Hvordan møder vi mennesker med udfordringer, vi ikke kan se? Og hvad sker der, når vi vælger åbenhed frem for antagelser? Som mennesker, der selv bærer Solsikkesnoren, og som repræsentanter for Trygs Solsikkenetværk for neurodivergente medarbejdere, ved vi, hvor meget mod det kræver at vise det usynlige. Snoren handler ikke om særbehandling, men om at skabe forståelse og plads til, at alle kan være en del af fællesskabet på deres egne præmisser.
At skabe plads til neurodivergente medarbejdere på arbejdspladsen er en proces. I Tryg startede den proces med dannelsen af Solsikkenetværket – et projekt, som allerede har været til massiv gavn for medarbejderne. Derfor blev der på et webinar i Forsikringsforeningen tidligere på året delt ud af netværkets erfaringer med bl.a. besøg fra Solsikkesnorens repræsentant i Norden, Trygs HR-direktør i Danmark og repræsentanter fra Solsikkenetværket i Tryg.
For det er vigtigt, at vi giver plads til hinanden på trods af forskelle. I livet har vi mange regler for, hvordan vi begår os i hverdagen, hjemme, ude og på arbejdet. Grænser skal altid respekteres, men både bærere af solsikkesnoren og dem med almindelige ”kedelige” medarbejdersnore skal acceptere, at før eller siden kommer vi til at træde hinanden over tæerne i processen med at skabe rum til forskellighed. Det kan ikke undgås, når noget nyt og sårbart skal have plads. Det vigtigste er ikke, at det sker – men intentionen bag og hvordan vi møder hinanden, når det gør.
Nøglen til forståelse
Trygs Solsikkenetværk er et netværk af medarbejdere, som enten selv bærer snoren eller har tilknytning til den. De arbejder med at sprede viden om snoren, diagnoserne, og hvordan man er den bedste leder for neurodivergente medarbejdere.
Det, som vi i Trygs Solsikkenetværk ofte oplever, både når vi kommer rundt i organisationen og holder foredrag, eller bare i dagligdagen med snoren på, udenfor arbejdet, er fordommene om snoren og skjulte handicap generelt.
|
Fordom – fra Den Danske Ordbog |
Fordomme kan være meget negativt ladet, men dækker ofte over uvidenhed. Netop derfor gør vi i Tryg meget ud af at dele viden om diagnoser som f.eks. autisme, ADHD, PTSD, syns- eller hørenedsættelse m.fl. Når vi uddeler viden om diagnoser, handler det ikke kun om diagnoserne i sig selv, men også de senfølger og typiske handle- og tankemønstre, som er karakteristiske for dem, samt hvor diagnoserne overlapper.
Senest delte en kollega i netværket nedenstående oplevelse - det gav anledning til en god drøftelse:
”Når jeg bliver presset af uventede ting, enten på jobbet eller i privaten, får jeg en overvældende trang til ”her og nu”-løsninger. Dette kan komme til udtryk i meget hurtig snak, mange spørgsmål og et behov for en klar og fast besked fra en jeg stoler på. Det kan for mange virke enormt forstyrrende, panisk og overdrevet. Det, de ikke forstår er, at indeni mig føles det som akut fare, fordi min krop og hoved ikke kan kende forskel på livstruende situationer og pressede situationer. Følelsen i kroppen er ofte total panik og kan bedst beskrives som daglange perioder af angst, sammenlignet med den lynpanik, forældre fx oplever, hvis barnet er ude af syne i supermarkedet. Det er superhårdt og svært at være i, især hvis andre ikke forstår.”
Dette ledte til, at man i netværket på baggrund af ovenstående fik sat ord på de ”fordomme” Solsikkebrugerne i Tryg oftest støder på. Disse er:
1. "Har du en diagnose? Du virker da helt normal"
2. Folk med diagnoser kan ikke arbejde normale jobs/tider
3. ”Hvorfor er ”problemet” så stort et problem?”
4. ”Solsikken er bare så de kan få en forlomme” (meget udbredt fordom!)
5. ”Vi er vel alle lidt på spektret, alle og enhver får en diagnose nu til dags, i virkeligheden fejler folk ingenting”
Selvom man kan ryste på hovedet, når man læser disse fordomme, er ovenstående noget, som en person med diagnoser ser, hører og mærker ofte. Som diagnosticerede er det vores ansvar ikke at tage det for nært og huske på - som vi lige har lært – at fordomme ofte er bundet op på manglende viden.
Så lad os afmystificere og forklare, hvad der faktisk ligger bag de udsagn, vi møder:
1. Ikke alle med diagnoser udviser visuelle tegn på en sådan.
2. Vi er mange, der kan arbejde, og VIL arbejde helt normale jobs, og mange kan også indordne helt normale arbejdstider. Der vil være tilfælde, hvor der skal tages hensyn til, hvornår en person arbejder bedst, eller der kan være specielle forhold, der gør, at arbejdstiden skal formes, men hvis det giver en glad medarbejder, der bare kan sit kram, hvorfor så ikke?
3. Vi ønsker ikke at være en byrde. Vi ønsker at bidrage – og mere end noget andet, så ønsker vi at gøre os forståelige ifht. det, vi kæmper med. Ikke alle har et sprog til at udtrykke, hvad der sker indeni, og hvorfor det kommer til udtryk udenpå. Derfor er Solsikkens signalværdi om tillid, omsorg og åbenhed virkelig vigtig for brugerne.
4. Solsikkesymbolet er et signal om, at bæreren har en diagnose, som kan påvirke, hvordan vi agerer eller reagerer i givne situationer. Den er ikke et adgangskort til at komme foran i køen i Netto, Legoland, lufthavnen mv.
Lad os give et eksempel fra virkeligheden: Mor og barn står i kø til security i lufthavnen. Barnet har autisme og har snoren på. Der er mange lyde, mange lugte, mange mennesker, og barnet bliver mere og mere påvirket af situationen - panik, gråd, udbrud. Moren forsøger at trøste så godt som muligt. En ansat kommer over og siger: ”Jeg kan se I bærer Solsikken og har det svært. Vil det hjælpe at komme igennem her, så I kan få ro på?”
Uanset om det er i Netto, i lufthavnen eller i flyet, så er det de færreste, der har det godt med barnegråd, mennesker i choktilstand eller bare reaktioner, som kan virke voldsomme for omverdenen, så her skaber den ansatte et frirum, som ikke koster nogen noget, og egentlig bare gør rejsen bedre for mor og barn samt dem omkring.
5. Statistisk set er der flere diagnoser i omløb end nogensinde før, men vi som samfund er også blevet mere oplyste generelt om det nære og det fjerne med tiden, så selvom der nu er flere med papir på en diagnose, så har de nok været der - vi vidste bare ikke bedre.
Diagnosebetegnelsen er med til at hjælpe fagfolk med at finde den rette behandling eller medicinering, der skal til, og hjælper også den diagnosticerede med at præcisere, hvad de selv kan gøre for at få en bedre hverdag. Egentlig er det jo rigtigt: ”folk ikke fejler noget”, for der er ikke noget galt med folk, der har en diagnose - de skal bare have en anden eliksir end kaffe, for at have det rigtig godt. Dem, der så vælger at skilte med, at de har en skjult lidelse er bare ekstra modige, fordi de har taget stilling til deres diagnose og deres behov, og viser, at det er helt okay at spørge.
Diagnoser er ofte tabu, et emne, som enten medbringer skam eller berøringsangst, og ofte ties fuldstændig. Det sjove er, at tabuer ophører, når vi italesætter dem og skaber dialog, og det er netop sådan, vi praktisk gør i hverdagen i Tryg.
Diagnoser kan have samme navn på papiret, men hvordan vi rammes af dem, mærker dem, føler dem og agerer i hverdagen er vidt forskellig. Vi kan ikke altid selv forklare, hvorfor – så hvordan kan vi forvente, at andre kan? Hele vejen rundt er der kun én vej for denne inklusionsbølge og det er sårbarhed og tillid igennem åben dialog.
Get talking.
