I 2014 blev der i Arbejdsskadestyrelsen truffet afgørelse om anerkendelse i 36,7% af de anmeldt sager omhandlende en psykisk erhvervssygdom, med diagnosen posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD), men for sager omhandlende krigsveteraner med anmeldte PTSD erhvervssygdomme var anerkendelsesprocenten samme år 83%(1). Denne artikel vil belyse, om denne diskrepans skyldes, at der væsensforskel på psykiske belastninger i en krigszone ift. eksempelvis en dansk politibetjent, eller om der reelt er sket, en ikke udmeldt lempelse af anerkendelsespraksis.
1. Introduktion til området
Hvert år stiger antallet af anmeldte mulige psykiske lidelser til behandling som erhvervssygdomme i Arbejdsskadestyrelsen. I 2013 var tallet oppe på 5.092, hvilket var en stigning på 13,5% fra 2012 (2). Udviklingen fortsætter i 2014, hvor vi ser en stigning til 5.324 anmeldte skader (3). Dette gør psykiske lidelser til den oftest anmeldte arbejdsskadetype indenfor erhvervssygdomsområdet i Danmark.
Sager omhandlende mulige psykiske erhvervssygdomme er samtidigt også karakteriseret ved, at ganske få anmeldte sager omhandlende psykiske lidelser opnår anerkendelse ved Arbejdsskadestyrelsen. Alene ca. 4,9% af alle psykiske sager anmeldt i 2013 blev anerkendt ved administrativ behandling i Arbejdsskadestyrelsen (3). I dette tal er PTSD-sagerne også inkluderet, men tallet dækker over et meget stort antal stress, depression, belastningsreaktion og andre sagstyper, hvorfor PTSD kun udgøre en mindre del af de anmeldte sager. Den lave anerkendelsesprocent er omdebatteret både i dagspressen og i Arbejdsskadestyrelsen(4), og i 2014 forsatte tendensen. Som eksempel på dette kan det anføres, at 69,3 procent af de sager, der i 2013 blev forelagt Erhvervssygdomsudvalget (5), var psykiske sygdomme (34) .
Kigger vi alene på sagerne omhandlende PTSD, som kan anerkendes indenfor Erhvervssygdomsfortegnelsen, jf. arbejdsskadesikringslovens (ASL) § 9, så er anerkendelsesprocenten noget højere, men dog stadigvæk meget lav ift. andre sagsområder. Således blev der i 2014 anerkendt 36,7% af de anmeldte sager (7).
Denne diskrepans i mellem antallet af anmeldte sager og anerkendte samme, er ikke ny, og der har i den retspolitiske debat været fremsat flere synspunkter på hvordan anerkendelsesprocenten kan hæves. Disse muligheder opsummeres fint i følgende passus fra Folketingets spørgetid, hvor begge spørgsmål blev stillet af MF Eigil Andersen (F), til daværende Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S):
”Hvad mener ministeren om at se nærmere på kriterierne for at få erstatning for psykiske arbejdsskader – f.eks. depression og angst, som er forårsaget af f.eks. stress (udbrændthed) på grund af alt for stor arbejdsmængde og belastning i arbejdet, eller som skyldes mobning, sexchikane, vold eller trusler om vold på jobbet – med henblik på at flere fremover kan få erstatning?”
”Kunne det ikke være en overvejelse værd at sige, at når det drejer sig om psykiske arbejdsskader, så kunne man lave det kriterium, som hedder, at det skal være overvejende sandsynligt, at den pågældende psykiske lidelse stammer fra jobbet?”
Det ,som forslås, er altså enten, at der optages flere diagnoser på Erhvervssygdomsfortegnelsen (8), eller at der foretages lempelse af belastningskravet og kravet om direkte årsagssammenhæng mellem relevant belastning og sygdomsdebut (9).
I januar 2015 afleverede Arbejdsskadestyrelsen en redegørelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg omhandlende behandlingen af et stort antal psykiske erhvervssygdomme, relateret til tidligere udsendte danske soldater på internationale missioner før 1.januar 2013 (veteransagerne). Ifølge Ministeren er der sket administrativ anerkendelse i godt 83% (10) af sagerne. Dette er i høj grad sager, der tidligere er afvist administrativt, som oftest enten er afvist på grund af manglende tidsmæssig sammenhæng eller manglende deltagelse i sagsbehandlingen fra den tilskadekomne, men også i et stort antal sager på en for lav belastning. Når dette tal holdes op i mod den normale anerkendelsesprocent for psykiske erhvervssygdomme og op i mod anerkendelsesprocenten alene for PTSD, så er der et iøjnefaldende spænd.
Dette spænd kan skyldes flere ting. Eksempelvis kan man forstille sig, at der med vedtagelse af særloven for udsendte statsansatte (11), er åbnet op for at sager, hvor den tidsmæssige sammenhæng før ville medføre afvisning, men nu kan anerkendes. Der er også muligt, at belastningskravet ved det omfattende arbejde med at vurdere et stort antal sager (12) er blevet præciseret, således at Arbejdsskadestyrelsen vurderer krigszoner som værende en større belastning, ligesom er er noget, der tyder på, at der er sket en generel lempelse af belastningskravet for anerkendelse af en PTSD diagnose under arbejdet med veteransagerne.
Diskrepansen mellem den normale anerkendelsesprocent for PTSD (36,7% jf. ovenfor) og samme for veteransagerne (83% jf. ovenfor) er så stor, at det er muligt, at flere forklaringer kan have elementer af sandhed i sig. Denne artikel vil gennemgå, hvilket belastningsniveau, der er lagt til grund i veteransagerne, om dette er lempet ift. før behandlingen af veteransagerne og - hvis der er sket en lempelse - om dette muligvis kan forventes at ville smitte af på de resterende sager om PTSD erhvervssygdomme, som Arbejdsskadestyrelsen behandler. Endeligt vil artiklen perspektiverer til både erstatningsansvarslovens (EAL) område, samt området for arbejdsulykker.
Historikken bag Veteransagerne
Per 1. januar 2005 er PTSD optaget som den eneste psykiske diagnose på Erhvervssygdomsfortegnelsen (13), og der ses derfor også i dag, som allerede nævnt i indledningen til denne artikel, en signifikant højere anerkendelsesprocent for PTSD end for andre anmeldte mulige psykiske arbejdsskader.
I juni 2013 fremkom der en ny medicinsk udredning, som medførte at Arbejdsskadestyrelsen ændrede praksis, således at såkaldt ”forsinket PTSD” (delayed onset) nu også kunne anerkendes administrativt. Dette betyder, at der alene skulle være dokumentation for delvis symptomdebut indenfor de første 6 måneder efter endt belastningsperiode, samt at der indenfor 3-4 år efter endt belastningsperiode skulle være lægelig dokumentation for fuld symptomdebut. I visse tilfælde kan der også anerkendes sager om PTSD indenfor erhvervssygdomsfortegnelsen, hvor der ikke foreligger dokumentation for symptomdebut indenfor 6 måneder.
På baggrund af denne praksisændring vedtog folketinget i 2014 Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion, der yderligere lempede kravene til den tidsmæssige sammenhæng imellem belastninger og lægelig dokumentation for symptomdebut. På baggrund af lovændringen, samt praksisændringen, genoptog Arbejdsskadestyrelsen et stort antal sager omhandlende PTSD for tidligere udsendte statsansatte (dog primært soldater), samt opfordrede til, at veteraner, der følte at de havde pådraget sig en psykisk arbejdsskade i forbindelse med deres udstationering i dansk tjeneste, men uden at anmelde denne, nu anmeldte skaden.
2. PTSD-diagnosen, lægefaglige kendetegn overfor juridiske krav.
I Danmark klassificeres sygdomme og andre helbredsrelaterede lidelser ud fra den såkaldte ICD-10 skala, der er udarbejdet af WHO og anvendes som den anerkendte diagnose standard i Danmark. PTSD findes på denne som punkt F.43.1.
I forbindelse med PTSD diagnosen er hovedreglen i Arbejdsskadesager, at det alene er en psykiater, der kan stille en endelig diagnose. Den eneste undtagelse til dette, er en såkaldt specialpsykolog (14). Som det også vil fremgå nedenfor, er praksis dog, at det altid er en psykiater, der i PTSD-sager varetager den endelige diagnosticering.
Dette ses også ved, at der i den såkaldte særlov direkte nævnes, at en anerkendelse efter denne kræver en psykiatrisk speciallægeerklæring(15).
Ved brug af ICD-10 skalaen er udgangspunktet, at diagnosekriterierne er vejledende for den diagnosticerende psykiater, forstået således, at en tilskadekommen, der opfylder en række af kriterierne eller blot nogle enkelte, godt kan diagnosticeres med diagnosen alligevel, såfremt dette vurderes korrekt af relevant læge. ICD-10 diagnoserne kan derved både være udtryk for en diagnose, der læner sig meget kraftigt op ad ordlyden og eksemplerne i diagnosen, men en psykiater kan også stille en diagnose, som eksempelvis PTSD, selvom alle belastningskravene ikke er opfyldt, men hvor den diagnosticerende læge vurderer, at andre konkrete kriterier gør, at diagnosen alligevel finder anvendelse.
ICD-10 diagnosepunkt F.43.1 PTSD er således en diagnose, som rummer ganske mange symptomer og belastninger, også nogle som muligvis ligger i yderkanten af diagnosen ud fra en streng ordlydstolkning, hvilket er fint i overensstemmelse med at diagnosekriterierne er vejledende og at den enkelte psykiater vurderer hver sag konkret.
Det er i den forbindelse vigtigt at sondre meget klart i mellem, om man kigger på PTSD diagnosen ud fra ICD-10 skalaens punkt F.43.1, eller om man anvender punkt F1 på Erhvervssygdomsfortegnelsen. Punkt F1 er ganske vist i ordlyd en afskrift af F.43.1, men den er i modsætning til F.43.1 ikke kendetegnet ved at være vejledende (16).
F1 skal således leve op til kriterierne i F.43.1 og ikke blot tilnærme sig disse efter en konkret vurdering. At have en PTSD diagnose fra en psykiater betyder derfor ikke automatisk, at tilskadekomne har opfyldt betingelserne for at samme diagnose kan anerkendes efter Arbejdsskadestyrelsens administrative praksis. Der er således i et vist omfang praksis for, at Arbejdsskadestyrelsen, Erhvervssygdomsudvalget eller Ankestyrelsen, ændrer diagnoser eller vurderer, at en stillet PTSD diagnose ikke lever op til eksempelvis kravet om belastning eller tidsmæssig sammenhæng og derfor tilsidesætter denne (17).
Dette kan grafisk eksemplificeres, ved at vi forestiller os en bred cirkel, der opsamler den brede PTSD diagnose efter ICD-10, og som en delmængde af denne brede cirkel er der så en mindre cirkel, som repræsenterer den fællesmængde, hvor Arbejdsskadestyrelsen kan anerkende en PTSD-lidelse som en erhvervssygdom efter Erhvervssygdomsfortegnelsens punkt F1. Der er således en vigtig sondring imellem, at en psykiater sagtens kan stille en for ham/hende korrekt PTSD diagnose, men at denne ikke nødvendigvis lever op til de forholdsvis klare krav, der eksisterer for at en lidelse optaget på Erhvervssygdomsfortegnelsen kan anerkendes (18).
2. 1. Hvilke relevante belastninger anviser diagnose?
PTSD diagnosen har følgende ordlyd (ordlyden er som nævnt ovenfor identisk i ICD10 og F1):
Postraumatisk belastningsreaktion.
Traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur.
Der findes ikke i ICD-10 diagnosen yderligere beskrivelser af, hvilke specifikke typer belastninger, der er egnet til at medfører PTSD jf. F.43.1, dog nævnes det, at PTSD, der antager kronisk form, kan udvikle sig til en vedvarende personlighedsændring jf. F.62 og i diagnosekriterierne til F.62 nævnes i diagnosekriterium A (19) : ”Kz-lejr, tortur, krigshandling, naturkatastrofe”.
Af Arbejdsskadestyrelsens praksis ses dog, at diagnosen også anvendes i en række andre situationer (20). For at vurdere, hvordan diagnosen anvendes i praksis, er det derfor nødvendigt at foretage en analyse af diagnosens ordlyd og fortolkning af denne.
Traumatiske begivenheder eller situationer.
Ovenstående definerer indledningsvis hvilken type af hændelser, der er relevante for, at vi overhovedet nærmer os PTSD-diagnosen, samt at der som udgangspunkt er tale om flere hændelser. En traumatisk hændelse forstås ifølge Politikens Nudansk Ordbog (21) som en hændelse, der medfører et traume. Hændelsen må altså forstås som værende af en vis intensitet og være egnet til at medføre en varig konsekvens af en art. Dvs. allerede indledningsvis i diagnosen er der således fastsat et forholdsvist højt niveau for hvilke belastninger, der kan komme i betragtning.
af kortere eller længere varighed.
Formuleringen er ganske upræcis. Dette især da der ikke medfølger nogle former for fortolkningsbidrag til, om der er en bestemt varighed af en konkret hændelse, der ville medføre, at hændelsen ikke er relevant. Der ses ikke i praksis eksempler på at formuleringen har været anvendt (22)
exceptionelt truende
En konkret ordlydsfortolkning af, hvad der skal til for at en traumatisk begivenhed eller situation er exceptionelt truende må starte med at fastslå, at vi med formuleringen exceptionelt truende bevæger os over imod, at situationen eller begivenheden er kendetegnet ved at være unormal og altså være en situationstype, som den almene borger ikke oplever. Der er altså tale om en ganske usædvanlig hændelse, som ganske få oplever i løbet af deres arbejdsliv. Ift. Arbejdsskadestyrelsens praksis, så er det at være udsendt til en krigszone, under risiko for diverse hændelser og med en generel angst og utryghed til følge, ikke tilstrækkeligt til at anerkende en belastning. Der skal således konkrete begivenheder til, som kan siges at være exceptionelle, også for arbejdet som soldat (23, 24 og 25). Der skal formodentligt være tale om oplevelser der indebærer enten: oplevet og reel livsfare, voldsomme belastninger ved færdsel i farligt område, følelse af eller reel livsfare, nærlivsfare ved fysiske eller psykiske overgreb (26), eller lignende.
Katastrofeagtig natur
Ifølge Politikens Nudansk Ordbog (2015) så har en katastrofe omfattende negative følger og eksemplerne er bl.a. tsunamien i Asien i 2004, jordskælv, storbrande mv. (27) Det må antages, at en hændelse af katastrofeagtig natur betegner en voldsom og omfattende hændelse med konsekvenser for mange mennesker, eksempelvis færdsel i katastrofeområder, terrorsituationer mv. Det er tvivlsomt, om eksempelvis et bankrøveri vil have ”katastrofeagtig karakter”.
2.2. Hvilke relevante belastninger anviser praksis så?
Der findes ikke megen juridisk litteratur eller domstolspraksis om relevante belastninger, men der er en del administrativ praksis, som kan bidrage til forståelse af hvilke typer af belastninger, der er egnet til at opfylde diagnosekriterierne.
Arbejdsskadestyrelsen anvender en række konstruerede eksempler på relevante belastninger (28). Det følger derfor af Arbejdsskadestyrelsens udmeldte praksis, at det som hovedregel anses for nødvendigt, at der er mindst 3 belastende enkelt episoder over en vis tidsramme, formodentligt over et tidsrum på mindst 5 dage (29) .
Psykiske belastninger er kendetegnet ved at være svært definerbare, set i forhold til fysiske. Eksempelvis fra lovens forarbejder, som eksempel på en fysisk påvirkning, der vil være tilstrækkelig.
”Ad 1.
En biologisk naturlig og logisk forklaring på sygdommen vil sige, at det ud fra en lægelig viden kan forklares, at en sygdom kan opstå efter en given påvirkning.
Som eksempel kan nævnes, at det er medicinsk forklarligt, at man kan få en tennisalbue ved at foretage drejninger af underarmen mod en modstand. Det er betydeligt vanskeligere at føre det egentlige videnskabelige bevis for den biologiske årsag til sygdommen.” (30)
Ovenstående er jo ganske konkret, hvorimod PTSD diagnosen, straks nedenfor, er noget mere flyvsk i formuleringerne.
”Traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur.”
Vejledningen for psykiske erhvervssygdomme (31) anviser en række, ikke udtømmende, eksempler på hvilke typer af relevante belastninger man kan forstille sig.
- Voldsomme trusler med følelse af livsfare, eksempelvis krigshandlinger, beskydning eller farefuld kørsel i minerede områder
- Redningsarbejde i katastrofeområder med voldsomme belastninger
- Livsfare ved udsættelse for vold eller trusler om vold
Disse eksempler skal fortolkes i sammenhæng med eksempler fra førnævnte vejledning, hvor der nedenfor er en række konkrete eksempler på, hvad ovennævnte kategorier dækker.
”Vejledningens eksempel 1: Anerkendelse efter udstationering ved de fredsbevarende styrker
En officer, der var udstationeret i flere omgange til områder i krig med de fredsbevarende styrker, oplevede, at en lokal soldat blev henrettet ved at blive skudt gennem munden. Han var desuden udsat for en række voldsomme begivenheder, både direkte krigshandlinger og overgreb på civile. Han udviklede en posttraumatisk belastningsreaktion.”
”Vejledningens eksempel 2: Anerkendelse efter nødhjælpsarbejde
En chauffør kørte nødhjælpsforsyninger i krigsområder. Han oplevede, at hele byer blev udslettet, og at han måtte køre i områder med direkte krigshandlinger. Konvojen blev dagligt standset af bevæbnede soldater eller civile, der truede med våben for at få udleveret penge og lignende. Chaufføren udviklede et posttraumatisk belastningssyndrom. ”
”Vejledningens eksempel 3: Anerkendelse efter arbejde for hjælpeorganisation i Kosovo
En mand var ansat i en dansk hjælpeorganisation og var i knapt et halvt år lagerbestyrer i en større by i et krigsramt område, hvor han var udsat for vold og mordtrusler. Af speciallægeerklæringen fremgik, at diagnosen var posttraumatisk belastningsreaktion. ”
”Vejledningens eksempel 4: Anerkendelse efter udsendelse til krigsområder
En chauffør var udsendt til krigsområde i 6 måneder. Han arbejdede som chauffør og deltog flere gange om ugen i transport af militært udstyr fra en lejr til anden lejr. Typisk var der flere køretøjer, der kørte i kolonne gennem uafmærket, mineret områder. Under transporten blev køretøjerne af og til beskudt af lokale militser, særligt når transporten foregik om aftenen og i nattetimerne. Transporterne var meget belastende for chaufføren, idet han var i højt alarmberedskab på grund af de konkrete farer forbundet med transporterne. Umiddelbart efter hjemkomsten fik han symptomer ”
Ankestyrelsen har med principafgørelse PA 75-09 taget stilling til, at en buschauffør, der kørte under vanskelige forhold med børn i Danmark og på grund af livsfare for disse, kunne udvikle en PTSD, der ville kunne anerkendes indenfor Erhvervssygdomsfortegnelsen. Det er i den forbindelse værd at påpege, at PA 75-09 ikke umiddelbart passer på nogle af ovennævnte eksempler på belastninger. Dette understreger endnu engang, at psykiske lidelser er komplicerede, at sætte generelle regler eller eksempler op for.
I U.2009.2022.V anser Vestre Landsret et knytnæveslag rettet af et 9 årigt barn, i mod en voksen, som værende egnet til at medføre en psykisk skade for den voksne, der muligvis kan være dækket under Arbejdsskadesikringsloven. Tilskadekomne i denne sag havde i en lægeerklæring fået stillet diagnosen PTSD. Landsretten tager dog specifikt ikke stilling til, hvilken diagnose slaget har medført, men meddeler alene Ankestyrelsen, at denne skal anerkende den psykiske påvirkning ved slaget som en psykisk arbejdsskade. Dommen viser igen, at psykiske skader og i dette tilfælde en diagnosticeret PTSD, kan komme i mange former.
Der er således ikke megen offentligt tilgængelig praksis, der kan belyse niveauet for, hvad en nødvendig belastning for at udvikle en PTSD erhvervssygdom kan siges at være. Der er i Soldaterlegatets rapport ”Hjemvendte soldaters arbejdsskader, en kvalitativ undersøgelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelser” udfærdiget af advokatkontoret Elmer og Partner, af advokaterne Birgitte Filtenborg og Karsten Høi” en række konkrete eksempler, der i 2012 ikke udgjorde en tilstrækkelig belastning.
Rapporten er udfærdiget på baggrund af en screeningsundersøgelse af afgørelserne i 345 arbejdsskadesager omhandlende veteraner med lidelser på baggrund af en udsendelse til et krigsområde. Af disse 345 arbejdsskadesager omhandler de 177 af afgørelserne mulige psykiske erhvervssygdomme på baggrund af en udsendelse - af disse er 85 anerkendte og 92 afviste (32). På baggrund af undersøgelsens omfattende karakter, og på baggrund af de førnævnte advokaters store erfaring med området, samt at rapporten ikke er blevet modsagt af andre parter, så må det formodes, at de 2, i rapporten fremhævede, eksempler på belastninger, der ikke var tilstrækkelige til en anerkendelse, er repræsentative for de 92 afviste sager og formodentligt også for hvilket belastningsniveau der var påkrævet for anerkendelse af en sag før 2014.
Eksempler fra rapporten på belastninger, der ikke er tilstrækkelige, i forhold til PTSD:
”Soldaterlegatet eksempel 1. Der var tale om en mand, som 20 år gammel, var udsendt til Kroatien fra 1994-95. I halvdelen af udsendelsen var han i en delingslejr, hvor opgaven var at hindre uautoriserede bevægelser af soldater eller bevæbnede personer over grænsen. Han var her udsat for daglige chikanebeskydninger; der var daglige skyderier over grænsen og ofte hen over hovedet på de danske soldater. Desuden var der hyppige sammenstød med serbiske soldater, og der er beskrevet en særlig tilspidset episode med 5 berusede og bevæbnede serbere. Belastningen, der er bekræftet af daværende delingsfører, var ikke tilstrækkelig til PTSD. Afgørelsen er fra 2012 (AVSP37).”
”Soldaterlegatet eksempel 2. I en anden sag var en mand, 32 år gammel, udsendt til Bosnien i 1996. Lejren, som de skulle bo i, skulle først opbygges. Han oplevede megen ødelæggelse og elendighed overalt. Der flød lig i floden, og han samlede selv en lille død dreng op, der havde fået sprængt et ben af. Der var stor minefare mange steder. Flere soldaterkolleger, heraf en dansker, mistede livet ved minesprængninger under opholdet. De var ofte udsat for skududvekslinger. Han oplevede desuden flere kolleger gå amok, og en enkelt gang oplevede han en kollega, der i en nattetime pludselig stod med skarpladt maskinpistol og sigtede på dem alle. Oplysningerne er delvist bekræftet via forsvaret. Belastningen var ikke tilstrækkelig til PTSD. Afgørelsen er fra 2012 (AVSP 40).(33)”
2.3. Konkret praksis fra Arbejdsskadestyrelsen
Der er ved hjælp af en tematiseret aktindsigt, opnået aktindsigt i 17 afgørelser omhandlende 10 sager, hvoraf 8 af sagerne er afsluttet til anerkendelse og 2 til afvisning. Afgørelserne er ifølge Arbejdsskadestyrelsen repræsentative for veteransagerne.
De 8 anerkendte sager er anerkendt på forskelligt grundlag, men 4 af dem har tidligere været afvist på det eksakt samme belastningsniveau, som nu er lagt til grund, som værende tilstrækkeligt til en anerkendelse. Nedenfor vil artiklen gennemgå de belastninger der er lagt til grund i afgørelserne. Disse er gengivet som skrevet i afgørelserne og nummereringen hentyder til den nummerering/sortering, som Arbejdsskadestyrelsen har foretaget da de udleverede de anonymiserede sager.
Sag 1
”Vi vurdere at din sygdom er omfattet af særloven for udsendte statsansatte, da du under din udsendelse på hold 1 til Kroatien i 1992 var udsat for belastninger i form af, at i skulle etablere lejren, og der var usikkerhed omkring jeres mandat. Det fremgår af oplysningerne fra din kollega, at der var stor frustration i form af, at i skulle samle ulovlige våben ind, og efterfølgende klagede lokale til myndighederne, der gav dem deres våben igen. Dette betød at I 2 dage senere kunne møde de personer med de samme våben igen, som i ellers havde konfiskeret.
Du var vidne til voldsomme kampe mellem kroater og serbere, og I var udsat for chikane fra begge sider ved Checkpoints. I blev gentagne gange beskudt på overvågningsposter, og der var jævnligt lig i floden som løb forbi lejren.”
Ovenstående er fra den nyeste afgørelse i sagen, der er dateret den 1. juli 2014, men det er tæt på ord for ord identisk med den gamle afgørelse fra 12. september 2011, hvor sagen afvises. For så vidt angår det materielle indhold, så er det interessant, at der ikke beskrives direkte livstruende situationer, da det må formodes, at beskydningerne, der nævnes i sidste afsnit, ikke har haft livstruende karakter, når dette ikke beskrives.
Denne afgørelse hviler således alene på trusler, usikkerhed om arbejdsforhold, at tilskadekomne har overværet krigshandlinger, men uden selv at deltage aktivt i disse, eller har været mål for disse, samt oplevet krigens rædsler.
Sag 3
”Vi vurdere desuden at du været udsat for en relevant belastning som har været exceptionelt truende. I vurderingen har indgået, at Forsvaret har bekræftet, at i var udsat for chikane, særligt fra de serbiske soldater, under din første udsendelse. Forsvaret har dermed bekræftet, at der blev affyret skud i mod jer og at der blev rettet våben mod jer. Vi finder, at denne belastning i sig selv er tilstrækkelig. Det er desuden muligt, at du har været i fare under kørsel på glatte veje, hvor du har beskrevet, at du på et tidspunkt var i fare for at styrte ned i en slugte og det er ikke modsagt, at der har været minefare.”
I denne sag er det de samme oplysninger om belastningerne, der er lagt til grund i den oprindelige afvisning den 31.maj 2012 og den senere anerkendelse af 12. september 2014.
For så vidt angår afgørelsens materielle indhold så er det interessant, at Arbejdsskadestyrelsen direkte skriver, at chikane i form af trusler og skud affyret i mod tilskadekomne er tilstrækkelig belastning til at kunne anerkende en PTSD lidelse efter Erhvervssygdomsfortegnelsen. Dette da skuddene ifølge afgørelsen alene er chikaneskydning og således ikke direkte rettet imod den enkelte soldat. Der har altså ikke været konkret og reel livsfare, ligesom der heller ikke foreligger direkte dødstrusler.
Sag 4
”Vi vurdere, at din sygdom er omfattet af særloven for udsendte statsansatte, da du har været udsat for belastninger i forhold til at du var på observationsposter, der dels var helt isoleret i terræn og dels var i tilknytning til en fremskudt lejr. Der var jævnligt beskydning af observationsposterne. Du opholdt dig mere end halvdelen af tiden på de to slags observationsposter. Du følte at opholdene på observationsposterne var svært belastende, idet der ikke var tid til at slappe af, og ofte følte sig overladt til sig selv og med utilstrækkelig beskyttelse, ildkraft og mandat til at besvare en evt. aggression. I en periode var du i delingslejren i 1 1/2 måned i træk. Du var derudover ung, og kort før udsendelsen blev ud udnævnt til næstekommanderende i en deling på cirka 10 mand. Du var den yngste i delingen, og var i tvivl om du kunne klare opgaven.
Din arbejdsgiver bekræfter det er absolut sandsynlige hændelser du har været udsat for i forhold til de opgaver delingen havde. Tjenesten i missionsområdet var delt op mede to uge i kompagnilejren og to uger i delingslejren ved XOS (Zone of Separation) Delingen bemandede re mindre poster (OP/CP) = Observationspoints/Checkpoints) og havde dertil to selvstændige gruppeposter.
Det fremgår at der var tale om beskydninger på OP – ofte ”festskydninger” (såkaldte slivo-skydninger) – og at der var tale om, at tiden på de observationsposter delingen bemandede var langt højere. Næsten alle poster var derudover ”samplaceret” med serbiske eller kroatiske poster og der var derfor til stadighed fremmed bevæbnede enheder omkring posterne. Det brkræftes, at i perioder lukkede henholdsvis serberne og kroaterne for passage ind og ud af ZOS hvilket betød at personallet måtte blive ekstra på OP/CP uden afløsning”
I denne sag er der 3 afgørelser. Den ældste er en afvisning fra den 8. maj 2012, dernæst er der en afgørelse om afvisning af 21. maj 2013 på baggrund af en genoptagelse, og endeligt er der en afgørelse om anerkendelse af sagen den 19. august 2014.
Igen ses der ikke er konkret livsfare i afgørelsen. Der er således lagt til grund, at der har været slivo-skydninger (34), men ikke skydninger eller trusler rettet direkte i mod tilskadekomne person, ej heller er der lagt verbale trusler eller chikane til grund. Til gengæld er der lagt stressende arbejdsbetingelser (manglede hvile og afløsning, samt forfremmelse) til grund, men sagen er anerkendt som PTSD efter Erhvervssygdomsfortegnelsen.
Sag 7
”Vi vurderer, at belastningen forud for symptomdebut har været tilstrækkelig. I vurderingen er indgået, at du har beskrevet hvordan I blev beskudt af en snigskytte og at du har oplevet, at en person var truende med en håndgranat, da du var på vagt. Vi har også lagt vægt på, at du beskriver at en anden person var truende og gjorde tegn til at skyde dig, da du efter aftale nægtet ham adgang. Vi vurderer, at Forsvaret i tilstrækkeligt omfang bekræfter en relevant belastning under udsendelserne på Hold 4 og 5. I denne vurdering er indgået, at Forsvaret bekræfter at der har været skydning og at denne også var rettet mod jer. De har også bekræftet, at de lokale kunne udvise truende adfærd.”
Denne sag er anerkendt 1. august 2014, efter at der 15. juni 2011 har været truffet afgørelse om afvisning. Alle oplysninger, der er lagt til grund i den nyeste afgørelse, er også kendt og modtaget i Arbejdsskadestyrelsen på tidspunktet for afvisningen.
I denne sag er der åbenlys livsfare ved flere lejligheder, og sagen fremstår som noget mere belastende end andre gennemgåede sager.
Udover sag 1, 3, 4 og 7, så er der ved udarbejdelsen af denne artikel også opnået aktindsigt i 2 sager, der ultimo 2014 er endeligt afsluttet med afvisning. Af disse afgørelser er især en helt nylig afgørelse fra Ankestyrelsen af interesse, da Ankestyrelsen i den beskriver, hvordan de opfatter praksis for relevante belastninger, for så vidt angår udsendelse.
Sag 9 (fra Ankestyrelsen)
”Vi har lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret, at du under din udsendelse som soldat til Irak august 2004 til februar 2005 har været udsat for traumatiske begivenheder af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig karakter.
Det er indgået i vores vurdering, at Forsvaret har bekræftet, at der var i alt 7 gange med raketalarm, hvor soldaterne skulle søge bunker. Der var ved en enkelt episode nedslag ca. 200-300 meter fra telte, ellers var der ikke tæt nedslag. Forsvaret kan ikke bekræfte tilfælde med ”near miss”, direkte beskydninger eller risiko for IED (sprængladninger/vejsidebomber)
Vi bemærker at det ikke er tilstrækkeligt, at soldaten har været udsendt under risikofyldte forhold og har oplevet en generel følelse af angst for krigshandlinger. Der skal have været tale om tilstedeværelse af konkrete belastende hændelser og ikke alene generel utryghed.”
I ovenstående understreges det, at nedslag 200-300 meter væk ikke er nok, der skal således være konkrete trusler og ikke alene generelle belastninger.
2.4. Hvad kræver en anerkendelse i praksis på nuværende tidspunkt?
At pege på en sikker konkret, tilstrækkelig og relevant belastning ved en PTSD arbejdsskade kan være svært, i modsætning til ovennævnte eksempel med tennisalbue (afsnit 2.3), hvor det alene kræver dokumentation for, at albuen har været drejet med modstand, her er nærmest tale om et objektivt konstaterbart kriterium. PTSD diagnosen arbejder i stedet med det værdiladede ”Ekstrem truende eller katastrofeagtig” som belastningskriterium, hvilket naturligvis gør beskrivelsen af belastningen mere subjektiv.
For at fastslå hvilke relevante belastninger, der kan anvises, må der derfor tyes til eksempler, i stedet for en mere objektivt betinget skala. I det følgende vil artiklen gennemgå en række eksempler på relevante belastninger baseret på ovenstående konkrete afgørelser og eksempler fra vejledninger. Hensigten er at kunne opstille og konkludere på nogle generelle kriterier, for hvilke typer af konkrete belastninger, der kan siges at være relevante og tilstrækkelige.
Indledningsvist kan det lette arbejdet, når vi fra sag 9, ved hvad der i hvert fald helt sikkert ikke er tilstrækkeligt.
”Vi bemærker at det ikke er tilstrækkeligt, at soldaten har været udsendt under risikofyldte forhold og har oplevet en generel følelse af angst for krigshandlinger. Der skal have været tale om tilstedeværelse af konkrete belastende hændelser og ikke alene generel utryghed.”
Ankestyrelsen anviser i ovenstående, at en ”generel følelse af angst for krigshandlinger” ikke er tilstrækkeligt. Der skal således være tale om konkrete trusler eller konkrete risici, og det er ikke tilstrækkeligt at have været udsendt til et risikofyldt område eller at have en ”Generel følelse af angst”. Det må formodes, at Ankestyrelsen lægger til grund, at der skal være konkrete trusler, der kan siges at være til fare for tilskadekomne, for at belastningen er tilstrækkelig (35).
Det kan derved konkluderes, at der sandsynligvis skal være tale om et vist konkret trusselsniveau, for at belastningerne fra dette er relevante, jf. tidligere bragte eksempler fra Vejledning om Erhvervssygdomme må det konstateres, at det at opleve krigshandlinger (36) i hvert fald er relevant. Ligeså kan konkret minefare ifølge denne være en relevant belastning (38).
Der skal således være et konkret og reelt trusselsbillede for at belastningen er tilstrækkelig. Det er således ikke nok at være til stede i eksempelvis en militærlejr eller et land, hvor der er krig, men hvor krigshandlingerne foregår på lang afstand af tilskadekomne (39).
For så vidt angår vold er der ikke mange konkrete belastninger i de ovenstående afgørelser, der direkte relaterer sig til aktuel og direkte vold. Men Erhvervssygdomsudvalget har i deres praksis taget stilling til i hvilke tilfælde de mener at kunne anerkende volden som en tilstrækkelig belastning.
”Som udgangspunkt skal volden være rettet direkte mod tilskadekomne. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt at være vidne til vold, eksempelvis at ens kollega er udsat for kradseri, bid og slag. Undtaget er, hvis der er tale om vold af særlig grov karakter, og tilskadekomne befinder sig tæt på. I sådanne tilfælde skal der være tale om reel fare og et højt trusselsniveau, hvor der er risiko for, at volden også rettes mod tilskadekomne.
Hvis tilskadekomne alene har fået hændelserne genfortalt eller befinder sig fysisk langt væk fra volden, er arbejdsbelastningen ikke i sig selv tilstrækkelig til at medføre en psykisk sygdom.(39)”
Det ses igen, at det primært er den direkte og konkrete hændelse, der anerkendes. Det virker således ikke som en urimelig antagelse, at der skal ganske meget til for at anerkende en voldsbelastning, der ikke går ud over tilskadekomne.
For så vidt angår skudkampe og deltagelse i regulære krigshandlinger, så er Arbejdsskadestyrelsens nylige praksis ganske klar, det ses både i ovenstående eksempler men også i nedenstående eksempel for den nyligt udgivne BEU-2014 redegørelse.
Sag nr. 5: Anerkendelse af PTSD efter udsendelse til Irak
”Tilskadekomne var under udsendelsen til Irak udsat for et todages angreb på lejren med beskydninger og raketnedslag. Efterfølgende opholdt tilskadekomne sig i krigszone. Forsvaret kunne bekræfte belastningen. Tidligere havde tilskadekomne været udsendt til Bosnien, men var ikke i den forbindelse udsat for exceptionelle belastninger.(40)”
Direkte skudkampe og andre konkrete angreb, hvor tilskadekomne befinder sig midt i den belastende hændelse, er således tilstrækkeligt. Dog skal der, jf. nyere udtalelser fra Arbejdsskadestyrelsen, sondres skarpt imellem at være reelt udsat for truende hændelser, enten personligt eller i umiddelbar nærhed, og så at opleve disse på afstand. Ligesom det at opleve lokalbefolkningens lidelser heller ikke er tilstrækkeligt til en anerkendelsesværdig belastning.
”Ved traumatiske begivenheder eller situationer af kortere eller længere varighed af en exceptionelt truende eller katastrofeagtig natur forstås eksempelvis udsendelse til krigsområder, hvor pågældende har været udsat for beskydninger eller trusler herom, har befundet sig i livsfare ved at have kørt i minerede områder eller har oplevet granatnedslag eller morterangreb på tæt hold. At have været udsendt og oplevet krigens rædsler ved at se befolkningens nød og elendighed er ikke i sig selv en tilstrækkelig belastning til PTSD.(41)”
I litteraturen ses det, at den indirekte trussel eller belastning skal have en højere grad af voldsomhed eller intensitet for at kunne betegnes som tilstrækkelig til en anerkendelse, i modsætning til sekundære belastninger. Der ses dog samtidigt i ovennævnte sager 1, 4 og 7, at grænsen mellem direkte belastning og indirekte belastning er flydende. Især sag 4, hvor afgørelsen tolker slivo-skydninger (34) som direkte beskydning, hvilket må siges at være en bred fortolkning af begrebet, fordi det netop ligger i begrebet slivo-skydning, at der ikke er forsæt til at ramme den tilskadekomne som konkret person.
For så vidt angår trusler, jf. det direkte kriterium, der nævnes ovenfor, så skal truslen være fremsat direkte mod den pågældende, jf. nedenstående.
”Trusler om vold kan ligeledes, afhængigt af karakteren, føre til anerkendelse. Det er et krav, at truslerne er direkte rettet mod pågældende, og de kan være fremsat mundtligt eller skriftligt og i nogle situationer ligefrem have karakter af forfølgelse. Det kan være tilstrækkeligt, at man får truslerne genfortalt via sin kollega, leder eller andre, hvis truslerne er tilstrækkeligt konkrete og dermed belastende.
Truslernes indhold kan variere og dække over alt fra grove dødstrusler til mildere trusler, men der skal dog være tale om en vis alvor. Det er ikke afgørende, om det er sandsynligt, at der bliver gjort alvor af truslen. Blot at den bliver fremsat kan være tilstrækkeligt. (42)”
Det må således formodes, at eksempelvis en generelt fremsat trussel imod danske soldater ikke alene ville kunne føre til anerkendelse. Det er væsentligt at påpege, at det ikke er relevant, om det er sandsynligt at truslernes indhold udføres i praksis.
2.5. Hvad er det påkrævede belastningsniveau, på nuværende tidspunkt?
På baggrund af ovenstående, kan den nugældende praksis for anerkendelse af en PTSD erhvervssygdom indenfor Erhvervssygdomsfortegnelsen beskrives indenfor nedenstående, ikke udtømmende, karakteristika:
Belastninger der er rettet specifikt og fysisk i mod den enkelte tilskadekomne, såsom vold, skudvekslinger og lignende. Så en relevant belastning vil være, af en truende karakter, muligvis direkte voldelig/reelt truende, men ikke nødvendigvis og opstået i umiddelbart nærhed af tilskadekomne, uden dog og heller ikke nødvendigvis at være rettet direkte i mod denne. Det er således, som det fremgår ovenfor righoldig praksis for, at eksempelvis et angreb på en kollega, eller en mineeksplosion indenfor synsafstand, formodentligt ville være en tilstrækkelig belastning. Ligesom at et raketangreb på en enhed inden for synsrækkevidde, men uden direkte personlig fare, formodentligt ville kunne anerkendes, baseret på ovenstående praksiseksempler.
For Krigshandlinger, gælder der et nærhedskriterium af en art. Praksis tilsiger at tilskadekomne selv skal opleve krigshandlingerne og det er ikke tilstrækkeligt at tilskadekomne har kendskab til, at der finder krigshandlinger sted i nærheden. Det skal altså være en form for kontakt, enten visuel, auditiv eller fysisk (eks. trykbølger).
For psykisk betingede belastninger, så viser ovenstående, at for så vidt angår trusler, så gælder der en forholdsvist lav tærskel for, hvornår de udgør en relevant belastning.
For minefare, så skal den formodentligt ifølge ovenstående praksis være kendt og reel (bekræftet) for at udgøre en relevant belastning.
Alle belastningerne er naturligvis opsummeret med det forbehold, at der i alle afgørelserne er flere relevante belastninger, og det fremgår oftest ikke klart, hvordan disse er vægtet i forhold til hinanden. Der kan således være sager, hvor to belastninger, der er lige underkanten af belastningskriteriet, bliver opvejet af en tredje alvorlig belastning.
3. Er belastningsniveauet lempet, for så vidt angår anerkendelse af en PTSD erhvervssygdom omhandlende veteraner, ved behandlingen af veteransagerne ultimo 2014?
Som nævnt allerede i artiklens indledning findes der ikke megen retspraksis på det nødvendige belastningsniveau, ligesom at Retslægerådet heller ikke har udtalt sig, og der ikke som sådan er en klar definition på det nødvendige belastningsniveau. En analyse af det nødvendige belastningsniveau for en PTSD erhvervssygdom, må derfor starte trin lavere end en normal retsdogmatisk analyse, samt involvere, flere ikke-klassiske retskilder, såsom vejledninger, 1. instansafgørelser og praksis-notater.
Der må nødvendigvis foretages en konkret og ganske subjektiv vurdering i hver eneste af disse sager, fordi belastningsniveauerne er svært sammenlignelige. Hvordan foretager man eksempelvis en generel afvejning af om beskydning, minefare, raketnedslag eller oplevelse af etnisk udrensning, udgør den største belastning? Svaret er, at det kan man ikke gøre på et generelt plan, det må i den aktuelle situation uden klar retspraksis hver gang bero på en konkret, individuel og mere subjektiv vurdering.
Dog kan der foretages nogle sammenligninger, især hvis man anskuer belastningerne ud fra nogle af de eksempelkriterier, der er skitseret ovenfor.
Har belastningen været konkret livstruende, konkret truende, men uden livsfare, involveret våben, involveret personlig fare, fare for nærtstående kollegaer, omgang med lig, omgang med børnelig eller andet ekstraordinært belastende?
Når vi sammenligner sag 3 fra veteranlegatet med sag 3 fra 2014, er det umiddelbart svært at se forskellen i belastningen, faktisk virker den afviste sags belastninger umiddelbart som værende kraftigere, end den senere anerkendte.
Der er således chikaneskydninger i begge, men i den afviste er der daglige, hyppige sammenstød og en særligt belastende episode med ”en særligt tilspidset episode med 5 berusede og bevæbnede serbere”, dertil kommer at belastningerne er konkret bekræftet af arbejdsgiver i den afviste sag, mens det i den anden sag virker som en mere generel bekræftelse af trusselsniveauet.
Det må i hvert fald baseret på sag 3 kunne konkluderes, at praksis nu er sådan at ”chikaneskyderier” er tilstrækkeligt til at anerkende en PTSD erhvervssygdom, såfremt arbejdsgiver kan bekræfte belastningerne. Ovenstående betragtninger om konkrete og personlige trusler virker til at være generelt sigende for de 4 afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen, således er det kun den ene af afgørelserne (sag 7), der har en direkte og personlig trussel. Umiddelbart virker det på beskrivelserne mere som en generel voldstrussel end en direkte livstruende situation.
Hvis vi iagttager afgørelse 4 fra Soldaterlegatets rapport, så fremstår den belastning noget mere konkret end flere af ovenstående eksempler. Eksempelvis er der en direkte traumatiserende oplevelse med børnelig, konkret minefare, der har kostet danske soldater livet på samme tidspunkt, som tilskadekomne er i området, og en direkte trussel på livet ved en kollega, der ”går amok med en maskinpistol”. Disse belastninger virker konkrete og direkte truende. Det virker derfor henset til ovenstående gennemgang af vejlednings- og konkret nutidig praksis plausibelt, at afgørelse 4 fra soldaterlegatets rapport ville blive anerkendt, såfremt den blev fremlagt i dag. Dette gælder i hvert fald, hvis vi forholder os til alle belastningerne og formoder, at de resterende kriterier i diagnosen er opfyldt (tidsmæssigsammenhæng, PTSD diagnose, etc.)
At praksis må siges at være lempet eller præciseret, virker som en rimelig konklusion henset til alt ovenstående. Det bliver især åbenbart når man iagttager, hvor mange afgørelser der har fået et nyt udfald, baseret på samme belastninger.
Anerkendelsesprocenten er desuden vokset så meget for disse sager, at der må være sket en udvikling. Det må formodes, at sagerne også før 2014 blev forsøgt oplyst af Arbejdsskadestyrelsen. Selvom nogle enkelte sager skulle have fremkommet helt nye oplysninger eller vidner, 10, 15, 20 år efter belastningerne, så virker det ikke realistisk, at så mange sager, som der drøftes i denne artikel, alle skulle have savnet faktuelle oplysninger.
Henset til alt ovenstående virker det uproblematisk, at lægge til grund, at Arbejdsskadestyrelsens konkrete praksis er lempet, samt at denne lempelse ikke fremgår af vejledninger eller andre udmeldinger
4. Perspektivering
Denne artikel har som udgangspunkt alene behandlet praksis og konsekvenserne heraf, for så vidt angår det psykiske erhvervssygdomsområde, men det kan også overvejes, om ovenstående kan have afsmittende virkning på det brede psykiske personskadeområde. Altså både i regi af EAL generelt og ASL § 6 (ulykker) Det følger helt naturligt, at en sådan perspektivering er en ganske kompliceret øvelse og henset til den uhyre smalle praksis på området, vil den i bedste fald blive spekulativ i sit udtryk. Med det in mente, er det stadigvæk værd at overveje, hvilke konsekvenser ovenstående kan have for de øvrige områder.
Indledningsvist kan det konstateres at der er endog stor forskel på de 3 områder, om end det formelt set er den samme diagnose der anvendes. Derfor må de behandles hvert for sig. Afsluttende vil artiklen dog forsøge at give et bud på hvordan en lempelse af Erhvervssygdomsområdets krav til belastningerne for en PTSD diagnose vil slå igennem på de øvrige områder.
I forhold til ASL § 6, er diagnosekriterierne for en anerkendelse naturligvis de samme, som for erhvervssygdomsområdet. Dog er der efter etableringen af det nyeste ulykkesbegreb, jf. Højesterets dom af 8.november 2013 og de senere principafgørelser fra Ankestyrelsen PA 33-14 og PA 36-14, sket en forskydning. Nu skal en arbejdsulykke for at kunne anerkendes, ikke blot leve op til diagnosekriterierne og de vanlige kriterier generelt, men også være egnet til at medføre en varig skade for tilskadekomne. Der er således for arbejdsulykker etableret en nedre grænse for, at en ulykke vil kunne anerkendes, også selvom der er årsagssammenhæng og der foreligger tilstrækkelige belastninger. Det betyder, at selvom belastningskravene bliver lempet, så bliver virkningen af det ikke så stor, som på erhvervssygdomsområdet, da en del sager ikke vil medføre en varig skade, og derfor ikke bliver anerkendt.
I forhold til det ”almindelige” ulykkesområde reguleret i EAL er det normalt, at en sag med en PTSD skade, selvom den behandles af et forsikringsselskab, som oftest vil indeholde en vejledende udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, jf. EAL§ 10. Denne udtalelse udarbejdes af Arbejdsskadestyrelsens P-kontor, som arbejder ud fra de samme diagnosekriterier som resten af Arbejdsskadestyrelsen og i øvrigt rokerer medarbejderne jævnligt rundt i mellem områderne. Det virker henset til dette ikke som en urimelig konklusion, at P-kontoret vil anvende samme tilgang til diagnosen som resten af Arbejdsskadestyrelsen.
Forsat er det også vigtigt at være opmærksom på, at man indenfor EAL’s område fuldt ud anerkender princippet om ”at tage skadelidt, som skadelidte er”, hvilket ikke er tilfældet for Arbejdsskadeområdet. Det betyder, at nogle skadelidte med forud bestående, lidelse, eller følsom psyke allerede i dag vil kunne anerkendes på et mildere grundlag. Når man kombinere det mildere grundlag, med et lempet belastningskriterium for at anerkende en PTSD-lidelse, så kan vi muligvis se nogle anerkendelser indenfor EAL’s område, med meget lave belastninger.
Det ses altså, at selvom diagnosekriterierne formelt set er ens, så er vejen frem imod en anerkendelse forskellig, og de samme belastninger der giver en afvisning på ASL § 6, kan give en anerkendelse på EAL’s område. Dog må begge områder forventes at blive påvirket af en lempelse på EAL § 7’s område.
I øvrigt er det også, for en god ordens skyld, værd at nævne,at den i afsnit 1 nævnte ”særlov”, i den aktuelle sammenhæng, kun ses at regulere praksis for tidsmæssig sammenhæng. Således følger praksis for anerkendelse efter særloven, for så vidt angår belastninger, det samme som ASL’s generelle erhvervssygdomsområde.
5. Konklusion
- Det ses at der er sket en lempelse af praksis for en række belastninger ved anerkendelse af en PTSD lidelse ved Arbejdsskadestyrelsen, ved sager omhandlende krigsveteraner.
- Der ses ikke at være taget mere generelle belastninger omkring soldaterhåndværket med i afgørelserne fra Arbejdsskadestyrelsen
- Lempelsen må derfor være direkte overførbar til andre erhverv, såsom politimand, falckredder, etc.
- Dette til trods, så er vejledninger og praksis uændret for ASL § 7.
- Denne lempelse må forventes at ville få en afsmittende effekt på ASL § 6 og EAL
- Dette til trods, så er vejledninger og praksis uændret for ASL § 6 og EAL.
- Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen, bør udsende en ny vejledning, hvori de klargøre, hvor praksis ligger.
Noter
- Jf. Arbejdsskadestyrelsens udgivelse: ”Erhvervssygdomme opgjort på diagnose 2009-2013” http://www.ask.dk/da/Statistik/Erhvervssygdomme-fordelt-pAa-diagnoser/2013.aspx
- jf. Udviklingen på erhvervssygdomsområdet i 2014. Arbejdsskadestyrelsen og Erhvervssygdomsudvalgets årsredegørelse til Folketingets Beskæftigelsesudvalg. s.29 (herefter BEU-2014)
- Jf. BEU-2014 s.34
- jf. som et eksempel ud af ganske mange: http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Oestjylland/2015/02/11/064313.htm og jf. BEU 2014 s.2
- Erhvervssygdomsudvalget nedsættes af Beskæftigelsesministeren jf. ASL §9 og har myndighed til at indstille skader, der ikke fremgår af Erhvervssygdomsfortegnelsen, til anerkendelse ved behandling i Arbejdsskadestyrelsen, jf. ASL §7 stk.3
- jf. BEU-2014 s.34
- jf. BEU-2014. s. 35
- Se afsnit 2.5 for en gennemgang af hjemmel og baggrund for Erhvervssygdomsfortegnelsen
- Jf. §20 spørgsmål s.699 Om erstatning for psykiske arbejdsskader 13. februar 2015. http://www.ft.dk/samling/20141/spoergsmaal/S699/index.htm
- Det skal her bemærkes, at oprindeligt var tallet i denne artikel for anerkendelsesprocenten 9 ud af 10, da dette var ministerens udmelding jf. http://www.interforce.dk/content/markant-flere-veteraner-f%C3%A5r-anerkendt-ptsd-som-arbejdsskade. Dog har det siden vist sig, at dette tal var fejlbehæftet, og ministeriet har - efter en anmodning om aktindsigt og en række spørgsmål til dette tals validitet -ændret tallet, for yderligere information.
- Lov nr. 336 af 2.april 2014
- Jf. at Arbejdsskadestyrelsen i 2013 åbnede op for, at tidligere udsendte statsansatte kunne få genoptaget deres sag om en mulig psykisk arbejdsskade, som følge af deres udsendelse. http://www.ask.dk/da/Presse-og-nyheder/Nyhedsarkiv/2013/24%20april%20ny%20ordning%20for%20veteraner.aspx
- http://www.ask.dk/da/Temaer/Psykiske-arbejdsskader/De-psykiske-arbejdsskaders-historie.aspx
- Bekendtgørelse om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri § 2 stk. 1 nr. 1 litra b
- Lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion § 2 stk. 1 nr. 3
- jf. Erhvervssygdomsfortegnelsen fra 1.januar 2005 § 1 nr.2, der siger at Sygdomsbilledet skal efter medicinsk dokumentation stemme overens med den skadelige påvirkning og sygdommen.
- Vejledning om erhvervssygdomme, anmeldt fra 1.januar 2005, Februar 2015, 10.udgave kapitel 1, s.9
- Se eksempelvis dette folketingsspørgsmål om samme http://www.ft.dk/samling/20131/almdel/beu/spm/64/svar/1092937/1305555/index.htm
- WHO ICD-10 Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser Klassifikation og Diagnostiske kriterier, Munksgaard Danmark, 1.udgave 13. reviderede oplag, 2007, København, s. 145
- PA 75-09, vejledning om erhvervssygdomme kap. 8 Notat om Erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske arbejdsskadeområde for perioden fra 2005 til 2011
- www.ordbogen.com/opslag.php?word=traumatisk&dict=pndo
- Dog betyder tidssondringen naturligvis ganske meget for om sagen, jf. ovenfor, behandles som en Erhvervssygdomssag eller som en Ulykkessag. Men denne sondring ville Arbejdsskadestyrelsen foretage diagnosen til trods, jf. ASL §§ 6 og 7.
- Notat om Erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske arbejdsskadeområde fra 2005 til 2011 s.9
- Haug og Schwarz, Ansvar for arbejdsskader – det fysiske og psykiske arbejdsmiljø, 2.udgave, 2012, Karnovgroup, København, s.286
- Kielberg, Mikael, Arbejdsskadesikringsloven 5. kommenterede udgave, Thomson Reuters Proffesional, København, 2009, s. 412
- Vejledning om erhvervssygdomme, anmeldt fra 1. januar 2005, februar 2015, 10.udgave, kapitel 8 s. 4.
- www.ordbogen.com/opslag.php?word=katastrofe&dict=pndo
- Vejledning om Erhvervssygdomme og Notat om erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske arbejdsskadeområde fra 2005-2011
- Notat om Erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske erhvervssygdomsområde for perioden fra 2005 til 2011 s. 5
- Forslag til lov om arbejdsskadesikring de specielle bemærkninger til § 7 2002/01 LSF 216
- Vejledning om erhvervssygdomme, anmeldt fra 1.januar 2005, februar 2015, 10.udgave, kapitel 8 s. 4.
- Hjemvendte soldaters arbejdsskader, en kvalitativ undersøgelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelser s. 9
- Hjemvendte soldaters arbejdsskader, en kvalitativ undersøgelse af arbejdsskademyndighedernes afgørelser s.24
- Festskydninger, ofte i forbindelse med bryllupper eller andre højtider, hvor der skydes op i luften og nogle gange mere vandret. Har navn efter den i området kendte blommebrændevin Slivovitz, se bl.a. også i denne artikel hvor begrebet omtales http://ekstrabladet.dk/nyheder/krigogkatastrofer/article4162705.ece
- Jf. også Notat om Erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske arbejdsskadeområde for perioden 2005-2011 s. 9
- Vejledning om Erhvervssygdomme kap.8 eksempel 1, 2 og 3
- Vejledning om Erhvervssygdomme kap.8 eksempel 4
- Jf. ovenstående sag 9
- Notat om Erhvervssygdomsudvalgets praksis på det psykiske arbejdsskadeområde for perioden fra 2005 til 2011
- BEU-2014 s. 18
- BEU-2014 s. 6
- BEU-2014 s. 4