315 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektivNFT 4/2005 På trods af arbejdsmarkedspensionens store betydning for både den enkelte lønmodtager og samfundsøkonomien er det ganske småt med teoretisk behandling af de retlige spørgs- mål, som knytter sig til ordninger af denne karakter. En fremtrædende grund hertil er formentlig, at arbejdsmarkedspension – mod- sat almindelig privat pension og forsikring – befinder sig i et krydsfelt mellem arbejds- og forsikringsretlige regler. Ud fra både en ar- bejds- og forsikringsretlig synsvinkel har ar- bejdsmarkedspensionen således en særegen karakter.2 Artiklens formål er at belyse en række af de centrale retlige spørgsmål i forbindelse med arbejdsmarkedspension, herunder ved ændrin- ger i eksisterende pensionsordninger. Min indgangsvinkel til arbejdsmarkedspensionen er af arbejdsretlig karakter, selv om jeg løben- de inddrager forsikringsretlige aspekter. De behandlede spørgsmål er generelt præget af betydelig usikkerhed, og jeg vil derfor heller ikke udelukke, at navnlig teoretikere med en mere forsikringsretligt orienteret indgangs- vinkel vil besvare nogle af spørgsmålene an- derledes. I fokus for artiklen er de bidragsfinansiere- de pensionsordninger, som har obligatorisk karakter for de deltagende lønmodtagere. De Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv af Jens Kristiansen Jens Kristiansen jens.kristiansen@jur.ku.dk Jens Kristiansen er professor, dr.jur. ved Københavns Universitet. Artiklen1 belyser de obligatoriske pensionsordninger, som knytter sig til ansættelsesforholdet (arbejdsmarkedspension). Den inddrager både de generelle arbejdsmarkedspensioner for brede erhvervsgrupper og de virksomhedsspecifikke pensionsordninger. Indgangsvinklen er ar- bejdsretlig, men artiklen belyser også arbejdsmarkedspensionens for- sikringsretlige aspekter. Der er tale om et ganske kompliceret samspil mellem de arbejds- og forsikringsretlige regelsæt, og arbejdsmarkeds- pensionens særegne retlige konstruktion giver derfor også anledning til usikkerhed på en række punkter. I praksis knytter der sig ikke mindst en betydelig usikkerhed til retstilstanden i forbindelse med ændringer i pensionsordninger. Artiklen er tidligere publiceret i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, bogsektionen side U2005,B271 ff. 316 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv frivillige pensionsordninger falder således udenfor, også de frivillige ordninger, som enkeltlønmodtagere etablerer i et pensions- institut efter samme retningslinjer som en obligatorisk ordning. Jeg indleder med en oversigt over de forskellige pensionsordnin- ger og deres retsgrundlag (1). Derefter be- handles først de generelle arbejdsmarkeds- pensioner for erhvervsgrupper på tværs af virksomheder (2) og dernæst de virksom- hedsspecifikke pensionsordninger (3). Artik- len rundes af med nogle sammenfattende be- mærkninger om arbejdsmarkedspensioner og behovet for et mere grundlæggende analyse- arbejde (4). 1. Forskellige hovedtyper af ar- bejdsmarkedspensioner I dag er det normale, at lønmodtagere har en pensionsordning som led i deres ansættelses- forhold. Det skønsmæssige antal af pensions- dækkede lønmodtagere udgør ifølge en nyere opgørelse 1,8 mio. personer.3 Der er ikke tale om én fælles pensionsordning, men om en række spredte ordninger for større eller min- dre lønmodtagergrupper. På et overordnet plan er det formentlig hensigtsmæssigt at sondre mellem de lovbaserede tjenestemandspensio- ner på den ene side og de aftalebaserede arbejdsmarkedspensioner for andre erhvervs- grupper og ansatte på enkeltvirksomheder på den anden side. Tjenestemandspensionen er karakteriseret ved at være baseret på en tilsagnsordning, hvor tjenestemanden er garanteret en vis an- del af sin slutløn afhængig af anciennitet. De nærmere pensionsvilkår er fastlagt ved lov for statsansatte og ved regulativ for kommunalt ansatte. Der er efterhånden kun godt 100.000 tjenestemandsansatte, og denne ansættelses- form anvendes stort set ikke længere ved nyansættelser i det offentlige, bortset fra rets- og politisektoren. Tjenestemandspension spil- ler derfor ikke længere en væsentlig rolle i det samlede arbejdsmarkedspensionssystem og vil heller ikke blive berørt i denne artikel.4 Ved siden af tjenestemandspensionen har der gennem en række år eksisteret kollektive pensionsordninger på enkeltstående områder. På især det akademiske område blev der etab- leret en række pensionsordninger i de offent- lige overenskomster i forbindelse med over- enskomstansættelsens løbende afløsning af tjenestemandsansættelsen i 1950‘erne og 1960‘erne. Spørgsmålet om arbejdsmarkeds- pension var mere generelt oppe at vende i overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked i 1961 og 1963. LO var inte- resseret i at udligne den markante pensions- mæssige forskel mellem lønmodtagere med henholdsvis den almene folkepension og den særlige tjenestemandspension eller anden til- svarende pension i kraft af ansættelsesforhol- det. Forhandlingerne resulterede ikke i nogen aftale, men i et udvalgsarbejde, som førte til loven om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) i 1964, der indførte en obligatorisk tillægspension for alle lønmodtagere finan- sieret af parterne selv.5 Med ATP-loven blev der lagt et spor ud for én fælles pensionsordning for alle lønmodta- gere, men ordningen har ikke udviklet sig til en reel arbejdsmarkedspension, da dens bi- drags- og ydelsesniveau altid har været af ganske behersket karakter. I 1980‘erne blev pensionsspørgsmålet imidlertid på ny aktuelt med et socialdemokratisk beslutningsforslag om en arbejdsmarkedspensionsreform med det sigte bl.a. at etablere en ny selvstændig arbejdsmarkedspensionsordning. Forslaget mødte bred politisk opbakning, men de bor- gerlige partier foretrak at lade arbejdsmarke- dets parter knytte ordningerne til overens- komsterne. Derved kunne det sikres, at pen- sionen blev finansieret af parterne og dermed også lønmodtagerne selv.6 For den enkelte lønmodtager stod etable- ring af pensionsordninger imidlertid ikke højt på listen over ønsker til overenskomstfor- 317 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv handlingerne. Lønforhøjelser og andre umid- delbart anvendelige goder var langt mere fore- trukne end egenfinansierede pensionsydelser mange år ude i fremtiden. Som følge af det markante politiske ønske om pensionsaftaler valgte en række faglige organisationer allige- vel at rejse pensionskrav som led i overens- komstforhandlingerne. Og allerede i 1989 blev der etableret pensionsordninger på det offent- lige område og i 1991 og 1993 på de fleste private områder.7 På linje med Arbejdsmarkedets Tillægs- pension baserer arbejdsmarkedspensionen sig på et selvfinansieringsprincip. Ved at overla- de arbejdsmarkedspensionen fuldt ud til over- enskomsterne har den til gengæld ikke fået samme almene karakter som ATP-ordningen. De enkelte pensionsordninger omfatter (på linje med overenskomsterne selv) en afgræn- set gruppe af lønmodtagere med en bestemt uddannelses- eller erhvervsmæssig baggrund på tværs af virksomheder. Overenskomsterne omfatter ikke alle arbejdsgivere og lønmod- tagere inden for området, og visse lønmodta- gergrupper er der stort set ikke indgået over- enskomster for, f.eks. privatansatte akademi- kere. En virksomhed er ikke afskåret fra selv at etablere en pensionsordning for sine ansatte, medmindre den er omfattet af en overens- komst, som afskærer den mulighed. Tidligere var selvstændige firmapensionskasser (med tilsagn til de ansatte om en vis procentdel af lønnen i pension efter tjenestemandsmodel- len) almindelige, men de spiller en stadig mindre rolle. I dag etablerer virksomheder udelukkende firmapensionsordninger via de almindelige pensionsinstitutter. En overens- komstdækket virksomhed skal overholde de vilkår, overenskomsten sætter for firmapensi- onsordninger, mens andre virksomheder frit kan indgå pensionsaftale med et pensionsin- stitut. 2. De tværgående pensions- ordninger 2.1 Arbejdsgiverens pligt til at etable- re pensionsordning for de ansatte En kollektiv overenskomst er både en aftale mellem dens parter og en bindende retsfor- skrift for de berørte arbejdsgivere og lønmod- tagere. En arbejdsgiver bliver forpligtet af overenskomsten ved at indmelde sig i arbejds- giverforeningen (eller selv indgå overenskomst med den faglige organisation). Arbejdsgiveren bliver forpligtet af en eventuel pensionsord- ning på samme måde som andre arbejdsvilkår og kan alene frigøre sig fra pensionspligten ved at frigøre sig fra overenskomsten. Det normale er, at en overenskomst tidligst kan opsiges til ét bestemt tidspunkt, og at dens bortfald ydermere er betinget af en ny overens- komst (som omfatter samme parter) eller i- værksættelse af en såkaldt frigørelseskonflikt. Arbejdsgiveren er forpligtet til at anvende overenskomsten for alle lønmodtagere, som arbejder inden for dens faglige område, med- mindre andet følger af dens indhold. Som altovervejende regel skal arbejdsgiveren der- for etablere pensionsordninger for alle medar- bejdere, der arbejder inden for området, uaf- hængig af om de er medlemmer af den over- enskomstbærende faglige organisation. Ar- bejdsgiveren kan ikke frigøre sig for pligten ved aftale med de(n) ansatte, heller ikke når de(n) pågældende selv fremsætter ønske om mere i løn frem for pension, jf. Arbejdsrettens dom af 17. november 2000 (sag 1996.225). Det forekommer ganske hyppigt i praksis, at især uorganiserede arbejdsgivere tilside- sætter pligten til at etablere pensionsordning og indbetale pensionsbidrag. De faglige orga- nisationer fører en ganske konsekvent praksis med hensyn til at påtale manglende indbeta- linger, herunder indbringe arbejdsgivere for Arbejdsretten med påstand om efterbetaling af manglende ydelser og bod for det begåede overenskomstbrud, jf. herved arbejdsretslov- 318 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv ens § 12. Et meget stort antal af Arbejdsrettens sager vedrører uorganiserede arbejdsgiveres manglende pensionsindbetalinger, og der er en ganske fast praksis for, hvordan overens- komstbrud af denne karakter sanktioneres. Ved siden af efterbetalingspligten vil arbejds- giveren blive pålagt en bod på 3.500 kr. første gang, 7.000 kr. anden gang og 10.000 kr. tredje gang. Er de skyldige pensionsbeløb opgjort, vil boden eventuelt blive udmålt un- der hensyn til størrelsen af det manglende beløb og kan derfor være væsentligt større. Arbejdsgiverens manglende etablering af pensionsordning kan skyldes usikkerhed om, hvorvidt en bestemt person er omfattet af pensionspligten. Arbejdsgiveren kan i med- før af sit fortolkningsfortrin foreløbig bestem- me, at der ikke skal indbetales pension til den berørte medarbejder. Men det kan have bety- delige konsekvenser for arbejdsgiveren, hvis det efterfølgende viser sig, at der skulle være etableret pensionsordning, jf. f.eks. Arbejds- rettens dom af 5. oktober 2004 (sag 2003.802). Her havde en tandlægeklinik ikke etableret pensionsordning for en medarbejder, som døde. Det viste sig efterfølgende, at lønmod- tageren var omfattet af overenskomstens reg- ler om pensionsordning, men pensionsinsti- tuttet var ikke forpligtet over for lønmodtage- ren og dennes efterladte. Klinikkens inde- havere blev i stedet dømt ved de civile dom- stole til at betale den dødsfaldssum på 120.000 kr., som ægtefællen ville have fået udbetalt ved korrekt etableret pensionsordning. Ved Arbejdsretten blev klinikken efterfølgende dømt til dels at efterbetale skyldige pensions- bidrag i størrelsesordenen 11.000 kr, dels at betale en bod på 25.000 kr. En arbejdsgiver har altovervejende pligt til at indbetale et pensionsbidrag, der fordeler sig med 2/3 til arbejdsgiveren og 1/3 til medarbej- deren. Arbejdsgiveren og lønmodtageren kan ikke aftale en anden fordeling, medmindre det har støtte i overenskomsten. Parterne kan så- ledes ikke gyldigt aftale, at arbejdsgiveren udbetaler en bruttoløn, som lønmodtageren selv må sørge for at indbetale det fornødne pensionsbidrag fra. De kan heller ikke aftale, at arbejdsgiverens andel overvæltes på løn- modtageren gennem tilsvarende reduktioner i lønnen, jf. f.eks. Arbejdsrettens dom af 20. september 2001 (sag 1999.909). Her havde en virksomhed gennem en række år modregnet pensionsindbetalinger i de ansattes personli- ge lønninger (reduktioner). Det samlede uret- mæssigt tilbageholdte lønbeløb var anslået til ca. 4,5 millioner kr., som virksomheden blev dømt til at efterbetale sammen med en bod til den faglige overenskomstpart på 750.000 kr. Arbejdsgiveren har pligt til at drage omsorg for, at det samlede pensionsbidrag indbetales, og hæfter således for manglende indbetaling af lønmodtagerens bidrag. Det gælder også i tilfælde, hvor lønmodtageren i stedet har fået pensionsbidraget udbetalt som almindelig løn. Arbejdsgiveren kan ikke søge det fejlagtigt udbetalte lønbeløb tilbage fra lønmodtageren, hvis denne har været i god tro, jf. f.eks. ken- delse af 12. august 1999 i en faglig voldgift mellem Specialarbejderforbundet og Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere. I kendelsen fastslog opmanden, at bidragspligten over for pensionskassen var ubetinget og uafhængig af, om virksomheden ved en fejl havde undladt at indbetale lønmodtagerens andel. Over for den godtroende lønmodtager fandt opmanden det dernæst mest rimeligt at lade virksom- heden bære risikoen for den begåede fejl. Der opstår særlige spørgsmål i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren er forpligtet af flere over- enskomster for samme arbejde (personale- gruppe). I sådanne tilfælde skal arbejdsgive- ren ikke oprette flere pensionsordninger for samme medarbejder, men efter reglerne i den overenskomst, som generelt nyder fortrin. Arbejdsgiveren skal som hovedregel anvende den overenskomst, som ud fra en helhedsbe- dømmelse stiller medarbejderne bedst, men det udgangspunkt kan bl.a. fraviges, når der er konkret støtte for det, jf. f.eks. Arbejdsrettens 319 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv dom af 1. marts 2005 (2003.870), hvor Ar- bejdsretten lagde til grund, at Specialarbej- derforbundet (SID) havde accepteret, at en tiltrædelsesoverenskomst alene skulle gælde for egne medlemmer, mens de øvrige ansatte skulle følge den allerede indgåede tiltrædel- sesoverenskomst med Kristelig Fagforening. 2.2 Lønmodtagerens pensionsret i forhold til pensionsinstituttet Arbejdsgiveren har pligt til at etablere og løbende indbetale præmier til en pensionsord- ning for hver medarbejder, så længe ansættel- sesforholdet består. Pensionsordningens nær- mere indhold er til gengæld ikke et anliggende mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren på linje med andre løn- og arbejdsvilkår. Løn- modtagerens pensionsydelser realiseres altid via et selvstændigt pensionsinstitut, som kan være en pensionskasse (som lønmodtagerne ejer i fællesskab) eller et forsikringsselskab (som overenskomstparterne ejer). Ifølge overenskomsten kan den enkelte løn- modtager ikke modsætte sig at blive omfattet af pensionsordningen i det foreskrevne pen- sionsinstitut. Overenskomstparterne har dis- poneret med bindende virkning for både ar- bejdsgiveren og lønmodtageren i overens- stemmelse med arbejdsretslovens §§ 12, 13 og 21. Ved dom af 17. november 2000 (sag 1996.225) har Arbejdsretten på linje hermed fastslået, at der er tale om »en obligatorisk ordning, som ikke kan fravælges hverken af arbejdsgiver eller arbejdstager, der derfor er forpligtet til at deltage i ordningen«. Ifølge dommen strider den obligatoriske pensions- ordning, herunder pligtmæssige anvendelse af ét bestemt pensionsinstitut, heller ikke mod konkurrenceretlige regler, hvilket er i over- ensstemmelse med EF-domstolens afgørelser i tilsvarende sager.8 Ved jobskifte giver over- enskomsterne dog lønmodtageren adgang til at overføre pensionsordningen til et andet pensionsinstitut, som der skal etableres pensi- onsordning i efter overenskomsten hos den ny arbejdsgiver.9 Selv om pensionsordningen har obligato- risk karakter, er lønmodtageren først omfattet af en pensionsordning, når arbejdsgiveren har foretaget den fornødne indberetning til pensi- onsinstituttet. Det er således arbejdsgiverens pligt løbende at sikre, at ansatte bliver indbe- rettet til pensionsinstituttet, når de er omfattet af overenskomstens pensionsordning. Ar- bejdsgiveren optræder ikke som gruppere- præsentant for de ansatte og dermed aftalepart i forhold til pensionsinstituttet. Som altover- vejende regel består arbejdsgiverens opgave blot i at meddele pensionsinstituttet, at en specifik lønmodtager via sin ansættelse i virk- somheden har accepteret at indtræde i pen- sionsordningen på de generelle vilkår for ord- ningen. Aftaleretligt set vil arbejdsgiverens rolle derfor normalt være begrænset til at fungere som bud på lønmodtagerens og over- enskomstparternes vegne.10 Så snart arbejdsgiveren har foretaget den fornødne indberetning, indtræder lønmodtage- ren i en direkte aftalerelation til pensionsinsti- tuttet. Kommunikationen mellem pensionsin- stituttet og lønmodtageren går ikke (længere) via arbejdsgiveren, men direkte mellem par- terne, f.eks. modtager lønmodtageren et pen- sionsbevis fra pensionsinstituttet. Lønmodta- geren ejer sin egen pension i den forstand, at vedkommende selv kan håndhæve ordningen, herunder påtale manglende udbetaling af ydel- ser ved Ankenævnet for Forsikring eller dom- stolene. Aftalerelationen mellem lønmodtageren og pensionsinstituttet er som udgangspunkt om- fattet af de generelle forsikringsretlige regler. Der er imidlertid tale om en kollektiv forsik- ring (trepartsforhold), som giver den en særlig karakter sammenlignet med de traditionelle private forsikringer, jf. herved også forsik- ringsaftalelovens § 97 a om fortrydelsesret ved tegning af livsforsikringer inden for en nærmere fastsat frist. Reglen gælder ifølge stk. 4 ikke for »livsforsikring, der tegnes som 320 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv gruppeforsikring eller anden kollektiv forsik- ring, hvor forsikringsaftalen indgås mellem selskabet og en repræsentant for forsikrings- tageren«. Bestemmelsen forudsætter således, at aftalerelationen i kollektive forsikringer befinder sig mellem selskabet og en gruppere- præsentant (her overenskomstparterne).11 En arbejdsmarkedspension har ikke blot kollektiv karakter, men den er tillige forankret i en kollektiv overenskomstrelation mellem en arbejdsgiver- og lønmodtagerforening. Hverken pensionsinstituttet eller den enkelte lønmodtager er direkte deltagere i overens- komstrelationen. Overenskomsten fastlægger de overordnede vilkår for pensionsordnin- gens indhold, og der foretages ofte en yderli- gere specificering af vilkårene i en aftale mellem overenskomstparterne og det selskab, der administrerer pensionsordningen på deres vegne. Pensionsinstituttet fastlægger de de- taljerede vilkår i de generelle betingelser for optagelse i pensionsordningen i overensstem- melse med overenskomsten og den indgåede rammeaftale med overenskomstparterne. En tværgående pensionskasse indgår dog typisk ikke en rammeaftale med overenskomstpar- terne, men dens kompetente organer (general- forsamling og bestyrelse) fastlægger selv pen- sionsordningens nærmere indhold inden for overenskomstens rammer. Lønmodtageren er bundet af det overens- komstfastlagte eller overenskomstafledte ydel- sesmønster, selv om vedkommende ikke har nogen personlig interesse i en eller flere af ydelserne. En enlig uden børn er således om- fattet af ægtefælle- og børnesikringen. Den enkelte lønmodtager kan til gengæld optages i pensionsordningen uden helbredserklæring, hvilket indebærer, at personer med øget døds- og invaliditetsrisiko kan optages på samme vilkår som andre. En høj døds- eller invalidi- tetsrisiko blandt medlemmerne i den pågæl- dende pensionsordning vil derimod påvirke de generelle ydelser, f.eks. at der bliver min- dre til alderspension. Udviklingen går i retning af at indbygge en vis valgfrihed for den enkelte i pensionsord- ningerne inden for nogle overordnede ram- mer. Som påpeget af det såkaldte Bremer- udvalg kan ønsket om større individuel ind- flydelse på valg af pensionsinstitut og sam- mensætning af pensionsydelser imidlertid være vanskelig at forene med det kollektive element og de hermed forbundne lavere admi- nistrationsomkostninger. Udvalget peger der- for også meget fornuftigt på, at det i første række må være op til overenskomstparterne og det enkelte pensionsinstitut at gennemføre en øget valgfrihed for den enkelte. En lov- mæssig gennemførelse af en øget valgfrihed for den enkelte vil heller ikke harmonere særlig godt med, at det politiske system ud- trykkeligt overlod det til organisationerne at etablere og udvikle rammerne for arbejdsmar- kedspensionen.12 2.3 Ændringer i pensionsordningen Pensionsordningen er en integreret del af over- enskomsten på linje med andre løn- og arbejds- vilkår. Overenskomsten er et meget dynamisk reguleringsinstrument, fordi den forudsæt- tesgenforhandlet (fornyet) med jævne mel- lemrum i lyset af de ændrede forhold og behov på arbejdsmarkedet. Parterne kan æn- dre i arbejdsforholdene med bindende virk- ning for de enkelte arbejdsgivere og lønmod- tagere, hvilket normalt også sker med jævne mellemrum i forbindelse med de koordinerede overenskomstforhandlinger (overenskomst- fornyelse). Overenskomsterne forhandles i princippet frit, og nye vilkår kan derfor også være til skade for de ansatte, f.eks. en fjernelse eller forringelse af særlige tillæg for overar- bejde, selv om overarbejdspligten består uæn- dret. De nye overenskomstmæssige vilkår forpligter som altovervejende regel uden vi- dere parterne i ansættelsesforholdet.13 Det arbejdsretlige udgangspunkt er derfor, at overenskomstparterne frit kan aftale æn- dringer i en pensionsordning med virkning for 321 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv fremtiden. Overenskomstparterne kan deri- mod næppe ændre med tilbagevirkende kraft ved størrelsen af allerede indbetalte pensions- bidrag og de rentetilskrivninger, som er tilført den enkeltes konto. Overenskomstparterne kan bl.a. ændre de fremtidige bidragssatser, på samme måde som de f.eks. kan forhøje eller nedsætte særlige løntillæg. De vil også kunne ændre i bereg- ningsgrundlaget, herunder grundlagsrenten, for alle fremtidige pensionsbidrag. Nedsæt- telse af grundlagsrenten kan være aktuel i en situation med meget lave renter med derafføl- gende pres på pensionsinstituttets solvens- mæssige stilling og investeringsmuligheder. Overenskomstparterne kan ligeledes ændre i pensionsordningens fremtidige indhold, her- under sammensætningen af ydelser. Der kan f.eks. have vist sig et behov for at styrke alderspensionen ved at nedsætte nogle af de andre ydelser. De ændringer, som overenskomstparterne foretager i en pensionsordning, retter sig ikke mod ansættelsesforholdet (som de fleste andre ændringer), men mod arbejdsgiveres betalings- pligt til henholdsvis lønmodtageres pensions- ydelser fra pensionsinstituttet. I en række til- fælde vil pensionsinstituttet derfor formelt skulle vedtage ændringerne efter sine egne regler, f.eks. efter vedtægten i en pensions- kasse. Teoretisk kunne der godt opstå proble- mer i nogle tilfælde (især i pensionskasser), men i praksis vil initiativet til ændringerne normalt udgå fra pensionsinstituttet selv. Over- enskomstparterne har imidlertid altid den mu- lighed at lade fremtidige pensionsbidrag ind- betale til et andet (nyt) pensionsinstitut, hvis de ønskede ændringer ikke lader sig gennem- føre i det eksisterende pensionsinstitut. Ud fra en praktisk betragtning er spørgs- målet i første række, om den enkelte lønmod- tager uden videre er forpligtet af de ændringer, som pensionsinstituttet og overenskomstpar- terne har vedtaget. Når spørgsmålet giver an- ledning til tvivl, skyldes det navnlig, at pensi- onsinstituttet har status af livsforsikringssel- skab, og at det derfor ikke uden videre kan ændre i afgivne pensionsløfter til skade for den forsikrede. Ud fra en klassisk forsikrings- retlig synsvinkel vil ændringer i en række tilfælde kræve samtykke fra den forsikrede – i hvert fald hvis adgangen til den specifikke ændring ikke har klar støtte i aftalegrundlaget mellem lønmodtageren og pensionsinstitut- tet.14 Der er ikke nogen enkel løsning på, hvor- ledes dette sammenstød mellem klassiske arbejds- og forsikringsretlige principper skal håndteres for arbejdsmarkedspensioners ved- kommende. Forsikringsaftaleloven indeholder ikke en udtrykkelig stillingtagen til spørgs- målet, og ved det seneste udvalgsarbejde om forsikringsaftaleloven faldt en mere principiel analyse af arbejdsmarkedspensionens forsik- ringsretlige status uden for udvalgets opga- ve.15 I modsætning hertil er der i forbindelse med gennemførelsen af den nye svenske for- sikringsaftalelov kodificeret en række uskrev- ne regler om arbejdsmarkedspension i et selv- stændigt kapitel. En af de kodificerede regler er, at forsikringsselskabet kan ændre i forsik- ringsordningen, dog således at ændringer til skade for den forsikrede skal godkendes af overenskomstparterne. I det omfang et forsik- ringsvilkår hviler på en særskilt aftale mellem selskabet og den forsikrede, kan vilkåret alene ændres med sidstnævntes samtykke.16 I dansk ret må sammenstødsproblemet lø- ses konkret i det enkelte tilfælde med vægt på de berettigede forventninger, som den enkelte lønmodtager kan have til en overenskomstba- seret kollektiv pensionsordning af den pågæl- dende karakter. Det er sædvanlig praksis, at overenskomstparterne løbende tilpasser over- enskomstfastsatte vilkår til de forandrede for- hold i arbejdslivet og samfundet, og arbejds- markedspensionen indtager ikke en særposi- tion i den henseende. En lønmodtager kan derfor ikke med rette forudsætte, at enhver væsentlig ændring, som overenskomstparterne 322 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv ønsker at gennemføre i pensionsordningen, forudsætter samtykke fra den enkelte. Deri- mod kan den enkelte lønmodtager med en vis ret forvente, at væsentlige ændringer ikke gennemføres alene af pensionsinstituttet, med- mindre det har klar støtte i aftalegrundlaget. Det er herefter nærliggende, at der også med et forsikringsretligt udgangspunkt må være en forholdsvis vid adgang til at foretage ændringer (uden individuelt samtykke), når ændringerne gennemføres af de parter, som råder over pensionsordningens nærmere ind- hold i kraft af dens overenskomstmæssige forankring. Den enkelte lønmodtager kan ikke have en berettiget forventning om, at det over- enskomstafledte pensionsløfte er beskyttet mod partsaftalte eller partsgodkendte ændrin- ger for så vidt angår fremtidige pensionsbi- drag. Den enkelte må formentlig også accep- tere, at sammensætningen af pensionsydelser kan ændre sig for allerede indbetalte bidrag, hvis det er sagligt begrundet og ikke medfører urimelige forringelser i den samlede forsik- ringsmæssige dækning.17 2.4 Det offentlige tilsyn med pensionsinstitutter Det enkelte pensionsinstitut er omfattet af den generelle offentligretlige lovgivning om fi- nansiel virksomhed.18 Loven opstiller i første række krav til det enkelte selskabs solvens med det formål at sikre, at selskaberne har betryggende økonomiske forhold til løbende opfyldelse af de pensionsmæssige forpligtel- ser. Der er derfor klare grænser for den måde, som pensionsinstitutter må investere opspare- de midler på. Både de tværgående pensionskasser og arbejdsmarkedsrelaterede forsikringsselska- ber har karakter af livsforsikringsselskaber i lovens terminologi, om end deres særlige ka- rakter er understreget. En tværgående pen- sionskasse er således ifølge § 304 en forening, som har til formål som led i ansættelsesvilkå- rene at sikre pension efter ensartede regler for alle medlemmerne. Og et arbejdsmarkedsre- lateret livsforsikringsselskab er ifølge § 307 et livsforsikringsaktieselskab, der ejes af forsik- ringstagernes faglige organisationer, etable- ret som følge af overenskomstmæssig aftale, og som ikke udbetaler udbytte til ejerne. I lighed med andre livsforsikringsselskaber skal både tværgående pensionskasser og ar- bejdsmarkedsrelaterede livsforsikringsselska- ber anmelde deres tekniske grundlag og sene- re ændringer heri til Finanstilsynet efter lovens § 20. De anmeldte forhold skal være »betryg- gende og rimelige over for den enkelte forsik- ringstager og andre berettigede efter forsik- ringsaftalerne«, jf. § 21, stk. 1. Hvis det an- meldte grundlag ikke opfylder disse krav, kan Finanstilsynet pålægge pensionsinstituttet at foretage de fornødne ændringer, jf. § 21, stk.6. Både pensionsinstituttet og overenskomst- parterne skal respektere de almene krav til livsforsikringsvirksomhed, når de udformer og ændrer i en pensionsordning. De kan der- for f.eks. ikke aftale et andet fordelingsprincip mellem fællesformuen og den enkelte, end lovens § 21 og kontributionsbekendtgørelsen tillader. Finanstilsynet har ganske vide skønsmæs- sige beføjelser i forbindelse med sit rimelig- hedstilsyn. I princippet berører tilsynet ikke selskabets aftalemæssige forhold med de for- sikrede, men i praksis får det – sammen med bl.a. »god skik-reglen« i § 43 – grænserne mellem det offentligretlige tilsyn og det aftale- retlige forhold til at flyde. Finanstilsynet skal i et vist omfang varetage forbrugerbeskyttel- sesmæssige hensyn i forhold til selskaberne, og tilsynet vil derfor i en række tilfælde berøre selskabets aftalemæssige relationer med kun- derne. Der er den (processuelle) grænse, at tilsynet alene kan behandle de aftalemæssige relatio- ner som led i det almindelige tilsyn med selskabet. Hvis der udelukkende foreligger et spørgsmål af aftaleretlig karakter, må Finans- tilsynet henvise de berørte lønmodtagere til at 323 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv indbringe sagen for Ankenævnet for Forsik- ring eller domstolene, jf. f.eks. Erhvervsanke- nævnets kendelse af 17.8.1995 (955.189). Her havde Finanstilsynet ifølge Ankenævnet med rette afvist at tage stilling til, om et selskabs nedsættelse af et pensionisttillæg var i strid med aftalegrundlaget. Den enkelte lønmodtager er ikke part i tilsynssagen og kan dermed ikke anfægte Fi- nanstilsynets afgørelse i forhold til pensions- instituttet, jf. f.eks. Erhvervsankenævnets ken- delse af 14.8.1997 (9661.358). Her havde en klage fra en faglig organisation på vegne af en række medlemmer over reduktion af risiko- bonus foranlediget Finanstilsynet til at under- søge, om reduktionen var i strid med det anmeldte grundlag, herunder bonusregulati- vet, og meddelt klagerne resultatet af sin un- dersøgelse. Klagerne havde ikke herved op- nået partstatus i sagen, men måtte i givet fald forfølge kravet ved domstolene. Efter Finanstilsynets praksis sætter loven mere snærende grænser for de ændringer, som kan gennemføres i bestående pensions- ordninger til skade for lønmodtagerne, end det, der følger af de arbejdsretlige regler. Tilsynet har således statueret, at nedsættelse af en pensionsordnings grundlagsrente og (garanterede) pensionsydelser ikke udeluk- kende kan gennemføres med overenskomst- parternes godkendelse, men kræver samtykke fra den enkelte lønmodtager, jf. f.eks. Er- hvervsankenævnets kendelse af 22.8.1997 (j.nr. 6632-0283). I sagen havde en pensionskasse vedtaget en række ændringer i sit beregningsgrundlag for alle fremtidige pensionsbidrag (nedsættelse af grundlagsrenten). Det ændrede grundlag indeholdt også nye forsikringsdækninger og nedsættelse af eksisterende forsikringsdæk- ninger. Finanstilsynet accepterede i første omgang, at ændringerne var gennemført efter de vedtægtsmæssige regler og med overens- komstparternes godkendelse, selv om det nye tekniske grundlag medførte forringelse af eksisterende pensionstilsagn. Efter henven- delse fra en række medlemmer genovervejede Finanstilsynet sin praksis og nåede nu – i lyset af bekendtgørelsen om livsforsikringsselska- bers informationspligt – frem til, at nedsættel- se af afgivne garanterede pensionstilsagn frem- over alene kan ske med samtykke fra hvert enkelt medlem. I den konkrete sag skulle pensionskassen dog ikke opfylde kravet om individuelt samtykke, hvilket et medlem kla- gede over til Erhvervsankenævnet. Ankenæv- net udtalte, at Finanstilsynet havde behandlet sagen som tilsynsmyndighed i forhold til pen- sionskassen, at klageren ikke var part i sagen, og at Finanstilsynet derfor ikke (tillige) burde have behandlet sagen som en konkret klage- sag. Medlemmet måtte i stedet anlægge sag mod pensionskassen ved domstolene. Det forekommer ganske vidtgående at støtte kravet om individuelt samtykke på den offent- ligretlige (bødesanktionerede) pligt for sel- skabet til at informere den enkelte lønmodta- ger om indholdet af pensionsordningen. Pen- sionsoplysningerne har ikke været afgørende for forsikringstegningen, da den udelukkende er betinget af ansættelsen på en virksomhed med en bestemt overenskomstfunderet pensi- onsordning. At der gør sig særlige forhold gældende for sådanne obligatoriske, kollekti- ve ordninger, er anerkendt i informationsbe- kendtgørelsens §§ 9 og 10 om orientering af de sikrede om pensionsordningens indhold.19 Det er ikke umiddelbart til at se ud af Ankenævnets gengivelse af sagen, om Fin- anstilsynet har lagt vægt på, at initiativet til ændringerne udgik fra pensionskassen, og at overenskomstparterne derfor kun har haft en godkendende rolle. Arbejdsretligt gør det imidlertid næppe en forskel, om ændringerne i pensionsordningen gennemføres efter direk- te forhandlinger mellem overenskomstparter- ne eller som en godkendelse af en vedtagelse fra pensionsinstituttets kompetente organer. Overenskomstparterne kan i almindelighed disponere med bindende virkning for de be- 324 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv rørte lønmodtagere, så længe parterne holder sig inden for de generelle rammer for ændrin- ger i overenskomstmæssige forhold, jf. her- om i afsnit 2.3. Det er ydermere et udtrykke- ligt krav fra overenskomstparterne selv, at væsentlige ændringer i pensionsordninger skal godkendes af dem, inden de sættes i værk.20 Der er efter min opfattelse gode grunde til en varsom anvendelse af rimelighedsprincip- pet, når et ændret beregningsgrundlag er aftalt mellem eller godkendt af overenskomstpar- terne. De forbrugerbeskyttelsesmæssige hen- syn er i dette tilfælde ikke nær de samme som ved private (individuelle) livsforsikringer, da ændringerne er aftalt mellem eller godkendt af de ligeværdige parter, som har etableret og råder over pensionsordningen i arbejdsretlig henseende. En varsom anvendelse af rimelig- hedsprincippet vil ikke afskære en utilfreds lønmodtager fra at få domstolene til at prøve ændringernes forsikringsaftaleretlige fun- dament, herunder om de gennemførte ændrin- ger helt eller delvist kræver personligt sam- tykke fra de berørte, jf. nærmere herom i afsnit 2.3. 3. De virksomhedsspecifikke pensionsordninger De tværgående pensionsordninger, som er behandlet i afsnit 2, suppleres af pensionsord- ninger for alle eller visse grupper af medarbej- dere i én virksomhed eller virksomheder i samme koncern (firmapension). Det er nød- vendigt at sondre mellem firmapensioner, som er etableret på et rent ansættelsesretligt grund- lag (3.1), og dem, der er forankret i en kollek- tiv overenskomst (3.2). 3.1 Selvstændige firmapensions- ordninger Den enkelte arbejdsgiver og de ansatte kan frit beslutte at etablere en firmapensionsordning, hvis den ikke er omfattet af en kollektiv over- enskomst (med begrænsninger i adgangen hertil). Private virksomheder skal afdække pensionstilsagn til medarbejdere i en pensions- kasse eller et forsikringsselskab. Parterne kan således ikke aftale, at arbejdsgiveren selv ud- betaler den ansatte pension ved en bestemt alder. Derimod er der ikke noget problem i, at arbejdsgiveren og medarbejderen aftaler, at der er taget højde for pensionen i lønnen, og at medarbejderen selv sørger for at etablere pen- sionsordning, jf. i det hele pensionskasse- lovens § 1, stk. 1. Private virksomheder etablerer i dag nor- malt firmapensioner i et af de almindelige forsikringsselskaber. Sådanne firmapensioner er ikke omfattet af de særlige regler i firma- pensionskasseloven, men de almene regler i loven om finansiel virksomhed. Arbejdsgive- ren indgår aftalen med forsikringsselskabet og har dermed en helt anderledes indflydelse på den konkrete udformning af en firmapensi- on end de tværgående pensionsordninger. Forsikringsselskaberne har normalt et fast koncept for firmapensioner. Ved en typisk ordning indbetaler arbejdsgiveren et samlet pensionsbidrag på 15 % af den enkelte sikre- des løn, som fordeler sig med 10 % til arbejds- giveren og 5 % til medarbejderen. Medarbej- deren bliver uden videre omfattet af en obliga- torisk gruppeforsikring ved dødsfald og inva- liditet samt en alderspension, mens det er muligt for den enkelte at få yderligere forsik- ringsdækning eller andre forsikringsydelser mod at opspare mindre til alderspensionen. Forsikringsretligt set har arbejdsgiveren formentlig status af forsikringstager og aftale- part i forhold til forsikringsselskabet, mens de ansatte er de sikrede, jf. forsikringsaftalelo- vens § 2, stk. 2 og 3. Arbejdsgiveren optræder dermed som aftalepart på vegne af alle sikrede og råder i fællesskab med pensionsinstituttet over pensionsordningen. Forsikringsretligt behøver arbejdsgiveren næppe samtykke fra hver enkelt medarbejder for at skifte pensions- leverandør eller foretage ændringer i den be- stående ordning.21 325 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv Arbejdsretligt set vil en firmapension være et led i ansættelsesforholdet, og arbejdsgive- ren kan derfor foretage ændringer i pensions- ordningen efter de almindelige regler om vil- kårsændringer i ansættelsesforholdet. Det er dog en betingelse, at ændringerne ikke er i konflikt med lovgivning eller overenskom- ster, jf. om overenskomstmæssige begræns- ninger i afsnit 3.2. Der sondres i hovedsagen mellem to for- skellige fremgangsmåder ved vilkårsændrin- ger. Arbejdsgiveren kan i medfør af ledelses- retten foretage uvæsentlige ændringer uden varsel eller med et passende varsel. Ved væ- sentlige ændringer må arbejdsgiveren deri- mod følge den individuelle fratrædelsespro- cedure, således at der skal varsles med det individuelle opsigelsesvarsel, og medarbej- deren må vælge mellem at samtykke til de nye ansættelsesvilkår eller fratræde med en rets- stilling som en opsagt medarbejder.22 Ansættelseskontrakten danner udgangs- punkt for vurderingen for, om den foretagne ændring har væsentlig karakter. Er pensions- ordningen nærmere fastlagt i ansættelsesaft- alen, vil ændringer i de aftalte vilkår som udgangspunkt have væsentlig karakter. Som regel indskrænker ansættelseskontrakten sig imidlertid blot til at nævne, at medarbejderen er omfattet af en pensionsordning, og at pen- sionsbidraget udgør en vis andel af lønnen med en nærmere bestemt fordeling mellem parterne. I så fald vil arbejdsgiveren have en videre adgang til at foretage sagligt begrunde- de ændringer i pensionsordningen i medfør af ledelsesretten. Pensionsordninger er i dag normale i ansæt- telsesforhold, og både arbejdsgiverens og løn- modtagerens pensionsbidrag må anses for en del af det samlede arbejdsvederlag, jf. U 1994.907/2 H om arbejdsgiverbetalte bidrag til en individuel pensionsopsparing. Tilsva- rende må gælde de obligatoriske pensions- ordninger, selv om parterne ikke har mulig- hed for at råde over pensionsbidraget på sam- me måde som i de individuelle pensionsord- ninger.23 En nedsættelse af både arbejdsgiverens og lønmodtagerens pensionsbidrag vil som ud- gangspunkt være en væsentlig vilkårsændring, selv om pensionsbidragenes størrelse ikke er nævnt i ansættelseskontrakten. Det udgangs- punkt må dog kunne fraviges, hvis medarbej- deren får anden økonomisk kompensation, f.eks. højere løn. Ved skifte af pensionsleverandør er situati- onen noget mere usikker. Det er vist ganske udbredt i praksis, at virksomheder uden vide- re skifter pensionsleverandør – i hvert fald hvis det nyder bred støtte i medarbejdergrup- pen. Som regel er hverken ledelsen eller med- arbejderne formentlig bekendt med de (muli- ge) retlige begrænsninger i et skifte af pen- sionsleverandør. Og forsikringsmæglerne – som spiller en betydelig rolle på dette område – gør vist heller ikke nogen dyd ud af få klarlagt eventuelle retlige bindinger. En arbejdsgiver kan formentlig skifte pen- sionsleverandør i medfør af ledelsesretten, hvis den ny pensionsordning samlet set stiller lønmodtagerne lige så godt som den gamle ordning. Er lønmodtagerne generelt stillet rin- gere i den ny ordning, vil det efter omstændig- hederne være en væsentlig vilkårsændring, som må varsles efter den individuelle opsigel- sesprocedure. Vælger lønmodtageren at fra- træde i forbindelse med en sådan varsling, kan pensionsordningen videreføres i det eksiste- rende selskab som en privat ordning. En overførsel af lønmodtagernes pension- smidler fra den hidtidige til den ny ordning kan alene ske i medfør af ledelsesretten, hvis den er uden omkostninger af nogen art for den enkelte lønmodtager. I modsat fald er der tale om en væsentlig vilkårsændring, som må vars- les efter den individuelle opsigelsesprocedu- re, hvor lønmodtageren kan vælge at fratræde og fastholde sin pensionsordning i det eksiste- rende selskab som en privat ordning. Hvis det eksisterende selskab kan kræve overflytnings- 326 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv gebyr, må arbejdsgiveren derfor selv betale gebyret, hvis man vil undgå at skulle anvende opsigelsesproceduren. En række forsikringsselskaber har som vil- kår for firmapensioner, at virksomheden ale- ne kan få overført den opsparede værdi med samtykke fra medarbejderne. I så fald vil det være nødvendigt for arbejdsgiveren at ind- hente den enkelte medarbejders samtykke i forbindelse med overførsel af opsparingen til en ny pensionsleverandør. I praksis kan det være nødvendigt for arbejdsgiveren at anven- de den individuelle opsigelsesprocedure, så- ledes at den ansatte kan vælge at samtykke til overførslen (fortsætte ansættelsen på de ny vilkår) eller fratræde og bevare pensionsord- ningen i det eksisterende selskab som en pri- vat ordning. Ved skifte af pensionsleverandør bliver pensionsordningen indpasset i et eksisterende pensionsgrundlag i et andet forsikringssel- skab. Der bliver derfor ikke tale om at ændre det tekniske grundlag og dermed anmelde et nyt grundlag til Finanstilsynet i medfør af § 20 i loven om finansiel virksomhed. Pensions- ordningen skal blot overholde det allerede anmeldte grundlag i det ny forsikringssel- skab. 3.2 Overenskomstforankrede firma- pensionsordninger En arbejdsgiver kan som nævnt i det foregå- ende afsnit opnå en større handlefrihed ved at benytte firmapension, dels fordi arbejdsgive- ren selv optræder som aftalepart i forhold til pensionsinstituttet, dels fordi pensionsaftalen i højere grad kan skræddersys til virksomhe- dens og de ansattes behov. Også for overens- komstforpligtede arbejdsgivere kan der der- for være interesse for at kunne benytte firma- pension frem for at deltage i den generelle pensionsordning på området. Overenskomsten sætter imidlertid en gan- ske fast retlig ramme for anvendelsen af fir- mapensioner. Det generelle udgangspunkt er, at overenskomstforpligtede arbejdsgivere skal anvende den generelle pensionsordning på området. Arbejdsgiveren begår overenskomst- brud ved at indbetale bidrag til en firmapensi- on frem for den foreskrevne generelle pension og kan ydermere være forpligtet til at efterbe- tale den fulde bidragsrestance til ordningen. I en række tilfælde bemyndiger overenskomst- parterne imidlertid arbejdsgiveren til at an- vende firmapension frem for at indberette de ansatte til den generelle ordning. Men der er betydelige forskelle på arbejdsgiverens hand- lefrihed i de enkelte overenskomster. En ræk- ke overenskomster giver f.eks. kun arbejdsgi- veren mulighed for at fortsætte med en eksi- sterende firmapension, mens andre tillige gi- ver mulighed for at etablere en firmapension frem for at deltage i den generelle ordning. Som en generel rettesnor er fleksibiliteten for den enkelte virksomhed større i overens- komster for funktionærer end for faglærte og ufaglærte arbejdere. Det illustreres af de to overenskomster på industriens område mel- lem Dansk Industri og CO-Industri. Ifølge industriens overenskomst (for faglærte og ufaglærte arbejdere) er det klare udgangs- punkt, at virksomheden skal anvende Indu- striens Pension. Det kan betyde, at virksom- heden må afvikle eksisterende firmapensi- onsordninger. Det et dog muligt at opretholde en eksisterende firmapension for de medar- bejdere, som var ansat på optagelsestidspunk- tet, mens senere ansatte skal følge Industriens Pension, jf. overenskomstens § 48. I industriens funktionæroverenskomst kan arbejdsgiveren derimod vælge at etablere en firmapension frem for at anvende en af de tværgående pensionsordninger. Her er bevæ- gelsesfriheden således betydelig større for den enkelte virksomhed, men en firmapen- sion skal dog overholde en lang række detal- jerede krav, som er opregnet i overenskom- stens § 17, stk. 4. Ordningen skal være obliga- torisk for alle medarbejdere, der er omfattet af overenskomsten, og bidragene skal mindst 327 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv svare til de overenskomstfastsatte. Der må ikke stilles krav om helbredserklæring, og der er en række krav til sammensætningen af pensionsydelser. En overenskomst kan også have stor prak- tisk betydning for virksomhedens adgang til at skifte pensionsleverandør. I de første år gav overenskomsterne som regel kun arbejdsgi- veren adgang til at fastholde eller etablere en firmapension frem for at deltage i den gene- relle ordning. En virksomhed kunne derimod ikke skifte pensionsleverandør, heller ikke selv om det var et fælles ønske fra ledelsen og medarbejderne. Udviklingen er imidlertid gået i retning af at give virksomhederne adgang til at skifte pensionsleverandør på nærmere fast- satte vilkår, som varierer fra overenskomst til overenskomst. Ifølge industriens funktionæroverenskomst kan ledelsen selvstændigt beslutte at skifte pensionsleverandør, men det skal foregå uden omkostninger for de sikrede lønmodtagere, jf. § 17, stk. 8. Den ny ordning skal ydermere honorere overenskomstens krav til firmapen- sion, og skiftet skal varsles 12 måneder i forvejen, medmindre de lokale parter er enige om et kortere varsel, dog ikke under 6 måne- der. Bestemmelsen giver tillige den enkelte lønmodtager mulighed for i stedet at lade sig overflytte til en af de generelle pensionsord- ninger. I en række overenskomster på Dansk Han- del & Services område er der ligeledes indført en adgang til at skifte pensionsleverandør i medfør af et særligt protokollat til overens- komsterne. Her kan ledelsen ikke ensidigt beslutte at skifte pensionsleverandør, men skal have tilslutning fra et flertal af de berørte medarbejdere efter forudgående information om indholdet af og konsekvenserne ved et skifte. Den enkelte medarbejder kan til gen- gæld ikke kræve sig overflyttet til en af de generelle pensionsordninger i stedet for den ny firmapension. De overenskomstmæssigt fastsatte betingelser skal også være opfyldt i den ny ordning, og overførsel af medarbejder- nes depoter skal ske uden omkostninger for den enkelte. 4. Afsluttende bemærkninger Som det fremgår af det foregående, må både de generelle pensionsordninger og de speci- fikke firmapensioner anskues i et samspil mellem de arbejds- og forsikringsretlige re- gelsæt. Samspillet kompliceres generelt af, at hverken den arbejdsretlige eller forsikrings- retlige lovgivning indeholder udtrykkelige regler om arbejdsmarkedspension. Det beror til dels på det bevidste politiske valg, at arbejdsmarkedspensionen skal være forank- ret i overenskomstsystemet, jf. også Bremer- udvalgets bemærkninger herom. Det fremtrædende overenskomstmæssige element giver arbejdsmarkedspensionen en ganske særegen karakter i forsikringsretlig henseende. Man kan derfor ikke håndtere det forsikringsretlige mellemværende mellem den enkelte lønmodtager og pensionsinstituttet på samme måde som en almindelig privat forsik- ringsaftale. Den specielle retlige konstruk- tion, der er benyttet i arbejdsmarkedspensio- nen, trænger til et mere grundlæggende ana- lysearbejde. Som led i et sådant analysearbejde og be- dømmelsen af konkrete tvister er det efter min opfattelse af central betydning at være op- mærksom på pensionsordningens overens- komstmæssige fundament. Det er ikke mindst ganske vigtigt, at de organisationer, som poli- tikerne har betroet ansvaret for arbejdsmar- kedspensionerne, også bevarer muligheden for løbende at tilpasse ordningerne til ændrede forhold i arbejdslivet. Indtil det tidspunkt, hvor der måtte blive gennemført specifikke lovregler om arbejdsmarkedspensioner, er de kollektive overenskomster det centrale (privat- retlige) retsgrundlag for pensionsordningen og dermed for mellemværendet mellem den enkelte lønmodtager og pensionsinstituttet. 328 Arbejdsmarkedspension i arbejds- og forsikringsretligt perspektiv Noter 1 Artiklen er en stærkt bearbejdet version af et foredrag i Det Danske Selskab for Forsikrings- ret den 29. marts 2005 om »Hvem ejer egentlig arbejdsmarkeds- og firmapensionerne – og hvad vedkommer det egentlig medlemmerne?« 2 Man skal stadig tilbage til Bernhard Gomard, Privat pension og social sikring, 1968, for at finde en mere grundlæggende analyse af pen- sionsordningernes retlige karakter. 3 Se Økonomi- og Erhvervsministeriet m.fl., Større valgfrihed i pensionsopsparingen, 2003, s. 43 ff. 4 Se i øvrigt nærmere herom hos bl.a. Jørgen Mathiassen, Forvaltningspersonellet, Tjeneste- mænd og overenskomstansatte, 2. udg. 2000, s. 108 ff, og Oluf Emborg og Peer Schaumburg- Müller, Offentlig personaleret, 1998, s. 175 ff. 5 Se mere udførligt om ATP-ordningen og dens baggrund i betænkning nr. 341/1963 om Ar- bejdsmarkedets Tillægspension. 6 FT 1985/86, tillæg A, sp. 6321ff, og Forhandlin- gerne sp. 2163 ff. 7 Se for en detaljeret beskrivelse af forløbet Jesper Due & Jørgen Steen Madsen, Fra magtkamp til konsensus, Arbejdsmarkedspensionerne og den danske model, 2003. 8 Se nærmere om de konkurrenceretlige spørgs- mål Ruth Nielsen, Kollektive overenskomster og konkurrenceretten, U 2001.B27-32, Niklas Bruun & Jari Hellsten (eds.), Collective Agree- ment and Competition in the EU, 2001, og Jens Kristiansen, Den kollektive arbejdsret, 2004, s. 51 ff. 9 De nærmere vilkår ved skifte af pensionsinstitut er reguleret ved en frivillig aftale i regi af Forsik- ring & Pension og Foreningen af Firmapensi- onskasser (jobskifteaftalen), som en række pen- sionsinstitutter har tilsluttet sig. 10 Se nærmere om budfunktionen Mads Bryde Andersen, Grundlæggende aftaleret, 2. udg. 2002, s. 263 ff. 11 Se også om den særlige trepartsstruktur Hen- ning Jønsson & Lisbeth Kjærgaard, 2003, s. 32 f, og betænkning 1423/2002 om forsikringsafta- leloven, s. 319 ff. 12 Økonomi- og Erhvervsministeriet m.fl., Betænk- ning om større valgfrihed i pensionsopsparin- gen, 2003, s. 233 ff. 13 Se f.eks. Ole Hasselbalch, Ansættelsesretten, 3. udg. 2001, s. 35 ff og 504 f, og Jens Kristiansen, Grundlæggende arbejdsret, 2005, s. 327 f. 14 Se f.eks. Henning Jønsson & Lisbeth Kjærga- ard, Dansk forsikringsret, 8. udg. 2003, s. 82 ff, 149 og 175 f. 15 Betænkning 1423/2002 om forsikringsaftale- loven, navnlig s. 319 ff. 16 Försäkringsavtalslag (2005:104), kap. 20 om kollektivavtalsgrundad personförsäkring, § 9. Loven hviler på et omfattende udredningsarbej- de, jf. navnlig SOU 1986:56 om personför- säkringslag, se særligt s. 175 ff og 447 ff om de overenskomstbaserede forsikringsordninger. Loven er nærmere omtalt hos Bertil Bengtsson, Nyheter i 2005 års försäkringsavtalslag; en över- sikt, i Nordisk Forsikringstidsskrift 2005, s. 137- 58. 17 Se for lignende synspunkt Bernhard Gomard, 1968, s. 114 ff. 18 Lovbkg. nr. 90 af 3.2.2005 om finansiel virk- somhed. 19 Bekendtgørelse nr. 609 af 14.7.1995 om infor- mation fra forsikringsselskabet til forsikrings- tager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. 20 Se for så vidt angår statsansatte nu Personalesty- relsens cirkulære af 27.5.2005 om generelle krav til indhold af bidragsfinansierede pensi- onsordninger i staten. 21 Se Henning Jønsson & Lisbeth Kjærgaard, Dansk forsikringsret, 8. udg. 2003, s. 33, og Mads Bryde Andersen, Aftaleretlige konsekvenser af førtidspensionsreformen på private livs- og pen- sionsforsikringer, Nordisk Forsikringstidsskrift 2001, s. 365-91 (s. 389 f). 22 Se generelt herom Ole Hasselbalch, s. 501 ff. 23 Se tilsvarende Lars Svenning Andersen, Funk- tionærret, 3. udg. 2004, s. 253, og Ole Hassel- balch, Ansættelsesretten, 3. udg. 2001, s. 887.
Utgåva:
4, 2005
Språk: Danska
Kategori:
Artiklar före 2014
Bilaga