Tanker og facts (en slags essay) om reguleringen af forsikringsselskaber

Article author: Claus Tønnesen
E-mail: ct@forsikringogpension.dk
About:

 

Claus Tønnesen er cand. jur. og juridisk rådgiver, tidligere vicedirektør, i Forsikring & Pension, som er de danske forsikringsselskabers og pensionskassers erhvervsorganisation, og har beskæftiget sig med forsikrings- og erstatningsretlige emner i mere end 25 år.


Release date:
3, 2021
Language: Danish
Category:

Jeg ikke huske, om jeg blev stolt, betænkelig, overvældet eller bare godt tilpas, da jeg for omkring 20 år siden stod med Danmarks – vistnok stadig - næststørste lov (godt 200 sider) i hånden. Det lå på det tidspunkt heller ikke i kortene, at jeg skulle komme til at arbejde professionelt med denne mægtige lov om finansiel virksomhed i mindst 20 år. Store dele af forsikringsbranchen, inkl. mig selv, var i øvrigt ret skeptisk over for skiftet fra en særlig lov om forsikringsvirksomhed til det fælles ”bunkebryllup”, som den nye lov var udtryk for.

Der var vist ikke mange – heller ikke i forsikringsbranchen - som på det tidspunkt havde forestillet sig, at EU senere ville vedtage et direktiv på små 200 sider (I ved ”de store” sider fra EU-Tidende!) om økonomi i og ledelse af forsikringsselskaber med en tilhørende endnu større såkaldt delegeret forordning om samme emne. 

Der foreligger så vidt vides ikke et overblik over omfanget af den samlede finansielle regulering af betydning for danske forsikringsselskaber, men det er alene på grund af størrelsen skræmmende. Insurance Europe har for øvrigt for et par år siden vurderet, at bare antallet af selskabernes oplysningsforpligtelser over for forbrugerne i EU-reguleringen på meget kort tid er vokset fra 79 til 174 – og den tendens er heller ikke stoppet!

Overvældende er det! Det er svært at bevare overblikket, og endnu vanskeligere at kende alle detaljerne! Det præger alles arbejde med reguleringen, også de embedsmænd (og politikere), som skal administrere og sikre, at lovgivningen er tidssvarende, ikke mere byrdefuld end nødvendig og frem for alt også skal sørge for, at den bliver håndhævet.

 

1. Hårde facts om reguleringen af forsikringsbranchen

 

Den offentligretlige regulering af forsikringsbranchen står groft taget på tre ben (”søjler”):

Image removed.

 


Søjle 1: Den grundlæggende regulering af selskabernes økonomi, ledelse og drift

I 2009 fik denne del af EU-reguleringen af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber – i det følgende under ét ”forsikringsselskaber” – et kraftigt løft og den blev samlet i ét direktiv, det såkaldte Solvens II – direktiv. Direktivet er – også inden det efter en længere årrække var fuldt implementeret i alle EU-lande - ændret flere gange og står lige nu over for en større revision (læs udvidelse) som følge af ”Solvens II 2020 - reviewet”. Mere herom senere.

Direktivet har til formål at etablere det indre marked i EU på forsikringsområdet ved at etablere fælles minimumsregler på området.  Det omfatter både skadesforsikring og livsforsikring  og indeholder bl.a. bestemmelser om betingelse for adgang til at udøve forsikringsvirksomhed i EU-landene (koncession), administrationen og ledelsen i selskaberne, tavshedspligt og revision, regler om værdiansættelse af aktiver og passiver samt forsikringsmæssige hensættelser (reserver), krav til solvensen (kapitalkrav), bestemmelser om forskellige forsikringstyper samt om tilsynet med forsikringsselskaber, herunder selskaber i koncerner og selskaber, som er i økonomiske vanskeligheder. De forskellige former for forsikring (forsikringsklasserne) er defineret nærmere i  to bilag til direktivet.

Solvens II-direktivet er suppleret med en såkaldt delegeret forordning, som er udstedt af EU-kommissionen efter en kort – og dermed ofte indholdsløs - politisk proces med høring af Rådet (repræsentanterne for medlemslandene) og Europaparlamentet. Forordningen er nok så vigtig, da den er direkte gældende i medlemslandene og stiller en lang række mere konkrete krav inden for direktivets rammer til forsikringsselskaberne og til de nationale tilsynsmyndigheder, i Danmark Finanstilsynet.

De grundlæggende regler om økonomi, ledelse og drift af forsikringsselskaber er som tidligere nævnt i Danmark samlet i lov om finansiel virksomhed. Loven gælder for finansielle virksomheder, dvs. udover forsikringsselskaber også pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, og investeringsforvaltningsselskaber. Udover Solvens II – direktivet implementerer loven en række andre EU-direktiver, herunder direktiverne om kreditinstitutvirksomhed.

Som noget særligt for Danmark bestemmer lov om forsikringsvirksomhed, at hele Solvens II- regelkomplekset også gælder for arbejdsmarkedspensionsselskaberne, hvis virksomhed er baseret på de kollektive aftaler på arbejdsmarkedet. Disse ordninger er obligatoriske for forskellige typer af ansatte, uanset ansættelsesstedet. Arbejdsmarkedspensionsselskaberne er i de andre EU-landetypisk omfattet af det såkaldte IORP-direktiv, som indeholder en mindre indgribende og mindre detaljeret regulering af de omfattede selskaber.

En betydelig del af lovens indhold, f.eks. reglerne om tilladelse til at etablere og drive virksomheden, regler om tavshedspligt, tilsynsregler og straffebestemmelser, er indholdsmæssigt næsten fælles for alle virksomhedstyperne under lov om finansiel virksomhed. En meget stor del af reguleringen er imidlertid specialbestemmelser, der kun gælder for en enkelt virksomhedstype. F.eks. er der mange specialbestemmelser om forsikringsselskaber, bl.a. regler om de grundlæggende krav til selskabernes økonomiske soliditet (solvensen, forsikringshensættelserne, midlernes investering), anden tilladt virksomhed, danske selskabers virksomhed i udlandet, udenlandske selskabers adgang til at drive virksomhed i Danmark, selskabernes ledelse, tavshedspligt og videregivelse af kundeoplysninger, årsrapporter, inddragelse af tilladelse og selskabsophør samt regler for genopretning af forsikringsselskaber.

Loven indeholder også omfattende regler om tilsynet med selskaberne, der som nævnt phviler Finanstilsynet. Overtrædelse af lovens bestemmelser er som udgangspunkt strafbelagte med bødeansvar.

Lovens meget store omfang og dens vekslende fokus på virksomhedstype gør den kompliceret at arbejde med for alle involverede parter. De nævnte forhold gør det også kompliceret at gennemføre ændringer og også at forhindre utilsigtede ændringer.

Loven blev dog ikke desto mindre i løbet af de første godt 10 år (indtil 2010) ændret omkring 40 gange – en praksis som er fortsat.

Lov om finansiel virksomhed indeholder – som de fleste andre nyere lov - et hav af bemyndigelser til, at erhvervsministeren kan udstede nærmere regler, der på mere specifikke områder supplerer lovens bestemmelser. Frem til 2010 var der udstedt over 40 bekendtgørelser specielt rettet mod forsikringsselskaber. Antallet er siden steget til over 50. Hertil kommer omkring 10 vejledninger. Eksempel på en vigtig bekendtgørelse er den såkaldte ”ledelsesbekendtgørelse”, som indeholder meget omfattende og i flere tilfælde selvstændigt hjemlede pligter for selskabers direktioner og bestyrelser.

Finanstilsynets afgørelsessamling (www.ftnet.dk) indeholder en lang række afgørelser, som fortolker det omfattende regelværk, der i øvrigt kan også findes på tilsynets hjemmeside.

 

Søjle 2: Den grundlæggende regulering af selskabernes forhold til deres kunder

 

  1. Lov om finansiel virksomhed

Denne mægtige lov indeholder også nogle bestemmelser, der direkte regulerer forsikringsselskabernes forhold til deres kunder. Bl.a. findes det grundlæggende princip om god skik i kundebehandlingen i lovens § 43. Efter denne bestemmelse - der er skrevet i gedigen kancellistil - skal finansielle virksomheder “drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god praksis inden for virksomhedsområdet”.

Loven indeholder andre specialbestemmelser om forsikringsselskabernes behandling af deres egne kunder, herunder 1) forbud mod visse typer af forsikringsprodukter, 2) særlige bestemmelser om bl.a. opsigelse af brandforsikringer, som er et vigtigt værn om det danske realkreditsystem, 3) pligt for selskaberne til at tilbyde tegning af forbrugerforsikringer med kort opsigelsesvarsel osv.  Ministeren er også bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som et forsikringsselskab skal afgive skriftlig til kunden, inden en forsikringsaftale indgås og under det løbende forsikringsforhold. Hovedelementerne i den sidstnævnte regulering omtales i afsnittet neden for om forsikringsdistribution og forsikringsformidlere.

 

  1. Særlig lov om forsikringsaftaler

Som noget særligt fik forsikringsbranchen allerede i 1930 en særlig lov om forsikringsaftaler. Loven supplerer de almindelige formueretlige regler, som bl.a. findes i de almindelige formueretlige love og retsgrundsætninger (bl.a. aftaleloven).

Fremsynede forsikringsfolk havde allerede for omkring 100 år siden indset, at forsikringstager, der 1) forudbetaler for en aftale, der 2) efter komplicerede og ofte omfattende forsikringsbetingelse sikrer økonomisk kompensation for en begivenhed, der med 3) ret stor – om end ukendt – sandsynlighed aldrig vil indtræde, har behov for en vis form for (forbruger-) beskyttelse. Loven – med tilsvarende søsterlove i de andre nordiske lande (minus Island) – rummede dengang som nu afbalancerede løsninger på en række problemer og spørgsmål, som opstår mellem forsikringstager og selskabet. Loven indeholder f.eks. regler om konsekvensen af urigtige risikooplysninger ved forsikringens tegning, forsikring af ulovlige interesser, regler om præmiens betaling og adgang til opsigelse, forsikringstagers forsætlige eller uagtsomme fremkaldelse af forsikringsbegivenheden, fortrydelsesret ved forbrugerforsikringsaftaler, skadelidtes pligter ved skader og fareforøgelse (ændrede risikoforhold), renter af erstatningsbeløb, , dækning af tredjemands, f.eks. panthaveres interesser samt en række særregler om forskellige typer af forsikringsprodukter. På nogle områder er reglerne ufravigelige i forhold til især forbrugere, på andre områder gælder lovens regler, hvor ikke andet er aftalt i forsikringsaftalen. Loven er moderniseret i flere omgange, senest ved en større, men dog begrænset revision i 2003. I de andre nordiske lande er den fælles lovgivning erstattet af moderne forbrugerbeskyttelseslovgivning.

I EU har der i årene omkring årtusindskiftet været gjort flere forsøg på at harmonisere en række af de grundlæggende regler om forsikringsaftaler, men det blev ved hvidbøger og direktivskitser..

 

  1. Særlige regler om markedsføring, salg og ændring af forsikringer:

Brugen af mellemmænd mellem forsikringsselskab og forsikringskunde i forbindelse med markedsføring og salg af forsikringer har været almindeligt i århundreder. I nogle lande mere end andre. I f.eks. England og Belgien er anvendelsen af forsikringsmæglere meget udbredt også i forhold til forbrugerforsikringer. I Danmark begyndte brugen af selskabsuafhængige forsikringsmæglere på erhvervsforsikringsområdet at tage fart for omkring 50 år siden. I de seneste årtier er de uafhængige mæglerne også blevet anvendt i forbindelse med etablering af firmapensionsordninger, dvs. pensionsordninger for alle eller flere grupper af medarbejdere i virksomheder . Mæglerne har i Danmark aldrig rigtigt vundet indpas i forhold til salg af individuelle forsikringer til forbrugere.

Sideløbende med salget via forsikringsmæglere har forsikringsselskaberne historisk brugt forskellige former for agenter. Nogle agenter har egen virksomhed og sælger forsikringer for flere selskaber. Andre agenter har egen virksomhed, men sælger forsikringer for ét selskab. Endelig har mange forsikringsselskaber egentlige sælgere (”assurandører”) ansat, som bl.a. sælger forsikringer over telefonen. Agenter anvendes både ved salg af erhvervsforsikringer og forbrugerforsikringer.

Selskaberne forsøger i disse år – især ved salg af forsikringer til forbrugere - at begrænse brugen af mellemmænd og egne medarbejdere ved i stigende grad at tilbyde on line salg og anden kundebetjening.

Den udbredte brug af mellemmænd i forsikringsbranchen har medvirket til, at der findes en omfattende og gennemgribende regulering af kundebetjeningen på forsikringsområdet, som udover rådgivning og salg også kan omfatte vedligeholdelse af forsikringer, medvirken ved skadebehandling osv. I reguleringen kaldes denne virksomhed samlet for forsikringsdistribution. Dette begreb er defineret i EU-direktivet om forsikringsdistribution på følgende ret snørklede måde:

”Virksomhed, der består i at rådgive om , foreslå eller udføre det indledende arbejde i forbindelse med indgåelse af forsikringsaftaler, at indgå sådanne aftaler eller at medvirke ved administrationen og opfyldelsen af sådanne aftaler, navnlig i tilfælde af en skadesanmeldelse, herunder levering af oplysninger om en eller flere forsikringsaftaler i overensstemmelsen med kundernes valgte kriterier via et websted eller andre medier og udarbejdelse af en prioriteret liste over forsikringsprodukter, der omfatter pris- og produktsammenligninger eller rabat på prisen for en forsikringsaftale, hvis kunden er i stand til direkte eller indirekte at indgå en forsikringsaftale ved at bruge et websted eller andre medier.”

Direktivet omfatter følgende typer af forsikringsdistributører:

 

  • Forsikrings- (og genforsikrings-) selskaber, herunder deres ansatte, som udøver forsikringsdistribution
  • Forsikrings- (og genforsikrings-) formidlere, som sælger forsikringer som deres hovederhverv eller forsikringer, som ikke knytter sig til deres hovederhverv (møbelforretning, som sælger ejendomsforsikringer – næppe så hyppigt forekommende!)
  • Accessorisk forsikringsformidler, der kun sælger forsikringer, som er knyttet til de produkter eller tjenesteydelser, formidleren sælger i sit hovederhverv

 

 

 

Direktivet om forsikringsdistribution er implementeret i Danmark ved lov om forsikringsformidling (formidlingsloven).

Ligesom direktivet om forsikringsdistribution omfatter denne lov al forsikringsdistribution, uanset hvem formidleren er. Da forsikringsselskabers virksomhed i Danmark er reguleret af lov om finansiel virksomhed, der som nævnt også har nogle grundlæggende regler om forholdet mellem kunde og forsikringsselskab, herunder forsikringsformidling, gælder mange af reglerne forsikringsformidlingsloven ikke for selskabernes og deres ansattes forsikringsdistribution.

Hovedpunkterne i reguleringen af forsikringsformidlere i Danmark er:

 

  • Krav om tilladelse fra Finanstilsynet, som omfatter forsikringsselskaber (jf. lov om finansiel virksomhed) og forsikringsformidlere jf. formidlingsloven).
  • Accessoriske forsikringsformidlere skal ikke have en egentlig tilladelse fra Finanstilsynet, men skal registreres i tilsynet
  • Kompetencekrav og krav om hæderlighed (lov om finansiel virksomhed, hhv. lov om forsikringsformidling). Lempeligere krav til accessoriske forsikringsformidlere
  • Krav om at iagttage God skik findes også i begge love
  • Krav om, at aflønningsordninger ikke må tilskynde til adfærd, der tilsidesætter kundens interesser
  • Krav om effektive procedurer i forbindelse med udvikling og godkendelse af nye produkter, der tilgodeser kundernes behov og ønske om kvalitet findes i begge love
  • Regler om tavshedspligt findes i begge love
  • Supplerende krav til uafhængige forsikringsformidlere, herunder forsikringsmæglere, bl.a. krav om, at formidleren ikke må modtage provision af salget (provisionen skal i givet fald gå videre til kunden), krav om undersøgelse af markedets inden formidling af den konkrete forsikring osv. (findes kun i formidlingsloven)
  • Krav om whistelblowerordning findes i begge love
  • Regler om Finanstilsynets tilsyn og håndhævelse findes i begge love

 

 

Der er i begge love indsat en bestemmelse om, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om ”redelig forretningsskik og god praksis” inden for de respektive forretningsområder.

Ministeren har udnyttet bemyndigelsen ved udstedelse af Bekendtgørelse om god skik for forsikringsdistributører. Bekendtgørelsen omfatter både forsikringsselskaber, forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere, men reglerne er på nogle områder forskellige for de forskellige aktører. Mange af reglerne i bekendtgørelsen gælder kun for forbrugerforsikringer eller har et andet (mindre omfattende) indhold i forhold til erhvervsforsikringer.

Bekendtgørelsen regulerer bl.a. følgende forhold:

 

  • Krav om tydelig og let forståelig kommunikation om en række væsentlige forhold for kunden
  • Krav om, at visse oplysninger som hovedregel skal gives på papir (er blevet kraftigt kritiseret) hhv. på et varigt medium
  • Forbud mod vildledende oplysninger eller udeladelser
  • Handelspraksis må ikke forvride den økonomiske adfærd hos gennemsnitsforbrugeren (hvem det så er !!?)
  • En lang række oplysningsforpligtelser for hhv. forsikringsselskaber og forsikringsformidlere, herunder især i forbindelse med salg af forbrugerforsikringer med henblik på af sikre forbrugerne oplysninger om de relevante forsikringsprodukter (standardiseret produktark – såkaldt IPID for skadesforsikringsprodukter), om formidleren selv, om risikoen for dobbeltforsikring, og om der ydes (uafhængig) rådgivning.
  • Fornyelse af forsikringsaftale, herunder varsling af ændringer i forbindelse med fornyelse af forsikringer
  • Afdækning af kundens forsikringsbehov, inden en forsikringsaftale indgås
  • Særlige regler om kombinations- og pakkesalg
  • Årlig oversigt over tegnede forbrugerforsikringer
  • Ret omfattende supplerende forbrugerbeskyttelsesregler ved salg af forsikringer, der indeholder investeringselementer
  • Særlige regler for uafhængige forsikringsformidlere om fuldmagt og formidlingsaftale

 

 

Bekendtgørelsen indeholder et bilag med forskellige former for handelspraksis, som enten må betragtes som vildledende eller aggressiv.

Der eksisterede tidligere en vejledning til bekendtgørelsen om god skik, men denne er ikke videreført. I praksis henvises der stadig til vejledningens indhold, selvom det grundlæggende regelsæt i lovgivningen er ændret og navnlig udvidet meget betydeligt.

Sammenfattende er der også på dette område tale om et meget omfattende regelsæt.

3) Lov om en garantifond for skadesforsikringsselskaber

Danmark fik en garantifondsordning i skadesforsikring efter at et mindre skadesforsikringsselskab (Plus Forsikring) i 2002 gik konkurs. Selskabet havde helt overvejende tegnet forsikringer i Danmark.

Alligevel tog det over 10 år at få næsten alle erstatningssager afsluttet. Det er værd at notere sig, at kurators regning for håndtering af konkursboet fint tåler sammenligning med de ydede erstatninger.

Garantifondsloven (Lovbekendtgørelse 1050/2017 med senere ændringer) yder dækning, når et dansk skadesforsikringsselskab er erklæret konkurs. Selskaber fra andre EU-lande, der tegner forsikringer i Danmark via en filial eller som grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed, skal være medlemmer af garantifonden, der også dækker danske kunder i disse selskaber ved konkurs. Garantifonden omfatter privatforsikringer (forbrugerforsikringer), bilansvarsskader, personskader under andre ansvarsforsikringer, kollektive forsikringer, der ligner privatforsikringer, alle bygningsbrandskader og fremover også arbejdsskader. Fonden dækker også forudbetalte præmier med en selvrisiko på 1.000 DKK.

EU har i flere omgange overvejet en minimumsharmonisering af reglerne om garantifonde i både skades- og livsforsikring med pligt for EU-landene til at etablere garantifonde på forsikringsområdet. EU-Kommissionen har netop i forbindelse med en større revision af Solvens II-direktivet, jf. mere herom i pkt. 2, oplyst, at den i hvert pt. har opgivet at indføre fælles regler i EU på dette område.

Søjle 3: Ikke-finansiel regulering af særlig betydning for forsikringsselskaber og deres kunder

Den nævnte to finansielle ben i reguleringen af forsikringsselskaber suppleres af en række generelle erhvervsretlige love, som også er af betydning for forsikringsselskaberne og deres kunder.

Kunderettet lovgivning (eksempler):

 

  • Markedsføringsloven der bl.a. indeholder standarden om ”god markedsføringsskik” og en række mere konkrete adfærdsforbud i forbindelse med markedsføring
  • Aftaleloven, herunder bl.a. reglen om tilsidesættelse af urimelige kontraktvilkår i § 36 (gælder i praksis kun for forbrugerforsikringsaftaler), der suppleres af § 38 c om retsvirkningen af sådanne vilkår (så vidt mulig opretholdelse af den øvrige del af aftalen)
  • Færdselslovens regler om motoransvarsforsikring, der antages at indeholde en slags kontraheringspligt for bilforsikringsselskaberne til at tegne (og ikke opsige) en lovpligtig motoransvarsforsikring. Selskaberne kan dog selv fastsætte forsikringspræmierne inden for en rimelighedsgrænse. Tilsvarende gælder i forhold til brandforsikring af bygninger, der er gæld i (følger af lov om finansiel virksomhed)
  • Skatte- og afgiftslovgivningen, som især er vigtig livsforsikringsselskaberne og deres kunder.
  • Lovregulerede forsikringer findes f.eks. i lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom (tilstandsrapporter og ejerskifteforsikring), i byggeloven om lovpligtige om byggeskadeforsikringer for huse til privat brug og i de lovpligtige professionsansvarsforsikringer for bl.a. advokater og revisorer m.fl.
  • Databeskyttelseslovgivningen (Databeskyttelsesforordningen (GDPR)  og databeskyttelsesloven, der er af stor betydning for forsikringsbranchen. Forsikrings- og pensionsselskaberne er formentlig efter kommunerne den samfundssektor, som behandler flest personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, oplysninger om arbejdsforhold, oplysninger om privatøkonomi, familieforhold, ejendomsforhold osv.

 

  1. Lovmaskinen ruller – også den, der berører forsikringsbranchen

Både i EU og i Danmark er der et politisk mantra om, at ny lovgivning er svaret på selv de mindste problemer. Tankegangen har også bredt sig til forsikringsområdet godt hjulpet af tilsynsmyndigheder, dvs EIOPA og (i Danmark) Finanstilsynet. Tankegangen kan undre i lyset af, at størstedelen af den grundlæggende regulering af forsikringsbranchen er ny samt i lyset af, myndighederne og politikere alle observanser bliver rost som værende moderne, effektiv og med en høj beskyttelse af kundernes (”forbrugernes”) interesser, hvis de præsterer ny lovgivning. Mere om denne problemstilling i pkt. 3 om tilsyn og håndhævelse af lovgivningen på forsikringsområdet.

Lige nu er der lagt op til en række ændringer i reguleringen af forsikringsbranchen:

Søjle 1: Reguleringen af selskabernes økonomi, ledelse og drift

Solvens II – 2020 review

EU-Kommissionen har netop fremsat forslag til en større ændring af Solvens II-direktivet. Formålet er at tilpasse selskabernes kapitalkrav til længere perioder med negative renter, den øgede risiko for voldsomme ændringer i samfundsøkonomierne (udvidelse af listen over ”økonomiske stød”), forsikringsselskabernes påståede rolle som ”systemiske” (banktilgang til forsikringsbranchen) og (måske) også forsikringsbranchens muligheder for at bidrage til reduktion af de menneskeskabte klimaforandringer. Det er vurderingen, at de danske selskaber samlet vil få øgede kapitalkrav, hvilket ikke fremgår af de bagved liggende konsekvensanalyser, som ledsager forslaget.

Forslaget skal nu i en længere proces behandles i EU-Parlamentet og EU’s ministerråd.

Det må forventes, at den delegerede Solvens II – forordning til sin tid skal justeres som følge af ændringerne af Solvens II – direktivet.

Nyt direktivforslag om genopretning og opløsning af forsikringsselskaber

Som supplement til revisionen af Solvens II-direktivet har EU-Kommissionen fremsat et helt nyt direktivforslag om genopretning og opløsning af forsikringsselskaber (”Recovery and Resolution”). Én af hovedbegrundelserne for initiativet er, at forsikringsselskaber – med en ikke overbevisende analogi fra bankområdet – er ”systemisk vigtige”, dvs. er af stor betydning for den finansielle stabilitet, for samfundsøkonomien i sin helhed og også kan være det for konkrete dele af erhvervslivet.

Mere konkret skal de fleste selskaber efter forslaget have forberedt sig på, at de kan komme i en situation, hvor kapitalforholdene væsentligt forringes og også på, at økonomien er så dårlig, at eneste udvej måske er, at selskabet opløses uden at det ligefrem går konkurs. Det er ikke ganske klart endsige velbegrundet, hvad disse forberedelser konkret skal indeholde. Men formålet er tilsyneladende, at der skal udarbejdes og vedligeholdes konkrete planer for de nævnte situationer, som kan være et dialogværktøj mellem det enkelte selskab og tilsynsmyndigheden.

Direktivforslaget indeholder også krav om, at hvert medlemsland skal udpege en konkret myndighed til at stå for håndteringen af selskaber, der skal igennem en opløsningsproces. Direktivet opregner en række midler, som kan tages i anvendelse, så en konkurs til glæde for forsikringstagerne (og samfundet) kan undgås. Blandt mulighederne er salg af forsikringsporteføljer, dannelse af et nyt selskab, der kan videreføre tegnede forsikringer, nedskrivning af forsikringsforpligtelser samt finansiering af sådanne tiltag. Sådanne regler findes allerede i et vist omfang i Danmark for livsforsikringsselskaber.

Søjle 2: Den grundlæggende regulering af selskabernes forhold til deres kunder

EU-Kommissionen har pt. opgivet en mere grundlæggende revision af Direktivet om forsikringsdistribution (IDD).

Der er i stedet for planer om at gennemføre en mere horisontal ændring af reguleringen, således at der som udgangspunkt skal gælde ensartede regler om distribution og salg af investeringsprodukter til forbrugere, herunder pensionsprodukter med investeringselementer.

Den grundlæggende tankegang er, at forbrugerbeskyttelsesreglerne i værdipapirhandelslovgivningen skal anvendes på alle finansielle produkter med investeringselementer.

Der er i IDD og i den danske lov om forsikringsformidling (og derfor også i god skik bekendtgørelsen) visse særregler for rådgivning og salg af forsikringsprodukter med investeringselementer.

Der er ikke aktuelle planer om ændring af forsikringsaftaleloven og heller ikke af aftalelovens regler om urimelige kontraktvilkår.

 

Søjle 3: Ikke-finansiel regulering af særlig betydning for forsikringsselskaber og deres kunder

 

Også i denne del af lovgivningen er der ændringer på vej. Bl.a. følgende:

 

Markedsføringsloven

Ændring af grundlaget for beregningen af bødestørrelser ved overtrædelse af lovens regler.

 

Færdselsloven

Der er tidligere på året opnået enighed i EU om et nyt direktiv om motoransvarsforsikring. Direktivet medfører bl.a., 1) at alle skadelidte kan få erstatning i deres hjemland, hvis det erstatningspligtige selskab i et andet EU-land er insolvent (en garantifond på dette specielle område), 2) skærpet kontrol med forsikringspligten, 3) Øgede, fælles mindstebeløb for både person- og tingsskader, og 4) EU-harmoniserede erklæringer om skadehistorikken til brug ved forsikringstegning.

Direktivet vil betyde, at den danske færdselslov skal ændres.

 

Databeskyttelseslovgivningen

Der er ikke lagt op til egentlige ændringer i databeskyttelsesforordningen (GDPR), men både Det Europæiske Databeskyttelsesråd og Datatilsynet udsteder løbende supplerende vejledninger/guidelines, som præciserer indholdet af databeskyttelseslovgivningen. Selvom lovgivningen i Databeskyttelsesforordningen og i Databeskyttelsesloven på mange områder viderefører tidligere gældende regler, lægger den supplerende regulering på rigtigt mange områder op til stramninger af tidligere praksis. Det gælder også de strafferetlige sanktioner for overtrædelse af reglerne.

 

 

 

  1. Tilsyn, håndhævelse (og ny lovgivning)

Der er i de senere år blevet øget fokus på tilsyn med og håndhævelse af den finansielle lovgivning, herunder forsikringsdelen af den. Det gælder både i EU og i Danmark. Selvom forsikringsbranchen i Europa generelt klarede sig godt gennem finanskrisen, er mængden og kompleksiteten af lovgivningen kraftigt forøget også på forsikringsområdet. Medvirkende til det øgede fokus er også, at konkurserne i nogle mindre forsikringsselskaber – heraf tre i Danmark – har skærpet tilsynsmyndighedernes opmærksomhed. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at de senere års konkurser især (og i Danmark udelukkende) har drejes sig om de såkaldte FOS-selskaber, med lille aktivitet i hjemlandet og stor aktivitet i andre EU-lande, og ofte med salg af forsikringsprodukter, som er ukendte i selskabets hjemland.

Forretningskonceptet i selskaberne har typisk været, at et nystartet forsikringsselskab via en mægler får kontakt til et antal lokale agenter i andre EU-lande, der sælger forsikringerne. Svagheden i ordningen er især, at det er vanskeligt for selskaberne at føre tilstrækkelig kontrol med agenternes forretning, deres kunder og risikoen i de solgte produkter. Problemerne understreges af, at agenternes virksomhed stort set ikke kontrolleres i værtslandene, og at de i tilfælde af en truende konkurs i forsikringsselskabet “forsvinder ud i den blå luft” eller erklærer sig konkurs.

For EU’s vedkommende har især EIOPA peget på behovet for styrket og mere ensartet tilsyn i EU-landene, herunder med FOS-selskaberne. EIOPAs initiativer har ført til nogle begrænsede ændringer i bl.a. Solvens II-direktivet, som har til formål at styrke samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne i selskabets hjemland og de værtslande, hvori et selskab har forretning. EIOPA har også for et par år siden lanceret en ny strategi for opbygningen af en fælles tilsynskultur i hele EU.

På trods af EIOPAs indsats må det erkendes, at der stadig er behov for at styrke indsatsen i EU-landene med tilsyn og håndhævelse af forsikringslovgivningen. Selvom bestyrelsen i EIOPA består af ledelserne i de nationale tilsynsmyndigheder (i Danmark Finanstilsynet) er der stadig en række nationale tilsyn, som ikke fuldt ud bakker op om EIOPAs ambitioner, men fastholder, at tilsyn og håndhævelse udelukkende er et nationalt anliggende for det enkelte lands tilsynsmyndighed.

Ét er, at den manglende tilsynsindsats og den heraf følgende mangelfulde håndhævelse af forsikringslovgivningen er en torn i øjet på de selskaber, som bestræber sig på at overholde lovgivningen. Noget andet - mere uhensigtsmæssigt og til dels uforståeligt - er den tidligere nævnte udbredte myndighedsadfærd, hvor reaktionen på det mangelfulde tilsyn og den svigtende håndhævelse er krav om yderligere lovgivning både fra myndighedssiden og fra politisk hold.

Måske er det for let at få gennemført ny lovgivning og for besværligt at få arrangeret og gennemført effektivt tilsyn med og håndhævelse af den eksisterende!!

 

Afrunding – nogle personlige betragtninger

Tilbage hvor indledningen slap:

Som det er fremgår af denne artikel, er reguleringen af forsikringsbranchen særdeles omfattende og kompliceret, den er en cocktail bestående af syv (?) dele EU-regulering, én del ny, dansk “goldplating” og én del traditioner fra tiden før EU. Den er præget af hastværk og manglende “oprydning”.

Det er på den baggrund mit håb, at denne præsentation af reguleringen af forsikringsbranchen kan udgøre et baggrundstæppe ikke bare for dem, der arbejder i forsikringsbranchen, men også dem, der på anden måde har med branchens forhold at gøre.

I et essay er meget vist tilladt. Derfor nogle personlige ønsker for fremtidens regulering af forsikringsbranchen samt myndighedernes og politikernes ageren

 

  • Til myndigheder og politikere både i EU og herhjemme: Ny lovgivning er ofte ikke den bedste løsning på problemer i marken, og skal forbeholdes alvorligere problemer for selskabernes kunder. Man kan ikke lave en lovgivning, der tager højde for ethvert problem!!
  • Myndigheder og politikere skal være mere opmærksomme på, at tilsyn og håndhævelse er ressourcekrævende, men ofte også den hurtigste og mest effektive vej til de gode resultater!
  • Til danske politikere: I skal være opmærksomme på, at meget af EU-reguleringen på forsikringsområdet så at sige kommer ind ad bagvejen og “under radaren” via EIOPA, som i mangel af lydhørhed hos EU-lovgiverne udsteder, guidelines, statements, opinions osv., der godkendes af de nationale tilsyn i EIOPAs bestyrelse og som retter sig til tilsynsmyndighederne, der efter for godt befindende kan trække dem frem, når de er på tilsyn og giver påbud. Det giver stor usikkerhed hos selskaberne, der ofte ikke ved, om de er på kant med loven
  • Til danske myndigheder og politikere: Husk både i EU og herhjemme at få ryddet op i lovgivningen og bl.a. få fjernet forældede regler,  så det er muligt at bevare overblikket over reguleringen! “En regel ind og én ud”, som EU-Kommissionen har udbasuneret som vejen frem, dur ikke!
  • Til alle relevante aktører: Se i øjnene, at det ikke er nemt at få det indre EU-marked for forbrugerforsikringer til at fungere – forskelle i nationale regler, sprogvanskeligheder, faren for “lykkeriddere” er eksempler på barrierer.
  • Sidst – men ikke mindst: Det vil rigtig godt, hvis de godt 20 år med lov om finansiel virksomhed kan slutte, så forsikringsbranchen – som det er tilfældet i EU-reguleringen på forsikringsområdet – kan vende tilbage til situationen før 1998, hvor branchen havde sin egen lov. Med et ordvalg fra det seneste 1½ år med COVID 19: Det mindsker bl.a. risikoen fra unødig “smitte” fra reguleringen af bankerne, der med lov om finansiel virksomhed blev endnu mere fremtrædende.