Det nordiske sprogfællesskab

195 Det nordiske sprogfællesskabNFT 3/2006 Det nordiske sprogfællesskab K O M M E N T A R E N 2 af Jørn Lund Sagaen om Gunnlaug Ormstunge fortæller om en ung islænding, der sendes på en flerårig dannelsesrejse. Han kommer til Norge, Sve- rige, Orkneyøerne, England og Irland, og over- alt kan han anvende sit modersmål, både til almindelig kommunikation og til digtning. Det nordiske sprogfællesskab strakte sig over et stort område. I dag er forholdene anderledes, domænet indskrænkes, og flere og flere fra det nordiske område vælger engelsk, hvor man tidligere bevarede den sproglige hjemmebanefordel og talte norsk, svensk og dansk. Svensk er svækket i Finland og dansk på Island, hvor det tidligere var første fremmedsprog. Der er kræfter i Nor- disk Ministerråd, men ikke andre steder, for at udvide det nordiske samarbejde med de balti- ske lande, som hverken geografisk, sprogligt eller historisk har nær så stærk tilknytning til Norden som fx Tyskland, og som nu er med- lemmer af EU. Det er klart, at et sådant udvidet ”Norden” ikke kan bevare skandinavisk som fælles kommunikationssprog. Mange opfatter da også det nordiske samar- bejde som noget, der hører fortiden til. Men sandheden er snarere, at det nordiske er så selvfølgeligt, at det næsten har mistet sin syn- lighed. Hver dag hører jeg i Københavns cen- trum snesevis af nordiske stemmer, langt flere end engelske og japanske. Det kan være turister, forretningsfolk – eller håndværkere, der har slået sig ned i Danmark. Realiteten er nemlig, at der faktisk er et dyna- misk nordisk samarbejde, som har kunnet over- leve landenes undertiden forskellige inter- nationale orientering og valg af alliancepartne- re. Bag alle romantiske skandinavistiske fraser og skåltaler er der en moderne virkelighed, hvor man i et nordisk kredsløb handler, ud- veksler erfaringer, uddanner sig og rejser i et omfang som vel aldrig før, og helt uden at lukke sig om sig selv; se bare på intensiteten af flyafgange mellem landene og på antallet af pendlere og grænsehandlere. Man er både dansk/ norsk/svensk/islandsk og nordisk, europæisk og medlem af det internationale samfund. Det er ikke desto mindre et tilbagevendende tema i debatten om Norden, at det nordiske samarbejde kun finder udtryk i de skåltaler, der udbringes i ritualiserede samvær. Hvis man ser sådan på det, er tabet af det selvfølgelig over- kommeligt. Vist er fællesskabet historisk funde- ret, og vist er der romantiske forestillinger knyttet til det, men det centrale er, at det er en realitet i alle samfundslag. Det er ikke kun kulturfolk og konferenceløver, der har glæde af det nordiske fællesskab. Det nordiske fæl- lesskab omfatter alle sociale lag, danske byg- ningsarbejdere i Tromsø, svenske sygeplejere i Danmark, norske erhvervsfolk i Danmark, færøske studenter i Skandinavien, grønland- ske geologer på Island og finske medarbejdere på gennemtræk i Nordisk Ministerråd. Det nordiske samspil er intenst. Hundredtusinder af nordboere krydser hver dag en nordisk græn- se, titusinder tager bopæl i et andet nordisk land i en årrække, nogle forelsker sig ligefrem på tværs af de nordiske sproggrænser! Jørn Lund, f. 1946, ansat på Københavns Universitet 1968, professor i dansk sprog på Danmarks Lærerhøjskole 1980, chefredaktør for Den Store Danske Encyklopædi 1991, med- lem af Gyldendals direktion 1995, direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2002. Med- lem af Dansk Sprognævn fra 1980, af Det Danske Akademi fra 1989 og af bestyrelsen for Københavns Universitet fra 2005. 196 Det nordiske sprogfællesskab Sprogforståelse Min søn studerede et semester i Canada, på University of British Columbia i Vancouver. Indimellem slappede han af med et par danske, norske og svenske kollegiekammerater; det føltes godt at kunne hvile i sit modersmål, at kunne udtrykke sig med alle nuancer, at forstå det underforståede. I en e-mail beskrev han den skandinaviske situation således: Norske og danske studerende taler deres modersmål indbyrdes, svenske og norske gør det også, men danske og svenske taler engelsk. Dette sidste var både en god nyhed og en dårlig nyhed. Det er godt, at alle større skandi- naviske undersøgelser af den interskandinavi- ske sprogforståelse bekræftes af virkelighe- den. Men det er trist, at svenske og danske studenter ikke kan navigere på deres moders- mål, når de taler sammen. Det skyldes til dels udviklingen i dansk udtale. En lang række nye udtaletræk gør det vanskeligere for andre nord- boere at identificere danske ord. Det skyldes også den interne sprogsituation i Danmark og Sverige, som pga. dialekternes svækkede posi- tion har gjort mange mennesker uvante med at håndtere sprogvariation. Man står rådvild over for uventede manifestationer af ord og lyde, forstår simpelt hen ikke og giver op – i stedet for at spærre ørerne op og indarbejde nogle lydlige omsætningsmekanismer mellem eget sprog og andre beslægtede sprog, det være sig dialekter eller nabosprog. Svenskerne har blandt skandinaverne bund- rekord i forståelse af talt dansk og var i mange år ringere til at forstå dansk end danskere til at forstå svensk. Men en ny nordisk undersøgelse af nabosprogsforståelse tyder på, at danskerne er ved at blive lige så dårlige til at forstå talt svensk. Lettest går ofte fremmedordene igen- nem; som regel låner de skandinaviske sprog de samme fremmedord, og reduktionerne i talesproget er ikke så markante som dem, de hjemlige ord er underkastet. Endelig skal anføres uddannelsesvæsener- nes og lærernes svigt. Nabosprogsundervis- ningen har ofte været løs indtil det løsagtige, perspektiverne i nabosprogsundervisningen uklare for elever og lærere, stoffet underprio- riteret. Måske kan den svensk-danske sprog- forståelse hente næring et nyt sted, i markeds- kræfterne. Svenskernes manglende fleksibili- tet gennem et par årtier kunne skyldes, at man opfattede sig som den skandinaviske store- bror, der ikke behøvede ulejlige sig så meget med at forstå lillebror, men til gengæld forlan- ger, at han bærer det meste af kommunika- tionsbyrden. Den position er ændret, økonomisk såvel som politisk og uddannelsesmæssigt. Sven- skerne samarbejder nu med naboerne på nye vilkår, ligesom man jo har åbnet sig over for EU. Danskundervisning i Sverige er eksempel- vis blevet et efterspurgt kursusemne, specielt naturligvis i Øresundsregionen. På Folke- universitetet i Malmø blev dansk tidligere med- taget i kategorien „øvrige sprog“ sammen med fx tyrkisk og arabisk. Nu er det blandt de mest efterspurgte sprogfag efter engelsk. Også an- dre steder går medarbejderne på virksomheder og i organisationer til kurser på 10-40 timer for at tilegne sig dansk, og i Danmark foreslog direktøren for Danske Bank allerede for år tilbage, at skolerne indfører svensk på skemaet. Nye toner. Her er det ikke de professionelle nordister, der vil fremme sprogsagen, det er erhvervsfolk med penge bag sig og initiativer foran sig. Ytringen er ikke bare aktuelt, men også principielt interessant. Mange tror, at sprogforholdene styres af sprogfolk i nævn og udvalg. Men det er kun sidste fase af styringen, der overlades til de sproglige elementjong- lører. Sproget følger magten, og magten er i vid udstrækning økonomisk funderet. Sådan var det i middelalderen, da de nordiske sprog lod sig påvirke af hanseaternes nedertysk, sådan er det i dag, hvor amerikansk indflydelse gør sig gældende, sådan er det inden for de enkelte europæiske regioner som det nordiske sprog- område. 197 Det nordiske sprogfællesskab Sprogfællesskabets grænser Alligevel tror jeg ikke umiddelbart på nogen hurtig forbedring af sprogforståelse eller nabo- sprogsundervisning, også fordi dansk, norsk og svensk ikke er de eneste sprog, der tales i Norden. Der skal i det nordiske sprogsamar- bejde tages hensyn til ikke bare de andre strukturelt set nordiske sprog, færøsk og is- landsk, men også til grønlandsk, samisk og finsk. Disse sprog har samme indfødsret i det geografiske Norden som de i sproglig forstand nordiske, og de er lige så værdifulde for de kulturer, de bærer, som de øvrige sprog i Norden, men nogen indbyrdes forståelighed mellem disse sprog eller disse sprog og de nordiske bliver der aldrig tale om. Et sprog- fællesskab for alle i det geografiske Norden er rent symbolsk. Symbolet er oven i købet dyre- købt, for det belaster udvekslingerne mellem de sprog, der relativt let kan udvikle en gensidig forståelighed og berige hinanden kulturelt. Danskere, nordmænd og svenskere kan hur- tigt lære at tale sammen på deres modersmål, så de efter nogle ugers tilvænning forstår hinanden. For de finsk- og islandsktalende er de centralskandinaviske sprog vanskeligere at tilegne sig. Men man er ofte så ivrig efter at tilgodese finnerne, at man komplicerer den interskandinaviske kommunikation gennem tolkning eller tvinger nordiske kolleger til at bruge engelsk som forhandlingssprog i stedet for at udvikle og fastholde det naturlige sprog- fællesskab mellem danske, norske og sven- ske. Vi sidder og bliver dårligere og dårligere til at forstå hinanden for at tilgodese nogle, der vitterlig ikke har en chance for at være med længere. Det er bagsiden ved det traditionelt kon- fliktskyende nordiske samarbejde, at man ikke kan tale lige ud om det, som truer fællesskabet indefra. Men hvis finnerne ønsker at være med, må de lære at tale svensk som adgangs- kort til det nordiske sprogfællesskab; samti- dig lettes vejen til norsk og dansk. Alternati- vet er, at engelsk bliver nordisk forhandlings- sprog. Og så går ideen bag sprogsamarbejdet stort set tabt. Noget tyder på, at finnerne er blevet ligeglade. De frygter ikke længere den russiske bjørn og er blevet trygge ved den tyske ørn. For dem er Norden Sverige. Og de klarer sig fint uden. Det sagde den finske historiker Matti Klinge ligeud ved en nordisk kulturkonference i Paris, og det var for en gangs skyld ærlig snak. Det er synd for den skandinavisk orienterede finlandsksvenske minoritet, men tiden er vist inde til, at de alene repræsenterer Finland i det nordiske sprogsamarbejde. Styrk sprogfællesskabet Skandinavien har i globaliseringens tidsalder mulighed for at vise sig som et foregangsom- råde på mangfoldige felter, herunder det sprog- lige. Vi lever i fredelig sameksistens efter århundreders stridigheder på kryds og tværs, og vi fastholder værdien af en gensidig sprog- forståelse. At blive fortrolig med nabosprog- ene er for danskere, nordmænd, svenskere, islændinge, færinger og finlandssvenskere en udvidelse af den enkeltes sproglige og kultu- relle domæne. Man forstår bedre sit kulturelle grundlag, og man udvider samtidig sin kom- munikationsradius. Nøglen til dét kan man erhverve sig på få dage, og den sprogforståelse, man opnår, stikker dybere, end den man er- hverver, når man tilegner sig de egentlige fremmedsprog; man bliver bedre til at forstå både toner og undertoner, end når man i årevis står på hovedet i grammatikker for at lære engelsk, tysk, fransk – eller finsk. En sproglig cost-benefit-analyse vil vise, at det er umagen værd at videreføre det skandinaviske sprog- fællesskab.