En interessant dom fra Danmarks Højesteret, har som en udløber af konkursen i Alpha Insurance i 2018 afgjort, at Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i Danmark ikke hæfter for arbejdsskadeerstatninger til norske arbejdstagere, som er forsikret under den norske yrkedsskadeforsikringslov. Dommen lægger vægt på, at arbejdsskadeforsikringerne i Norge og Danmark ligner hinanden meget, og ikke har karakter af ansvarsforsikringer.
Det er en kendt sag, at oprydningen efter et forsikringsselskabs konkurs ofte strækker sig over flere år - for ikke at sige årtier - og giver anledning til mange juridiske og praktiske spørgsmål. Hertil kommer, at omkostningerne ved afvikling af et konkursramt forsikringsselskab virker skræmmende og ofte ender med at blive meget store i forhold til de skadelidtes krav om erstatning.
De danske erfaringer med konkurserne i danske skadesforsikringsselskaber – fire!! - i dette årtusinde bekræfter ovenstående.
Håndteringen af forsikringsselskabers konkurs giver erfaringsmæssigt anledning til yderligere komplikationer og omkostninger, når det konkursramte selskab har tegnet forsikringer i andre lande end selskabets hjemland. Det gælder også forsikringer tegnet i andre EU-lande.
Manglende forståelse af problemernes omfang, få erfaringer med håndteringen af de grænseoverskridende forsikringer i en konkurssituation og de forskellige landes ofte meget forskellige lovgivninger på området er nok hovedårsagerne til, at det (endnu) ikke er lykkedes for EIOPA og EU-Kommissionen at komme videre i processen med et direktiv om harmonisering af reglerne om garantifonde i EU-landene.
Den danske retssag
Tvisten i en nylig afgjort sag i Danmarks Højesteret er et godt eksempel på, hvor komplekse og juridisk finurlige sager om erstatning i grænseoverskridende forsikringssager kan være, når et forsikringsselskab erklæres konkurs.
Sagen var en udløber af konkursen i det danske forsikringsselskab Alpha Insurance A/S, der fik tegningsforbud af Finanstilsynet den 4. marts 2018, blev taget under konkursbehandling den 8. maj 2018 og fik inddraget sin koncession den 31. maj 2018.
Tvisten i sagen drejede sig om nogle arbejdsskadeforsikringer (yrkesskadeforsikringer) for norske arbejdstagere, som var tegnet i Alpha Insurance gennem Alpha Insurance’s filial, Alpha Insurance NUF i Norge. Forsikringerne var tegnet under den norske yrkesskadeforsikringslovs arbejdsskadesikringssystem.
De skadelidte arbejdstageres erstatningskrav i medfør af de nævnte forsikringer, tegnet gennem Alpha Insurance’s norske filial, var ved erklæring til de skadelidte blevet sikret af den norske Garantiordning for Skadeforsikring (i det følgende Garantiordningen i Norge). Garantiordningen i Norge havde forinden forgæves søgt at få Garantifonden for skadesforsikringsselskaber i Danmark (i det følgende Garantifonden i Danmark) til at dække kravene.
Sagen blev i første omgang anlagt ved Østre Landsret i Danmark, hvor Garantiordningen i Norge nedlagde påstand om, at Garantifonden i Danmark skulle anerkende at være forpligtet til at dække de i sagen aktuelle erstatningskrav, som var tegnet gennem Alpha Insurance’s norske filial og rettidigt anmeldt til forsikringsselskabet. Garantifonden i Danmarks nedlagde påstand om frifindelse. Påstandene blev i øvrigt gentaget, da sagen blev anket til Højesteret.
De to garantiordninger
Garantiordningen i Norge er ifølge den norske finansforetakslov et selvstændigt retssubjekt, som skal bidrage til sikre udbetaling af krav som følger af aftaler om direkte skadesforsikring til sikrede og skadede tredjepersoner. Forsikringerne skal være tegnet enten i norske selskaber eller i selskaber med hovedsæde i et andet EØS-land, som driver direkte skadesforsikringsvirksomhed i Norge. Begge typer af selskaber skal være medlem af Garantiordningen i Norge.
Garantifonden i Danmark er i henhold til den danske garantifondslov en privat selvejende institution, der i henhold til lovens bestemmelser skal yde dækning i tilfælde af, at et direkte tegnende forsikringsselskab, der af Finanstilsynet har fået tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed, erklæres konkurs. Selskaberne har pligt til at være medlem af og yde bidrag til Garantifonden.
De relevante lovbestemmelser
Det centrale juridiske spørgsmål for begge retter var, om Garantifonden i Danmark efter den danske garantifondslov var forpligtet til at dække erstatningskravene fra de norske skadelidte arbejdstagere, som var forsikret under den norske, lovpligtige yrkesskadeforsikringsordning.
Den relevante bestemmelse i den danske garantifondslov (§ 5, stk. 1) havde følgende indhold:
”Fonden dækker erstatningskrav, der er udækkede som følge af et skadesforsikringsselskabs konkurs til følgende:
1)…………….
2)…………….
3)Tredjemænd, der er sikret mod personskade ifølge øvrige ansvarsforsikringer.”
De to domme
Det fremgår af dommene, at Garantifonden i Danmarks dækning på det aktuelle tidspunkt også omfattede forsikringer, som var tegnet gennem danske forsikringsselskabers filialer i andre EU-/EØS-lande, dvs. bl.a. Norge.
Skåret helt ind til benet var det juridiske spørgsmål i sagen, om den norske yrkesskadeforsikringsordning er omfattet af begrebet ”øvrige ansvarsforsikringer” i § 5, stk. 1, nr. 3 i den danske garantifondslov.
Både Østre Landsret og Højesteret fastslår, at forsikringen under den norske lovpligtige yrkedsskadeordning ikke er en ansvarsforsikring og frifinder derfor Garantifonden i Danmark.
Fra domspræmisserne (begrundelserne) fremhæves følgende:
· Begge retsinstanser fastslår, at hverken ordlyden af garantifondslovens § 5, stk.1, nr. 3 eller lovforarbejderne til bestemmelsen nævner eller ”tilsiger”, at den danske, lovpligtige arbejdsskadeforsikring er omfattet af bestemmelsen.
Begge retsinstanser vurderer herefter, om den lovpligtige norske yrkedsskadeforsikring falder ind under begrebet ”øvrige ansvarsforsikringer”, og tager i denne vurdering bl.a. udgangspunkt i en sammenligning af arbejdsskadeforsikringsordningerne i de to lande.
· De to retsinstansers sammenligning af arbejdsskadeforsikringsordningerne er formuleret lidt forskelligt, men essensen er følgende:
- Formålet med begge ordninger er at sikre erstatning til personer, der kommer til skade under deres arbejde
- Begge ordninger er lovpligtige og er baseret på objektivt ansvar, dvs. at mulig skyld hos arbejdsgiveren er uden betydning for skadelidtes ret til erstatning
- Det er uden betydning, at det fremgår af den norske yrkedsskadeforsikringslov og af forarbejderne til loven, at forsikringen skal anses som en ansvarsforsikring
Begge retter dømmer Garantiordningen i Norge til at betale 250.000 DKK i sagsomkostninger til Garantifonden i Danmark.
Perspektivering
Med Højesterets dom er der sat punktum i en konkret sag, som drejede sig om forsikringsordninger i to lande, som på rigtigt mange punkter ligner hinanden også for så vidt angår sociale sikrings- og erstatningsordninger.
Et nærliggende spørgsmål er, om tilsvarende sager kan opstå i forhold til andre landes arbejdsskadeforsikringer. Svaret på dette spørgsmål vil kræve nærmere undersøgelser af de involverede landes forsikringsordninger, hvilket så vidt vides ikke er foretaget.
Under sagsforløbet opstod en usikkerhed i den danske forsikringsbranche om, hvorvidt en tabt retssag i det norsk/danske søgsmål ville medføre, at den danske arbejdsskadeforsikringsordning så at sige ad ”bagvejen” ville blive omfattet af Garantifonden i Danmark som et supplement til den særlige garantiordning, som i mange år har være knyttet til den danske arbejdsskadeforsikring. I denne ordning har de danske arbejdsskadeforsikringsselskaberne hæftet solidarisk for skader i tilfælde af, at et dansk arbejdsskadeforsikringsselskab gik konkurs. Havde Garantifonden i Danmark tabt retssagen, ville arbejdsskadeforsikringssikringsselskaberne kunne hente arbejdsskaderstatningerne for de forsikrede danske arbejdstagere i Alpha Insurance hos Garantifonden i Danmark i stedet for at skulle afholde erstatningerne direkte via den dagældende solidariske hæftelse ved et arbejdsskadeforsikringsselskabs konkurs.
Siden 1. juli 2021 har erstatninger i medfør af den danske, lovpligtige arbejdsskadeforsikringsordning som følge af en lovændring været inde under Garantifonden i Danmark.
Et helt andet spørgsmål er, om en sag som den aktuelle kunne være undgået, hvis der via et EU-direktiv havde eksisteret harmoniserede regler om garantifonde på forsikringsområdet i alle EU-lande.
Ser man på de omkring fire/fem skitser og forslag til harmonisering af reglerne om garantifonde på forsikringsområdet i EU, som er fremsat af EU-Kommissionen for en del år siden og senest fra EIOPA, er det efter min mening usikkert, om en EU – harmoniseringen vil løse en konflikt, som den der nu er løst ved Højesterets dom.
Den seneste skitse til et harmoniseringsdirektiv, som kom fra EIOPA for et par år siden rummer forskellige forslag til, hvilke forsikringer der skal være omfattet af en harmonisering på området. Et forslag begrænser de omfattede forsikringstyper til lovpligtige forsikringer, medens en anden afgrænsning er baseret på forsikringstypernes gennemsnitlige økonomiske betydning for de skadelidte.
Det er for tiden usikkert, om og i givet fald hvornår harmonisering af principperne for garantifonde på forsikringsområdet kommer på EU-dagsordenen igen. En nylig gennemført undersøgelse viser dog, at der i de senere år har været en faldende tendens i antallet af konkurser i skadesforsikringsselskaber i EU-landene.
Så måske har Solvens II-direktivet og implementeringen af direktivet virket efter hensigten og afgørende mindsket risikoen for, at et forsikringsselskab går konkurs.