I artiklen gennemgås dansk litteratur og domspraksis vedrørende ansvarsgrundlaget for graveskader, ligesom der knyttes kommentarer til domstolenes skønsmæssige fastsættelse af erstatningskravene i de situationer, hvor naboer til gravearbejder har fået medhold i at der var handlet ansvarspådragende.
Indledning
Når der ved byggerier skal udføres jordarbejder på en grund kan det ske, at de omkringliggende virksomheder og privatboliger udsættes for strømsvigt, fordi der under gravearbejdet sker skade på strømkabler, der enten forsyner den/de omkringliggende bygninger eller et større område. Formålet med denne artikel er at belyse, hvilke betingelser der skal være opfyldt for at naboer, der udsættes for sådanne strømsvigt, kan fremsætte erstatningskrav over for den skadevoldende entreprenør og hvordan erstatningen i bekræftende fald kan opgøres.
Ansvarsgrundlaget
Det anføres i litteraturen[1], at der efter dansk rets almindelige erstatningsretlige regler som udgangspunkt ikke kan pålægges skadevolder at erstatte tab, der påføres andre end den direkte skadelidte, altså kabelejeren.
Det har i erstatningssager om kabelskader medført, at naboer til udgravningen, der udsættes for strømsvigt på grund af beskadigelsen af kablet, som altovervejende hovedregel ikke kan fremsætte erstatningskrav mod skadevolderen.
Hovedargumentet bag dette almindelige princip om at det kun er kabelejeren, der kan kræve erstatning er, at en videregående ret til erstatning ville udløse en flodbølge af erstatningskrav fra en lang række nære og fjerne naboer til udgravningen og at det ville få omfattende konsekvenser, hvis erstatningskrav kunne fremsættes af enhver, der havde lidt et tab ved en strømafbrydelse, da et kabelbrud jo under uheldige omstændigheder kan medføre strømafbrydelse i en hel region eller en hel landsdel[2].
Problemstillingen har været behandlet ved de danske domstole og de mest markante domme på området gennemgås i det følgende:
U2004.2389H:
Sagen vedrørte to kabelbrud i forbindelse med entreprisearbejde på en ejendom, der var nabo til den ejendom, der blev ramt af strømsvigtet.
Det første strømsvigt indtraf den 28. april 1999, hvor 2 højspændingsledninger blev revet op sammen med en betonmur, der skulle fjernes. Det viste sig, at kablerne var støbt ind i betonelementerne. Det kunne lægges til grund, at kablernes placering fremgik af de arbejdstegninger, der var udarbejdet og at de lå i den dybde som entreprenøren, der udførte gravearbejdet, måtte forvente. Det kunne desuden lægges til grund, at entreprenøren ville have opdaget, at de var indstøbt i fundamentet, hvis hans medarbejdere havde håndgravet med en spade helt frem til fundamentet, således som det var foreskrevet. Firmaet der stod for fjernelsen af betonfundamentet undlod imidlertid at foretage denne håndgravning, fordi deres håndmand var beskæftiget et andet sted.
Højesteret fastslog, at entreprenøren havde handlet ansvarspådragende over for virksomheden beliggende på nabogrunden som følge af strømsvigtet. Begrundelsen var, at entreprenøren havde modtaget alle fornødne tegninger vedrørende elkablernes placering i arbejdsområdet og var blevet instrueret om, at man langs det fundamentstykke, der skulle fjernes, skulle håndgrave i nærheden af elkabler for bl.a. at imødegå risikoen for, at kablerne kunne være indstøbt i fundamentet. Denne risiko var entreprenøren gjort bekendt med. Alligevel væltede entreprenøren fundamentstykket og elkablerne viste sig at gå gennem fundamentet. Kablerne var desuden ikke blevet fuldt frilagt ved håndgravning og der havde ikke været en håndmand til stede for at bistå med arbejdet.
Højesteret fastslog i sine præmisser, at naboer som udgangspunkt ikke kan fremsætte erstatningskrav, men at der "under de foreliggende omstændigheder" var en så "indlysende fare" for et kabelbrud, der kunne medføre driftsforstyrrelse for de nærmest omliggende virksomheder, at entreprenøren var erstatningsansvarlig.
Højesterets bemærkning om "indlysende fare" fortolkes i litteraturen[3] som udtryk for, at Højesteret fandt, at entreprenøren havde udvist grov uagtsomhed. Bemærkningen om at strømafbrydelsen ramte de "nærmest omliggende virksomheder" er blevet fortolket som udtryk for, at resultatet ikke nødvendigvis ville være blevet det samme, hvis strømafbrydelsen havde ramt forsyningsmodtagere i et større område og ikke blot den nærmeste nabo.
Det andet strømsvigt indtraf den 4. maj 1999, hvor entreprenørens folk havde overgravet et af de 4 kabler, der forsynede naboejendommen med strøm. De 4 kabler var et par måneder forinden blevet frigravet et andet sted langs facaden på naboens ejendom, fordi man var usikker på deres nøjagtige dybde og afstand fra facadevæggen. Kablerne lå derfor, hvor arbejdstegningerne viste at de skulle ligge. Derudover havde man været ude dagen før og markere placeringen med spraymaling på jorden.
Entreprenørens byggeleder var inden uheldet gået til byggemøde, og havde instrueret sine medarbejdere om, at de ikke måtte grave ned til elkablerne uden at han var til stede. Han havde desuden sagt, at der skulle håndgraves. Medarbejderne begyndte imidlertid alligevel at grave ned til kablerne med en gravemaskine i stedet for at håndgrave og udførte arbejdet uden at byggelederen var til stede.
Højesteret bemærkede, at det kunne lægges til grund, at entreprenørens medarbejdere, medens formanden midlertidigt var fraværende og i strid med hans retningslinjer og instrukser, begyndte at frilægge ventilationsrørene med en gravemaskine uden først ved håndkraft at have frigravet de lokaliserede og markerede elkabler i området. Herved fandt Højesteret, at entreprenørens folk havde udvist en "betydelig grad af uagtsomhed".
Da det desuden måtte stå entreprenøren klart, at det pågældende kabel forbandt naboejendommen med ledningsnettet og at et brud på kabelet kunne medføre en driftsafbrydelse hos naboen, fandt Højesteret, at der var handlet ansvarspådragende.
I litteraturen[4] antages Højesterets præmisser vedrørende denne strømafbrydelse at lægge vægt på både skyldgrad (betydelig grad af uagtsomhed) og "nærhed" (at det var tydeligt at der var tale om et kabel der forsynede naboejendommen med strøm). Der kan til sammenligning med domspraksis i Norge og Sverige henvises til NRT 1955.872, NRT 1973.1268, NJA 1966.210, NJA 1972.598 og NJA 1988.62.
U1976.82H:
I den pågældende sag ejede den ene af de to sagsøgte oprindeligt 2 ubebyggede nabogrunde. Han havde som medbygherre deltaget i bebyggelsen af den ene grund sammen med den anden sagsøgte, der var hovedentreprenør på bryggeriet.
I forbindelse med byggeriet på den pågældende grund havde de ladet elkabler trække på den anden - ubebyggede - grund uden at få udarbejdet kortmateriale over, hvor på grunden kablerne blev trukket.
Da de senere skulle bebygge den anden grund blev elkablet revet over til den ejendom, der var blevet bygget af de sagsøgte på den første grund og det kunne lægges til grund, at dette skyldtes, at der ikke var udarbejdet kort, der viste placeringen af kablet på den sidst bebyggede grund.
Landsretten nåede frem til, at de sagsøgte havde nedlagt kablet på den ubebyggede grund, som måtte ventes senere at skulle bebygges af dem og at der på grund af kablets placering måtte påregnes "nærliggende fare" for beskadigelse af kablet under senere byggeri, hvis der ikke blev truffet tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger, herunder indtegning af kabelføringen på et kort. Som følge heraf fandt Landsretten, at de sagsøgte havde handlet ansvarspådragende over for virksomhederne, der drev erhverv på den grund, der var blevet bebygget først.
Dommen blev stadfæstet af Højesteret
U1962.190V:
I den pågældende sag skulle en entreprenør foretage vejarbejde og entreprenørens formand vurderede, at det i forbindelse med arbejdet ville være nødvendigt at få flyttet de elektriske ledninger, fordi de ville være i vejen for arbejdet. Formanden anmodede derfor telefonisk kommunens faste installatør om at sørge for flytningen.
Da gravningen skulle begynde var ledningerne ikke flyttet og da man ønskede at fremme arbejdet, blev gravearbejdet påbegyndt, uden at entreprenøren eller hans folk kontaktede installatøren på ny. I forbindelse med arbejdet rev entreprenørens gravemaskine 3 strømførende ledninger ned med det resultat, at der opstod en strømafbrydelse. En af naboerne til vejarbejdet var et hønseri, der led et driftstab, fordi æggene ikke blev udruget.
[1] Jfr.: Bo von Eyben & Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, 6. udgave (2007), side 294 ff.
[2] Jfr. samme, side 295.
[3] Samme side 295.
[4] Samme side 295.