Forsikringsselskabers samarbejdsaftaler set i lyset af EFs konkurrenceregler

273 TEMA EF/EG NFT 4/1993 Forsikringsselskabers sam- arbejdsaftaler set i lyset af EFs konkurrenceregler af Advokat Ulrik Andersen, Dragsted Advokater, København 1. Indledning Det er efterhånden et velkendt faktum, at EFs konkurrenceregler vedrørende virksomheders aftaler og handlemåder står i den mere end 30 år gamle Romtraktats artikel 85 og 86. Artikel 85 forbyder alle konkurrencebegrænsende afta- ler mellem uafhængige virksomheder, medens artikel 86 indeholder forbud mod en eller flere virksomheders misbrug af en dominerende stilling. Reglerne er umiddelbart anvendelige, d.v.s. de skaber umiddelbare pligter og rettig- heder for borgere i medlemsstaterne. De to traktatsbestemmelser administreres af EF-Kommissionen i henhold til de på grundlag af artikel 87 udstedte implementeringsforord- ninger, der bl.a. beføjer Kommissionen til at idømme bøder for overtrædelse af forbudene. Den generelle implementeringsforordning (nr. 17 af 1962), der gælder for alle erhvervsområ- der, undtagen transportsektorerne, gælder også for forsikringsselskabers aftaler og hand- lemåder. Oprindeligt argumenterede forsik- ringsselskaberne ellers for, at forbudene i arti- kel 85 og 86 ikke gjaldt for forsikringssektoren, fordi den allerede er så omfattende reguleret af national lovgivning m.v., men denne opfattel- se er blevet afvist af såvel Kommissionen som af EF-domstolen i 1988 i Fire Industry Insuran- ce-sagen. Domstolsafgørelsen skabte mildt sagt kaos på forsikringsmarkedet, hvilket hurtigt for- plantede sig til EF-Kommissionen. Forsikrings- sektoren har traditionelt været kendetegnet af et vist samarbejde mellem forsikringsselska- berne, f.eks. i relation til forsikring af særligt store risici, udarbejdelse af standardpolicebe- tingelser o.s.v. Problemet var, om dette samar- bejde var bragt i fare, fordi det blev slået fast, at forbudene i artikel 85 og 86 også gælder for forsikringssektoren. Forsikringsselskaberne skulle ikke nyde noget af EF-Kommissionens Ulrik Andersen Efter at EF-domstolen i 1988 slog fast, at Romtraktatens konkurrenceregler gælder uindskrænket for forsikrings- sektoren, har der blandt forsikringsselskaber været stor usikkerhed med hensyn til, hvad der lovligt kan indgås samarbejdsaftaler om. EF-kommissionen har nu med virkning fra 1. april 1993 udstedt nogle retningslinier til sektoren i form af en gruppefritagelsesforordning, som automatisk fritager bestemte kategorier af samarbejdsaf- taler på forsikringsområdet fra forbudet i artikel 85. I denne artikel gennemgås den af Kommissionen udstedte fritagelsesforordning, og forfatteren giver sin vurdering af, i hvilket omfang den fornødne klarhed på området er opnået. 274 TEMA EF/EG mulighed for at idømme bøder på op til 10% af de involverede virksomheders årsomsætning, og dette har bevirket, at Kommissionen i tiden efter domstolens afgørelse har modtaget mere end 300 anmeldelser af samarbejdsaftaler mel- lem uafhængige forsikringsselskaber, hvor der anmodes om negativattest og/eller individuel fritagelse. Et sådant anmeldelsesratio, der blandt an- det skyldtes forsikringsselskabernes usikker- hed med hensyn til, hvad der lovligt kunne indgås samarbejde om, havde EF-Kommis- sionen simpelthen ikke kapacitet til at klare. Fra EFs side besluttede man sig derfor til at udste- de nogle retningslinier til sektoren i form af en gruppefritagelsesforordning, der automatisk fritager bestemte kategorier af aftaler fra forbu- det i artikel 85. Dette skulle samtidig betyde færre anmeldelser til Kommissionen. I det omfang en samarbejdsaftale opfylder gruppe- fritagelsesforordningens betingelser, behøver man ikke at anmelde aftalen til Kommissionen. Samarbejdsaftalen er så automatisk fritaget fra forbudet i artikel 85. Gruppefritagelsesforordningen har været undervejs i nogle år, men blev endelig en realitet den 21. december 1992, da Kommissio- nen i henhold til en bemyndigelse fra EF-rådet (forordning nr. 1534/91) udstedte forordning nr. 3932/92 om anvendelsen af artikel 85 (3) på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og sam- ordnet praksis på forsikringsområdet. Gruppe- fritagelsesforordningen trådte i kraft den 1. april 1993. I det følgende vil jeg i afsnit 2 kort gennemgå de formelle og materielle hovedregler ved- rørende anvendelsen af artikel 85, hvorefter jeg i afsnit 3 vil redegøre for gruppefritagelse- sforordningen. I afsnit 4 behandles spørgsmå- let om betydningen af EFs konkurrenceregler for forsikringsselskaber beliggende udenfor EFs område, særligt i de andre nordiske lande end Danmark. Afsnit 5 indeholder en række afsluttende bemærkninger. 2. Artikel 85 Traktatens artikel 85 (1) indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsede aftaler m.v. mel- lem uafhængige virksomheder, der kan have en indvirkning på samhandelen mellem med- lemsstater. Forbudet gælder ikke kun de juri- disk bindende aftaler, men også de mere ufor- melle arrangementer, såsom en blot mundtlig ”indforståelse” mellem uafhængige virksom- heder. Det er kun de aftaler m.v., der kan have en indvirkning på samhandelen mellem med- lemsstater, som omfattes af forbudet. De rent nationale aftaler er overladt til bedømmelse efter den relevante medlemsstats nationale konkurrenceret (i Danmark særligt efter Kon- kurrenceloven). Kommissionens fortolkning af denne betingelse er meget vidtrækkende. Selv en samarbejdsaftale mellem forsikrings- selskaber fra en og samme medlemsstat kan tænkes at have en indvirkning på samhande- len mellem medlemsstater, f.eks. hvis samar- bejdet vedrører mere internationale risici. Det er naturligvis ikke alle samarbejdsaftaler mellem uafhængige virksomheder, der er for- budt i medfør af artikel 85 (1). Det er kun de dele af aftalen der bevirker en begrænsning eller hindring af konkurrencen. Artikel 85 (1) inde- holder selv en ikke udtømmende opremsning af ulovligheder, så som prisfastsættelsesafta- ler, opdeling af markeder mellem virksomheder m.v. Man kan også finde nogen vejledning med hensyn til, hvad der må indgås samarbejdsaf- tale om i Kommissionens meddelelse om sam- arbejdsaftaler af 29. juli 1968, og i Kommissio- nens såkaldte bagatelmeddelelse, der bestem- mer, at Kommissionen som hovedregel ikke vil gribe ind overfor de ”mindre aftaler”. I bagatel- meddelelsen anføres det således, at Kommis- sionen som hovedregel ikke betragter konkur- rencebegrænsende aftaler som værende i strid med artikel 85 (1), såfremt: 275 TEMA EF/EG - Aftalen ikke vedrører mere end 5% af det relevante geografiske produktmarked; og - de involverede virksomheder tilsammen ikke står for en årlig omsætning på mere end 200 mio. ECU. Et forsikringsselskabs omsætning beregnes som regel på baggrund af bruttopræmieind- tægterne. Det må understreges, at de anførte kommis- sionsmeddelelser har et ganske lille anvendel- sesområde. De fortolkes begge snævert af Kommissionen, og de er i øvrigt ikke bindende for Domstolen. I det omfang en samarbejdsaftale er i strid med forbudet i artikel 85 (1), er den i medfør af artikel 85 (2) automatisk ugyldig og uden rets- virkning mellem parterne. Artikel 85 (3) indeholder mulighed for, at Kommissionen kan meddele fritagelse fra for- budet for visse fordelagtige aftaler, enten en individuel fritagelse på baggrund af en anme- ldelse til Kommissionen eller gruppefritagelse i henhold til de særlige gruppefritagelsesfor- ordninger, der automatisk fritager bestemte kategorier af aftaler. Hvis en virksomhed er usikker på, om et samarbejde omfattes af forbudet i artikel 85 (1), er det vigtigt at benytte sig af anmeldelsesin- stituttet. Såfremt aftalen anmeldes til Kommis- sionen senest samtidig med aftalens ikrafttræ- den, får Kommissionen mulighed for at udste- de individuel fritagelse med tilbagevirkende kraft fra anmeldelsestidspunktet og således for hele aftalens løbetid. Samtidig undgår de involverede virksomheder som regel idømmel- se af bøder, uanset at aftalen træder i kraft, inden Kommissionen har taget stilling til afta- lens overensstemmelse med EFkonkurrence- retten. 3. Gruppefritagelsesforordningen På baggrund af Kommissionens erfaringer med forskellige typer af samarbejdsaftaler på forsi- kringsmarkedet vedtog rådet i 1991 forordning nr. 1534 af 31. maj 1991, der bemyndigede Kommissionen til at gruppefritage bestemte kategorier af aftaler, som har følgende til for- mål: a. Opstilling af forskellige risikopræmie- tariffer, der er baseret på gensidigt af- stemte statistikker eller skadeshyppighed; b. opstilling af fælles standardpolicebeting- elser; c. fælles dækning af bestemte former for risici; d. afviklingen af krav; e. afprøvning og godkendelse af sikker- hedsudstyr; og f. udarbejdelsen af fortegnelser og oplys- ninger om skærpede risici. Den af Kommissionen udstedte gruppefrita- gelsesforordning udnytter kun denne bemyn- digelse delvist, idet det var Kommissionens opfattelse, at den på det pågældende tids- punkt kun havde tilstrækkelig erfaring til at gøre brug af beføjelsen på følgende fire områ- der: a. Opstilling af fælles tariffer for risiko- præmier baseret på kollektive statistikker eller på skadeshyppighed; b. opstilling af fælles standardpolicebeting- elser; c. fælles dækning af bestemte former for risici; d. opstilling af fælles regler for afprøvning og godkendelse af sikkerhedsudstyr. 3.1 Præmieberegning Gruppefritagelsen for samarbejdsaftaler om opstilling af fælles tariffer for risikopræmier (forordningens artikel 2—4) giver forsikrings- 276 TEMA EF/EG selskaber mulighed for at udveksle oplysning- er af mere generel og statistisk art med det formål for øje at forbedre kendskabet til og vurderingen af bestemte risici. Oplysningerne skal vedrøre identiske eller sammenlignelige risici i tilstrækkeligt omfang til opstilling af en forsikringsbestand, som kan bearbejdes sta- tistisk og blandt andet giver mulighed for at foretage beregninger for en bestemt observa- tionsperiode vedrørende: - antallet af skader; - antallet af de enkelte risici, som er forsik- ret i hvert risikoår; - den samlede skadeserstatning, der er ud- betalt eller skal udbetales; - den samlede forsikringssum for hvert risikoår. På baggrund af disse statistiske opstillinger og beregninger kan selskaberne sammen lov- ligt beregne og bekendtgøre gennemsnitsom- kostningerne ved dækning af bestemte risici (nettopræmien). Der må under ingen om- stændigheder udveksles oplysninger, som gi- ver mulighed for at beregne selskabernes brut- topræmier, d.v.s. de præmier, som opkræves hos forsikringstagerne, herunder poster så som tillæg for uforudsete udgifter, indtægter af reserver, administrationsomkostninger, for- ventet udbytte o.s.v. Gruppefritagelsen giver også selskaberne mulighed for sammen at foretage undersøgel- ser af de sandsynlige indvirkninger, som mere ekstraordinære omstændigheder, så som force majeure-årsager, har på skadeshyppighed, omfanget af skaden eller på afkastet af forskel- lige former for investering. Fritagelsen for de anførte typer af samarbej- de gælder kun, hvis selskabernes undersøgel- sesresultater udarbejdes med angivelse af, at de kun har vejledende karakter og ikke identi- ficerer de pågældende selskaber. På tilsvaren- de måde gælder fritagelsen ikke, hvis virksom- hederne f.eks. afpasser sig efter eller forpligter sig til at følge de opnåede undersøgelsesresul- tater. Med andre ord: Selskaberne må gerne sammen foretage undersøgelser for at forbe- dre kendskabet til bestemte risici, men samar- bejdet må ikke føre til, at selskaberne indbyr- des koordinerer deres præmiefastsættelser, således at der reelt ikke er nogen priskonkur- rence. 3.2 Standardpolicebetingelser Forordningen gruppefritager også aftaler m.v., hvis formål er udarbejdelse og bekendtgørelse af standardpolicebetingelser for direkte forsi- kring. Kommissionen anerkender derved fordele- ne ved, at forsikringsselskaber samarbejder om udarbejdelsen af standardpolicebetingel- ser eller standardklausuler for direkte forsik- ring. Dette er ikke kun i selskabernes interesse, men kan i vidt omfang også være en fordel for forsikringstageren, som får bedre mulighed for at sammenligne dækningsomfanget fra sels- kab til selskab, blandt andet fordi et øget samarbejde mellem selskaberne også muliggør en mere ensartet opdeling af risici. Når Kommissionen meddeler fritagelse for en aftale eller en bestemt kategori af aftaler, bestræber den sig altid meget på at sikre, at fritagelsen ikke bevirker en eliminering af kon- kurrencen mellem aftalens parter. Forsikrings- selskaberne skal kunne konkurrere indbyrdes på dækningsomfanget for forsikringerne, såle- des at forsikringstageren selv kan vælge at gå til det forsikringsselskab, der giver ham den bedste dækning, og Kommissionen har derfor stillet som betingelse for denne gruppefrita- gelsen, at samarbejde vedrørende standard- policebetingelser mellem selskaberne ikke be- virker en fuldstændig standardisering af forsi- kringerne eller til en for stærk binding af kun- derne. Samarbejdet om standardpolicebetingelser fritages således kun fra forbudet i artikel 85 (1), 277 TEMA EF/EG såfremt det sker med udtrykkelig angivelse af, at de standardbetingelser, der opstilles og bekendtgøres, kun er vejledende, og såfremt det udtrykkeligt angives, at det er muligt for selskaberne at aftale sig til andre betingelser. Endvidere er det en betingelse, at de udarbej- dede standardpolicebetingelser er tilgængeli- ge for enhver, herunder forsikringstagere, som betingelserne skal fremsendes til efter simpel forespørgsel. For at modvirke en fuldstændig standardi- sering af betingelserne og for ikke at binde forsikringstageren unødigt stramt til forsik- ringsaftalen, er det en betingelse, at de nævnte standardpolicebestemmelser ikke indeholder i forordningen særligt angivne klausuler (arti- kel 7). For eksempel må betingelserne ikke udelukke dækning af skader, som henhører under den pågældende risikokategori uden, at det udtrykkeligt er angivet, at det står enhver assurandør frit at udvide dækningen til sådan- ne begivenheder. Det er heller ikke tilladt at pålægge forsikringstageren en for- sikringsperiode på mere end 3 år (medmindre der er tale om en livsforsikring), og man kan heller ikke pålægge forsikringstageren en for- længelse på mere end 1 år, hvis kontrakten automatisk forlænges i mangel af opsigelse ved udløbet af en periode. Gruppefritagelsen gælder også for aftaler m.v., hvis formål er udarbejdelse og bekendt- gørelse af fælles modeller til angivelse i forbin- delse med en forsikringspolice, der indebærer et kapitaliseringselement. For dette modelsam- arbejde er det blot stillet som betingelse, at modellerne udarbejdes og udsendes i uforbin- dende form, ligesom modellerne ikke må anbe- fale bestemte rentesatser eller indeholde tal- størrelser, som angiver administrationsom- kostninger. For begge typer samarbejde gælder det, at der ikke opnås fritagelse, såfremt virksomhe- derne på trods af standardbetingelsernes vej- ledende karakter alligevel afpasser sig efter standardbetingelserne, således at der reelt ikke er nogen konkurrence på dette punkt mellem selskaberne. 3.3 Fælles dækning af visse typer risici Forordningens artikel 10 gruppefritager aftaler om oprettelse og drift af fællesskaber af fors- ikringsselskaber eller af forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber med henblik på fælles dækning af en bestemt kategori af risici i form af co-assurance eller co-reassurance. Fritagelsen gælder kun for fællesskaber, der enten består af forsikringsselskaber eller af en kombination af forsikringsselskaber og gen- forsikringsselskaber. Fritagelsen gælder såle- des ikke oprettelsen af fællesskaber, som alene består af re-assuranceselskaber, idet det var Kommissionens opfattelse, at den endnu ikke havde tilstrækkelig erfaring på dette område til at udstede en sådan fritagelse. De nævnte fællesskabsaftaler kan fastlæg- ge: - arten og karakteren af de risici, som om- fattes af co-assurance eller co-reassuran- ce; - betingelserne for optagelse i fællesskabet; - deltagernes egenandel indenfor de risici, der er omfattet af fællesskabet; - betingelserne for de enkelte deltageres udtræden; - reglerne for fællesskabets drift og admi- nistration. Herudover kan co-reassurancefællesskabsaf- talen fastsætte hver enkelt deltagers selvbe- hold samt omkostningerne ved co-reassuran- ce. Det er evident, at sådanne co-assurance- og co-reassurancefællesskaber må undergive deres deltagere en række forpligtelser og be- grænsninger for, at fællesskabet kan 278 TEMA EF/EG fungere tilfredsstillende. Hvis ikke den enkelte deltager arbejder for fællesskabet og handler i dettes interesse, kommer fællesskabet natur- ligvis ikke til at fungere. Nødvendigheden af sådanne forpligtelser og indskrænkninger i deltagernes indbyrdes konkurrence anerkendes da også delvist af Kommissionen. Kommissionen har fastsat såkaldte ”hvide klausuler”, som kan indehol- des i sådanne fællesskabsaftaler, dels for co- assurancefællesskaber (artikel 12), dels for co- reassurancefællesskaber (artikel 13). I det omfang deltagerne i et fællesskab pålægges mere omfattende forpligtelser end disse ”hvi- de klausuler”, omfattes fællesskabet ikke af gruppefritagelsesforordningen. Et co-assurancefællesskab kan pålægge sine deltagere følgende hvide konkurrencebegræn- sende klausuler: a. Forpligtelsen til: - at tage hensyn til forebyggende foran- staltninger, - at benytte de af fællesskabet generelle eller særligt godkendte forsikringsbe- tingelser, og - at anvende de af fællesskabet fastsatte bruttopræmier. b. Forpligtelsen til at forelægge enhver ska- desregulering til godkendelse af fælles- skabet. c. Forpligtelsen til at overlade forhandling af fælles genforsikringsaftaler til fælles- skabet. d. Forbud mod at genforsikre den enkeltes egenandel i den coassurerede risiko. De hvide klausuler for co-reassurancefælless- kaber omfatter: a. Forpligtelsen til: - at tage hensyn til forebyggende foran- staltninger, - at anvende de af fællesskabet god- kendte betingelser, - at anvende en fælles risikopræmie- tarif ved den direkte forsikring, og - at bidrage til dækning af omkostning- erne ved co-reassurance. b. Forpligtelsen til at forelægge visse ska- desreguleringer til godkendelse af fæl- lesskabet. c. Forpligtelsen til at overdrage forhandling af fælles retrocessionsaftaler til fælles- skabet. d. Forbud mod at genforsikre selvbeholdet eller retrocedere egenandelen. For at oprettelsen af co-assurance og co- reassurance fællesskaber ikke skal sætte den virksomme konkurrence over styr, har Kom- missionen også stillet den betingelse for frita- gelse, at deltagerne i et sådant fællesskab ikke har en andel af det relevante marked, som overstiger en vis procentsats. Satsen for co- reassurancefællesskaber er sat til 15%, med- ens den i tilfælde af co-assurancefællesskaber er fastsat til 10%. Disse markedsandele bereg- nes på baggrund af alle de forsikringsproduk- ter, som tegnes af de deltagende selskaber i fællesskabet, det vil sige uanset, om produk- terne er bragt ind under fællesskabet. Hvor der er tale om dækning af katastroferi- sici eller skærpede risici, beregnes markedsan- delene udelukkende på baggrund af selve fællesskabets markedsandel. For at de deltagende selskaber i fællesska- bet ikke skal bindes unødigt hårdt op til fæl- lesskabet, er det endelig stillet som betingelse, at hvert deltagende selskab skal have ret til at udtræde af fællesskabet med et opsigelsesvar- sel på højst 6 måneder og uden at pådrage sig sanktioner. 3.4 Sikkerhedsudstyr EF har som led i oprettelsen af det indre marked 279 TEMA EF/EG harmoniseret medlemsstaternes lovgivning med hensyn til tekniske standarder og meto- den for certificering og prøvning heraf. Kom- missionen er af den opfattelse, at det er af stor betydning for det indre markeds funktion, at sådanne ensartede kvalitetskriterier fremmes og udvikles indenfor EF. Det er på denne baggrund, at Kommissio- nen har udstedt en gruppefritagelse for samar- bejdsaftaler mellem forsikringsselskaber med henblik på at fastlægge tekniske specifikatio- ner og procedurer for vurdering og godkendel- se af sikkerhedsudstyr af betydning for forsi- kringsvirksomhed. Samarbejdet kan også om- fatte fastsættelse af regler for vurdering og godkendelse af installationsvirksomheder el- ler vedligeholdelsesvirksomheder. De af Kommissionen fastsatte betingelser for denne gruppefritagelse har primært til for- mål at sikre, at alle fabrikationsvirksomheder og installations- og vedligeholdelsesvirksom- heder har adgang til at søge godkendelse, og at godkendelse finder sted på grundlag af objektive og veldefinerede kriterier. Betingel- serne fremgår af forordningens artikel 15, litra a - l. 3.5 Kommissionens tilbagetrækning af gruppefritagelsen Som det er tilfældet med alle Kommissionens gruppefritagelsesforordninger, gælder det også for forordning nr. 3932/92, at Kommissionen kan trække anvendelsen af gruppefritagelses- forordningen tilbage, hvis den konstaterer, at de fritagne aftaler m.v. har virkninger, som er uforenelige med artikel 85, stk. 3. Det kan dreje sig om tilfælde, hvor der af den ene eller anden grund ikke er tilstrækkelig konkurrence på et bestemt forsikringsmarked, eller hvor virkning- en af et co-reassurance- eller co-reassurance- fællesskab for eksempel er, at der rent faktisk sker en geografisk opdeling af markederne for de af fællesskabet omfattede forsikringspro- dukter. 4. EF-konkurrencereglernes relevans for forsikringsselskaber i EFTA-lande Selvom anvendelsen af Romtraktatens kon- kurrenceregler i artikel 85 og 86 i princippet er geografisk begrænset til EFs nuværende om- råde, er bestemmelserne langt fra ukendte for virksomheder placeret udenfor EF. På mange måder har artikel 85 og 86 gennem de senere år virket exterritorialt, idet bestem- melserne omfatter alle aftaler og handlemåder, som kan have en indvirkning på EFs område, uanset om de pågældende virksomheder er beliggende udenfor EF. Et oversøisk forsik- ringsselskab omfattes for eksempel af EFs konkurrenceregler, såfremt de risici, der dæk- kes, er beliggende inden for EF. På trods af, at EFs konkurrenceregler såle- des næppe er ukendte for forsikringsselskaber i de andre nordiske lande, Island, Norge, Sverige og Finland, så er det sandsynligt, at betyd- ningen af konkurrencereglerne i disse lande vil stige indenfor den nærmeste fremtid. Det skyl- des dels landenes ønske om at blive optaget som fuldgyldige medlemmer i EF. Dels skyldes det betydningen af den EØS-aftale, som for- mentlig snart træder endeligt i kraft mellem EFTA- og EF-landene. EØS-aftalen udvider EFs fire friheder ved- rørende gods, tjenesteydelser, kapital og per- soner til også at omfatte EFTA-landene, Is- land, Norge, Sverige, Finland, Lichstenstein og Østrig. Når der skal oprettes et stort indre marked omfattende EF og EFTA-landene, hvor der er fri bevægelighed for blandt andet varer og tjenesteydelser, er det naturligt også at udvide anvendelsesområdet for artikel 85 og 86 til at gælde fuldstændigt i EFTA-landene. EØS-aftalen overfører med enkelte modifi- kationer artikel 85 og 86, og de gruppefritagel- sesforordninger som udstedes i henhold til artikel 85 (3), til EFTA-landene. Dette følger af EØS-aftalens part IV, kapitel 1, hvis artikel 53 og 54 svarer til Romtraktatens artikel 85 og 86. I forbindelse med EØS-aftalen oprettes der 280 TEMA EF/EG også en særlig EFTA-konkurrencemyndighed, som primært skal tage sig af konkurrencesager, som kun påvirker handelen mellem EFTA-med- lemslandene. 5. Afsluttende bemærkninger Det var formålet med Kommissionens gruppe- fritagelsesforordning at udstede nogle vejle- dende retningslinier for forsikringsselskabers samarbejdsaftaler. Sådanne retningslinier bør naturligvis gøres så brugervenlige som muligt, således at forsikringsselskabers samarbejdsaf- taler kan udformes og formuleres i overenss- temmelse med gruppefritagelsesforordningen. Derved kan man drage nytte af automatikken i gruppefritagelsesforordningerne. En samar- bejdsaftale, som udformes således, at den opfylder betingelserne for gruppefritagelse, fritages automatisk fra forbudet i artikel 85 (1), uden at samarbejdspartnerne behøver gå gen- nem den ret besværlige anmeldelsesprocedu- re. Uheldigvis — man fristes til at sige: som sædvanlig — er Kommissionens gruppefrita- gelsesforordning ikke særligt brugervenlig. Mange af formuleringerne er uklare og det må forventes, at det i mange tilfælde bliver vanske- ligt at afgøre, om en bestemt samarbejdsaftale opfylder gruppefritagelsesforordningens be- tingelser. I stedet for at skabe klarhed har Kommis- sionen skabt et dilemma. Det må forventes, at samarbejdende forsikringsselskaber som re- gel vil forsøge at følge og opfylde forordning- ens betingelser for fritagelse, idet det ofte besværlige anmeldelsesinstitut og den der- med forbundne ”offentliggørelse” af en samar- bejdsaftale derved undgås. Vurderingen af, om fritagelsesbetingelserne i en given situa- tion er til stede, er således meget vigtig. Såfremt en samarbejdsaftale ikke falder ind under gruppefritagelsesforordningen eller ikke opfylder en eller flere af forordningens beting- elser, er det nødvendigt at anmelde aftalen til Kommissionen med henblik på at opnå en individuel fritagelse i medfør af artikel 85 (3). Hvis dette ikke sker, risikerer de samarbejden- de selskaber at blive idømt bøder. Forsikrings- selskabernes dilemma er således, i hvilket omfang man overhovedet vover at bygge sin samarbejdsaftale på forordningens klausuler og betingelser, når det er usikkert, om omfang- et og indholdet af klausulerne og betingelser- ne er helt korrekt forstået. Går man galt i byen, kan det tænkes, at den samarbejdsaftale, man troede var automatisk fritaget for forbudet i artikel 85 (1), skulle have været anmeldt til Kommissionen. Konsekvensen af dette er som nævnt, at aftalen er helt eller delvist ugyldig, og at parterne til aftalen kan idømmes bøder på op til 10% af parternes årlige omsætning. Selvom formålet med gruppefritagelsesfor- ordningen i vidt omfang var at skabe klarhed for branchen, blandt andet med henblik på at nedsætte antallet af anmeldelser til Kommissi- onen, er det opfattelsen, at der ikke (endnu) er opnået en sådan klarhed, at antallet af anmel- delser vil falde betydeligt. Gruppefritagelses- forordningen indeholder sådanne ”usikker- hedsmomenter”, at det ikke altid kan siges med sikkerhed, om en bestemt samarbejdsaftale opfylder betingelserne for gruppefritagelse, og så vil det ofte være sikrere at anmelde aftalen til Kommissionen alligevel.

BilagaStorlek
128.38 KB