Den gensidige loyalitetspligt mellem forsikringsselskab og forsikringstager

72 NFT 1/1993 Den gensidige loyalitetspligt mellem forsikringsselskab og forsikringsta- ger1 af underdirektør Kjeld Søgaard, Hafnia Forsikring Bankvæsnet har i mange år været underkastet en tavs- hedspligt om kunders forhold, og bankerne håndhæver traditionelt strengt tavshedspligten over for offentlighe- den. Forsikringsselskaber er principielt underkastet sam- me tavshedspligt, men har formentlig ikke samme disci- plin som bankerne på dette område. For både forsikringsselskab og forsikringsta- ger må under policens løbetid som en acces- sorisk pligt gælde en gensidig loyalitetspligt. Naturligt nok må forsikringsselskabet som den stærke kontraktspart være den, som er underkastet de mest vidtgående forpligtelser. For forsikringsselskabet må der således i forhold til forsikringstageren som udgangs- punkt gælde en tavshedspligt2, d.v.s. at sel- skabet ikke uden forsikringstagerens samtyk- ke kan give udenforstående enhver oplysning vedrørende policen og/eller verserende eller afsluttede skadessager. Tavshedspligten må dog bedømmes diffe- rentieret i forskellige situationer. I forbindelse med tegning af en forsikring, må forsik- rings- selskabet være berettiget til at afgive oplys- ninger om tidligere skader til en anden forsik- ringsgiver, hvor der i dennes forsikrings- begæring er spurgt om tidligere skadesforløb. Det må antages, at den forsikringssøgende ved sin underskrift på begæringen har meddelt tilladelse til, at oplysningerne om tidligere ska- desforløb checkes af selskabet3. Af hensyn til reglerne i Forsikringsaftale- loven (FAL), paragraf 6 om afgivelse af urigti- ge risikooplysninger er det dybest set i den forsikringssøgendes egen interesse, at forsik- 1) De i nærværende artikel anførte synspunkter beror for størstedelen på forfatterens egne overvejelser samt den i Hafnia Forsikring førte politik på de omhandlede områder. De særlige hensyn i livsfors- ikring, hvor personoplysninger ved afgivelse af helbredsoplysninger kan være særligt følsomme, f. eks. om en forsikringssøgende er HIV-positiv, er ikke behandlet i nærværende artikel. 2) Se hertil lov om forsikringsvirksomhed paragraf 258, stk. 1 samt paragraf 54, stk. 2 i lov om banker og sparekasser. Fra bank- og sparekassesektoren ses kun at foreligge 2 afgørelser, der vedrører paragraf 54, stk. 2.: Se Finanstilsynets Årsberetning 1986 p. 621 om indrapportering af incassosager til kreditoplysnings- bureauer (indberetning må først ske, når der er afsagt dom over sagsøgte, når der har været afholdt fogedrets- møde eller når fogedretten har afvist en begæring om udlæg på grund af tidligere afgivet insolvenserklæring) samt Pengeinstitutankenævnets kendelse af 19. august 1991, der anså afgivelse af systematiske oplysninger om incassosager og kunders cpr. nr. til Danmarks Statistik som stridende mod paragraf 54 stk. 2. Fra Forsikringssektoren ses ikke at foreligge afgørelser om den tilsvarende lovbestemmelse i paragraf 258 Kjeld Søgaard 73 ringen tegnes på korrekt grundlag, og at oplys- ningerne derfor afgives. Det spørgsmål kan rejses, om sådanne oplys- ninger kan afgives, såfremt der ikke i begæring- en er spurgt om tidligere skadesforløb. Hvor det er sædvanligt4 at selskaberne retter sådan- ne spørgsmål til det afgivende selskab og den forsikringssøgende ved eller bør vide dette, må det antages, at det afgivende selskab er berettiget til at afgive sådanne oplysninger. Hvor forsikringsselskabet meddeler afslag på en forsikringsbegæring, opstår spørgsmå- let, om selskabet er berettiget til at oplyse den forsikringssøgendes arbejdsgiver5 om årsa- gen til afslaget. Et sådant afslag kan være begrundet i selskabets kendskab til tidligere skadessager og/eller andre forhold, som ar- bejdsgiveren kan have en væsentlig interesse i at blive bekéndt med. Uanset dette må hensy- net til den ansatte dog have forrang, d.v.s. at selskabet ikke uden samtykke kan afgive oplys- ningerne. Noget andet er, at den ansatte kan få vanskeligt ved at få ansættelse eller bevare sin stilling, såfremt et sådant samtykke nægtes. Stammer selskabets oplysninger fra tredje- mand, kan det blive nødvendigt at indhente dennes samtykke til at afgive oplysningerne til arbejdsgiveren. Under policens løbetid må der ligeledes gælde en tavshedspligt for forsikringsselska- bet i relation til policeforhold og/eller verse- rende skadessager. Tavshedspligten må gæl- de såvel over for offentligheden som sådan som over for fysiske og juridiske personer. Over for offentligheden som sådan kan sel- skabets tavshedspligt komme på prøve, hvor pressen har gjort en konkret verserende ska- dessag og/eller en forsikringstagers faglige virke til genstand for kritisk omtale. Det vil i en sådan situation kunne være fristende for sel- skabet — for at distancere sig fra forsikring- stageren — at oplyse til pressen, at forsik- ringstageren eksempelvis har en stribe an- svarssager6 verserende i selskabet, og at sels- kabets dækningspligt er forbeholdt grundet forsæt/grov uagtsomhed. Sådanne oplysning- er vil kunne skade forsikringstagerens erh- vervsmuligheder eller, hvis der er tale om en enkelt sag, skade hans muligheder for at vinde sagen.7 Undtagelse fra ovennævnte hovedregel må gøres, hvor forsikringstageren selv bringer de pågældende forhold offentligt frem, f. eks. ved en polemik i dagspressen. I så fald må selska- bet have ret til at tage til genmæle, herunder korrigere ukorrekte oplysninger.8 Optræder selskabets repræsentant som fore- dragsholder uden for selskabets regie, f. eks. med forsikringstagere eller potentielle for- sikringstagere som tilhørere, bør omtale af verserende skadessager ske på en sådan måde, at forsikringstageren ikke kan genkendes af tilhørene. Det samme må gælde, hvor selskabet i artikler i faglige tidsskrifter eller andre steder9 gengiver konkrete skadessager fra selskabets skadespraksis. Genkendes forsikringstageren af en enkelt tilhører eller læser, kan dette dog ikke medføre sanktioner over for selskabet, hvis anonymitet er tilstræbt. Holdes et fore- drag for en meget lille branche, hvor alle kender hinanden, bør forsikringstagerens accept ind- hentes, forinden omtale sker. Det må dog altid være berettiget at omtale navnene, hvor en dom har været offentliggjort med navns næv- nelse. stk. 1. 3) Dette må antages også at gælde, hvor der i begæringen blot er spurgt om navnet på den tidligere forsikringsgiver. 4) Sådan sædvane synes at foreligge inden for autofor- sikringen, hvor oplysning om tidligere skadesforløb har betydning for forsikringstagerens indplacering på bonustrin. 5) Problemet kan være praktisk ved advokat- og revisoransvarsforsikringerne. 6) Oplysninger om at forsikringstageren har haft en stribe indbrud eller brandskader vil efter omstændig- hederne kunne have samme effekt. 7) Meddelelse af oplysninger til pressen om forsik- ringssummens størrelse vil ligeledes under helt særlige omstændigheder kunne skade forsikringstageren. 8) Selskabet må ligeledes af hensyn til egne interesser have ret til offentligt at redegøre for, hvorledes policen er reassureret, hvis omtalen af en enkeltsag 74 Det følger af det ovenfor anførte, at alle udtalelser om konkrete skader/policer til of- fentligheden bør koordineres eller aftales med forsikringstageren. Selskabet vil dog altid have ret til at udtale sig generelt om, hvilke regler der gælder, også selvom forespørgslen er opstået på grund af en konkret sag. Det er åbenbart, at forsikringstagerens forretningshemmelighe- der, som selskabet qua skade- eller policebe- handling måtte erhverve, ikke må videregives til offentligheden eller nogen som helst anden. Til en skadelidt, der anmelder sit krav til ansvarsforsikringsselskabet, må dette være berettiget til at give alle relevante oplys- ning- er, f. eks. forsikringssummens størrelse, selv- risiko, forsikringsprincip etc.10, men derimod ikke til at oplyse, at der i skadelidtes skadessag er taget dækningsforbehold for forsæt/grov uagtsomhed, medmindre det er åben art, at forsikringstageren ikke længere er erhvervs- aktiv.11 Har forsikringstageren accepteret er- statningspligten, eller er der faldet endelig dom eller indgået forlig, er selskabet naturlig- vis berettiget til at oplyse om dækningsforbe- holdet til skadelidte.12 Til forsikringstagerens konkurrenter må sel- skabet iagttage en endnu strengere tavsheds- pligt og må her være afskåret fra at give nogen oplysning om policen eller verserende ska- dessager, med mindre oplysningen er uden betydning for forsikringstageren. Er konkur- renten samtidig skadelidt, må hensynet til kon- kurrenten som skadelidt dog veje tungest, således at de ovenfor angivne regler må finde anvendelse. Ved policens ophør må selskabet være un- derkastet de ovenfor gengivne regler, d.v.s. selskabet er uberettiget til at videregive oplys- ninger om årsagen til opsigelsen. Har selska- bet indgået aftale med forsikringstagerens fag- lige organisation om, at denne skal have un- derretning om ophøret, for at organisationen kan påse, at en foreningsmæssigt pålagt forsi- kringsforpligtelse opfyldes, er selskabet be- rettiget til at give en sådan oplysning til orga- nisationen.13 Der kan næppe tænkes mange praktiske situationer, hvor forsikringstageren kommer i besiddelse af selskabets fortrolige oplys- ning- er, således at forsikringstageren bryder en tavshedspligt ved at videregive oplysninger- ne til tredjemand eller offentligheden. Overtrædelse af forsikringsselskabets tavs- hedspligt vil efter omstændighederne være sanktioneret med erstatningspligt, men det må nok erkendes, at det for forsikringstageren kan blive vanskeligt at godtgøre, at der er lidt et tab.14 For ansvarsforsikringerne opstår et særligt repræsentationsspørgsmål, hvor forsikring- ens karakter af retshjælpsforsikring bliver ak- tuel. Ansvarsforsikringen dækker ikke forsæt, og for visse ansvarsforsikringer ej heller den kvalificerede uagtsomhed.15 Kan forsikrings- selskabet ved anmeldelsen af sagen på bagg- rund af anmeldelsen og evt. supplerende oplys- ninger straks se, at der er risiko for, at fors- ikringstageren kan ifalde et ansvar, som er pådraget ved forsæt eller groft uagtsomt for- hold og således undtaget fra dækning under policen, opstår spørgsmålet, om selskabet kan repræsentere forsikringstageren under sagen. Interessekonflikt mellem forsikringsselskab og forsikringstager kan opstå, såfremt selskabet påtager sig at repræsentere forsikringstageren vidende om, at et dækningsproblem kan kom- me til at foreligge, og selskabet under domsfor- kan skabe tvivl om selskabets evne til at betale erstatningen eller om dets regnskabsmæssige resultat. 9) F. eks. i markedsføringsmateriale udarbejdet af selskabet. 10) Se ”Advokaten” 1992 p.87 spalte 2. 11) Se situationen beskrevet i ”Advokaten” 1992 p.87 spalte 3. 12) De her nævnte regler må ligeledes finde anvendelse i forhold til andre interessenter, f. eks. panthavere og de i FAL paragraf 54 nævnte interessenter. 13) Sådan aftale er bl. a. indgået mellem visse forsikrings- selskaber og Det Danske Advokatsam- fund samt Foreningen af Registrerede Revisorer (FRR). Er der indgået en kollektiv forsikringsaftale med en organisationn, hvori denne er berettiget til at få aktindsigt i anmeldte skadessager, må forsikringstage- ren tåle dette. Er han uinteresseret heri, kan han normalt udmelde sig af den pågældende organisation. 75 handlingen opdager, at sagen vil blive tabt af forsikringstageren. Selskabet vil i en sådan situation pludselig blive interesseret i, at for- sikringstageren dømmes med så belastende præmisser, at det senere vil lette selskabets afvisning af dækningspligten. For at undgå at bringe forsikringstageren i denne situation,16 må forsikringsselskabet derfor meddele forsi- kringstageren, at der foreligger omstændighe- der, som gør, at selskabet ikke kan repræsen- tere denne under sagen. Forsikringsselskabets reaktion, når forsik- ringstagerens anmeldelse giver anledning til at træffe afgørelse om policens dækning, kan have to former: Enten afvises dækning under policen straks, eller der tages et såkaldt dæk- ningsforbehold. Afvises dækning straks, bli- ver der intet repræsentationsproblem: For- sikringstageren må indlede retssag eller vold- giftssag17 mod forsikringsselskabet for at få fastslået, om afvisningen er holdbar. Nøjes forsikringsselskabet med at tage dæknings- forbehold ligger heri en tilkendegivelse om, at selskabet først vil tage endelig stilling til dæk- ningsspørgsmålet, når der foreligger endelig dom i den mod forsikringstageren verserende sag. Hvornår afvises straks og hvornår tages der dækningsforbehold? Hvor sagens objektive kendsgerninger foreligger, f. eks. i form af stribevis af rykkere til forsikringstageren kom- bineret med dennes tavshed og eller manglen- de evne til at redegøre for manglende besvar- else af rykkerne, vil dette typisk udløse en afvisning. Dækningsforbeholdet kan derimod blive nødvendigt, hvor skadelidtes forklaring eller andre forhold peger på en domfældelse uden dækning, men hvor forsikringstageren bestrider skadelidtes gengivelse af faktum, og hvor skadelidtes anbringender herom synes meget lidet overbevisende,vil selskabet un- dertiden alligevel vælge at lægge forsikring- stagerens forklaring till grund og dermed væl- ge at repræsentere denne. Opdages dækningsproblemet under sagens gang, vil forsikringsselskabet efter omstæn- dighederne kunne være tvunget til af hensyn til forsikringstageren at fortsætte re- preæsentationen. Opdages dette således un- der domsforhandlingen, kan selskabets advo- kat ikke trække sig uden at skade forsikrings- tagerens interesser, men selskabet kan natur- ligvis efter en domfældelse gøre indsigelse om dækning over for forsikringstageren. Opda- ges dækningsproblemet på et tidligere stade, f. eks. under skriftvekslingen, må selskabet kunne trække sig, hvis dette kan ske uden at skade forsikringstagerens interesser.18 Det her anførte kan også udtrykkes således, at der under hele sagsbehandlingen gælder et skjult dækningsforbehold19 forstået således, at for- sikringsselskabet altid må kunne gøre gælden- de, at hidtil ukendte forhold, der dukker op under sagsbehandlingen, kan ændre dets stil- lingtagen til, om skader er dækket under poli- cen eller ej. Det her anførte ændrer ikke, at forsikringsta- ger og selskab kan vælge at træffe andre afta- ler. Eksempelvis kan selskabet vælge med fors- ikringstagerens samtykke alligevel at repræ- sentere forsikringstageren, hvor selskabet har forretningsmæssige eller andre hensyn at var- etage. Det vigtige er blot, at forsikringstageren gøres bekendt med dækningsproblemet og accepterer repræsenta- tionen.20 Selskabet kan f. eks. have interesse i at stille advokat til rådighed, hvor det rejste krav af selskabet bedømmes som stærkt opskruet, men hvor selskabet ikke har tillid til, at forsikringstage- ren uden kvalificeret bistand kan få bragt kra- vet ned i dets rette proportion. 14) Bødestraf er foreskrevet i paragraf 258, stk. 1, jfr. note 2. Hævebeføjelse vil e.o. også kunne komme på tale. 15) Professionelle ansvarsforsikringer undtager nor- malt ansvar, der er pådraget ved groft uagtsomme forhold. 16) Samme regel må anvendes, hvor andre und- tagelsesbestemmelser i policen, f. eks. at afgivne garantitilsagn ikke er dækket, kan bringe en interessekonflikt frem under sagen. 17) Visse forsikringsselskaber opererer med voldgifts- klausuler til afgørelse af dækningsspørgsmål. Dette er f. eks. almindeligt i advokatansvarsforsikringspolicerne. 18) Under skriftvekslingen vil det normalt ikke skade 76 Vælger forsikringsselskabet at repræsente- re forsikringstageren, uden at gøre ham op- mærksom på dækningsproblemet, vil selska- bet af de ovenfor anførte grunde efter en domfældelse kun vanskeligt kunne rejse spørgsmålet om dækning over for forsikrings- tageren. Har det dog været kendeligt for fors- ikringstageren, at et dækningsproblem måtte eksistere, f. eks. fordi en straffesag løber ved siden af erstatningssagen, bør selskabet kun- ne afvise dækning efter en domfældelse i al fald hvor straffesagen også medfører domfældelse for samme forhold.21 Forsikringsselskabet kan ej heller normalt forlige en retssag uden forsikringstagerens accept. Forsikringstagerens interesse er åben- bar: Dels ønsket om at blive frifundet for et uhjemlet krav og dels den økonomiske interes- se, nemlig ved ansvarsforsikringen selvrisiko og forbrug af forsikringssum. Forsikringssels- kabet kan undertiden ud fra rene økonomiske overvejelser være fristet til at forlige sagen, i al fald når der er tale om mindre krav, hvor sags- omkostningerne ved at føre sagen ikke står i forhold til sagsgenstandens størrelse (men omvendt forsikringstagerens interesse på grund af selvrisikoen bliver større). Såfremt forsikringstageren har en rimelig interesse i at få ansvarsspørgsmålet prøve 22, må selskabet acceptere dette og tvangsforliger det sagen, må retsvirkningen i sådanne tilfælde normalt være, at der ikke kan opkræves selvrisiko, ligesom der ej heller er forbrugt af forsikrings- summen23. Ovenfor er omtalt, at loyalitetspligten er gensidig. Det er dog næppe i almindelighed praktisk at forestille sig situationer, hvor for- sikringstageren har tavshedspligt i forhold til selskabet eller får et repræsentationsproblem i forhold til dette. Forsikringstagerens loyali- tetspligt viser sig imidlertid i skadessituatio- nen: Udgangspunktet er, at forsikringstageren bidrager med bistand og oplysninger til be- grænsning af skaden (for ansvarsforsikring- ens vedkommende, at forsikringstager og sels- kab i enighed får afvist uberettigede krav og betalt berettigede krav med den erstatnings- sum, som erstatningsreglerne hjemler ska- delidte.24 Problemet for forsikringsselskabet kan her undertiden være, at forsikringstage- ren undertrykker og/eller fordrejer faktiske oplysninger for enten at skaffe sig selv eller ansvarsforsikringens vedkommende en med- kontrahent så stor erstatning som muligt, idet han ved forsikringens hjælp søger at bevare forretningsforbindelsen med medkontrahen- ten. Det kan ofte være vanskeligt for forsikringsse1skabet af bevismæssige grun- de at tage de i forsikringsaftaleloven relevante bestemmelser25 i brug, hvorfor reaktionen normalt vil være, at policen opsiges. Konsta- teres forholdet, inden erstatning er udbetalt, må forsikringsselskabet i grove tilfælde være berettiget til at ophæve forsikringsforholdet uden varsel eller i al fald opsige forsikringen med det i FAL paragraf 5, stk. 2 nævnte varsel. forsikringstageren, hvis selskabet trækker sig. Jo nærmere domsforhandlingen er i forhold til dækningsproblemets konstatring, jo vanskeligere vil selskabet have ved at trække sig. 19) Som udtrykt af advokat Niels Fisch-Thomsen til forfatteren. 20) Er forsikringstageren ikke selvstændig advokat- repræsenteret eller selv advokat, bør sådanne aftaler i almindelighed kun træffes med største varsomhed. En anden mulighed vil være, at selskabet vælger at biintervenere for at sikre, at sagen føres på forsvarlig vis. For advokat- og revisoransvarsforsikringerne ligger de juridiske problemer normalt ikke i ansvarsvurderingen, men i tabsopgørelsen. 21) Hvor straffesagen måtte vedrøre mere formelle lovovertrædelser, kan det anførte ikke uden videre antages, men en individuel prøvelse må ske. 22) Se hertil ”Advokaten” 1992 p. 88 spalte 1. 23) Noget andet og mere praktisk er, at ”selskabet næppe vil acceptere, at forsikringsforholdet fortsætter, hvis det selv har været af den opfattelse, at forliget var rimeligt også set fra forsikringstagerens side. 24) Se hertil Jan Hellner: Forsäkringsrätt 2. udgave (1965) p. 422: Bland ansvarsforsäkringens uppgifter ingår som nämnts även att skydda den forsäkrade mot ogrundade eller överdrivna skadeståndskrav. Samti- digt är emellertid också den forsäkrade gentemot forsäkringsgivaren skyldig att motsätta sig oberätti- gade skadeståndskrav, t. ex. att bestrida i rättegång framställt yrkande. Smh. princippet i FAL paragraf

BilagaStorlek
107.32 KB