AIDA - Nordisk kollokvium holdt på Rungstedgaard den 9. - 11. marts 1994

Artikelförfattare: Mikael Rosenmejer
Utgåva:
4, 1994
Språk: Danska
Kategori:

289 TEMA AIDA NFT 4/1994 AIDA Nordisk kollokvium holdt på Rungstedgaard den 9. - 11. marts 1994 Forord I mere end 15 år har de nordiske afdelinger af AIDA på skift arrangeret nordiske kollokvier. I marts 1994 arrangerede den danske AIDA afdeling - Det Danske Selskab for Forsikringsret - et nordisk kollokvium på Rungstedgaard. Der deltog ca. 70 personer fra de fire nordiske lande. På kollokvierne, der strækker sig over to dage, behandles normalt fire emner. Hvert af de nordiske lande påtager sig planlægningen af ét af emnerne og udpeger en hovedreferent på det tildelte emne og co-referenter på de øvrige emner. Hver af hovedreferenterne udarbejder på forhånd et skriftligt oplæg, og disse oplæg er optrykt efterfølgende, idet de formodes at have en betydelig interesse for en større kreds end den, der havde mulighed for at deltage i kollokviet på Rungstedgaard. På kollokviet på Rungstedgaard blev behandlet to emner med relation til EU - dels EU´s regler om pensionsmæssig ligebehandling og de konsekvenser, Collorol-dommen vil få på området, dels reglerne om trafikforsikringer. Herud- over drøftedes reglerne om offentlig administration af forsikringsselskaber, og emnet tog udgangspunkt i Uni Storebrand´s nu overståede problemer. Det sidste emne omhandlede børn og forældres erstatningsansvar. Universitetslektor Ph.D. Ivan Sørensen, Det Retsvidenskabelige Institut C, Københavns Universitet, har påtaget sig det store og vanskelige arbejde at referere de drøftelser, der fandt sted i forbindelse med behandlingen af hvert af de fire emner. Ivan Sørensens referat af drøftelserne er aftrykt i tilslutning til hovedreferenternes rapporter. På vegne Det Danske Selskab for Forsikringsret vil jeg takke hovedreferenter, co-referenter og deltagerne i debatten, ligesom jeg vil takke Ivan Sørensen for det udførte arbejde. Næste nordiske kollokvium finder sted i dagene 23. og 24. marts 1996 i Finland. Medlemmerne af de nordiske AIDA-afdelinger vil få tilsendt nærmere oplysninger i god tid inden kollokviets afholdelse. København, september 1994. Mikael Rosenmejer, advokat Formand for Det danske Selskab for Forsikringsret