Penge og følelser

31 NFT 1/1994 Penge og følelser af cheføkonom Anne E. Jensen, Økonomisk Sekretariat, Unibank A/S Den økonomiske sektor virker ofte som en kunstig verden. Det er nemt at glem- me jordforbindelsen, fordi man aldrig ser de ufattelige beløb man handler med. Og man kan blive grebet af troen på, at penge lever deres eget liv løsrevet fra den virkelige verden. Når man er midt i stormens centrum, kan man ofte ikke se begivenhedernes konsekvens. ”Penge regerer” er en gammel påstand, som mange vil udråbe som sandhed i en tidsalder, der ofte karakteriseres som følelseskold og materialistisk. Men når man arbejder i den finansielle sektor, tæt på pengene og pengemagten, ople- ves det modsat meget stærkt, at følelser og psykologi er nok så bestemmende for økono- miske dispositioner som tallenes tale i form af ”kolde” kontante kalkulationer. En kreditvur- dering rummer således i høj grad en bedøm- melse af personer, graden af tillid til disse personers vilje og evne til at leve op til deres forpligtelser, og ikke alene en kontant op- gørelse af økonomi og sikkerhed. Der er tale om subjektive bedømmelser og personlige relationer. Penge og følelser hænger sammen. Det er der intet mærkeligt i. Økonomi styres af forventninger og dermed af følelser og medmenneskelige relationer, og de kan kun i begrænset omfang sættes på matematisk for- mel og indgå i kalkyler. Beregninger af øko- nomien i projekter, værdipapirinvesteringer o.s.v. er således baseret på forventninger om udviklingen i en lang række økonomiske nøg- lestørrelser. Udmøntningen af forventningerne i tal sker ud fra økonomisk teori tilsat histor- iske erfaringer. Det kan være simple statisti- ske sammenhænge, der har vist sig at holde i en årrække. Men der er jo ingen garanti for, at de også gælder i fremtiden. Demografiske fremskrivninger hører til de mere stabile mo- delbygninger, mens de senere år har givet kontante belæringer om at simple statistiske sammenhænge mellem finansielle størrelser, f.eks. valutakurser med mellemrum bryder sammen. Verden forandrer sig på uforudsige- lig vis. Erfaringer er med til at forme forventninger- ne. Men som bekendt er den vigtigste lære af historien, at menneskeheden aldrig lærer af historien. De nære erfaringer kan overskygge et mere afstandtagende klarsyn, og de økono- miske aktører kan blive grebet af en stemning, der tilsyneladende får dem til at handle mod sund fornuft. Anne E. Jensen 32 Økonomiske skandaler Det er nok værd at holde sig for øje, når der fældes dom over de senere års store økono- miske skandaler i de vestlige industrilande. For almindelige mennesker kan det være svært at forstå, hvorledes milliarder pludselig kan forsvinde op i den blå luft, og hvordan vel- kvalificerede og erfarne erhvervsfolk tilsyne- ladende har kunnet styre på tværs af sunde forretningsprincipper. Enkelte af de senere års milliardskandaler skyldes decideret bedrageri, og det har affødt en moraldiskussion i mange lande. Men hoved- parten af skandalerne skyldes snarere dårlig forretning, ikke mindst set i bakspejlet. Det skal ikke glemmes, at ændringer af de mak- roøkonomiske vilkår, bl.a. gennem en infla- tionsbekæmpende politik og en strukturpoli- tik, der betød friere og hårdere konkurrence i mange brancher, har været medvirkende til, at projekter, der tidligere var økonomisk rentab- le, skulle vurderes i et andet lys. Spekula- tionsbobler og faldende ejendomspriser er ikke kommet ud af den blå luft. De er skabt af den økonomiske politik. Det fritager selvfølgelig ikke den finansiel- le sektor og det øvrige erhvervsliv for ansva- ret for de senere års ulykker, og det er væsent- ligt at analysere, hvad der skete, og hvad der kan læres af det skete. Udviklingen i den finansielle sektor de se- nere år har placeret de nordiske lande i et lidet flatterende lys. De norske banker er de facto blevet statsejede, den svenske og finske stat har måttet støtte enkelte banker og i en periode garantere for banksystemet generelt. Ja selv i Danmark, hvor den finansielle sektor generelt har klaret krisen selv, er udviklingen kommet så vidt, at staten har måttet yde garanti for en bank. Og også andre dele af den finansielle sektor er blevet kraftigt rystet. Hafnias og Balticas sammenbrud i Danmark er markante eksempler på en udvikling, ingen ville have kunnet forestille sig for blot fem år siden. Hvad gik galt? I den offentlige debat fokuseres meget på dårlig forretningsmoral og urealistiske ambi- tioner hos enkeltpersoner. Der tales også om liberaliseringsprocessen som en faktor. Gik dereguleringen af den finansielle sektor for hurtigt? Var det forkert at liberalisere? Desværre er der også en tendens til at for- veksle dårlig forretning og dårlig ledelse med dårlig forretningsmoral, og således fælde en moralsk dom over de ansvarlige for de fejl- slagne dispositioner. Det kan skyldes et såre menneskeligt behov for at finde syndebukke og dermed frakende systemet skyld. Hafniasagen Da ledelsen af Hafnia i 1992 blev udskiftet og nye koste havde fejet gennem organisationen, udtalte den nye bestyrelsesformand, at der havde været ”en forsumpet forretningsmoral” i koncernen. Dermed henviste han til en ræk- ke transaktioner og aftaler, som var blevet holdt hemmelige for topledelsen, og som næppe heller var helt korrekte i forhold til den etik, der gælder på Fondsbørsen. Aktionærer- ne har et naturligt krav på at vide, hvad der sker i den virksomhed, som de har placeret deres opsparing i. Det interessante er imidlertid, at det ikke var den forsumpede forretningsmoral men derimod dårlig forretning, der blev årsag til, at Hafniakoncernen bevægede sig mod konkurs. Det var først og fremmest de alt for store og risikobetonede investeringer i Baltica- og Skandia-aktier, der rev tæppet væk under Hafnia. Og disse dispositioner var velkendte af offentligheden. Det var bl.a. de investe- ringer, der fik store dele af pressen til at udnævne Hafnias daværende førstedirektør Per Villum Hansen til at være en slags finan- siel troldmand. Det var en overmodig sats- ning, som i første omgang blev mødt med 33 respekt og begejstring. Projektet mislykke- des. Og så kommer den moralske dom. Den dårlige forretningsmoral, som blev afdækket i dele af koncernen, gav imidlertid kun tab på en brøkdel af tabet ved den dårlige forretning, der var lagt åbent frem for offent- ligheden. Der er således ikke behov for en moralsk dom men snarere en forretningsmæssig dom over den manglende risikobevidsthed, der fik Hafnias ledelse til at eksponere sig så kraftigt. Den del af pressen og offentligheden, der ikke havde blik for dette, men tværtimod priste de dristige dispositioner, har nok også brug for en vis eftertænksomhed. De lange bølger I 1985 udgav Dr. Ravi Batra, Massachusetts Institute of Technology (MIT), en bog ”The great Depression of 1990”, hvor han forud- sagde et sammenbrud i ejendomspriserne og en verdensomspændende krise i 1990. Bogen udkom i 1989 i Danmark under titlen ”Over- lev verdenskrisen 1990”, og på det tidspunkt var det desværre allerede for sent at tage ved lære af den. Dr. Batra havde igennem en årrække sam- men med en gruppe økonomer på Massachu- setts Institute of Technology studeret teorier- ne om de lange bølger i økonomien, som blandt andet er udviklet af den russiske øko- nom Kondratieff på basis af studier af lange tidsserier over råvarepriserne. Han observe- rede tilbagevendende bølger over ca 50 år. Andre økonomer, herunder Schumpeter, har givet en realøkonomisk fortolkning af de lange bølger, og ikke mindst fra slutningen af 80’erne er der fremkommet mange studier af fænome- net. Selv Kommissionens økonomer har viet fænomenet interesse. Ifølge Schumpeter udvikler hver lang bølge sig i fire faser: 1) velstand, hvor væksten er høj 2) recession, hvor væksten tager af 3) depression, hvor væksten er nær nul eller negativ og 4) genopretningsfase, hvor væksten er beske- den. Over disse fire faser sker der forskydninger i profitraten. Således er fase 1) præget af voksende profitrate, i fase 2) aftager den, og der er voksende uro på arbejdsmarkedet, stig- ende løninflation og samtidig tendens til over- akkumulation (for store investeringer). I fase tre falder profitraten, og i fase 4) genoprettes den, dels gennem lavere løninflation, og dels fordi der sker en gennemgribende strukturel tilpasning, idet de svageste virksomheder bukker under. Nogle økonomer sammenkæder de lange bølger med teknologisk udvikling og frem- komsten af innovationer. Det interessante ved Batras analyser er imidlertid, at han fik inspi- rationen til det fra et social-psykologiske stu- die af den indiske professor P.R. Sankar, der kunne observere lange bølger i Indien og Rusland. Den socialpsykologiske fortolkning rummer mange aspekter, men det enkleste og mest besnærende er måske den observation, at menneskeheden lærer af sine forældres fejltagelser og gentager bedsteforældrenes. Teorien om de lange bølger er meget om- stridt blandt økonomer og vækker modstand ikke mindst på grund af sin deterministiske natur. Det er acceptabelt i vor tid at anerken- de, at menneskets handlinger skulle følge nogle ubrydelige psykologiske love, og vi således skulle være dømt til blindt at skulle gentage tidligere tiders dumheder. Når sådanne teorier alligevel vækkes til live og bearbejdes af seriøse økonomer, er det vel også fordi det kan undre, at menneskets hu- kommelse er så kort. De gamle vil således kunne huske 20’ernes inflationsøkonomi, med dereguleringer og aktieboom efterfulgt af sam- 34 menbruddet i 1929 og 30’erne krise med deflation også på ejendomsmarkedet, efter- fulgt af en periode med store strukturelle tilpasninger og indførelse af nye snærende bånd for de frie markedskræfter. Det faktum, at alle forudsigelser og bedømmelser af den økonomiske udvikling fokuserede på erfa- ringerne fra efterkrigstiden, har indsnævret synsfeltet for beslutningstagerne og derved mindsket deres evne til at forudse hvor mar- kant vilkårene kan ændre sig. Selv om det var historiske studier, der ledte Dr. Batra til de rigtige forudsigelser om, at man i slutningen af 80’erne med fordel kunne afhænde alt fast ejendom, at man skulle holde sig likvid i begyndelsen af 1990’erne, har han selv svært ved at acceptere den historiske determinisme. Han mener, at mennesket kan handle mod denne determinisme. Det var derfor, han skrev sin bog. Historien melder ikke noget om, hvorvidt han også selv hand- lede efter konklusionen i den. Hvad er læren? De senere års økonomiske udvikling har kos- tet dyre lærepenge i opbygningen af erfaring- er med at leve med de frie markedskræfter. Mennesker, der har været vant til at handle under regulerede forhold, savner naturligt forståelse for risici. Det er klart, at risi- kobevidstheden forsvinder, hvis risikoen al- drig materialiserer sig. Til gengæld vil den kommende generation af unge være båret af de erfaringer, finansskandalerne har givet. Der tales om, at bankerne er blevet for restrik- tive og tilbageholdende i deres kreditgivning. Men det er vel blot en naturlig reaktion på baggrund af de senere års erfaringer. Hus- holdningerne er blevet mere forsigtige i deres dispositioner. Den kontante belæring om nyt- ten af at have penge på kistebunden, som de mange tvangsauktioner har givet unge gene- rationer, der eller var opvokset i en ubekymret inflationsøkonomi, hvor det gjaldt om at låne så meget som muligt, vil påvirke økonomien i årtier frem. Nogle vil mene, at ud over de lærepenge, som virksomheder, husholdninger og finan- siel sektor har måttet betale, er der behov for en reregulering. Det kan absolut betvivles. For når først risikoerkendelse er inde i syste- met, og den enkelte handler mere ansvarligt, er der ingen grund til at hæmme økonomiens effektivitet gennem snærende reguleringer. Men det kan meget vel vise sig, at der også her er nogle social-psykologiske kræfter, der melder sig med en vis determinisme, så poli- tikerne synes de må handle. Følelser og penge Såvel som følelser er bestemmende for den økonomiske udvikling for økonomiske dis- positioner, er følelsesliv og medmenneskelige relationer til enhver tid afhængig af de mate- rielle vilkår. Og det er måske mere kontrover- sielt, noget der er vanskeligere at indrømme. Det afspejles i gamle ordsprog som ”Når krybben er tom, bides hestene” eller som tyskerne udtrykker det ”Wer dir das Essen gibt, dessen Lied singst du”. Sådanne udsagn bærer i sig en forståelse af, at materiel armod og afhængighed har negativ betydning for medmenneskelige relationer. Omvendt behøver materiel velstand ikke at give varme følelser mellem mennesker. ”Lykken er ikke gods eller guld” sang vi før i tiden. Nu er denne enkle sang udrenset af Højskolesangbogen. Måske ikke det store kulturtab, men dog tankevækkende. Udrens- ningen kan fortolkes som udtryk for tidens materialisme og manglende forståelse og ac- cept af andre livsværdier end netop de mate- rielle. Den kan også fortolkes som udtryk for, at vi har mindre behov for den slags påmindel- ser i vor tid. Måske ser vi tidligere og materielt fattigere perioder i et alt for romantisk skær, 35 og glemmer den følelsesmæssige armod, der også kunne følge den materielle armod, som det til overflod er beskrevet i litteraturen. I 80’erne opstod begrebet ”casino”-økono- mi. Flere og flere almindelige mennesker kastede sig ud i marginspekulationer på bør- serne, finansielle transaktioner, der skulle give den store gevinst. Finanssektoren blev mode. Børnehavebørnene drømte ikke længere om at blive brandmand — bankmand var sagen. Få år efter fortonede virakken om fi- nansverdenen sig, primært fordi gevinsterne udeblev. Dansen om guldkalven hørte op. Om også holdningerne til materiel rigdom har ændret sig, er så et andet spørgsmål. Der tales meget om ny tidsånd, ny moral, nye værdinormer. Den store arbejdsløshed, der i kraft af de sociale velfærdssystemer i mindre grad skaber økonomisk elendighed, men fort- sat skaber menneskelig elendighed, har ført til en debat om hele vores værdibegreb, hvor et menneskes værdi og status hænger sammen med dets rolle som arbejdskraft og dets øko- nomiske formåen. Umiddelbart er det svært at se grundlag for markante ændringer i vore værdinormer. Det er ikke økonomisk hold- bart at fjerne sammenhængen mellem arbejde og forsørgelse. Og den hovedkulds beundring af økonomiske troldmænd synes ikke at være forsvundet. Offentligheden —herunder pres- sen — burde af de senere år have lært at se med en vis sund skepsis på fremkomsten af hurtige penge, men der er ikke mange tegn på at det sker. Kildehenvisning: Dr. Ravi Batra, ”Overlever verden krisen i 1990?”, Borgen 1989 European Economy nr. 46, December 1990, Kommissionen