Parternes informationspligter i forsikringsforhold samt forsikringsselskabernes rådgivningsansvar

280 Parternes informationspligter i forsikringsforhold samt forsikringsselskabernes rådgivningsansvar af Advokat Marianne Jybæk, Codan Forsikring Forsikringsaftalernes karakter og kompleksitet indebærer, at der må stilles store krav til såvel forsikringsgivers som forsikringstagers informationspligter i forsikringsforholdet. Allerede i markedsføringsfasen har selskaberne pligt til at give præcise informationer bl.a. om præmien. Tilsidesættelse af informa- tionspligten i forbindelse med tegningen kan få afgørende følger, og det samme er tilfældet ved ændringer af bestående forsikringer, ved skader og ved forsikringens ophør. oplysningsforpligtelser ved forsikringsteg- ningen. Direktør Henning Jønnson, Ankenævnet for Forsikring og Advokat Torben Bondrup, Plesner & Grønborg, der belyste emnet For- sikringsselskabernes og forsikringstagernes informationspligt ved ændringer af forsik- ringer. 2. Markedsføring af forsikringer 2.1. Forsikringsselskabernes informationspligt i forbindelse med markedsføring af forsikringer 2.1.1. Generelt I forbindelse med markedsføring af forsikrin- ger er forsikringsselskaberne underlagt mar- kedsføringslovens § 1 (generalklausulen), hvorefter selskabernes markedsføring skal ske i overensstemmelse med god markedsfø- ringsskik. Hvad der må anses som god mar- kedsføringsskik og navnlig, hvad der anses for at være i strid med god markedsføringsskik er ikke et statisk begreb, men følger til stadig- NFT 3/1997 1. Indledning Det Danske Selskab for Forsikringsret afholdt den 17. April 1997 et kollokvium på KolleKolle i Værløse vedrørende ovennævnte emne. Da- gens hovedtalere var: Fuldmægtig Birgitte Wested, Forbruger- styrelsen og Salgsdirektør Lars Suhr Olsen, Østifternes Forsikring, der belyste emnet Forsikringsselskabernes informationspligt i forbindelse med markedsføring. Kontorchef Marianne Klausen, Danica, Underdirektør Jesper Hjetting, Codan For- sikring og Kontorchef Niels Macholm, Alm. Brand, der belyste emnet Forsikringsselska- bernes informationsforpligtelser ved forsik- ringsaftalens indgåelse. Advokat Morten Samuelsson, Lett & Co. og Kontorchef Åse Kogsbøll, Assurandør- Societetet, der belyste emnet Forsikringssel- skabernes rådgivningsansvar – gældende ret og oplæg til debat om reformer. Direktør Ib Mardahl-Hansen, Tryg-Baltica Forsikring og Kontorchef Jens Hennild, Dansk Industri, der belyste emnet Forsikringstagers 281 hed den almindelige udvikling i samfundet. Forbrugerombudsmanden kan ikke kontrol- lere Internettet. Udenlandske forsikringssel- skaber, der reklamerer på Internettet, men som i øvrigt opererer fra deres eget hjemland, er ikke omfattet af markedsføringsloven. 2.1.2. Forbrugerombudsmandens retningslinier Forbrugerombudsmanden sætter lighedstegn mellem god markedsføringsskik og det at handle etisk Der er i disse år kommet meget fokus på virksomhedernes etik, hvilket også den finansielle sektor bør være opmærksom på. Forbrugerombudsmanden har indenfor en række brancher taget initiativ til at udarbejde retningslinier for, hvad der er i overensstem- melse med god markedsføringsskik. For for- sikringsbranchen er der gennemført retnings- linier for følgende områder: 1. Autoskader. Forsikringstageren skal have mulighed for selv at betale en skade og derved undgå præmieforhøjelser. 2. Bonusprognoseretningslinierne som for- brugerombudsmanden udarbejdede i samar- bejde med Finanstilsynet, se pkt. 3.3.2. 3. Finanstilsynets retningslinier for æn- dring af forbrugerforsikring med bl.a. pro- blematik om negativ aftalebinding, se pkt. 6.3. 4. Forbrugerombudsmandens retningsli- nier for reklamering med priseksempler in- denfor forbruger- og skadeforsikring. 5. Forbrugerombudsmandens retningsli- ner om anvendelse af forsikrings- og garan- titilsagn i markedsføring. Forbrugerstyrelsen har en hjemmeside på Internettet, hvor retningslinierne er gengi- vet. De er også optrykt i årbogen fra forbru- gerstyrelsen. Der er udarbejdet retningslinier om etik i realkreditinstitutter og retningslinier inden- for etik i bankrådgivningen. Det var planen, at der i samarbejde med forsikringsbranchen skulle udarbejdes tilsvarende retningslinier for forsikringsselskaber. Forsikringsbranchen trak sig imidlertid under henvisning til, at der på forsikringsområdet allerede er en betydelig lovregulering af problemerne. Det- te beklagede forbrugerombudsmanden, der var uenig i, at der ikke var behov for retnings- linier, men han vil dog på den anden side ikke gennemtvinge sådanne regler. 2.1.3. Forbrugerombudsmandens afgørelser Forbrugerombudsmanden afgør løbende spørgsmål om god markedsføringsskik i rela- tion til markedsføring af forsikringer. Føl- gende eksempler skal nævnes: En kunde klagede over, at assurandøren ved kundebesøget havde lovet en rabat på 1.500 kr. ved at flytte alle kundens forsikrin- ger, bl.a. på grund af noget samlerabat. 3 måneder senere ophørte selskabet med sam- lerabatordningen, hvortil kom at assurandø- ren havde lavet en regnefejl. Denne adfærd blev af forbrugerombudsmanden anset for at være i strid med god markedsføringsskik. Under et kundebesøg i november/decem- ber angav assurandøren præmien. Da forsik- ringstageren modtog den første opkrævning i januar var præmien steget. Denne adfærd blev - ikke overraskende - anset som værende i strid med god markedsføringsskik af forbru- gerombudsmanden. Et forsikringsselskab ændrede betingelser- ne for autoforsikring og fastsatte præmien ud fra alder. Såfremt forsikringstageren ikke oplyste sit cpr. nr., steg præmien med 10.000 kr. Forbrugerombudsmanden anså denne kon- sekvens af ikke at oplyse sit cpr. nr. for værende i strid med god markedsføringsskik. Forsikringstageren fik ikke den bonuscheck, som han mente at have krav på. Forsikringssel- skabet begrundede den manglende bonus- check med, at forsikringstageren havde været bagud med betaling af præmie. Forbruger- ombudsmanden mente, at selskabet herved 282 havde gjort en uhjemlet ekstraordinær mislig- holdelsesbeføjelse gældende, og at et sådant tiltag fra selskabets side var i strid med rente- lovens bestemmelser og også i strid med god markedsføringsskik.. 2.1.4. Annoncering, Direkte markedsføring, TV-reklamer Ved annoncering i dagspressen, ugeblade og tidsskrifter har forbrugeren krav på ordentlig orientering. Sammenlignende reklamer er ikke forbudt, men skal være fuldstændige, således er det ikke tilstrækkeligt at anføre hvor meget billigere selskabet er, det skal også være oplyst på hvilke andre måder, produktet adskiller sig fra det selskab, der sammenlignes med. I henhold til den internationale kodeks for reklamepraksis, artikel 5 gælder om sam- menlignende reklame: “Reklamer, der indeholder sammenligninger, skal udformes således, at sammenligningen som sådan ikke er egnet til at vildlede og skal være i overens- stemmelse med principperne for reel konkurren- ce. Sammenligningspunktet skal bygge på kends- gerninger, der kan bevises og må ikke udvælges på illoyal måde“ Udsagn skal kunne dokumenteres. Et selskab lancerede sin specielle autoforsikring for kvin- der med sloganet: “Piger kører bedre bil“ Dette var ikke en dokumenterbar påstand og derfor i strid med god markedsføringsskik. Et selskab forsøgte sig med direkte marke- ting ved at udsende et brev til unge med tilbud om en ulykkesforsikring, og såfremt modta- geren sendte navne på kammerater, som måske var interesseret i at tegne en forsik- ring, ville den pågældende modtage en hverve- gave bestående af en lektiebog. Forbruger- ombudsmanden fandt fremgangsmåden i strid med god markedsføringsskik. Der findes sær- lige retningslinier for markedsføring overfor børn og unge i den internationale kodeks. Også for TV-reklamer gælder markedsfø- ringsloven naturligvis. Dertil kommer lovgiv- ningen under kulturministeriet, Lov om Radio- og Fjernsynsvirksomhed med en tilhørende bekendtgørelse om reklamering og sponsore- ring i radio og fjernsyn. Udover at reklamer skal være i overensstemmelse med markedsførings- loven, skal de være lovlige, sømmelige, hæder- lige, sandfærdige og social ansvarsfulde. For reklamer for børn gælder der forbud mod an- vendelse af voldsscener. Med hensyn til TV reklamer er det Radio- og TV-reklamenævnet, der tager sig af klager. Forbrugerombudsmanden har sæde i nævnet. Af sager, der har været forelagt nævnet, kan nævnes et større dansk forsikringssel- skab, der lancerede et Super-Elite-Bilist-be- greb, som indebar, at præmien ikke steg, selvom der var skader, der blev betalt over policen. Hvad der imidlertid ikke blev oplyst var, at selvrisikoen var højere, og også præ- mien var højere end på sammenlignelige forsikringer. Nævnet fandt, at reklamen savnede en afbalanceret beskrivelse – kun de gunstige vilkår var nævnt. Almindelige anprisninger er tilladt. I en TV-reklame anvendte forsikringsselskabet sloganet: “Her er De bedre hjulpet“. Det gav anledning til en klage fra en forsikringstager, der havde fået en dårlig behandling, hvilket selskabet også var enig i. Nævnet fandt, at det anvendte slogan havde karakter af en almin- delig anprisning, og klageren fik derfor ikke medhold. 2.2. Markedsføring nu – markedsføring fremover 2.2.1. Selskabernes holdning til markedsføringsloven og de deraf følgende begrænsninger Overordnet synes det at være selskabernes holdning, at markedsføringsloven og forbru- gerombudsmandens praksis ikke på afgørende vis hindrer branchens udfoldelsesmulighe- der. Det kan dog være vanskeligt at fortolke lovbestemmelserne, f.eks. markedsførings- lovens § 2 stk. 1 om “ikke at anvende urime- 283 ligt mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke efterspørgsel“ Det kan være vanske- ligt at afgøre, hvor mange oplysninger, der skal til for, at markedsføringen ikke er urimelig man- gelfuld. Det er en meget svær balance at udforme annoncer, der har gennemslagskraft og som samtidig indeholder de informationer, som kræves. Efter at forbrugerombudsmanden i 1992 har udsendt “Retningslinier for reklamering med priseksempler“ er det en kendsgerning, at kravene til de mange oplysninger ofte gør en annonce, der indeholder et priseksempel overvældende og kompliceret, hvorved den ikke kan fænge på samme måde som rekla- mer med et enkelt og klart budskab. Retningslinierne kan give anledning til fortolkningsvanskeligheder. Det skal f.eks. fremgå af annoncen, såfremt priseksemplet ikke er repræsentativt for selskabets priser i øvrigt. Skal det forstås objektivt, sådan at priseksemplet skal være baseret på selskabets aktuelle gennemsnitlige kunde? Eller skal prisen blot være repræsentativ overfor den kundegruppe, selskabet med annoncen ønsker at henvende sig til? Ifølge markedsføringslovens § 6 må der ikke i tillæg til ydelsen gives ting eller ydelser, som der ikke betales for. Begrebet kaldes ulovlig tilgift. Bestemmelsen giver også for- sikringsbranchen fortolkningsvanskelighe- der. Er en policemappe, en røgalarm, et elef- tersyn, en tyverialarm en ulovlig tilgift? Det kan oplyses, at der i Folketinget er fremsat lovforslag om afskaffelse af bestemmelsen, hvorefter problemet bortfalder. 2.2.2. Reklamemedierne Det valgte reklamemedie vil som udgangs- punkt være afgørende for mængden af infor- mation om produktet, som det i paksis er muligt at videregive. TV-reklamer indeholder som regel den laveste detaljeringsgrad. En annonce levner som udgangspunkt plads til lidt mere information. Den højeste detailje- ringsgrad fandtes sikkert tidligere i brochurer, men brochurer er givetvis overhalet af Inter- nettet, hvor den enkelte bruger kan klikke sig ind på de informationer, den pågældende bruger helt præcist har brug for. TV-reklamer har overtaget en betydelig del af i hvert fald de store selskabers reklame- budget. Økonomien tilsiger automatisk, at det skal være meget korte indslag. Derved bliver disse reklamer yderst summariske og overfladiske. Overordnet kan det konkluderes, at første halvdel af 90’erne i Danmark har været præget af TV-reklamens fremmarch. Meget tyder på at anden halvdel vil stå i Internettets tegn. Det må således forventes, at selskaberne vil anvende Internettet som salgskanal. Allerede nu har flere selskaber udviklet programmer til Internettet. Et par selskaber har udviklet dialogorienterede skærmbilleder, hvor bru- geren kan få beregnet et tilbud og bestille forsikringer. Internettet gør det muligt at give alle de informationer, som den enkelte bruger/køber ønsker. Såvel den “grundige“ som den mere “overfladiske“ kan få sine ønsker opfyldt. Internettet og TV-reklamen vil formentlig supplere hinanden. TV-reklamen skal skabe opmærksomheden, hvorefter den interesse- rede kan gå til PC’en og via Internettet få de informationer, den enkelte ønsker. I 1996 har 23 % af alle danskere prøvet at “surfe“ på Internettet. I år 2000 forventes det, at 2 mio. danskere vil være tilsluttet Internet- tet. Der er derfor ingen tvivl om, at Internettet vil komme til at overtage en betydelig del af mediebilledet. Man kan forestille sig, at kun- dens opmærksomhed fanges via en TV-spot med en henvisning til, hvor nærmere informa- tioner kan findes på Internettet. 284 3. Forsikringsselskabernes informationsforpligtelser ved forsikringsaftalens indgåelse I det følgende vil der blive redegjort for forsik- ringsselskabernes oplysningsforpligtelser, når det drejer sig om private forsikring i modsæt- ning til erhvervslivets forsikringer. 3.1. Livsforsikringer 3.1.1. Lovbestemte oplysningsforpligtelser Informationspligten for livsforsikringer frem- går af Lov om forsikringsvirksomhed (LOF ) § 256a samt af den tilhørende “Bekendtgørelse om information fra forsikringsselskabet ved indgåelse af en livsforsikringsaftale“, bkg. nr. 609 af 14. Juni 1995. Der er tale om implementering af EU-ret, nemlig 3. Livs- forsikringsdirektiv. I LOF § 256a er det overordnet bestemt, at forsikringsselskabet inden en livsforsikrings- aftale indgås og under hele aftalens løbetid skal forelægge forsikringstageren sådanne oplysninger om forsikringsforholdet, at for- sikringstageren gives tilstrækkelige oplys- ninger til forståelse af væsentlige elementer i forsikringen. I den ovenfor nævnte bekendt- gørelse §§ 3 og 4 er det detailjeret anført hvilke oplysninger, der er tale om. Her skal nævnes forhold som forsikringens løbetid, betingelser for indbetaling af præmien samt årrækken, generelle angivelser vedrørende bonusreglerne, betingelser for opsigelse af forsikringen, generelle angivelser af reglerne for beregning af tilbagekøbsværdi og fripoli- ceværdi o.s.v. På grund af informationspligtens betydelige omfang har nogle selskaber valgt at give oplysningerne skriftligt i forbindelse med fremsendelse af selskabets tilbud til den for- sikringssøgende. Alternativt kan den forsik- ringssøgende i begæringen give afkald på at modtage dele af informationerne, inden afta- len indgås mod at modtage oplysningerne sammen med police og forsikringsbetingelser. 3.1.2. Rådgivning vedrørende forsikringsbehov Der er ikke fra lovgivers side eller i forsikrings- branchen fastsat regler for i hvilket omfang selskabet i tegningssituationen er forpligtet til at afdække og analysere den forsikringssø- gendes behov set i forhold til den pågælden- des økonomiske situation. Den manglende regulering på dette område kunne hænge sam- men med, at livs- og personforsikringer er summaforsikringer. Der kan derfor ikke opstå de klassiske spørgsmål om under/overforsik- ring eller dobbeltforsikring. Hertil kommer, at det på livområdet i modsætning til skadeområ- det vil være umuligt at fastlægge en objektiv rigtig dækning.. Dækningen på person- og livområdet vil som udgangspunkt altid være bestemt af subjektive ønsker og forudsætnin- ger. Livsforsikringsdækningen vil også typisk være et kompromis mellem den forsikringssø- gendes ønsker og økonomiske formåen. På bank- og værdipapirområdet er der imid- lertid regler om rådgivning, selvom der også på disse områder “mangler objektivitet“. I Norge og Sverige er der ved revisionen af de pågældende landes forsikringsaftalelove i henholdsvis 1989 og 1994 indsat bestemmel- ser, hvorved forsikringsselskaberne pålægges at rådgive om dækningen af de foreliggende forsikringsbehov. Uanset den manglende regulering må det dog antages, at forsikringsselskaberne har en pligt til at rådgive. Denne pligt må antages at øges i takt med omfanget og kompleksiteten af det forsikringsbehov og de produkter, der er på tale. Selskaber, der markedsfører sig med et stort antal veluddannede assurandører og som i sin markedsføring angiver at kunne løse ethvert behov med personlige løsninger, vil i højere grad kunne ifalde et ansvar end selskaber, der sælger rejseulykkesforsikringer igennem en automat i lufthavnen. Selskaberne søger i dag at gardere sig mod et sådant ansvar ved at udarbejde salgsværk- tøjer, som på papiret eller PC. leder kunden 285 igennem alle relevante områder, sådan at sel- skabet kan vurdere forsikringsbehovet på baggrund af oplysninger om kundens økono- miske stilling, erfaringer og målsætning samt forhold i øvrigt, som er relevante for forsik- ringsbehovet. 3.2. Personforsikringer, der er skadeforsikringer (f.eks. ulykkesforsikringer) Informationspligten for skadeforsikringer frem- går af LOF § 256, der i princippet er udtømmen- de. Det er igen EU-retten, der har bestemt indholdet, nemlig 3. skadeforsikringsdirektiv. Endvidere regulerer “Bekendtgørelse om livs- forsikringsselskabers syge- og ulykkesforsik- ringsvirksomhed“, bkg. nr. 962 af 12. Decem- ber 1995 selskabernes informationspligt i rela- tion til denne type skadeforsikring. Ifølge LOF § 256 og bekendtgørelsens § 6 skal et forsikringsselskab, såfremt forsik- ringstageren er en fysisk person, inden afta- len indgås, oplyse om følgende: 1. Det lands lovgivning, der skal gælde for aftalen. 2. Oplysninger vedrørende behandling af kla- ger, herunder klageinstans 3. Tydelig information vedrørende forskellen i de tilsynsregler, der gælder for livsfor- sikringsselskaber og skadeforsikringssel- skaber. 3.3. Informationsforpligtelser gældende for såvel livsforsik- ringer som personskadeforsik- ringer, der er skadeforsikringer 3.3.1. Urigtige oplysninger For begge typer forsikringer gælder, at forsik- ringsselskabet skal informere om betydningen af at afgive urigtige oplysninger, jfr. FAL §§ 4- 10. Dette gælder såvel helbredsoplysninger som andre risikooplysninger, f.eks. erhvervs- oplysninger. Der skal ligeledes informeres om betydningen af ændringer af risikooplysnin- ger, hvis dette ifølge forsikringsbetingelserne er fareforøgende, jfr. FAL § 121. Herved sikres, at forsikringstageren har den dækning, han forventer at have. 3.3.2. Bonus- og opsparingsprognoser Indeholder et forsikringstilbud en bonus- og opsparingsprognose har forsikringsselskabet pligt til at beskrive de forudsætninger, som prognoserne er baseret på. Der skal oplyses om inflation, markedsrente, realrenteafgifts- sats, kontorenter, omkostninger, risikofor- udsætninger, regulering af præmie, garante- ret rente og nutidskroner. Dette følger af de af en såkaldt markedsføringshenstilling fra For- brugerombudsmanden: “Retningslinier for afgivelse af bonusprognoser for pensionsop- sparing i livsforsikringsselskaber og penge- institutter (Forbrugerombudsmanden 1990)“, se også pkt. 2.1.2. 3.3.3. Skat Det fremgår af informationsbekendtgørel- sen, at forsikringsselskabet, inden forsik- ringsaftalen indgås, skal give den forsikrings- søgende generelle angivelser vedrørende den skatteordning, der gælder for den pågældende forsikring. Det er således ikke de konkrete skattemæssige konsekvenser for den enkelte forsikringssøgende, der skal rådgives om. Skat har tidligere indtaget en betydelig plads i markedsføringen af forsikringer på grund af fradragsretten. De fleste selskaber har dog i dag flyttet fokus fra det rent skatteorienterede til sikring og rådgivning. 3.3.4. Dørsalgsloven (Lov om visse forbrugeraftaler) Er den pågældende forsikring solgt på en så- dan måde, at salget er omfattet af dørsalgslo- ven, har den forsikringssøgende en fortrydel- sesret på 14 dage. Forsikringsselskabet har pligt til at informere om fortrydelsesretten se- nest samtidig med udlevering af forsikringsbe- 286 tingelserne. Informeres køberen ikke om for- trydelsesretten, er aftalen ikke bindende for køberen. 3.4. Ankenævnspraksis AK 18.324. (Ulykkesforsikring) En 75-årig person havde tegnet en afbestillingsforsikring ved bestil- ling af en flybillet. Da forsikringstageren blev syg, afkrævede han forsikringsselskabet afbestillings- gebyret. Forsikringsselskabet ville imidlertid ikke betale, da det af vilkårene fremgik, at personer over 75 år ikke kunne få erstatning for afbestil- lingsgebyrer. Ankenævnet fandt – ikke overra- skende – at klageren havde krav på erstatning, da klageren burde være blevet gjort bekendt med vilkåret Kendelsen kan tages som udtryk for, at selska- berne som et minimum skal informere om, hvor- vidt den enkelte forsikring overhovedet har værdi for forsikringstageren. AK 28.827 (Ulykkesforsikring) Forsikrings- tageren klagede over, at selskabet ikke havde orienteret om en tillægsdækning til en ulykkes- forsikring. Tillægsdækningen dækkede sygdoms- tilfælde, som der ikke var konkret behov for ved indtegningen. Ankenævnet fandt ikke, at forsik- ringsselskabet havde pligt til en sådan informa- tion. 3.5. Forsikringsselskabers informationsforpligtelser ved egentlige skadeforsikringer 3.5.1. Generelt Ved egentlige skadeforsikringer forstås en forsikring, hvor forsikrerens forpligtelse går ud på at erstatte et formuetab, som den sikre- de lider ved en uvis begivenhed. I forsikringsaftaleloven er der ikke bestem- melser vedrørende forsikringsselskabernes informationsforpligtelser i forbindelse med tegning af egentlige skadeforsikringer. Over- ordnet er generalklausulen i LOF § 7 gældende, hvorefter forsikringsvirksomhed skal drives i overensstemmelse med redelig forsikringsskik og god forsikringspraksis. Også for denne bestemmelse gælder, at indholdet tilpasses til den til enhver tid gældende praksis og opfat- telse i samfundet. 3.5.2. Erhvervelse af fast ejendom Efter Lov om forbrugerbeskyttelse ved erhver- velse af fast ejendom kan en sælger frigøres for ansvar, såfremt der udarbejdes en tilstands- rapport og denne sammen med et forsikrings- tilbud afleveres til køberen. Ifølge lovens § 5 skal tilbuddet være skriftligt og indeholde de vilkår, hvorpå forsikringen kan tegnes. Det er usædvanligt for forbrugerforsikringer, at for- sikringsbetingelserne vedlægges i forbindel- se med afgivelse af tilbuddet. Sædvanligvis fremsendes forsikringsbetingelserne først sam- men med policen, når aftalen er indgået. Det fremgår af lovens § 5 stk. 3, at justitsmi- nisteren kan fastsætte regler for dæknings- omfanget af en sådan forsikring – en bemyn- digelse der dog endnu ikke er udnyttet. 3.5.3. Rets- og ankenævnspraksis AK 28.136 Forsikringstageren havde erhvervet en ejendom på tvangsauktion og meddelt selska- bet, at den straks skulle sættes til salg. Ved et indbrud blev der stjålet hårde hvidevarer. Selska- bet ville ikke dække, da huset havde stået ubebo- et. Ankenævnet fandt, at selskabet burde have orienteret om en udvidet dækning, og forsikrings- tageren opnåede at blive stillet, som om en sådan udvidet dækning var tegnet. I Vestre landsrets dom af 19. Maj 1994 var forsikringstageren en maskinstation og forholdet det, at der for en fejemaskine alene var tegnet en ansvarsforsikring og ikke en brandforsikring. Efter at fejemaskinen var brændt, anlagde maskinsta- tionen sag mod forsikringsselskabet og gjorde gældende, at der var begået en fejl fra selskabets side ved ikke at have anbefalet en brandforsikring. Landsretten lagde til grund, at der var ydet forsik- ringstageren den fornødne vejledning om behovet 287 3.6. Regler og praksis for forsikringsselskabernes vejledningspligt ved afgivelse af risikooplysninger 3.6.1. Personforsikringer Der har ikke mindst fra forbrugerside jævnligt været rejst kritik af, at den forsikringssøgende ofte udfylder helbredserklæringen uden at have kendskab til de vidtgående konsekvenser, det kan få, såfremt helbredserklæringen ikke ud- fyldes korrekt eller oplysningerne ikke er fuld- stændige, jfr. ovenfor under pkt. 3.3.1. Dette gav stødet til et udvalgsarbejde i Assurandør- Societetet, der i december 1995 førte til udar- bejdelse af en assurandørvejledning. Der er tale om en branchehenstilling vedrørende udfyldelse af helbredserklæringer. Vejledningen indskærper assurandøren vig- tigheden af, at assurandøren overfor kunden betoner betydningen af en fuldstændig og rigtig udfyldelse af helbredserklæringen. As- surandøren pålægges at instruere om, at as- surandøren ikke behøver at være til stede under udfyldelsen, og at kunden eventuelt kan opsøge egen læge, hvis han er i tvivl om noget. Vejledningen indeholder en redegø- relse for, hvad der forstås ved god tro og ond tro, som assurandøren kan gengive overfor kunden. Assurandørvejledningen må nok anses for at være blevet en branchestandard for hvilke forholdsregler, der bør træffes i forbindelse med udfyldelse af helbredserklæringer. Mang- lende instruktion om vejledningen og mang- lende efterlevelse af denne fra assurandørens side er måske nok ikke isoleret ansvarspådra- gende, men vil formentlig kunne være et lod i vægtskålen ved afgørelsen af en sag om urigtige helbredsoplysninger. 3.6.2. Skadeforsikringer Typisk vil der ikke i forbindelse med tegning af skadeforsikringer fra selskabets side blive ori- enteret om, hvad konsekvensen af urigtige oplysninger er. For autoforsikringer er assu- for enten at tegne brandforsikring eller kasko- forsikring for den pågældende maskine, og at forsikringstageren derfor havde haft det fornødne grundlag at træffe sit valg på. Selv i tilfælde hvor det ligger fast, at forsikrings- selskabet ved indtegningen ikke har givet den fornødne vejledning om dækningsomfanget, har forsikringstageren ikke et ubetinget krav på at blive stillet som om forsikringsdækningen var som forudsat af forsikringstageren. Som illustra- tion kan nævnes Østre Landsrets dom trykt i UfR 1984.867 ØLD. Sagen vedrørte en kollektiv er- hvervs- og produktansvarsforsikring for forhand- lere af såsæd alene omfattende detailsalg i mod- sætning til engrossalg. Forsikringstageren, der både solgte engros og en detail, pådrog sig et ansvar, der kunne henføres til engrossalg. Det blev under sagen lagt til grund af landsretten, at der var afgivet oplysninger af forsikringskonsu- lenten, der kunne misforstås, således at forsik- ringstageren med rette kunne have troet at forsik- ringen også omfattede engrossalg. Da det imidler- tid tydelig fremgik af policens forside, at den kun omfattede detailsalg, ligesom det fremgik af be- tingelserne, at en skade som den skete var undta- get, kunne forsikringen ikke, trods forsikrings- konsulentens udtalelser, anses for udvidet med dækning af engrossalg. Generelt om praksis kan det konkluderes, at forsikringsselskaberne har pligt til at tilveje- bringe en informationsmængde, der sikrer, at forsikringstageren får en ydelse, der svarer til den ydelse, en gennemsnitlig forsikringstager ville have fået. Er det således åbenbart, at forsikringstageren på grund af særlige forhold vil være undtaget fra dækning for væsentlige områder af forsikringens normale omfang, da har forsikringsselskabet en forpligtelse til at oplyse og vejlede herom. Det samme gælder, hvis det er åbenbart for selskabet, at forsik- ringstageren har et særligt dækningsbehov, og dette behov kan afdækkes af selskabet. 288 randøren dog ofte indskærpet at oplyse kun- den om, at den registrerede bruger af bilen også skal være den egentlige bruger. Da præmien er afhængig af brugerens alder og køn, kan det være fristende at angive en per- son, der ud fra disse kriterier medfører en lavere præmie. Såfremt selskabet i et konkret tilfælde fatter mistanke om, at den opgivne bruger ikke er den egentlige bruger, vil policen ofte blive påført en klausul, der angiver, at erstatningen kan nedsættes eller bortfalde, såfremt den egentlige bruger er en anden end den registre- rede bruger. 3.7. Praktiske tiltag til at forbedre informationsniveauet Selskaberne bør være opmærksom på, at ord og vendinger i “forsikringssprog“ kan have en betydning, der adskiller sig fra den gæng- se betydning af ordet eller vendingen. Det klassiske eksempel er begrebet tyveri. For de fleste almindelige forbrugere er et tyveri et tyveri, men i forsikringsverden skelnes der skarpt mellem simpelt tyveri ,ran og indbrud. Denne forskellige forståelse af ord kan give anledning til misforståelser og skuffede for- ventninger hos kunden. En række selskaber har allerede ansat sprog- konsulenter, der har ydet deres til at højne kvaliteten af det skriftlige materiale. Det skrevne sprog er imidlertid ikke altid nok. Det kunne overvejes at prøve at visualisere nogle af de informationer, som kunden skal have. 4. Forsikringsselskabernes rådgivningsansvar 4.1. Hvad er rådgivning i relation til et egentlig rådgiveransvar? Oprindeligt har det været således, at man ved rådgivere primært forstod uafhængige rådgi- vere som eksempelvis advokater, revisorer og forsikringsmæglere, der havde det væsentlige element til fælles, at de var uafhængige. Bankerne har imidlertid været med til at forplumre begrebet rådgivere ved at indføre begrebet bankrådgiver. En bankrådgiver er imidlertid ikke en uvildig rådgiver, fordi banken har et produkt, den gerne vil sælge. Det “bankrådgiveren “ yder burde rettere betegnes som salgsinformation om de pro- dukter, banken sælger. Det samme gør sig gældende for forsikringsselskaber. Selskabet informerer om de produkter, som selskabet sælger, og der er derfor ikke tale om rådgiv- ning, som defineret ovenfor, men salgsinfor- mation. 4.2. Gældende ret Det vil blive beskrevet nedenfor hvilket ansvar et forsikringsselskab kan ifalde, når der bliver sagt noget forkert eller gjort noget forkert i forhold til en forsikringstager, der tegner en forsikring eller anmelder en skade eller i det hele taget overvejer, hvad der skal ske med den pågældendes forsikringer. Udgangspunktet for forsikringsselskabers pligter ved indtegning af en forsikring er, at selskabet skal give en redelig og ordentlig information om det produkt, selskabet sælger. Anprisninger er tilladt også for så vidt angår forsikringer. Praksis, som den kommer til udtryk i An- kenævnet for Forsikring og ved domstolene, viser imidlertid, at der stilles skærpede krav til den salgsinformation, selskaberne yder. Et forsikringsprodukt er så kompliceret et pro- dukt, at det ikke kan sidestilles med køb af en brugt bil eller et fjernsyn i Fona. Dette er baggrunden for, at der stilles større krav til et forsikringsselskab end til den gængse detail- handel, når det gælder salgsinformation. 4.2.1. Hvad er virkningen af den mangelfulde/forkerte information? Specielt i de sager, hvor kunden gør et ansvar gældende mod selskabet, fordi kunden ikke har modtaget rådgivning om en udvidet dæk- ning, som kunne tegnes mod en eller anden 289 merpræmie, opstår der et spørgsmål om kausa- litet. I skadesituationen vil kunden naturligvis gøre gældende, at han ville have tegnet den udvidede dækning, såfremt selskabet havde rådgivet om muligheden herfor. Men hvem har bevisbyrden herfor? Skal det vurderes ud fra en bonus pater forsikringstager, en ekstrem risiko-adverse forsikringstager, eller skal det ske ud fra en konkret vurdering af den pågæl- dende, nu skadelidte, forsikringstager? Retligt synes der at være tre mulige virknin- ger af, at forsikringsselskabet har handlet an- svarspådragende overfor forsikringstageren. Forsikringstageren kan opnå naturalopfyldel- se, forsikringstageren kan hæve og som den tredje, forsikringstageren kan kræve erstat- ning. 4.2.1.1. Naturalopfyldelse Såfremt forsikringstageren har haft en beretti- get forventning om forsikringsdækningens omfang, som når skaden sker viser sig at være en fejlopfattelse, har domstolene altid den mulighed at fortolke aftalen ud fra samtlige de foreliggende data i sagen og ikke nødven- digvis holde sig snævert til ordlyden i forsik- ringsbetingelserne. Hvis f.eks. forsikrings- selskabets brochuremateriale lover en dæk- ning, som er udvidet i forhold til betingelserne, vil det være et element som kunne påvirke afgørelsen. Hvis det er åbenbart, at assuran- døren overfor kunden har beskrevet dæknin- gen som værende bredere, end betingelserne tilsiger, vil det også være et element, som kunne påvirke afgørelsen. I praksis har domstolene benyttet sig af muligheden for naturalopfyldelse. Dette kan illustreres ved en dom fra 1984, som drejede sig om en anlægsgartner, der havde tegnet forsikring for sine planter. Forsikringen blev tegnet telefonisk, og anlægsgartneren var af den opfattelse, at forsikringen dækkede stik- linger og ungplanter. Da skaden indtraf, viste det sig, at forsikringen i henhold til ordlyden i policen kun dækkede moderplanter. Da retten anså det for bevist, at der i telefonen fra forsik- ringsselskabets side havde forekommet ytrin- ger, der gav forsikringstageren rimelig grund til at mene, at det ikke kun var moderplanter, der var dækket, gav retten medhold i, at også stiklinger og ungplanter var omfattet af forsik- ringen. Forsikringsselskaber er – ikke overraskende - ansvarlige for ekspeditionsfejl. I en sag fra 50’erne var forholdet det, at forsikringstageren havde bedt sin assurandør om at forhøje en persondækning. Assurandøren sørgede ikke for at videresende andragendet til hovedkon- toret, og forhøjelsen blev derfor ikke etableret. Selskabet blev dømt til at betale, som om forhøjelsen var etableret. 4.2.1.2. Ophævelse Ophævelse af forsikringsaftalen er en relevant virkning i de tilfælde, hvor forsikringstageren har tegnet en forsikring, som den pågældende ikke har brug for. Forsikringstageren har ved ophævelse krav på et få den erlagte præmie retur. 4.2.1.3. Erstatning De tilfælde, hvor erstatning er en relevant virkning, udgør et mere broget billede. Som anført ovenfor har praksis fastslået, at der gælder en udvidet informationspligt for for- sikringsselskaber sammenlignet med sælge- re af f.eks. brugtbiler, fjernsyn etc. Det kan således ikke anses for værende i overensstemmelse med god forsikringsskik, at selskabet overtaler en kunde til at opsige en dækning, som ikke kan genetableres noget sted. Dette kan efter omstændighederne være erstatningspådragende for selskabet. Erstatning kan også komme på tale i rela- tion til ajourføring og ændring af en eksiste- rende dækning. Der er i teorien uenighed om forsikringsselskabets forpligtelser i så hense- ende. En fløj har været af den opfattelse, at der gælder særdeles udvidede forpligtelser for selskabet til at sørge for, at de enkelte 290 forsikringstagere har den rigtige dækning ud fra de aktuelle forhold. Den anden fløj mener, at det er op til forsikringstageren selv at ajourføre sine forsikringer ud fra den betragt- ning, at kunden selv bedst ved, hvad han har brug for. Begge opfattelser synes at være for katego- riske og unuancerede. Hvis et forsikringssel- skab har en stor bestand af, hvad man kan betegne som “gamle produkter“, der er over- halet af et nyt produkt, som er blevet almin- deligt i markedet og som har en udvidet dækning, ville det være rimeligt, at selskabet blev pålagt en pligt til at orientere om det nye produkt og give forsikringstagerne mulighed for at omtegne til den udvidede dækning. 4.2.1.4. Forskelle naturalopfyldelse ctr. erstatning Hvis der eksempelvis er tegnet en forsikring, hvor selskabet i skadesituationen gør gæl- dende, at forsikringsselskabet ikke har fået en bestemt oplysning fra forsikringstageren, og at denne bestemte information ville have betydet, at forsikringstageren nok kunne have tegnet forsikringen, men til forhøjet præmie, er det ikke helt ligegyldigt, om der pålægges forsikringsselskabet natural-opfyldelse eller en erstatningspligt. Hvis rettens resultat er baseret på det aftalemæssige, indebærer det, at kunden får den dækning, han troede, han havde til den aftalte præmie. Hvis rettens resultat opnås i kraft af et erstatningsansvar, må den almindelige beregning af tabet an- vendes. Kunden opnår den dækning han forventede, men med fradrag af den tillægs- præmie, som han har sparet. 4.2.2. Tegning via Internettet Tegning af forsikringer via Internettet kan afstedkomme nye sager, hvor der er risiko for at pålægge forsikringsselskaberne ansvar. En hjemmeside på Internettet kan ikke sammen- lignes med en brochure. En brochure kan være forældet, men alle har en (berettiget) forventning om, at forsikringsselskabets op- lysninger over Internettet er ajourført til mind- ste detalje.. Der vil givet, når tegning via Internettet for alvor bliver udbredt, opstå sager, fordi selskabet har glemt at ajourføre sin hjemmeside. 4.3. Erstatning eller godtgørelse Tendensen til at der rejses erstatningskrav er klart stigende, såfremt der et eller andet sted i systemet er begået en fejl. Kravene rejses, selvom den pågældende ikke har lidt et tab, således som dette begreb traditionelt forstås erstatningsretligt. Kravene baserer sig ude- lukkende på begrebet “skuffede forventnin- ger“. Forsikringsbranchen har endnu ikke været i ilden. Det har til gengæld banksektoren, jfr. nedenfor. Sideløbende med de verserende sager har erhvervsministeriet nedsat et udvalg, der skal undersøge ansvarsforholdene i forbindelse med finansiel rådgivning. Kommisoriet går ud på at vurdere ansvarsgrundlaget for finan- siel rådgivning ydet af revisorer, pengeinsti- tutter, forsikringsselskaber, realkreditinsti- tutter, advokater, ejendomsmæglere, inve- steringsforeninger m.v. Udvalget skal også vurdere i hvilket om- fang der er eller bør være adgang til kompen- sation ved en økonomisk forrykkelse i for- hold til det , den professionelle rådgiver har beregnet eller stillet i udsigt. Det var oprindeligt meningen, at der skulle afgives en betænkning fra udvalget inden udgangen af 1996, men arbejdet viste sig at være mere omfattende end antaget, og fristen er derfor forlænget til udgangen af 1997. 4.3.1. U 96.200 Denne sag drejede sig om en bank, som ved en fejl havde oplyst for kort en løbetid på et lån. Det var overfor kunden oplyst, at lånet ville være afviklet over 6 år, men med en korrekt opgørelse med tilbagebetaling af det fulde 291 lånebeløb, ville de aftalte ydelser indebære, at lånet blev afviklet over 8 år. Det Pengeinstitut- ankenævnet skulle afgøre var, om kunden skulle betale det fulde beløb tilbage på trods af, at kunden havde haft en forventning om, at lånet kunne afvikles over 6 år. Kunden gjorde primært gældende, at der kun skulle betales i 6 år. Subsidiært gjorde kunden gældende, at der skulle ske en regule- ring svarende til det tidspunkt, hvor kunden blev bekendt med fejlen. Kunden fik medhold ved Pengeinstitutan- kenævnet, der lagde til grund, at kunden var i god tro, og at kunden havde haft en beretti- get forventning om, at lånet med den aftalte ydelse kunne afvikles over 6 år. Sagen blev indbragt for retten i Odense, der var enig med ankenævnet. Sagen gik videre til Østre Landsret, der lagde mere vægt på traditionelle juridiske betragtninger, herunder navnlig, at kunden ikke havde lidt et erstatningsberettiget tab. Det forhold, at der var begået en fejl kunne ikke fritage kunden for pligten til at betale restgælden. Banken fik således fuldt med- hold. Der blev givet tredjeinstansbevilling til Højesteret, der afsagde en særdeles interes- sant 5-2 afgørelse. Flertallet konstaterede i lighed med Penge- institutankenævnet, at kunden var i god tro og derfor havde skuffede forventninger. Men flertallet var tillige enig med landsretten i, at der i traditionel erstatningsretlig henseende ikke var lidt noget tab. Dette vejede tungest hos flertallet, som gav banken fuldt medhold. I præmisserne blev følgende betragtninger anført: “De forventningssynspunkter, som er anvendt af Pengeinstitutankenævnet, findes ikke at give hjemmel hverken for appellanternes principale eller deres subsidiære påstand. Behovet for even- tuelt at kompensere forbrugere for skuffede for- ventninger som følge af fejlagtige oplysninger som de omhandlede må vurderes ud fra bredere retspolitiske synspunkter og ses i sammenhæng med, hvilke andre forbrugerbeskyttende foran- staltninger, der anvendes i den forbindelse. Så- danne foranstaltninger, herunder en eventuel hjem- mel til at yde økonomisk godtgørelse må i givet fald tilvejebringes af lovgivningsmagten“ Dermed var bolden spillet over til folketinget, der dog allerede på dette tidspunkt havde nedsat det ovenfor under pkt. 4.3 nævnte udvalg, også kaldet rådgiverudvalget. Mindretallet gik ind på en helt anden tan- kegang, idet de vurderede selve aftalevilkåre- ne og konstaterede, at der er tale om uover- ensstemmende aftalevilkår. Mindretallet lag- de vægt på, at det var banken, der som den professionelle part havde formuleret låne- dokumentet, og at såvel størrelsen af den månedlige ydelse som løbetiden havde været af væsentlig betydning for kunden. På denne baggrund fandt mindretallet, at det var banken der var nærmest til at bære risikoen for de uoverensstemmende lånevilkår, og mindre- tallet gav herved kunden medhold i, at der kun skulle betales i 6 år. 4.3.2. U 95.545 Ø Denne sag vedrører også et pengeinstitut, nemlig Næstved Diskontobank, der bistod et par ved omprioriteringen af realkreditlån i parrets fælles bolig. Banken oprettede i mid- ten af september 1992 en omprioriterings- konto, hvorpå provenuet på det nye lån blev indsat, forinden indfrielsen af de gamle lån fandt sted. Banken lavede en fejl i provenube- regningen, idet banken ikke havde medtaget terminsydelserne på de gamle kreditfor- eningslån, der forfaldt ultimo september 1992. Banken havde beregnet, at der ville være et overskud på 5.229 kr. på omprioriteringskon- toen, men når septemberterminerne var betalt, var kontoen i stedet negativ med ca. 21.000 kr. Pengeinstitutankenævnet lagde til grund, at klagerne havde været berettiget til at gå ud fra, at septemberterminerne indgik i bankens pro- venueberegning og fandt på denne baggrund, 292 at banken burde betale en godtgørelse for den ulempe, der var forbundet med, at parret fejlag- tigt var blevet bibragt den opfattelse, at deres økonomiske stilling var ca. 25.000 kr. bedre, end tilfældet var. Godtgørelsen blev fastsat til 10.000 kr. Københavns Byret var enig med Pengein- stitutankenævnet, idet retten fandt, at banken ved sin rådgivning af parret havde bibragt dem den fejlagtige opfattelse, at terminsydel- serne vedrørende det gamle lån blev betalt over omprioritetsprovenuet, og at parret havde handlet i tillid hertil. Det fremgår indirekte af dommen, at byretten ikke mente, at der var noget økonomisk tab. Byretten begrundede sin afgørelse, således: Under de foreliggende omstændigheder findes det rimeligt og stemmende med almindelige rets- grundsætninger, at tillægge sagsøgerne (parret) en ulempegodtgørelse af en størrelse som sket ved Pengeinstitutankenævnets kendelse. Landsretten vendte tilbage til de mere klas- siske juridiske synspunkter. Landsretten var enig i, at banken havde begået en fejl, men landsretten fandt det ikke godtgjort, at ægte- parret havde lidt noget økonomisk tab. Lands- retten begrundede endvidere sin afgørelse med, at der ikke er hjemmel til at tilkende nogen godtgørelse for ulempe. Banken havde modta- get et vederlag for omprioriteringssagen. Ret- ten fandt heller ikke, at der var et grundlag for at pålægge banken at tilbagebetale dette ve- derlag. 4.3.3. Lov om omsætning af fast ejendom § 24 stk. 2 Når denne bestemmelse gennemgås i forbin- delse med forsikringsselskabers rådgivnings- ansvar hænger det sammen med, at bestem- melsen må ses som et brud på det klassiske erstatningsbegreb i dansk ret. Med reglen pålægges en ejendomsformid- ler et ansvar på objektiv grundlag. Ejendoms- formidleren har pligt til efter loven at foretage en såkaldt provenuberegning til sælgeren, hvoraf det skal fremgå, hvad der bliver af penge til sælgeren, når huset er solgt. Hvis der er fejl i denne provenueberegning, – det være sig en regnefejl eller en udgift, som ejendoms- formidleren glemmer –, har sælgeren krav på en godtgørelse svarende til forskellen mellem den forkerte og den rigtige provenuberegning. Sælgeren har ikke i sædvanlig erstatningsret- lig henseende lidt et tab, men alene ud fra “skuffede forventninger“ synspunktet har han krav på en godtgørelse. Samme ret til godtgørelse har køberen, såfremt ejendomsformidleren har lavet en fejl i salgsopstillingen på baggrund af hvilken, køberen erhverver huset. Når det gælder ydelsesdifferencer anføres det i loven, at kø- beren har krav på en rimelig godtgørelse Nævnspraksis (Ejendomsmaglernævnet) sy- nes at have lagt sig fast på, at den årlige ydelse ganges med seks. Denne sum udbetales til køberen som et engangsbeløb. Reglen i § 24 stk. 2 har vidtgående konse- kvenser, hvilket en dom afsagt af Vestre Landsret den 27. januar 1997 med al tydelig- hed illustrerer. Sagen drejede sig om fejl i en provenuberegning. Ejendomsmægleren, der skulle forestå salget, trak via et online-system kursen på de lån, der i forbindelse med handlen skulle indfris. Et af lånene var imidlertid et lån i Totalkredit, som på daværende tids- punkt ikke kunne tilbyde online-oplysning om indfrielseskursen på deres lån. Ejendoms- formidleren ringede i stedet til Jyske Bank for at få de nødvendige oplysninger om lånet. Det viste sig efterfølgende, at kursen var forkert, som følge af fejl i den officielle kursliste fra Københavns Fondsbørs. Sælgeren stævnede ejendomsformidleren for ca. 29.000 kr. svarende til forskellen i provenuet beregnet på grundlag af den rette kurs og den kurs, som ejendomsformidleren havde anvendt. Landsretten henviste ved afgørelsen til ord- lyden af § 24 stk. 2 og citerede uddrag af bemærkningerne til bestemmelsen, hvoraf 293 det fremgår, at det har været lovgivers hensigt at lade formidleren i stedet for forbrugeren bære risikoen for fejl, fordi risikoen via pris- sætning og forsikring kan fordeles til en marginalomkostning spredt ud på et stort antal opdrag En konsekvens af bestemmelsen er, at for- brugeren stilles bedre økonomisk, fordi den pågældende ejendomsmægler har begået en fejl. Havde ejendomsmægleren i den ovenfor refererede dom fået den korrekte kurs oplyst, ville sælgeren ikke have fået de 29.000 kr! 4.3.4. Rådgiverudvalget og forsikring Man fristes til at spørge, hvor forsikring kom- mer ind i relation til udvalget. Også forsikrings- tagere kommer imidlertid ud for “skuffede for- ventninger“ 4.3.4.1. Kausalitetsprincippet Som eksempel kan nævnes hele problemstilin- gen vedrørende urigtige oplysninger ved teg- ning af personforsikringer, som har såvel for- brugerrådet som forbrugerombudsmand- ens bevågenhed. I henhold til gældende ret gælder det meget omdiskuterede kausalitets- krav ikke. Dette indebærer, at forsikringssel- skaberne kan afvise erstatningskrav, såfremt det i forbindelse med en skade viser sig, at forsikringstageren ved tegningen af forsik- ringen har afgivet urigtige oplysninger. Har forsikringstageren f.eks ikke i forbindelse med tegningen oplyst, at han var ramt af leddegigt, og det samtidig må anses for sik- kert, at forsikringsselskabet ikke ville have tegnet forsikringen, var denne oplysning blevet givet, kan selskabet med rette nægte at dække, også selvom den aktuelle skade er forårsaget af noget helt andet f.eks. et trafik- uheld. Det er givet, at en forsikringstager i en sådan situation vil være skuffet i sine forvent- ninger, og det kan opleves som meget “uret- færdigt“ at forsikringsselskabet afviser at dække i den konkrete sag. Heroverfor kan det anføres, at det ville være en favorisering af de forsikringstagere, der måske bevidst udelader væsentlige oplysninger og “tager chancen“, såfremt selskabet i denne skitserede situation var forpligtet til at dække skaden. De ærlige, der afgiver alle relevante oplysninger straffes – de kan ikke tegne forsikringen. Problemstillingen vedrørende helbredsop- lysninger og kausalitetsprincippet vil blive yderligere uddybet under afsnit 5. 4.3.4.2. Skift af forsikringsselskab Også i forbindelse med skift af forsikrings- selskab kan der opstå situationer, hvor forsik- ringstageren sidder tilbage med skuffede for- ventninger. I praksis sker der for forsikrin- ger, der skal opsiges følgende: Kunden un- derskriver begæringen om nytegning og sam- tidig en opsigelse af den bestående. Begge dele indsendes samlet til hovedkontoret, og først når forsikringen er antaget, fremsendes opsigelsen til det afgivende selskab. Den nye forsikring træder typisk i kraft, når den tidli- gere ophører, som følge af opsigelsen. Her- med sikres, at kunden ikke står uden dæk- ning i noget tidsrum, og der heller ikke i noget tidsrum er tale om dobbeltdækning med spild af præmiekroner til følge. Det er i dag ikke praksis uopfordret at foretage en grundig gennemgang af den be- stående forsikring, når der er tale om standard- produkter eller i øvrigt sammenlignelige pro- dukter, der i hovedtræk er ens. Men giver kunden udtryk for en forventning om ikke at få ringere vilkår ved flytningen, må dette undersøges nærmere, hvilket fremgår af en kendelse fra Pengeinstitutankenævnet fra 11. Februar 1997 (sag nr. 960243). Der var i denne sag tale om, at en bank rådgav en kunde til at flytte sin invaliderente delvist fra et forsikringsselskab til et andet forsikringsselskab, som banken samarbejde- de med. Kunden mistede efterfølgende sin arbejdsevne midlertidigt og fik invaliderente- 294 ydelse fra begge selskaber. Da han kom under revalidering, ophørte udbetalingen fra det nye forsikringsselskab, men fortsatte med den nedsatte ydelse fra det oprindelige selskab – formentlig som kulanceudbetaling. Ankenæv- net bestemte, at kunden var berettiget til er- statning for et tab, der skyldes afvigende for- sikringsbetalinger – med andre ord – banken burde have oplyst kunden om, at forsikrings- betingelserne i det nye selskab ikke var så favorable som i det bestående, men at eventu- elle kulanceudbetalinger ikke kunne medføre, at der forelå et erstatningsberettiget tab. AK 41.309 vedrører en sag, hvor et forsikrings- selskab ved en ekspeditionsfejl fik sendt en opsigelse til det afgivende selskab, inden kunden havde accepteret et tilbud med en indskrænkning i dækningen på grund af forringede helbredsfor- hold. Ankenævnet bestemte, at forsikringssel- skabet var forpligtet til at tegne en ulykkesforsik- ring uden forbehold, idet det måtte have stået klart for det modtagende selskab, at den beståen- de ulykkesforsikring ikke skulle opsiges, førend en tilsvarende forsikring var tegnet hos det mod- tagende selskab. Med de ovenfor refererede kendelser kan man spørge, om der overhovedet er behov for nye regler om godtgørelse, idet der i ankenævns- praksis i vidt omfang tages hensyn til kundens synspunkter. 4.4. En godtgørelsesordning for forsikringsområdet Godtgørelse for “skuffede forventninger“ fin- des ikke i andre lande i Europa. Inspirationen er givetvis hentet i U.S.A., og begrebet kan sammenlignes med det i USA. meget udbred- te punitive damages, som netop tilkendes, når der er begået en fejl, men hvor et egentlig tab ikke forekommer. Punitive damages/godt- gørelse er et instrument, hvormed man kan straffe de store virksomheder, som ikke be- handler deres kunder ordentligt. Spørgsmålet er imidlertid, hvor hensigts- mæssig indførelsen af godtgørelser er. Er det virksomhederne, der straffes eller er der blot tale om, at udgiften til godtgørelser væltes over på de øvrige kunder. Det kan også virke stødende, at kravstilleren skal have en økono- misk gevinst ud af, at en professionel har begået en fejl, jfr. ovenfor under 4.3.3. Der er i EU udarbejdet en grønbog om forbrugernes forventninger til den finansiel- le sektor. Muligheden for godtgørelse for skuffede forventninger er ikke er nævnt i grønbogen. Spørgsmålet er derfor, om det ikke var bedre, at Folketinget afventede ud- viklingen i EU, i stedet for at indføre regler her i landet, som herefter skal ophæves eller ændres for at være i overensstemmelse med EU-lovgivningen. 5. Forsikringstagers oplysningsforpligtelser ved forsikringstegningen 5.1. Udfyldelse af helbredserklæringer I såvel skadeforsikring som personforsikring gælder, at forsikringstageren ikke må afgive urigtige oplysninger til forsikringsselskabet i forbindelse med tegning af en forsikring. I skadeforsikring giver dette forhold ikke an- ledning til juridiske eller etiske problemer i nævneværdig omfang. For personforsikring derimod har forsikringsselskabernes håndte- ring af helbredsoplysninger givet anledning til kritik af branchen som helhed, og der er både juridisk og etisk tale om vanskelige problemstillinger. Dette har medført, at As- surandør-Societet har nedsat en styregruppe, der i februar 1997 har afgivet en rapport. De væsentligste konklusioner fra rapporten vil kort blive gengivet i det følgende. 5.1.1. Formål med styregruppen Formålet med styregruppen var at skabe overblik over gældende praksis vedrørende afgivelse og anvendelse af hel- bredsoplysninger, 295 at opbygge et beredskab for selskaberne til at imødegå kritik af, at kausalitetsprincip- pet ikke er gældende. at gøre en indsats for at øge informations- niveauet i offentligheden om praksis og baggrunden for denne praksis, og endelig at undersøge om der var grund til at udstikke nye retningslinier vedrørende selskabernes håndtering af dette område. Styregruppen tog fat i en række konkrete områder, herunder udformningen af de er- klæringer og attester selskaberne anvender. Spørgsmålet omkring egen læge og lægens rolle i det hele taget i forbindelse med opgi- velse af helbredsoplysninger blev belyst. Det blev overvejet, om der var anledning til at ændre FAL § 6 – og herunder, om en kausa- litetsregel burde indføres i dansk ret. Hertil kommer en række yderligere områder, jfr. nedenfor. 5.1.2. Udformningen af erklæringer og attester Det blev i styregruppen bl.a. drøftet, om kun- den reelt har mulighed for at afgive fuldstæn- dig udtømmende oplysninger om helbredsfor- hold. Tidligere blev kunden spurgt, om ved- kommende “nogen sinde“ havde været til læ- gen/lidt af lidelser, som ikke var forkølelser o.s.v. Dette er ændret, så der nu alene spørges, om de sidste 10 år. Det blev drøftet, om der kunne være en idé i at fremhæve særlige oplysninger, som sel- skabet kunne være interesseret i. Det kunne f.eks. være psykiske lidelser eller ryglidelser. Konklusionen blev, at styregruppen ikke kunne anbefale sådanne tiltag, idet styregruppen anså det for en nærliggende risiko, at kunden ville indlægge en anden forståelse og fortolkning i en sådan fremhævelse og dermed i virkelighe- den stille sig ringere, end det var hensigten. Det blev også drøftet, om erklæringer og attester burde differentieres afhængig af den konkrete forsikringstype. Selskaberne lægger vægt på forskellige oplysninger, alt efter om der er tale om en dødsfaldsdækning, en ren opsparingsdækning eller en invaliderente- forsikring. Styregruppen endte med ikke at anbefale differentierede erklæringer og atte- ster, simpelthen fordi fordelene ikke kunne opveje det faktum, at det vil være vanskeligt at håndtere i hverdagen, hvor assurandøren på denne måde skulle have forskellige sæt blan- ketter med. Styregruppen kikkede også på selskabernes praksis i forbindelse med tegning og skade. Det ville være moralsk angribeligt, såfremt kunden ved tegningen kun skulle besvare nogle få og enkle spørgsmål, mens selskabet i tilfælde af skade iværksatte omfattende undersøgelser af, om kunden havde fortiet oplysninger. Styregruppen fandt, at en sådan praksis ville være i strid med god forsikrings- skik. Styregruppen konkluderede, at der ikke var behov for at foreslå generelle ændringer i de erklæringer og attester, som selskaberne anvender i dag. Der foregår en løbende eva- luering af skemaerne i samarbejde med fag- folk, herunder eksempelvis Dansk Sprog- nævn. 5.1.3. Vejledning Styregruppen kunne om selskabernes infor- mation til kunderne ret hurtigt konkludere, at der på dette punkt er behov for at sætte ind. Styregruppen foreslår i rapporten, at der ind- føres en egentlig kundevejledning, som for- tæller kunden om, hvad oplysningerne bruges til. Der bør overfor kunden informeres om de videre betingelser i antagelsesproceduren og konsekvenserne af at afgive urigtige oplys- ninger, herunder navnlig det forhold at kau- salitetsprincippet ikke gælder. Ryglidelser, psykiske lidelser og misbrugs- lidelser giver ofte anledning til anfægtelses- sager, og der burde derfor informeres herom. (Anfægtelsessager er de sager, hvor selskabet afviser at dække under henvisning til, at 296 forsikringstageren har afgivet urigtige/ufuld- stændige oplysninger, og hvor selskabet ville have afvist at tegne forsikringen, såfremt selskabet havde fået de pågældende informa- tioner). 5.1.4. Tegningssituationen Selve tegningssituationen undergik også en nærmere analyse i styregruppen. Det vil som oftest være assurandøren, der sammen med kunden – måske ude hos kunden privat – udfylder begæringen. Kunden har en åben- bar interesse i, at kunne tegne forsikringen til sædvanlig præmie. Assurandøren er – qua provisionsaflønningen – interesseret i, at for- sikringen etableres. Begge vil have et incita- ment til – måske helt ubevidst – at slå kun- dens antydninger af et problem hen med “det betyder nok ikke noget“. Det kan også være vanskeligt for kunden i tegningssituationen at redegøre for meget personlige forhold som eksempelvis psykiske lidelser, kønssygdomme m.v. Fordi der kan være tale om dybt fortrolige oplysninger, kan kunden opleve tegningssituationen som et indgreb i den personlige integritet. En måde at løse dette skisma på, ville være at give kunden adgang til at indsende hel- bredsoplysningerne i lukket kuvert direkte til selskabets læge. Selskaberne bør være opmærksom på den dobbeltrolle, som assurandøren skal spille i tegningssituationen. Dels skal han forsøge at sælge et produkt, dels vil han ofte skulle rådgive kunden. Helt konkret skal han måske skal hjælpe med at udfylde begæringen. Styregruppen har foreslået, at den eksiste- rende assurandørvejledning, se pkt. 3.6.1. revideres, og at det i den forbindelse indskær- pes, at assurandøren har pligt til at behandle de modtagne helbredsoplysninger fortroligt. Instruksen bør indeholde retningslinier for opbevaring og omgang med helbredsoplys- ninger. 5.1.5. Egen læge Kunden opfordres ikke sjældent til at søge egen læge i forbindelse med afgivelse af helbredsoplysninger for derved at undgå, at noget bliver glemt. Dette kan imidlertid give kunden en falsk tryghed. Lægen mangler som oftest forsikringsteknisk indsigt. Dertil kommer, at det ikke er sikkert, at lægen ved alt. Der kan være tale om ufuldstændig journalma- teriale på grund af lægeskift og manglende kommunikation mellem behandlingsinstitut- ioner og egen læge. Styregruppen har påpeget, at der også i forhold til lægerne mangler vejledning. Læ- gerne bør vejledes om det ansvar, der er forbundet med udfyldelse af erklæringer og attester. De bør gøres opmærksom på, at kausalitetsprincippet ikke gælder m.v. Styregruppen har forsøgt at komme i dialog med lægernes organisationer om disse spørgs- mål. De pågældende organisationer har imid- lertid været tøvende overfor et samarbejde om disse spørgsmål ud fra en for styregruppen ikke helt forståelig argumentation om etik. 5.1.6. Manglende ankemulighed Ved bedømmelsen af personforsikringer eksi- sterer der i dag reelt ikke nogen ankemulighe- der. Bedømmelsesforeningen eller det enkelte selskab bestemmer endeligt på hvilke vilkår, forsikringen kan antages. Teoretisk kan afgø- relsen indbringes for Ankenævnet for Forsik- ring, men det er i praksis ikke muligt for Anke- nævnet at realitetsbehandle dette lægelige område. 5.1.7. Kausalitetsprincippet Styregruppen har naturligvis også drøftet spørgsmålet om indførelse af kausalitetsprin- cippet. Indførelsen heraf vil imidlertid uvæ- gerligt føre til nye afgrænsningsspørgsmål. Der kan eksempelvis være tale om konkurre- rende lidelser, som tilsammen fører til inva- liditet, men hvor der kun er delvis kausalitet. Styregruppen undersøgte en række af sel- 297 skabernes anfægtelsessager og konstaterede, at der imellem 75% og 100% af tilfældene var kausalitet – altså en sammenhæng mellem den fortiede sygdom og det, den pågældende forsikringstager var blevet syg af. Intervallet er udtryk for, at resultatet i de enkelte selskaber var forskelligt. Bedømmelsesforeningen har lavet en tilsvarende undersøgelse, der viste, at der i 85% af tilfældene var kausalitet. Styregruppen har også drøftet indførelsen af en tidsgrænse for anfægtelse på 5 eller 10 år. Anfægtelsessagerne har imidlertid vist, at der i 50% af tilfældene er gået mere end 5 år fra tegningen og til “den ikke oplyste“ syg- dom blev aktualiseret. 32% lå mellem 5 og 10 år, d.v.s. ca. 18% lå over 10 år. På baggrund af de ovenfor refererede un- dersøgelser konkluderede styregruppen, at der ikke er behov for ændring af forsikrings- aftaleloven på dette punkt. Der er imidlertid et vedvarende behov for, at selskaberne nøje overvejer anfægtelsessagerne, specielt i de tilfælde hvor der er gået lang tid mellem tegningen og skadetidspunktet. 5.1.8. De økonomiske konse- kvenser af anfægtelsessagerne Styregruppen har udarbejdet et groft skøn over, hvad anfægtelsessagerne betyder for de samlede skadeudbetalinger og vurderer, at det drejer sig om 400-500 mio. kr. årligt. Det vil svare til for livsforsikringerne, som har en opsparing på ca. 400 mia. kr., at alle kunder ville få 0,1 bonusprocent mindre i forrentning af deres opsparing. 5.2. Alternativer og bemærk- ninger til styregruppens forslag 5.2.1. Ad tegningssituationen Det kunne overvejes, at koble assurandøren helt ud, når det drejer sig om helbredsoplys- ninger. I sagerne for Ankenævnet for Forsik- ring vedrørende mangelfulde helbredserklæ- ringer anfører klagerne ofte, at det er assuran- døren, der har udfyldt helbredserklæringen forkert. Kunden har mundtligt afgivet de kor- rekte oplysninger, men assurandøren har skre- vet noget andet eller ikke medtaget oplysnin- gerne. Der er i den forbindelse et andet hensyn, man bør være opmærksom på. En ikke ubety- delig del af den danske befolkning kan gan- ske enkelt ikke læse eller har meget vanske- ligt ved at læse. Dette kan nok så mange sprogkonsulenter ikke afhjælpe. Disse men- nesker vil ofte være udelukket fra at tegne forsikringer, hvor der skal udfyldes en hel- bredserklæring, såfremt de er udelukket fra at modtage vejledning fra forsikringsselskabet ved udfyldelsen af disse ganske komplicerede oplysningsskemaer. 5.2.2. Ad egen læge Der er et yderligere problem ved benyttelse af egen læge ved udfyldelse af helbredserklæ- ringer. Den forsikringssøgendes egen læge vil ofte føle, at han skal varetage sin patients interesser, hvilket måske vil smitte af på erklæringens indhold. Som et alternativ til egen læge kunne det overvejes at autorisere en kreds af læger i landet og lade dem tage sig af at undersøge den forsikringssøgende og udfylde erklæringen. Disse læger skulle na- turligvis via kurser opnå den fornødne ind- sigt i forsikringsforhold. 5.2.3. Øvrige forslag Når helbredserklæringen er afleveret til selska- bet, vil det som oftest være sådan, at forsik- ringstageren ikke ser denne igen. Man kunne overveje at sende en kopi af helbredserklærin- gen ud til kunden sammen med policen, sådan at kunden havde mulighed for at se materialet samlet. Det sker jo, at man ved en fornyet gennemlæsning bliver opmærksom på, at no- get mangler, eller at forholdene ikke er helt korrekt beskrevet. 298 6. Forsikringsselskabernes og forsikringstagernes informationspligt ved ændringer af forsikringen 6.1. Hvornår foreligger der en ændring? Der foreligger en ændring i et forsikringsfor- hold, når den forsikredes risiko forandrer sig (f.eks. fareforøgelse), eller når selskabet for- andrer de vilkår på hvilke, selskabet forsikrer en given risiko. Ændringerne skal selvsagt være sket efter forsikringsaftalens indgåelse. 6.2. Forsikringstagerens information om fareforøgelse FAL pålægger ikke forsikringstageren en info- mationspligt til selskabet i tilfælde af farefor- øgelse. Det er imidlertid almindeligt, at forsik- ringsbetingelserne pålægger forsikringstage- ren at informere om forskellige risikoændringer. Det fremgår af rets- og ankenævnspraksis, at der stilles ret håndfaste krav til betingelsernes beskrivelse af de fareforøgende omstændig- heder, for at selskabet kan påberåbe sig fare- forøgelse og slippe for at betale erstatning helt eller delvist. AK 37.254. Forsikringstagerens indbogenstande brændte, mens de blev opbevaret hos hans foræl- dre. Selskabet gjorde bl.a. gældende, at det dæk- kede forsikringssted var en hårdttækket bygning, mens indboet hos hans forældre blev opbevaret under stråtag. Selskabet anså dette for farefor- øgende og ville derfor kun udbetale pro rata erstatning. I forsikringsbetingelserne var der om risikoforandringer skrevet meget – etablering af vindmøller, solvarmeanlæg og meget andet, men intet om stråtag. Ankenævnet fandt, at selskabet ikke var beretti- get til kun at udbetale pro rata erstatning efter reglerne om fareforøgelse, idet den fareforøgelse, der var forbundet med, at genstandene beroede i et stråtækt hus fremfor en ejendom med fast tag ikke var en fareomstændighed, der var bestemt angivet i forsikringsaftalen. AK 40.198. Selskabet nedsatte forsikringssum- men, da det erfarede, at forsikringstageren var arbejdsløs og ikke som anført i begæring og police kontorassistent. I vilkårene hed det om erhvervs- skifte, at præmien var beregnet på baggrund af de ved tegningen eller senere givne erhvervsoplys- ninger om forsikredes stilling. Det var videre anført, at ændringer i stilling, virksomhedens og arbejdets art straks skulle anmeldes til selskabet og godkendelse af ændringen skulle bekræftes skriftligt af selskabet. Forsikringstageren gjorde gældende, at det ikke med tilstrækkelig tydelig- hed fremgik, at arbejdsløshed skulle anses som erhvervsskifte. Ankenævnet fandt, at det ikke med tilstrækkelig tydelighed fremgik af forsikringsbetingelserne, at arbejdsløshed fra selskabets side blev anset for en fareforøgende omstændighed, jfr. FAL § 121 og gav under henvisning hertil klageren medhold. 6.3. Selskabernes informations- pligt ved ændringer Selskaberne forbeholder sig som regel i vilkå- rene ret til med det varsel, der gælder for opsigelse af forsikringen, at ændre i præmie og vilkår. På finanstilsynets foranledning er der udarbejdet retningslinier for, hvorledes selskaberne skal håndtere den situation, hvor vilkårene ønskes ændret. Der skelnes i disse retningslinier mellem væsentlige og ikke væsentlige ændringer i dækningsomfanget. 6.3.1. Ikke væsentlige ændringer Ikke væsentlige ændringer kan selskaberne foretage ved den såkaldte passiv accept meto- de. Retningslinierne foreskriver, at ændringer- ne varsles og der i den forbindelse redegøres udførligt for indholdet af ændringerne. Det skal videre anføres, at forsikringstageren an- ses for at have accepteret ændringerne, så- fremt han betaler præmien efter næste hoved- forfald, og at den hidtidige dækning ophører, hvis præmien ikke betales. Når fornyelsen udsendes skal det af denne på ny fremgå, at der træder nye vilkår i kraft. Dette skal også fremgå 299 af en eventuel rykker. Denne passiv accept metode kun anvendes én gang årligt. Af retningslinierne fremgår det, at der ved ikke væsentlige ændringer forstås , at ind- skrænkningen i dækningsomfanget ikke skøn- nes at overstige 10 % opgjort på grundlag af skadeudgifterne i det senest offentliggjorte regneskab. Dette kan være vanskeligt at af- grænse i den konkrete situation, og det er derfor muligt at få Finanstilsynet til at udtale sig herom i tvivlstilfælde. Såfremt en forsikringstager bliver opmærk- som på, at selskabet fejlagtigt har anvendt reglerne om passiv accept, kan forsikringsta- geren uden varsel ophæve forsikringen. Hvis der er sket en skade, kan forsikringstageren kræve erstatning, som om ændringen ikke var sket. 6.3.2. Væsentlige ændringer Retningslinierne foreskriver, at væsentlige ændringer i dækningsomfanget skal gen- nemføres ved fremsendelse af et egentligt tilbud til forsikringstageren. Forsikringsta- geren skal sende sin accept af de nye vilkår. Det sædvanlige opsigelsesvarsel skal iagtta- ges og det skal i brevet klart fremhæves, at den hidtidige forsikring ophører, og at forsik- ringstageren står uden dækning, såfremt den nye aftale ikke indgås. I brevet skal der gives en loyal beskrivelse af de nye vilkår. Selska- bet må ikke vedlægge et girokort ved brevet, og selskabet skal rette henvendelse til forsik- ringstageren på ny, hvis forsikringstageren ikke inden en uge før ophør af den eksisterende forsikring har tegnet en ny forsikring i selskabet. 6.3.3. Ændring af præmie Retningslinierne indeholder også regler om ændring af præmie. Præmieændringen skal varsles ved brev og med det varsel, der gælder for opsigelse. I brevet skal det anføres, at betaling medfører accept af præmiestignin- gen. Det samme skal fremgå af girokortet og eventuelt senere fremsendte rykkere. Indeks- regulering af præmien kan dog ske, hvis en sådan har hjemmel i aftalen og er baseret på et bestemt og loyalt indekssystem. 6.3.4. Ændringer foretaget på forsikringstagers initiativ Retningslinierne er ikke gældende, hvis en forsikringstager selv retter henvendelse til selskabet med oplysning om ændringer i risikoforholdene. AK 41.377 Forsikringstageren, der havde tegnet en ulykkesforsikring, ønskede også sin hustru og sit barn ulykkesforsikret i selskabet. Der blev udstedt en ny police med et nyt policenummer og med andre forsikringsbetingelser end de, der var gældende for den gamle forsikring. Dette blev forsikringstageren ikke gjort opmærksom på. Forsikringstageren anmeldte en tandskade og blev i den forbindelse opmærksom på, at der var indført et dækningsmaksimum for tandskader. Flertallet i nævnet lagde vægt på, at omtegningen var sket på forsikringstagerens initiativ, og at der i forbindelse med omtegningen var udstedt en ny police. Videre blev det anført, at det ikke fandtes sandsynliggjort, at der ved omtegningen var drøf- tet forhold, der måtte få selskabets assurandør til at tro, at forsikringstageren lagde særlig vægt på omfanget af tandskadedækningen. Forsikrings- tageren havde derfor ikke krav på erstatning udover det indførte maksimum. AK 37.624 Forsikringstageren havde en autofor- sikring, der også omfattede en autoulykkesfor- sikring, som dækkede personer befordret med en bestemt bil. Forsikringstageren skiftede bil og udfyldte i den anledning et nyt forsikringsbevis og en ny begæring.. Efter det oplyste blev blan- ketten udfyldt af autoforhandleren, som ikke satte kryds ud for rubrikken: Autoulykkesfor- sikring. Ved en bilulykke blev forsikringstager- ens ægtefælle dræbt og 2 børn kvæstet. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at anse ulykkes- forsikringen for videreført i forbindelse med teg- ningen af den nye autoforsikring. Som den refererede ankenævnspraksis viser, har selskabet ingen informationspligt ved omtegning på forsikringstagerens eget initia- 300 tiv, medmindre der har været drøftet forhold, ud fra hvilke der var anledning til at tro, at forsikringstageren lagde særlig vægt på et bestemt dækningsområde. Forsikringstageren er henvist til at sammenholde de nye betingel- ser med de gamle, hvilket for mange forsik- ringstagere forståelig nok er en uoverskuelig opgave. Forsikringstageren kan bede selska- bet skriftligt redegøre forændringerne eller eventuelt skriftligt bekræfte at dæknings- omfanget er uændret. At der må en nuanceret bedømmelse til viser følgende ankenævnsaf- gørelse dog: AK 39.694 Forsikringstageren købte en ny bil i april 1995, hvilket han meddelte forsikringssel- skabet. Den nye bil var af samme mærke og vægtklasse som den gamle. Selskabet sendte i den anledning klageren en ny police med samme policenummer. Med policen fulgte et sæt forsik- ringsbetingelser, der bar nummeret 10-1. Kort efter erhvervelsen af bilen totalskadede forsik- ringstagerens 17-årige hjemmeboende søn bilen efter 800 meters kørsel. Selskabet afslog at betale erstatning med henvisning til, at forsikringsbetin- gelserne indeholdt en undtagelse om ,at forsikrin- gen ikke dækkede skader indtrådt mens bilen blev ført af en person, der ikke havde et gyldigt kørekort. En sådan betingelse fandtes imidlertid ikke i de oprindeligt gældende vilkår., og forsik- ringstageren var ikke i forbindelse med bilskiftet orienteret om ændringen. Den eneste mulighed for at se, at der var tale om et andet sæt betingelser var, at nummeret på de gamle var 10-9 og num- meret på de nye var 10-1. Nævnet forespurgte i forbindelse med sagen Assurandør-Societetets Responsumudvalg, om det måtte anses for god forsikringsskik at gøre forsikringstageren specielt opmærksom på æn- dringer i forsikringsbetingelserne i et tilfælde som det foreliggende, hvor ændringen skete i forbin- delse med udskiftning af den forsikrede bil. Af svaret fremgik, at der ikke var nogen fast praksis for at udstede en ny forsikring i forbindelse med bilskift. Nævnet henstillede til selskabet at udbetale er- statning under hensyntagen til, at forsikringsta- geren havde haft meget ringe mulighed for at være opmærksom på ændringen, når selskabet havde udstedt den nye police med samme policenum- mer. Henstillingen blev fulgt.