Årsberetning for Assurandør-Societetet

Artikelförfattare: Bent Knie-Andersen
Utgåva:
3, 1995
Språk: Danska
Kategori:

274 NFT 3/1995 Årsberetning for Assurandør-Societetet aflagt af formanden, direktør Bent Knie-Andersen ved societetes årsmøde den 27. april 1995 på Hotel d’Angleterre i København Indledning På Assurandør-Societetets vegne vil jeg gerne byde velkommen til dette årsmøde. Vi er glade for, at så mange repræsentanter for folketing, ministerier og andre offentlige myndigheder såvel som for andre organisa- tioner samt pressen traditionen tro viser os den interesse at deltage i vort årsmøde. En særlig velkomst skal lyde til præsiden- ten for den europæiske forsikringsorganisa- tion Comité Européen des Assurances Carlo Acutis og generalsekretær Francis Lohéac, som viser os den ære at deltage i årsmødet. Den danske økonomi Opsvinget i den vesteuropæiske og danske økonomi har gennem det forløbne beretnings- år bidt sig fast. En klar vækstlinie aftegner sig. Det er imidlertid indlysende, at den faktiske revaluering af kronen i forhold til en række for dansk samhandel vigtige valutaer i fremtiden vil skabe problemer for danske eksporter- hvervs indtjeningsevne, ligesom den inden- landske lønstigning kombineret med aktivi- tetsstigningen risikerer at føre til øget inflati- on. Det må også konstateres, at der stadig er et alt for stort underskud på statsfinanserne. Både den kendsgerning og den samlede aktivitets- udvikling nødvendiggør i den kommende tid en meget stærk tilbageholdenhed med hensyn til de offentlige udgifter. Forsikringserhvervets økonomi For forsikringserhvervet har 1994 ikke været ganske tilfredsstillende. Det har især kunnet mærkes inden for skadesforsikring. Jeg ser her bort fra den negative kapitalmarkeds- Bent Knie-Andersen Indholdsfortegnelse: Den danske økonomi Forsikringserhvervets økonomi Udviklingen i den finansielle sektor Forsikring og forbrugeren Telefonen som salgskanal Det fremtidige pensionssystem Årets mærkesager Fondsbørsreform Skatteområdet Finanstilsynet Arbejdsskadeforsikring Det danske velfærdssystem 275 udvikling — hvis resultater vi deler med an- dre finansielle erhverv — men der er grund til at bemærke, at den tilgrundliggende rentabili- tet i selve skadesforsikringsvirksomheden endnu ikke kan karakteriseres som accepta- bel, endsige tilfredsstillende. Den stærke kon- kurrence gør det generelt svært at opnå en rimelig rentabilitet, og især inden for arbejds- skade- og automobilforsikringsbrancherne, har resultaterne været uholdbare. På disse og an- dre felter er der gennemført præmieforhøjel- ser, og det vil også fremover være nødvendigt for selskaberne nøje at følge skadesforløbet og justere præmierne i forhold til den konsta- terede udvikling. På livs- og pensionsforsikringsområdet er udviklingen mere tilfredsstillende. Kursud- viklingen har uundgåeligt påvirket resultater- ne i negativ retning, men selskaberne har hævdet sig godt på markedet, og væksten er fortsat. Udviklingen i den finansielle sektor Den danske finansielle sektor har i snart en årrække været præget af forandring. Der er ikke — som den populære opfattelse har væ- ret — tale om, at alle vil alt. Den grundlæg- gende arbejdsdeling ligger stadig fast, hvilende på EU-direktiver og den lokale lovgivning, men der er åbnet for muligheden af etablering af finansielle koncerner, hvor aktiv udnyttelse af naboerhvervs distributionskanaler nu fin- der sted i en mere massiv skala. Som bekendt har den finansielle sektor gen- nemløbet en turbulent periode med store tab for penge- og realkreditinstitutter og for for- sikringsbaserede holdingselskaber. Den situ- ation synes heldigvis nu at være overstået, men den har i sig selv været medvirkende til en strukturrationalisering også inden for for- sikringserhvervet. Vanskeligheden ved at opnå rimelig rentabilitet i den primære drift og de som helhed faldende finansindtægter har pres- set i samme retning. De finansielle koncerner har med de seneste års udvikling fået et klart ståsted herhjemme, som tilfældet i øvrigt er i mange andre lande. Det er en udvikling som hverken kan eller bør søges forhindret, men det må selvfølgelig til stadighed overvejes, om de eksisterende re- gelsæt for markedsføring, forbrugerbeskyt- telse m. v. lever op til denne udvikling, og i nødvendigt omfang må tilpasninger foretages. Udviklingen på forsikringsmarkedet er na- turligvis også påvirket af de internationale forhold. EU’s tredjegenerationsdirektiver ved- rørende forsikring er med virkning fra midten af 1994 implementeret i dansk lovgivning, ligesom tilfældet nu er i de fleste andre EU- lande. Herefter hviler det europæiske for- sikringsmarked i tilsynsmæssig henseende på princippet om hjemlandskontrol. Mulighe- derne er vokset for øget konkurrence over grænserne i fremtiden. Den situation nødven- diggør, at danske forsikringsselskaber ikke underlægges mere restriktive betingelser, end dem der gælder for deres aktuelle eller potentielle konkurrenter fra udlandet. Socie- tetet vil løbende drøfte den udvikling med de danske myndigheder. Forsikring og forbrugeren Forsikringssager har i vore dage i høj grad mediernes bevågenhed. Det er vi i forsik- ringsbranchen meget tilfredse med. Det viser hos medierne, politikerne og offentligheden stor forståelse for det private forsikringser- hvervs plads i det moderne samfunds vel- færdsmæssige og finansielle infrastruktur. Det er typisk hverdagslivets problemer og hæn- delser for virksomheder og private, der opnår opmærksomhed. I over 99,9 pct. af tilfældene påkalder disse sager sig ganske vist ikke no- gen form for ydre opmærksomhed, men de løses løbende i et system, som jeg vel på den baggrund har lov til at betegne som velfunge- rende. At der så i enkelte sager opstår diskus- sion og tvister er slet ikke så underligt. I virkeligheden er det også et sundt korrektiv 276 for erhvervet løbende at få drøftet fornuftige grænser for dækningsomfang m. v. for så komplicerede tjenesteydelsesprodukter, som forsikring typisk er. Ind imellem må vi dog desværre konstatere, at kritikken kammer over. Især på privatfor- sikringsområdet hævdes det således til tider, at der ingen gennemsigtighed eksisterer, at selskaberne flygter fra skadeserstatningerne, at forsikringsbetingelserne er helt urimeligt spidsfindige, så forsikringstagerne må kæm- pe hårdt for at få deres ret. Måske er der nogle, der ligefrem ”konkurrerer” på at fremsætte sådan kritik, for udsagnene kan være ganske monotone, når vinden ellers blæser fra det hjørne. Efter min mening står vi over for et typisk nutidigt fænomen. Proportionssansen er ofte en truet egenskab. Den har svært ved at over- leve i en tid, hvor umiddelbart spektakulære enkeltsager giver omtale, forargelse og tilsy- neladende opstandelse. Desværre er der også medier, der i givne stunder kapitulerer for sådan overfladiskhed. Herigennem trues proportionssansens over- levelse. For i virkeligheden står det næppe så galt til: I 1994 udbetalte skadesforsikrings- selskaberne således over 22 mia. kr. i skades- betalinger, mere end halvdelen på privat-, ulykkes- og autoområdet. Livs- og pensions- forsikringsselskaberne udbetalte samme år ca. 20 mia. kr. i forsikrings- og pensionsydelser. Så der betales sandeligt, og det uden at selska- berne behøver at være ”slæbt i retten”. Rentabiliteten var som omtalt begrænset i 1994, så der var ikke tale om noget godt år for selskaberne. I Ankenævnet for Forsikring var der 2.444 nye klagesager sammenlignet med halvanden million skadesbehandlingssager på dette område, så det tal er vel ganske beske- dent. Vore undersøgelser viser da også, at langt over fire femtedele af de personer, der har haft en forsikringsskade, er tilfredse med skadesbehandlingen. Men somme tider får man af den aktuelle kritik indtrykket af, at alt er galt i den finan- sielle sektor, herunder i dansk forsikring. Man kan på den baggrund være bange for om den rette proportionssans er i anvendelse. Heldig- vis er vildskuddene i forsikringsdebatten dog enkeltstående, og vi arbejder meget bevidst med løbende at tilbagevise dem, så snart de måtte opstå. Vi vil fra societetets side gerne gå videre med hensyn til at opstille fælles regler, der kan sikre forbrugerne ensartede betingel- ser på en række vigtige felter. Det må dog understreges, at det er konkurrencen mellem selskaberne der er og bliver den vigtigste reguleringsmekanisme. Denne konkurrence omfatter i vore dage også i vidt omfang pro- dukternes indretning, kvalitet, serviceydelser etc. og kan ikke begrænses til primært at være en priskonkurrence mellem standardiserede produkter. Societetet har i forhold til Forbruger- ombudsmanden tilkendegivet ønsket om i fællesskab at få formuleret særlige etiske reg- ler på forbrugerforsikringsområdet. I forvejen er forsikringsselskaberne undergivet ganske mange regler med et sådant sigte. Jeg skal i flæng blot nævne hele regelsættet fra forsik- ringsaftaleloven, regler om bonusprognoser, om reklamering med priseksempler, om an- vendelse af passiv accept og om god forsik- ringsskik. Denne regulering er langt mere omfattende, end hvad man kender fra de fleste andre lande. Også for forbrugerne vil det imidlertid kunne give anledning til en forbed- ring af gennemsigtigheden, hvis der skabes et sæt etiske regler, som samler en række af disse bestemmelser og fylder ”huller” ud, hvor der måtte være behov herfor. I relation til de finansielle koncerner vil det yderligere være nærliggende at overveje op- stillingen af fælles regler for de implicerede finansielle virksomheder, bl. a. sigtende på for forbrugeren at muliggøre et frit og ubundet valg mellem de forskellige typer af leverandø- rer på det samlede marked. Societetet vil deltage konstruktivt i disse bestræbelser. 277 Telefonen som salgskanal I denne sammenhæng er der grund til at næv- ne reglerne om telefonsalg af forsikring — de regler der findes i den såkaldt dørsalgslov. Denne salgskanal, der så godt som udeluk- kende benyttes til telefonisk at etablere aftale om drøftelse af en forsikringstagers for- sikringsforhold, er særdeles væsentlig for for- sikringsselskaberne. Erfaringsmæssigt er den også afgørende for muligheden for i videst muligt omfang at sikre, at den enkelte har en relevant forsikringsmæssig dækning på cen- trale forsikringsmæssige felter. Netop drøf- telser af familiens forsikringsforhold, hvor begge ægtefæller er til stede, er en forbruger- rigtig salgsmåde for den slags produkter. Salgskanalen har i dag betydelig anvendel- se og giver uhyre sjældent anledning til pro- blemer. Jeg skal også blot minde om at der jo som bekendt er en fortrydelsesfrist på 14 dage forbundet med salgsaftaler af denne art. Forbrugerombudsmanden og andre ser imid- lertid gerne denne salgskanal afskaffet for forsikring. Ønsket begrundes i, at telefon- salgsadgangen har ført til misbrug, derved at smarte folk og firmaer har udnyttet et påstået telefonsalg af forsikringer til i stedet at sælge andre finansielle produkter, sommerhuse o.s.v. Der er imidlertid kun tale om ganske få tilfælde af misbrug, der involverer forsikring, og jeg skal pege på, at societetet har gjort og fortsat vil gøre en omfattende indsats for at forhindre enhver form for misbrug. Misbrug findes jo desværre også på snart sagt alle andre områder i samfundet. Misbrug skal na- turligvis bekæmpes, men jeg mener, at det er udtryk for proportionsforvrængning, hvis dette ønskes gjort ved at forbyde sædvanlig lovlig adfærd — og vel at mærke når denne adfærd er i overensstemmelse med den almindelige teknologiske udvikling i samfundet. Et mas- sivt folketingsflertal har da også netop tilken- degivet at forsikringsselskaberne skal bevare telefonsalgsadgangen, så det er håbet at kriti- kerne vil rette sig efter denne demokratiske tilkendegivelse. Societet er selvfølgelig rede til under drøf- telserne med Forbrugerombudsmanden om udfærdigelse af etiske regler at udarbejde reg- ler, der i videst muligt omfang forhindrer enhver form for misbrug. Det fremtidige pensionssystem Over hele EU går i disse år debatten om de økonomiske konsekvenser ind i næste år- hundrede af en aldrende befolkning. Antallet af ældre vokser absolut og relativt set, og de ældre ventes også at blive mere fordringsful- de og forvænte, som de i øvrigt har været gennem hele deres opvækst i sammenligning med tidligere generationer. Mørkemænd i samfundet har længe påpe- get, at dette på et tidspunkt vil gå galt. Blandt dem har en særlig yderliggående gruppe af bombemænd forsøgt sig med skrækindjagen- de skildringer af ”tikkende pensionsbomber”, som uvægerligt ville eksplodere i et hav af skatteforhøjelser eller udløse en lavine af in- flation for at slå fremtidens rige pensionisters gode liv ihjel. Regeringen har gennem sin redegørelse om pensionssystemet og fremtidens forsørgerbyr- de fra marts i år sat en stopper for hysteriet. Lykkes gennemførelsen af en fornuftig øko- nomisk politik, forhøjes tilbagetrækningsal- deren fra arbejdsmarkedet med et par år, fast- holder og forbedrer vi konkurrenceevnen og opnår vi bare en rimelig grad af internationalt konjunkturmedløb, så vil samfundet slet ikke mærke nogen finansieringsklemme som føl- ge af væksten i den såkaldte ældrebyrde. Regeringen har ret i denne argumentation, der i øvrigt ikke reelt er forskellig fra det ellers forkætrede oplæg fra Socialkommisionen om arbejdsophør og pension fra 1993. Der vil frem til år 2030 ske en mærkbar forøgelse af ældrebyrden på isoleret set 4-5 procentenhe- der målt i forhold til nationalproduktet, men dette vil kunne klares uden at bombemænde- 278 nes eksplosionstrusler bliver til virkelighed. Det er også internationalt anerkendt, at Danmark har et af de bedste pensionssyste- mer i Europa, og allerede den kendsgerning gør, at finansieringsproblemerne herhjemme vil være mærkbart mindre end i adskillige andre lande, vi ellers sammenligner os med. Den væsentligste årsag til denne relativt favo- rable tilstand er, at det samlede danske pensi- onssystem i højere grad er funderet af en bagvedliggende pensionsopsparing, end til- fældet er i de fleste andre lande. Men skal det lykkes varigt at demontere pensionsbomberne og sætte alle bombemænd ud af spillet, har regeringen fuldstændig ret i, at det afgørende er, at der føres en ansvarsbe- vidst økonomisk politik og fastholdes en for- nuftig pensionspolitik. Det vil sige, at incita- mentet til privat pensionsopsparing — det være sig i livs- og pensionsforsikringsselska- ber samt pensionskasser og de nye arbejds- markedspensionsordninger — ikke må svæk- kes, men helst skal styrkes, også gennem skattepolitikken. Derfor må vi hilse med til- fredshed, at det ved Folketingets pensionsde- bat i marts utvetydigt blev slået fast, at folke- pensionen ikke yderligere må forringes for dem, der har præsteret opsparing til alder- dommen, og at der ikke i øvrigt er planer om skærpelse af pensionsbeskatningen. Vi kunne godt have ønsket det klarere udtrykt fra rege- ringen, men på den anden side er det tilfreds- stillende, at man har bekræftet løfterne, der senest blev givet ved skattereformen i 1993. En stor og voksende privat pensionsopspa- ring er en nødvendig forudsætning for finan- sieringen af fremtidens øgede ældrebyrde. Opfyldelsen af den forudsætning er dog ikke tilstrækkelig til, at en realfinansiering af æl- drebyrden lykkes. Men der er al mulig grund til at antage, at den øgede private kapitaldan- nelse, som pensionsopsparingen medfører, gennem rentable investeringer herhjemme og i udlandet bedre vil kunne tilvejebringe den ressourcemæssige baggrund for fremtidens ældreforsørgelse, end de alternative mulighe- der, der ellers ud fra en overfladisk politisk betragtning måtte foreligge. Men som rege- ringen selv har understreget, forudsætter dette under alle omstændigheder, at en ansvarsbe- vidst økonomisk politik tilrettelægges og fast- holdes. Årets mærkesager I det forløbne beretningsår har societetet del- taget i en lang række forhandlinger om lovfor- beredende arbejde, drøftelser med myndighe- derne i øvrigt og med andre organisationer i nationalt og internationalt regi. Dette er gen- nemgået i den trykte årsberetning, og jeg skal derfor indskrænke mig til at kommentere nog- le få sager, som societetet på det seneste har beskæftiget sig med. Fondsbørsreform Spørgsmålet om en fondsbørsreform har givet anledning til megen offentlig omtale. Udvalgsarbejdet er jo som bekendt omsider afsluttet, men betænkningen kunne ikke afgi- ves i enighed mellem udvalgsarbejdets parter. Fra societetes side lægger vi afgørende vægt på, at investorindflydelsen på børsfeltet ikke svækkes. En høj grad af gennemsigtighed, tidssvarende børsetiske regler og oplysnings- forpligtelser er helt klart en nødvendig forud- sætning, for at fondsbørsen kan opnå den fornødne internationale konkurrenceevne. Det rette signal i den henseende vil være at styrke — og ikke at begrænse — investorindflydel- sen, hvadenten dette så skal ske gennem den ene eller den anden nyordning af børsfor- holdene. Skatteområdet I skatteministeriet udviser man jo som be- kendt stor opfindsomhed. Vi har i løbet af beretningsåret set en strøm af forslag, f. eks. om forsikringsselskabernes sikkerhedsfonde, om fradrag for indbetalinger på invalidefor- 279 sikringer tegnet i skadesforsikringsselskaber og diverse realrenteafgiftforslag. Et af de se- neste forslag skal angiveligt gøre det nemme- re at ophæve pensionsordninger og i stedet bruge pengene til at holde orlov for. Vi er ikke altid lige imponeret over disse skatteforslag. Og f. eks. det sidstnævnte må vi klart advare mod gennemførelsen af. Pensi- onsopsparingens formål er nu engang at bi- drage til alderdomsforsørgelsen. Specielt unge mennesker, som måtte falde for orlovsfristel- sen, vil efterfølgende få et pensionssmæk. Det er en skidt idé, der går direkte imod, hvad der er nødvendigt på pensionsområdet. Jeg skal kort også nævne to andre sager fra skatteområdet. Således er det os stadig en kilde til forundring, at man ikke herhjemme ved momsfritagelse for transaktioner mellem koncernforbundne selskaber som i andre EU- lande vil lægge et koncernbegreb svarende til aktieselskabslovens til grund. I stedet for for- langes der 100 pct. ejerskab af datterselska- berne. Dette er stærkt generende for enkelte eksisterende koncernkonstruktioner. Jeg skal henstille til skattemyndighederne om at genoverveje dette spørgsmål. Endvidere har vi som bekendt gang på gang anket over den særbeskatning for finansielle virksomheder, som den eksisterende lønsums- afgift indebærer. Nu ønsker man så oven i købet at forøge lønsumsafgiften i forbindelse med indførelse af de såkaldte grønne afgifter for det øvrige erhvervsliv. Allerede i dag er forsikringsselskaber og andre finansielle virk- somheder pålagt en ekstra afgift, som ikke rammer andre erhvervsvirksomheder. Vi er kraftigt imod denne særbeskatning og mod at man nu finder et nyt påskud til at øge den. Finanstilsynet En af vore væsentligste samarbejdspartnere i forsikringserhvervet og societetet er Finans- tilsynet. Vi har igen siden sidste møde haft et godt og tillidsfuldt samarbejde med tilsynet. Men vi har også kunnet konstatere, at Finans- tilsynet i stigende grad hænges ud for snart det ene, snart det andet påståede fejlgreb, og at der undergives undersøgelse på undersøgelse. Jeg skal ikke her tage stilling til de enkelt- sager, dette drejer sig om, men blot bemærke, at Finanstilsynet har en ofte meget vanskelig og delikat opgave, som tilsynet bør sikres rimelig arbejdsro til at udføre. Der er også til tilsynsarbejdet knyttet helt nødvendige tavs- hedspligtsregler, hvis håndhævelse nok kan genere en og anden, men som det er nødven- digt opretholdes. Forsikringserhvervet — og jeg er ikke bange for at sige hele den finansiel- le sektor må utvetydig advare mod en kræn- kelse af den elementære tavshedspligt for en tilsynsmyndighed. Det kan ikke undgå at få skadevirkninger, hvis Finanstilsynet inddra- ges i den politiske kamp. Arbejdsskadeforsikring I marts måned offentliggjordes betænkningen om arbejdsskadeforsikringens fremtidige or- ganisering, der er resultatet af et omfattende udvalgsarbejde i Socialministeriets regi. Betænkningens hovedforslag er, at forsikring mod arbejdsulykker fortsat skal varetages af forsikringsselskaberne, medens erhvervs- sygdommene bør tages ud af den private ar- bejdsskadeforsikring og i fremtiden admini- streres i en halvoffentlig selvejende arbejds- skade-pool, der oprettes med udgangspunkt i Forsikringsselskabet for Erhvervssygdomme. Societetet kan tiltræde betænkningens for- slag, herunder afgivelsen af erhvervssygdom- mene, der ikke er forsikringsbare. Vi er natur- ligvis tilhængere af privatisering, men ikke for enhver pris og ikke, når de tilgrundliggen- de forudsætninger savnes. Det danske velfærdssystem Afsluttende vil jeg kort kommentere debatten om det danske velfærdssystem. Denne dis- kussion synes at kalde på de store følelser. 280 Sagen interesserer selvsagt societetet me- get. Ikke mindst fordi væsentlige dele af for- sikringsvæsnet har stærk affinitet til offent- lige instanser og vice versa. En del af forsikringsvirksomheden etablerer under den enkelte person et sikkerhedsnet, hvis fravær må antages at ville påkalde offentlig indsats. Omvendt er der offentligt finansierede ydel- ser, som på givne vilkår meget vel kunne overtages af det private forsikringserhverv. I Assurandør-Societetet har vi en uideolo- gisk holdning til disse spørgsmål. Den kends- gerning kan jeg vel bedst illustrere ved at pege på vor pragmatiske holdning til afgivelse af erhvervssygdomsdelen af arbejdsskadeforsik- ringen. De økonomiske resultater af denne del af arbejdsskadeforsikringen er ikke for øje- blikket særligt dårlige, men vi har ikke desto mindre støttet betænkningsforlaget om dan- nelse af en halvoffentlig erhvervssygdoms- institution, fordi vi principielt ikke anser dette felt for forsikringsbart selv ikke under en obligatorisk ordning. Samtidig er det ganske klart, at grænsedrag- ningen mellem den private og den offentlige sektor er historisk og i mange henseender tilfældigt bestemt. I nordisk sammenhæng vil vi i slutningen af året vende tilbage med mere specifikke forsikringsmæssige overvejelser med henblik på grænsedragning set i lyset af det offentliges generelle finansierings- problemer. Vi er nok lidt skuffede over, at Erhvervs- ministeriets ellers voluminøse skriftlige pub- likationsvirksomhed om ”offentlig-privat” ikke hidtil har haft fantasi til at inddrage forsikringsvirksomheden. Den solidaritet, der — omend på forskellig måde — er grundlaget for såvel det offentliges velfærdsindsats som forsikringsselskabernes produkter, er en fælles- nævner, der bør kunne anvendes ved en for- domsfri og visionær videreudvikling af det danske samfund. Societetet bidrager meget gerne hertil. Til slut skal der også herfra lyde en tak for det gode samarbejde vi i øvrigt i det forløbne år har haft med vort ressortministerium, Er- hvervsministeriet, og med Finanstilsynet. Li- geledes en tak til de øvrige ministerier og offentlige myndigheder og andre organisatio- ner for et velfungerende samarbejde. Sidst men ikke mindst en tak til pressens repræsen- tanter for deres interesse, der både bidrager til at udbrede kendskabet til forsikring og sam- tidig holder os til ilden.