Regresspørgsmålet ved pantsatte livsforsikringer

337 NFT 4/1993 i en række henseender usikker: Bl.a. kan begunstigelsen til enhver tid tilbagekaldes af forsikringstager, jfr. FAL § 102, stk. 2, og uanset begunstigelsen kan forsikringstager råde frit over forsikringen, jfr. FAL § 108, stk.1. For den begunstigede indebærer den form for råden, der ligger i en pantsætning af livs- forsikringspolicen, selvsagt en — yderligere — risiko for hans i forvejen usikre retserhvervel- se. Men pantsætningen af en livsforsikrings- police medfører dog ikke begunstigelsens bortfald, jfr. FAL § 112, stk.1: “Pantsætter forsikringstageren sit krav, bortfalder ikke derved sket indsættelse af en begunstiget. Er der ikke givet afkald på retten til at tilbagekalde, står den begunstigede tilba- ge for panthaverens ret (udh. her)”. Regresspørgsmålet ved pantsatte livsforsikringer I. Problemet En livsforsikring repræsenterer for forsikrings- tageren en håndgribelig værdi: Han kan over- drage eller pantsætte policen til trediemand. Endvidere kan han med forsikringsselskabet aftale, at dette tilbagekøber policen — hvor- ved han får tilbagekøbsværdien udbetalt. En- delig kan policen belånes hos forsikringssel- skabet — hvilket indebærer, at sel-skabet ud- betaler et beløb omtrentligt svarende til genkøbsværdien som lån mod pant i policen. Også for den, der er indsat som begunstiget, har livsforsikringen en vis værdi.1 Den — genkaldeligt2 — begunstigedes stilling er dog af adjunkt Torsten Iversen, LL.M., advokat (L), Aarhus Universitet Torsten Iversen 1) Den begunstigedes ret er dog ikke nogen formuerettighed i sædvanlig forstand, jfr. N.H. Bache i TfR 1908 s. 431. Således falder den begunstigedes ret ikke i arv efter ham, men bortfalder, såfremt den begunstigede dør før forsikringstageren, jfr. FAL § 106. Så længe forsikringsbegivenheden ikke er indtrådt, kan den begunstigede ikke råde over sin ret, jfr. FAL § 109, og retten kan ej heller gøres til genstand for kreditorforfølgning, jfr. FAL §§ 116 og 117. 2) Her og i det følgende (jfr. dog note 17 nedenfor) omtales alene genkaldelige begunstigelsesindsættelser. En uigenkaldelig begunstigelse kan — som ordet siger — ikke genkaldes. Endvidere er forsikringstager afskåret fra at råde over forsikringen til skade for den uigenkaldeligt begunstigede, jfr. FAL § 108, stk. 2. Når en pantsat livforsikring kommer til udbetaling ved forsikringstagers død, vil panthaver fortrænge den be- gunstigede i det omfang, dette er nødvendigt til dækning af den pantsikrede fordring. Spørgsmålet er herefter, om den begunstigede har et regreskrav mod forsikringsta- gers dødsbo. Nyere teori er tilbøjelig til at besvare spørgsmålet benægtende. I denne artikel hævdes det derimod, at den begunstigede som udgangspunkt må have et sådant regreskrav. 338 Panthaveren kan kun opnå dækning i forsi- kringssummen, hvis forsikringstager dør eller opfylder et eventuelt alderskriterium for udbe- taling. Uden for disse tilfælde er panthavers dækningsadgang begrænset til policens tilba- gekøbsværdi, jfr. nærmere FAL § 112, stk. 2. Af bestemmelsen i FAL § 112, stk. 1 følger det, at panthaveren kun kan få dækning for sin pantsikrede fordring. Lyder denne eksempel- vis på 100.000 kr., mens en udbetalt forsik- ringssum andrager 500.000 kr., bliver der altså til rest 400.000 kr. til den begunstigede. Dette resultat er indlysende, og reglen er blot udtrykt i FAL for at undgå misforståelser, jfr. Udkast til Lov om Forsikringsaftaler (1925)3 s. 148. Såfremt forsikringstageren dør, og pantha- veren skrider til sit pant, opstår det spørgsmål, om den begunstigede — hvis ret herved helt eller delvis bliver “spist op” — har et regres- krav mod forsikringstagerens dødsbo.4 Dette spørgsmål er særdeles omtvistet.5 Nyere teori er tilbøjelig til at besvare det benæg- tende — i hvert fald for så vidt angår tilfælde, hvor forsikringstagers dødsbo er insolvent. Allerede i dette sidste ligger, at der kan gælde forskellige løsninger i forskellige situationer. Endvidere er forskellige mellemstandpunkter mulige. Se nærmere nedenfor i afsnit IV. I denne artikel vil der blive argumenteret for, at den begunstigede må have et regreskrav overalt, hvor der ikke foreligger særlige om- stændigheder, der taler for at afskære et så- dant krav. Den bedste belysning af spørgsmålet opnås formentlig ved at se på en række forskellige eksempler, jfr. afsnit II-III nedenfor. II. Policen eneste sikkerhed for den pågældende gældspost Den afdøde forsikringstager har stillet livsfor- sikringen som pant for en bestemt for-dring, som ikke er sikret på anden måde. Prin-cipielt er der to muligheder for dækning: i forsik- ringssummen eller i dødsboet. 1. Forsikringstagers dødsbo insolvent Konflikten står her udelukkende mellem den begunstigede på den ene side og kreditorerne i dødsboet på den anden. Afdødes arvinger kan følge slagsmålet lidenskabsløst, idet der ikke bliver noget beløb til dem. Typisk er imidlertid begunstigelsesklausu- len “nærmeste pårørende” valgt, og da har afdødes ægtefælle eller arvinger i deres egen- skab af begunstigede selvsagt en afgørende interesse i spørgsmålets løsning. For at anerkende den begunstigedes regres- krav i dødsboet taler følgende: 1) Forsikringstageren havde i sin livsforsik- ring et i princippet urørligt aktiv (jfr. dog reglen i FAL § 117). Den, der blev ind- rømmet en panteret i forsikringen, havde lige så lidt som de øvrige kreditorer mu- lighed for at foretage retsforfølgning mod livsforsikringen, jfr. FAL § 116. Dette urørlige aktiv har forsikringstageren an- vendt til at rejse en kredit på — og det lånte beløb er gået ind i forsikringstagers formue. Enten er aktivmassen således vokset, eller passivposterne (i dødsboet) må være blevet mindre, end de — alt 3) I det følgende forkortet Udkast. 4) Såfremt pantet realiseres i forsikringstagers lev- ende live, er der enighed om, at den begunstigede ikke har noget regreskrav mod forsikringstager, jfr. Illum i UfR 1953 B s.74. 5) Se om spørgsmålet navnlig Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 51 ff. med talrige henvisninger, herunder til: Cohn: Livsforsikringskravets formueretlige behand- ling (1918) s. 217 ff., Viggo Bentzon i UfR 1917 B s. 243 ff., Fr. Vinding Kruse i TfR 1919 s. 218 ff., samme i UfR 1936 B s. 338 f., Ussing: Kaution (1928) s. 416 ff., samme i UfR 1931 B s. 309 f., samme: Enkelte Kontrakter, 2. udg. (1946) s. 313, N.H. Bache i UfR 1935 B s. 65 f., O.K. Magnussen i UfR 1936 B s. 318 ff., Hurwitz i UfR 1937 B s. 17 ff. og Knud Christensen i NFT 1938 s. 338. Se endvidere Sindballe i NFT 1922 s. 66 ff. Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger til UfR (1967) s. 179 ff. (s. 190 ff.), samme i Torben Svenné Schmidt m.fl.: Arveret, 2. udg. (1991) s. 304 ff., Germer i Juristen 1968 s. 359, Højrup i Juristen 1972 s. 509 ff., Lyngsø: Forsikrings- ret, 6. udg. (1990) s. 470, samme: Forsikringsaftale- loven med kommentarer, 4. udg. (1992) s. 372 samt Lynge Andersen og Werlauff: Finans & kredit (1992) s. 331 f. 339 andet lige — ellers ville have været. Belø- bet kan derfor siges at være gået ind i boet.6 2) Såfremt panthaveren opnår dækning i livsforsikringen, kan han naturligvis ikke tillige anmelde sit krav i dødsboet, jfr. Konkurslovens § 46 (jfr. § 19).7 Dødsboet får altså herved et passiv mindre, end det ellers ville have haft.8 3) Det stemmer bedst med forsikringstagers interesser og med forsikringens forsør- gelsesformål, såfremt regres for den be- gunstigede anerkendes. Ganske vist har forsikringstager pantsat policen — og dermed udsat den begunstigedes ret for fortabelse i forhold til panthaveren — men det er dog de færreste, der elsker deres kreditorer højere end deres egen familie. 4) Ordlyden af FAL § 112, stk. 1, peger nærmest i retning af regres. For det første slås det fast, at en begunstigelse ikke bort- falder ved pantsætning. For det andet synes kun hensynet til panthaveren at være tillagt vægt over for den begunsti- gede. 6) Regres er antaget i UfR 1904.B.266 (jfr. N. Lassen i TfR 1904 s. 295 ff.). Såfremt Udkast havde fundet, at noget talte imod denne løsning, ville det formentlig have været angivet.9 — De “urigtige” afgørel- ser i UfR 1933.342 Ø og UfR 1937.91 H (jfr. TfR 1937 s. 223 ff.) ligger derimod tidsmæssigt efter Udkast.10 De anførte argumenter dokumenterer efter min opfattelse, at dødsboets kreditorer ville blive stillet urimeligt godt på bekostning af den begunstigede, såfremt regres nægtedes. Reelt ville det indebære, at boet modtog et til livsfor- sikringen svarende beløb uden at betale for det. Beløbet har “boet” fået ved pantsæt- ningen, hvor forsikringstager — mod at ofre sit i øvrigt urørlige aktiv — fik udbetalt et lån.11 “Betalingen” herfor skal ske ved anerkendelse af et regreskrav for den begunstigede. Herved lægges ikke nogen uforholdsmæssig byrde på kreditorerne, al den stund at boet er sluppet for långiverens (panthaverens) fordring i det omfang, hvori denne dækkedes af forsikrings- summen. 6) Jfr. med styrke Illum i UfR 1953 B s. 77. Modsat andre tilfælde, hvor en debitor blot søger at forhale sit økonomiske sammenbrud længst muligt — ud fra devisen “alt at vinde, intet at tabe” — vil forsikring- stageren nok overveje det særdeles grundigt, før han risikerer et i øvrigt urørligt aktiv. — Over for synspunktet om, at forsikringssummen er “gået ind i boet”, vil nogen måske indvende, at præmierne til gengæld er “gået ud af boet”, jfr. herved P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 227. Men dette er jo altid tilfældet, og uden for omstødelsestilfælde (FAL § 117) kan de foretagne præmiebetalinger derfor aldrig motivere nogen ret for dødsboet, jfr. herved P.C. Poulsen op. cit. s. 226. 7) Anderledes Illum i UfR 1953 B s. 78 f., der vistnok vil anerkende fuld anmeldelsesret for panthaver i tilfælde, hvor pantet kun giver delvis dækning. Såle- des i hvert fald Højrup i Juristen 1972 s. 509 f. og i samme retning P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 226. — Imod disse opfattelser taler ikke blot Konkurslovens § 46, men også FAL’s ordning, der jo ikke tilsigter at give panthaver særlige fortrinsrettigheder, men at betrygge forsikringstagers og den begunstigedes inte- resser. 8) Dette fremhæves også af P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 225. -— I næsten alle tilfælde, hvor der er tale om “almindeligt pant” vil forsikringstager jo tillige hæfte personligt for den pantsikrede fordring. Hvor fors- ikringstager ikke hæfter personligt, som f.eks. hvor policen er stillet som pant for trediemands gæld (se hertil eksempel 6 i afsnit III nedenfor), kan den begunstigede derimod ikke have et regreskrav. 9) Således med føje O.K. Magnussen i UfR 1936 B s. 318 f. (umiddelbart før dommen i UfR 1937.91 H). — Over for den anførte betragtning kan man naturligvis indvende, at der i forvejen tillægges motivudtalelser urimeligt stor vægt i dansk ret. Modsætningsslutninger fra motiver må derfor være end mere betænkelige. Indvendingen er i almindelighed berettiget, men afgørelsen UfR 1904.B.266 havde forinden Udkast været gjort til genstand for en sådan debat, at spørgsmålet måtte tages op — medmindre man tiltrådte resultatet. Se henvisningerne ovenfor i note 5. 10) Afgørelsen i UfR 1958.957 Ø kan også til en vis grad tages til indtægt for afvisning af regres, men her stod konflikten mellem forsikringstager selv og den- nes konkursbo, idet der var tale om retten til genkøbsværdien af to pantsatte livsforsikringer. 11) Det forekommer næppe i praksis, at forsikring- stager ofrer sit urørlige aktiv for at sikre “gammel gæld” — men det kan naturligvis tænkes. 340 Det anførte illustreres formentlig bedst ved nogle eksempler: Generelt gælder for de følgende eksempler, at forsikringstagers dødsbo er insolvent. Bo- ets frie aktiver12 andrager 50.000 kr. For-dring- erne udgør i alt 500.000 kr.13 Eksempel 1 Der er ikke af forsikringstager stillet pant. Dividenden udgør 10 %. Eksempel 2 En af kreditorerne (K) har en fordring på 50.000 kr., der er sikret ved pant i et automobil, som kan realiseres for 50.000 kr. Dividenden til de øvrige kreditorer kommer nu til at udgøre 11,11 %. Men man må herved erindre, at automobilet — hvis det ikke havde været pantsat til K — ville være indgået i boet. I så fald ville aktivmassen have været på 100.000 kr. og dividenden på 20 %. Eksempel 3 K’s fordring på 50.000 kr. er sikret ved pant i en livsforsikring med en forsikringssum på 50.000 kr. Dividenden til de øvrige kreditorer “vokser” også her til 11,11 %.14 Men i dette tilfælde ville aktivmassen ikke have været 50.000 kr. større uden pantsætning: Den begunstigede ville have fået beløbet uden om boet, jfr. FAL § 102, stk. 1 smh. med § 104, stk. 1. Imod anerkendelsen af et regreskrav fra den begunstigede kan følgende fremføres: 1) Forsikringstager ville ikke selv have haft noget krav mod dødsboet.15 Den be- gunstigede kan ikke få bedre ret end for- sikringstageren, og begrebsmæssigt kan “regres” således ikke komme på tale.16 Hvis pantet realiseres i forsikringstagers levende live, ville den begunstigede end- videre ikke derved erhverve noget regres- krav mod forsikringstager.17 Hvorfor skal han da have et sådant krav mod forsikrings- tagers dødsbo? Undertiden ses det her anførte omskrevet til, at regres for den begunstigede savner “hjemmel”.18 2) Hensynet til forsikringstagers kreditorer taler imod regres. Kreditorerne skal ikke udsættes for, at boet belastes med et regreskrav fra den begunstiges side. For kreditorerne er det slemt nok, at selve indsættelsen af en begunstiget medfører, at forsikringssummen ikke går ind i boet.19 3) ”Det ville være unaturligt, om den 12) Med “frie aktiver” menes aktiver, der ikke er pantsat. Som det nærmere fremgår af eksempel 4 nedenfor i afsnit III følger heraf, at et ved pantets realisering fremkommet overskud lægges til de — således definerede — “frie aktiver”. 13) Herunder medtages også en eventuel pantsikret for-dring, selv om den dækkes af pantet (og boet dermed “slipper for” den). 14) Medmindre man anerkender et regreskrav for den begunstigede. Kun herved opnås, at kreditorerne stil- les ganske, som hvis ingen pantsætning af livsforsik- ringen var sket. 15) At en afdød skulle have regres mod sit eget dødsbo, er naturligvis en absurditet. Men spørgsmålet om regresadgang for forsikringstager selv kan opstå, hvor han ikke er død, men gået konkurs. 16) Jfr. herved P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 225. 17) Jfr. ovenfor i note 4. — Dette gælder dog ikke, hvor forsikringstager har lovet den begunstigede at frigøre policen for pantehæftelsen (men dør forinden), jfr. Ussing: Kaution (1928) s. 416. Ret beset er den begunstigedes krav i dette tilfælde dog ikke et regreskrav, men et erstatningskrav. I tilfælde, hvor en uigenkaldeligt begunstigets ret eksstingveres af en godtroende panthaver, jfr. FAL § 112 smh. med § 113, må den begunstigede ligeledes have et erstatningskrav mod forsikringstagers bo. Begge de her omtalte tilfælde er “retsbrudstilfælde” og udsiger intet om regres. 18) Således i noten til UfR 1937.91 H. — Argumentet om “manglende hjemmel” synes imidlertid at burde anvendes med betydelig forsigtighed i formueretten, hvor jo en hel del bygger på almindelige retsgrundsætninger og reale grunde. Sml. f.eks. dom- mene UfR 1992.545 Ø og UfR 1992.640 V — ved sidstnævnte dom statueredes, at eneanpartshaver ikke hæftede for udækket erstatningskrav mod likvideret anpartsselskab, idet dette resultat ikke kunne antages uden “sikker lovhjemmel” (!) 341 ekstraordinære adgang til, under fra- vigelse af de almindelige regler for testa- menter, at tillægge en person en gave i form af en forsikring skulle afføde en ret til at gøre et almindeligt pengekrav gæl- dende på lige fod med afdødes kreditorer. Det er som på en gang at blæse og have mel i munden, hvis forsikringstageren på een gang kunne belåne forsikringen for dens fulde værdi og samtidigt skaffe enken eller andre et krav af den samme værdi.”20 4) Forsikringens forsørgelsesformål vare- tages kun i meget ringe grad ved anerken- delsen af et regreskrav.21 Regreskravets værdi for den begunstigede afhænger helt af dividenden i boet.22 5) Forsikringstager har selv “tilsidesat” forsørgelsesformålet ved den skete pantsætning.23 6) Begunstigelseserklæringer affattes blot over en fast skabelon. Det er derfor “ganske usikkert, i hvilken retning for- sikringstagerens intentioner går i de fleste tilfælde eller i normaltilfælde”.24 7) ”Der er ikke ved den genkaldelige be- gunstigelse givet den begunstigede noget løfte eller nogen berettiget forventning om, at han vil blive holdt skadesløs gennem anmeldelsesret i boet [...].”25 8) Nægtelse af regres er gældende ret, jfr. navnlig UfR 1937.91 H: En advokat pantsatte nogle livsforsikringer, i hvilke hans ægtefælle og arvinger var indsat som begunstigede. Panthaver søgte dækning i policernes provenu, der for størstedelen medgik hertil. Advokatens ægtefælle an-meld- te et hertil svarende regreskrav i dødsboet, men dette krav anerkendtes ikke. Den afvigende afgørelse i UfR 1904.B.266 skal derimod angiveligt kun have en begrænset — eller slet ingen — præjudi- katværdi.26 Over for disse argumenter kan imidlertid føl- gende indvendes: Ad 1): Hvis et begreb kommer i strid med “livets lov”, må det være værst for dette begreb. Og hvis den begunstigede kan få bedre ret end forsikringstager selv27 — ja, så kan han altså det. Hertil kommer, at modstanderne af at give den begunstigede et regreskrav — med rette — antager, at løsningen må blive den samme, hvad enten panthaveren går løs på forsikringen eller dødsboet, og derfor vil indrømme dødsboet regres mod den begunstigede.28 For denne løsning er der imidlertid lige så 24) Jfr. Gomard i Nordisk gjenklang (Festskrift til Arnholm) (1969) s. 412 f. 25) Jfr. Lynge Andersen & Werlauff: Finans & kredit (1992) s. 332. 26) Sindballe — som i øvrigt er modstander af regresløsningen — bemærker dog i NFT 1922 s. 67, at 1904-afgørelsens “Betydning som Præjudikat er [...] uomtvistelig”, idet “Billighedsbetragtninger umuligt kunde tale for” dommens resultat. 27) Argumentet synes at være en petitio principii. Det er ikke givet, at forsikringstager ikke undertiden selv kan have et regreskrav, jfr. nærmere nedenfor i afsnit III (eksempel 4). Men i dødsbo-situationen er det naturligvis utænkeligt. 19) Sml. Sindballe i NFT 1922 s. 68, Hurwitz i UfR 1937 B s. 20 f. og Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 192 ved note 40. 20) Jfr. Illum i UfR 1953 B s. 78. Sml. hertil Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 196. 21) Jfr. Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 56. I samme retning Hurwitz i UfR 1937 B s. 20. 22) Jfr. Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 197 ved note 59. Jørgen Nørgaard anfører l.c., at begrundelsen for et regreskrav “måtte [...] søges i de særlige regler om udlægsfritagelse” (FAL §§ 104, stk. 1 og 116, stk. 1). I så fald ville regreskravet blive forsynet med en fortrinsstilling. Det konkluderes, at der ikke er hjemmel hertil. Det sidste kan tiltrædes, men det første — at regreskravet skal søge sin begrundelse i de særlige regler om udlægsfritagelse — forekommer ikke utvivlsomt. 23) Jfr. Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 56. 342 lidt “hjemmel” som for den modsatte.29 Når nægtelsen af regres for den begunstige- - de støttes på, at den begunstigede ikke ville have haft regres mod forsikrings- tager selv, miskendes endvidere den be- tydelige forandring, der er indtrådt ved forsikringstagers død.30 Se herom nærmere nedenfor efter note 37. Ad 2): Hensynet til kreditorerne taler ikke imod at nægte regres. En kreditor, der indrømmer forsikringstageren kredit, kan forlange forsikringen som pant. Gør han ikke det, kan han ikke basere sin kredit- givning på forsikringen, idet indsættelse af en begunstiget efter FAL § 104, stk. 1 fører til, at forsikringen unddrages boet. Såfremt regres nægtes, vil en udbetaling til en panthaver stille de øvrige kreditorer gunstigere, end en udbetaling til en be- gunstiget gør det, jfr. ovenfor ved argument 1) og 2) pro regres. Ad 3): Omend dette argument ikke er iden- tisk med argument 2) — som er imøde- gået ovenfor — er det dog nært knyttet til dette.31 En yderligere imødegåelse skøn- nes derfor ufornøden, men det skal dog bemærkes, at hele den ved FAL etablere- de ordning nu engang giver forsikringsta- ger mulighed for at blæse og have mel i munden. I modsætning til, hvad der nor- malt gælder, har forsikringstager fri rå- dighed, skønt forsikringen er unddraget kreditorforfølgning. Ad 4): Lidt har som bekendt også ret. Selv en beskeden dividende er dog bedre end slet intet. Ad 5): ”Tilsidesættelsen” er vel ikke sjældent begrundet i hensynet til at tage vare på forsørgelsen af de nærmeste.32 Men af FAL § 112, stk. 1 følger nu engang for det første, at en begunstigelse ikke bortfalder ved pantsætning. Og for det andet har FAL netop — af retstekniske grunde — afvist at tillægge forsørgelse- synspunktet nogen vægt i lovens ord, jfr. Udkast s. 144.33 Ad 6): At begunstigelsesklausuler er formu- larprægede er rigtigt, men synes betyd- ningsløst. I nærværende artikel argumen- teres ikke for “individualiserende” løs- ninger, men for en generel anerkendelse af den begunstigedes regreskrav. Hvor dødsboet — som i de her omtalte tilfælde — er insolvent, er det i øvrigt ganske oplagt, at forsikringstagers intentioner kun kan være gået i retning af anerken- delsen af et regreskrav.34 Ad 7): Det er rigtigt, at den begunstigede ikke har fået noget løfte om, at policen vil blive 32) Sml. bemærkningerne ovenfor i note 6 og 11. — Som fremhævet af P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 227, kan man ikke danne en regel på, om lånet bruges til privatforbrug eller ej. — Vedrørende forsørgelseshensynet peger Fr. Vinding Kruse i TfR 1919 s. 228, med rette på, at for-sikringstager ikke har tilsidesat dette i al almindelighed, men kun i én henseende: indrømmelse af en bedre ret for pant- haver. 33) Herimod Hurwitz i UfR 1937 B s. 20 med henvisning til en udtalelse i Udkast, hvorefter beskyttelse i konkrete tilfælde kan nægtes, hvis det objektivt ligger klart, at forsørgelse ikke var formålet (se Udkast s. 156). Som det nærmere fremgår af Udkast, er det imidlertid kun erhvervelsestilfælde — og ikke begunstigelsestilfælde — der hermed er tænkt på, jfr. da også ordlyden af FAL § 116, hvortil bemærkningerne i Udkast knytter sig. 34) Jfr. O.K. Magnussen i UfR 1936 B s. 319 f.: “Hvorfor skulde [Kreditorerne] egentlig tjene paa, at en enkelt Kreditor gennem Pantsætning blev begunstiget paa den Indsattes Bekostning, hvad de jo vilde, hvis der ikke var Regres? Det har i hvert fald sikkert ikke været Forsikringstagerens Mening med at pantsætte Policen, at han vilde stille de almindelige Kreditorer (udh. i orig.) bedre, end de ellers vilde staa”. — Se også argument 4) pro anerkendelse af den begunstigedes regreskrav ovenfor. — Det her anførte skal alene vise noget negativt — at intentionerne ikke har nogensomhelst betydning — ikke noget positivt. 28) Jfr. Gomard i Nordisk gjenklang s. 411 f. og Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 52. I samme retning Hurwitz i UfR 1937 B s. 25. 29) Jfr. således også Højrup i Juristen 1972 s. 511 ved note 22. 30) Jfr. Illum i UfR 1953 B s. 78 ff. Se også Fr. Vinding Kruse i TfR 1919 s. 229. 31) Jfr. Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 196. 343 friholdt (jfr. herom ovenfor i note 17). At afskære et regreskrav for den begunstige- de med denne begrundelse, ville imidler- tid være en logisk fejlslutning. Det er ligeledes rigtigt, at den begunstigede ikke kan have nogen berettiget forventning om at få forsikringssummen. Men dette kan ikke have nogen betydning: Som anført ovenfor i afsnit I er den begunstigedes retsstilling i mange henseender usikker. Dette ændrer jo imidlertid ikke på, at den begunstigede med rette kan forvente35 at få forsikringssummen, hvis han fortsat er begunstiget på tidspunktet for forsik- ringsbegivenhedens indtræden. Det er klart, at den begunstigede må stå tilbage for panthaver (naturligvis uanset, om den begunstigede kendte til pantsætningen eller ej). Men pantsætning medfører nu engang ikke begunstigelsens bortfald, jfr. ovenfor. Ad 8): UfR 1937.91 H kunne lige så vel som afgørelsen i UfR 1904.B. 266 være for- kert. Erkendelsen vokser ikke altid med tiden. Sammenfattende kan man om argumenterne 4)-7) contra anerkendelse af regres i øvrigt sige, at disse argumenter i lige så høj grad36 taler imod at lade den begunstigede få regreskra- vet mod trediemand, når forsikringstager har stillet livsforsikringen som pant for tredie- mands gæld. Men her ér det fastslået, at regre- skravet tilkommer den begunstigede — ikke forsikringstagers dødsbo, jfr. UfR 1961.155 H.37 Argumenterne imod anerkendelse af regres for den begunstigede forekommer således ikke tvingende. Som nævnt ovenfor ved note 30 lader disse argumenter ikke forsikringstagers dødsfald få den betydning, som tilkommer det. Vel har forsikringstager ved at pantsætte for- sikringen udsat den begunstigedes ret for en risiko: at blive fortrængt af panthavers bedre ret. Men efter sin død kan forsikringstager ikke — yderligere — forringe den begunstigedes ret. Denne er nu endelig — hvad enten man så kan lide det udtryk, at den begunstigede ved dødsfaldet bliver “ejer” af forsikringen eller ej.38 Den begunstigede har ret til hele forsik- ringssummen — bortset fra, at han skal respek- tere panthavers bedre ret. Ligesom Illum i UfR 1953 B s. 7839 mener jeg derfor, “at det er direkte urigtigt, når lands- retten i UfR 1937.91 udtaler, at den begunstige- des ret kun strækker sig til det, der er i behold, efter at panthaveren har søgt fyldestgørelse.” Derimod er Illums eftersætning ikke fuldt ud korrekt: “Den begunstigede har ret til hele forsik- ringen, forsåvidt dødsboet kan friholde den for panteforpligtelsen.”40 Den begunstigede står tilbage for pantha- ver — og kun for ham. Dette får bl.a. den betydning, at forsikringssummen tilkommer den begunstigede fuldt ud i tilfælde, hvor pantsætningen viser sig at være ugyldig. Såfremt panthaver eftergiver den pantsik- 35) At al tale om berettiget forventning er irrelevant, må i øvrigt kunne indses på baggrund af, at begunstigel- sesindsættelse er en ensom disposition (jfr. dog form- kravet i FAL § 103). Ganske som hvis man betænkes i et testamente, har man ved dødsfaldet et aktuelt krav, hvad enten man véd det eller ej. — Kun indsættelse som uigenkaldeligt begunstiget kræver et løfte og skaber en berettiget forventning, jfr. FAL § 108, stk. 2. 36) Eller i hvert fald næsten lige så høj grad: Et regreskrav mod trediemand kan jo være mere værd end ét mod forsikringstagers insolvente dødsbo. I hvert fald er forsørgelsesformålet tilsidesat i mindst samme grad, når pantsætning sker for trediemands gæld. Og ligeså klart er det, at forsikringstagers “intentioner” næppe kan udfindes med større sikkerhed i det ene tilfælde end i det andet, cfr. dog Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 57 f. Endelig er den begunstigedes forventning om at få forsikringssummen lige berettiget eller uberettiget i de to tilfælde. 37) Se nærmere nedenfor ved note 54. 38) Udtrykket anvendes af Fr. Vinding Kruse (i TfR 1919 s. 225, jfr. herved også s. 229). 39) Illums udtalelser l.c. angår dog kun tilfælde, hvor forsikringstagers dødsbo er solvent. Som det fremgår, finder jeg denne begrænsning ubegrundet. 40) Se nærmere ved note 43 nedenfor. 344 der han sig ægtefælle, livsarvinger eller arve- berettigede adoptivbørn eller disses livsar- vinger, skal forsikringssummen, for så vidt angår de nævnte personers ret til boslod og tvangsarvelod behandles som tillagt den be- gunstigede ved testamente.” Pantsætningens betydning har FAL også gjort op med. Se uddraget af FAL § 112 citeret ovenfor i afsnit I, hvoraf fremgår, dels at pantsætning ikke medfører begunstigelsens bortfald, dels at den begunstigede (kun) står tilbage for panthaverens ret. Imod at nægte regres af hensyn til arvinger- ne taler således, at dette hensyn er varetaget tilstrækkeligt gennem reglen i FAL § 104, stk. 2, 1. pkt. (citeret ovenfor): Den begunstigedes regreskrav kan selvsagt kun anerkendes in- den for den ramme, som FAL § 104, stk. 2, 1. pkt. sætter.43 Man kan naturligvis indvende, at det her antagne resultat kan føre til ubehagelige over- raskelser i tilfælde, hvor forsikringstager fejl- agtigt har troet, at begunstigelsen bortfaldt “automatisk” ved pantsætningen. Hertil er kun at sige, at denne retsvildfarelse — ligesom enhver anden retsvildfarelse — kan være nok så ubehagelig. Men for det første har vi en klar lovregel i FAL § 112. For det andet er risikoen44 for, at forsikringstager “glemmer” at tilbage- kalde en begunstigelse sikkert ikke mindre i tilfælde, hvor pantsætning ikke har fundet sted. Tværtimod, kunne man sige: Når forsik- ringstager griber til pantsætning af sin livs- forsikring, er økonomiske problemer sjældent 41) Dette sidste ville i grunden også gælde i “normaltilfælde” — men her ville det frigivne pant gå ind i boet. — De, der nægter at anerkende regres for den begunstigede, vil sikkert bestride det her anførte resultat — og vil henvise til den situation, hvor der er stillet andet pant ved siden af livsforsikringen. Herom henvises til drøftelserne nedenfor i afsnit III (eksempel 4 og 5). 42) Jfr. FAL § 105, stk. 5. rede fordring, må forsikringssummen ligele- des fuldt ud tilkomme den begunstigede — ikke dødsboet. En person, der har pant i en genstand, kan endvidere fastholde sin for- dring, selv om han frigiver pantet. Ved en livsforsikring vil den begunstigede i så fald få hele forsikringssummen, og panthaver må — trods frigivelsen af pantet — kunne anmelde sin fordring fuldt ud i dødsboet.41 2. Forsikringstagers dødsbo solvent I disse tilfælde kan kreditorerne være lige- glade med, om den begunstigede indrømmes regres: Det er arvingerne, der skal betale. Da begunstigelsesklausulen “nærmeste pårørende”42 regelmæssigt vælges, skal spørgsmålets betydning ikke overdramati- seres. Om man får et beløb i egenskab af begunstiget eller arving, spiller selvsagt in- gen rolle. Men (bl.a.) begunstigelsesklausulen “nærmeste pårørende” fører dog i mange til- fælde til et andet resultat end arvereglerne: Navnlig får en eventuel ægtefælle hele forsikringssummen, skønt hun kun er legal arving for en trediedel (der erindres dog om ægtefællens boslodskrav i ægteskaber med formuefællesskab). I sådanne tilfælde samt hvor den begunstigede ikke tilhører den nær- meste familie, men er enten en fjern slægtning eller ubeslægtet, har spørgsmålet derfor ikke ringe betydning. Efter min opfattelse bør et regreskrav — også — anerkendes i alle tilfælde, hvor forsik- ringstagers dødsbo er solvent. Hensynet til arvingerne har FAL gjort op med én gang — i FAL § 104, stk. 2, 1. pkt., nemlig: “Har forsikringstageren indsat en begunsti- get, som ikke er hans tvangsarving, og efterla- 43) Således også Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 193 med note 43. — Illums ovenfor ved note 40 citerede bemærkning er derfor kun rigtig med denne — ikke uvæsentlige — modifi- kation. 44) Her tales kun om risikoen — altså om dette synspunkts generelle værdi (eller rettere: mangel på samme). Hvor det konkret foreligger oplyst, at fors- ikringstager fejlagtigt er gået ud fra, at begunstigelsen er bortfaldet på grund af pantsætningen, bør den begunstigede ikke tillægges noget regreskrav. Efter min opfattelse er dette reelt den eneste betydning, der kan tilkomme forsikringstagers “intentioner”, sml. note 34 ovenfor. 345 langt borte. Forsikringstager har således i den- ne situation al mulig anledning til at genover- veje begunstigelsesindsættelsen i lyset af den nærmeste families tarv. Genkalder forsikring- stager ikke indsættelsen af trediemand, kan man derfor rimeligt trygt falde tilbage på udfyldningsløsningen i FAL § 104, stk. 2, 1. pkt.: Den begunstigede har forsikringstager selv valgt. Det samme kan ikke siges om ar- vingerne. III. Policen kun én blandt flere sikkerheder for samme gæld Det forekommer, at livsforsikringen er stillet som pant sammen med andre af afdødes gen- stande, eller at kreditor har sikret sig ikke blot gennem pant i forsikringen, men tillige gennem kaution eller trediemandspant. Lad os atter tage et eksempel (samme “ud- gangsssituation” som i de tidligere eksempler): Eksempel 4 K’s fordring på 50.000 kr. er sikret både ved pant i automobilet og livsforsikringen. Pantet udgør altså i alt 100.000 kr., den sikrede ford- ring kun 50.000 kr. Ifølge den herskende opfattelse er der for- holdsmæssig regres mellem panterne.45 I dette tilfælde skal begge panter altså endeligt belas- tes med halvdelen (25.000 kr.). Holder pantha- ver sig udelukkende til livsforsikringen, erh- verver den begunstigede altså et regreskrav på 25.000 kr. og subrogerer i “medpantet” (automobilet) for dette beløb.46 De “oversky- dende” 50.000 går ind i boet. Dividenden bliver herved på 20 %. Den herskende opfattelse medfører altså, at der bliver en højere dividen- de (på bekostning af den begunstigede), fordi K har været “overforsigtig” og krævet en pantesikkerhed, der oversteg hans fordring: Havde forsikringstager nøjedes med at pantsæt- te automobilet, ville dividenden kun have været på 11,11 %. Livsforsikringen kunne kreditorer- ne ikke have rørt. Indrømmelsen af forholdsmæssig regres synes i virkeligheden at være en ikke uvæsent- lig indrømmelse til den her hævdede opfattelse (at den begunstigede overalt bør indrømmes et regreskrav): Man anerkender nemlig et regre- skrav, hvor forsikringstager ikke selv ville have ét (“regres” mellem flere aktiver tilhørende samme person er i princippet en meningsløs- hed, jfr. dog om UfR 1958.957 Ø umiddelbart nedenfor). Hvis tilbagekøbsværdien47 bliver udbetalt i forsikringstagers levende live, er det antaget, at også forsikringstager selv får et for- holdsmæssigt regreskrav og subrogerer del- vis i det andet pant, jfr. UfR 1958.957 Ø: Til sikkerhed for et banklån havde forsik- ringstager (F) pantsat to livsforsikringer og et pantebrev. F gik konkurs. Boet realiserede pantebrevet, der gav banken fuld dækning. Forsikringsselskabet sendte et til policernes tilbagekøbsværdi svarende beløb til banken. F krævede dette beløb fuldt ud udbetalt til sig selv, men fik ikke medhold. I begrundelsen henvistes til, at panterne måtte hæfte for- holdsmæssigt og i øvrigt anvendtes samme ordvalg som i UfR 1937.91 H. Spørgsmålet er imidlertid, om man skal “nø- jes med” at indrømme en begunstiget — eller forsikringstager selv — forholdsmæssig reg- 45) Dette antages vistnok af alle, der i øvrigt vil nægte den begunstigede regres. — Men som omtalt nedenfor er spørgsmålet, om man ikke bør gå videre og antage ikke blot forholdsmæssig, men fuld regres for den begunstigede. — Antog man ikke (i det mindste) forholdsmæssig regres, ville kreditor kunne “spille bold” med de forskellige interesser, jfr. Niels Lassen i TfR 1904 s. 296. Se endvidere N.P. Madsen-Mygdal i Festskrift til Ussing (1951) s. 348 ff. og hertil Illum i UfR 1953 B s. 61 ff. 46) Det ses, at den begunstigede således stillet væsentligt bedre, end hvor kun livsforsikringen er pantsat. Denne “tilfældighed” kan dog ikke påberåbes som argument for at anerkende regres i alle tilfælde. “Tilfældigheder” er ofte afgørende. Eksempelvis er det “tilfældigvis” bedre at være indsat som begunstiget i en police, der ikke er pantsat, end i én, der er det. 47) En forsikringssum, der kommer til udbetaling i forsikringstagers levende live, må behandles på samme måde. 346 res.48 I et tilfælde som UfR 1958.957 Ø måtte fors- ikringstager med panthaveren have kunnet aftale, at livsforsikringen skulle hæfte “yderst”, og at panthaver skulle frigive dette pant, så- fremt han fik fuld dækning gennem det primære pant. Det ses ikke herimod at kunne indven- des, at en sådan aftale måtte tilsidesættes, fordi parterne derved kunne bestemme tredie- mands (konkursboets) retsstilling — hvad man jo i reglen ikke kan. Boet har ikke noget krav på, at forsikringstager stiller sin livsforsikring som pant i det hele taget, og kan derfor heller ikke kræve den stillet sideordnet med andre panter. Af UfR 1958.957 Ø følger i og for sig kun, at boet kan kræve et forholdsmæssigt regres- opgør mellem panterne, hvis panterne hæfter sideordnet. Når forsikringstager imidlertid ved aftale med panthaver kan udelukke det for- holdsmæssige regresopgør, kan dette ikke antages som deklaratorisk regel. Efter min opfattelse er UfR 1958.957 Ø derfor urigtig: Tingsretlige regler, som ikke er præceptive, har reelt ikke nogen raison d’être. De kommer blot til at virke som “fælder”. I modsætning til forsikringstager har den begunstigede ikke haft mulighed for at sikre sig, at livsforsikringen virkelig kun kommer panthaveren til gode og dermed frigives, hvor panthaver kan fyldestgøres fuldt ud gennem de øvrige panter. Der er derfor særlig grund til at udforme reglerne således, at den begunsti- gede værnes i størst muligt omfang, for så vidt fundamentale formueretlige grundsætninger ikke derved tilsidesættes. Anerkender man en generel regresadgang for den begunstigede, bør man derfor videre antage, at en pantsat livsforsikring kun hæfter subsidiært i forhold til andre panter stillet af forsikringstager selv. Der bør med andre ord indrømmes den begunstigede fuld regres (og subrogation), jfr. UfR 1904.B.266: A havde pantsat en livsforsikringspolice og et skadesløsbrev til en kreditor K. A døde, og dødsboet var insolvent. A’s enke var indsat som begunstiget. K enedes med dødsboet om primært at søge dækning i policen. Ved dom- men statueredes, at enken havde et regreskrav (som massekrav) mod boet, idet policen kun hæftede subsidiært i forhold til skadesløsbre- vet. Imod resultatet i denne sag kan naturligvis indvendes, at det ikke stemmer med, hvad der følger af UfR 1937.91 H og UfR 1958. 957 Ø (begge refereret ovenfor). Denne indvending ville være formelt korrekt. Et af formålene med denne artikel er imidlertid at godtgøre, at de nævnte aførelser ikke nødvendigvis er rigtige. Da 1958-afgørelsen blot reciterer 1937-af- gørelsens præmisser — og da 1937-afgørelsen er afsagt af Højesteret — må skytset især rettes mod sidstnævnte afgørelse. Ryster man én gang for alle de to domme af sig, må man undersøge, hvilket resultat der bedst stemmer med de reale grunde. Efter min vurdering må i hvert fald den be- gunstigede — men formentlig også forsik- ringstager — i de her omhandlede “fler- pantstilfælde” have fuld regres. Tabet skal ikke deles efter grundsætningen om forholds- mæssig regres mellem livsforsikringen og det andet pantsatte aktiv. De argumenter, der oven- for er fremført til støtte for en almindelig aner- kendelse af regres for den begunstigede, må med lige så stor vægt tale for, at livsforsikringen hæfter “yderst”, dvs. kun subsidiært i forhold til andre sikkerheder stillet af forsikringstage- ren selv49 (cfr. derimod om sikkerheder stillet af trediemand umiddelbart nedenfor). Eksempel 5 Ganske som eksempel 4, bortset fra, at automo- bilet ikke ejes af forsikringstager, men af tre- diemand. Der foreligger altså dels pant stillet af 48) Hverken Fr. Vinding Kruse (1919), O.K. Magnus- sen (1936) eller Illum (1953) har udtalt sig om forsikringstagers egen retsstilling i disse tilfælde. Dette er forståeligt, da spørgsmålet først dukkede op i retspraksis med 1958-afgørelsen. 347 forsikringstager selv (livsforsikring-en), dels pant stillet af trediemand (automobilet). Regresordningen i denne situation ses ikke omtalt i hidtidig dansk teori. De efterfølgende bemærkninger vedrører kun den situation, hvor der foreligger trediemandspant. Såfremt tredie- mand i stedet har kautioneret, må dog lignen- de synspunkter anlægges. Realiseres panterne i forsikringstagers le- vende live, kan der næppe være nogen tvivl om, at trediemand har fuld regres mod forsikringstager. Forsikringstager har rigtig- nok ofret et i øvrigt urørligt aktiv, men han er dog stadig (langt) nærmere til at bære hele tabet, end trediemandspantsætteren er til at “dele” det med ham. Skal regresopgøret derimod ske mellem tre- diemand og den begunstigede, kan det være noget mere tvivlsomt, hvad der er den rette løsning. Skal trediemand have fuld regres? Eller skal der gælde forholdsmæssig regres? For at indrømme trediemand fuld regres ta- ler, at forsikringstager selv skulle have båret hele tabet. Det kunne synes mærkeligt, at den begunstigede skulle stilles bedre, end forsikringstager selv ville have været det. Hvis trediemand overhovedet sér problemet, vil han måske også have en — mere eller mindre tåget — forestilling om, at det pant, forsikringstager selv stiller, må “hæfte forud for” trediemands- pantet.50 For at antage forholdsmæssig regres kunne tale, at den begunstigede i og for sig ikke er “nærmere” til at bære tabet end trediemand, der ikke har kunnet regne med at have regres mod forsikringssummen (men højst mod tilbagekøbsværdien).51 Forholdsmæssig re- gres ses ikke at være uantagelig, blot fordi den begunstigede derved bliver stillet bedre, end forsikringstager selv ville have været det. Som anført ovenfor ved note 30 og 38 undergår retsforholdet en væsentlig forandring ved forsikringstagers død. Dette følger i øvrigt også af FAL selv, jfr. herved FAL § 112, stk. 2.52 Efter min opfattelse må udgangspunktet være, at trediemand har fuld regres. Dette må i hvert fald gælde, hvor trediemand på tids- punktet for pantsætningen af sit aktiv vidste, at forsikringstager havde pantsat eller ville pantsætte livsforsikringen til sikkerhed for samme gæld. Hvor livsforsikringen derimod først gives i pant efter, at trediemandspantet er stillet — f.eks. fordi kreditor kræver yderligere sikkerhed — bør der formentlig antages for- holdsmæssig regres. Uanset hvilken løsning man antager ved- rørende dette særlige regresspørgsmål, må 49) Således også Fr. Vinding Kruse i TfR 1919 s. 224 og Illum i UfR 1953 B s. 78 f. — Noget andet kan følge af forsikringstagers modgående bestemmelse. 50) Trediemand vil have ret i, at en trediemandspantsætter har regres mod hovedmanden (og subrogerer i “medpantet”). Men panthaver skal ikke først holde sig til hovedpantet: Der gælder ikke beneficium ordinis ved trediemandspant. 51) Se om “berettigede forventninger” i øvrigt note 25 og 35 ovenfor. — Hvis forsikringstager er uhelbredeligt syg, vil kreditor ofte slet ikke have behov for et trediemandspant: Ved at erhverve livsfor- sikringen, kan kreditor være sikker på at få fors- ikringssummen. FAL § 112, stk. 2 gælder kun for pantsætning — ikke for erhvervelse (hvor den simple begunstigelse bortfalder, jfr. FAL § 111). Se om FAL § 112, stk. 2 nærmere i note 52 nedenfor. 52) Heri er udtrykkeligt fastslået, at panthaver kun kan søge sig fyldestgjort i forsikringssummen, når forsikringsbegivenheden er indtrådt. Dette er oplagt, og det interessante er, at panthaver forinden dette tidspunkt kun kan søge sig fyldestgjort i policen ved at kræve tilbagekøbsværdien, hvorved han skal indrømme forsikringstager et varsel på 2 måneder. Af Udkast s. 148 f., fremgår, at man har villet give forsikringstager en “ubetinget Adgang til at indløse Policen ved Udbetaling af Tilbagekøbsværdien”. Dette kan have stor betydning, hvis forsikringstager er uhelbredeligt syg, idet den begunstigede — og ikke panthaveren, såfremt dennes fordring overstiger genkøbsværdien — da “scorer kassen”, jfr. Udkast s. 148 f. Det ses, at den for den begunstigede “tilfældige” omstændighed, om panthaver skrider til realisation i forsikringstagers levende live eller først efter hans død, kan få stor betydning. Efter forsikringstagers død kan pantet ikke længere løskøbes, og panthaveren “scorer kassen”. A. Drachmann Bentzon & Knud Christensen: Lov om Forsikringsaftaler, 2. udg. (1952) s. 564, Jørgen Nørgaard i Studenterafhandlinger s. 189 med note 29 og Lyngsø: Forsikringsaftaleloven, 4. udg. (1992) s. 373, giver udtryk for, at forsikring- stager almindeligvis ikke har noget krav på at udløse panthaveren. Dette stemmer med formuleringen af FAL § 112, stk. 2, 1. pkt., men ikke med den ovenfor citerede bemærkning i Udkast. 348 denne ikke blive afgørende for, hvilken stilling man indtager til en almindelig regresadgang for den begunstigede.53 Eksempel 6 Som i eksempel 3, bortset fra, at forsikringsta- ger har pantsat livsforsikringen til sikkerhed — ikke for egen, men — for trediemands gæld. I disse tilfælde tilkommer regreskravet mod trediemand den begunstigede — ikke døds- boet, jfr. UfR 1961.155 H:54 Forsikringstager (F) pantsatte sine livsfor- sikringspolicer, hvori hustruen (H) var indsat som simpelt begunstiget, til sikkerhed for et aktieselskabs (A) gæld til forskellige kredi- torer. F døde, og A blev erklæret konkurs. Tvisten om, hvorvidt regreskravet mod tredie- mand (A) tilkom F’s dødsbo eller H som be- gunstiget, blev afgjort til fordel for H. I begrun- delsen henvistes til, at der efter FAL netop er forskel på, om der er indsat en begunstiget eller ej og til bestemmelserne i FAL §§ 102, 112 og 116.55 Efter Gjerulffs kommentar (jfr. note 54) synes det rimeligt at antage, at Højesteret ikke har villet tillægge UfR 1937.91 H større præjudikat- værdi end absolut nødvendigt. Således an- fører Gjerulff følgende: “[UfR 1937.91 H] nægtede [...] den begunsti- gede et regreskrav mod forsikringstagerens dødsbo i et tilfælde, hvor policen var pantsat til sikkerhed for forsikringstagerens gæld, og det er muligt (udh. her), at det samme resultat må antages, hvis pantsætningen er sket til fordel for trediemands gæld.” Selv om man naturligvis skal være varsom med at lægge for meget i en domskommentar, tyder det anførte nærmest i retning af, at af- gørelsen i UfR 1937.91 H ikke har nogen videre præjudikatværdi. Thi nægter man — som 1937- afgørelsen — den begunstigede regres i “nor- maltilfælde”, må regres ikke blot “muligt”, men så meget desto mere nægtes i tilfælde, hvor pantsætningen er sket for trediemands gæld.56 Imod at tillægge 1937-afgørelsen nogen vi- dere præjudikatværdi taler også, at den ikke klart underkender 1904-afgørelsen,57 endskønt resultaterne i de to afgørelser er uforenelige.58 Om den begunstigede — ud over at have regres mod trediemand — tillige har et re- greskrav mod forsikringstagers bo i de her omtalte tilfælde, er kort berørt lige ovenfor ved note 56. Det kan synes selvfølgeligt, at man lader svaret på dette særlige spørgsmål følge “automatisk” af den løsning, man antager ve- drørende det “almindelige regresspørgsmål”. Der er det rigtige heri, at man ikke kan nægte den begunstigede regres mod forsik- ringstagers bo i “normaltilfældene” og tillade regres i de tilfælde, hvor livsforsikringen er pantsat til sikkerhed for trediemands gæld. 53) Det ses ikke at være inkonsekvent på den ene side at give trediemandspantsætter fuld regres mod fors- ikringstager og lade ham subrogere i livsforsikringen, og på den anden side indrømme den begunstigede fuld regres mod forsikringstagers dødsbo også i disse tilfælde. Der er her tale om to forskellige spørgsmål, hvor svaret på det ene ikke automatisk giver svaret på det andet. 54) Jfr. ovenfor ved note 37. — UfR 1961.155 H er kommenteret af Gjerulff i TfR 1961 s. 556 ff. (bogudgaven s. 333 f.). 55) Ikke uinteressant ville man i øvrigt med netop disse ord kort og præcist kunne begrunde en almindelig adgang til regres for den begunstigede. 56) Se nærmere umiddelbart nedenfor. 57) Se nemlig redaktionsnoten til UfR 1937.91 H. Germer oplyser dog i Juristen 1968 s. 359, at et gennemsyn af voteringsprotokollerne nærmest tyder på, at Højesteret “i alt væsentligt” har frakendt UfR 1904.B.266 præjudikatværdi. Formelt kan dette være korrekt nok. Men heroverfor står fortsat: 1) redaktionsno- ten, 2) at afgørelsen er afsagt med dissens (jfr. P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 225: “[...] det Flertal, der var bestemmende for Udfaldet.”), 3) at Højesterets grunde ikke formåede at overbevise P.C. Poulsen, som vel ikke havde deltaget i voteringen, men som dog — uimodsagt af sine kolleger — kritiserede dommen i TfR 1937 s. 223 ff., 4) at UfR 1961.155 H snarere vil indskrænke end udvide 1937-afgørelsens præjudikatværdi og 5) de meget konkrete om- stændigheder i sagen, jfr. note 74 nedenfor. 58) Linien i UfR 1937.91 H må — hvis den følges konsekvent — nemlig føre til, at den begunstigede i UfR 1904.B.266 kun skulle have haft forholdsmæssig — ikke fuld — regres. Se hertil det ovenfor ved eksempel 4 anførte. 349 Men “omvendt” holder ræsonnementet ikke: Selv om man anerkender regres i “normaltil- fældene”, kan man godt nægte regres i “tredie- mandspanttilfældet”. Af de 6 argumenter, der ovenfor i afsnit II, 1 er anført pro anerkendelse af regres i alminde- lighed, er der nemlig ikke nogen — bortset fra argument 5) — der har relevans for “tredie- mandspanttilfældet”. Navnlig bemærkes, at forsikringstagers kreditorer ikke her ville “tje- ne på” en nægtelse af regres. Kreditorerne er hverken blevet stillet bedre eller værre ved, at forsikringstager har “ofret” sin urørlige livs- forsikring ved at pantsætte den til sikkerhed for trediemands gæld. Men de ville blive stillet ringere end ellers, hvis man anerkendte et regreskrav for den begunstigede her. Da reg- reskravet mod trediemand — som anført oven- for — tilkommer den begunstigede, er det uantageligt, at han tillige skulle have regres mod forsikringstagers dødsbo. Regreskravet mod trediemand er surrogatet for livsforsik- ringen og herudover kan den begunstigede ikke have noget krav. Eksempel 7 Som i eksempel 6, bortset fra, at forsikringsta- ger ikke blot har pantsat sin livsforsikring til sikkerhed for trediemands gæld, men tillige et andet aktiv, f.eks. et automobil. Når man som ovenfor nægter den begunstige- de regres mod forsikringstagers bo i “tredie- mandspanttilfældet”, kunne det være bes- nærende at slutte, at det “logisk” må følge heraf, at der i eksempel 7 skal gælde forholds- mæssig regres. Sådanne ræsonnementer er imidlertid farlige. Som andetsteds må de reale grunde være afgørende. Havde forsikringstager ingen livsforsikring haft, ville det andet aktiv formentlig alligevel være stillet som trediemandspant. Kreditorer- ne måtte således — uden for omstødelsestil- fælde — finde sig i, at dette pant blev “spist op” af trediemandspanthavers ret. Forsikring- stager kunne endvidere med trediemands- panthaver have aftalt, at denne skulle holde sig primært til det andet aktiv og frigive livsfor- sikringen, såfremt denne ikke var “nødven- dig” (sml. ovenfor efter note 48). På denne baggrund må den begunstigede også i dette “flerpanttilfælde” have krav på, at livsforsikringen kun hæfter “yderst” i det ind- byrdes opgør mellem panterne. Den begunsti- gede har således fuld regres mod “medpan- tet”59 og subrogerer i dette. IV. Mulige mellemstandpunkter Forskellige mellemstandpunkter har været drøf- tet i teorien: Man har antaget forskellige løs- ninger, alt efter om forsikringstagers dødsbo er solvent eller insolvent,60 og om forsikrings- tager — hvis boet er solvent — har ytret sig om, hvorvidt den begunstigede skulle have regres;61 om det ved pantet sikrede lån er et policelån eller andet lån.62 Endelig kan det drøftes, om regres skal indrømmes fuldt ud eller kun for forskellen mellem tilbagekøbsvær- di og forsikringssum.63 Følges den her hævdede opfattelse, bliver alle disse sondringer overflødige. Den eneste forskel på solvens- og insolvenssituationen bliver, at regreskravet begrænses af FAL § 104, stk. 2, 1. pkt. i solvenssituationen, men ikke hvor dødsboet er insolvent.64 Kan den her hævdede opfattelse ikke følges, bør man i hvert fald anerkende regres for så vidt angår den del af forsikringssummen, der over- 59) Men strækker “medpantet” ikke til, kan den begunstigede ikke gøre regres mod forsikringstagers bo for det udækkede beløb. I så fald ville kreditorerne jo atter blive stillet ringere end ellers. 60) Således Illum i UfR 1953 B s. 78 og samme: Ejerpant og panteprioritet (1961) s. 124 samt Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 52 ff. 350 stiger tilbagekøbsværdien på tidspunktet for forsikringstagers død, jfr. således P.C. Poul- sen i TfR 1937 s. 226 f. Der vil i så fald ikke være (nogen nævneværdig) regres i de — ganske hyppige — tilfælde, hvor den pantsikrede ford- ring svarer til tilbagekøbs-værdien,65 men deri- mod i de — meget sjældnere — tilfælde, hvor den pantsikrede fordring slet ikke kan rummes inden for tilbagekøbsværdien, og hvor forsik- ringssummen ved forsikringstagers død plud- selig giver panthaveren en uventet god sikke- rhed.66 At de sidste tilfælde er sjældne, ses ikke at kunne tjene som undskyldning for ikke at løse regres-spørgsmålet på en forsvarlig og med princippet i FAL § 112, stk. 2 stemmende måde. V. Retstilstanden i Sverige og Norge FAL hviler på et nordisk udvalgssamarbejde, og der har således hersket en betydelig retsen- hed på dette område. Imidlertid er der i Sverige og Norge (ved at blive) gennemført en grundig revision af lovgivningen. I Sverige er der således i 1980 gennemført en særlig lov om forbrugerforsikring, konsument- försäkringslagen (lov 1980:38), jfr. SOU 1977:84. Denne lov omfatter ikke personforsi- kring, men herom er et stort reformarbejde ved at være færdigt, jfr. SOU 1986:56. De foreslåede regler om pantsætning svarer stort set til reg- lerne i den gamle lov, jfr. nærmere lovudkastets kapitel 6, § 11 (SOU 1986:56, s. 382 ff.). Der er ikke foreslået en særlig regel om det her omtalte regresspørgsmål. Herefter må det antages, at retsstillingen fortsat vil være den, at den be- gunstigede kun har regres, når forsikringsta- geren har truffet bestemmelse herom.67 I Norge er der i 1989 gennemført en ny forsikringsaftalelov, lov nr. 69 af 16. juni 1989. Lovens forarbejder findes i NOU 1983:56 om personforsikring og NOU 1987:24 om skades- forsikring samt Ot.prp. nr. 49 (1988-89). I lov- ens § 15-8, stk. 4 (udkastets § 6-8, stk. 4, jfr. NOU 1983:56, s. 130) er der indsat følgende bestemmelse: “Er forsikringen pantsatt ved den forsikre- des død, og blir pantekravet dekket av døds- boet, kan boet kreve vederlag av forsikrings- summen, hvis ikke noe annet følger av forhol- det.” 61) Således Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 54 sammenholdt med s. 56. Ussing: Kaution (1928) s. 416, indskrænker denne individualiserende mulighed ved at stille krav om, at forsikringstager skal have “lovet (udh. her) Trediemand at frigøre Policen for Panteretten”, jfr. herom note 17 ovenfor. Men “til gengæld” vil Ussing i så fald formentlig anerkende et krav for den begunstigede, uanset at dødsboet er insolvent, jfr. dog herved Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 56 med note 19 i.f. 62) Således Illum i UfR 1953 B s. 75 og samme: Ejerpant og panteprioritet (1961) s. 124. Herimod med føje Gomard i Nordisk gjenklang s. 413 med note 14 og Jørgen Nørgaard i NFT 1981 s. 52 med note 4. Illums sondring er dog ikke ganske ubegribelig: Reelt er der kun beskeden forskel på, om forsikringstager genkøber policen — hvorved begunstigelsen falder bort — eller om forsikringstager pantsætter den til sikkerhed for et policelån — der i reglen vil svare ret nøje til genskøbssummen. Se i denne retning det lige nedenfor ved note 65 anførte. Forsikringstagers valg af “retsform” — hvor “tilfældig” forskellen set i bakspejlet end forekommer — må imidlertid være afgørende: Pantsætning er nu engang pantsætning, selv om den sker over for forsikringsselskabet selv. 63) I denne retning P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 226 f. 64) Det kan naturligvis hævdes, at det er ulogisk, at den begunstigede i et insolvent dødsbo kan anmelde et — nominelt set — fuldt regreskrav, mens han i et solvent dødsbo skal respektere grænsen i FAL § 104, stk. 2, 1. pkt. Dertil er at sige, at jura og logik ikke er siamesiske tvillinger. Endvidere vil forskellen typisk kun være rent nominel for så vidt angår størrelsen af det regreskrav, der kan anmeldes. Thi i det første tilfælde får den begunstigede kun en beskeden dividende, i det andet fuld dækning inden for den “anerkendte ramme”. 65) Forskellen på genkøbsværdi og “dødsfaldsværdi” er i virkeligheden også baggunden for Illums sondring mellem policelån og andre lån, jfr. herom ovenfor i note 62. — Jørgen Nørgaard anfører i NFT 1981 s. 52 f., at problemet er af beskedent omfang, fordi det pantsikrede lån med stor regelmæssighed kun vil svare til policens tilbagekøbsværdi — ikke “dødsfalds- værdien”. Dette er naturligvis rigtigt. Men uden for policelånenes område forekommer det givetvis, at forsikringspolicer gives i pant, selv om genkøbsværdien er ret ringe, bl.a. fordi kreditor netop vil sikre sig mod det økonomiske sammenbrud, som kunne følge af forsikringstagers pludselige død. 66) Jfr. herom ovenfor i note 52. 351 Det fremgår ikke af forarbejderne, om be- stemmelsen svarer til retstilstanden efter den gamle forsikringsaftalelov. Hensynet til nordisk retsenhed kan således anføres imod det her hævdede standpunkt. Efter revisionerne i Sverige og Norge kan dette hensyn dog efter min opfattelse ikke bære en nægtelse af regresret. VI. Sammenfatning Konklusionerne på ovenstående undersøgel- ser kan sammenfattes i følgende punkter: (1) Den begunstigede har i almindelighed et regreskrav mod forsikringstagers døds- bo, uanset om boet er solvent eller insol- vent. (2) Forsikringstagers intentioner er uden betydning, medmindre det direkte fore- ligger oplyst, at forsikringstager fejl- agtigt er gået ud fra, at pantsætningen medførte begunstigelsens bortfald.68 (3) Ved pant for egen gæld har forsikrings- tager selv i konflikt med sit konkursbo formentlig fuld regres mod “egne med- panter”.69 Derimod har han ikke regres mod “medpant” eller kaution fra tredie- mand. (4) Hvor livsforsikringen er pantsat til sik- kerhed for forsikringstagers egen gæld, har den begunstigede fuld regres mod “medpanter” stillet af forsikringstager selv. Derimod har den begunstigede i reglen70 ikke forholdsmæssig regres mod “medpanter” eller kaution fra tredie- mand, idet denne tværtimod har fuld regres mod og subrogerer fuldt ud i livs- forsikringen. (5) Hvor livsforsikringen er pantsat til sik- kerhed for trediemands gæld, tilkommer regreskravet mod trediemand den be- gunstigede. Den begunstigede har ikke regres mod forsikringstagers dødsbo. Har forsikringstager stillet livsforsikringen i pant sammen med andre aktiver, hæfter disse forud, og den begunstigede har fuld regres mod sådanne “medpanter”. For den almindelige anerkendelse af regres for den begunstigede taler, at denne løsning stem- mer bedst med ordlyden af FAL § 112; at den 67) Således Hemberg i Gjallarhornet (Nordisk försäk- ringstidning) 1950 s. 612, Almgren: Om förfoganden över livförsäkring (1956) s. 104 f. og Hellner: För- säkringsrätt, 2. udg. (1965) s. 604, der alle finder en formløs bestemmelse tilstrækkelig. Derimod kræver Nial i Gjallarhornet 1950 s. 611, at testamentsformerne skal være iagttaget. 68) Se hertil note 34 og 44 ovenfor. — “Regres- modstanderne” stilles over for valget mellem Jørgen Nørgaards mere skønsprægede løsning i tilfælde, hvor dødsboet er solvent (jfr. NFT 1981 s. 53 ved note 8) eller Gomards håndfaste afvisning af regres i alle tilfælde (jfr. Nordisk gjenklang s. 412 f.). Dette er et eksempel på det klassiske dilemma mellem skøn og regel, jfr. Viggo Bentzon: Skøn og Regel (1914). Jørgen Nørgaards løsning forekommer mest sympa- tisk, al den stund forholdet mellem forsikringstager, arvinger og begunstiget ikke er “benhård formueret”, men præget af personlige relationer og ønsker. Vanskeligere er det at følge Jørgen Nørgaard — og svensk ret — i, at forsikringstagers bestemmelse kan være formløs. Her synes man nemlig — med føje, jfr. hertil note 18 ovenfor — at måtte spørge efter hjemlen: Både for testamenter og begunstigelses- indsættelser gælder der formkrav. Hvorfor så ikke for en “regresbestemmelse”? 69) Når dette resultat kan forekomme noget tvivlsomt, hænger det sammen med, at beskyttelseshensynet til forsikringstageren sjældent er så stærkt som til den begunstigede: Forsikringstager går jo i reglen kun “glip af” tilbagekøbsværdien — den begunstigede kan derimod gå “glip af” hele forsikrings- summen, jfr. hertil ovenfor ved note 65. Kommer livsforsikringssummen til udbetaling i levende live, er det dog også forsikringssummen, forsik-ringstager mister. Men hans kreditorer kan da gå løs på det udbetalte beløb. — Antagelsen af fuld regres i det her omtalte tilfælde synes at kunne påberåbes til støtte for, at forsikringstager i almindelighed må have et regreskrav mod sit konkursbo. Dette hævdes dog ikke her: Når regres for den begunstigede har mødt så formidabel modstand, ville en argumentation for regres for forsikringstager selv formentlig være udsigtsløs. Hertil kommer, at FAL § 112 kun giver støtte for regres for den begunstigede - ikke forsikrings- tager selv. 70) For at undgå misforståelser præciseres det, at de “individualiserende” løsninger, der er omtalt ovenfor efter note 52, intet har med forsikringstagers “inten- tioner” at gøre. Det dér anførte vedrører forskelle i de faktiske omstændigheder. Forsikringstagers intentio- ner kan i disse tilfælde aldrig give den begunstigede krav på, at regresopgøret skal være forholdsmæssigt. 352 sikrer den mest konsekvente gennemførelse af den ved FAL tilsigtede beskyttelse af den begunstigedes ret, jfr. herved FAL § 112, stk. 2, 1. pkt.;71 og at der herved tages højde for den forandring, retsforholdet undergår ved fors- ikringstagers død, sml. herved FAL § 112, stk. 2, 2. pkt.72 Så vidt jeg kan skønne, kommer man ind i et skævt spor, når man i forsikringstagerens pantsætning indfortolker en “halvvejs genkal- delse”. Af FAL § 112, stk. 1 følger nu engang, at en begunstigelse netop ikke bortfalder ved pantsætning. Undertiden synes det reelt at være mods- tand mod den ved FAL etablerede ordning, der er baggrunden for afvisning af regres. Se såle- des Hurwitz i UfR 1937 B s. 20 f., hvor for- sørgelseshensynet fremhæves, skønt FAL netop ikke tillægger dette (synderlig) vægt,73 og hvor der fremhæves konkrete momenter i UfR 1937.91 H, der talte klart imod regres (bl.a. var forsikringerne tegnet for lånte beløb og den begunstigede først indsat efter pantsæt- ningen).74 Se endvidere Ussing: Enkelte Kontrakter, 2. udg. (1946) s. 313: “Det er et Spørgsmaal, om FAL ikke har afskaaret Kreditorforfølgning i for vidt Om- fang, navnlig ved ikke at sætte nogen Grænse for Størrelsen af de Forsikringer, der undtages fra Kreditorforfølgning.” FAL’s vidtgående regler kan givetvis i nog- le henseender kritiseres. Men hvilke ordninger kan ikke misbruges, hvis alt sættes ind herpå? Mere eller mindre abnorme tilfælde kan altid forekomme eller konstrueres.75 Lige så lidt som sådanne kan være bestemmende for den al- mindelige ordning, lige så lidt bør de lege ferenda-betragtninger farve den stilling, man de lege lata indtager til regresspørgsmålet. Anlægger man et helhedssyn, må man efter min vurdering nå til, at anerkendelse af re-gres for den begunstigede medfører den mindst mulige fravigelse fra den situation, hvor livs- forsikringen ikke er pantsat. I den forbindelse bør man erindre, at det, man mener at kunne slutte fra almindelige regler om regres, har såre beskeden vægt, når man står over for den helt usædvanlige situation,76 at en person — fors- ikringstager — har (haft) fuld rådighed over et aktiv, som hans kreditorer reelt ikke har (haft) nogen mulighed for at angribe (når man bortser fra den lidet anvendelige regel i FAL § 117). Til slut kan man spørge, hvorfor det her behandlede spørgsmål er så omtvistet, som tilfældet er. Efter mit skøn hænger det sammen med, at det i virkeligheden ikke kan besvares rimeligt sikkert blot ved henvisning til enkelt- bestemmelser i FAL. Det er hele den ved FAL gennemførte — specielle — ordning, der må afvejes i forhold til almindelige regler om reg- res. Det er dog formentlig i nogen grad at sætte sagen på spidsen at hævde, at “det i sidste Instans ikke er rent juridiske Betragtninger, men praktiske Hensigtsmæssighedshensyn, der er afgørende for Løsningen”.77 71) Jfr. ovenfor i note 52. 72) Jfr. ovenfor i note 52. 73) Jfr. nærmere ovenfor ved og med note 33. 74) Fremfor at bestyrke nægtelsen af regres — således som Hurwitz l.c. synes at antage — indskrænker disse konkrete momenter tværtimod præjudikatværdien af UfR 1937.91 H. I samme retning også P.C. Poulsen i TfR 1937 s. 225. Der synes herefter — jfr. også det ved og med note 57 og 58 anførte — ikke at være noget tilbage af 1937-afgørelsens præjudikatværdi. Herefter synes heller ikke UfR 1958.957 Ø at kunne påberåbes af “regresmodstanderne”. 75) For nu at citere, hvad en af “regresmodstanderne” — N.H. Bache (der i øvrigt sad i den kommission, som har udarbejdet Udkast) — i anden sammenhæng har sagt: “Det er den Slags Indvendinger, som det teoretisk er nemt at konstruere, men som praktisk ikke har meget paa sig.” (TfR 1908 s. 456). 76) Dette fremhæves med styrke af O.K. Magnussen i UfR 1936 B s. 320 og i samme retning vistnok Illum i UfR 1953 B s. 76 f. 353 77) Jfr. O.K. Magnussen i UfR 1936 B s. 319. Sml. hertil Hurwitz i UfR 1937 B s. 21 f. og heroverfor Illum i UfR 1953 B s. 76 f.

BilagaStorlek
181.01 KB