Forbrugerforsikring i Det Europæiske

1 TEMA EF/EG NFT 1/1993 Forbrugerforsikring i Det Euro- pæiske Økonomiske Fællesskab Indlæg på Nordisk Seminar om Forbrugerforsikring, Stockholm 1992 af landsdommer Preben Lyngsø, Danmark Den bærende ide bag det regelkompleks, der danner grundlaget for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, er for forsikringsområdets vedkommende, at der skal være fri adgang for forsikringsselskaberne til på lige fod at tegne forsikringer på tværs af landegrænserne. Der er to mulig- heder for at føre den ide ud i livet: Man kan enten skabe et system, hvorefter lovgivningen om forsikringsaftaler er den samme i de forskellige medlemslande. Eller man kan skabe et system med frit lovvalg, således at forsik- ringsselskaberne får adgang til i deres vilkår at bestem- me, efter hvilken lovgivning forsikringsretlige spørgs- mål skal afgøres. Begge muligheder har været forsøgt. Set fra en nordisk forbrugersynsvinkel er den måde, hvorpå forsøgene indtil nu er ført ud i livet, ikke tilfreds- stillende. Den indebærer en forringelse af forbrugernes retsstilling i forhold til den gældende lovgivning i de nordiske lande. 1. Den bærende ide Den bærende ide bag det regelkompleks, der danner grundlaget for Det Europæiske Økono- miske Fællesskab (EF, EG, EES), er, at der skal være en fri og lige adgang til udveksling af bl.a. og tjenesteydelser på tværs af landegrænser- ne. Forsikringsvirksomhed er en virksomhed, der går ud på at overtage den økonomiske risiko for fremtidige ukendte begivenheder. Det kan være risikoen for, at en ejendom bræn- der (Brandforsikring), risikoen for at ting bliver stjålet (Tyveriforsikring), eller risikoen for at en person mister sin arbejdsevne på grund af et ulykkestilfælde (Ulykkesforsikring) eller på grund af sygdom (Sygeforsikring). Der kan nævnes næsten et uendeligt antal eksempler. Forsikringsvirksomhed er en virksomhed, der producerer tjenesteydelser. Når der er tale om forsikringsvirksomhed er det derfor den grundlæggende ide bag Det Europæiske Øko- nomiske Fællesskab, at der for forsikringssels- kaberne skal være fri adgang til på lige fod at tegne forsikringer på tværs af landegrænser- ne. Et forsikringsselskab, der har sit hjemsted i f. eks. Frankrig, skal have fri adgang til at tegne forsikringer i f. eks. Danmark, uden at blive begrænset af den danske lovgivning. 2. Problemstilling Preben Lyngsø 2 TEMA EF/EG En fri adgang for forsikringsselskaberne til på lige fod at tegne forsikringer på tværs af lande- grænserne skaber betydelige problemer. Det hænger sammen med, at de forsikringsretlige regler i medlemslandene inden for Det Eu- ropæiske Økonomiske Fællesskab er meget forskellige. Som eksempel kan nævnes det tilfælde, at en person har tegnet brandforsikring for sin ejendom, og ved en handlemåde, der må betegnes som grov uagtsomhed, forvolder en brandskade på ejendom- men. Efter lovgivningen i Danmark kan det ske, at den pågældende alligevel kan kræve fuld erstatning eller dog delvis erstatning af forsikringsselskabet, jfr. den danske forsikringsaftalelov § 18, stk. 2. Men efter den lovgivning, der gælder i f. eks. Holland, kan den pågældende ikke kræve hverken fuld erstat- ning eller delvis erstatning, jfr. Borgerlig Lovbog afsnit 7.17.2.9. Forskellen bliver endnu større, hvis man ser på lovgivningen i Sverige og Norge. Efter den svenske forbrugerforsikringslov (Konsument- försäkringslag) fra 1979 § 32 er det således en ufravigelig regel, at forsikringstageren skal have mulighed for at kræve fuld erstatning, selv om han har handlet groft uagtsomt. Og efter den norske forsikringsaftalelov fra 1989 § 4-9, 1. led, kan det enda komme på tale, at forsikringstageren kan kræve fuld erstatning, selv om han har handlet forsætligt. Hvis ideen om den frie bevægelighed på forsikringsområdet skal føres ud i livet, er det nødvendigt, enten at lovgivningen om for- sikringsaftaler er den samme i de forskellige medlemslande, eller at der gennemføres regler om frit lovvalg, således at forsikringssel- skaberne får adgang til i deres vilkår at bestem- me, hvilken lov der skal være afgørende. Det er altså nødvendigt, enten at der er en fælles forsikringsaftalelov eller at der er et frit lovvalg. 3. En fælles forsikringsaftalelov Inden for Det Europæiske Økonomiske Fæl- lesskab har der længe været arbejdet på at skabe en fælles forsikringsaftalelov. Arbejdet har ført til et udkast til et direktiv om forsikringsaftaler (Forsikringsaftaledirektivet), som blev forelagt for Europaparlamentet i 1979, jfr. De Europæiske Fællesskaber Tidende nr. C 190/1979. Efter at udkastet havde været fore- lagt en lang række myndigheder og organisa- tioner, blev der foretaget visse — ikke ret væsentlige — ændringer, således at et nyt udkast kunne forelægges for parlamentet i 1980, jfr. De Europæiske Fællesskabers Tiden- de nr. C 355/1980. Forsikringsaftaledirektivet omfatter kun meget få forsikringsretlige regler, nemlig regler om risikooplysninger, regler om fareændring- er, regler om præmiebetaling, regler om anme- ldelse af forsikringsbegivenheden og regler om forsikringstiden. Det er et karakteristisk træk ved direktivet, at det indeholder et forsøg på et kompromis mel- lem de forskellige medlemslandes lovgivning. Set med nordiske øjne er det endvidere et karakteristisk træk, at direktivet på de fleste punkter giver forsikringstagerne en dårligere beskyttelse end den beskyttelse, forsikrings- tagerne har efter den gældende lovgivning i de nordiske lande. Det gælder i særlig grad, når der er tale om forbrugerforsikringer, f. eks. en almindelig familieforsikring (hemförsäkring) el- ler en almindelig privat ulykkesforsikring. Det vil i det følgende blive illustreret med nogle eksempler. 4. Risikooplysninger Hvis forsikringstageren ved tegningen af en ulykkesforsikring eller en anden form for per- sonforsikring har givet urigtige oplysninger, men har været i god tro, er det efter den danske forsikringsaftalelov § 5 reglen, at aftalen er bindende for forsikringsselskabet, og at sel- skabet ikke kan opsige forsikringen. Nøjagtigt det samme gælder efter den svenske fors- ikringsaftalelov fra 1927 § 5, og efter den nor- ske forsikringsaftalelov § 12-4, 1. og 2. led. Efter forsikringsaftaledirektivet art. 3, stk. 2, 3 TEMA EF/EG litra a, er det anderledes. Har forsikringstage- ren givet urigtige oplysninger, men været i god tro, er det vel reglen, at forsikringsselskabet er bundet af aftalen. Men i modsætning til hvad der gælder efter lovgivningen i Danmark, Sverige og Norge, kan selskabet opsige afta- len. Hvis forsikringstageren lider af en alvorlig sygdom, men ikke har været bekendt hermed, og derfor i god tro har oplyst, at han ikke lider af nogen alvorlig sygdom, kan forsikringssels- kabet efter den danske, svenske og norske lovgivning altså ikke gøre noget, men kommer til at hæfte for fremtidige begivenheder. Efter forsikringsaftaledirektivet kan for- sikringsselskabet derimod opsige aftalen og på den måde undgå at komme til at hæfte for fremtidige begivenheder. Det er en klar forringelse af forsikringstager- nes retsstilling i forhold til forsikringstagernes retsstilling efter den gældende lovgivning i Danmark, Sverige og Norge. 5. Fareforøgelse Med hensyn til fareforøgelse ved ulykkes- og sygeforsikring er det efter den danske for- sikringsaftalelov § 121 reglen, at forsikringsta- geren ikke har nogen pligt til at give meddelelse til selskabet, hvis der indtræder en fareforøgel- se, og at selskabet ikke har ret til at opsige forsikrìngen, hvis der indtræder en fareforøgel- se. Det samme gælder efter den svenske fors- ikringsaftalelov fra 1927 § 121. Efter den norske forsikringsaftalelov § 12-4, 2. led er det lidt anderledes, men det er dog ligesom efter den danske og den svenske lov udgangspunktet, at forsikringstageren ikke har nogen pligt til at give meddelelse om fareforøgelse, og at sel- skabet ikke uden videre kan opsige forsikring- en i tilfælde af fareforøgelse. I modsætning hertil er det efter forsikringsaf- taledirektivet art 4 reglen, at forsikringstage- ren har pligt til at give meddelelse til fors- ikringsselskabet, hvis der indtræder fare- forøgelse, og at selskabet kan opsige forsik- ringen, hvis der indtræder fareforøgelse. Hvis en person, der er dækket af heltids- ulykkesforsikring, skifter erhverv, idet han går over fra at være beskaftiget med kontorarbej- de, der er forholdsvis ufarlig, til at være beskaf- tiget med fiskeri, der er forholdsvis farlig, har han i hvert fald efter den danske og den svens- ke lov ikke nogen pligt til at give forsikringssel- skabet meddelelse herom, og selskabet har ikke nogen ret til at opsige forsikringen under henvisning til, at forsikringstageren har skiftet erhverv. Efter forsikringsaftaledirektivet har for- sikringstageren derimod pligt til at give forsi- kringsselskabet meddelelse om, at han har skiftet erhverv, og forsikringsselskabet har ret til at opsige forsikringen under henvisning til, at forsikringstageren har skiftet erhverv. Også her er der tale om en klar forringelse af forsikringstagernes retsstilling i forhold til forsikringstagernes retsstilling efter i hvert fald lovgivningen i Danmark og Sverige. 6. Præmiebetaling Efter den danske forsikringsaftalelov § 14, stk. 1, er det reglen, at forsikringsselskabets an- svar ophører, hvis den første præmie ikke betales efter påkrav, der tidligst må ske på forfaldsdagen. Og efter § 14, stk. 3, er det reglen, at det ikke kan aftales, at forsikrings- selskabets ansvar først skal begynde, når før- ste præmie er betalt. Det kan herefter f. eks. godt aftales, at forsi- kringsselskabets ansvar skal begynde den 1. marts, og at den første præmie skal betales den 1. marts. Men det kan ikke aftales, at selskabets ansvar skal begynde den 1. marts, men dog kun hvis den første præmie betales den 1. marts. Forsikringstageren har altid krav på at få på- krav om betaling af første præmie. Den tilsvarende regel i den svenske for- sikringsaftalelov fra 1927 § 14, stk. 1, er ikke så fordelagtig for forsikringstagerne. Reglen i 4 TEMA EF/EG den svenske forbrugerforsikringslov § 21 er derimod mere fordelagtig for forsikringstager- ne end reglen i den danske lov. Det kan ligesom efter den danske lov ikke aftales, at forsikrings- selskabets ansvar skal begynde f. eks. den 1. marts, men dog kun hvis den første præmie betales den 1. marts. Forsikringstageren har ligesom efter den danske lov altid krav på at få et påkrav om betaling af den første præmie. Men forsikringstageren har herudover yderli- gere krav på en frist på 14 dage til at betale præmien. Den norske forsikringsaftalelov er ikke så fordelagtig for forsikringstagerne som den danske og svenske lov. Efter den norske fors- ikringsaftalelov § 5-1 og § 14-1, er der ikke noget i vejen for, at det aftales, at forsikrings- selskabets ansvar skal begynde f. eks. den 1. marts, men dog kun hvis den første præmien betales den 1. marts. Forsikringstageren har ikke som efter den danske og den svenske lov ubetinget krav på at få påkrav om betaling af den første præmie. Efter forsikringsaftaledirektivet art. 6, stk. 2, gælder der om betaling af den første præmie nogenlunde det samme som efter den norske forsikringsaftalelov. Der er således ikke noget i vejen for, at det aftales, at forsikringsselska- bets ansvar skal begynde f. eks. den 1. marts, men dog kun hvis den første præmie betales den 1. marts. Forsikringstageren har altså ikke som efter den danske og den svenske lovgiv- ning ubetinget krav på at få påkrav om betaling af den første præmie. Hvad angår reglerne om betaling af første præmie, vil en gennemførelse af forsikrings- aftaledirektivet således ikke medføre en for- ringelse af forsikringstagernes retsstilling i forhold til forsikringstagernes retsstilling efter lovgivningen i Norge. En gennemførelse af forsikringsaftale- direktivet vil derimod på dette punkt klart med- føre en forringelse af forsikringstagernes rets- stilling i forhold til forsikringstagernes retsstil- ling efter den gældende lovgivning i Danmark og Sverige. 7. Redningsforanstaltninger Efter reglerne om redningsforanstaltninger i den danske forsikringsaftalelov § 52 for så vidt angår skadessikring, og § 124 for så vidt angår ulykkes- og sygeforsikring, gælder det, at det ikke kommer forsikringstageren til skade, hvis han kun har gjort sig skyldig i simpel uagtsom- hed. Efter lovgivningen i Sverige er retsstilstan- den lidt anderledes. Således som den svenske forbrugerforsikringslov § 31 er bygget op, må det antages, at det kommer forsikringstageren til skade, hvis han har handlet simpelt uagtsomt. Det får betydning, når der er tale om skades- forsikring, f. eks. i form af familieforsikring (Hemförsäkring). Hvor der er tale om Ulykkes- og sygeforsikring gælder imidlertid den svenske forsikringsaftalelov fra 1927 § 124. Efter denne bestemmelse kommer det ikke forsikringstage- ren til skade, at han har handlet simpelt uagtsomt. Efter den norske forsikringsaftalelov § 4-10, 4. led, for så vidt angår skadesforsikring og § 13-12, 2. led, for så vidt angår livsforsikring og ulykkes- og sygeforsikring, gælder der det samme som efter den danske lov og den svens- ke forsikringsaftalelov fra 1927. Det kommer altså ikke forsikringstageren til skade, hvis han kun har gjort sig skyldig i simpel uagtsomhed. Efter forsikringsaftaledìrektivet art. 8 kom- mer det i dette tilfælde altid forsikringstageren til skade, hvis han har handlet simpelt uagtsomt. Betydningen heraf kan måske bedst illustre- res med et eksempel: Vilkårene for en forsikring kan bestemme, at der i tilfælde af tyveri under en rejse med bus, tog, skib eller fly skal ske anmeldelse både til det ansvarlige personale, f. eks. kabineperso- nalet, hvor der er tale om en rejse med fly, og til det stedlige politi. Hvis forsikringstageren i et sådant tilfælde har foretaget anmeldelse til det ansvarlige personale, men ikke til det sted- lige politi, er det nærliggende at antage, at 5 TEMA EF/EG forsikringstageren kun har gjort sig skyldig i simpel uagtsomhed. Den overvejende lovgiv- ning i Danmark, Sverige og Norge fører da til, at forsikringstageren går fri. Forsikringsaftale- direktivet fører til, at forsikringstageren ikke går fri. Også på det punkt er der således i de fleste tilfælde tale om en klar forringelse af forsik- ringstagernes retsstilling. 8. Anmeldelse af forsikringsbegivenheden Efter reglerne om anmeldelse af forsikringsbe- givenheden i den danske forsikringsaftalelov §§ 21-22, den svenske forsikringsaftalelov fra 1927 §§ 21-22 og den svenske forbrugerforsi- kringsaftalelov §§ 31 og 34, er det reglen, at der ses bort fra en forsømmelse, selv en forsætlig forsømmelse, hvis den ikke har haft betyd- ning for forsikringsselskabet. Hvor der er tale om en forsætlig forsømmel- se, gælder efter den norske forsikringsaftale- lov noget andet. Efter den norske lov er det reglen, at hvis forsikringstageren har givet urigtige eller ufuldstændige oplysninger, som han ved eller må forstå kan føre til, at der bliver udbetalt en erstatnining, han ikke har krav på, mister han ethvert krav mod selskabet. Det gælder efter formuleringen også, selv om fors- ikringstagerens handlemåde ikke har haft no- gen som helst betydning for selskabet. Efter forsikringsaftaledirektivet art. 8 gælder der nogenlunde det samme som efter den nor- ske forsikringsaftalelov. Det er reglen, at hvis forsikringstageren i forbindelse med anmel- delsen af forsikringsbegivenheden har haft forsæt pådrage selskabet tab eller har haft forsæt til at besvige selskabet, mister fors- ikringstageren ethvert krav. Det gælder ligesom efter den norske forsikringsaftalelov, selv om forsikringstagerens handlemåde ikke har haft nogen betydning for forsikringsselskabet. Også på det punkt kan det være hensigts- mæssigt med et praktisk eksempel: Hvis en forsikringstager ved tyveri har mis- tet et TV-apparat, men over for forsikringssels- kabet anmelder, at han ikke blot har mistet et TV-apparat, men også et videoapparet, og forholdet bliver opklaret, er det en selvfølge, at forsikringstageren ikke har krav på erstatning for videoapparatet. Videoapparatet er jo ikke stjålet. Derimod har han efter lovgivningen i Danmark og Sverige lige så selvfølgelig krav på erstatning for TV-apparatet. TV-apparatet er jo stjålet. Efter den norske forsikringsaftalelov og ef- ter forsikringsaftaledirektivet har forsikrings- tageren i dette tilfælde selvfølgelig heller ikke krav på erstatning for videoapparatet. Men i modsætning til, hvad der gælder efter lovgiv- ningen i Danmark og Sverige, har forsikrings- tageren heller ikke krav på erstatning for TV- apparatet. I forhold til lovgivningen i Danmark og Sverige er der igen tale om en klar forringelse af forsikringstagernes retsstilling. Det er ikke sikkert, det betyder så meget. Det er vanskeligt at have sympati med en forsik- ringstager, der har har haft forsæt til at på forsikringsselskabet tab eller har haft forsæt til at besvige selskabet. Og direktivet stemmer jo på det her punkt ganske godt overens med lovgivningen i Norge. Set fra en dansk og svensk synsvinkel, er det imidlertid en helt fremmed tankegang, at et forsikringsselskab skal have økonomisk for- del af, at en forsikringstager har haft forsæt til at pådrage selskabet tab eller har haft forsæt til at besvige selskabet. Det er klart, at forsik- ringstageren har gjort sig skyldig i et strafbart forhold. Men det må politiet tage sig af. Efter en dansk og svensk tankegang er det ikke forsikringsselskabernes opgave at optræde som politimyndighed. 9. Forsikringstiden Den danske forsikringsaftalelov og den sven- ske forsikringsaftalelov fra 1927 indeholder ikke almindelige regler om forsikringstiden. 6 TEMA EF/EG Det gør derimod den svenske forbrugerfor- sikringslov. Efter den svenske forbrugerforsikringslov § 10 kan en forbrugerforsikring normalt ikke teg- nes for et længere tidsrum end et år. Inden for forsikringstiden kan forsikrings- selskapet normalt ikke opsige forsikringen. Efter § 18, stk. 1, kan forsikringsselskabet dog opsige forsikringen, hvis forsikringstageren i forsikringstiden forsætligt eller groft uagtsomt har tilsidesat sine forpligtelser, eller hvis der foreligger en anden særlig grund. Efter den svenske forbrugerforsikringslov § 20, stk. 1, kan forsikringstageren normalt hel- ler ikke opsige forsikringen i utide. For- sikringstageren kan dog opsige forsikringen i utide, hvis hans behov for forsikringen falder bort, f. eks. fordi han sælger den forsikrede ejendom eller den forsikrede bil. Efter den norske forsikringsaftalelov er der ikke noget i vejen for, at en forsikring — og det gælder også en forbrugerforsikring — tegnes for et længere tidsrum end et år. Bortset herfra gælder efter den norske forsikringsaftalelov stort set det samme som efter den svenske forsikringsaftalelov. Efter § 3-3, 1. led og § 12-4, 1. og 2. led, kan forsikringsselskabet således normalt ikke opsige en forsikring i utide. Forsikringssel- skabet kan dog opsige forsikringen i utide bl. a. hvis forsikringstageren bevidst har givet urigtige oplysninger i forbindelse med en ska- desanmeldelse, eller hvis der foreligger en anden særlig grund, som er nævnt i for- sikringsvilkårene. Efter den norske lov kan forsikringstageren normalt heller ikke opsige forsikringen i utide. Efter § 3-2, 2. led og § 12-3, 3. led, kan forsikring- stageren dog ligesom efter den svenske for- brugerforsikringslov opsige en skadesfors- ikring eller en ulykkes- eller sygeforsikring, hvis hans behov for forsikringen falder bort. Efter § 12-3, 1. led, kan forsikringstageren til enhver tid opsige en livsforsikring. Efter forsikringsaftaledirektivet art. 10, stk. 3, litra c, er det reglen, at en forsikring — også en forbrugerforsikring — ikke kan tegnes så- ledes, at den er bindende for forsikringstage- ren for et længere tidsrum end tre år. Det er en forringelse — men ikke nogen væsentlig forringelse — af forsikringstager- nes retsstilling i forhold til forsikringstagernes retsstilling efter den svenske forbrugerforsik- ringslov, hvor den længste forsikringstid som nævnt er et år. Til gengæld er det en forbedring i forhold til den norske forsikringsaftalelov, hvorefter der ikke gælder nogen tidsbegræns- ning. Efter art. 10, stk. 2, kan forsikringsselskabet normalt ikke opsige forsikringen i utide. Fors- ikringsselskabet kan dog opsige forsikringen i utide, hvis forsikringstageren har haft forsæt til at besvige forsikringsselskabet. Det stem- mer stort set overens med lovgivningen i Sverige og Norge. Ligesom efter den svenske forbrugerfor- sikringslov og den norske forsikringsaftalelov er det efter forsikringsaftaledirektivet hoved- reglen, at heller ikke forsikringstageren kan opsige forsikringen i utide. Imidlertid indeholder direktivet ikke som den svenske lov og den norske lov en bestemmelse om, at forsikringstageren kan opsige forsik- ringen, når behovet for forsikringen ophører. Betydningen heraf kan illustreres med et eksempel: En mand, der har tegnet an almindelig fami- lieforsikring (Hemförsäkring), flytter sammen med en kvinde, som også har tegnet en almin- delig familieforsikring. Efter de sædvanlige vilkår vil det være sådan, at manden herefter vil være dækket af kvindens forsikring, og at kvinden omvendt vil være dækket af mandens forsikring. En af forsikringer er derfor overflø- dig. Efter lovgivningen i Sverige og Norge kan både manden og kvinden blive enige om, at en af dem skal opsige sin forsikring. De kan f. eks. blive enige om, at manden skal opsige sin 7 TEMA EF/EG forsikring. Og det har manden ret til at gøre, idet han kan henvise til, at hans behov for forsik- ringen er ophørt. Efter forsikringsaftaledirekti- vet kan manden imidlertid ikke opsige sin fors- ikring i dette tilfælde. I forhold til lovgivningen i Sverige og Norge er der på det punkt tale om en klar forringelse af forsikringstagernes retsstilling. 10. Vurdering Det er tanken, at forsikringsaftaledirektivet skal gennemføres som et såkaldt maksimums- direktiv. Det betyder i givet fald, at medlemslandene ikke kan gennemføre eller opretholde lovbe- stemmelser, der stiller forsikringsselskaberne dårligere end direktivet, eller — hvad der er det samme — stiller forsikringstagerne bedre end direktivet. Det kan blive skæbnesvangert for forsik- ringstagerne. Det gælder navnlig, når det er forbrugere, der er forsikringstagere, og navn- lig når det er forbrugere i Sverige eller Norge, der er forsikringstagere. På de fleste af de områder, hvor der er fastsat bestemmelser i direktivet, er det nemlig klart, at forsikringstagerne — og navnlig forbrugerne som forsikringstagere — får en dårligere be- skyttelse end den beskyttelse, forsikringsta- gerne har efter den gældende lovgivning, nav- nlig den gældende lovgivning i Sverige og Norge. 11. Lovvalgsregler Arbejdet med at gennemføre ensartede regler om forsikringsaftaler i de forskellige medlems- lande inden for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab er midlertidigt stillet i bero. Baggrunden herfor er, at det har vist sig meget vanskeligt at opnå enighed om blot nogenlunde ensartede regler. Bl. a. fra dansk side har der været rettet en betydelig kritik mod forsikringsaftaledirekti- vet. Og den kritik vil utvivlsomt blive forstær- ket, når de andre nordiske lande, Sverige, Norge og Finland — og på lidt længere sigt også Island — bliver medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. For at gøre det muligt for forsikringssel- skaberne på lige fod at tegne forsikringer tværs over landegrænserne, har man i stedet valgt forsøgsvis at gennemføre særlige internatio- nal privatretlige regler om lovvalg. For skadesforsikringers og for ulykkesforsi- kringers vedkommende er det sket gennem vedtagelse af 2. skadesforsikringsdirektiv i 1988, jfr. De Europæiske Fællesskabers Tiden- de nr. L 172/1988. For livsforsikringers ved- kommende er lovvalgsreglerne gennemført ved 2. livsforsikringsdirektiv fra 1990, jfr. De Eu- ropæiske Fællesskabers Tidende nr. L 330/ 1990. Lovvalgsreglerne gentages i en tekniskt set stort set uændret skikkelse i udkast til 3. skadesforsikringsdirektiv fra 1990, jfr. De Eu- ropæiske Fællesskabers Tidende nr. C 244/ 1990 og i udkast til 3. livsforsikringsdirektiv fra 1991, jfr. De Europæiske Fællesskabers Tiden- de nr. C 99/1991. Der er i det væsentlige tale om ensartede regler. Af praktiske grunde henvises der derfor i det følgende alene til de ”oprindelige” regler, dvs. til reglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv. For Danmarks vedkommende er lovvalgs- reglerne gennemført ved lov nr. 305 af 16. maj 1990 i form af en ændring af lov nr. 188 af 9. maj 1984 om gennemførelse af den såkaldte Rom- konvention af 19. juni 1980 om, hvilket lands lov der skal anvendes på kontraktsretlige for- pligtelser. 12. Risikolandets lov Efter lovvalgsreglerne i 2. skadesforsikrings- direktiv art. 7, stk. 1, er det hovedreglen, at forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i det land, hvor risikoen er belig- gende. Efter art. 7, stk. 1, litra a, sammanholdt med 8 TEMA EF/EG art. 2, litra d, er det hovedreglen, at risikoen anses for at være beliggende i det land, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl. Er der tale om forsikring af fast ejendom, anses risikoen for at være beliggende i det land, hvor ejendommen er beliggende. Er der tale om forsikring af trafikmidler, ty- pisk biler, anses risikoen for at være beliggen- de i det land, hvor trafikmidlet er indregistreret. Er der tale om en rejseforsikring, der højst skal gælde i 4 måneder, anses risikoen for at være beliggende i det land, hvor forsikringsaf- talen er indgået. Hvis den, der har tegnet forsikringen, har sin sædvanlige bopæl i Danmark, er det herefter hovedreglen at alle forsikringsretlige spørgs- mål skal afgøres efter lovgivningen i Danmark. Hvis en person, der har sin sædvanlige bopæl i Danmark, tegner en almindelig familie- forsikring (Hemförsäkring) i et fransk forsik- ringsselskab, er det altså udgangspunktet, at alle forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i Danmark. Det betyder f. eks., at spørgsmålet om erstatningens størrel- se for indbogenstande skal afgøres efter den danske forsikringsaftalelov § 37, stk. 2. Erstat- ningen skal herefter normalt fastsættes til, hvad det koster at købe tilsvarende ting som nye, uden at der i prisen for nye ting skal foretages fradrag for den værdiforringelse, der skyldes alder og brug. Det gælder, selv om det efter den franske forsikringsaftalelov er reglen, at erstatningen skal fastsættes til, hvad det koster at købe tilsvarende ting som nye, men med fradrag for den værdiforringelse, der skyldes alder og brug. 13. Valgmulighed Fra hovedreglen om, at det er lovgivningen i det land, hvor risikoen er beliggende, altså lovgivningen i det land, hvor forsikringstage- ren har sin sædvanligebopæl, der er afgøren- de, afgøres der forskellige undtagelser. Efter art. 7 stk. 1, litra b, er det således reglen, at hvis forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl i ét land, men risikoen er beliggende i et andet land, kan det bestemmes i forsikringsaf- talen, enten at det skal være lovgivningen i det land, hvor forsikringstageren har sin sædvan- lige bopæl, der skal være afgørende, eller at de skal være lovgivningen i det land, hvor risiko- en er beliggende, der skal være afgørende. Hvis forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl i Sverige, men der er tale om forsikring af forsikringstagernes sommerbolig i Frankrig, kan det altså bestemmes i forsikringsaftalen, enten at det skal være enten lovgivningen i Sverige, der skal være afgørende, eller at det skal være lovgivningen i Frankrig, der skal være afgørende. 14. Frit lovvalg Den nævnte undtagelse fra hovedreglen har ikke den helt store betydning. I mange tilfælde er der nemlig helt frit lovvalg. Efter art. 7, stk. 1, litra a i slutningen og efter art 7, stk. 1 litra d, er der nemlig helt frit lovvalg, hvis lovgivningen i det land, hvis lovgivning ellers ville være afgørende, tillader det. Er for- holdet det, at forsikringsretlige spørgsmål som udgangspunkt skal afgøres efter f. eks. lovgiv- ningen i Sverige, fordi forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl i Sverige, er det altså helt frit lovvalg, hvis lovgivningen i Sverige tilla- der det. Det får betydning for alle de lande, der har tilsluttet sig Romkonventionen af 19. juni 1980, hvilket i praksis vil sige alle lande indenfor Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Efter Romkonventionen art. 3 er det nemlig reglen, at der på kontraktrettens område herunder forsikringsrettens områder frit lovvalg. Betydningen heraf kan nok bedst illustreres med et eksempel: Hvis en person, der har sin sædvanlige 9 TEMA EF/EG bopæl i Danmark, tegner en sædvanlig familie- forsikring (Hemförsäkring) i et fransk forsik- ringsselskab, er det som tidligere nævnt ud- gangspunktet, at forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i Danmark. Danmark har imidlertid som medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab tiltrådt Romkonventionen. Og efter Romkonventio- nen er det som nævnt reglen, at der er frit lovvalg. Der er derfor ikke noget i vejen for, at det bestemmes i forsikringsaftalen, at det ikke skal være lovgivningen i Danmark, der skal være afgørende. 15. Ufravigelige regler Der gælder en vigtig begrænsning i adgangen til frit lovvalg. Efter 2. skadesforsikringsdirek- tiv art. 7, stk. 2, er det nemlig reglen, at ufravi- gelige regler i lovgivningen i det land, hvor risikoen er beliggende, skal respekteres. For Danmarks vedkommende betyder det f. eks., at reglerne om risikooplysninger i den danske forsikringsaftalelov §§ 5 og 7-9 skal respekteres. Efter den danske forsikringsafta- lelov § l0, stk. 1, er disse regler nemlig ufravi- gelige. Det kan illustreres med et eksempel: En person, der har sin sædvanlige bopæl i Danmark, tegner livsforsikring i et fransk for- sikringsselskab. Forsikringstageren lider af en alvorlig sygdom, men det er han ikke bekendt med. Han oplyser derfor i god tro, tro, at han ikke lider af nogen alvorlig sygdom. Da forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl i Danmark, er det Danmark, der er risiko- landet. Det forsikringsretlige spørgsmål om betydningen af, at forsikringstageren har gi- vet urigtige oplysninger i god tro, skal derfor afgøres efter lovgivningen i Danmark. Efter den danske forsikringsaftalelov § 5 kan forsikringsselskabet ikke gøre noget, men kom- mer til at hæfte fuldt ud. Det får navnlig betyd- ning, hvis forsikringstageren dør på grund af sin sygdom. Forsikringsselskabet hæfter også i det tilfælde fuldt ud. Og det gælder, selv om forsikringsselskabet ikke ville have overtaget forsikringen, hvis det havde været bekend med det rette forhold ved tegningen. Det kan imidlertid være bestemt i aftalen, at forsikringsretlige spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i Frankrig. Hvis det er tilfældet, kan forsikringsselskabet som udgangspunkt påberåbe sig den franske forsikringsaftalelov. Og efter den franske forsikringsaftalelov hæf- ter selskabet ikke eller i hvert fald ikke fuldt ud i det tilfælde, der her er tale om. Men det får ingen betydning. For uanset bestemmelsen i aftalen om, at forsikringsretli- ge spørgsmål skal afgøres efter lovgivningen i Frankrig, skal ufravigelige regler i lovgivning- en i Danmark respekteres. Reglen i den danske forsikringsaftalelov § 5 om urigtige oplysninger i god tro er som nævnt en ufravigelig regel. Den skal derfor respekte- res. Resultatet bliver derfor, at det franske forsikringsselskab hæfter fuldt ud. 16. Vedtagelsesproblemet Efter 2. skadesforsikringsdirektiv art. 7, stk. 1, litra h, er det reglen, at en aftale om lovvalg kun er gyldig, hvis den er udtrykkelig, eller hvis den klart kan udledes af aftalen. Reglen gælder for alle forsikringsaftaler, men har naturligvis særlig betydning for aftaler om forbrugerforsikring. Reglen rummer en vis garanti for, at en forbruger ikke uden at være sig det bevidst bliver bundet af lovgivningen i et andet land end risikolandet, dvs. af lovgiv- ningen i et andet land end det land, hvor forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl. 17. Vurdering Formålet med lovvalgsreglerne har ligesom formålet med forsikringsaftaledirektivet været at skabe fri adgang for forsikringsselskaberne til på lige fod at tegne forsikringer tværs over landegrænserne. Det er for tidligt at sige noget sikkert om, 10 TEMA EF/EG hvorledes lovvalgsreglerne vil komme til at virke i praksis. Set med forsikringsselskaber- nes øjne er det dog på forhånd nærliggende at antage, at reglerne vil komme til at virke til- fredsstillende. Reglerne gør det jo i betydeligt omfang muligt for forsikringsselskaberne at arbejde frit inden for hele forsikringsområdet. For forbrugerne i nogle lande er der også grund til at hilse reglerne velkomne. Det gælder f. eks. for forbrugere i lande som Italien og Grækenland. Forsikringsaftalovgivningen i Italien og Grækenland befinder sig ikke på så højt beskyttelsniveau som forsikringsaftale- lovgivningen i f. eks. de nordiske lande. Det vil være en fordel for italienske og græske forbru- gere gennem lovvalgsregler at kunne tegne forsikringer på en sådan måde, at forsikrings- retlige spørgsmål skal afgøres efter lovgining- en i et af de nordiske lande. Det er mere problematisk, om lovvalgsreg- lerne er tilfredsstillende for forbrugerne i de nordiske lande. Det kan være svært nok for en forbruger i f. eks. Sverige at forstå den svenske forsikringslovgivning. Det bliver endu svære- re for en forbruger, der er kommet i konflikt med sit forsikringsselskab, når han nu også skal til at sætte sig ind i den græske forsikringslovgiv- ning, fordi han i et svagt øjeblik har tegnet en forsikring, som i vilkårene bestemmer, at forsi- kringsretlige spørgsmål skal afgøres efter græsk ret. 18. Sammenfatning og konklusion Inden for det Europæiske Økonomiske Fæl- lesskab skal der være fri adgang for forsik- ringsselskaberne til på lige fod at tegne forsi- kringer på tværs af landegrænserne. Der er to muligheder for at nå det mål: Den ene mulighed er at skabe et system, hvorefter lovgivningen om forsikringsaftaler er den samme i de forskellige medlemslande. Den anden mulighed er at skabe et system med frit lovvalg, således at forsikringsselskaberne får adgang til i deres vilkår at bestemme, efter hvilken lovgivning forsikringsretlige spørgs- mål skal afgøres. Den første mulighed har været forsøgt. Og den anden mulighed er nu ved at blive forsøgt. Set fra en nordisk forbrugersynsvinkel er den måde, hvorpå forsøgene er ført ud i livet, ikke tilfredsstillende. Såvel systemet med den samme lovgivning om forsikringsaftaler som systemet med frit lovvalg indebærer nemlig i den form, systemerne indtil nu har været præs- senteret på, en forringelse af forbrugernes retsstilling i forhold til forbrugernes retsstil- ling efter den gældende lovgivning i de nord- iske lande.