Med dette nummer af Nft præsenteres en omfattende analyse af Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens praksis i 45 sager om anerkendelse af PTSD som erhvervssygdom hos hjemvendte soldater. Analysen er udarbejdet af professor MSO, dr.jur., ph.d. Andreas Bloch Ehlers, Center for markeds- og erhvervsret, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet.
Formålet med projektet har været at foretage en juridisk analyse af, hvorvidt Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings og Ankestyrelsens praksis om anerkendelse af hjemvendte soldaters PTSD som erhvervssygdom efter Arbejdsskadessikringslovens § 7, stk. 1, nr. 1 og Særloven (lov nr. 2014-04-02 nr. 336) er i overensstemmelse med gældende ret. Dette undersøges på grundlag af 45 sager om anerkendelse af soldaters PTSD som erhvervssygdom, der er leveret til forfatteren af Soldaterlegatet, som er en fond, der har til formål er at støtte militært personel og civile, der under missioner for dansk forsvar har pådraget sig fysiske eller psykiske skader.
I 37 af sagerne afviste myndighederne at anerkende PTSD som erhvervssygdom, mens der i 8 af sagerne skete anerkendelse. Analysen fokuserer nærmere bestemt på to spørgsmål: Det første er, om myndighederne har afgjort sagerne i overensstemmelse med belastningskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1, hvorefter soldaten skal have været udsat for ”traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur”. Det andet spørgsmål er, om myndighederne har afgjort sagerne i overensstemmelse med tidskriteriet i Erhvervssygdomsfortegnelsen pkt. F.1. Herefter skal soldaten 1) rent faktisk have pådraget sig PTSD, 2) symptomerne på sygdommen skal være opstået inden for 6 måneder efter soldatens hjemkomst, og 3) sygdommen skal være fuldt til stede inden for få år. Da kun få af sagerne er blevet indbragt for domstolene, foretages alene en bedømmelse af de administrative myndigheders praksis.
Gennemgangen af de indhentede 45 sager viser, at myndighedernes behandling af både belastningskriteriet og tidskriteriet giver anledning til alvorlig kritik. Mht. belastningskriteriet viser sagerne, at myndighederne ofte stiller strengere krav til, hvad soldaten har været udsat for under udsendelsen, end der stilles i sager herhjemme. Endvidere lægges der ved bedømmelsen heraf undertiden vægt på ”private” faktorer hos soldaten, der ikke er hjemmel til at inddrage. Det gælder således 1) soldatens forud bestående sårbarhed, 2) private forhold, der påvirker soldaten under udsendelsen (fx problemer med en kæreste) og 3) private forhold, der påvirker soldaten efter hjemkomsten. Hvad angår tidskriteriet, foretager myndighederne i flere af sagerne en bevisbedømmelse, der er for streng, idet man for det første ikke tager tilstrækkeligt hensyn til, at soldatens egen sygdomsindsigt ikke nødvendigvis er retvisende. For det andet tages ikke tilstrækkeligt hensyn til andre beviser end soldatens egne oplysninger, herunder vidneudsagn fra familie, venner og andre, der har bevidnet soldatens sygdomsudvikling. For det tredje ser myndighederne ofte bort fra de psykiatriske speciallægeerklæringer, herunder speciallægeerklæringer udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør efter Særlovens § 2, stk. 1, nr. 3.
Analysen er i første omgang udarbejdet til Soldaterlegatet og kan også findes nedenfor.