold, medmindre ska- den er bevirket ved en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag på- lægges straf ... § 2. Den i § 1 fastsatte kortere forældelses- frist regnes fra den tid, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt ... § 3. Når den fordringshaver, for hvem noget af de i § 1 ommeldte krav er stiftet, på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav eller om skyldnerens opholdssted, har været ude af stand til at gøre sin ret gældende, regnes den i § 1 omhandlede kortere forældelses- frist først fra den tid, da fordringshaveren var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at kræve sit krav betalt. § 4. Den almindelige forældelsesfrist af 20 år vedbliver ved siden af den i § 1 fastsatte. Forældelse* i personskaderetten – fortolkning og tendenser i Danmark af lektor Ph. D. Ivan Sørensen, Retsvidenskabeligt institut ved Københavns Universitet 1. Indledning Spørgsmålet om, hvorledes de almindelige og specielle forældelsesregler virker på personskadekrav, når det viser sig, at der opstår senfølger efter en sygdom eller et ulykkes- tilfælde, ser ud til at volde nogle fælles problemer i de nordiske lande. I overensstemmelse med hovedreferentens, Erland Strömbäcks, oplæg behandles i det følgende de forskellige forældelsesfrister i relation til senfølger efter personskade, herunder undersøges det fra hvilket tidspunkt det må anta- ges at tidsfristerne regnes for disse krav. Ivan Sørensen * Forældelse = Preskription AIDA-kollokvium 2000 302 Den i § 4 lige ovenfor citerede 20-årige foræl- delsesfrist fremgår af DL 5-14-4. I modsætning til det der gælder i svensk ret, er der ikke i dansk ret specielle forældelses- regler for trafikskadekrav. Disse er derfor omfattet af de almindelige forældelsesregler. Den 20-årige forældelse antages at løbe fra tidspunktet for fordringens stiftelse, dvs. fra det tidspunkt skaden skete. Den 5-årige for- ældelsesfrist løber fra det tidspunkt, hvor fordringen kan ”kræves betalt”, det vil nor- malt sige fra fordringens forfaldstidspunkt. Den 20-årige forældelsesfrist, der løber ved siden af den 5-årige frist, er den absolutte forældelsesfrist, dvs. at kravet forældes se- nest 20 år efter tidspunktet for skaden, jf. dog afsn. 2.4. Som det fremgår af hovedreferent- ens oplæg giver sådanne lignende frister pro- blemer i svensk ret – når det gælder spørgs- målet om, fra hvilket tidspunkt de skal regnes. I dansk ret volder sådanne frister også proble- mer. Erstatningsansvarslovens (EAL) § 11 inde- holder en noget lignende genoptagelsesregel som den svenske skadeståndslagens kap. 5, § 5: § 11. En afsluttet sag om godtgørelse for varigt mén eller erstatning for erhvervs- evnetab kan på skadelidtes begæring gen- optages, hvis der indtræder uforudsete æn- dringer i skadelidtes helbredstilstand, såle- des at skadelidtes méngrad eller erhvervs- evnetabsprocent må antages at være væ- sentlig højere end først antaget ... I betænkning nr. 1383/2000 afgivet af Justits- ministeriets arbejdsgruppe vedrørende revi- sion af erstatningsansvarsloven mv. foreslås § 11 ændret således at alle erstatningsposter kan genoptages, hvis sagens faktiske om- stændigheder ændrer sig væsentligt. Herud- over skal det ikke længere være en betingelse, at der indtræder uforudsete ændringer. 2.1.2. De specielle forældelses- regler 2.1.2.1. Krav på erstatning for skader forvoldt af produkter Efter produktansvarslovens § 14 forældes erstatningskrav for produktskade 3 år efter den dag, skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til skaden, defekten og ved- kommende producents navn og opholdssted. Kravet forældes senest 10 år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i omsætning. Den 10-årige frist er absolut, dvs den kan ikke suspenderes. Den 3-årige forældelsesfrist kan suspenderes efter foræl- delseslovens § 3, dvs. at denne forældelses- frist suspenderes, såfremt skadelidte har væ- ret i utilregnelig uvidenhed om sit krav eller skyldnerens opholdssted. Såvel den 3-årige som den 10-årige frist kan afbrydes efter forældelseslovens § 2, 2. pkt., hvilket kan ske ved, at skadelidte erhverver skyldnerens er- kendelse af gælden eller foretager retslige skridt mv. mod denne. Ved siden af produkt- ansvarslovens regler gælder for dansk rets vedkommende det retspraksisudviklede pro- duktansvar, der navnlig er udviklet før lovens ikrafttræden. For erstatningskrav, der rejses efter disse regler, er det omstridt om den 3- årige frist gælder for disse, eller om det er dansk rets almindelige forældelsesfrist, der finder anvendelse3. Derimod ligger det fast, at den absolutte frist er 20 år, jf. DL 5-14-4 og ikke 10 år. 2.1.2.2. Krav på erstatning for patientskader Krav, der rejses efter reglerne i patientfor- sikringsloven4, skal – for at undgå forældelse – anmeldes til patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden, jf. lovens § 19, stk. 1. Loven indehol- der en absolut frist på 10 år, som regnes fra den dag, skaden er forårsaget. Patientforsikringsloven finder kun anven- 303 delse på (fysiske) skader i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende fore- taget på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med. Erstatningskrav for lægemiddelskader – der ikke er omfattet af patientforsikringsloven, men af lov om erstatning for lægemiddelska- der5 – skal anmeldes til sundhedsministeriet senest 3 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Den absolutte forældelsesfrist er 10 år regnet fra dagen efter lægemidlet er udle- veret til skadelidte. For så vidt angår de særlige erstatningskrav for bonelacskader forældes disse, såfremt de ikke er anmeldt til Patientforsikringsfore- ningen inden den 1. januar 2003, jf. boneloc- erstatningslovens §§ 5 og 6. Erstatningskrav, der skyldes hospitalsbe- handling eller lægemidler mv., der ikke er omfattet af ovennævnte lovgivning, er under- lagt de almindelige forældelsesregler, der fin- der anvendelse på erstatningskrav uden for kontrakt. 2.1.2.3. Krav på erstatning som følge af forbrydelser For erstatningskrav for (bl.a.) personskade, der skyldes en forbrydelse, for hvilken der under offentlig straffesag pålægges straf, gæl- der en 20-årig forældelsesfrist, jf. forældelses- lovens § 1, nr. 5. Denne frist regnes fra det tidspunkt, da fordringen af fordringshaveren kan kræves betalt, jf. lovens § 2, 1. pkt. Det samme gælder efter ikrafttrædelseslovens § 16.6 Efter denne bestemmelse regnes foræl- delsesfristen dog fra det tidspunkt, hvor skade- lidte har fået sådan kundskab, at han bliver i stand til at gøre det gældende ved dansk domstol. Den danske stat yder erstatning og godtgø- relse for personskade, der forvoldes ved over- trædelse af borgerlig straffelov, hvis overtræ- delsen er begået i den danske stat, og nogle nærmere betingelser opremset i loven er op- fyldt. Det samme gælder personskade, der indtræder i forbindelse med hjælp til politiet under anholdelse eller i forbindelse med hand- linger, der foretages med henblik på lovlig privat anholdelse eller forhindring af straf- bare handlinger, jf. i det hele lovens § 1. Erstatningskrav efter denne lov skal rejses over for et erstatningsnævn. Krav der rejses over for nævnet senere end 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået, er forældet i for- hold til nævnet, medmindre der foreligger særlige grunde, f.eks. at skadelidte først får kendskab til den, der har begået forbrydelsen længere tid efter, at forbrydelsen er begået, jf. lovens § 13. 2.1.2.3. Andre forældelsesregler Erstatningskrav for personskader omfattet af miljøskadeerstatningsloven7 forældes 5 år efter den dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab til skaden, skadevolderen og dennes opholdssted. Forældelsesfristen kan suspenderes og afbrydes efter reglerne i for- ældelseslovens § 3 og § 2, 2. pkt. Der gælder dog en absolut forældelsesfrist på 30 år, jf. i det hele lovens § 6. For krav der ikke er reguleret af loven gælder de almindelige for- ældelsesregler. Erstatningskrav for personskade fra passa- ger på et skib forældes 2 år fra den dag, da passageren gik i land, eller ved dødsfald fra den dag på hvilken passageren skulle have været udskibet. Er dødsfaldet sket efter ud- skibningen, er fristen 2 år fra dødsdagen, dog senest 3 år fra den dag, udskibningen fandt sted, jf. sølovens8 § 501 litra 3. Erstatningskrav over for ejeren af et nukle- art anlæg (atomskader) er som udgangspunkt underlagt de almindelige forældelsesregler i forældelsesloven, dog således at forældelses- fristen er fastsat til 3 år (og ikke 5 år) med en absolut forældelsesfrist på 10 år efter den nukleare ulykke, som har forvoldt skaden, medmindre det forinden er anerkendt af inde- haveren, eller skadelidende har foretaget rets- 304 lige skridt til dets gennemførelse. Herudover indeholder loven en særlig 20-årig foræl- delsesregel samt særlige regler for tilfælde, der skal afgøres efter Pariskonventionen, jf. i det hele atomskadelovens § 259. 2.2. Krav på erstatning/ydelser for arbejdskader Arbejdsskadeforsikringsloven10 indeholder forskellige anmeldelsesfrister og regler om genoptagelse (omprøvning), men loven inde- holder ikke særlige regler om forældelse. Det har nogle steder været antaget, at krav ifølge arbejdsskadeforsikringsloven var om- fattet af forældelseslovens 5-årige forældel- sefrist11. Denne antagelse gælder, når der er tale om løbende ydelser efter loven, men ikke når det gælder kapitaliserede krav, jf. Høje- sterets dom i UfR 2000.19. Erstatningskrav, som falder uden for lo- vens område, og som rejses af en arbejdstager over for en arbejdsgiver, forældes efter de almindelige forældelsesregler for erstatnings- krav uden for kontrakt, jf. forældelsesloven og DL 5-14-4. 2.3. Erstatningskrav i kontrakt 2.3.1. Krav på forsikringsydelser Krav på forsikringsydelser reguleres af for- sikringsaftalelovens (FAL) §§ 29 og 30 og i et vist omfang også af de almindelige forældel- sesregler. §29. Krav, der er grundede i forsikrings- aftalen, forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er forfal- det, og i alt fald 5 år efter kravets forfalds- tid. I øvrigt finder reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908 §§ 1-3 anvendelse. Det er kun krav, der er grundede i forsikrings- aftalen, dvs krav, der følger af aftalen, der er omfattet af § 29. Henvisningen i bestemmel- sens 2. pkt. kan medføre, at forsikringskrav er omfattet af såvel forældelseslovens regler (f.eks. reglerne om afbrydelse) som af DL 5- 14-4´s 20 årige forældelse. FAL § 30 gengives ikke her. Denne be- stemmelse har et meget beskedent anvendel- sesområde i dansk ret. 3. Forældelsesfristen for udvalgte fordringer 3.1. De almindelige forældelses- regler 3.1.1. Erstatningskrav udenfor kontrakt Efter forældelseslovens § 2 regnes den 5- årige forældelsesfrist fra den tid, da fordrin- gen af fordringshaveren kan kræves betalt. En ordfortolkning ville føre til, at fristen først skulle regnes fra det tidspunkt, hvor fordrings- haveren havde et egentligt betalingskrav, dvs. en fastsat méngrad eller lign. I teorien og praksis antages det imidlertid, at bestemmel- sen må fortolkes således, at forældelsesfrist- ens begyndelse er det tidspunkt, da skadelidte med rimelighed kunne anse sig berettiget til det pågældende krav, jf. UfR 1927.475 V, UfR 1960.451 V, UfR 1973.118, UfR 1966.840 H og UfR 1972.730 H og Bo von Eyben og Henrik Vagner, Lærebog i erstatningsret, s. 351-352. Det anførte kriteri- um er ikke entydigt, men ét er dog sikkert. Forældelsesfristen kan regnes fra et tidligere tidspunkt end det tidspunkt, hvor skadelidte har et egentligt betalingskrav, jf. også hertil Bentzon i TfR 1948.334 i en komm. til dommen i UfR 1948.172 H. I dommene i UfR 1982.788-795 H (p-pillesagerne) blev det fastslået, at den 5-årige forældelsesfrist skulle regnes fra skadestidspunktet, hvilket konkret var det tidspunkt, hvor den enkelte kvinde blev ramt af en blodprop. Det nævnte kriterium løser ikke problemet med senfølger efter den skadevoldende begi- venhed. På den ene side kan en fordring ikke kræves betalt, og skadelidte kan ikke med rimelighed anse sig berettiget til det pågæl- dende krav, før skaderne har manifesteret sig. 305 Senfølger er jo netop kartakteriseret ved, at de ofte viser sig successivt over en årrække. På den anden side kan det vel næppe anses for rimeligt – og heller ikke i overensstemmelse med motiverne til forældelsesreglerne – hvis skadevolder eller dennes forsikringsselskab skal hæfte i en ganske uvis fremtid. Spørgs- målet er, om det skal accepteres, at senfølger, der viser sig over en årrække, skal anerkendes som flere selvstændige fordringer og således forældes successivt, eller om de skal betrag- tes som én og kun én fordring, for hvilken forældelsesfristen regnes fra et og samme tidspunkt. Det er således ikke ganske nemt at afgøre, hvornår skadelidte med rimelighed kunne anse sig for berettiget til det pågældende krav. Det er allerede nævnt, at det ikke først er det tidspunkt, hvor skadelidte har et egentligt betalingskrav (på kroner og øre). Det kan næppe heller være afgørende, om der forelig- ger en fastsættelse af en bestemt invaliditets- grad, jf. også hertil den ovenfor cit. dom i UfR 1948.172 H (”i alt fald ...”). Domspraksis synes ikke entydigt at have afgjort spørgs- målet. Ankenævnet har i en sag (nr. 44.820/1998), hvor det var spørgsmål om forældelse efter FAL § 29, fastslået, at den 5-årige forældel- sesfrist skal regnes fra stationærtidspunktet, selv om de lægelige udtalelser i den konkrete sag ikke på dette tidspunkt med sikkerhed kunne fastslå, om forsikrede ville få varigt mén efter ulykken. Der er tale om en flertals- afgørelse. Afgørelsen synes ikke indlysende rigtig, idet forsikrede tilsyneladende ikke har været i stand til at indse, at han havde et krav på det tidspunkt, hvor tilstanden var statio- nær. Det må i hvert fald kræves, at forsikrede er i besiddelse af tilstrækkelige informationer til bedømmelse af, at han har et krav som følge af ulykken. I betænkning nr. 1383/2000 om revison af erstatningsansvarsloven m.v. foreslås begre- bet stationær udtaget af lovens bestemmelser, idet det blev konstateret, at begrebet giver anledning til problemer i praksis, særligt for så vidt angår whip-lash læsioner, jf. bet. s. 48. Samme sted anføres, at disse skader udgør ca. 25% af alle de sager, der forelægges for Arbejdsskadestyrelsen. Ligesom i Sverige giver disse skadestyper forældelsesmæssige problemer i Danmark. Sygdommen dissemi- neret sklerose – som er omfattet af nogle ulykkesforsikringer – giver også problemer, når det gælder forældelsesfristerne i FAL, idet sygdommen i almindelighed udvikler sig over mange år, f.eks. 10-20 år, og gradvis bliver værre. Flere afgørelser viser, at praksis har regnet forældelsesfristen med udgangspunkt i det tidspunkt, skadelidtes tilstand ansås statio- nær efter en lægelig vurdering. Definitionen af begrebet stationær har dog vist sig at volde forskellige problemer. Efter EAL er statio- nærtidspunktet det tidspunkt, hvor det må antages, at skadelidtes tilstand ikke yderlige- re vil blive forbedret. Efter almindelig sprog- brug må begrebet imidlertid forstås således, at det er det tidspunkt, hvor skadelidtes til- stand ikke kan forventes at blive værre eller bedre. Regnes forældelsesfristen fra det tids- punkt, hvor skadelidtes tilstand i hvert fald ikke forventes at blive bedre, er der to løs- ningsmodeller: 1) Tilstanden anses for statio- nær for tiden, og forældelsesfristen regnes fra dette tidspunkt for den da fastsatte invali- ditetsgrad, 2) forældelsesfristen regnes fra samme tidspunkt, men for hele kravet, dvs. også for evt. senere krav (senfølger). Løsning 2) synes at stemme med praksis, jf. UfR 1948.172 H og UfR 1991.64 V. Denne løs- ning vil dog kun stemme overens med foræl- delseslovens § 3, hvis skadelidtes krav også for senfølger betragtes som ét og kun ét krav. Betragtes skadelidtes krav for senfølger som selvstændige krav, stemmer løsningen ikke med suspensionsreglen i § 3, idet skadelidte mht. de enkelte senfølger indlysende nok vil være i utilregnelig uvidenhed om sit krav, før 306 dette kan konstateres, og forældelsesfristen for disse krav vil da være suspenderet. Efter en ordfortolkning af forældelseslovens § 2, 1. pkt. kunne samme resultat vel opnås. Som det kan udledes af det ovenfor anførte, afhænger resultatet af, om krav for senfølger og initialskaden betragtes som ét og kun ét krav, eller om den enkelte skadesfølge be- tragtes som et selvstændigt krav. Den ledende dom på området er antagelig Højesterets dom i UfR 1948.172 H, hvor det fastslås, at forældelsesfristen for ”hele” ska- delidtes krav skulle regnes fra tidspunktet for den foreløbige fastsættelse af skadelidtes in- validitetsgrad. UfR 1948.172 H: Den 5. januar 1938 faldt skadelidte på et fortov og pådrog sig et ankel- brud. Under politisagen mod ejeren af den ejendom, hvor fortovet var, rejste skadelidte krav på erstatning for svie og smerte samt invaliditet. Der forelå en udtalelse af 18. janu- ar 1939 fra Direktoratet for Ulykkesforsik- ring, hvorefter invaliditetsgraden var fastsat til 15% med påtegning om revision 2 år her- efter. Den 23. marts 1942 henvistes erstat- ningskravet til civilretligt søgsmål. Den 18. oktober 1944 udtog skadelidte stævning. Kra- vet ansås for forældet efter forældelsesloven, idet forældelsesfristen i alt fald måtte regnes fra fremkomsten af Direktoratets erklæring af 18. januar 1939. På tilsvarende måde UfR 1991.64 V. Det her anførte vil betyde, at forældelses- fristen for hele skadelidtes erstatningskrav, herunder også krav på erstatning for senføl- ger, regnes fra det tidspunkt, hvor skadelidte med rimelighed kunne anse sig berettiget til det pågældende krav. Dette betyder også at skadelidte – for at fastholde sit krav på senføl- ger – skal gøre dette gældende på det anførte tidspunkt. Efter forældelseslovens § 4 gælder DL 5- 14-4 ved siden af lovens 5-årige forældelses- frist. Den 20-årige forældelsesfrist regnes fra stiftelsestidspunktet – det vil som udgangs- punkt sige fra skadedatoen. Dette betyder, at erstatningskrav forældes senest ved udløbet af den 20-årige forældelsesfrist, og dette uanset om forældelsen måtte være suspenderet efter forældelseslovens § 3. Dette udgangspunkt fraviges i konkrete tilfælde, hvor personska- de først kan konstateres adskillige år efter de skadelige påvirkninger, herunder efter udlø- bet af den 20-årige forældelsesfrist, jf. UfR 1989.1108 H (kommenteret i UfR 1990 B244). Dommen i UfR 1989.1108 H omhandler en eternitfabrik, der siden 1928 havde fremstil- let eternit ved hjælp af større mængder asbest. Arbejdere på fabrikken var blevet udsat for indånding af asbeststøv, og nogle af dem var blevet ramt af erhvervssygdommen asbestose og andre havde fået kræft. Forældelsesfristen i DL 5-14-4 blev suspenderet, og i kommen- taren til dommen anføres det, at det ville føles særligt stødende, hvis der ikke skete suspen- sion ved erstatningskrav for helbredsskader som de foreliggende. 3.1.2. Arbejdsskader Som anført ovenfor i afsnit. 2.2. har det visse steder været antaget, at arbejdstageres krav på erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven var underlagt forældelseslovens regler. I UfR 2000.19 fastslår Højesteret, at ar- bejdsskadeforsikringen efter loven har karak- ter af en lovpligtig forsikring mod ulykker, og at krav på sådanne forsikrings-ydelser ikke er omfattet af forældelseslovens § 1, stk. 1 nr. 5. Dette betyder, at kapitalydelser efter arbejds- skadeforsikringsloven betragtes som erstat- ning i kontraktsforhold. Løbende ydelser er omfattet af forældelsesloven, jf. denne lovs § 1, nr. 2. Da Højesteret karakteriserer de nævnte ydelser efter arbejdskadeforsikringsloven som forsikringsydelser, kunne det være nærlig- gende, at lade krav på disse forældes efter FAL § 29. Dette må dog straks forkastes, idet FAL § 1, stk. 2 litra 3 udtrykkelig undtager arbejdsskadeforsikring fra lovens område. Det 307 betyder, at krav på kapitalydelser efter ar- bejdsskadeloven forældes efter DL 5-14-4 og at den 20-årige forældelsesfrist som udgangs- punkt regnes fra skadedatoen, med mulighed for suspension i særlige tilfælde, jf. den oven- for cit. dom i UfR 1989.1108 H. 3.2. De særlige forældelsesregler 3.2.1. Forældelse af forsikringskrav Ligesom for erstatningskrav udenfor kon- trakt gælder der for forsikringskrav en dob- belt forældelsesfrist. Den 2-årige frist regnes fra det tidspunkt, hvor den sikrede har fået kundskab om kravet, og om at det er forfaldet. Den 5-årige frist er absolut (”i alt fald”) og regnes fra kravets forfaldstid. Når § 29 i 2. pkt. henviser til forældelseslovens §§ 1-3 betyder det, at den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4 – som det ellers følger af forældel- seslovens § 4 – ikke gælder ved siden af den 2-årige og 5-årige frist. Herudover indebærer henvisningen til forældelsesloven, at §§ 1-3 alene finder anvendelse i det omfang, § 29 ikke selv regulerer forholdet. Da § 29 ikke indeholder regler om afbrydelse af forældelse, finder reglerne i forældelseslovens § 2 anven- delse. Lovens § 3 om suspension finder anta- gelig kun anvendelse, hvis skyldnerens bo- pæl er ukendt, idet suspension mht. fordrings- haverens uvidenhed om kravet reguleres fuldt ud af § 29. Forældelseslovens § 3 kræver, at fordringshaveren skal have været i ”utilreg- nelig uvidenhed” om sit krav, dvs. at han hverken vidste eller burde vide, at han havde et krav, mens FAL § 29 kræver, at fordrings- haveren skal have fået kundskab om sit krav osv., hvilket fortolkes således, at han skal have fået faktisk kundskab om sit krav. Kra- vet til fordringshaveren er således strengere efter forældelsesloven, hvorfor evt. suspensi- on alene reguleres af FAL § 29. Det bemær- kes, at det alene er den 2-årige forældelses- frist og ikke den 5-årige forældelsesfrist i FAL § 29, der kan suspenderes. Med hensyn til lovens 2-årige forældelses- frist er det ikke ganske uproblematisk at fast- slå, hvornår den sikrede har fået kundskab om kravet, og om at det er forfaldet.12 Sagsbe- handleren i forsikringsselskabet eller den ret- sanvendende myndighed skal vurdere, om to subjektive krav til den sikredes viden er op- fyldt, før forældelsesspørgsmålet kan afgø- res. 1) Kundskab om kravet for personskade må den sikrede som udgangspunkt have fået, allerede når ulykken er indtrådt. Dette ud- gangspunkt må dog fraviges, hvis der på det tidspunkt overhovedet ikke kunne konstate- res nogen skade. Kundskab om kravet vil i dette tilfælde først foreligge, når skade kan konstateres. Ved sygdom må kundskab om kravet i hvert fald antages at foreligge, når en nogenlunde sikker diagnose er stillet (og den sikrede har fået oplyst den). 2) Kundskab, om at kravet er forfaldet, foreligger, når person- skaden (herunder sygdommen) har materiali- seret sig. Dette kan være på det tidspunkt, den sikredes tilstand er stationær. Det kan også være på et tidligere tidspunkt, men næppe på et senere tidspunkt. I teorien fremføres det ofte, at forfaldsdagen er det tidspunkt, hvor de kendsgerninger (forsikringsbegivenheden og skadesfølgerne), der begrunder kravet, er ind- trådt13. Den 2-årige forældelsesfrist regnes da fra det tidspunkt, den sikrede får kendskab til disse kendsgerninger. Det vil være nærlig- gende at fastsætte forfaldsdagen med udgangs- punkt i FAL § 24´s forfaldsdag, dvs. at for- faldsdagen placeres 14 dage efter det tids- punkt, selskabet har haft mulighed til at tage stilling til dets ansvar og erstatningens stør- relse. I UfR 1998.696 H fastsættes forfaldstids- punktet lidt anderledes nemlig til 14 dage efter det tidspunkt, da den sikrede kunne anmelde sit krav, og selskabet kunne tage stilling hertil (der var tale om en ulykkesfor- sikring for en dansk forsikringstager, der af- gik ved døden i Somalia). I den før nævnte sag (44.820) fra Ankenæv- net for Forsikring anvendte nævnets flertal forfaldstiden i FAL § 24 og udtalte, at denne 308 i den konkrete sag var tidspunktet, hvor den sikredes tilstand var stationær, selv om det ikke på dette tidspunkt kunne fastslås, om den sikrede havde et krav eller ikke. Desuden udtalte samme flertal, at bestemmelsen i § 24 ikke alene finder anvendelse på tilfælde, hvor bedømmelsen af forsikringsbegivenheden fører til, at der udbetales erstatning. Denne udtalelse er ikke rigtig efter en direkte anven- delse af § 24, som netop omfatter betalings- krav, og i relation til forældelsesspørgsmålet må man også stille sig skeptisk over for udta- lelsen, idet ulykken ikke havde materialiseret sig i en skade på stationærtidspunktet. Lovens 5-årige forældelsesfrist regnes gan- ske enkelt fra forfaldsdagen. Ved skadesfølger under udvikling – som f.eks. sygdommen dissemineret sklerose og de såkaldt senfølger, som f.eks. whiplashskader – er det dog ikke så enkelt at fastsætte forfaldsdagen. Skadesfølger under udvikling og senfølger omfatter her principielt to forskellige skadesfølger. Den førstnævnte type omfatter skadesfølger, der udvikler sig gradvist, forventeligt og evt. kon- staterbare, mens den anden type omfatter uforudsete skadesfølger, der først kan konsta- teres og fastslås på et senere tidspunkt. Forfaldsdagen for den 5- årige forældelses- frist fastsættes i overensstemmelse med sam- me principper som den 2-årige frist, jf. hertil FAL § 24. I den tidligere citerede ankenævns- kendelse (44.820) regnedes forældelsesfri- sten fra det tidspunkt, hvor den sikredes til- stand var stationær, selv om det da ikke kunne konstateres, om der var noget krav. Forældelsesfristerne kan normalt ikke sus- penderes pga. den sikredes vildfarelse om- kring grundlaget for hans krav. Således vil en retlig vildfarelse, som f.eks. den sikredes fejl- agtige opfattelse af forsikringens dæknings- område, ikke kunne begrunde suspension af forældelse. En undtagelse hertil kan i særlige tilfælde være, hvis den sikrede befinder sig i en faktisk vildfarelse, f.eks. at han bevisligt ikke vidste, at han var omfattet af en idræts- klubs gruppeulykkesforsikring, jf. sag nr. 37.641/1995 fra Ankenævnet for Forsikring. Spørgsmålet om vildfarelse er kun aktuelt, når det gælder den subjektive forældelsesfrist på 2 år og ikke den objektive 5-årige frist, der indeholder en absolut frist. Ligesom ved erstatningskrav uden for kon- trakt er det ved forsikringskrav ikke endelig afklaret, hvorledes senfølger og skadesfølger under udvikling skal behandles efter foræl- delsesreglerne. De to retsområder har samme problemstilling. For forsikringskrav skærpes problemstillingen, idet det følger af FAL § 120, at selskabet hæfter uden begrænsning i tid. Se om begrænsningen af § 120´s række- vidde nedenfor i slutningen af dette afsnit. Spørgsmålet ved forsikringskrav er også, om krav efter samme ulykke eller sygdom skal behandles som ét krav, hvor forældelses- fristen regnes fra det tidspunkt, det første krav (grundet i initialskaden) kan konstateres, el- ler som flere krav der forældes successivt. Til illustration kan henvises til ankenævns- sag 6792/1981. Forsikrede kom til skade ved et færdselsuheld den 30/9-1971, og dette blev anmeldt til selskabet den 15/121975. Invali- ditetsgraden blev den 2/3-1976 fastsat til 20%, hvilken blev ændret den 25/6 s.å. til 50%. Selskabet udbetalte erstatning. Den 31/5-1979 blev invaliditetsgraden fastsat til 75%, og forsikrede krævede yderligere erstatning. Selskabets forsikringsbetingelser indeholdt en bestemmelse om, at invaliditetserstatnin- gen fastsættes, så snart ulykkestilfældets en- delige følger kan bestemmes, dog senest 3 år efter ulykkestilfældets indtræden. Denne klau- sul fandtes ikke med den fornødne tydelighed at begrænse forsikredes retsstilling efter FAL §§ 120 og 29. Selskabet blev derfor tilpligtet at betale tillægserstatningen. Forældelsesfristerne i FAL § 29 vil faktisk kunne føre til en længere forældelsesfrist, end det ville være tilfældet efter DL 5-14-4 - stik mod intentionerne med § 29. Dette illustreres ved følgende eksempel: 309 Betragtes kravet som ét krav vil den 5-årige forældelsesfrist føre til, at hele kravet er for- ældet i 1978. En ordfortolkning af § 29 (”kravets forfaldstid”) vil føre til, at denne løsning må forkastes, idet kravet reelt ikke er forfaldet, før hele kravet er forfaldet. Dette indebærer, at der vil blive tale om successiv forældelse. Det samme vil blive tilfældet efter den 2-årige forældelsesfrist, idet den sikrede ikke har erhvervet kundskab om kravet, og om at det er forfaldet, før skadesfølgerne kan konstateres. Denne løsning er ikke holdbar. For at undgå sådanne ekstreme afgørelser som lige påvist, kunne det være nærliggende at anvende sam- me principper som i dommen i UfR 1948.172 H. Herefter skal den sikrede – for at fastholde sin ret til erstatning – anmelde sit krav, så snart der foreligger tilstrækkelige oplysnin- ger, der begrunder et krav ifølge aftalen. Er det således, at forældelsesfristerne springer, før ”initialskaden” anmeldes, bortfalder hele kravet efter dette forslag. Hermed undgås også den ejendommelige situation, at krav for én senfølge kan være forældet (i eks. den 1/51980), mens et krav for en anden (og senere opstået) senfølge ikke er forældet (i eks. 1/8-1995). Anmelder den sikrede kravet rettidigt, åbner forslaget for to mulige løsnin- ger: a) krav, herunder senfølger, forældes som ét krav eller b) krav på senfølger foræl- des successivt. En ordfortolkning af FAL § 29 vil føre til løsning b). En formålsfortolkning vil føre til løsning a). Praksis har ikke afgjort disse spørgsmål, men mon ikke forbrugerbeskyt- telsen tilsiger, at valget falder på b)? Da FAL § 29 ikke lever op til de intentioner, der oprindeligt ligger til grund for forslaget til denne bestemmelse, må det undersøges, om der er muligheder for at begrænse dens ræk- kevidde på anden måde. Det kan straks fast- slås, at der ikke er noget til hinder for, at selskabet kan begrænse dets ansvar i tid, ved i aftalen at optage kortere forældelsesfrister end de, der gælder efter § 29, når blot det sker med respekt af § 30, stk. 2. Den sikrede skal have en frist på mindst 3 måneder til at anmel- de kravet. 3-måneders fristen regnes fra det tidspunkt, den sikrede har fået kundskab om de omstændigheder, der begrunder kravet. Herudover er der ikke noget til hinder for, at selskabet i aftalen optager en objektiv an- svarsbegrænsning i tid. Således er selskabet berettiget til at fastsætte en bestemt tidsfrist for anmeldelse af skadesfølger i ulykkesfor- sikring, f.eks. at skadesfølger, der anmeldes senere end 3 år efter skadedatoen, ikke er omfattet af forsikringen. Dette har udtrykke- lig støtte i forarbejderne til FAL § 120.14 4. Forlængelse af forældelses- fristen – særlige retsmidler I det omfang erstatnings- og forsikringskrav er underlagt forældelseslovens § 2, har skade- lidte/forsikringstageren mulighed for at af- bryde forældelsesfristen ved enten at erhver- ve skadevolderens eller selskabets erkendelse af gælden eller at foretage retslige skridt mod samme, dvs. udtage stævning. Dette skal ske inden den oprindelige frists udløb. En klage til Ankenævnet for Forsikring sidestilles med retslige skridt. Anlægger skadelidte/forsik- ringstageren retssag mod skadevolder eller selskab, eller indgiver han klage til Ankenæv- net for Forsikring, skal han uden ufornødent ophold forfølge kravet til erhvervelse af for- 1/5-1972 1/6-1973 1/5-1980 1/7-1985 1/8-1995 -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------> ulykkes- 1. skadesfølge 2. skadesfølge 3. skadesfølge 4. skadesfølge tilfælde kan konstateres kan konstateres kan konstateres kan konstateres inv. 10% inv. 25% inv. 50% inv. 75% 310 lig, dom eller anden retsafgørelse. Det har voldt problemer i praksis at fortolke ”ufornø- dent ophold”. I Vestre Landsrets dom i FED15 1998.502 var forældelsesfristen blevet af- brudt ved klage til Ankenævnet for Forsikring, men stævning blev først udtaget mere end 3 måneder efter. Sagen fandtes ikke anlagt uden ufornødent ophold. Retsvirkningen af afbrydelse er, at der løber en ny forældelsesfrist, hvis varighed afhæn- ger af det underliggende retsgrundlag. Er- hverver skadelidte/forsikringstageren en fuld- byrdelsedom, er forældelsesfristen 20 år, jf. forældelseslovens § 1, stk. 2 og gennemgan- gen nedenfor. Fristen regnes fra det tids- punkt, hvor dommen (eller afgørelsen) er endelig. Beslægtet med afbrydelse og suspension er det tilfælde, hvor skyldnere giver afkald på at påberåbe sig forældelsesindsigelsen. Begre- bet afkald er ikke et specielt begreb i forældel- sesinstituttet, men følger de aftaleretlige reg- ler. Da forældelsesreglerne anses for at være præceptive i forhold til skyldneren, kan denne ikke på forhånd, dvs. før skaden sker, give afkald på forældelsesindsigelsen. Der er dog ikke noget til hinder for, at en skyldner, f.eks. et forsikringsselskab, efter skadens indtræden giver et sådant afkald. Dette sker da også ofte i det praktiske liv. Et afkald kan være stiltien- de eller udtrykkeligt, og det kan være betinget (f.eks. 3 måneder) eller ubetinget (uden tids- frist). I sagens natur vil et stiltiende afkald i almindelighed være ubetinget. Det interes- sante er, at et stiltiende afkald kan erhverves ved et forsikringsselskabs sagsbehandling. Den måde, selskabet behandler sagen, kan give den sikrede det indtryk, at selskabet ikke lægger vægt på forældelsesfristen, eller at dets behandling giver den sikrede grund til at forstå det således, at fristen er udskudt indtil videre, jf. UfR 1998.696 H. Et givet afkald har den retsvirkning, at der løber en ny forældelsesfrist, enten fra det tidspunkt det gives, eller fra det tidspunkt skyldneren, her selskabet, meddeler dets stil- ling til erstatningskravet, f.eks. meddeler af- visning, jf. UfR 1998.696 H. Et særligt retsgrundlag foreligger, hvis der for fordringen er udstedt gældsbrev, eller (hvilket er mere relevant her) der er tilveje- bragt andet særligt retsgrundlag. Et andet særligt retsgrundlag foreligger, når fordring- ens tilblivelse og størrelse 1) er anerkendt af skyldneren 2) på anden måde skriftligt fast- slået, jf. i det hele forældelseslovens § 1, 2. stk. Det er navnlig pkt. 2) der er praktisk relevant for de her omhandlede fordringer over for et forsikringsselskab. Et særligt rets- grundlag medfører, at forældelsesfristen er 20 år, regnet fra det tidspunkt dette er oprettet og er endeligt. Fordringens tilblivelse og stør- relse vil være skriftlig fastslået, når der fore- ligger en fuldbyrdelsesdom. Foreligger der alene en anerkendelsesdom er fordringens størrelse ikke fastslået, og forældelsesfristen må da antages at følge forældelseslovens 5- årige forældelse. 5. Sammenfatning Det må konstateres, at antallet at specielle forældelsesregler er stærkt stigende i Dan- mark. Formålet med disse regler er navnlig at opstille kortere eller længere forældelsesfri- ster for fordringer på bestemte retsområder, end de almindelige forældelsesregler tilsiger. Fordelen ved dette er, at der kan tages kon- krete hensyn til de pågældende fordringers særlige beskaffenhed. Ulemperne er, at det danske forældelsesinstitut er godt på vej til at blive ganske uoverskueligt. Med hensyn til de beskrevne problemer omkring forældelse af senfølger efter person- skade ses det ikke endelig afklaret i retsprak- sis, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristerne for disse skal regnes. Fremstillingen indehol- der et forslag til løsning af nogle af proble- merne, navnlig når det gælder forsikrings- krav, jf. FAL § 29, § 30, stk. 2 og § 120. 311 Den endelige løsning synes dog kun at kunne opnås ved, at der ad lovgivningens vej i forældelsesreglerne tages stilling til, om et personskadekrav efter samme begivenhed i forældelsesmæssig forstand skal opfattes som ét og kun ét krav, der forældes på samme tid, eller om personskadekrav skal behandles som flere krav, der forældes på flere forskellige tidspunkter. Med andre ord, skal et person- skadekrav forældes på ét og samme tids- punkt, eller skal der være mulighed for suc- cessiv forældelse? Noter 1 Lov nr. 274 af 22. december 1908. 2 Danske Lov af 15. april 1683. 3 Bo von Eyben m.fl. Lærebog i erstatningsret (3. udg.), s. 215 med note 55. 4 Lov bekg. nr. 849 af 14. oktober 1992, jf. bekg. nr. 666 af 3. august 1995. 5 Lov nr. 1120 af 20. december 1995 6 Lovbekg. nr. 608 af 6/9-1986. 7 Lov nr. 225 af 6. april 1994. 8 Lov nr. 39 af 20. januar 1998. 9 Lov nr. 332 af 19. juni 1974 som ændret ved lov nr. 732 af 7. december 1988 og lov nr. 363 af 18. maj 1994. 10 Lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 om forsikring mod følger af arbejdsskade med senere ændringer. 11 Ole Behn og Viggo Bertram, Arbejdsskade- forsikringsloven (3. udg.), s. 400. 12 Når det gælder selskabets krav over for forsik- ringstageren, det vil i almindelighed sige præ- mien, giver de subjektive krav ikke proble- mer, da det næppe kan tænkes, at selskabet ikke har kundskab om præmien, og at den er forfaldet på det aftalte opkrævningstidspunkt. 13 Ivan Sørensen, Forsikringsret, s. 258. 14 Udkast til Lov om Forsikringsaftaler, s. 164, og Ivan Sørensen, Forsikringsaftaleloven med kommentarer, s. 312 f. 15 Forsikrings-og erstatningsretlig domssamling.