Panthaverdeklarationer

32 NFT 1/1993 Forsikringsaftaleloven Den deklaratoriske (fravigelige) regel i den danske forsikringsaftalelovs (FAL) § 54 statu- erer, at: Er tingsforsikring tegnet uden angivelse af no- gen bestemt interesse, anses forsikringen teg- net til fordel for enhver, der som ejer, panthaver eller indehaver af anden tinglig ret, eller fordi han bærer faren for tingen vil lide tab ved, at den forringes eller går til grunde. Reglen gælder kun i tingsforsikring, og kun hvis forsikring er tegnet uden angivelse af en bestemt interesse. Hvorvidt forsikringen er tegnet med eller uden angivelse af en bestemt interesse, beror ganske på en fortolkning af aftalen. Højesteret tog i januar 1991 stilling til et kon- kret tilfælde ved dom refereret i UfR 1991, 175H. Sagen var anlagt af Nykredit mod Hafnia, og det var anført i de fortrykte forsikringsvilkår, pkt. 1.ll, at forsikringen dækkede: ”Forsik- ringstageren i egenskab af ejer eller bruger af det forsikrede.” Østre Landsret udtalte, at bestemmelsen findes efter ”formuleringen ikke at give for- nødent grundlag for at fastslå, at meningen med bestemmelsen har været — til skade for ejen- dommens panthaver — at fravige den alminde- lige regel i Forsikringsaftalelovens § 54 om forsikring af tredjemands interesse. Dette støt- tes af, at forsikringsbetingelserne flere steder synes at forudsætte, at forsikringen også dæk- ker de øvrige berettigede i ejendommen. Forsik- ringen må derfor anses som en tingsforsikring tegnet uden angivelse af nogen bestemt interes- se, men til fordel for enhver, der som ejer, panthaver eller indehaver af anden tinglig ret vil lide tab ved at tingen forringes eller går til grunde”. Til brug for Højesterets behandling spurgte parternes advokater Assurandør-Societetet blandt andet, om det var praksis, at det udtryk- keligt skulle anføres i forsikringsbetingelserne, såfremt Forsikringsaftaleloven skulle fraviges. Assurandør-Societetet svarede, at ”der for så vidt ikke forelå en fælles opfattelse i selskaber- Panthaverdeklarationer — og forholdet mellem panthavere og forsikringsselskaber af advokat (L) HD (F) Philip Graff, Dragsted Advokater, Danmark I de senere år har der været ført adskillige sager mellem panthavere, låne- eller finansieringsselskaber og forsikringsselskaber i forbin- delse med skader, hvor forsikringsselskabet ikke har ment sig forpligtet til at udbetale til financieren, mens denne har krævet at få udbetalt forsikringssummen til sig til dækning af sit tilgodehavende. Særligt har der været problemer i forbindelse med anvendelse af panthaverdeklarationer. Panthaverde- klarationsvilkår supplerer de generelt gældende regler i Forsikringsaftaleloven. Denne artikel omtaler alene panthaveres retsstilling, omend der i vidt omfang gælder en lignende retstilstand for andre sikrede. Der foretages ikke en nærmere af- grænsning af kredsen af sikrede. Philip Graff 33 ne, om det nævnte vilkår indebar en fravigelse af reglen i FAL § 54”. Assurandør-Societetet udtalte også, at vilkårene var sædvanlige. Højesteret fastslog kort, at Nykredit ”i sin egenskab af panthaver var sikret i medfør af FAL § 54, der ikke kunne anses for at være fraveget ved forsikringsbetingelserne”. Forsikringstageren var dømt for efterfølgen- de at have hældt vand på ejendommen, således at bygningsbeskadigelsen blev langt større end den forudgående brandskade, og havde derfor ikke krav på erstatning på anden bygningsbe- skadigelse i medfør af FAL § l8. Landsretten fastslog, at panthaveren måtte havde krav på dækning af sit tab, uanset om forsikringstage- rens krav på erstatning helt eller delvist måtte være bortfaldet i medfør af FAL § 18. Højeste- ret udtalte sig ikke nærmere herom, og det må derfor antages, at Højesteret var enig i Lands- rettens resultat og begrundelse. Det almindelige princip, om at der blandt flere sikrede ikke er identifikation ved forsæt udvist af en af de sikrede, blev således fastslået her.1 Af ovennævnte ses, at domstolene i overens- stemmelse med almindelig kontraktsfortolk- ning, fortolker hele kontrakten. Selvom det enkelte vilkår ikke i sig selv er uklart, vil en samlet gennemgang af vilkårene ofte bevirke, at flere vilkår virker uklare, når de sammenhol- des. Det var tilfældet i sagen, idet forsikrings- betingelserne flere steder forudsatte, at også de øvrige berettigede i ejendommen var dæk- ket. Selvom pkt. 1.11 i sig selv var klart og en streng ordmæssig fortolkning ville indebære, at panthavere ikke var dækket, bevirkede en samlet gennemgang af vilkårene, at en streng ordmæssig fortolkning af pkt. 1.11 ikke var på sin plads. Det kan ikke udelukkes, at det havde en vis betydning, at der var tale om et fortrykt og ikke et individuelt indsat vilkår om, hvem der var dækket. Der blev ikke procederet kraftigt på FAL § 3, som bestemmer, at deklaratoriske bestemmel- ser i FAL kun kommer til anvendelse, når ikke andet er udtrykkeligt er aftalt eller må anses indeholdt i aftalen. Formentlig var FAL § 3 ikke af afgørende betydning jfr. ovenstående om samlet fortolkning af alle aftalens bestemmel- ser. Uanset om vilkåret var sædvanligt, kan det ikke udelukkes, at retterne tillige har haft i tankerne, at konsekvensen af den af Hafnia hævdede fortolkning ville være yderst vidt- rækkende for panthavere og at der derfor måtte foretages en ekstra tydelig understregning af, at der forelå en fravigelse af FAL § 54. Det virker sandsynligt, at dommerne endvidere har lagt vægt på motiverne til FAL § 542 og således fundet, at der blandt lovgiverne i 1925 var ganske bred enighed om formuleringen af pa- ragraffen, som lovgiverne opfattede som gan- ske rimelig. Det er naturligvis ikke muligt ud fra dommen at vurdere, hvorledes forsikringsselskaberne i fremtiden skal formulere vilkår for, at FAL § 54 er fraveget. Et af Hafnias argumenter var, at man ved positivt at opregne, at forsikring- stageren var dækket i egenskab af ejer eller bruger, også negativt havde afgrænset, hvem der ikke var dækket. Indsættelse af ordene ”kun” eller ”alene” ville have været en tydeli- gere angivelse og særlig præcisering3 af, at panthavere ikke var dækket. Det er ikke udeluk- ket, at en sådan bestemmelse — især hvis bestemmelsen samtidig opregner, hvem fors- ikringsselskabet ikke dækker — vil kunne an- ses som en fravigelse af FAL § 54. Andre selskaber har enslydende klausul i deres forsikringsbetingelser som Hafnia. Imid- lertid er der en tilføjelse om, at panthavere alene er sikret, som det i øvrigt fremgår af forsikringsbetingelserne. Af forsikringsbeting- elsernes klausul om panthaverdækning frem- går det, at panthavere alene er dækket ved bygningsbrand, jfr. FAL § 86. Tiden vil for- mentlig vise, om der ved en sådan positiv 1) Jfr. P. Lyngsø: Kommenteret FAL, 4. udg., pag. 126. 2) Jfr. betænkning 1925 om udkast til Lov om Forsikringsaftaler, side 94f, 113f og 127. 3) Jfr. Drachmann Bentzon og Knud Christensen: Lov om Forsikringsaftaler, 2. udg., pag. 312, Gawinetski: Husejerforsikring, pag. 13. 34 opregning af panthaveres forsikringsdækning kan sluttes modsætningsvis, således at fors- ikringsselskabet ikke er forpligtet til at dække panthavere i videre omfang end en streng ordmæssig fortolkning af klausulerne om pant- haveres dækning tilsiger. Ved brandforsikring stilles der nok yderlige- re krav, og det er sandsynligt, at det konkret skal anføres, at reglen i FAL § 54 (eventuelt stk. 1, første punktun) er fraveget4. En konsekvens af, at en panthaver er sikret jfr. FAL § 54, er, at FAL § 57 er relevant, hvorefter retten til erstatning tilkommer den, hvis interesser forsikringen dækker. Af FAL § 58 følger det, at ved forsikring, der samtidig ”omfatter ejerens og panthaverens interesser, kan erstatningsbeløbet udbetales til ejeren, når skaden er udbedret, den forsikrede byg- ning genopført, andre af forsikringen og pan- teretten omfattede genstande genanskaffet, eller lige så betryggende sikkerhed for pant- havers fyldestgørelse er stillet. Det samme gælder, hvis forsikringen dækker andre beret- tigede i tingenes interesse.” I Højesterets dom refereret i U91.642H, havde en panthaver ikke krav på yderligere erstatning i forbindelse med, at et forsikringsselskab havde afsluttet et forlig med ejerne om opgørel- se af forsikringsydelse, uden at der var indhen- tet erklæring fra panthaverne. Grunden hertil var, at aftalen mellem ejerne og forsikringssel- skabet indebar, at erstatningsbeløbet skulle anvendes til genopførelse af de beskadigede bygninger og der ikke var risiko for, at beløbet blev frigivet hurtigere end byggearbejdets ud- førelse. Forsikringsselskabet fandtes herefter i medfør af Forsikringsaftalelovens § 58, jfr. § 57, stk.2, berettiget til at træffe den indgåede aftale med bindende virkning for panthaverne. Såfremt beløbet ikke var blevet anvendt til genopførelse af de beskadigede bygninger eller at beløbet blev frigivet hurtigere end byggearbejdets udførelse, ville forsikrings- selskabet have været forpligtet til at erstatte panthaveren dennes eventuelle tab. Finder istandsættelse eller genanskaffelse ikke sted, bliver erstatningsbeløbet fordelt mellem ejeren og de andre berettigede under iagttagelse af legitimationsreglen i § 57, 2. stk. Denne paragraf fastslår, at forsikringstageren kan forhandle med forsikringsselskabet, med mindre en af følgende tre situationer er opstået ”en bestemt angiven person af forsikringstage- ren er opgivet, eller nogen selv har anmeldt sig til selskabet som berettiget, eller den sikrede har en ved tinglysning sikret ret i den forsikre- de faste ejendom”. Ved Vestre Landsrets dom refereret i UfR 1986 578, blev et forsikringsselskab, der havde gene- relt kendskab til, at der var foretaget udlæg i den hos forsikringsselskabet forsikrede varevogn, dømt til at godtgøre udlægskreditor dennes tilgodehavende i forbindelse med, at bilen blev stjålet, idet forsikringssummen følgelig deref- ter skulle udbetales til de berettigede i henhold til FAL § 57 stk. 1 sammenholdt med § 54 stk. 1. Retten lagde vægt på, at forsikringsselskabet ikke havde gjort noget forsøg på at fremskaffe nærmere oplysninger om de foretagne udlæg, og at forsikringsselskabet derfor ikke var fri- gjort over for udlægskreditor. Ved dom af 12.10.1989 afgjorde Vestre Lands- rets 5. afd. ankesag B2l41/87 (utrykt). M købte i 1984 en bil af P. Bilen var oprindeligt forsikret i F1, men afmeldt i 1985 med brev til P som panthaver. Herefter blev forsikring tegnet i F2 uden panthaverdeklaration. På F2’s totalska- deformular bekræftede M ved kryds, at der var restgæld i køretøjet. P udbetalte den fulde erstatning til M. P stævnede F2, og byretten fandt, at selv om der ikke var nogen panthaver- deklaration, burde F2 have indset, at det var overvejende sandsynligt, at der var gæld med sikkerhed i bilen. Udbetalingen af hele erstat- ningsbeløbet til M kunne indebære en nærlig- gende risiko for tilsidesættelse af en kreditors rettighed. F2 blev derfor dømt til at betale P’s tilgodehavende. Denne dom blev stadfæstet af Vestre Landsret, og følger i vidt omfang dom- men refereret i U 86 578V. Vestre Landsret begrundede yderligere resultatet med, at forsik- ringsselskabets taksator havde kendskab ti1, at afbetalingskøberen afsonede fængselsstraf. Forsikringsselskabet kunne derfor ikke med frigørende virkning udbetale forsikringssum- 4) Jfr. højesteretsdommer Jørgen Nørgaard på møde i Det danske selskab for Forsikringsret AIDA den 8.12.1992. 35 men til forsikringstageren5. Københavns Byrets afdeling J afsagde den 7. juni 1985 dom i sag nr. J 2046/1984, hvor en panthaver blandt andre indstævnede et forsik- ringsselskab med påstand om betaling af et beløb, som panthaveren havde tabt, fordi fors- ikringssummen for en bil var blevet udbetalt til køberen af bilen i stedet for panthaveren (sæl- geren). En medarbejder hos forsikringsselskabet havde forespurgt den noterede panthaver (fi- nansieringsselskabet) om størrelsen af restgæl- den, hvortil det blev oplyst, at restgælden var indfriet. Derfor udbetaltes hele erstatnings- beløbet til forsikringstageren. Imidlertid viste det sig, at panthaveren på grund af misligholdel- se af kontrakten havde overgivet kravet til inkasso hos sin advokat. Denne havde herefter indfriet kontrakten hos finansieringsselskabet og fået udleveret kontrakt og panthaverdekla- ration. I denne situation blev forsikringsselskabet frikendt. Dommeren fandt, at der intet var at bebrejde selskabet, da selskabet ikke havde fået oplysning om ændringen i det noterede pantha- verforhold, jf. FAL § 57, stk. 2. Dommen blev anket af panthaveren til Østre Landsret, men anken blev kort forinden domsforhandlingen ophævet. Dommen refereret i UfR 1992, 343SH, af- sagt af Sø- og Handelsretten drejede sig om fordeling af en forsikringssum, der kom til udbetaling i anledning af, at en fiskekutter forliste. På fiskekutteren befandt sig et Sonar- anlæg, som var leaset hos et finansieringssels- kab. Finansieringsselskabet havde overgivet skibsforsikringsforeningen en udateret fotoko- pi af leasingaftale underskrevet af leasingtager, men ikke af finansieringsselskabet. Forsikrings- foreningen påstemplede kopien som modtaget og notering foretaget. Sø- og Handelsretten fastslog, at der var sket en sådan anmeldelse til skibsforsikringsforeningen fra finansieringssel- skabet, at foreningen ikke kunne udbetale for- sikringssummen uden hensyntagen til finansie- ringsselskabet, jf. herved FAL § 57 og Dansk Søforsikringskonvention § 100. Vestre Landsretsdommene anlægger en gan- ske vid fortolkning af kravene til forsikrings- selskaber i FAL § 57, stk. 2. I ingen af de to domme havde forsikringsselskaberne fået an- givet en bestemt person af forsikringstageren. Der var alene tale om, at man generelt havde fået oplysning om, at der kunne være interes- serede berettiget. Det følger, at der stilles ganske store, og større end ordlyden af FAL § 57, stk. 2, tilsiger, krav til medarbejdere i forsikringsselskaber6. Såfremt der er mindste anledning til at foretage undersøgelse, vil domstolene være tilbøjelige til at pålægge forsikringsselskaberne under- søgelsespligt, og i det omfang denne pligt ikke opfyldes, vil forsikringsselskaberne være er- statningsansvarlige over for den eller de, der måtte lide tab herved. Det er således ikke tilstrækkeligt at kontrollere, hvorvidt der er panthaverdeklaration eller ej, inden udbeta- ling finder sted. Det er en vurdering af sagens samlede fakta, der må ligge til grund for, om forsikringsselskabet vidste eller burde vide, hvorvidt der var andre interesser forsikret i forbindelse med den pågældende udbetaling af forsikringssum. Søforsikring Ved henvisning til Dansk Søforsikringskon- vention af 2. april 1934 (DSK) i forsikringsbe- tingelserne, vil FAL’s regler ikke finde anven- delse i det omfang, de er fraveget ved DSK7. Ved Søforsikring, både i Dannark og interna- tionalt, er udgangspunktet ganske anderledes end anført i FAL § 548. DSK § 4, stk. 3 bestem- mer følgende: ”Er den forsikrede angivet i forsikringsafta- len, omfatter forsikringen, når andet ikke er aftalt, kun hans interesse”. I praksis vil den forsikredes navn næsten altid være nævnt i policen med den følge, at forsikringen som udgangspunkt kun omfatter hans interesse. 5) Jfr. Drachmann Bentzon og Knud Christensen: Lov om Forsikringsaftaler, 2. udg., pag. 339—348, særligt 343. 6) Jfr. P. Lyngsø: Kommenteret Forsikringsaftale- lov, 4. udg. 1992, pag. 264. 7) Jfr. P. Lyngsø: Kommenteret Forsikringsaftale- lov, 4. udg., pag. 269. 36 Den sikrede kreds af personer er således mere begrænset i medfør af DSK, omend det ses i policer, at der i policen er indsat navne på flere forsikrede. Panthaverdeklarationer eller panthaverforsikringer er således af større be- tydning ved Søforsikring end ved almindelig skadesforsikring. Ved søforsikring sker der identifikation9, hvilket i praksis medfører, at panthavere ofte tegner en panthaverinteresseforsikring i eget navn, hvorefter skade hidført ved forsikrings- tagerens fortsæt eller groft uagtsomme hand- ling er dækket. Panthaverdeklarationsvilkår er standardise- rede i Danmark10, men vil på grund af deres relativt specielle og komplicerede karakter ikke blive gjort til genstand for yderligere gennem- gang her. Panthaverdeklarationer I 1967 indgik et stort antal forsikringsselskaber aftale om anvendelse af fælles blanketter til panthaverdeklarationer. Blanketterne er sene- re blevet opdateret, senest i 1988. Som et led i aftalen blev det vedtaget, at selskaberne alene måtte godkende panthaverdeklarationer, hvor der ikke var individuelle vilkår, således at der for fremtiden alene blev anvendt standard- blanketter. Det er alene nedenstående 5 stan- dardblanketter, der anvendes i praksis. 1. Panthaverdeklaration (motorkøretøjsforsik- ring) Formular A er hyppigt anvendt i praksis og udvider panthaverens ret til at få udbetalt forsikringssummen i tilfælde, hvor der slet ikke ville være forsikringsdækning, fx på grund af forsikringstagerens præmierestance eller kon- fiskation af bilen. Af deklarationsvilkårenes § 4 fremgår det, at deklarationen træder i kraft, når den, påklæbet gebyrmærke, fremkommer til selskabets hovedkontor, eller når den, på- klæbet gebyrmærke makuleret med firmastem- pel, fremkommer til bank, sparekasse eller finansieringsselskab, jfr. også Assurandør-So- cietetets responsum (ASR) nr. 2840. Gebyr- mærkets pris er kr. 300,00 og er den pris, som forsikringselskaberne tager for den udvidede dækning, jfr. ASR 2515. Vedhæftet erklæringen er deklarationsvilkår, som vil blive nærmere gennemgået nedenfor under 5. 2. Panthaverdeklaration (motorkøretøjsforsik- ring) Formular B udvider ikke panthaverens dæk- ningområde, men er alene en formel erklæring til forsikringsselskabet om at udbetale erstatnings- beløb, som efter skade ikke anvendes til køretø- jets reparation til kreditor. Det er gratis at indsende denne panthaverdeklaration til forsi- kringsselskaberne. 3. Forespørgsel vedrørende panthaverdeklaration (motorkøretøjets forsikring eller løsørebrand- forsikring m.v.) Formular C er alene til brug for potentielle panthavere eller andre interesserede, som øns- ker at rette henvendelse til forsikringsselskaber med henblik på forespørgsel om eksisterende panthaverdeklarationer. Selskaberne har for- pligtet sig til alene at besvare forespørgsler udfyldt på formularen, men denne aftale hånd- hæves ikke fuldt ud i praksis. Forespørgsler på formular C er gratis. Formular C er sjældent anvendt jfr. ASR nr. 2745 (utrykt). 4. Panthaverdeklaration (løsørebrandforsikring m.v.) Formular D udvider panthaverens forsikrings- dækning ved ikke at suspendere dækning, ned- sætte forsikringssum eller sætte forsikringen ud af kraft uden underretning til panthaveren og således at panthaveren har 4 uger til eventuelt at fortsætte forsikringsforholdet. Den noteres kun, hvis gebyrmærke på kr. 300,00 er påklæ- bet inden fremsendelse til selskabet. 5. Forsikringsdeklaration — leasing (løsørebrand- forsikring m.v.) Denne deklaration anvendes i tilfælde, hvor der er tale om forsikring af leasede genstande. Dækningsområde og pris for gebyrmærke er som ved formular D. Deklarationsvilkår — formular A Det fremgår af deklarationsvilkårene pkt. 1 a, at 8) Jfr. Niels Tybjerg: DSK af 2. april 1934, 2. udg., pag. 18, note 3. 9) Jfr. Niels Tybjerg: DSK ad §248, pag. 218, jfr. note 1. 10) Se eksempel herpå: Niels Tybjerg: DSK, Tillæg F. 37 deklarationen sikrer kreditor ved skadetilfæl- de, som er dækningsberettigede under kasko- /brandforsikring og hvor erstatningsbeløbet ikke anvendes til køretøjets reparation. Denne passus sikrer kreditor i tilfælde, hvor forsikringsselskabet har udbetalt forsikrings- summen til forsikringstageren, som derefter ikke har anvendt beløbet til køretøjets repara- tion. Som det er gennemgået ovenfor, vil kre- ditor, såfremt forsikringsselskabet burde vide, at kreditor havde interesse i forsikringssum- men, ligeledes være dækket i medfør af Fal §§ 54 og 57, jfr. også ASR nr. 2412 af 12. januar 1985. Imidlertid er der ingen form for bevispro- blemer for kreditor, såfremt der er fremsendt deklaration. Der er ikke afgørende, om forsikringstage- ren har anmeldt skaden jfr. ASR 2501. Ifølge deklarationsvilkårenes pkt. 2b er sel- skabets hæftelse betinget af, at der i de under pkt. 1a og pkt. 1b nævnte tilfælde er sket en kasko-/brandskade. I adskillige forsik- ringsselskaber, Ankenævnet for Forsikring (jfr. Ak 1879, forsikring 1977 nr. 26) og vist nok også Assurandør-Societetet er denne bestem- melse tidligere blevet fortolket således, at der alene er dækning i henhold til panthaverdekla- rationen, når der er dækning for forsikring- stageren/debitor under kasko-/brandforsik- ringen. Dette ville føre til, at i det omfang debitors ret til erstatning helt eller delvist var bortfaldet, ville der ikke være dækning under panthaverdeklarationen. Denne fortolkning er næppe holdbar jfr. nedenstående. I dommen refereret i UfR 91, 695H, påstod en bank i henhold til panthaverdeklaration et for- sikringsselskab F forpligtet til at dække ban- kens tab i forbindelse med, at ejerens/fors- ikringstagerens samlever skilte den forsikrede bil ad med henblik på at sælge af enkeltdelene som reservedele. F hævdede, at der ikke var dækning, idet forsikringsbegivenheden var frem- kaldt med forsæt. Banken tiltrådte, at fors- ikringstageren havde mistet retten til at få udbetalt forsikringssummen. Østre Landsret fastslog, at banken i henhold til panthaverdeklarationens pkt. 1a-b havde erhvervet et krav på dækning af det tab, der måtte opstå, dog højst efter opgørelse i overens- stemmelse med deklarationens bestemmelser. F appellerede til Højesteret, og Assuran- dør-Societetet afgav responsum nr. 2813, jfr. 2659, hvoraf det fremgik, ”at panthaverdekla- rationen efter sin ordlyd alene sikrer panthaver ved skader, der er dækket under kasko-/brand- forsikringen. Denne dækning er i forhold til panthaver kun udvidet i tilfælde af konfiska- tion eller bortkomst som nævnt i pkt. 1c og 1d. Selskabernes praksis er, såvidt det er Societetet bekendt, i overensstemmelse med deklaration- ens ordlyd.” Efter kort at have gennemgået forsikringsbetingelserne tiltrådte Højesteret, at indstævnte ifølge panthaverdeklarationens pkt. 1b havde krav på dækning, selv om fors- ikringstagerens ret til erstatning var bortfaldet efter bestemmelserne i betingelsernes pkt. 18.10 (om forsæt). Baggrunden for Højesterets dom er forment- lig, at Højesteret har taget udgangspunkt i forsikringens principielle dækningsområde, og det er klart, at en handling som den pågæ- ldende havde været dækket af forsikringen, såfremt den ikke havde været foretaget af forsikringstagerens samlever. Der må tillige lægges vægt på det almindeli- ge princip om, at i det omfang, der er flere sikrede, jfr. FAL §§ 54, udelukker den ene sikredes forsæt til at forvolde skade på det forsikrede ikke de andre sikrede fra at kræve forsikringsdækning under policen, jfr. FAL § l8. Der sker således ikke identifikation mel- lem flere sikrede (jfr. U91.175H). Det ses ikke nævnt i dommen, men det har måske haft betydning, at det generelle formål med panthaverdeklarationer er, at panthave- rens stilling mod betaling bliver forbedret11. Panthaverdeklarationer kan derfor ikke anven- des til at indskrænke det dækningsområde, som tilkommer panthaveren efter de alminde- lige regler i FAL. Hvis en skade ikke er dækket under kasko- /brandforsikringens principielle dækningsom- råde, vil den naturligvis heller ikke være dæk- ket af panthaverdeklarationen. Almindelige forsikringsretlige regler, så som at forsikring- 38 stageren/panthaveren har bevisbyrden for, at der er indtrådt en forsikringsbegivenhed, gæl- der også ved panthaverdeklarationer. Ved Københavns byrets afd. K’s dom nr. K 1526/88 afsagt den 2. maj 1989 blev det fastslå- et, at et forsikringsselskab ikke var forpligtet til at erstatte en sælger et beløb, som denne som selvskyldnerkautionist havde indfriet en købe- kontrakt med, overfor et finansieringsselskab. Der var modtaget panthaverdeklaration hos forsikringsselskabet. Forsikringstageren hav- de forsøgt at totalskade bilen, hvilket forsøg blev afbrudt ved politiets mellemkomst. Senere anbragte forsikringstageren bilen hos en auto- forhandler, hvis navn han efterfølgende ikke kunne huske og det måtte vist nok lægges til grund, at nogen af forsikringstagerens kam- marater havde overtaget bilen. Retten fandt ikke, at der i sagen var tilstrækkeligt bevis for, at bilen var stjålet og forsikringsselskabet blev frikendt, fordi der ikke var fastslået skade på det forsikrede køretøj. Omend forsikringsselskaberne ofte oplyser panthavere om eventuelle andre rettigheds- havere, er der ikke noget krav herom og note- ring af panthaverdeklaration giver ikke kredi- tor sikkerhed for, at bilen ikke er yderligere behæftet med for eksempel udlæg, jfr. ASR 2745. I overensstemmelse med de almindelige for- sikringsretlige regler og praksis er det ikke nødvendigt for forsikringsselskabet at fremsætte påkrav om præmiebetaling ved anbefalet skrivelse12. Meddelelser omtalt i FAL § 33, så som afmeldelse af deklaration, kan ligeledes fremsendes som almindelig post og ikke i form af anbefalede skrivelser, jfr. Østre Landsretsdommen refereret i U73.396Ø, ASR nr. 2577 af 1.4.1984, ASR 2719, ASR nr. 3016 af 1.9.1992 og utrykt Københavns Byretsdom nr. B 2206/1988, afsagt den 11. juni 1990. Panthaverdeklarationen giver en yderligere dækning udover kaskoforsikringen for pant- haveren, jfr. pkt. 1 c, 1 d og 5 b. Af pkt. 1 c fremgår det, at deklarationen sikrer kreditor ved konfiskation af køretøjet som følge af strafbar handling. Denne bestemmelse har hidtil ikke været hyppigt an- vendt, men bestemmelsen er blevet ganske aktuel, da der den 1. juli 1991 blev indsat en ny bestemmelse i færdselslovens § 133 a, hvoref- ter der kan ske konfiskation af køretøjet, så- fremt det må anses for påkrævet for at forebyg- ge yderligere overtrædelser af færdselsloven. Konfiskation kan således ske ved gentagne tilfælde af spirituskørsel og det må således forventes, at vilkåret i fremtiden får større praktisk betydning. Ad deklarationens pkt. 1 d fremgår det, at deklarationen sikrer kreditor ved bortkomst af køretøjet i udlandet — uden at der er tale om tilfælde omfattet af pkt. a. Der er syv betingelser for, at selskabet hæf- ter jfr. panthaverdeklarationens pkt. 2. 1. At kreditor på selskabets anmodning søger sit tilgodehavende inddrevet (pkt. 2. c). 2. Køretøjet er dansk registreret (pkt. 2 d, første led). 3. Køretøjet ikke er forsynet med prøve- eller grænsenummerplader (pkt. 2 d, an- det led). 4. Det skal godgøres, at køretøjet er forsvun- det til udlandet (pkt. 2 e, første sætning, første led). 5. At der uden unødigt ophold sker anmel- delse til dansk politi (pkt. 2 e, første sætning, andet led). 6. At forfaldne afdrag ikke betales rettidigt (pkt. 2 e, anden sætning). 7. Køretøjet ved bortkomst i udlandet ikke er meldt fundet inden 4 uger efter anmeldel- se til politiet (pkt. 2 g). ASR nr. 2900 af 5.3.1992 omhandler den første betingelse og fastslår, at der først indtræder ”betalingspligt for selskabet, når der forelig- ger insolvenserklæring eller en lignende klar 11) Jfr. P. Lyngsø i Dansk Forsikringsret, 6. udg., pag. 394. 12) Jfr. P. Lyngsø: Kommenteret Forsikringsaftale- lov, 4. udg., pag. 100. 39 konstatering af debitors manglende be- talingsevne. Det retskridt, der i det enkelte tilfælde er nødvendigt, må afgøres konkret for hver enkelt tilfælde for sig”. Den fjerde betingelse har givet anledning til problemer, idet der har været tvivl om, hvorvidt ”godtgørelsen” skal bære præg af egentlig bevisførelse eller om sandsynliggørelse er tils- trækkelig til, at selskabets dækning bør indtræ- de. Udgangspunktet er, at panthaveren må godtgøre, at køretøjet er forsvundet til udlan- det, selv om det formentlig kan lægges til grund, at en sandsynliggørelse af, at køretøjet er bortkommet till udlandet, er tilstrækkelig til, at selskabets dækningspligt intræder. I ASR nr. 2810, refereret i UfR 89, 315, udtalte Societetet, at der i tilfælde, hvor en forsikring- stager havde måttet overdrage det tyrkiske toldvæsen et motorkøretøj uden frist til genind- løsning af dette, ikke var tale om bortkomst, da det senere blev konstateret, at bilen var videre- solgt af det tyrkiske toldvæsen på auktion. Af ASR nr. 2813, refereret i UfR 89, 315 fremgår det, at bestemmelsen i panthaverdekla- rationens pkt. 1 d om bortkomst af køretøjet i udlandet ikke omfatter ophugning af biler. ASR nr. 2907 fastslår, at panthaverdeklara- tionsbestemmelser om konfiskation eller bort- komst ikke omfatter et tilfælde, hvor en bil blev solgt på tvangsauktion i det daværende Vest- tyskland. Den 15.10.1990 afsagde Køpbenhavns By- rets afd. C dom i sag nr. C 23/1990, hvor forsikringstageren (debitor) var emigreret til England, dog med ukendt opholdssted. Pantha- veren og debitor kommunikerede dels direkte, dels gennem debitors søster og debitor forsik- rede, at bilen ville komme hjem i god stand og at den befandt sig hos hende. På denne baggrund bestred forsikringsselskabet, at der var tale om bortkomst af køretøjet. I forbindelse med sagen blev der indhentet responsum fra Assurandør- Societetet, refereret i UfR 1989 437, hvoraf det fremgår, at ordet ”bortkomst” i deklarationens pkt. 1 d næppe kan fortolkes strengt bogstave- ligt. Det antages videre, at en afbetalingssælger eller lignende, som reelt må antages at være forhindret i at tilbagetage køretøjet, da det trods rimelige efterforskningsskridt ikke er lykkedes at finde frem til dette, må kunne kræve dækning under pkt. 1 d, jfr. også ASR nr. 2618 (utrykt). Københavns Byret fastslog, at finansierings- selskabet havde godtgjort, at køretøjet var bortkommet og at forsikringsselskabet derfor var forpligtet til at dække i henhold til pant- haverdeklarationens pkt. 1 d. I praksis er der vist nok ikke foretaget en sondring imellem de tilfælde, hvor bilen er forsvundet ”til udlandet” og de tilfælde, hvor bilen er forsvundet ”i udlandet”. En ordmæs- sig fortolkning af bestemmelsen tyder på, at alene tilfælde, hvor bilen er forsvundet i Dan- mark til udlandet er omfattet. Såfremt fors- ikringstageren selv har ført bilen til udlandet, hvor den er forsvundet, er det ud fra en ord- mæssig fortolkning ikke uden videre givet, at tilfældet er omfattet af dette punkt i panthaver- deklarationen. Pkt. 3 e handler om opgørelse, hvorefter der under de i pkt. 1 c og pkt. 1 d nævnte tilfælde gælder en selvrisiko på 10% af erstatnings- beløbet, dog mindst 3.000,- kr. Denne specielle opgørelsesmetode er ikke uforenelig med fors- ikringsaftalen og FAL § 54, idet pkt. 1 c og pkt. 1 d netop omfatter tilfælde, som ikke er dækket under forsikringsaftalen. De øvrige vilkår om opgørelse vil ikke blive gennemgået i denne artikel. Af vilkårenes pkt. 5 b fremgår det, at dekla- rationen ophører 16 uger efter, at kreditor har modtaget selskabets meddelelse om kasko- /brandforsikringens ophør. Der ydes op til 16 ugers ekstra dækning eller en 16 ugers frist for panthaveren til at få tegnet ny forsikring. I praksis er vilkåret af væsentlig betydning. Konklusion Der er, på grund af de vidtgående konsekven- ser af fravigelse af FAL § 54, stillet ganske store krav til tydeligheden af en fravigelse i vilkårene. Det må antages, at det hvert fald negativt skal angives, hvem af panthavere og andre sikrede, som ikke dækkes. Vedrørende bygningsbrandforsikringen kan det ikke ude- 40 lukkes, at FAL § 54 direkte skal fraviges i vilkåret. Domstolene har i de senere år pålagt forsikringsselskaberne en streng undersøgel- sespligt vedrørende legitimationsreglen i FAL § 57, stk. 2. Det må tilrådes forsikringsselska- berne at foretage en yderst grundig gennem- gang af sagens faktiske sammenhæng, førend udbetaling foretages til forsikringstageren, især for såvidt angår motorkøretøjsforsikring. Reglerne om kredsen af sikrede, om identifi- kation og dermed om panthaverdeklarationer, er ganske anderledes ved søforsikring, jfr. DSK end ved anden skadeforsikring. Panthaverdeklarationers praktiske betyd- ning er, at en del bevisproblemer undgås, medens panthaverdeklarationer i vidt omfang alene specificerer rettigheder, som panthave- ren allerede var tillagt i medfør af FAL. Pantha- verdeklarationer kan ikke fortolkes således, at de indskrænker panthaverens rettigheder i forhold til FAL. I de tilfælde, hvor panthaver- deklarationen rent faktisk udvider panthaver- ens dækning, er det især interessant, at ordet ”bortkomst” ikke kan fortolkes strengt ord- mæssigt, men at der er blevet foretaget en friere og udvidende fortolkning i praksis, således at forsikringsselskabernes dækningsområde er blevet udvidet.