Privatforsikring og forbrugerbeskyttelse - Kritiske overvejelser og forslag til forbedring af danske forbrugeres retsstilling

270 NFT 3/2001 1. Tegningssituationen og aftalens indgåelse 1.1 Tegning af forsikring Efter nutidens sprogbrug kan det måske virke lidt ejendommeligt at bruge ordet „ tegning“ af forsikring, når forbrugere (eller andre) ind- går en aftale om forsikring. Ved begrebet tegning må som udgangspunkt forstås, at den forsikringssøgende underskriver (tegner) en forsikringsbegæring udstedt af og beregnet til forsikringsselskabet. Den traditionelle form af indgåelsen af en forsikringsaftale indledes således med, at forbrugeren udfylder en for- mular med en række mere eller mindre detal- jerede spørgsmål der skal besvares – alt med henblik på at forsikringsselskabet sættes i stand til at bedømme risikoen og beregne præmien for den (økonomiske) risiko, selska- bet skal overtage. 1.1.1 Tegningsmåder og aftalens form I adskillige år har det været praksis, at forsik- ringsselskaberne kræver skriftlighed i form af en forsikringsbegæring som den forsik- ringssøgende skal udfylde. Dette er da også stadig den almindelige form, når det gælder livsforsikring og til dels også ulykkesforsik- ring. Når det gælder andre forbrugerfor- sikringer ses i de senere år en mere nuanceret tegningsform. I flere selskaber kan – navnlig forsikringer med et simpelt indhold – således tegnes via telefonen. Selskabet udsteder her- efter en police alene på grundlag af de oplys- ninger forbrugeren giver i telefonen. Det er Privatforsikring og forbrugerbeskyttelse Kritiske overvejelser og forslag til forbedring af danske forbrugeres retsstilling af lektor, lic. Jur. Ivan Sørensen, Københavns universitet Ivan Sørensen ivan.sorensen@jur.ku.dk I forbindelse med den danske Forbrugerombudsmands over- vejelser af etiske retningslinier for forsikringsbranchen an- modede Forbrugerombudsmanden lektor Ph. d. Ivan Søren- sen, Det retsvidenskabelige Institut C, Københavns Univer- sitet, om at foretage en udredning af forbrugernes beskyttel- se på forsikringsområdet. »Udredning om bedre forbruger- beskyttelse ved private forsikringer i Danmark« blev afleve- ret til Forbrugerombudsmanden i maj 2001. Artiklen indeholder uddrag af udredningens kapitel 2 og 4 med mindre tilføjelser. 271 forsikring samt særlige forsikringstyper. Uden for aftalen er – naturligt nok – spørgsmålet om forsikringstagerens evt. ret til ristorno (tilba- gebetaling) af præmie. FAL §§ 41-44 indeholder reglerne om dob- beltforsikring. Disse regler knæsætter (bl.a.) princippet om selskabernes solidariske an- svar overfor forsikringstageren. Dette bety- der, at forsikringstageren frit kan vælge, hvil- ket selskab der skal dække en evt. indtrådt skade. Den ovenfor nævnte regresaftale omfatter som anført alene retsforholdet mellem sel- skaberne, og udrederen er ikke bekendt med en fast praksis hos selskaberne, når det gælder forbrugernes valgfrihed mht. hvilken forsik- ring der skal fortsætte og mht. tilbagebetaling af præmie i „ overlapningsperioden“ . Det vil imidlertid være nærliggende, at der opstilles ensartede regler gældende for forbrugerne – i de tilfælde, hvor forbrugeren utilsigtet har tegnet mere end en forsikring, der dækker samme interesse – om ristorno af præmie for „ overlapningsperioden“ , evt. begrænset af et mindstebeløb, og at forbrugeren tilsiges valg- frihed mht. hvilken forsikring der skal fort- sætte (dette fremgår forudsætningsvis af „ dob- beltforsikringsaftalen“ ), navnlig i tilfælde, hvor forsikringerne ikke i det væsentlige har samme dækningsområde. FORSLAG Det bør tilstræbes, at forbrugerforsikringer kan tegnes på en smidig og hurtig måde inden for rammerne af en forsvarlig juridisk aftale- form og økonomisk forsvarlig måde overfor selskabets forbrugere. Den telefoniske tegning af forsikring ser ud til at være forbundet med fordele for forbru- gerne og bør derfor styrkes inden for oven- nævnte rammer. Det bør sikres, at forbruge- ren også ved den telefoniske tegning modta- ger informationer om den pågældende forsik- ring, om dobbeltforsikring, og om hvilke op- forskelligt, hvorledes selskaberne affatter policen efter sådanne telefoniske begæringer. Eksempler findes i ankenævnets sager, jf. sag nr. 47.748/1998 og 53.161/2000, som viser nævnets nyeste og tilsyneladende faste prak- sis på området. Sag nr. 47.748 viser, at selv om selskabet efter telefonsamtalen bekræfter forbrugerens oplysninger om tidligere ska- der, og om at forsikringen ikke tidligere har været opsagt i andet selskab, udgør disse (mundtlige) oplysninger ikke et tilstrækkeligt bevis, når det viser sig at oplysningerne ikke er rigtige. Denne praksis kan enten medføre en tilbage- venden til den skriftlige forsikringsbegæring og den lidt mindre smidige og nutidige teg- ningsmåde, eller den kan medføre, at omkost- ningerne eller tabet fordeles på de andre for- sikringstagere. I enkelte tilfælde er det muligt at tegne udvalgte forbrugerforsikringer via selskaber- nes hjemmesider på internettet, men dette sker i meget beskedent omfang. Flere selska- ber har afsat økonomiske ressourcer og arbej- der på at kunne tegne de almindelige forbru- gerforsikringer via internettet. Man bør være særlig opmærksom på, at risikoen for dobbeltforsikring kan være større ved de nye og fremtidige tegningsformer end ved den traditionelle skriftlige tegningsform. Jo hurtigere aftaleform, jo større risiko. Ved summaforsikring som livs-og ulykkesforsik- ring har det ikke større betydning, idet forbru- geren kan kumulere forsikringsydelserne. Ved skadesforsikring, som f.eks. familieforsikring, vil der naturligvis ske fradrag, således at forbrugeren ikke opnår en højere erstatning end den, der svarer til den lidte skade. Selska- berne har indgået en såkaldt dobbeltforsik- ringsaftale, hvorefter forbrugeren har ret til at opsige den ene af forsikringerne med øjeblik- kelig virkning, dvs. uden respekt af det almin- delige opsigelsesvarsel i aftalen.1 Aftalen er indgået mellem selskaberne og omfatter tings- forsikring, ansvarsforsikring, arbejdsskade- 272 lysninger selskabet tillægger betydning ved tegningen. Hvis der udarbejdes retningslinier, vil det være nærliggende at regulere disse telefonsalg navnlig i de tilfælde, hvor forsik- ringen tegnes af en medarbejder der mod- tager provision eller præstationsløn. På længere sigt må det elektroniske om- råde vurderes, og udrederen er klar over, at Forbrugerombudsmanden følger udviklingen. 1.2 Har forsikringsselskaber en informationspligt? Forsikringsselskaber har en begrænset infor- mationspligt ved forsikringens tegning. Ved skadesforsikring bestemmer lov om forsik- ringsvirksomhed § 256, at selskabet inden aftalen indgås skal oplyse forbrugeren om evt. lovvalgsklausul eller forslag til lovvalgs- klausul. Desuden skal selskabet oplyse om mulighederne for klagesagsbehandling, dvs. at de selskaber, der er tilsluttede Ankenævnet for Forsikring, skal give oplysning om denne klagemulighed. Ved livsforsikring skal selskabet – under hele forsikringens løbetid – informere om mulighederne for klagebehandling, ligesom det skal give tilstrækkelige oplysninger, der sætter forsikringstagerne i stand til at forstå de væsentligste elementer i forsikringen. De oplysninger der skal gives er bl. a. en årlig informationsoversigt over forsikringsydelser- ne og bonus, jf. informationsbekendtgørel- sens § 5.2 Reglerne er belagt med bødestraf. Også på andre områder er der en lovbestemt informationspligt for forsikringsselskaber. Efter forbrugeraftalelovens 13 b, stk. 2 er aftalen kun bindende for forsikringstageren, såfremt selskabet informerer om fortrydel- sesretten senest når forsikringsbetingelserne udleveres.3 I Norge og Sverige indeholder lovgivning- en en i forhold til de danske regler udvidet informationspligt. Den norske FAL 1989 in- deholder relativt strenge retsvirkninger over for det selskab, der har tilsidesat sin informa- tionspligt. Selskaberne har en generel og en konkret informationspligt henholdsvis ved forsikringens tegning og lige efter tegningen, jf. lovens § 2-1 (skadesforsikring) og § 11-1 (personforsikring) og en konkret informati- onspligt, jf. § 2-2 (skadesforsikring). Regler- ne i Sverige findes i Konsumentförsäkrings- lagen og försäkringsrörelseslagen. Reglerne i Konsumentförsäkringslagen suppleres med retningslinier i Konsumentverkets författ- ningssamling 1981:3 om skadesforsikring. Såfremt en forsikring (f. eks.) omfatter ny- værdierstatning, skal selskabet informere om, hvorledes dette skal forstås. F&P4 har i den forbrugerpolitiske hand- lingsplan beskrevet, hvad der skal forstås ved god forsikringsskik for rådgivning og henstil- let, at selskaberne følger regelsættets 8 punk- ter. Det fremgår af (del-)henstillingen, at dis- se punkter er en direkte udløber af rådgiver- udvalgets arbejde. Punkterne – der også inde- holder en „ informationspligt“ ved forsikring- ens tegning – har et ganske omfattende ind- hold.5 Af de initiativer der de senere år er taget, kan nævnes vejledningen om helbredsoplys- ninger, som i flere selskaber udleveres før eller ved tegning af personforsikring. Vejled- ningen indeholder en række gode råd om, hvorfor der skal gives helbredsoplysninger, hvilke oplysninger der skal gives, hvilke op- lysninger der ikke skal gives osv. Efter Forsikringsankenævnets praksis på- hviler det et forsikringsselskab at sikre sig, at det vil fortsætte forsikringen på samme vilkår eller i hvert fald ikke ringere vilkår end de forsikringstageren havde i det afgivende sel- skab og at informere forsikringssøgende så- fremt dækningen vil blive anderledes, jf. sag nr. 41.309/1996. 273 FORSLAG Det ville være nærliggende, at Forbrugerom- budsmanden optager forhandlinger med for- sikringsbranchen om præciserende retnings- linier for selskabernes information ved for- sikringers tegning. De 8 punkter i F&P´s poli- tiske handlingsplan kunne danne udgangs- punkt for sådanne drøftelser, ligesom en be- arbejdning af disse 8 punkter med henblik på at få større gennemsigtighed kan anbefales. Herunder bør retningslinierne præcisere, hvilke informationer det indtrædende selskab skal give. 1.3 Tegning af personforsikring – afgivelse af helbredsoplysninger 1.3.1 Helbreds – samtykke/fuld- magtserklæring ved livsforsikring Ved tegning af individuel livsforsikring skal den forsikringssøgende afgive helbredsop- lysninger for at selskabet kan bedømme, om det vil tegne forsikringen og i bekræftende fald på hvilke vilkår. Selskaberne anvender normalt en helbreds- erklæring udarbejdet (i 1994) som en stan- darderklæring for hele branchen. Forsikrings- søgende skal besvare 13 hovedspørgsmål. Pligten til at give oplysninger om helbreds- forhold er begrænset for visse sygdomme og lidelser der ligger 10 år før udfyldelse af erklæringen. Herudover indeholder erklæ- ringen følgende spørgsmål: „ Har De indenfor de sidste 10 år været syg eller uarbejdsdygtig i en sammenhængende periode på 1 måned eller mere?“ Hvis forsikringssøgende besvarer nogen af spørgsmålene bekræftende (f.eks. at han har haft ledsmerter), skal der udfyldes en helbredsattest af lægen, eller der skal gives yderligere oplysninger i øvrigt. Helbreds- erklæringen afleveres typisk sammen med forsikringsbegæringen. I de tilfælde, hvor forsikringssøgende af- leverer det der i forsikringssproget kaldes en „ blank“ helbredserklæring, – det vil sige at den forsikringssøgende oplyser, at han er fuldstændig rask – vil forsikringen normalt uden videre blive accepteret, medmindre en rutinemæssig undersøgelse i Bedømmelses- foreningens advarselsregister viser noget andet. I de tilfælde, hvor der afleveres en hel- bredserklæring med oplysningerne om syg- dom mv., skal der indhentes oplysninger fra forsikringssøgendes læge, speciallæger m. fl. Dette kræver efter lovgivningen samtykke fra forsikringssøgende.6 Bedømmelsesforening- en har derfor udarbejdet en samtykke/fuld- magtserklæring, som er optaget i selve hel- bredserklæringen. Denne erklæring har følgende indhold: Jeg erklærer hermed at ovenstående oplysninger er i overensstemmelse med sandheden, og at jeg intet har fortiet. Jeg er klar over, at forsik- ringen kan nedsættes eller ophæves, hvis sva- rene ikke er fuldt sandfærdige, eller fortielse har fundet sted. Jeg giver samtykke/fuldmagt til, at selskabet kan indhente oplysninger om mine helbredsforhold. Der kan indhentes op- lysninger, der er nødvendige for en fuldstæn- dig vurdering af den forsikringsmæssige risi- ko. Samtykket/fuldmagten omfatter alene hel- bredsoplysninger forud for det tidspunkt, hvor selskabet har accepteret den ønskede forsik- ring. Når supplerende helbredsoplysninger af- gives af læger, anvendes en nærmere aftalt erklæring, som suppleres med kopi af uddrag af relevant journalmateriale, hvis selskabet ønsker det.. Oplysningerne kan indhentes hos autoriserede sundhedspersoner, sygehuse og sundhedsmæssige institutioner, hos offentlige myndigheder samt hos andre forsikringssel- skaber og pensionskasser. Andre forsikrings- selskaber, pensionskasser, Arbejdsskadesty- relsen samt andre autoriserede sundhedsper- soner, der involveres i sagens behandling, kan gøres bekendt med de indhentede oplysninger. Jeg giver samtykke til, at selskabet kan videre- give oplysninger, herunder personnummer og 274 stadig opbevares i Bedømmelsesforeningen, men skal være blokeret for adgang. Tilføjelsen i slutningen af den ovenfor cite- rede erklæring (4. afsnit, sidste pkt.) er indsat for at undgå den virkning af § 38 og Datatil- synets afgørelse, at en person, der tidligere har fået afslag eller har fået skærpede vilkår senere, tegner forsikringen på grundlag af urigtige helbredsoplysninger. Forslag For at undgå eller dæmme op for de proble- mer, der i en årrække har været med selska- bernes såkaldte anfægtelsessager, peger ud- rederen på de muligheder, der ligger i selve tegningssituationen. F&P´s vejledning om af- givelse af helbredsoplysninger og brugen heraf i selskaberne er skridt i den rigtige retning. Udrederen har erfaret, at vejledningen skal have medført, at antallet af anfægtelsessager er faldet. Udrederen har fået oplyst, at i langt de fles- te tilfælde af tegning af livsforsikring medvir- ker en assurandør eller anden repræsentant for selskabet. Det er derfor vigtigt, at front- personalet stedse er klar over betydningen af rådgivningen af kunderne mht. afgivelse af hel- bredsoplysninger. Dette gælder enhver der sælger (person-)forsikringer, herunder også frontpersonale i bank og realkreditinstitut. Udrederen noterer sig, at der ikke er særlige regler herom i de etiske regler for banker og realkreditinstitutter. Udvalget om revision af forsikringsaftale- loven skal bl. a. se nærmere på forsikringsafta- lelovens regler om urigtige oplysninger. Mht. til selskabernes rådgivning på tegningstids- punktet vil udrederen foreslå, at Forbruger- ombudsmanden igennem eventuelle kommen- de retningslinier søger at påvirke til en øget intensivering af frontpersonales rådgivning. Den samtykke/fuldmagtserklæring, der er udarbejdet af Bedømmelsesforeningen, er omfattende, men kan næppe forkortes, når oplysninger om helbredsmæssige forhold, til registrering og behandling i Foreningen til Bedømmelse af Personforsikringsrisiko (Be- dømmelsesforeningen). Samtidigt annulleres min eventuelle tidligere tilbagekaldelse af sam- tykke til behandling. Såfremt Bedømmelses- foreningen vurderer, at forsikring kan tegnes på normale vilkår, slettes de registrerede op- lysninger. Ifølge vejledningen7 til patientretsstillings- loven „ ....må det sikres, at det klart fremgår af fuld- magten på forsikringsansøgningen ... hvilket formål aktindsigten (helbredsoplysningerne) skal anvendes til. Forsikringsselskabet vil nem- lig kun være berettiget til at rekvirere de journaloplysninger, der er nødvendige til det givne formål. Ved forsikringstegningen skal oplysningerne anvendes til en vurdering af den risiko forsikringsselskabet påtager sig ved at tegne forsikringen. En fuldmagt til aktindsigt i denne forbindelse omfatter derfor kun oplys- ninger om forsikringstagerens helbred forud for tegningstidspunktet. Dette gælder, uanset hvornår fuldmagten gøres gældende. Indehol- der journalen oplysninger, der ikke vedrører forsikringstagerens helbredsforhold og derfor ikke er relevante for selskabets risikobedøm- melse, bør aktindsigten til forsikringsselska- bet ikke omfatte sådanne oplysninger“ . Helbredsoplysningerne kan ikke registreres i bl.a. Bedømmelsesforeningen, medmindre den forsikringssøgende har givet udtrykke- ligt samtykke hertil.8 Derfor indeholder sam- tykke/fuldmagtserklæringen også en tilladel- se hertil. Som ethvert andet samtykke kan dette tilbagekaldes, jf. udtrykkeligt personda- talovens § 38, med virkning fra tilbagekaldel- sen. Datatilsynets har i afgørelse af 23. februar 2001 udtalt, at virkningen af at et samtykke tilbagekaldes efter persondatalovens § 38 er, at oplysningerne skal udgå af advarselsregi- steret. De indhentede oplysninger må dog 275 en) hos nogle selskaber følgende ordlyd: „ Undertegnede giver ... samtykke til, at selskabet søger oplysninger hos de læger, lægelige institutioner, forsikringsselskaber, Arbejdsskadestyrelsen og andre offentlige eller kommunale institutioner, som har eller vil få kendskab til min helbredstilstand, og at selskabet kan gøre disse bekendt med det til selskabet oplyste“ . Denne erklæring er i strid med de gældende regler, idet den omfatter samtykke til, at sel- skabet indhenter oplysninger ikke alene om forsikringssøgendes nuværende, men også om forsikringssøgendes fremtidige helbreds- forhold. Det første, men ikke det sidste, er tilladt, jf. Sundhedsministeriets ovenfor i af- snit 5.1. citerede vejledning til patientretsstil- lingsloven. FORSLAG Hvad angår helbredserklæringen og rådgivning henvises til bemærkningerne lige ovenfor. Med hensyn til samtykke/fuldmagtserklæ- ringen foreslås det, at Forbrugerombuds- manden tager kontakt med forsikringsbran- chen og påpeger, at en erklæring som den, der er gengivet ovenfor, forekommer i prak- sis i strid med de gældende regler. 1.3.3 Samtykkets tidsmæssige udstrækning Ifølge lov om patienters retsstilling bortfalder et samtykke senest et år efter, at det er givet (§ 27, stk. 2). Det normale vil være, at et samtykke der tilbagekaldes først får virkning fra tilbagekaldelsen og ikke med tilbagevir- kende kraft. Det fremgår ikke af loven eller dens forarbejder, om det samme skal gælde efter lovens affattelse „ bortfalder“ . I en vej- ledning fra Sundhedsstyrelsen9 fremgår det imidlertid, at der skal sondres mellem sam- tykke til videregivelse af oplysninger og fuld- magt til aktindsigt, og at den et-årige regel ikke omfatter selskabets fuldmagt, som nor- henses til den gældende lovgivning. Derimod foreslås erklæringens første afsnit, hvor for- sikringssøgende skriver under på rigtigheden af de afgivne helbredsoplysninger og konse- kvenserne af, at der er afgivet urigtige oplys- ninger, udgår af selve samtykkeerklæringen. Desuden foreslås det, at selve erklæringen med samtykke/fuldmagt enten fremhæves med særlige skrifttyper eller optages på et særskilt (evt. vedhæftet) papir, som forbruge- ren skal underskrive. Hermed skal forbruge- ren underskrive dels helbredserklæringen, dels samtykke/fuldmagtserklæringen. Dette må antages at sikre, at forsikringssøgende har forstået, hvad det er han underskriver. 1.3.2 Helbreds – samtykke/ fuldmagtserklæring ved ulykkesforsikring Ved tegning af ulykkesforsikring skal forsik- ringssøgende også udfylde en helbredserklæ- ring dog med et mindre antal spørgsmål end ved livsforsikring. Derimod gælder der nor- malt en tidsubegrænset svarpligt på selska- bets spørgsmål og hermed ikke nogen „ foræl- delsesfrist“ for helbredsforhold, der ligger mere end 10 år tilbage. Udrederen har ikke et tilstrækkeligt grundlag til at vurdere, hvorfor der er denne forskel mellem livsforsikring og ulykkesforsikring, men har erfaret,at den (bl.a.) skyldes, at de lidelser eller sygdomme, der er relevante for selskabernes bedømmelse af risikoen ved ulykkesforsikring, vedvaren- de vil give anledning til individuelle forbe- hold i policerne for at undgå enhver tvivl, når/ hvis der sker en skade under medvirken af den pågældende lidelse eller sygdom. Samtykkeerklæringen er mere enkel end ved livsforsikring. Bl. a. skal der ikke gives samtykke til registrering i Bedømmelsesfor- eningen, idet det ligger uden for foreningens område at bedømme tegning af ulykkes- forsikring. Derimod indeholder helbredser- klæringen (der ofte er bagsiden af begæring- 276 selskab ved bedømmelsen af tegning af en livsforsikring har anvendt oplysninger om den forsikringssøgendes familiære dispositi- oner til en bestemt sygdom. (Dette fremgår direkte af lovens ordlyd, jf. bestemmelsens sidste punktum.) Bedømmelsesforeningen havde meddelt afslag på dødsfaldsdækning og invaliditetsdækning. I Sverige findes der ikke lovgivning på dette område, men Sveriges Forsikringsfor- bund har indgået aftale med Staten om at medlemsselskaberne ikke beder om eller gør brug af tidligere gennemført géntest, når det gælder forsikringserstatninger op til ca. 500.000,- sv. kr. ved engangsbeløb og op til et nærmere bestemt basisbeløb ved årlige udbe- talinger. Forbudet omfatter også familieop- lysninger, som er defineret som forekomsten af arvelige sygdomme i slægten (aftalens § 4). I Norge gælder der et „ forbud mot bruk av genetiske opplysninger“ i lov om medisinsk bruk af bioteknologi § 6-7. Det antages, at forbudet ikke omfatter familiære dispositio- ner, jf. NOU 2000:23, s. 67. I udvalget bag ved denne betænkning var der ikke enighed om et forslag om (fortsat) forbud mod selska- bernes anvendelse af gentests (side 130). I NOU 2000:23 foreslås en lovregel (i FAL), der minder om 10-års reglen i dansk (livs-) forsikringspraksis (forslagets § 13-1 c). I den norske udredning drøftes også formen af og brugen af samtykkeerklæringer (kap. 12). FORSLAG Det foreslås, at overveje at oplysninger om familiedisponerede sygdomme på lige fod med DNA-undersøgelser ikke må bruges, jf. oven- for om den svenske model. Det kan være vanskeligt at forstå, at en med en vis statistisk sandsynlighed arvelig sygdom hos forsikredes familie godt må bruges, mens resultatet af en DNA-analyse, der viser et sygdomsgén hos samme forsikrede, ikke må bruges. Dette er et lovgivningsspørgsmål. FAL- malt vil have en længere varighed afhængig af dens affattelse.10 FORSLAG Udrederen har ikke undersøgt spørgsmålet nærmere, men umiddelbart virker konstruk- tionen af samtykke og fuldmagt noget om- stændelig og er måske ikke nødvendig. Mht. eet-års reglen i patientretsstillingslovens § 27 må denne vel opfattes således, at selskabet kan gøre brug af samtykket indenfor eet år. Et givet samtykke tilbagekaldes ikke med tilbage- virkende kraft. Registrering af helbredsoplys- ningerne i selskabet inden denne frist udløber omfattes ikke af denne regel, men derimod af reglerne i persondataloven, jf. nærmere denne lovs § 38 – og dette er noget ganske andet. Forbrugernes beskyttelse berøres næppe af denne problemstilling, men Forbrugerom- budsmanden har mulighed for at gøre resort- ministeriet opmærksom på den uhensigts- mæssige konstruktion. 1.3.4 Forbud mod brug af gentests Forsikringstageren skal ikke give oplysnin- ger om undersøgelser, der kan belyse hans arveanlæg, jf. FAL § 3 a der har følgende ordlyd: „ Selskabet må ikke i forbindelse med eller efter indgåelse af aftaler efter denne lov anmo- de om, indhente eller modtage og bruge oplys- ninger, der kan belyse en persons arveanlæg og risiko for at udvikle eller pådrage sig sygdom- me, herunder kræve undersøgelser, som er nødvendige for at tilvejebringe sådanne oplys- ninger. Det gælder dog ikke oplysninger om den pågældendes eller andre personers nuvæ- rende eller tidligere helbredstilstand“ . I sag nr. 48.700/1999 har Forsikringsanke- nævnet fundet det i overensstemmelse med bemærkningerne til loven, at et forsikrings- 277 udvalget11 kan overveje mulighederne. For at undgå unødvendig tvivl hos forbruge- ren og det sundhedspersonale, der får fore- vist samtykke/fuldmagtserklæringen, foreslås, at der i samtykkeerklæringen indføjes en gan- ske kort omtale af „forbudet“ i FAL § 3 a. 1.3.5 Urigtige risikooplysninger I de sidste årtier har reglerne om urigtige risikooplysninger i FAL §§ 4-10 været gen- stand for megen diskussion i medierne, for- sikringsbranchen og fra politisk side. Udval- get om revison af lov om forsikringsaftaler skal efter kommissoriet tage stilling til, om disse bestemmelser bør revideres. Herudover kan der peges på, at lovens § 6 kræver, at de urigtige oplysninger skal have haft betydning for selskabets bedømmelse af risikoen. Ellers får de urigtige oplysninger ingen betydning. Ved ulykkesforsikring træf- fes afgørelsen heraf på grundlag af selskabets oplysninger om dets antagelsespolitik, ofte suppleret med oplysninger om branche- kutyme, jf. til eks. UfR12 1997.683 H. Det ligger normalt uden for Bedømmelsesforenin- gens område at udtale sig i ulykkesforsikring- ens sager. Undtagelsen er erhvervsudygtig- hedsforsikringer, som Bedømmelsesfor- eningen har erfaring med fra livsforsikring. En sådan udtalelse blev lagt til grund i UfR 1990.645 V. FORSLAG Udrederen har erfaret, at der i ca. 85% af sel- skabernes anfægtelsessager er årsagssammen- hæng mellem de urigtige oplysninger og den indtrådte skade (forsikringsbegivenhed). Det- te må alt andet lige betyde, at der i ca. 15% af sagerne ikke er årsagssammenhæng. På dette grundlag er det udrederens opfattelse, at op- tagelse af en kausalitets-regel i FAL § 6 i kom- bination med pro rata reglen vil kunne imøde- gå en del af den kritik den gældende pro rata regel ofte er udsat for. Der er to muligheder for at gennemføre en kausalitetsregel. Den ene består i ændret lov- givning. Her peges på FAL-udvalget. Den an- den mulighed består i en ændring af de gæl- dende forsikringsvilkår om at forbrugeren skal have fuld erstatning, hvis der ikke forelig- ger årsagssammenhæng og ellers skal have ret til erstatning efter pro rata - reglen. FAL § 6, stk. 2 kan fraviges i forbrugernes favør. Udrederen foreslår, at Forbrugerombuds- manden følger udviklingen i FAL- udvalgets arbejde. Med hensyn til udtalelserne i ulykkessager- ne om betydningen af urigtige oplysninger for risikovurderingen kunne der være grund til at undersøge, om der vil være fordele forbundet med – om muligt – at trække på ekspertisen i Bedømmelsesforeningen. Dette kunne sikre forbrugerne en forsikringsmedicinsk vurde- ring ved siden af branchekutymer. 1.3.6 Klager over selskabets afgørelse Bør selskabets afgørelse kunne påklages? Da en forsikringsaftale er en privatretlig aftale står det selskaberne frit, om de vil indgå aftalen eller ikke, og en klageinstans vil der- for have mindre betydning, medmindre der samtidig indføres kontraheringspligt. Efter de oplysninger udrederen har fået, er det sjældent at livsforsikring afvises. Mht. ulykkesforsikring har udrederen ikke nogen oplysninger om omfanget af afvisnin- ger og forsikringer med skærpede vilkår. Ulyk- kesforsikring falder uden for Bedømmelses- foreningens område, og det er derfor alene selskabernes vurdering der ligger til grund for afgørelsen. Da afslag på at tegne personforsikring kan have stor økonomisk betydning for den en- kelte forsikringssøgende, kan der være grund til at overveje, om der bør indføres kontrahe- ringspligt og om forsikringsselskabers afvis- 278 eller, hvis der er tale om mindre alvorlige sygdomme, henviser til disse konkret. Ved alvorlige sygdomme henviser alle selskaber forsikringssøgende til egen læge, hvis der ønskes yderligere oplysninger om de hel- bredsoplysninger, der er lagt til grund. Ved livsforsikring vil afgørelsen som regel være truffet af Bedømmelsesforeningen, og forsikringssøgende kan da få aktindsigt og en nærmere begrundelse derfra. FORSLAG Navnlig ved personforsikring må det anses for vigtigt, at der ikke hersker tvivl om, at selska- bets afvisning eller nye tilbud sker på et sag- ligt forsikringsmæssigt grundlag, og at afgørel- sen ledsages af en skriftlig individuel begrun- delse. En begrundelse bør således indeholde en henvisning til de forhold, der er indgået i afgørelsen, dvs. både forsikredes helbredsfor- hold og forsikringsmæssige risici. I hvilket om- fang selskabet skal specificere sygdomme må afgøres efter en ganske konkret vurdering, men en afvisning med henvisning til „det om Deres helbredsforhold oplyste“ er lige så god som ingen begrundelse. Det vil være nærlig- gende, at FAL-udvalget overvejer sådanne regler. 1.4 Bedømmelsesforeningens14 rolle Vurderingen af om der er tale om lægeligt komplicerede tilfælde foretages af selskaber- ne på grundlag af den såkaldte gule bog (ret- ningslinier, risikovurdering). Foreningens såkaldte blå bog omfatter de sygdomstilfælde den gule bog ikke omfatter og benyttes af foreningens læger. Bedømmelsesforeningen anvender følgen- de styringsinstrumenter ved afgørelsen af den konkrete risikovurdering: Afslag, opsættelse af risikovurderingen (f.eks. fordi forsikrings- søgende har en ikke afklaret lidelse), skærpe- ning eller forbehold skal kunne prøves af et uvildigt organ. I NOU 2000:23 foreslår et flertal i udvalget en kontraheringspligt ved personforsikring. I Sverige har selskaberne kontraheringspligt ved skadesforsikring, men ikke ved person- forsikring. I Forslaget til ny forsikrings- aftalelov foreslås der også kontraheringspligt ved personforsikring.13 FORSLAG Det er udrederens opfattelse, at kontrahe- ringspligten, som den ses i Sverige og som den foreslås i Norge, reelt vil have begrænset betydning. Med hensyn tiI ulykkesforsikring er der grund til at overveje, om forbrugeren bør have mulighed for at få efterprøvet selskabets afvisning eller skærpede vilkår. I disse overve- jelser bør indgå de muligheder, der ligger i Bedømmelsesforeningens ekspertise på livs- forsikringsområdet. Det anbefales, at spørgsmålet undersøges nærmere eventuelt i FAL-udvalget. 1.3.7 Information ved afslag eller skærpede vilkår Der findes ikke lovregler om begrundelses- pligt, når et forsikringsselskab afviser forsik- ring eller vil overtage en forsikring, men alene på skærpede vilkår (f.eks. præmie- forhøjelse eller særlige forbehold). F&P´s Forbrugerpolitiske Handlingsplan indeholder heller ikke nogen henstilling eller anbefaling om, at selskaberne giver en begrundelse. Udrederen er bekendt med, at nogle selska- ber allerede har indarbejdet en begrundelses- regel i sagsbehandlingen i personforsikring. Andre selskaber er i gang med at indføre den, og atter andre har ikke nogen regel om, at afgørelser skal begrundes. Nogle af de selska- ber der giver en begrundelse henviser f. eks. blot til „ de modtagne helbredsoplysninger“ , 279 de vilkår, f.eks. forhøjet præmie eller særlig klausul og normale vilkår. Bedømmelsesforeningens afgørelse – der ifølge dens vedtægter kun er vejledende for selskabet – sendes til selskabet, som træffer den endelige afgørelse af, om forsikringen skal tegnes og i bekræftende fald på hvilke vilkår. Såfremt forsikringssøgende er util- freds med afgørelsen, kan denne forlange aktindsigt i Bedømmelsesforeningens sag og i øvrigt klage over afgørelsen. Foreningen vil herefter fremsende en begrundet afgørelse. Begrundelse, der angår forsikringssøgendes helbred, vil blive overvejet af foreningens læger. I visse tilfælde af alvorlig sygdom henvises forsikringssøgende til egen læge, der har oplysningerne. Fremkommer der nye oplysninger i en sag, kan forsikringssøgende forlange sagen gen- optaget i foreningen og få en ny afgørelse. FORSLAG Der har været rejst kritik mod Bedømmelses- foreningen for ikke at ville udlevere den så- kaldte gule og blå bog. Det ligger uden for ud- rederens opgave at tage stilling til dette. En anden del af kritikken har været, at for- eningen er for „lukket“. Generelt er det nær- liggende at pege på mulighederne for en syn- liggørelse af Bedømmelsesforeningen f. eks. ved information om dens virksomhed og kon- kret kan peges på en egentlig vejledning om „klageproceduren“. Herudover findes der anledning til at pege på, at der i Bedømmelsesforeningen ligger et meget stort erfaringsmateriale og en eksperti- se på personforsikringens område, som kun- ne åbne mulighed for anvendelse i andre sam- menhænge. 1.5 Tingsforsikring Ved tingsforsikring som auto-bygnings- og indboforsikring skal forsikringssøgende nor- malt (også) udfylde en begæring. Der skal svares på spørgsmål om forsikringssøgende tidligere har haft skader og hvor mange, og om han er blevet opsagt i noget selskab. Selskabet reagerer i givet fald ofte ved at meddele afslag eller skærpede vilkår. Skær- pede vilkår vil være præmieforhøjelse, selv- risiko, særlige ansvarsfraskrivelsesklausuler eller bestemte sikkerhedsforskrifter (f. eks. tyverialarm). Afgiver forsikringssøgende urigtige oplys- ninger, risikerer han, at erstatningen for ind- trådte skader nedsættes eller helt bortfalder efter reglerne i FAL §§ 4-10. 1.5.1 Information ved afslag eller skærpede vilkår Forsikringsselskaberne har ingen pligt til at begrunde et afslag eller lign. på forsikring. De hyppigste kendte årsager til afslag på forsik- ring er mange skader, præmierestance og opsigelse i tidligere selskab. Det er normalt, at selskaberne har en fast antagelsespolitik om hvor mange skader der accepteres, således at frontpersonalet (f. eks. assurandøren) har klare retningslinier de skal følge. Det er for- skelligt, hvorledes selskaberne giver afslag på forsikring. Formen af afslaget afhænger ofte af formen af forsikredes henvendelse. Et selskab oplyser, at afslag ofte gives mundtligt. Når taksator besigtiger en bygning med henblik på tegning af forsikring er det forskel- ligt, hvilke oplysninger der gives forsikrings- søgende på stedet. Taksator er normalt ikke bemyndiget til at tegne forsikring eller via sin besigtigelse på forhånd at give bindende tilsagn om forsikringstegning. Assurandør- Societetet (nu F&P) har da også tidligere udtalt, at taksators besigtigelse ikke indebæ- rer en indeståelse for godkendelse af bygning- ens tilstand. 280 FORSLAG Ligesom ved personforsikring foreslås det, at selskaberne skal give en begrundelse for afgø- relsen. Endvidere foreslås det, at der i højere grad end det synes at være tilfældet i dag, foretages en individuel bedømmelse af den forsikringssøgendes tidligere skadesforløb, in- den forsikring afvises eller skærpede vilkår fastsættes. Det vil være nærliggende, at FAL-udvalget overvejer sådanne regler, og at Forbruger- ombudsmanden – i mangel af lovregulering – følger spørgsmålet op. 2. Ændring og opsigelse af aftalen 2.1 Selskabets ændringer I forsikringsaftalen (læs: Forsikringsbeting- elserne) er der normalt hjemmel til at selska- bet kan ændre forsikringsvilkår, forsikrings- sum og selvrisiko enten ved forsikringens udløb eller ved en anmeldt skade med et varsel på henholdsvis en måned (f.eks.) og 14 dage (f.eks.). Det er ikke almindeligt, at for- sikringsbetingelserne henviser til retnings- linierne for accept ved ændring af forbruger- forsikring, som beskrevet i kap. 1 afsnit 7. Retningslinierne findes på Forbrugerstyrel- sens hjemmeside (www.fs.dk). De vejledende retningslinier sondrer mel- lem væsentlige ændringer (pkt. 2) og ikke væsentlige ændringer i dækningsomfanget (pkt. 3). Såfremt selskabets ændringer må anses for væsentlige, skal forsikringstageren udtrykkeligt acceptere ændringerne, hvoref- ter der er tale om en ny aftale. Ved ikke væsentlige ændringer i dækningsomfanget anvendes passiv accept, hvilket betyder, at forsikringen fortsætter på de ændrede vilkår, såfremt forsikringstageren fortsætter præmie- betalingen. Begreberne „ ikke væsentlige ændringer“ men ikke „ væsentlige ændringer“ er defineret i retningsliniernes pkt. 3.5 på følgende måde: „ Ved ikke-væsentlige ændringer i dæknings- omfanget forstås, at indskrænkninger i dæk- ningsomfanget efter selskabets beregninger skønnes ikke at overstige 10% opgjort på grund- lag af skadesudgifterne i det seneste offentlig- gjorte regnskab. Udvidelser af dækningsom- fanget anses ikke for en væsentlig ændring“ Hvis skadesudgifterne i selskab A i år 2000 eksempelvis har været 10 mill. kr., og ind- skrænkningerne i dækningsomfanget f.eks. anslås til 800.000 kr., er der ikke tale om en væsentlig ændring, der kræver udtrykkelig accept fra forsikringstagerne. Ændres dæk- ningen i kroner og øre vil beregningen for- mentlig ikke volde problemer, men er der tale om ændringer af ordlyden i vilkår, må bereg- ningen antages at være forbundet med stor usikkerhed. Selv om forbrugerne vil kunne se selska- bets offentliggjorte årsregnskaber og vel også kan få en vis vejledning i Finanstilsynet, må det anses som noget nær en umulig opgave at gennemskue beregningen og anvendelsen af denne regel i retningslinierne. Ankenævnet for Forsikring har i sag nr. 32.251/1992 tilsyneladende lagt vægt på præ- miestigningen og ikke på ændringen af dæk- ningsomfanget, da nævnet tilsidesatte et sel- skabs anvendelse af passiv accept. I en anden sag (nr. 48.886, citeret i FED15 1999.1888) har ankenævnet – tilsyneladende uden nogen nærmere prøvelse efter retnings- liniernes pkt. 3.5.16 forudsat, at selskabet havde overholdt dette pkt. I øvrigt var der uenighed i nævnet om manglende overhol- delse af retningsliniernes pkt. 3.11, der inde- holder et formkrav, skulle medføre en tilside- sættelse af ændringen. En tilsidesættelse sy- nes dog kun at have hjemmel i pkt. 3.7., der lyder således: 281 skriftligt skal underrette selskabet, hvis de ikke vil acceptere ændringer i forsikrings- vilkårene eller præmien. Et sådant vilkår er strid med retingslinierne. Udrederen er ikke bekendt med, at ret- ningslinierne skulle være prøvet ved domsto- lene. Det kan konstateres, at Ankenævnet for Forsikring, der har nogle fåtallige sager om anvendelsen af retningslinierne, viger tilbage for at foretage en egentlig prøvelse af ret- ningsliniernes pkt. 3.5. Det må da også kon- stateres, at pkt. 3.5. er uigennemsigtig og så kompliceret, at den ikke vil kunne anvendes af den almindelige forbruger. Samtidig er det dog udrederens opfattelse, at retningslinierne i almindelighed bruges af selskaberne på le- delsesniveau, og at der foregå bestræbelser for at overholde de komplicerede regler. Det må derfor antages, at retningslinierne i hvert fald har en vis præventiv virkning ved selska- bernes ændringer af forsikringsaftaler. Problemerne omkring anvendelsen af passiv accept ved ændring af forsikringsaftaler op- stod i 1970érne, hvor udviklingen af de såkald- te masseudsendelser via EDB for alvor be- gyndte i forsikringsbranchen. Ved Østre Lands- rets dom i UfR 1977.216 – som opfattes som den ledende dom på området – blev det slået fast, at en forsikringstager, der havde fortsat præmiebetalingen efter modtagelsen af æn- dringsmeddelelse, stiltiende havde godkendt de ændrede vilkår. Samtidig blev det slået fast at bevisbyrden for at en massemeddelse er sendt til forsikringstageren påhviler selskabet. Denne bevisbyrde kan løftes ved fremlæggel- se af EDB-udskrifter fra den pågældende dag. Herefter er det forsikringstageren der skal be- vise, at ændringsmeddelsen ikke er modtaget. Ved Østre Landsrets senere dom i UfR 1983.804 blev det fastslået, at selskabets ændringsmed- delelse skal være klar, tydelig og let forståelig. Er dette krav ikke opfyldt, anses de nye vilkår ikke for tiltrådt af forsikringstageren ved pas- siv accept. „ 3.7. Hvis forsikringsselskabet fejlagtigt ved passiv accept har foretaget en indskrænkning i dækningsomfanget, som omfatter en forsik- ringstageren overgået skade, skal forsikrings- selskabet yde fuld forsikringsdækning, som om indskrænkningen ikke var foretaget“ . Det var dette punkt 3.7. ankenævnet anvendte i den førstnævnte sag nr. 32.251. Retningsliniernes pkt. 3.9 bestemmer, at selskabet skal varsle de ikke væsentlige æn- dringer med mindst den frist der gælder ved opsigelse, dvs. typisk en måned. En standard- forsikring som Familiens Basisforsikring sy- nes dog at forudsætte, at selskabet ved denne forsikring har ret til at foretage ændringer i aftalen efter forsikringstagerens anmeldelse af skade (vilkårenes pkt. 16, jf. pkt. 17.2.). En sådan ændring må imidlertid anses for at være i strid med retningslinierne. Retningslinierne er „ kun“ vejledende – som selskabet også påberåbte sig i den ovenfor citerede ankenævnssag 48.886 – og indehol- der ikke nogen „ sanktioner“ overfor dette vilkår. Da retningslinierne må antages at være udtryk for god forsikringsskik (og god mar- kedsføringsskik), jf. lov om forsikringsvirk- somhed § 7, må det dog antages, at vilkår og adfærd der strider mod ikke ubetydelige punk- ter i retningslinierne kan tilsidesættes. Det må derfor kunne konkluderes, at retningslinierne kan være bindende for selskaberne, men ikke for forbrugerne. Et selskab med en betydelig markedsandel på forbrugerområdet har i nogle forsikrings- vilkår optaget regler om, at ændring af forsik- ringsvilkårene kan gennemføres med virk- ning fra enhver præmieforfaldsdag dog for- udsat, at der er givet et skriftligt varsel herom. Et sådant vilkår er i sig selv i strid med retningslinierne (selv om disse faktisk måtte blive fulgt). Et andet selskab, også med en betydelig markedsandel, har forsikringsbetingelser, der indeholder et krav om at forsikringstagerne 282 Ankenævnet har i adskillige kendelser til- trådt principperne i disse domme, og som det kan ses bygger de ovenfor nævnte retningslini- er til dels på principperne i dommene. FORSLAG De vejledende retningslinier opfylder ganske givet nogle behov for beskyttelse mod sels- kabernes ændringer af aftalerne, og det må også erkendes, at selskaberne har en aner- kendelsesværdig interesse i at kunne anvende passiv accept i forbindelse med de såkaldte masseudsendelser. Dette kommer også for- brugerne til gode i form af sparede omkost- ninger. Selv om retningslinierne ikke ses at have givet anledning til mange klager til Forsikrings- ankenævnet, er det dog udrederens opfattel- se, at disse på flere punkter trænger til en op- stramning. Herunder bemærkes at pkt. 3.5. savner gennemsigtighed. Det anbefales, at Forbrugerombudsmanden tager kontakt til forhandlingsparterne med en opfordring til at der foretages en revision af retningslinierne. Det bør overvejes, om ikke den vigtige re- gel i retningsliniernes pkt. 3.5 i højere grad kan tilgodese hensynet til den enkelte forbru- ger ved at spørgsmålet, om der er tale om en væsentlig ændring, ikke måles efter selskabets samlede policebestand, men i højere grad tager hensyn til, hvad der for den enkelte for- bruger må anses for at være en væsentlig ændring. Det bør også i højere grad klargøres, i hvil- ket omfang retningslinierne bør være binden- de for selskaberne. Eksempelvis bør de oven- for nævnte pkt. 3.5, 3.7. og 3.9. ikke kunne fraviges til skade for forbrugerne. En naturlig konsekvens heraf vil være, at der også i høje- re grad fastslås, hvilke virkninger der skal ind- træde, hvis et selskab tilsidesætter retnings- linierne. Endelig anbefales, det at retningslinierne gø- res mere synlige overfor forbrugerne. Det vil være nærliggende at overveje at indarbejde en henvisning til de vejledende retningslinier i de almindelige forbrugerforsikringsbetingel- ser. Der bør i hvert fald tages initiativ til at forhindre, at forsikringsvilkårene indeholder bestemmelser der strider mod retnings- linierne. Herudover foreslås, at FAL-udvalget på længere sigt overvejer i en eller anden form at indarbejde i hvert fald væsentlige elemen- ter fra retningslinierne i forsikringsaftaleloven. 2.2 Forbrugerens ændringer På forbrugerområdet anvendes der i alminde- lighed standardkontrakter, når det gælder forsikringsbetingelserne. Dette indebærer, at betydelige områder af forbrugernes forsik- ringsbehov dækkes af ensartede kontrakter inden for det enkelte forsikringsselskab. Det ligger derfor i sagens natur, at forbrugernes forhandlingsrum er meget beskedent, når det gælder disse forsikringsbetingelser. Dette in- diceres jo også af selve anvendelsen af begre- bet forsikringsbetingelser og forsikringsvilkår. De standardiserede forsikringsbetingelser vil normalt dække forbrugernes gennemsnit- lige forsikringsbehov. Imidlertid vil sådanne forsikringsbetingelser for adskillige forbru- gere have et dækningsområde, der er større end deres behov. Dette er også en af grundtan- kerne med afdækning af risici ved forsikring. Når Familiens Basisforsikring dækker tyveri af (f.eks.) cykler og møntsamlinger, er den forbruger, der ikke har sådanne goder, med til at betale for den forbruger, der har sådanne goder. Imidlertid er der mulighed for den enkelte forbruger i et vist omfang at fravælge visse dækninger allerede ved tegningen af forsikringen. Hvis aftalen indeholder individuelle kon- traktsvilkår, vil disse normalt fremgå af poli- cen eller et tillæg til policen. Eksempler på 283 sådanne er klausuler i ulykkesforsikring om ansvarsfraskrivelse for bestemte lidelser. Det kan være „ pålæg“ om at bestemte forskrifter skal overholdes, f.eks. installation af tyveri- alarmer eller „ pålæg“ om en forhøjet selvrisi- ko på autoforsikring. Forbrugerens forhand- lingsrum mht. at få ændret sådanne vilkår er (også) beskedent, men der er dog mulighed for at forbrugeren – i et vist omfang – kan få berettigelsen af sådanne klausuler prøvet af Ankenævnet for Forsikring. FORSLAG Selv om forbrugernes forsikringer i alminde- lighed består af standardiserede forsikrings- vilkår, bør der være mulighed for at tilpasse disse til ændringer i forbrugerens tilværelse i forsikringens løbetid. Den forbruger, der bli- ver pensioneret eller bliver arbejdsudygtig osv., kan have et akut behov for at få modifi- ceret sine (tings-)forsikringer til den nye situ- ation, han eller hun nu står i. Der har da også i en årrække bestået mu- ligheder for f.eks. pensionister at tegne f.eks. indboforsikring med et mindre dækningsom- fang og med en beskeden forsikringssum. Et selskab har oplyst, at f. eks. personer med et fysisk handicap kan tegne ulykkesfor- sikring på lige fod med andre personer i sam- fundet. Mht. personer med psykiske lidelser tages selskabets lægekonsulent med på råd. Det må anses for vigtigt, at forsikringspro- dukterne er fleksible og smidige, navnlig i for- hold til den forbruger, der er slået ud af ar- bejdsmarkedet eller pensioneres, og derfor ikke har behov for de ofte omfattende stan- dardiserede tingsforsikringer, eller eksempel- vis har behov for en personforsikring med et andet dækningsområde end hidtil. Udrederen er bekendt med, at der de sid- ste par år er sket en omfattende produkt- udvikling inden for personforsikringsområdet, men har ikke et tilstrækkeligt grundlag til at vurdere, i hvilket omfang denne gruppe reelt tilgodeses af de gældende forsikringsproduk- ter, eller hvilke behov der er hos denne for- brugergruppe. Som et led i bestræbelserne på at skabe større gennemsigtighed og sammen- lignelighed foreslås, at selskaberne fremstiller oversigter over de personforsikringer, her- under sundhedsforsikringer, der for tiden ud- bydes og herunder informerer om, hvorledes disse indbyrdes kan koordineres. Udrederen konstaterer, at der på forsik- ringsområdet er sket en sund produktudvik- ling i takt med samfundsudviklingen. For at støtte og sikre at denne positive udvikling fortsætter kunne det – som et led i eventuel- le retningslinier på forsikringsområdet – over- vejes at opstille nogle mål for den ovenfor nævnte forbrugergruppe. Herunder efterlyses et større overblik over handicappedes mulig- heder for at tegne personforsikringer. 2.3 Parternes muligheder for at opsige forsikringen 2.3.1 Selskabets muligheder 2.3.1.1 Opsigelse ifølge aftalen Forsikringsbetingelserne indeholder i almin- delighed to gensidige opsigelsesmuligheder: Opsigelse ved udløb og opsigelse efter skade. Forsikringerne har i almindelighed en løbe- tid (forsikringstid) på et år, og opsigelse af aftalen kan normalt finde sted med et gensidigt varsel på en måned til udløb. Opsiges aftalen ikke af nogen af parterne, løber den blot videre år efter år. Det er udrederens opfattel- se, at opsigelsesklausuler i danske (forbru- ger-) vilkår i almindelighed indeholder en ret for både selskab og forbruger til at opsige forsikringen (en gensidig opsigelsesret). I henstilling af 1. november 1976 fra Assu- randørsocietetet (nu F&P) fremgår følgende (citeret i UfR 1982.176 H): „ I den på årsmødet den 29.4.1976 godkendte beretning henstillede Assurandør-Societets 284 komité til societetets medlemmer, at de, så snart det rent teknisk kunne lade sig gøre, ophørte med at tegne nye forsikringer for mere end 1 år inden for forbrugerområdet. Bag- grunden herfor var bl.a., at forbrugerkommis- sionen havde henstillet til justitsministeriet at ændre forsikringsaftaleloven således, at den almindelige forbrugers binding til en forsik- ringsaftale blev begrænset til 1 år, og at socie- tetet på linie hermed havde bedt sin repræsen- tant i ministeriets udvalg vedrørende ændring af forsikringsaftaleloven meddele dette, at so- cietet for sit vedkommende kunne acceptere en sådan ændring af forsikringsaftaleloven“ . Den- ne henstilling blev senere udvidet til også at omfatte løbende forsikringer med en løbetid med mere end 1 år således at selskaberne skulle godkende „ opsigelser i overensstem- melse med de for policen gældende betingelser til sædvanlig hovedforfaldsdag, uanset at de pågældende forsikringer måtte være tegnet fler- årigt ...“ Forsikringsaftaleloven regulerer aftalevilkår der måtte give selskabet ret til forlænge afta- len ud over et år, jf. lovens § 31, der har følgende ordlyd: „§ 31 Vedtagelse om, at undladelse af at opsige en forsikring skal medføre, at den anses for- længet for længere tid end et år, kan ikke af selskabet gøres gældende, medmindre det tid- ligst 3 og senest 1 måned før opsigelsestidens udløb har givet forsikringstageren meddelelse, hvorved han påmindes om, at sådan forlængel- se indtræder, hvis opsigelse ikke finder sted“ . Reglen, der regulerer de såkaldte aflåste opsi- gelsesklausuler, har antagelig ikke længere nogen betydning på forbrugerområdet, idet disse – udrederen bekendt – undtagelsesfrit kun forlænges i 1 år ad gangen. Vilkår, der går imod den ovenfor citerede henstilling, kan tilsidesættes, enten med henvisning til at vil- kåret strider mod god forsikringsskik, eller at vilkåret (som følge heraf) kan modificeres eller tilsidesættes efter aftalelovens § 38 c og § 36. Opsigelse efter „ enhver“ anmeldt skade kan normalt ske med et varsel på 14 dage. Herefter er opsigelsesklausulen formuleret forskelligt fra selskab til selskab. I Familiens Basisforsikring er den affattet således: (pkt. 17.2) „ Efter enhver anmeldt skade er såvel forsikringstageren som selsskabet indtil 14 dage efter erstatningens udbetaling eller efter afvisning af skaden berettiget til at ophæ- ve forsikringen med 14 dages varsel“ . Ved selskabets opsigelse må sådanne klausu- ler fortolkes således, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor forsikringstageren har mod- taget selskabets afvisning eller erstatningens udbetaling eller har modtaget underretning om udbetalingen, jf. FAL § 33. I ulykkesforsikring i to selskaber med bety- delige markedsandele, regnes fristen (også) fra tidspunktet for sagens afslutning, og i atter andre klausuler kan opsigelse ske fra tids- punktet for forsikringstagerens anmeldelse af skaden til 14 dage efter erstatningsudbetaling eller afvisning. Den lige nævnte opsigelses- frist, der løber fra sagens afslutning og som gælder i et betydeligt antal forsikringer, vil normalt kun være anvendelig for selskabet. Forsikringstagerne vil normalt ikke være klar over, hvornår en sag i selskabet kan anses for afsluttet. Hertil kommer, at det i det hele vil være vanskeligt at afgøre, hvornår en sag er endelig afsluttet. Dette vilkår må derfor anses for mindre egnet i forbrugerforsikring. I bilkaskoforsikring findes normalt også en opsigelsesklausul. Et selskab med en betyde- lig markedsandel (på forbrugerområdet) har følgende vilkår: „ Efter enhver anmeldt skade kan forsikringen fra hver af siderne, indtil én måned efter skadens afslutning, opsiges med 14 dages varsel. Desuden betinger selskabet sig ret til at opsige aftalen med samme varsel, hvis det forsikrede køretøj ikke vedligehol- des, eller forsikringstageren misligholder sine 285 forpligtelser mht. betaling af selvrisiko. Det første, men ikke det sidstnævnte forhold, er begrundet i en risikovurdering, og det kunne overvejes, om der ikke på anden måde bør opstilles klare regler for regulering af selvri- siko (både i selskabets og forsikringstagernes interesse). Forbrugerombudsmandens retningslinier for omfanget af forsikringsselskabernes ori- entering til forsikringstager i forbindelse med autoskade indeholder bl.a. følgende: „ Når et forsikringsselskabs behandling af en skade er afsluttet, og selskabet herefter udnyt- ter vilkår, hvorefter selskabet kan udtræde af forsikringen, skal forsikringsselskabet udbe- tale erstatningen for skaden til forsikringstage- ren, selv om denne tidligere har valgt at afslå selskabets tilbud herom. Tilsvarende gælder, hvis forsikringsselskabet som betingelse for forsikringens fortsættelse kræver en ændring af betingelserne til skade for forsikringstage- ren“ . Det der tænkes på er den situation, hvor forsikringstageren har anmeldt en autoskade, som han senere betaler for at undgå præmie- stigning, men selskabet opsiger forsikringen netop pga. den anmeldte skade med hjemmel i betingelserne. I disse tilfælde skal selskabet refundere forsikringstageren de udgifter han selv har erlagt. Der kunne rejses det spørgs- mål, om det i denne situation overhovedet skal tillades selskabet at opsige forsikringen. Hvilke grunde taler for det? Afvigende skadeforløb under kaskoforsik- ring af motorkøretøjer indberettes til Auto- mobilforsikringsselskabernes Fællesregister. Ved afvigende skadeforløb forstås, at forsik- ringstageren indenfor et år har anmeldt flere belastende skader eller har fået dom for for- sikringsbedrageri. Selskaberne er ikke for- pligtet til at indberette afvigende skadeforløb. Ordningen er godkendt af Registertilsynet. I de forsikringsbetingelser, der er udrederen bekendt, fremgår det, at selskabet vil foretage en sådan registrering i påkommende tilfælde. 2.3.1.2 Opsigelse ifølge lov Efter forsikringsaftalelovens § 5, stk. 2 kan et selskab opsige en forsikring, hvor forsik- ringstageren har afgivet urigtige oplysninger ved forsikringens tegning, selv om forsik- ringstageren er i god tro. Dette gælder dog kun ved skadesforsikring, dvs. ikke for sum- maforsikringer som livs-og ulykkesforsikring. Begrundelsen for denne regel skal søges i læren om forudsætninger ved aftalers indgå- else og i den omstændighed, at det har betyd- ning for selskabet særlig ved langvarige afta- ler.17 Når reglen kun omfatter skadesforsik- ring skyldes det i følge Udkast til lov om forsikringsaftaler (1925), s. 33 „ ... at medens det her i almindelighed vil være let for forsik- ringstageren mod en lempelig præmiefor- højelse at få tegnet en ny forsikring [læs: Skadesforsikring], vil det ved livs- og ulyk- kesforsikring kunne ske, at forsikringstage- ren på grund af alder, sygdom mv. slet ikke eller kun mod uforholdsmæssigt stort veder- lag påny vil kunne blive forsikret“ . Praksis viser, at selskaberne oftest først opdager de urigtige risikooplysninger, når der anmeldes en skade, og selskaberne har da opsigelsesret ifølge aftalen, jf. ovenfor. I dis- se tilfælde giver aftalen en længere opsigel- sesfrist end FAL § 5, stk. 2. Da skadesforsik- ringer i dag er 1-årige, og da det således må formodes, at lovreglen in concreto ikke an- vendes i praksis, har den lovfæstede opsigel- sesret næppe nogen betydning på forbruger- området. Herudover indeholder forsikringsaftalelo- vens § 51, stk. 2 en ret for selskabet til at opsige en skadesforsikring i det tilfælde, hvor en i aftalen optaget sikkerhedsforskrift er tilsidesat, og det må „ befrygtes at forskriften også i fremtiden vil blive overtrådt ...“ . Opsi- gelsesvarslet er også her 1 uge. Efter motiver- ne at dømme har det især været meningen at opsigelsesretten skulle kunne bruges ved er- hvervsforsikringer og da ud fra et forudsæt- ningssynspunkt.18 286 den risiko, som overtages“ 20 . Det er vigtigt at mærke sig, at et selskabs afvisning eller anta- gelse på skærpede vilkår, der er grundet i andre forhold end risikoen, ikke kan anses for saglig begrundet og ikke vil være gyldig. Kaskoforsikring af motorkøretøjer har sel- skaberne ingen pligt til at tegne, men det må antages, at det kan kræves, at et forsikrings- selskabs afvisning eller krav om skærpede betingelser er begrundet i den risiko der skal overtages. Forsikringsankenævnets praksis viser også dette. Afviser et selskab at erstatte en skade, fordi denne er sket lige efter begæ- ringen er afsendt og før policen er modtaget, pålægger nævnet selskabet at udrede erstat- ningen, medmindre selskabet kan dokumen- tere, at afvisningen er begrundet i risikoen og ikke i den indtrådte skade. Som det fremgår ovenfor, er de forbrugere, der har givet pant i fast ejendom ifølge inter- partes aftalen, forpligtet til at tegne bygnings- brandforsikring. En sådan forsikring kan sel- skabet ikke opsige medmindre 1) bygninger- ne ikke er forsvarligt indrettet mod brandfare 2) bygningerne henligger forladt, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 207. Disse regler bør indarbejdes i FAL § 84. En præmieforhøj- else, der reelt må antages at være en skjult „ opsigelse“ , vil blive tilsidesat af Forsikrings- ankenævnet, jf. sag nr. 37.171/95, hvor et selskab forhøjede præmien med 200% pga. en verserende incassosag. Ankenævnets ud- talelse er klar og præcis. På den anden side kan en præmieforhøjelse være begrundet i en konkret risikovurdering som i nævnets sag nr. 45.280, hvor præmien blev forhøjet ca. 250% pga. omfattende skader efter et raketangreb. FORSLAG Reglen i FAL § 31 om forlængelse af forsik- ringer i længere end et år bør ændres for så vidt angår forbrugerforhold således, at den (mindst) bringes i overensstemmelse med praksis i forsikringsbranchen. Det må antages, at opsigelsesretten i § 51, stk. 2 af nogle af de samme grunde, som anført ved § 5, stk. 2 lige ovenfor, ikke har nogen betydning ved de gældende forsikringer på forbrugerområdet. Endelig indeholder FAL i § 47 en ret for selskabet til at opsige en skadesforsikring, såfremt forsikringstageren har realiseret en fareforøgelse, der udtrykkeligt fremgår af af- talen. Som eksempel kan nævnes det i hus- ejerforsikring almindelige vilkår om at for- sikringstageren skal underrette selskabet så- fremt han/hun lader ejendommens tag udskifte. Undlader forsikringstageren at anmelde ri- sikoforandringen til selskabet, har selskabet efter § 47 ret til at opsige forsikringen også i de tilfælde, hvor risikoforandringen ikke er sket med forsikringstagerens vilje. Opsigelsesretten er navnlig begrundet med de på daværende tidspunkt (1920´erne) lang- varige kontrakter og skulle således beskytte selskaberne. Der ses ikke længere at være behov for en sådan regel. For brandforsikring gælder reglen i FAL § 84, hvoraf det følger, at en brandforsikring, der er et-årig, fornyes for et år ad gangen, medmindre forsikringstageren eller selskabet opsiger den med en uges varsel til udløb. Reglen er fravigelig og fraviges da også som det lige er set i Familiens Basisforsikring II. Den fraviges også i bygningsbrandforsikring- en af hensyn til panthaverne og af hensyn til forsikringspligten, der følger af aftalen mel- lem panthaver og forsikringstager.19 Tiden er løbet fra reglen i § 84, som (mindst) bør bringes i overensstemmelse med praksis. Se også straks nedenfor. Ved nogle forsikringer gælder der særlige regler. Således er ansvarsforsikring for motor- køretøjer lovpligtig, og de forsikringssel- skaber, der har koncession til at tegne disse forsikringer, er „ forpligtet til at overtage forsikring for enhver forsikringspligtig, der vil underkaste sig selskabets forsikrings- betingelser, fastsat i overensstemmelse med 287 Opsigelsesreglerne i FAL § 5, stk. 2, § 51, stk. 2, § 47 § 84 er heller ikke tidsvarende for forbrugerforsikringer. Således kan reglerne i § 5, stk. 2 og § 47 næppe anses for rimelige i dag når det gælder forbrugerforsikringer. § 51, stk. 2 har ikke selvstændig betydning for forbrugerforsikringer, idet selskaberne må an- tages at have tilstrækkelig beskyttelse i den aftalemæssige opsigelsesklausul. Reglerne i lov om forsikringsvirksomhed § 207 bør indar- bejdes i FAL § 84, hvor de naturligt hører hjemme. Det vil være nærliggende at en revision af disse lovregler overlades til FAL-udvalget. Når det gælder selskabernes opsigelse med hjemmel i aftalen kan der navnlig sondres mellem opsigelse grundet i en risikovurdering og opsigelse grundet i forsikringstagerens misligholdelse af aftalen. Andre grunde bør i almindelighed ikke anerkendes. På dette område foreslås, at Forbruger- ombudsmanden i eventuelle retningslinier tager initiativ til at et selskabs opsigelse af en forbrugerforsikring reguleres således, at opsigelse alene kan ske med den fornødne hjemmel i aftalen, på sagligt individuelt grund- lag, og at selskabets opsigelse skal ledsages af en begrundelse og med oplysning om klage- mulighed. Dette sammen med Forsikrings- ankenævnets prøvelsesmulighed, jf. de oven- for citerede afgørelser, vil give forbrugerne mulighed for at overveje forsikring andet sted samt give en mulighed for at få prøvet selska- bets begrundelse for opsigelsen. Der bør også tages initiativ til regulering af den for meget indbetalte præmie som følge af selskabets opsigelse. Der kan hentes inspira- tion fra den norske model i FAL 1989 § 3-5 (skadesforsikring) og § 12-3 (syge- og ulykkes- forsikring), der desuden pålægger selskaberne i vilkårene at optage regler om præmiebe- regningen i disse tilfælde. Med hensyn til Forbrugerombudsmandens retningslinier om tilbagebetaling ved auto- skader, hvor selskabet opsiger forsikringen, foreslås det, at disse tydeliggøres på det punkt, der er citeret ovenfor, og at det over- vejes, om der er rimelig grund til at selskabet i den nævnte situation overhovedet skal kun- ne opsige forsikringen. 2.3.2 Forbrugerens muligheder (for at opsige) Som det fremgår i afsnit 2.1. gælder de der nævnte opsigelsesklausuler for både selskab og forsikringstager. Som det også fremgår ovenfor er forbruger- forsikringer normalt et-årige. Hvis der fore- kommer forbrugerforsikringer, der er fler- årige, vil de kunne tilsidesættes, hvis kunden ønsker det, som det også fremgår af Forsik- ringsankenævnets afgørelse nr. 23.922/1988, hvor en 5-årig forsikringsaftale blev tilsidesat iht. Assurandør-Societetets henstilling og i henhold til Højesterets dom i UfR 1982.176. Hvis den et-årige forsikring ikke opsiges til udløb, fornyes den normalt år efter år uden særlig meddelelse til forsikringstageren. Så- fremt præmien betales via BS vil forløbet foregå så automatisk, at de fleste forsikrings- tagere sikkert ikke er sig bevidste om, hvornår deres forsikringer fornyes. I de sidste par år har det været drøftet om forbrugerne – ud over fortrydelsesretten på de 14 dage – skal kunne opsige deres forsikring- er på et hvilket som helst tidspunkt inden for forsikringsåret. Et selskab har indført en så- dan opsigelsesret som fast regel, mens forsik- ringsbranchen i øvrigt indtil videre har fast- holdt de gældende opsigelsesregler bl. a. med henvisning til at den lempeligere opsigelses- ret vil være omkostningsforøgende. På årsmødet i november 2000 i F&P op- fordrede den daværende erhvervsminister forsikringsbranchen til at se nærmere på det forhold, at kunderne er bundet ved de et-årige forsikringer, idet lange opsigelsesvarsler hæm- mer mobiliteten. 288 2.3.3 Ophør af anden grund end opsigelse Hvis den risiko der er tegnet forsikring imod bortfalder, vil aftalen normalt også bortfalde. Hvis forsikringstageren afgår ved døden, vil livsforsikringen ophøre. Når det gælder ska- desforsikring kan praksis være lidt forskellig. Når den forsikrede bil bliver stjålet eller bli- ver totalskadet, vil forsikringen vist nok i almindelighed ophøre, medmindre forsik- ringstageren anskaffer en anden bil. Spørgsmålet er interessant, fordi forsik- ringstageren ved risikoens bortfald før forsik- ringens normale udløb har betalt præmie for en periode uden dækning. Ved autoforsikring foreligger der antagelig fast praksis for præ- mierefusion, jf. Forsikringsankenævnets ken- delse nr. 40.061/1996. FORSLAG Det kan overvejes, at opstille ensartede reg- ler for regulering af præmien ved risikoens bortfald, herunder tilfælde, hvor tingsforsik- ring ophører pga. forsikringstagerens død. Spørgsmålet må anses for velegnet til regule- ring i retningslinier. 2.4 Flyttegebyrer og udbetalings- gebyrer ved livs- og pensionsforsikring22 2.4.1 „Frivillige“ privattegnede forsikringer I 1992 startede en diskussion i medierne om berettigelsen af forsikringsselskabers bereg- ning af gebyrer ved forsikringstagernes over- flytning af livs- og pensionsforsikringer fra et forsikringsselskab til et andet eller til en bank, pensionskasse osv. Baggrunden for kritikken var en af forsikringsbranchen i 1992 udarbej- det aftale „ om fradrag i forbindelse med over- førsel af nettoreserver mellem livs- og pen- Ifølge en undersøgelse foretaget af Analy- seinstituttet Gallup (Medieindeks 2000) er kundernes loyalitet overfor deres forsikrings- selskab ganske stor,21 men udrederen har ikke tilstrækkeligt grundlag til at vurdere, i hvilket omfang kunderne vil gøre brug af en udvidet opsigelsesret. Det må antages, at en informeret udvidet opsigelsesret vil styrke konkurrencen, med- mindre den bliver belagt med et flyttegebyr. FORSLAG Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden i forbindelse med eventuelle retningslinier overvejer særlige formkrav ved forsikringers fornyelse ved udløb. Ved fornyelse af en for- sikring foreslås at forbrugeren – eventuelt sammen med den nye opkrævning – informe- res om retten til opsigelse og om eventuelle nye og bedre dækningsmuligheder i selskabet. Hvis selskabet ikke vil forny forsikringen, bør der gives forsikringstageren et længere varsel end det gældende på en måned. Med inspiration i de norske regler vil et varsel på 2 måneder være passende. Der er fra politikerside og forbrugerside udtrykt ønske om, at der indføres en udvidet opsigelsesret. Det anbefales defor, at Forbru- gerombudsmanden undersøger mulighederne og vilkårene for gennemførelsen af opsigelses- retten og tager kontakt til forsikringsbran- chen. Det bør overvejes, hvorledes der skal forholdes med lovpligtige ansvarsforsikringer, for motorkøretøjer og hunde, så man undgår „tomrum“ i dækningen. Forbrugerombudsmanden bør i givet fald ligeledes overveje, hvorledes der skal forhol- des mht. ristorno af præmie og eventuelle administrationsomkostninger. 289 sionsforsikringsselskaber“ . Denne aftale var godkendt af Finanstilsynet, men med den betingelse, at der inden den 1. januar 1994 „ skabes bedre sammenhæng mellem omkost- ningsbelastningen ved ind- og udtræden“ 23 . I forbindelse med Finanstilsynets midlertidige godkendelse udtalte tilsynet bl.a. (genkøbs- fradragsrapportensside 8-9): „ ... Der er imidlertid i de senere år blevet mindre sammenhæng imellem livsforsikrings- selskabernes anvendelse af et gennemsnitligt fastsat flyttegebyr og de samme selskabers stigende tendens til omkostningsbonus- systemer med individuelle betingelser, bestemt af de øvrige forhold omkring forsikringerne. Finanstilsynet finder på den baggrund, at det snarest bør sikres, at den, der flytter sin opspa- ring – i højere grad end i dag – omkostnings- mæssigt behandles under hensyntagen til alle forsikringens karakteristika. Dette problem har aftalen ikke løst ...“ ... “ det vil være Finanstil- synets målsætning yderligere at reducere om- kostningerne ved overførsel i perioder, hvor der ikke er behov for at værne mod spekulation mod kursforskelle. Herved kan der også tages hensyn til Finansrådets indvendinger mod den nu – midlertidigt – godkendte ordning ...“ Konkurrencerådet havde udtalt, at det var af den principielle opfattelse, at såvel brugen af G 8224 som størrelsen af genkøbsfradraget deri var konkurrencebegrænsende. Finansrådet havde tilkendegivet, at man fandt, at Assurandør-Societetets midlertidige aftale „ giver ulige konkurrencevilkår imel- lem forsikringssektoren og pengeinstitutsek- toren, idet omkostningsbelastningen ved gen- køb efter aftalen er forskellig, afhængigt af om de udbetalte midler anvendes som ind- skud i et andet forsikringsselskab, der er til- sluttet aftalen, eller om de anvendes andet- steds. Finansrådet anerkender behovet for, at genkøbsfradraget, herunder et kursværn, be- skytter de tilbageværende forsikringstagere mod overvæltning af omkostninger og mod spekulative overførsler som følge af kursfor- skelle. Finansrådet finder, at disse hensyn bør føre til, at kursværn alene anvendes, når kurs- forskelle tilsiger det, samt at genkøbsfradraget fastsættes uafhængigt af, til hvem ordningen overføres“ . Da selskabernes indskudsfradrag fandtes at være tilstrækkeligt varieret, skulle det i 1993 af Finanstilsynet nedsatte udvalg alene ud- arbejde forslag til en mere gennemskuelig og differentieret genkøbsmodel. Af side 11 i rapporten fremgår det, at Finans- tilsynet er opmærksom på, „ at det er væsent- ligt, at forbrugerne får en rimelig og oversku- elig information om betingelserne for og kon- sekvenserne af de givne valgmuligheder“ . Ifølge Finanstilsynets ovennævnte rapport (side 13) består et genkøbsfradrag som ud- gangspunkt af fradrag for udbetalte erhvervelsesomkost- ninger, transaktionsomkostninger, et kursværn, et risikoværn Disse fradrag dækker følgende: (Uafskrevne) erhvervelsesomkostninger: Fradrag for erhvervelsesomkostninger skal dække de omkostninger der er forbundet med etablering af forsikringen. Erhvervelsesom- kostningerne består bl. a. af provision til assu- randør m. fl. og udgifter til helbredsbedøm- melse ved etablering af forsikringen. Erhver- velsesomkostningerne afskrives i forsikring- ens løbetid. Har forsikringen været i kraft i længere tid, og er omkostningerne amortise- ret, eller er der tale om indskudsbetalt forsik- ring, skal de ansættes til 0 på overflytnings- tidspunktet. Transaktionsomkostninger: Der er tale om et ekspeditionsgebyr, som skal dække det afgivende selskabs administra- tionsudgifter til selve overflytningen. Efter de oplysninger udrederen har fået, ansætter selskaberne i almindelighed udgifterne til 1.327,- kr. Kursværn: Fradraget skal dække 290 tab forbundet med realisering af kurstab på de værdipapirer, de forsikredes penge er place- ret i (nogle selskaber oplyser, at det for tiden er 0 kr.). Risikoværn: Hvis en forsikring overvejende består af livsbetingede ydelser, vil selskaberne ifølge rapporten (side 19) for- lange helbredsoplysninger i genkøbssitua- tionen, idet der kan være tale om vis spekula- tion i forsikringen. Således mener man, at den, der pga. et svagere helbred forventer at leve kortere tid end gennemsnittet, vil ønske forsikringen genkøbt. Såfremt de modtagne helbredsoplysninger viser, at forsikredes hel- bred er dårligt, vil genkøb derfor blive nægtet. I rapportens side 19 anføres hertil „ I sådanne genkøbssituationer mister forsikringsbestan- den den risikogevinst, der var forudsat i be- regningsgrundlaget, og som i henhold til det almindelige forsikringsprincip skulle anven- des til de, der forbliver i bestanden længere end gennemsnittet“ . Rapporten tager ikke direkte stilling til det gebyr det indtrædende selskab beregner sig. Begrundelsen for at det indtrædende selskab beregner sig et gebyr skyldes – efter de oplys- ninger udrederen har fået – bl.a., at den „ nye“ forsikringstager vil indtræde i den i selskabet eksisterende bonusordning og vil nyde godt heraf. Der er tale om et fordelingsprincip med hensyntagen til selskabets kunder, der allere- de deltager i ordningen. Udrederen har fået oplyst, at der ikke (også) betales ekspediti- onsgebyr ved indtræden. Sammenlægges om- kostningerne ved udtræden og indtræden, kan der blive tale om en anseelig procentdel af forsikringstagerens opsparing, der går til flytteomkostninger. Udvalgets arbejde mundede ud i et idékata- log med en række forslag til metoder til sam- mensætning af genkøbsfradrag. Det var her- efter overladt til selskaberne at udvikle deres egne systemer og anmelde disse inden den 1. juli 1994, fra hvilket tidspunkt disse regler om beregning af tilbagekøbsværdien er gæl- dende. I rapportens konklusion (side 43) frem- går bl.a. „ ... Herefter vil forsikringsmarkedet, hvad angår mulighederne for genkøb, kunne tilbyde et tilstrækkeligt varieret sortiment af forsikringsprodukter, der giver forsikringsta- gerne en række reelle valgmuligheder, såle- des at konkurrencen på livsforsikringsmarke- det fortsat vil være stærk og optimal til gavn for forsikringstagerne“ . Det ser ud til, at omstruktureringen i 1994 har medført større gennemskuelighed og in- dividuel regulering af forbrugernes forsikring- er, men det ser ikke ud til, at rapportens konklusion holder stik, hvis man skal dømme efter den kritik, der stadig fremsættes mod beregningen af genkøbsfradraget og ekspedi- tionsgebyret. Flere klager i Ankenævnet for Forsikring og hos Forbrugerombudsmanden viser en util- fredshed med især størrelsen af genkøbsfra- draget og ekspeditionsgebyret. Forbrugerrådet har også udtalt sin kritik heraf. Når der indgives en klage over omkostninger og gebyr for overflytning af en privat tegnet forsikring til Ankenævnet for Forsikring, kon- trollerer nævnet om det faktisk opkrævede beløb er i overensstemmelse med de af Finans- tilsynet godkendte regler, selskabets konces- sion og selskabets årlige anmeldelser af bo- nus, men nævnet foretager ikke herudover en selvstændig civilretlig vurdering af gebyrets berettigelse, herunder om det må antages at dække de faktiske ekspeditionsomkostninger, jf. kendelse nr. 50.592/2000.25 I en anden sag, der var forelagt Forsikrings- ankenævnet (sag nr. 53.115), klagede forsik- ringstageren over, at det afgivende selskab ville fratrække genkøbsomkostninger med et beløb på 6.970 kr. og et administrationsgebyr på 400 kr. for „ administration og forsikrings- dækning“ i 1999. Nævnet fandt ikke grundlag for at betvivle, at selskabets renteberegning og gebyrer mv. var i overensstemmelse med policen og de af Finanstilsynet godkendte regulativer. Det samme udtalte nævnet i sag nr. 53.441/2001, hvor selskabet havde bereg- 291 hensyn til ved beregning av premien for pen- sjonsordningen. Gebyret skal inngå som en del af premie- tariffen (beregningsgrundlaget) og meldes til Kredittilsynet. Gebyret kan under ingen omstendigheter settes høyere enn 200,- kroner ved flytting av en individuel kontrakt eller 5.000 kroner ved flytting av en kollektiv pensjonsforsikrings- kontrakt (tjenestepensjonsforsikring). Beløpet inkluderer ikke kostnad ved eventuell helse- bedømmelse. Selskapet kan ikke kreve dekning av kost- nader knyttet til overføringen av en forsikring utover det som fremgår av denne paragraf“ . Det norske Kredittilsyn har oplyst, at geby- ret i dag stadig er 200 n. kr., og at beløbet ikke reguleres. Det må anses for vigtigt, at selskabet yder den fornødne rådgivning i forbindelse med flytningen, især om omkostningerne både ved ind- og udtræden, og at det indtrædende sel- skab rådgiver om eventuelle forskelle i dæk- ningen. I F&P´s forbrugerpolitiske handlings- plan henstilles det (bl.a.) til selskaberne, at der ved omtegning af forsikring fra ét selskab til et andet rådgives af det andet selskab, om i hvilket omfang der er indtrådt huller i forsik- ringsdækningen, f.eks. fordi der er indtrådt ændringer i personens helbredsforhold efter tegningen af den første forsikring. Denne henstilling må antages også at omfatte det indtrædende selskab ved flytning af de her nævnte forsikringer i det omfang, det er rele- vant efter forsikringens natur. Udrederen har ikke grundlag for at vurdere omfanget eller kvaliteten af selskabernes rådgivning. FORSLAG Det ligger uden for udrederens opgave at foretage en økonomisk eller aktuarmæssig undersøgelse af beregningen af genkøbsværdi mv. Det er dog udrederens opfattelse, at strukturændringen efter Finanstilsynets net sig et ekspeditionsgebyr på 1.030,00 og en genkøbsværdi på 5% af forsikredes opspa- ring. På forsikringer, der er tegnet før 1. juli 1994, står det selskaberne frit at benytte de tidligere regler eller de nye regler alt afhæn- gig af interpartes aftalen. Vælger selskabet at benytte den før 1994 gældende beregnings- metode, vil tilbagekøbsomkostningerne an- drage max 7% af opsparingen på forsikring- en. Denne procentsats falder i takt med at forsikredes alder stiger. Nogle selskaber op- lyser, at de vælger den for forsikrede gunstig- ste ordning. Når forsikringsydelserne udbetales, vil der normalt blive fratrukket et administrations- gebyr på f. eks. 31 kr. pr måned. Informationsbekendtgørelsen26 vedrøren- de livsforsikring indeholder regler om, at et livsforsikringsselskab hvert år skal give for- sikringstageren oplysninger om størrelsen af forsikringsydelserne og bonussituationen. For forsikringer, der ikke er under udbetaling, skal der også gives oplysninger om størrelsen af tilbagekøbsværdi og fripoliceværdi, jf. nærmere bekendtgørelsens § 5, stk. 2. Der er tale om de såkaldte dækningsoversigter. Sel- skaberne har ikke nogen pligt til at give oplys- ninger om omkostningerne ved overflytning. I Norge er der i 1992 udstedt en „ forskrift om rett til overføring av oppsamlede midler knyttet til kollektiv eller individuell livs- eller pensjonsforsikring“ .27 Forskriften indeholder regler om individu- elle livs- og pensionsforsikringer, men navn- lig en lang række regler om kollektive forsik- ringer. I forskriftens § 1 stk. 5, der omfatter det der svarer til det danske ekspeditionsgebyr (transaktionsgebyr), hedder det: Avgivende forsikringsselskap eller pen- sjonskasse kan beregne et rimelig gebyr til dekning av utgifter ved overføringen. Gebyret fastsettes under hensyn til omkost- ninger som skal være dekket gjennem de omkostningselementer det tidligere er tatt 292 ne. Der er noget der tyder på at fastsættelsen af dette gebyr ikke helt følger forudsætningen i ovennævnte Finanstilsyns-rapport. Som det fremgår (side 28-29), skal fradraget altid op- træde som et fast beløb, men „Det forudsæt- tes, at beløbet fastsættes individuelt af det en- kelte selskab“. Desuden bør det overvejes, om erhvervel- sesomkostningerne i større omfang end det er tilfældet i dag kan beregnes individuelt, ligesom det kunne overvejes, at lægge hoved- vægten af afskrivning på disse omkostninger i de første forsikringsår. Herudover ville det være nærliggende, at Forbrugerombudsmanden drøfter spørgs- målet om selskabernes ekspeditionstid med forsikringsbranchen, jf. hertil den ovenfor citerede ankenævnskendelse nr. 53.441/2001, hvor nævnet medgiver klageren, at selskabets behandlingstid har været for lang. Inspiration til eventuelle retningslinier eller lign. kan hentes fra den ovenfor citerede nor- ske forskrift § 1-5 for så vidt angår individuel- le forsikringer. Der kan være et særligt problem i det til- fælde, hvor den forsikring der ønskes flyttet, er tegnet efter de tidligere beregningsregler. Her anbefales det, at selskaberne tilbyder for- sikringstageren den billigste løsning efter den „gamle“ og den „nye“ ordning, uanset aftale- grundlaget herom. Udrederen er opmærksom på, at selskaber- ne giver en ganske god information om beregningen af genkøbsværdien (tilbagekøbs- værdien). Det foreslås, at disse informationer suppleres med en fast regel om individuel rådgivning fra både det indtrædende og ud- trædende selskab på linie med det, der er kommet til udtryk i F&P´s forbrugerpolitiske handlingsplan. Udrederen er opmærksom på Finanstilsy- nets kompetence på området og forudsætter, at Forbrugerombudsmanden i påkommende tilfælde tager kontakt til Finanstilsynet. rapport i 1994 har medført større gennem- sigtighed, når det gælder beregningen af gen- købsfradraget. Som nævnt ovenfor ansættes kursværnet for tiden til 0 kr., og dette stem- mer med intentionerne i rapporten. For tiden udgør en enkelt omkostning den væsentligste del af genkøbsfradraget nemlig erhvervelses- eller etableringsomkostningerne. At dømme efter klagesager og henvendel- ser til Forbrugerombudsmanden mener udre- deren at kunne konstatere, at utilfredsheden gælder ekspeditionsgebyrets og genkøbsfra- dragets størrelse. Ved en umiddelbar sammenligning af ekspeditionsgebyrets størrelse (sædvanligvis 1.327 kr., der indeksreguleres) med det tilsva- rende norske gebyr, synes beløbet ganske højt ansat. Udrederen har dog ikke et til- strækkeligt grundlag til at foretage en sådan sammenligning. I bankpraksis ses eksempler på anerken- delse af et gebyr på 500 kr. for overflytning af en kapitalpensionsordning. Pengeinstitutanke- nævnets formand har dog i Årsberetning 1993 (side 2) givet udtryk for at den rigtigste løsning efter hans opfattelse ville være, at pengeinstitutterne blev enige om helt at af- skaffe overførselsgebyrer. Heller ikke på det- te område har udrederen et tilstrækkeligt grundlag til at foretage en sammenligning. Det må konstateres, at Ankenævnet for Forsikring ikke er rette forum for behandling af klager over flytteudgifter. De citerede ken- delser viser således, at nævnet – forståeligt nok – ikke mener at kunne foretage en egent- lig vurdering af, om eksempelvis administra- tionsomkostningerne svarer til selskabets fak- tiske udgifter til selve overflytningen. I lyset af de klager, der stadig fremsættes mod selskabernes flyttegebyrer, foreslår ud- rederen, at Forbrugerombudsmanden tager kontakt til forsikringsbranchen med henblik på at vurdere, om der er mulighed for en nedsættelse af ekspeditionsgebyret og en frie- re udvikling af beløbets størrelse i selskaber- 293 2.4.2 Flyttegebyrer ved ansættelsesrelaterede forsikringer Der sondres mellem forsikringer tegnet i for- bindelse med et ansættelsesforhold og forsik- ringer tegnet uden for ansættelsesforhold. Forsikringsbranchen har indgået aftale om overførsel af pensionsordninger mellem sel- skaber i forbindelse med en forsikrets over- gang til anden ansættelse (obligatoriske og frivillige ordninger), den såkaldte jobskifte- aftale. Endvidere har branchen indgået aftale om pensionsoverførsel ved virksomhedsom- dannelser mv. (obligatoriske ordninger).28 I begge aftaler er der hjemmel til at det selskab, der afgiver forsikringen, kan opkræve et ge- byr (§ 4 og § 6, stk. 2). Gebyret er ikke beløbsmæssigt fastsat. F&P har oplyst, at selskaberne i almindelighed ikke kræver ge- byr efter jobskifteaftalen og virksomhedsom- dannelsesaftalen. FORSLAG Der skal ikke betales ekspeditionsgebyr (ifølge oplysning fra F&P) eller foretages genkøbsfradrag, når der er tale om flytning af forsikringer, der indgår i et ansættelsesfor- hold. Dette synes velbegrundet, bl.a. udfra betragtninger om beskyttelse af arbejdskraf- tens frie bevægelighed. En sådan flytnings- situation adskiller sig desuden fra den „frivilli- ge“ flytning, hvor spekulationsmæssige be- tragtninger ofte vil være den væsentligste årsag (eller eneste årsag). Udrederen foreslår, at Forbrugerombuds- manden ved forhandling med F&P søger den faste praksis om denne omkostningsfrie ydel- se kommer til udtryk i „jobaftalen“ og virk- somhedsomdannelsesaftalen, som er under revision. Noter 1 Dobbeltforsikringsaftalen er gengivet hos Ivan Sørensen, Forsikringsret, bilag 3. 2 Bkg. nr. 609 af 14. juli 1995. 3 Lov nr. 262 af 6. maj 1993 og bekg. nr. 599 af 12. juli 1993, § 8. 4 Forsikringsselskabernes og de tværgående pensionskassers erhvervsorganisation i Dan- mark (tidligere Assurandør-Societetet). 5 Se hertil betænkning 1362/1998 om råd- giveransvar. Et flertal i rådgiverudvalget fandt at der ikke var behov for lovgivning om an- svar for rådgivning 6 Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling, kap. 5 om sundhedspersoners tavs- hedspligt og § 26-§ 27 om patientens samtyk- ke til videregivelse af oplysninger om hans helbredsforhold. 7 Vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. 8 Lov nr. 429 af 51. maj 2000 om behandling af personoplysninger, § 6. 9 Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivel- se af helbredsoplysninger mv. 10 Dette forudsættes også i Sundhedsministe- riets Vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt mv. i helbredsoplysninger. 11 Det af Justitsministeren i 1999 nedsatte ud- valg om revision af forsikringsaftaleloven. 12 Ugeskrift for Retsvæsen. 13 Konsumentförsäkringslagen § 9, SOU 1986:56 og DS 1993:39, s. 146. 14 Foreningen til Bedømmelse af Personforsik- ringsrisiko, hvis medlemmer er 26 livsforsik- rings- og pensionsselskaber samt pensions- kasser. 15 Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssam- ling, Forsikringshøjskolens Forlag. 16 Se evt. Juridisk Årbog 1995.49-50 med For- brugerombudsmandens udtalelse ved ænd- ringer i retshjælpsforsikringen. 294 17 Se Udkast til lov om forsikringsaftaler, 1925, s. 33. 18 Se Udkastet, s. 92. 19 Se også justitsministeriets pantebrevsformular A og B. 20 Bkg. 1171 af 16. december 1992, § 5, stk. 1. 21 Ca. 35% af de adspurgte havde været kunde i deres hovedforsikringsselskab i mere end 11 år. 22 Spørgsmålet om overførsel er behandlet i Konkurrencestyrelsens pjece af 20. december 2000 om god konkurrenceskik på forsikrings- området. 23 Finanstilsynets rapport om genkøbsfradrag (marts 1994). 24 Beregningsgrundlag hvor Finanstilsynet har givet tilladelse til tegning af 47 grundformer. Se evt. bilag 6 i Forsikringsret (Ivan Søren- sen). 25 Tidsskriftet Forsikring nr. 14/2000. 26 Bekendtgørelse nr. 609 af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til for- sikringstager ved indgåelse af en livsforsik- ringsaftale. 27 Fastsat af Finans- og tolldepartementet den 27. november 1991 med hjemmel i lov nr. 39 af 10. juni 1988 om forsikringsvirksomhed § 7-8, stk. 3 m fl. bestemmelser. 28 Aftalerne skal revideres 1. juli 2002. For tiden arbejdes der med en vurdering af reglerne i aftalerne sammenholdt med indførelsen af et unisexgrundlag.