Tvang og frihed i pensionssystemer

251 Tvang og frihed i pensionssystemerNFT 3/2004 Indledning Med udgangspunkt i det danske pensions- system og dets udvikling analyseres i denne artikel nogle grundlæggende spørgsmål i for- bindelse med, hvordan obligatoriske pen- sionssystemer bedst indrettes. Der argumente- res for følgende hovedsynspunkter: • Der er mange fordele ved et pensionssystem, der som det danske er udformet som et funded præmiereservesystem. • Det er uhensigtsmæssigt med pensions- systemer, hvor der indbetales betales en fast procentdel af lønnen uanset alder. Indbeta- lingsprofilen bør tilpasses, at indbetalings- evnen varierer over livet. Tvang og frihed i pensionssystemer af Michael Møller og Niels Chr. Nielsen Michael Møller Niels Chr. Nielsen ncn.fi@cbs.dk Professor Michael Møller, Dep. of Finance, Copen- hagen Business School. Professor Niels Chr. Nielsen, Dep. Of Finance, Copenhagen Business School. Styrken ved det danske pensionssystem er, at det er et obligatorisk, funded præmiereserve- system. Det er en svaghed ved systemet, at der indbetales en fast procentdel af indkomst uaf- hængigt af alderen; pensionsopsparingsevnen må forventes at være en del større senere i livet. Der er endvidere en inkonsistens i, at folk på den ene side er tvunget til at spare op og på den anden side har en vis frihed mht. investering og udbetalingsperiode. Obligatorisk opsparing hæn- ger logisk sammen med livsvarige pensioner uden investeringsfrihed. • En høj tilsigtet dækningsprocent1 har som pris et betydeligt samfundsmæssigt spild, fordi rationelle individer tvinges til at låne, og fordi det gør det vanskeligere at fasthol- de folk på arbejdsmarkedet. • Der er i Danmark en trend i retning af øget valgfrihed med hensyn til, hvilke pensions- ydelser, der kan købes, og med hensyn til, hvordan midlerne skal investeres. Dette er inkonsistent med obligatorisk pensionsop- sparing. 252 Tvang og frihed i pensionssystemer Det danske pensionssystem Det danske pensionssystem består af 4 ele- menter: Folkepension, der betales til alle, uafhæn- gig af eventuel erhvervstilknytning. Denne ordning er ufunded. Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) som grundlæggende sikrer folk en pension, der afhænger af, hvor mange år, de har været på arbejdsmarkedet, men som er uafhængig af deres løn. Ordningen er funded og alle fuld- tidsbeskæftigede indbetaler samme kronebe- løb2 til ordningen. Ordningen er dog af rela- tivt beskeden størrelse. Arbejdsmarkedspensioner, hvor der indbe- tales en fast procentdel af lønnen til en pensi- onsordning som følge af overenskomster. Pro- centsatserne varierer noget fra område til område; akademikere har typisk noget højere obligatoriske procenvise pensionsbidrag end folk med kort/ingen uddannelse. Denne ord- ning er økonomisk set klart den væsentligste i pensionssystemet3 . Frivillige pensionsindbetalinger, hvor det danske system er ekstremt liberalt. Der er intet loft over, hvor stor en del af lønnen, der kan indbetales til pensionsformål med deraf føl- gende fradragsret for indbetalingen. Præmiereservesystem og tvang Hovedingredienserne i det danske pensions- system er tvungne betalinger til et præmiere- servesystem (defined contribution). Et præ- miereservesystem har mange fordele. Først og fremmest kan det i modsætning til mange andre landes systemer ikke blive underfun- ded4 . Det er pensionstagerne – og ikke virk- somhederne eller staten – der bærer risikoen vedrørende de fremtidige pensioner. Der kan være to formål med at staten tvin- ger folk til opsparing til pensionsformål: det ene er at beskytte de øvrige borgere mod den enkeltes kortsigtethed, det andet er at beskytte den enkelte mod egen kortsigtethed. I velstående stater er der et vist minimums- forbrug, under hvilket man ikke vil acceptere, at nogen må leve. En person, der ikke har lagt til side til sin alderdom, vil derfor få offentlige ydelser. For at minimere denne udgift er det logisk at tvinge folk som erhvervsaktive til at lægge til side til alderdommen. Det er imidler- tid klart, at her er tale om ”ens grænser for alle”. Der vil ikke blive skelet til, hvilken levestandard, de pågældende havde som er- hvervsaktive. Samfundet vil ikke føle en for- pligtelse til at komme en kortsigtet direktør til hjælp, fordi han må sætte sit forbrug ned til 30% af, hvad det var, da han var erhvervsak- tiv, hvis han stadig har et pænt forbrug i forhold til pensionister i øvrigt. Denne be- skyttelse af ”det øvrige samfund” taler for obligatoriske ordninger af den danske ATP- type, med ens årlige bidrag for alle uafhængi- ge af indkomst, forudsat at det skal være et præmiereservesystem. Alternativt kan der selvfølgelig for så vidt angår minimumspen- sion også argumenteres for et pay-as-you-go- system, hvor der ikke er usikkerhed om pen- sionen. Ønsket om at beskytte den enkelte borger mod egen kortsigtethed kræver ordninger af en anden karakter. Her er ønsket at sikre, at den enkelte ikke skal opleve en meget stor nedgang i levestandard i forhold til, hvad han/ hun havde i sin erhvervsaktive periode. Det sker ud fra en tanke om, at en rationel person ville udjævne sit forbrug, men at mange på grund af kortsigtethed eller manglende selv- kontrol ikke er i stand til selv at foretage den nødvendige opsparing. Det logiske middel er ordninger, hvor den enkelte tvinges til at læg- ge en andel af sin indkomst til side til pen- sionsformål. Sådanne ordninger forhindrer, at en kortsigtet højtlønnet, der løbende bruger alt hvad han tjener, må gå drastisk ned i forbrug ved pensionering. Der er gode grunde til at indføre sådanne 253 Tvang og frihed i pensionssystemer obligatoriske ordninger. Vi ved, at selvkon- trol er et problem for mange. Omvendt er det også klart, at det er muligt at spare for meget op til alderdommen. Danmark har inden for de senere år fået indført obligatoriske pensionsindbetalinger med indbetaling af en fast procentdel af løn- nen for praktisk talt alle på arbejdsmarkedet. Det fremgår klart af de beregninger, der fore- tages i betænkninger om pensionssystemet5, at formålet er at sikre, at den enkelte ikke oplever ”for stort” et fald i disponible ind- komst, når han/hun går på pension. Sammen- ligningsgrundlaget er ikke den gennemsnit- lige disponible indkomst over livet, men den disponible indkomst før pensionering. Sagt med andre ord, der søges en ”udjævning” af forbrug over livet, således at forbruget stiger med vækstraten i reallønnen. Fremskrivninger af pensionerne i fremtiden er i sagens natur meget usikre, da de vil afhænge af udvikling i realløn, dødelighed og afkast af pensionsopsparing. Fremskrivnin- gerne tyder dog på, at når de nuværende obligatoriske pensionsordninger er slået helt igennem i Danmark, vil dækningsprocenter- ne komme op over 100% for lavindkomst- grupperne. Det forekommer ikke logisk, at disse grupper skal tvinges til at spare så meget op, at de har en højere levestandard som pensionister end som erhvervsaktive. Homo oeconomicus: hvad vil han gøre? Ordningerne med obligatorisk opsparing af en vis procentdel af indkomsten har som nævnt til formål at beskytte den enkelte mod egen dumhed/kortsigtethed/manglende viljestyrke. Når vi vil beskytte den enkelte mod disse svagheder, er det logisk at begynde med at spørge, hvorledes en ”homo oeconomicus”, dvs. en økonomisk rationelt tænkende person, ville opføre sig med hensyn til pensionsop- sparing. Lad os for enkeltheds skyld se bort fra skattebegunstigelse af pensionsopsparing, usikkerhed om fremtiden, fra alle spørgsmål om ægtefælle-og børnepension, og kun kon- centrere os om alderspension. Der er to spørgsmål at overveje. Det ene er hvilken forbrugsprofil, homo oeconomicus ønsker over livet. For homo oeconomicus er den ønskede forbrugsprofil uafhængig af hans indkomst de enkelte år, da han vil anlægge en livsindkomstbetragtning. Når forbruget er fast- lagt, er den optimale opsparing de enkelte år også givet, nemlig som forskellen mellem indkomst og det ønskede forbrug i de pågæl- dende år. Men opsparing kan ske både i fri midler og i form af pensionsopsparing. Det næste spørgsmål er derfor, hvordan opsparingen de enkelte år skal fordeles på fri opsparing og pensionsopsparing. I planlægning af optimalt forbrug over livet må personen overveje: (1)Er der nogle tids- punkter af livet, hvor han har relativt meget behov for forbrug, f.eks. pga. børn? (2) Er han interesseret i absolut indkomst, dvs. en relativ flad forbrugsprofil, eller er han interesseret i relativ indkomst sammenlignet med andre på samme tidspunkt, således at hans forbrug skal udvise en vækstrate, der minder om væksten i BNP pr indbygger? Hvis vi går ud fra en årlig vækstrate i reallønnen på 1.75% p.a., så vil lønniveauet, når en person bliver 65, være ca. dobbelt så højt, som da han var 25 år. I disse tal er der ikke taget hensyn til anciennitetstrin og forfremmelser, der yderli- gere øger slutlønnen set i forhold til lønnen ved indtræden på arbejdsmarkedet 40 år tidli- gere. Det gør selvfølgelig en væsentlig for- skel, om forbruget skal være jævnt, eller om der skal spares op, så forbruget som 65-årig er det dobbelte af forbruget som 25-årig. Det er vanskeligt at have en fast mening om, at den ene politik er ”mere rationel” end den anden. For så vidt angår fordelingen af opsparing på fri opsparing og pensionsopsparing inve- sterer folk specielt i de yngre år i møbler, 254 Tvang og frihed i pensionssystemer husgeråd, bil og – for en betydelig del af befolkningens vedkommende – ejerbolig. I et ufuldkomment kapitalmarked, hvor låneren- ten er højere end den rente, der kan investeres til, er det inoptimalt at have lån og obligatio- ner på samme tid. Dvs. homo oeconomicus vil derfor først afvikle gæld (primært bankgæld, sekundært realkreditgæld), før han sparer op i form af obligationer6. Homo oeconomicus vil derfor de første mange år af sit arbejdsliv ikke spare op i pensionskasse, men kun i form af afbetaling af gæld7 . Det forhold, at man ved en livsvarig pen- sionsordning ”arver de andre” og omvendt ikke selv efterlader noget til arvingerne, taler principielt for at det kan være relevant at have en livsvarig pensionsordning, samtidig med, at man har boliggæld. Dette argument er dog reelt irrelevant, så længe folk er under 50, fordi deres dødsrate er så lav. Så homo oeconomicus vil foretage opspa- ring i uddannelse, møbler og bolig ganske højt op i årene, og først derefter vil han begynde at spare op på en pensionsordning. Når vi tager alle de ovennævnte faktorer i betragtning synes der at tegne sig følgende billede: Homo oeconomicus vil have relativt høje udgifter i årene, hvor han har børn. Han vil i disse år kun spare relativt lidt op, og hans opsparing i disse år vil først og fremmest ske i form af opbygning af egenkapital i bolig og varige forbrugsgoder (og eventuelt tilbagebe- taling af studiegæld). Herefter vil pensions- indbetalingerne så vokse kraftigt. Lidt firkan- tet sagt vokser pensionsopsparingen, når folk er omkring de 45, børnene er flyttet hjemme- fra, bankgælden er væk og der er betydelig friværdi i boligen. Denne tendens forstærkes i det omfang homo oeconomicus ønsker at udjævne forbruget over livsforløbet, således at forbruget ikke vokser helt så hurtigt som BNP pr indbygger. Der følger heraf, at det nuværende obligato- riske pensionssystem sandsynligvis i mange tilfælde påfører homo oeconomicus en ikke helt ubetydelig byrde, fordi han må ”omgøre” den uønskede obligatoriske pensionsopspa- ring ved at optage lån, fordi han tvinges til en større pensionsopsparing, end ønsket i de unge år. Han må låne for at spare op. Og ikke alene er den tidsmæssige fordeling af opsparing uhensigtsmæssig, med for stor opsparing i de unge år og for lidt i de ældre. Den totale tvungne opsparing kan også for mange rationelle individer resultere i en for høj pension i den forstand, at de hellere ville have haft flere penge på et tidligere tidspunkt i livet. Skat og imperfekte markeder I ovenstående afsnit så vi bort fra skat. Det danske skattesystem er således indrettet, at der ydes en vis støtte til lånefinansieret pen- sionsopsparing. Det danske skattesystem ope- rerer med en skatterabat på 32% for folk med renteudgifter, mens afkastet af pensionsop- sparing beskattes løbende med en skattesats på 15%. Denne forskel i skattesatser gør groft sagt, at det i Danmark kan betale sig at låne til 6% rente for at spare op i en pensionskasse, der kun kan investere pengene til 5% rente. For efter 32% skatterabat betaler låntager kun 4.08% i rente af lånet, mens pensionsformuen giver et afkast på 4.25% efter 15% skat. Den- ne skattemæssige asymmetri er ikke voldsom. Men den er dog tilstrækkelig stor til, at for personer med gæld med pant i ejerbolig (real- kreditgæld) er det ret ligegyldigt, om de sparer op gennem pensionsordning eller afbetaler gæld, for rentemarginalen er under én pro- cent. For så vidt angår personer med traditio- nel bankgæld er skattefordelen ikke nok til at kompensere for, at man betaler en højere rente på lånene, end man får på pensionsopsparin- gen. Rentemarginalen er for høj. Dvs. alle de personer, der i deres erhvervsaktive periode har bankgæld, pålægges en byrde ved den nuværende obligatoriske pensionsopsparing. Skattebegunstigelse af lånefinansieret obli- 255 Tvang og frihed i pensionssystemer gatorisk pensionsopsparing kan (delvis) kom- pensere den enkelte, men den obligatoriske pensionsopsparing resulterer stadig i et sam- fundsmæssigt spild. Der bruges ressourcer på at kreditvurdere personer til lån, som de ikke havde brug for, hvis de ikke blev tvunget til at spare op til pension. Niveauet for den danske obligatoriske pen- sionsopsparing synes lagt forholdsvis højt i den forstand, at det er let at forestille sig rationelle individer med lang tidshorisont, der bliver tvunget til en uhensigtsmæssig stor pensionsopsparing. Der savnes i Danmark en diskussion af afvejningen af hensynet til de rationelle og hensynet til de kortsigtede. Hvad siger niveauet for frivillig pensionsopsparing om det rette niveau for obligatorisk pensionsopsparing? Man møder indimellem det argument, at det forhold, at der indbetales ganske meget på frivillige pensionsordninger er et tegn på, at den obligatoriske pensionsopsparing snarere er for lav end for høj. Der er mange gode argumenter for, at denne logik er fejlagtig. For det første er pensionsopsparing i Danmark skattesubsideret. Personer, der har pensions- ordninger, der giver dem mere at leve af, end de regner med at have behov for som pen- sionister, og som blot sparer op til deres arvin- ger, vil ofte med fordel kunne foretage denne opsparing som formel pensionsopsparing, nemlig gennem en så kaldt ratepension. I en ratepension bliver pensionsformuen udbetalt over en vis årrække. Hvis folk dør før alle midlerne er udbetalt, bliver midlerne udbetalt til arvingerne, med en relativt lav skat til følge. For det andet er en del ”pensionsopsparing” kun udtryk for ren skattearbitrage. Folk opta- ger lån i deres bolig for at kunne indbetale på ratepensionsordninger. Denne manøvre bli- ver anbefalet af en del finansielle rådgivere. For det tredie er der mange danskere, som ikke hele livet har været underlagt obligato- risk pensionsopsparing. Det forhold, at en del af disse foretager frivillig pensionsopsparing, siger intet om behovet for større obligatorisk pensionsopsparing for de, der er med i syste- met ”fra start”. For det fjerde er der forskel på præferencer. Selv med en obligatorisk pensionsopsparing, der sikrer folk pension, der er større end deres slutløn, vil der være nogle, der foretager fri- villig pensionsindbetaling. Man kan med lige så stor ret tage det forhold, at en ganske stor gruppe erhvervsaktive danskere har banklån som udtryk for, at den obligatoriske pensions- opsparing er for høj. Frihed og tvang i det danske pensionssystem Stort set alle danske lønmodtagere er omfattet af en overenskomst, der fastlægger, at de skal indbetale en vis procentdel af deres indkomst til pensionsformål. Man kan diskutere, i hvil- ket omfang det er arbejdsmarkedets parter, og i hvilket omfang det er staten, der bestemmer omfanget af denne obligatoriske pensionsop- sparing. Statens reelle indflydelse er nok gan- ske betydelig. Den nuværende danske regering er liberal. Det giver sig bl.a. udslag i et ønske om at give borgerne valgfrihed på en lang række områ- der. I maj 2003 udkom en rapport fra et af regeringen nedsat udvalg – Bremer-udvalget – hvis titel var: Større valgfrihed i pensions- opsparingen. Baggrunden for nedsættelsen af udvalget var, at regeringen ved sin tiltrædelse havde meddelt, at ”der vil blive fremsat forslag, som giver større frihed for den enkelte til at placere og forvalte pensionsopsparing”. Rapporten beskæftiger sig dog også mere generelt med, i hvilket omfang valgfriheden i det danske pensionssystem kan øges. Reelt er der tale om, at regeringen lægger et pres på arbejds- 256 Tvang og frihed i pensionssystemer markedets parter for at indføre større valgfri- hed på en række områder. For så vidt angår ”Særlig pensionsopspa- ring” bliver der fra 1. januar 2005 åbnet mu- lighed for, at den enkelte lønmodtager selv i et vist omfang kan bestemme, hvordan hans midler skal investeres. Han vil kunne vælge mellem et stort antal investeringsafdelinger udbudt af forskellige udbydere. For så vidt angår ATP foreslår regeringen, at den enkelte lønmodtager skal kunne vælge, at en del af ATP-indbetalingen forvaltes af andre, og at denne del udbetales som et en- gangsbeløb eller en ratepension (dvs. udbeta- ling over en given årrække, oftest 10 år). For så vidt angår arbejdsmarkedspensions- ordningerne er der en lang række forskellige ordninger, afhængig af uddannelse og arbejds- giver. En ret almindelig ordning er, at den enkelte selv kan disponere over 1/3 af de obligatoriske indbetalinger. Det gælder, hvor- dan pengene skal investeres, og hvordan pen- gene skal udbetales. For så vidt angår investe- ring får den enkelte typisk mulighed for at fordele pengene på forskellige puljer, f.eks. amerikanske aktier, japanske aktier, teknolo- giaktier, emergent markets, danske korte ob- ligationer, danske lange obligationer osv. For så vidt angår udbetalingen kan midlerne ud- betales enten som et engangsbeløb ved pensi- onering (kapitalpension) eller over en fast periode på minimum 10 år (ratepension). Tvang og frihed: Hvor er logikken? Er der logik i at tvinge folk til at spare op til pension, men give dem frihed til at tabe pen- gene på dårlige investeringer? Er der logik i at tvinge folk til at spare op til pension, men give dem frihed til at bruge en stor del af opsparin- gen de første år som pensionist, så levestan- darden må sættes ned senere i pensionistalde- ren? Formålet med tvungen pensionsopsparing er at sikre, at folk har en vis minimumspen- sion, hvad enten den nu er absolut (ens for alle) eller relativ (en vis minimumslevestan- dard i forhold til indkomsten som erhvervs- aktiv). Disse mål kan selvfølgelig ikke opret- holdes uden tvungen pensionsopsparing. Men de kan heller ikke opretholdes, hvis folk får frihed mht. investering af midlerne og udbeta- ling af midlerne. Betragt f.eks. valgfrihed, der giver folk mulighed for, at en del af pensionsopsparin- gen udbetales som ratepension eller kapital- pension. Isoleret set er det forståeligt, at folk kan have sådanne præferencer. Hvis folk vil rejse meget i udlandet de første år efter pensi- onering, fordi det er dér, de har kræfterne, så er det logisk, at de foretrækker store rådig- hedsbeløb på dette tidspunkt. Omvendt er det klart, at friheden hertil ikke må være så stor, at de efter udløbet af denne ”gyldne periode” ikke har en vis minimumspension til den resterende del af pensionistlivet. Sagt med andre ord: den del af den obligatoriske pen- sionsopsparing, der går til at sikre personen en livsvarig pension, skal være så stor, at personen har en acceptabel levestandard. For ellers har vi jo ikke ”beskyttet folk mod sig selv”. Så hvis folk skal have frihed til at vælge på, hvilken måde 1/3 af deres pensionsopspa- ring skal investeres og udbetales, så skal de resterende 2/3 kunne sikre dem en rimelig livsvarig pension. Men det rejser så logisk spørgsmålet: Hvor- for skal det være obligatorisk at spare op til ”sjov og ballade-pensionen”? Det er som nævnt forståeligt, at folk gerne vil have ekstra mange penge, de første år som pensionister, hvad enten de bliver pensioneret som 60-årige eller 65-årige. Men omvendt kan man jo også tænke sig, at der er nogle, der helst vil bruge mange penge, fra de er 50 år til de er 60 år. Hvorfor ikke give dem mulighed for det? Ja, man kan endog tænke sig, at der er nogen, der føler et specielt behov for penge i de år, hvor de har børn, dvs. måske fra de er 25 år til de er 45 år. Hvorfor ikke give dem lov til det? 257 Tvang og frihed i pensionssystemer Sagt med andre ord: Hvorfor ikke kun gøre indbetalingen til livsvarig pension obligato- risk, dvs. nedsætte den obligatoriske pensi- onsordning til 2/3 af, hvad den er nu, siden denne pensionsopsparing sikrer en acceptabel minimumspension? Hvis den obligatoriske pensionspsparing nedsættes til 2/3 af det nuværende niveau vil nogle spare frivilligt op for at have ekstra penge de første pensionistår. De er stillet, som de er i dag. Andre vil undlade at indbetale frivilligt til pension. De vil så have flere penge som erhvervsaktive og færre penge de første år af deres pensionisttilværelse. Hvad er årsagen til, at staten/arbejdsmar- kedet skal blande sig i, om folk vil leve specielt godt fra de er 25 til de er 35 år, eller om de vil leve specielt godt, fra de er 65 år til de er 75 år? Arbejdsudbud og obligatoriske pensionsordninger Det er velkendt, at der er et problem med at holde folk på arbejdsmarkedet længe nok. En del ønsker at trække sig tilbage forholdsvis tidligt og nyde tilværelsen, mens de endnu er friske både åndeligt og fysisk. For mange vil det være økonomien, der afgør, hvornår de forlader arbejdsmarkedet. Har de råd, trækker de sig tilbage. Den danske regering forsøger på forskellige måder at belønne de folk, der bliver på arbejdsmarkedet længere. Men her skal man være klar over, at de ældre er ander- ledes end de unge. Unge har et relativt umæt- teligt behov: de vil gerne have større forbrug. De ældre er i højere grad vanemennesker. En ganske væsentlig del af forbruget er som be- kendt boligforbruget. Men hvor de unge me- get gerne vil have en større og bedre bolig, står det sjældent højt på de ældres ønskeliste; de foretrækker at blive boende, hvor de er. Så man skal næppe regne med at kunne motivere de ældre til at blive på arbejdsmarkedet ved at lokke dem med større forbrug. Det, der sna- rere kan motivere dem, er, hvis alternativet er at skulle sætte forbruget ned i forhold til, hvad de er vant til. En obligatorisk pensionsopsparing, der sik- rer alle en høj dækningsprocent, hvis de går på pension i en given alder, gør det derfor van- skeligt at fastholde de ældre på arbejdsmarke- det. Det er næppe noget tilfælde, at USA, der har væsentligt dårligere obligatoriske pensi- onssystemer end Europa, har betydeligt lette- re ved at holde de ældre på arbejdsmarkedet end Europa har. I den forbindelse skal huskes, at de høje marginalskatter i sig selv gør, at fritid er et stærkt ”subsidieret gode”. Fritid beskattes ikke, men det gør den indtægt, man kan få ved at give afkald på sin frihed, og dermed det forbrug, som er belønningen for at give afkald på fritiden. Konklusion Man skal være forsigtig med stærke meninger om det optimale pensionssystem. Vi lever i en usikker verden, renter ændrer sig, vækstrater ændrer sig, skattesystemer ændrer sig, sociale ordninger ændrer sig, levetider ændrer sig – og pensionsordninger strækker sig over om- kring 80 år. Som debattør bør man have en vis ydmyghed. Det er vanskeligt at have en fast mening mht. om folk skal tvinges til at spare 12% eller 18% af deres indkomst op til deres pension, og i hvilket omfang der skal være loft over, hvor stor den tvungne indbetaling kan være. På trods af denne usikkerhed kan man dog sige enkelte ting. Et fornuftigt udgangspunkt for, hvorledes obligatoriske pensionsordninger indrettes, både med hensyn til opsparingsprofil og dæk- ningsgrad, er at overveje, hvorledes ”homo oeconomicus”vil opføre sig. Det kan vi af gode grunde kun udtale os om med stor usik- kerhed, da der ikke er nogen ”rigtige” præfe- rencer. Det synes dog nogenlunde klart, at vedkommende først vil opbygge en vis fri egenkapital til at undgå kostbare banklån, før 258 Tvang og frihed i pensionssystemer han begynder at foretage pensionsopsparing. Det synes også logisk, at han vil spare relativt mindst op, mens han har børn. Og det er ikke givet, at han vil foretrække en forbrugsprofil, hvor forbruget stiger med reallønnen, så for- bruget som 80-årig er er 2.6 gange så stort som forbruget som 25-årig. Det er muligt, at han vil foretrække en lidt mere flad forbrugspro- fil. Intet kan siges sikkert, da den ønskede forbrugsprofil også vil afhænge af renten. Obligatoriske ordninger bør derfor søge at tilsikre en dækningsgrad noget under 100%, set i forhold til den disponible indkomst ved pensionering. Der er gode argumenter for, at for det vil være præferencen hos mange ra- tionelle individer. Det skyldes selvfølgelig dels væksten i indkomst over livet, dels at behovene er specielt dyre i årene, hvor folk har forsørgerbyrder. Der er således en risiko for, at folk tvinges til at spare for meget op. For de personer, der ikke finder den tvungne opsparing tilstrækkelig til at sikre den ønske- de levestandard som pensionist, er det let selv at foretage frivillig pensionsopsparing. Det er mere besværligt og dyrt for folk at gå den modsatte vej, nemlig at ”annullere” den of- fentlige tvang, hvis de tvinges til at spare for meget op. Det kan kun ske ved at optage lån, som tilbagebetales i pensionistårene, men dødsrisikoen gør sådan lånoptagning dyr. Profilen på den tvungne pensionsopsparing i dag forekommer relativt ”fantasiløs” og ta- ger i hvert fald ikke udgangspunkt i overvejel- ser over, hvordan ”homo oeconomicus” ville indrette sig. F.eks. bør der ikke indbetales samme procentdel af indkomsten uafhængigt af alder. Der findes ikke noget godt teoretisk argument for denne profil som den eneste ene. I Danmark ønsker regeringen både af kon- kurrencemæssige og ideologiske årsager at give borgerne større frihed mht., hvordan deres pensionsopsparing forvaltes, og hvilke pensionsmæssige ydelser, de køber for pen- sionsopsparingen. Men der er ikke konsistens mellem på denne side at have tvang i form af tvungen opsparing og så på den anden side at have frihed til at sætte pengene til på dårlige investeringer og frihed til at bruge en væsent- lig del af den tvungne pensionsopsparing over en kort årrække i de allerførste pensionistår. Litteratur: Regeringen: Et bæredygtigt pensionssystem. Ja- nuar 2000.ISBN 87-7862-088-0. Økonomi-og Erhvervsministeriet m.fl: Større valg- frihed i pensionsopsparingen. Maj 2003. Elek- tronisk udgave: ISBN 87-7862-172-0. Noter 1 Dækningsprocent forstået som disponibel ind- komst som pensionist set i forhold til disponibel indkomst som erhvervsaktiv. 2 I praksis er det mere kompliceret, men ovenstå- ende beskriver hovedprincippet. 3 Herudover findes et lille vildskud, nemlig ”Sær- lig Pensionsopsparing, hvor alle lønmodtagere indbetaler 1% af deres løn. Denne ordning er ikke aftalt mellem arbejdsmarkedets parter, men er bestemt af folketinget. Ordningen bruges i høj grad som finanspolitisk instrument. F.eks. har regeringen for at øge forbruget bestemt, at der i 2004 og 2005 ikke skal indbetales bidrag til denne ordning. 4 Hvis de ”lovede” pensioner ikke kan udbetales, fordi forudsætningerne i beregningerne ikke holder, jf. problemerne med, at der har været anvendt en rente på 4.5%, der i dagens marked kan være vanskelig at opnå, må pensionstilsag- nene sættes ned. Pointen er, at det er medlem- merne der må bære investeringsrisikoen. 5 Se f.eks. Regeringen: Et bæredygtigt pensions- system, Januar 2000. 6 Der kan godt være argument for, at personer har realkreditgæld samtidig med, at der investeres i aktier, pga. risikopræmien i aktieafkastet. 7 Han vil selvfølgelig tegne invalideforsikring osv., men han vil ikke have egentlig pensions- opsparing.