Regulering af god skik for finansielle virksomheder

332 Regulering af god skik for finansielle virksomhederNFT 4/2003 Markedsføringslovens § 1, stk. 1 om forbud mod handlinger som strider mod god mar- kedsføringsskik finder ikke anvendelse for finansielle virksomheder, i det omfang øko- nomi- og erhvervsministeren har udstedt reg- ler om god skik på det pågældende område, jf. nærmere markedsføringslovens § 1, stk. 2.1 Finanstilsynet har i juni måned udstedt en bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder med en tilhørende vejledning.2 Formålet med bekendtgørelsen er at sikre bedre forbrugerbeskyttelse i den finansielle sektor ved, at der udstedes regler for god skik området, som er gældende for alle finansielle virksomheder. Bekendtgørelsen er som lov om finansiel virksomhed en offentligretlig regulering af de finansielle virksomheder og indeholder dermed en udmøntning af samfun- Regulering af god skik for finansielle virksomheder af Sonny Kristoffersen Projektleder, jurist og lektor Sonny Kristoffersen, Forbrugerrådet og Advokatfirmaet Lindh Stabell Horten. Sonny Kristoffersen har, som Forbrugerrådets re- præsentant, deltaget i forhandlingerne omkring ud- arbejdelsen af de nye regler. I NFT nr. 3/2004 bragte vi en artikel (God skik i forsikring) om samme emne indeholdende bl.a. synspunkter fra forsikringserhvervet, herun- der spørgsmålet om manglende sammenhæng og overskuelighed samt erhvervets bedømmelse af resultatet. NFT har valgt at behandle emnet i endnu en artikel skrevet af Forbrugerrådets repræsentant som deltog i forhandlingerne og udarbejdelsen. Efterfølgende artikel gennemgår ud fra de juridiske synspunkter detaljeret de nye regler og medtager foruden forsikringsselskaber også pengeinstitutter, realkreditinstitutter, værdipapirhandlere, kautionister m.m. Det er forfatterens klare opfattelse, at en finansielle forbruger bliver væsentlig bedre stillet, og den finansielle sektor vil fremover udelukkende blive reguleret i form af bekendtgørelser om god skik. dets krav til, hvordan finansielle virksomhe- der skal opføre sig for at opfylde kravet om overholdelse af god skik. Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. oktober 2003 og finder kun anvendelse på kundekontakt og på aftaler, som henholdsvis etableres eller indgås efter 1. oktober 2003.3 Kompetencen til at udstede regler om god skik på det finansielle område var tidligere delt mellem Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet/Fondsrådet, hvilket betød en uklar kompetencefordeling samt overlap- Sonny Kristoffersen sk@fbr.dk 333 Regulering af god skik for finansielle virksomheder pende og i nogle tilfælde endog modstriden- de regler. Ændringen af markedsførings- loven betyder, at den finansielle forbruger bliver stillet væsentligt bedre og samtidig, at den finansielle sektor fremover udelukken- de vil blive reguleret af bindende regler i form af bekendtgørelser om god skik, der i modsætning til retningslinier vil kunne hånd- hæves ved påbud og såfremt påbuddet ikke følges med bøder. I modsætning til god skik regler udstedt i medfør af markedsføringslo- ven, kræver bekendtgørelser endvidere ikke, at der opnås enighed om indholdet ved for- handlinger, hvorfor det ikke længere vil være muligt for en brancheorganisation at und- drage sig regulering blot ved at undlade at gå i dialog.4 Såfremt en virksomhed ikke over- holder bekendtgørelsens regler, kan Finans- tilsynet således påbyde virksomheden at berigtige de forhold, der strider imod be- kendtgørelsens regler, jf. § 34. Undlader virksomheden at efterkomme et påbud, kan den straffes med bøde, jf. § 35. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske perso- ner) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel., jf. nærmere § 35, stk. 2. Derimod vil manglende overholdelse af be- kendtgørelsens regler ikke i sig selv have civilretlige konsekvenser. En kunde vil såle- des ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod en finansiel virksomhed, der ikke over- holder bekendtgørelsens regler. Manglende overholdelse vil dog kunne have afsmittende virkning på visse civilretlige spørgsmål og vil efter omstændighederne kunne indgå i vurde- ringen af, om en finansiel virksomhed efter dansk rets almindelige erstatningsretlige reg- ler har handlet ansvarspådragende, eller om en aftale helt eller delvist skal ændres eller tilsidesættes efter aftalelovens regler.5 Det vil være de finansielle ankenævn og domstolene, der i forbindelse med behandlin- gen af konkrete sager skal tage stilling til, om en overtrædelse af bekendtgørelsen kan udløse et civilretligt krav. Finansielle virksomheder skal være op- mærksomme på, at der ud over bekendtgørel- sens krav om oplysning også findes oplys- ningskrav i anden lovgivning. Det drejer sig blandt andet om persondataloven og bekendt- gørelsen om information fra forsikringssel- skaber til forsikringstagerne ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Endvidere indehol- der den civilretlige forbrugerlovgivning op- lysningskrav, fx i kreditaftaleloven og lov om visse forbrugeraftaler. Bekendtgørelsens reg- ler berører ikke disse civilretlige regler. Bekendtgørelsen stiller i flere bestemmel- ser krav om skriftlighed, dvs. at informatio- ner/aftaler etc. skal foreligge i papirformat eller på et andet varigt medium, fx som en elektronisk fil, som kunden selv kan gemme elektronisk eller printe ud. Hvorvidt materia- let skal foreligge på papir eller kan sendes elektronisk afhænger af, hvorledes den finan- sielle virksomhed i øvrigt kommunikerer med sin kunde. En finansiel virksomhed kan såle- des kun benytte et andet varigt medium, så- fremt kunden direkte eller indirekte har vist sig indforstået hermed, fx ved at meddele sin elektroniske adresse eller i øvrigt at kommu- nikere med den finansielle virksomhed elek- tronisk. Da bekendtgørelsen må anses at dække fi- nansiel virksomhed generelt, og ikke kun nogle nærmere afgrænsede områder, har Forbrugerombudsmanden tilkendegivet, at han med virkning fra bekendtgørelsens ikraft- træden ophæver samtlige sine retningslinier, tilkendegivelser mv. på det finansielle områ- de. Det må derfor påregnes, at Forbruger- ombudsmanden fremover, når der modtages klager over finansiel virksomhed, som hoved- regel vil fremsende disse til Finanstilsynet til videre behandling. Forbrugerombudsman- den vil dog fortsat være opmærksom på, om der indenfor den finansielle sektor er gene- relle problemer, som må anses for særligt principielle og væsentlige for forbruger- beskyttelsen, og vil da tage passende initia- 334 Regulering af god skik for finansielle virksomheder tiver til en imødegåelse af disse.6 Bekendt- gørelsen erstatter således Forbrugerombuds- mandens vejledende retningslinjer på føl- gende områder: Retningslinjer om etik i real- kreditinstitutter. (september 1995). God mar- kedsføringsskik ved værdipapirhandel for almindelige, private investorer. (juni 2001). God markedsføringsskik og minimumsstan- darder for privatkundebehandling i pengein- stitutter. (21.august 2001). God markeds- føringsskik og minimumsstandarder for pri- vatkundebehandling i forsikringsselskaber. (april 2002). God rådgivning. Forbrugerom- budsmandens retningslinjer om etik i penge- institutters rådgivning. (juni 2002). 1. Anvendelsesområde Det følger af bekendtgørelsens § 1, at be- kendtgørelsen finder anvendelse på danske og udenlandske finansielle virksomheder, som driver virksomhed her i landet, herunder gen- nem filialetablering eller grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.7 Bekendtgørel- sen gælder for private kundeforhold og er- hvervsmæssige kundeforhold,8 såfremt disse ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kun- deforhold, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2.9 Det valgte anvendelsesområde er overens- stemmende med det, der kendes fra de finan- sielle ankenævn, hvor det af vedtægterne frem- går, at der som udgangspunkt alene behandles klager vedrørende private kundeforhold, men at ”klager fra erhvervsdrivende kan behand- les, såfremt klagen ikke adskiller sig væsent- ligt fra en klage vedrørende et privat kunde- forhold”.10 I vurderingen af om et kundeforhold kan karakteriseres som et erhvervskundeforhold, som ikke adskiller sig væsentligt fra et privat- kundeforhold efter § 1, stk. 2, indgår bl.a., om et givent produkt retter sig mod erhvervs- og /eller privatkunder. I et løbende kundeforhold med samme virk- somhed må der i øvrigt kunne foretages en samlet vurdering, således at kunden behandles ens i alle tilfælde – det vil sige som enten omfattet af § 1, stk. 2 eller ej. I denne samlede vurdering kan foruden de ovennævnte faktorer indgå en bedømmelse af, om den erhvervs- drivende fortrinsvis handler i eller uden for sit erhverv. Hvis der hovedsageligt handles in- den for erhverv, taler det for, at kundeforhol- det adskiller sig væsentligt fra et privat kunde- forhold. Der vil således kunne forekomme tilfælde, hvor en erhvervsdrivende vil blive behandlet som omfattet af § 1, stk. 2 af en type finansiel virksomhed, mens en anden type finansiel virksomhed ikke finder, at kundeforholdet falder ind under § 1, stk. 2. Eksempelvis vil et realkreditinstitut, som yder lån til et mindre landbrug, kunne vurdere, at kundeforholdet ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kun- deforhold, mens et forsikringsselskab, der teg- ner forsikring for landbruget, vil anse kunde- forholdet for erhvervsmæssigt og uden for bekendtgørelsens anvendelsesområde.11 Det vil være Finanstilsynet og domstolene, som gennem sin praksis fastlægger bekendtgørel- sens anvendelsesområde.12 For forsikringsselskaber gælder alene §§ 1- 3, § 4, stk. 1-4, § 5, §§ 9-10 og kapitel 9, 10 og 11. Endvidere finder § 4, stk. 3 og 4, ikke anvendelse på livs- og pensionsforsikringer, jf. hertil bekendtgørelsen § 1, stk. 4. Det synes uhensigtsmæssigt, at der er formuleret forskellige regler for henholdsvis forsikrings- selskaber og for de øvrige finansielle virk- somheder. Det vil styrke klarheden af regel- sættet væsentligt, hvis undtagelsen for for- sikringsselskaber ophæves, og der i stedet formuleres ens fælles regler for rådgivning m.v. for alle finansielle virksomheder. Det er i bekendtgørelsen uklart, om der er sub- stansmæssig forskel på kravene til forsik- ringsselskaber og andre finansielle virksom- heder i fx rådgivningssituationen, og det er uklart, hvad der skal begrunde eventuelle forskelle. 335 Regulering af god skik for finansielle virksomheder Når en finansiel virksomhed indgår aftale med andre finansielle virksomheder om af- sætning og rådgivning i forbindelse med virk- somhedens produkter, skal den finansielle virksomhed sikre sig, at der er en klar arbejds- deling mellem virksomheden og medkontra- henten, og at medkontrahenten overholder reglerne i bekendtgørelsen, jf. § 2. Denne bestemmelse regulerer således forholdet mel- lem finansielle virksomheder, der udbyder andre finansielle virksomheders produkter. Således er et penge- eller realkreditinstitut forpligtet til at følge reglerne i kap. 9 i be- kendtgørelsen, når instituttet formidler for- sikringer. Ligeledes skal de finansielle virk- somheder, når de formidler hinandens pro- dukter, have en klar indbyrdes aftale om af- sætning og rådgivning. Bestemmelsen er ikke til hinder for, at det som led i arbejdsdelingen mellem de finansielle virksomheder aftales, at nogle af kravene efter bekendtgørelsen for- sat opfyldes af den finansielle virksomhed, som står bag produktet. Bestemmelsen i § 2 regulerer ikke finansielle virksomheders mu- ligheder for at indgå aftale med ikke-finan- sielle virksomheder om afsætning af og råd- givning omkring den finansielle virksomheds produkter.13 2. Generelle bestemmelser om god skik I bekendtgørelsens kapitel 2 findes de gene- relle bestemmelser om god skik. Efter be- kendtgørelsens § 3, skal en finansiel virksom- hed handle redeligt og loyalt over for sine kunder. Denne bestemmelse er et supplement til § 3 i lov om finansiel virksomhed14 og pålægger bl.a. de finansielle virksomheder at tilrettelægge deres virksomhed således, at kunden gives mulighed for at træffe sit valg på et velinformeret grundlag.15 Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 1 skal en finansiel virksomhed indgå eller bekræfte alle væsentlige aftaler med sine kunder i papirfor- mat eller på andet varigt medium. En aftale skal indeholde en beskrivelse af parternes væsentlige rettigheder og pligter samt af de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen. Er der i forbindelse med aftalens indgåelse ydet rådgivning, skal væsentlige forudsæt- ninger for rådgivningen nedfældes i aftalen eller fremgå af bilag til aftalen i enten papir- format eller på andet varigt medium. Vilkår, der indgår i aftalen, kan fremgå ved en henvis- ning til separate dokumenter, herunder den finansielle virksomheds almindelige forret- ningsbetingelser, jf. § 4, stk. 2. Bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2 stiller således krav om, at væsentlige aftaler, uanset om der er ydet rådgivning eller ej, skal forelig- ge skriftligt. På forsikrings- og realkreditom- rådet anses alle aftaler vedrørende forsikrings- aftalen og realkreditprodukter for væsentlige. Det samme gælder for aftaler om kreditaftaler omfattet af kreditaftaleloven samt aftaler om værdipapirhandel jf. bekendtgørelsens § 20.16 Såfremt væsentlige aftaler indgås mundtligt, skal den finansielle virksomhed efterfølgende bekræfte aftalen skriftligt. Der kan i aftalen henvises til vilkår i almindelige forretnings- betingelser, forsikringsbetingelser, dæknings- oversigter, m.v.17 Bestemmelsen stiller ikke krav om en ud- tømmende opregning af alle aftaleparternes rettigheder og pligter, som følger af dansk ret. Oprettelse af en almindelig indlånskonto uden Dankort eller kredit kræver fx ikke en skriftlig aftale/bekræftelse.18 Hvis aftalen er indgået efter forudgående rådgivning, skal de væsent- lige forudsætninger for aftalen også nedfæl- des skriftligt. Ved ”væsentlige forudsætninger” forstås de særlige forudsætninger for kunden, der i rådgivningen har været så afgørende, at de har været bestemmende for, at aftalen blev indgået eller for aftalens nærmere indhold. § 4, stk. 1 kræver således, at forudsætninger, der ikke normalt vil foreligge hos en almin- delig kunde, der efterspørger det pågælden- 336 Regulering af god skik for finansielle virksomheder de produkt, skal fremgå af aftalen. Jo mere atypisk forudsætninger og jo større betyd- ning for kundens privatøkonomi, desto stør- re behov for skriftlig dokumentation. Hvis fx en 80-årig kunde ønsker at tegne en liv- rente, som normalt ikke tilbydes til personer, der er ældre end 80 år, vil der være tale om særlige forudsætninger, som ikke normalt foreligger. Disse forudsætninger skal derfor nedfældes skriftligt, hvis der indgås en afta- le. Det samme er tilfældet, hvis en person ved tegning af bilforsikring for en helt ny bil ikke ønsker kaskodækning. Ligeledes skal forudsætninger nedfældes skriftligt, hvis fx en kunde ønsker et afdragsfrit lån i et real- kreditinstitut, selvom ejendommen må for- ventes at falde drastisk i værdi, kundens økonomi kun lige kan bære den afdragsfrie ydelse, eller kunden har en forventning om faldende indtægtsgrundlag og/eller stærkt stigende leveomkostninger. Som et yderli- gere eksempel på særlige forudsætninger, som skal nedfældes skriftligt, kan nævnes den situation, hvor en 62-årig kunde med almindelige indkomstforhold har en sæd- vanlig ratepension placeret i obligationer og har besluttet at gå på pension som 64-årig. Kunden beder af særlige/private grunde sit pengeinstitut om en fuldstændig omlægning af opsparingen til aktier. Det er ikke sædvan- ligt at påtage sig den forøgede risiko, som aktieinvesteringer indebærer set i forhold til investering i obligationer, så kort tid før pensioneringstidspunktet, hvilket pengein- stituttet må gøre kunden opmærksom på. Hvis kunden fastholder sit ønske, skal pen- geinstituttet nedfælde kundens særlige for- udsætninger på skrift.19 Efter bekendtgørelsens § 4, stk. 3, skal vilkår om ændringer i løbende kundeforhold af ren- ter, gebyrer, bidrag eller andet vederlag inde- holde en angivelse af de forhold, der kan udløse en ændring, og må ikke give den finan- sielle virksomhed en vilkårlig adgang til at foretage ændringer. I løbende kundeforhold kan ændringer til ugunst for kunden af renter, bidrag eller andet vederlag ikke finde sted uden varsel, medmin- dre ændringen er begrundet i udefrakommen- de forhold, som den finansielle virksomhed ikke har indflydelse på, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 4. Bestemmelserne i § 4 stk. 3 og 4 fastslår således, at en finansiel virksomhed ikke i sine almindelige forretningsvilkår, anvendte stan- dardvilkår eller dokumenter må forbeholde sig en vilkårlig ret til at ændre rente-, gebyr- eller provisionsklausuler.20 Kunden skal så- ledes tydeligt oplyses om, hvilke omstændig- heder eller typer af omstændigheder, der kan udløse ændringer. Dette gælder fx både for pengeinstitutternes indlån og udlån. Opsiger en finansiel virksomhed en aftale indgået med en kunde, skal opsigelsen være sagligt be- grundet og ske i papirformat eller på andet varigt medium, jf. hertil bekendtgørelsens § 4, stk. 5.21 Dette gælder dog ikke for forsikringsselska- ber, jf. modsætningsvis bekendtgørelsens § 1, stk. 4. Det følger således af § 3 b i lov om forsikringsaftaler, at et forsikringsselskabs afslag på at tegne en forsikring som begæret og forsikringsselskabets opsigelse af en forsikringsaftale skal efter anmodning be- grundes. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de relevante retsregler samt en kort redegørelse for, hvorfor forsikringen ikke kan tegnes, eller hvorfor forsikrings- aftalen opsiges. Begrundelsen skal efter an- modning være skriftlig. Det synes her van- skeligt at forstå, hvorfor lovgiver og myn- digheder har valgt at gøre denne forskel mellem de forskellige finansielle virksom- heder, hvorefter pengeinstitutterne og real- kreditinstitutterne af egen drift skal give en saglig begrundelse for opsigelsen af afta- len,22 hvorimod forsikringsselskaberne kun skal begrunde et afslag på tegning/opsigelse efter anmodning fra forbrugeren/forsikrings- tageren.23 337 Regulering af god skik for finansielle virksomheder 3. Rådgivning Reglerne om rådgivning findes i bekendtgø- relsens §§ 5 -7 og er en udmøntning af „kend din kunde-princippet“, som det kendes fra CESRs standarder,24 der gælder for værdipa- pirhandelsområdet. Princippet er her udstrakt til at gælde alle typer finansiel virksomhed, og det forudsætter, at den finansielle virksomhed foretager en undersøgelse af kundens forhold forud for, at der ydes rådgivning, således at rådgivningen kan tage udgangspunkt i kun- dens individuelle forhold. På forsikringsområdet betyder det fx, at der ved rådgivning om fastlæggelse af summen på en indboforsikring skal tages udgangs- punkt i kundens livssituation, idet der kan være stor forskel på dækningsbehovet for en studerende, der lige er flyttet på kollegium og et midaldrende ægtepar. Ved rådgivning om investering i værdipapirer er det ligele- des meget afgørende, at den finansielle virk- somhed kender kundens investeringshori- sont og risikoprofil samt dennes eventuelle ønsker til investeringsstrategi og handels- hyppighed. Realkreditinstitutter skal i sær- lig grad være opmærksom på kundens for- hold, når man yder lån, henset til de risiko- momenter, der er forbundet med de nyere lånetyper, som rentetilpasningslån, nedspa- ringslån og afdragsfrie lån.25 Rådgivning defineres i § 5, stk. 1 som anbefa- linger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og op- lysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. Bestemmelsen i § 5, stk. 1 indeholder såle- des en indledende afgrænsning af, hvad der forstås ved rådgivning. Normalt vil forløbet af en rådgivning mel- lem rådgiver og kunde indeholde følgende elementer: 1. kundens behov afdækkes 2. kunden får tilstrækkelig information om de for kunden relevante produkter og ydel- ser, der kan dække kundens behov, herun- der om priser og øvrige vilkår 3. kunden modtager rådgiverens vejlednin- ger og eventuelle anbefalinger 4. kunden træffer sin beslutning 5. der indgås evt. aftale mellem kunden og den finansielle virksomhed 6. der sørges for fornøden skriftlig doku- mentation af aftalen og eventuelle væsent- lige forudsætninger herfor.26 Efter § 5, stk. 2, skal en finansiel virksomhed yde rådgivning, hvis kunden anmoder herom, jf. dog § 2 og § 21. Endvidere skal virksomhe- den af egen drift yde rådgivning, jf. dog § 5, stk. 4, hvor omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor. Alternativt kan den finansiel- le virksomhed henvise kunden til at søge anden rådgivning. Bestemmelsen i § 5, stk. 2 fastslår således, at rådgivning som beskrevet ovenfor (§ 5, stk. 1) først og fremmest sker efter anmodning fra kunden. Rådgivningen vil typisk finde sted ved samtaler enten ved personligt fremmøde eller via telefon, men rådgivningen kan også foregå skriftligt, her- under via digital kommunikation. Den finan- sielle virksomhed kan som alternativ til selv at rådgive henvise kunden til at søge anden råd- givning. Der er ikke pligt til at rådgive, hvis kunden alene efterspørger en ”ren” ekspedi- tion, jf. dog § 21. Som eksempler på ”rene” ekspeditioner kan nævnes ind- og udbetalinger, pengeover- førsler og valutaveksling. Der skal dog råd- gives, hvis ”omstændighederne tilsiger, at der er behov herfor”. Det kan fx være, når kunden har behov for rådgivning under en ekspedition eller i andre tilfælde, hvor råd- givningsbehovet viser sig ved anden kontakt med den finansielle virksomhed. Såfremt den finansielle virksomhed har påtaget sig en løbende rådgivningsforpligtelse, skal den på eget initiativ løbende vurdere, om der er behov for rådgivning udover i den konkrete rådgivningssituation. 338 Regulering af god skik for finansielle virksomheder Rådgivningen skal tilgodese kundens interes- ser og give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende. Den finansielle virksomhed skal orientere om de risici, der er relevante for kunden, jf. nærmere § 5, stk. 3.27 En finansiel virksomhed kan udbyde pro- dukter med standardiseret information med lille eller ingen tilknyttet individuel rådgiv- ning. I så fald skal den finansielle virksomhed gøre særskilt opmærksom på disse begræns- ninger. Bestemmelsen gælder kun produkter, der ikke har tilknytning til værdipapirhandel, jf. nærmere § 5, stk. 4. Med denne bestemmel- se er muligt at markedsføre produkter og koncepter uden individuel rådgivning. Kun- den skal i så fald gøres opmærksom på den manglende mulighed for rådgivning.28 Før en finansiel virksomhed rådgiver, skal virksomheden anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finansielle ydelser, sit for- mål med at få ydelsen leveret samt om sin risikovillighed, jf. § 6, stk. 1. Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, kan afpasses efter den viden, som kunden besidder og de oplysninger, som den finansielle virksomhed allerede har mod- taget, jf. § 6, stk. 2. Denne bestemmelse sam- menholdt med § 7 indebærer ved rådgivning af eksisterende kunder, som den finansielle virksomhed allerede har oplysninger om, fx ud fra tidligere rådgivningssamtaler, at virk- somheden kan tage udgangspunkt i den viden, som kunden i forvejen har, og de oplysninger om kunden, som virksomheden allerede har. Den finansielle virksomhed skal dog overve- je, om oplysningerne er tidssvarende og til- strækkelige i forhold til det, der rådgives om, og i modsat fald anmode kunden om yderlige- re oplysninger eller om at opdatere tidligere afgivne oplysninger.29 Rådgivning skal tage udgangspunkt i rele- vante oplysninger indhentet i henhold til be- stemmelsen i § 6 og det kendskab, den finan- sielle virksomhed i øvrigt har til kundens forhold, jf. § 7, stk. 1. En finansiel virksomhed skal anmode kunden om at opdatere oplysnin- ger indhentet i henhold til § 6, i det omfang det er nødvendigt for at kunne yde kunden rådgiv- ning i løbende kundeforhold, jf. § 7, stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7 forudsætter således, at den finansielle virksomhed skal sætte sig ind i den enkelte kundes forhold, før der rådgives, og at rådgivningen skal tage udgangspunkt i disse forhold. Fx kan et for- ventet pensionstidspunkt og behov for an- skaffelse af større formuegoder have betyd- ning for kundens låne- og investeringshori- sont og dermed for den rådgivning, der skal gives. Det efterspurgte produkt har betydning for, hvilke oplysninger det er relevant at ind- hente. Rådgivningen kan kun ske på bag- grund af de oplysninger, der i medfør af reg- lerne i lov om finansiel virksomhed §§ 4-1030 kan anvendes hertil.31 En finansiel virksomhed skal give tilstræk- kelig information om egne produkter og ydel- ser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov, jf. nærmere § 8, stk. 1. Bestemmelsen omfatter alene krav om, at finansielle virk- somheder skal informere om egne produkter/ ydelser. Udtrykket ”produkter og ydelser” skal forstås bredt. Det omfatter for det første de produkter/ydelser, hvor den finansielle virk- somhed juridisk set er medkontrahent i for- hold til kunden. For det andet omfatter det de produkter/ydelser, som markedsføres eller formidles af den finansielle virksomhed. Den finansielle virksomhed kan henvise kunden til at søge rådgivning hos producenten af det produkt/den ydelse, der formidles jf. § 2.32 Såfremt der mellem kunderne for en given ydelse er generelle forskelle i fastsættelsen af renter, bidrag eller andet vederlag til den finansielle virksomhed, skal den finansielle virksomhed oplyse en kunde herom, forinden der indgås aftale om levering af ydelsen. På 339 Regulering af god skik for finansielle virksomheder forespørgsel fra kunden skal der oplyses om hvilke forhold hos kunden, der kan være be- stemmende for dennes indplacering inden for den givne prisdifferentiering, jf. nærmere § 8, stk. 2. En finansiel virksomhed skal på grundlag af sit generelle markedskendskab informere kun- den om relevante produkttyper på markedet. Informationen skal dog ikke indeholde oplys- ninger om konkurrerende produkter eller kon- krete priser, se hertil § 8, stk. 3. Denne bestem- melse er relevant, hvis der på markedet findes produkttyper, der ikke svarer til de af den finansielle virksomhed formidlede eller mar- kedsførte produkttyper, og som er relevante for kunden. I de tilfælde skal der alene gives mere overordnet information om de relevante produkttyper.33 Har den finansielle virksomhed eller dens medarbejder/rådgiver i rådgivningssituatio- nen en særlig interesse i rådgivningens resul- tat udover den almindelige indtjening, skal virksomheden inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse, jf. § 9, stk. 1.34 Denne bestemmelse angår ikke interessen i ”almindelige indtje- ning” som fx gebyr-, præmie- og renteindtæg- ter, men angår alene afsætning, som indebæ- rer særlige fordele for den finansielle virk- somhed. Det gælder fx ved et pengeinstituts udbud af ansvarlig kapital udstedt af pengein- stituttet selv. Modtager den finansielle virksomhed pro- vision eller andet vederlag som følge af for- midlingen af produkter eller ydelser, skal kun- den gøres opmærksom herpå. Det samme gælder, hvis den ekspederende medarbejder/ rådgiver modtager provision eller andet ve- derlag, og der er en direkte sammenhæng mellem konkrete salg af ydelser eller produk- ter og vedkommendes aflønning, jf. nærmere § 9, stk. 2. Kravet til information om interes- sen i provision eller andet vederlag ved for- midling af produkter/ydelser kan opfyldes i produktinformationsmateriale, ved specifik henvisning til relevante afsnit i almindelige forretningsbetingelser, i årlige oversigter som fx udsendes i forbindelse med årsopgørelsen, ved mundtlig oplysning eller lignende. Be- stemmelsen forpligter ikke den finansielle virksomhed til at oplyse størrelsen af en even- tuel provision.35 En finansiel virksomhed skal ydermere som led i sin rådgivning inddrage konsekvenser af de skatteregler, som er relevante for kunden i forhold til de produkter og ydelser, som råd- givningen omfatter, eller henvise kunden til at søge anden rådgivning herom, jf. hertil § 10, stk. 1. Såfremt en finansiel virksomhed rådgi- ver om forhold, som kan være af væsentlig økonomisk betydning for kundens mulighe- der for at modtage offentlige tilskud eller andre økonomiske fordele, og den finansielle virksomhed bliver opmærksom herpå, skal dette medtages i rådgivningen, eller kunden skal henvises til at søge anden rådgivning, jf. § 10, stk. 2.36 En finansiel virksomhed skal endvidere oplyse en kunde om de sikkerhedsforanstalt- ninger, der bør iagttages ved et givent produkt eller ydelse, herunder hvilke sikkerhedsmæs- sige krav kunden skal efterleve, og hvilket ansvar kunden kan ifalde ved tredjemands misbrug, jf. § 11. Bestemmelsen her omfatter således ”sikkerhedsforanstaltninger” ved de enkelte produkter/ydelser. Der er til forskel for begrebet ”risici forbundet med en disposi- tion” i bekendtgørelsens § 5, stk. 1 tale om mere praktiske forhold som fx muligheden for at forsyne en bankbog med ”mærke”, således at der alene kan hæves penge på bankbogen af tredjemand ved samtidig oplysning af mærket eller oplysning om, at PIN-koden til et Dan- kort ikke bør opbevares sammen med Dan- kortet og i øvrigt bør gemmes på en ”husker”, således at PIN-koden ikke fremtræder umid- delbart for uvedkommende. Endvidere kan nævnes sikkerhedsforanstaltninger ved kon- trolkoder, som giver adgang til oplysninger om og ændring af realkreditlån. Ligeledes 340 Regulering af god skik for finansielle virksomheder skal der gøres opmærksom på kortholderreg- lerne, herunder de hæftelsesregler, der gælder for tredjemands misbrug af betalingskort efter betalingsmiddelloven.37 4. Særlige regler for pengeinstitutter Efter § 12, kan et pengeinstitut ikke uden en individuel og saglig begrundelse nægte at oprette en almindelig indlånskonto. Begrun- delsen skal på anmodning gives i papirformat eller på andet varigt medium. Bestemmelsen indeholder således et offentligretligt krav til pengeinstitutterne om at oprette en almindelig indlånskonto, medmindre der er en individuel saglig begrundelse for at nægte det, men den giver ikke en egentlig civilretlig kontrahe- ringspligt. Indholdet af kriteriet „saglig be- grundelse“ skal forstås i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området.38 Retten til en almindelig indlånskonto gæl- der alene for privatkunder, idet de som løn- modtagere eller modtagere af offentlige ydel- ser har behov for en konto for at kunne mod- tage løn og andre ydelser. Der er ikke pligt til at knytte kreditfaciliteter eller andre ydelser til indlånskontoen. Pengeinstituttet kan dog afvise at oprette eller videreføre en indlåns- konto, hvis det er sagligt begrundet.39 5. Særlige regler for pengeinstitut- ter og værdipapirhandlere Såfremt et pengeinstitut eller en værdipapir- handler anbefaler eller medvirker til særligt risikofyldte investeringer, skal der i samarbej- de med kunden foretages en omhyggelig vur- dering af kundens muligheder for at bære et eventuelt tab, jf. hertil § 13. Denne bestem- melse omhandler navnlig kundens risiko for at komme i økonomiske vanskeligheder. Ved ”særligt risikofyldte investeringer” forstås eksempelvis investeringer, hvor der er risiko for tab af en stor del af de investerede midler eventuelt kombineret med risiko for tab her- udover, som det er tilfældet ved gearede inve- steringer.40 Forespørger en kunde på eget initiativ et pengeinstitut eller en værdipapir- handler om en investering eller finansiering af en investering, hvis konsekvenser overstiger kundens økonomiske formåen, skal pengein- stituttet eller værdipapirhandleren fraråde en sådan disposition, se § 13, stk. 2. Bestemmel- sen her hindrer ikke kunder i at løbe risici fx ved investeringer i værdipapirer eller låneop- tagelser, men pengeinstituttet/værdipapirhand- leren har som den professionelle part pligt til at gøre kunden opmærksom på relevante risi- ci. For så vidt gælder værdipapirhandlere skal bestemmelsen ses som en særlig bestemmelse vedrørende risikooplysninger og som et sup- plement til § 21. Endvidere er bestemmelsen ikke til hinder for, at iværksættere foretager risikofyldt investering i egen virksomhed.41 6. Særlige regler for realkreditinstitutter Ved modtagelsen af en låneansøgning skal realkreditinstituttet oplyse, hvor lang tid der må påregnes at gå, før et eventuelt lånetilbud foreligger, hvis låneansøgningen ikke forven- tes at kunne behandles inden 14 dage. Når et realkreditinstitut afgiver et lånetilbud, skal det oplyse om egenskaberne ved forskellige lånetyper, om principperne for kursfastsættel- se samt om muligheden for at aftale kurssik- ring, jf. hertil § 14, stk. 1. Oplysninger om egenskaberne ved forskellige lånetyper og muligheden for at aftale kurssikring kan gives til kunden i forbindelse med rådgivningen, jf. ovenfor § 13, se nærmere § 14, stk. 2 Realkre- ditinstituttet kan endvidere oplyse om prin- cipperne for kursfastsættelse ved henvisnin- ger til forretningsbetingelser eller lignende, jf. § 14, stk. 3. I henhold til vejledningen til § 14 skal kunden således have forudsætninger for at kunne vurdere og vælge det mest fordel- 341 Regulering af god skik for finansielle virksomheder agtige realkreditprodukt. Kunden skal ud over oplysninger om den tilbudte lånetype i hoved- træk orienteres om andre relevante lånetyper og deres karakteristika for at have disse forud- sætninger. Oplysningerne kan angives dels i lånetilbudet, dels ved rådgivningssamtalen og i kombination med eventuel udlevering af brochurer med oplysninger om de forskellige relevante låntyper. Der skal på samme måde oplyses om muligheden for at aftale kurssik- ring. Reglen er ikke til hinder for, at der indgås en kurssikringsaftale, forinden lånetilbuddet er fremkommet til kunden. For de særlige låntyper, hvor ydelsen ikke er fast i hele lånets løbetid, eller hvor der er mulighed for perio- der med afdragsfrihed, skal rådgivningen sær- ligt gøre opmærksom på, at den fremtidige rentebetaling ikke er kendt i hele låneperio- den, og at omkostningerne til tilbagebetaling af lånet kan stige, ligesom betydningen af, at lånet ikke er færdigamortiseret ved udløb, skal fremhæves for kunden. I forbindelse med afgivelse af lånetilbud skal der i øvrigt gives de væsentligste oplysninger om realkredit- produktet, herunder om lånets størrelse, låne- vilkår, omkostninger forbundet med långiv- ningen, lånesagsomkostninger samt løbende opkrævning af bidrag mv., og om der i disse omkostninger er indregnet omkostninger til andre, som fx tinglysningsafgifter og gebyrer til pengeinstitutter. Er der herudover knyttet særlige betingelser til lånetilbudet, skal dette ligeledes oplyses. Efter bekendtgørelsens § 15, skal realkre- ditinstituttet afgive eller bekræfte et indfriel- sestilbud i papirformat eller på andet varigt medium. Indfrielsestilbuddet skal indeholde en beregning over indfrielsesbeløbets størrel- se inklusiv samtlige omkostninger, oplysnin- ger om indfrielsesvilkår og -metode, herunder beregningsmetoder for differencerente, samt evt. opsigelsesfrister, jf. § 15, stk. 1.42 Til- buddet skal være ledsaget af en forklarende oversigt over de indfrielsesmetoder, som real- kreditinstitutterne tilbyder, samt om konse- kvenserne af deres benyttelse, jf. § 15, stk. 2. Realkreditinstituttet skal, når det afgiver tilbud om låneomlægning, give de oplysnin- ger, som er fastsat ovenfor i §§ 14-15, se § 16. Instituttet skal så vidt muligt oplyse om samt- lige omkostninger. Tager lånetilbudet ikke højde for samtlige omkostninger, skal insti- tuttet gøre kunden udtrykkeligt opmærksom herpå. Fristen for opsigelse af lån, der skal indfries i instituttet, skal angives, jf. nærmere § 16, stk. 2 og 3. Det følger således af § 16, at kunden ved låneomlægninger skal have et beslutningsgrundlag vedrørende såvel låne- optagelsen (det ny tilbud) som indfrielsen af et eksisterende lån. Ved en låneomlægning, hvor kunden ikke har taget stilling til, hvorle- des indfrielsen af det eksisterende lån skal foregå, er det særlig relevant i tilbudet eller på anden måde at redegøre for de oplysninger, der fremgår af bekendtgørelsens §§ 14-15. Realkreditinstituttet kan have fuldmagt fra kunden til at foretage den på dispositionstids- punktet mest hensigtsmæssige indfrielse. Det er derfor ikke nødvendigvis den indfrielses- metode, som er foreslået i tilbudet om låne- omlægning, der vil blive benyttet. Hvis real- kreditinstituttet tilbyder låneomlægning via Internettet, skal kunden også have adgang til de oplysninger, der fremgår af §§ 14 og 15.43 7. Særlige regler om brug af kautio- nister og oplysningsforpligtelser for penge- og realkreditinstitutter Et institut må ikke medvirke til ydelse af lån mod kaution, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kautionistens økonomi, jf. her- til § 17, stk. 1. Inden der indgås aftale om en kautionsforpligtelse, skal instituttet sikre sig, at kautionisten er informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, jf. § 17, stk. 2. Kautionisten skal én gang om året modtage oplysninger fra instituttet om stør- relsen af det låneengagement, for hvilket kau- tionsforpligtelsen består, jf. § 17, stk. 3. 44 342 Regulering af god skik for finansielle virksomheder Hvorvidt der er tale om et misforhold inden- for realkreditområdet, må bero på en konkret vurdering baseret på oplysninger om kautio- nistens økonomiske situation og kautionsfor- pligtelsens størrelse. Der må ved denne vur- dering sondres mellem kautionister, der bebo- er den pågældende ejendom sammen med debitor (idet sådanne kautionisters indtægter normalt indgår i husstandens budget og der- med er medtaget i vurderingen af debitors mulighed for at betale de løbende ydelser på lånet) og andre kautionister, som normalt ikke har løbende økonomisk fællesskab med debi- tor, og hvis økonomi derfor må vurderes uaf- hængigt af debitors økonomi. Når kaution anvendes, skal instituttet sikre sig, at kautioni- sten er informeret om indholdet og konse- kvenserne af kautionsforpligtelsen, herunder at kautionisten har et fyldestgørende grundlag for at træffe sin beslutning om at påtage sig den pågældende kautionsforpligtelse. Det skal i forbindelse hermed konkretiseres, hvad kau- tion indebærer, og hvilke forhold der udløser kautionistens forpligtelse, herunder at debi- tors manglende betaling er tilstrækkelig til, at kravet kan rettes mod kautionisten, når der er tale om selvskyldnerkaution. Informationen kan gives til kautionisten i form af en særlig, skriftlig vejledning om kaution.45 Kautioni- sten skal én gang om året modtage oplysnin- ger fra instituttet om størrelsen af det låneen- gagement, for hvilket kautionsforpligtelsen består. For pengeinstitutter gælder bestem- melsen i bank- og sparekasseloven § 41a stk. 7.46 Bestemmelsen skal sikre, at kautionisten har mulighed for at følge med i udviklingen af den fordring, som der er kautioneret for. Her- ved kan kautionisten være bedre forberedt i tilfælde af, at kautionen bliver gjort effektiv. Idet der alene er tale om en orientering om låneengagementets størrelse, forudsætter be- stemmelsen ikke, at opgørelsen udregnes præ- cist pr. datoen for orienteringens fremsendel- se. Såfremt et institut overtræder bestemmel- sen og yder lån mod kaution i tilfælde, hvor kautionsforpligtelsen står i misforhold til kau- tionistens økonomi eller undlader at informe- re kautionisten om indholdet og konsekven- serne af kautionsforpligtelsen, vil det kunne udløse et påbud fra Finanstilsynet.47 Senest 1 år efter afholdelsen af en tvangs- auktion over en ejendom, skal et institut, der har et udækket pantebrev48 på tvangsauktio- nen, skriftligt oplyse kunden om, hvorvidt instituttet vil gøre kravet gældende mod kun- den og i givet fald fremsende en opgørelse over kravets størrelse, jf. § 18, stk. 1. Fristen på 1 år løber fra tidspunktet for salg på endelig tvangsauktion. Begæres der på tvangsauktio- nen ny tvangsauktion, løber fristen først fra tidspunktet for afslutning af den ny tvangs- auktion. Det samme gælder, hvis der skal afholdes misligholdelsesauktion. Påmindelse om kravet skal sendes til skyldneren hvert andet år, jf. nærmere § 18, stk. 2. Der må således ikke være mere end 24 måneder mel- lem hver påmindelse. Det er ikke en betingel- se, at der ved påmindelsen samtidig sker be- regning af eventuelt påløbne renter. Det skal tydeligt fremgå, såfremt kravet i den frem- sendte påmindelse er opgjort, uden at der er fortaget en renteberegning. Det er ikke fornø- dent at sende en påmindelse, såfremt kreditgi- veren årligt foretager indberetning af det skyl- dige beløb til skattemyndighederne i henhold til skattekontrolloven, og oplysning om det indberettede sendes til skyldneren. Selvom et institut undlader at meddele, at det fastholder sit ufyldestgjorte krav eller ikke sender en påmindelse, vil det ikke i sig selv føre til, at instituttet er afskåret fra at gøre kravet gæl- dende. Spørgsmålet om forældelse af kravet afgøres således efter dansk rets almindelige regler om ophør af fordringer m.v.49 8. Særlige regler for værdipapirhandlere En værdipapirhandler skal udføre værdipa- pirhandel for sine kunder i deres bedste inte- 343 Regulering af god skik for finansielle virksomheder resse og under hensyn til markedets integritet, jf. § 19, stk. 1. En værdipapirhandler skal bestræbe sig på, at der ikke opstår interesse- konflikter og sørge for, hvis disse ikke kan undgås, at kunderne behandles korrekt, at interessekonflikter varetages på en redelig måde, og at kunderne oplyses om interesse- konflikterne, jf. § 19, stk. 2. Ved etablering af et kundeforhold omfattende handel med vær- dipapirer skal der indgås en aftale, jf. § 4, der i det omfang det er relevant, indeholder føl- gende oplysninger i følge bekendtgørelsens § 20, stk. 1: 50 1. Kundens navn, adresse, CVR- eller CPR- nummer, samt hvem der eventuelt kan disponere på kundens vegne. 2. Selskabets eller filialens navn, adresse, hjemsted og juridiske form. 3. Om selskabet indgår i en koncern og i givet fald hvilken. 4. Navnet på den myndighed, der fører tilsyn med den finansielle virksomhed. 5. De finansielle ydelser samt værdipapirer omfattet af § 2 i lov om værdipapirhandel m.v. som aftalen med kunden omfatter. 6. De investorgarantiordninger som de rele- vante værdipapirer og kontante indeståen- der er dækket af, dækningens omfang, beregning af det dækkede beløb, og hvor- ledes en kunde skal forholde sig, hvis der skal ske udbetaling fra investorgaranti- ordningen, samt, hvor det er relevant, op- lysninger om andre garantiordninger i clea- ringhuse, herunder Værdipapircentralen A/S. 7. Bestemmelser om opbevaring af kunder- nes værdipapirer og kontante midler, her- under om kundernes værdipapirer opbe- vares i samledepot. 8. Hvor ofte den finansielle virksomhed rap- porterer til kunden i form af kontoudskrif- ter, notaer og lignende samt indholdet af denne rapportering. 9. Aftalens løbetid, opsigelsesvarsel samt adgang til ændringer af aftalen. 10. Konsekvenser i tilfælde af kundens mis- ligholdelse af aftalen. 11. Værdipapirhandlerens beregningsmetode for omkostninger, herunder hvorvidt der anvendes tillæg henholdsvis fradrag for handelskursen. Aftaler om porteføljepleje skal indeholde op- lysninger om kundens målsætninger og risi- koprofil, inden for hvilke rammer værdipapir- handleren kan disponere, værdiansættelses- principper for de værdipapirer, der indgår i porteføljen, samt eventuel anvendelse af ben- chmark, jf. § 20, stk. 2. En værdipapirhandler skal også indhente oplysninger om kundens finansielle situation, erfaring med de relevante finansielle ydelser, formål med at få ydelsen leveret samt risiko- villighed og på grundlag heraf rådgive kun- den om, hvorvidt de konkrete finansielle ydel- ser er egnede for kunden. Omfanget og karak- teren af de oplysninger, der indhentes, og den rådgivning, der gives, skal afpasses efter de konkrete ydelser og de oplysninger, som kun- den allerede har modtaget, jf. nærmere § 21, stk. 1.51 Har en kunde et løbende kundefor- hold med værdipapirhandleren, herunder om adgang til at handle ved hjælp af elektronisk kommunikation, kan værdipapirhandleren og kunden aftale, i hvilket omfang værdipapir- handleren kan tilbyde kunden finansielle ydel- ser uden samtidig løbende rådgivning, jf. § 21, stk. 2. Bestemmelsen giver således mulig- hed for, at en værdipapirhandler kan indgå en aftale med en kunde om, at værdipapirhandle- ren ikke løbende skal foretage en vurdering af, om de finansielle ydelser, kunden efterspør- ger, er egnede for kunden. Værdipapirhandle- ren kan i stedet foretage en generel vurdering af, hvilke typer af finansielle produkter der vil være egnede for kunden. Kunden kan herefter løbende foretage transaktioner med de pågæl- dende ydelser uden en løbende rådgivning fra 344 Regulering af god skik for finansielle virksomheder værdipapirhandleren. En sådan aftale kan ind- gå i aftalegrundlaget omfattet af § 20 og kan blandt andet anvendes i forbindelse med afta- ler, hvor kunden har adgang til at foretage handler elektronisk (E-handel/nethandel).52 Såfremt kunden anmoder værdipapirhandle- ren om at levere ydelser, der ikke er omfattet af aftalen i henhold til § 21, stk. 2, skal kunden oplyses om, at den pågældende ydelse falder uden for aftalen. Ydelsen kan kun leveres, hvis kunden herefter over for værdipapir- handleren har bekræftet, at ydelsen ønskes leveret, jf. nærmere § 21, stk. 3. Hvis en værdipapirhandler ikke kan eller ikke ønsker at levere en finansiel ydelse, skal værdipapirhandleren straks give kunden med- delelse herom, jf. her § 22. Denne bestemmel- se finder bl.a. anvendelse i det tilfælde, hvor en ordre ikke skønnes at kunne gennemføres inden for de sædvanlige tidsmæssige rammer, eksempelvis fordi aktierne er illikvide.53 En værdipapirhandler skal, hvis ikke andet er aftalt med kunden, mindst én gang om året fremsende en engagementsoversigt til kun- den. Oversigten skal indeholde oplysninger om værdipapirbeholdninger, indeståender og værdipapirudlån, jf. § 23. 9. Særlige regler for forsikringsselskaber 9.1. Inden forsikringstegningen Inden en forsikring tegnes, skal et forsikrings- selskab oplyse kunden om mulighederne for at få rådgivning om de forsikringsprodukter, en kunde ønsker at indgå aftale om, jf. nærme- re § 24. Det er således op til det enkelte forsikringsselskab at vælge, i hvilket omfang man vil tilbyde rådgivning. Det påhviler såle- des forsikringsselskabet at klargøre, i hvilket omfang forsikringsselskabet tilbyder rådgiv- ning til kunderne.54 Senest i forbindelse med en skadesforsik- ringsaftales indgåelse skal forsikringsselska- bet oplyse om væsentlige elementer i den valgte forsikrings dækningsomfang, om kun- dens mulighed for til- og/eller fravalg samt om andre væsentlige oplysninger i den pågæl- dende forsikring, jf. § 25. Ved tegning af en skadesforsikring skal forsikringsselskabet så- ledes af egen drift stille visse oplysninger til rådighed for kunden. Ved afgrænsningen af hvilke oplysninger der skal gives, er det afgø- rende, at omfanget af hensyn til overskuelig- heden begrænses til de centrale dækningsele- menter.55 Indgås aftalen telefonisk eller på anden måde, hvor kunden ikke umiddelbart kan få dækningsomfanget oplyst på en over- skuelig måde, skal kunden straks efter afta- lens indgåelse i papirformat eller på andet varigt medium have disse oplysninger, jf. § 25, stk. 2.56 Et forsikringsselskab skal oplyse kunden om risikoen for dobbeltforsikring på skadesforsikringsområdet, jf. nærmere § 25, stk. 3. Denne bestemmelse gælder alene på skadesforsikringsområdet, idet berigelsesfor- budet i forsikringsaftaleloven fører til, at kun- den kun får erstatningsbeløbet én gang, selv- om to forsikringer dækker samme interesse på skadesforsikringsområdet, og der indtræffer en skade.57 Der skal oplyses om risiko for dobbeltforsikring i de tilfælde, hvor der erfa- ringsmæssigt er risiko for væsentligt overlap i forhold til andre forsikringer.58 Accepterer et forsikringsselskab ikke straks en forsikringsbegæring, skal kunden oplyses om sin retsstilling i perioden frem til det tidspunkt, hvor forsikringsselskabet giver meddelelse om og på hvilke vilkår, forsikrin- gen i givet fald kan antages, jf. hertil § 26. Når en kunde tegner en forsikring, kan der være aftalt en bestemt dato, hvor forsikringstiden starter. Ligger ikrafttrædelsesdatoen efter det tidspunkt, hvor aftalen endeligt er indgået, træder forsikringen uden videre i kraft denne dato. Det er imidlertid ikke ualmindeligt, at en forsikringsaftale efter sit indhold træder i kraft, inden aftalen er indgået. Fx indtegnes en hus- forsikring normalt med svampedækning med forbehold for forsikringsselskabets besigti- 345 Regulering af god skik for finansielle virksomheder gelse af ejendommen. I sådanne tilfælde er det afgørende, at kunden oplyses om den usikker- hed, der er med hensyn til dækningen, indtil det tidspunkt, hvor aftalen er endeligt på plads. På livs- og pensionsforsikringsområdet vil udgangspunktet være, at forsikringen dækker fra det tidspunkt, forsikringsselskabet har an- taget forsikringen uden forbehold. Et senere tidspunkt kan aftales. Et forsikringsselskab skal ved tegning af en forsikring anmode kunden om at give de op- lysninger, der er nødvendige for tegning af forsikringen, jf. § 27, stk. 1. Inden afgivelse af helbredsoplysninger ved tegning af person- forsikring skal et forsikringsselskab udlevere en kundevejledning til kunden om afgivelse af helbredsoplysninger,59 jf. § 27, stk. 2. Afgives helbredsoplysninger telefonisk eller på anden måde, hvor kunden ikke umiddel- bart kan få kundevejledningen udleveret, skal vejledningen fremsendes til kunden i papir- format eller på andet varigt medium, jf. § 27, stk. 3. Det påhviler således som udgangs- punkt forsikringsselskabet ved udformningen af de spørgsmål, som stilles, at sikre sig, at kunden får afgivet de oplysninger, som er nødvendige for forsikringsselskabets vurde- ring af, om forsikringen kan antages og på hvilke vilkår.60 Ved kundens skift af forsikringsselskab skal det modtagende forsikringsselskab oplyse kunden om alle væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til den tidligere forsik- ring samt på forespørgsel rådgive kunden om konkrete dækninger, se hertil § 28, stk. 1. Ved skift af forsikringsselskab kan begrænsninger i dækningen opstå dels som følge af, at det overtagende forsikringsselskabs forsikrings- betingelser afviger fra det afgivende forsik- ringsselskabs, dels fordi kundens risikooplys- ninger giver begrænsninger i dækningen. I begge tilfælde er det vigtigt, at kunden inden selskabsskiftet bliver gjort opmærksom på sådanne begrænsninger. Det er kun væsentli- ge begrænsninger, der skal oplyses om. For- sikringsselskabets pligt til på eget initiativ at give oplysning må tage udgangspunkt i, hvad kunder normalt opfatter som væsentlige dæk- ningselementer.61 Som eksempler på afgræns- ningen af oplysningspligten kan nævnes, at et overtagende forsikringselskab, som ikke vil overtage svampedækningen i et hus, skal op- lyse kunden derom. Overtager et forsikrings- selskab en kombineret bilforsikring, bør det oplyses, hvis der alene tegnes ansvarsforsik- ring. Der kan endvidere være tale om, at der ved overflytning af en persons samlede for- sikringsportefølje til et nyt forsikringsselskab opstår problemer med at videreføre en per- sonforsikring på uændrede vilkår, fordi der er indtrådt ændringer i personens helbredsfor- hold efter tegningen af den første forsikring. Efter Ankenævnet for Forsikrings praksis gælder der allerede i dag en forpligtelse for det modtagende forsikringsselskab til, inden det opsiger forsikringen i det gamle selskab, at sikre sig, at der er fuld klarhed over, på hvilke vilkår forsikringerne kan antages i det modta- gende selskab. Der kan ikke stilles krav om, at det overtagende forsikringsselskab er i besid- delse af det afgivende selskabs forsikringsbe- tingelser, eller at det overtagende forsikrings- selskab skal foretage en egentlig produktsam- menligning.62 Inden flytning af en personforsikring skal det modtagende forsikringsselskab sikre sig, at kunden er oplyst om, på hvilke vilkår for- sikringen kan antages i det modtagende for- sikringsselskab, jf. § 28, stk. 2. Denne be- stemmelse vedrører alene ulykkes-, livs- og pensionsforsikring. Flyttes en ulykkes-, livs- og/eller pensionsforsikring, vil rådgivning- ens omfang og karakter afhænge af den kon- krete situation. Kunden skal fx, når det drejer sig om at flytte en livs- og pensionsforsikring, gøres opmærksom på, at kundens dækning, grundlagsrente, eventuelle navngivne begun- stigelser mm. ophører i det afgivende forsik- ringsselskab. Endvidere vil en flytning kunne kræve, at kunden skal afgive nye helbredsop- 346 Regulering af god skik for finansielle virksomheder lysninger. Forsikringsselskabet skal således gøre kunden opmærksom på, at en forværring af helbred kan have negative konsekvenser for kundens muligheder for at få de samme eller bedre dækninger hos den nye udbyder. Desuden skal kunden gøres bekendt med, at der typisk er omkostninger forbundet med at flytte en pensionsopsparing. Det modtagende forsikringsselskab skal oplyse, hvilke om- kostninger det vil kræve.63 9.2. Forsikringsaftalen Kundens til- og/eller fravalg i den valgte for- sikring skal fremgå af policen/dækningsover- sigten på skadesforsikringsområdet. Hvor kunden træffer et valg i forbindelse med teg- ning af forsikring, og hvor dette får præmie og/eller dækningsmæssige konsekvenser, skal valget tydeligt fremgå, jf. § 29. Denne be- stemmelse skal ses i sammenhæng med plig- ten til efter § 4 at nedfælde væsentlige forud- sætninger for rådgivningen i aftalen samt be- stemmelsen i § 25 om, at der skal informeres om vigtige dækningselementer. Formålet med reglerne er således at give kunden mulighed for at få overblik over de væsentlige dæknin- ger, herunder til- og fravalg.64 Et forsikringsselskab skal i forbindelse med udlevering af de almindelige forsikringsbe- tingelser give kunden oplysning om, hvor kunden kan få yderligere oplysning til belys- ning af rækkevidden af dækning på den tegne- de forsikring, jf. § 30.65 Ved tegning af en skadesforsikring skal forsikringsselskabet i papirformat eller på andet varigt medium informere om eventuelle væsentlige begrænsninger i forhold til det, som en kunde med rimelighed kan forvente, vil være dækket under den pågældende for- sikring, jf. § 31.66 Hensigten med § 31 er således at sikre, at kunden, der køber et på afgørende punkter afvigende produkt, er be- kendt med afvigelserne og træffer et bevidst valg.67 Bestemmelsen finder alene anvendel- se på områder, hvor der er en markedskonfor- mitet, og hvor der kan være skabt en berettiget forventning hos kunden om et givent dæk- ningsomfang. Det er endvidere kun væsentli- ge huller i dækningen, der skulle oplyses om.68 Informationspligten vil således påhvi- le forsikringsselskaber, der udbyder produk- ter, hvor væsentlige dækningselementer, som generelt må antages at være af betydning for kunden, er undtaget i forhold til, hvad der er gængs på markedet. Undtagelserne bør frem- gå af selve policeteksten og ikke kun af forsik- ringsbetingelserne.69 9.3. Forsikringstiden Et forsikringsselskab skal årligt oplyse for- sikringstageren om de skadesforsikringer, som forsikringstageren har hos forsikringsselska- bet. Selskabet skal i oversigten på tydelig måde gøre opmærksom på, at der kan være behov for ændringer. Alternativt kan forsik- ringstageren vælge at få elektronisk adgang til oplysningerne, jf. § 32. Bestemmelsen, som alene gælder for skadesforsikringer, har såle- des til formål at sikre, at forsikringstageren løbende får mulighed for at danne sig et over- blik over sine forsikringer med henblik på at kunne overveje, om der er behov for tilpasnin- ger. Oplysningen om det eventuelle behov for ændringer af forsikringen kan alene gives ud fra en generel betragtning, mens en mere individuel vurdering fordrer, at der er kontakt mellem forsikringsselskabet og forsikringsta- geren.70 Anmeldes en skade i papirformat eller på andet varigt medium, skal forsikringsselska- bet, hvis der gives helt eller delvis afslag på forsikringsdækning, meddele dette i papirfor- mat eller på andet varigt medium, medmindre det klart fremgår af omstændighederne, at afslag kan meddeles på anden måde, jf. § 33, stk. 1. Anmeldes en skade på anden måde, har anmelderen efter anmodning krav på afslag i papirformat eller på andet varigt medium. Forsikringstageren skal informeres om denne adgang, se § 33, stk. 2. Når der er indtruffet en 347 Regulering af god skik for finansielle virksomheder skade, er det som udgangspunkt forsikrings- tageren, der vælger, på hvilken måde ved- kommende anmelder skaden. Det kan dog i forsikringsaftalen være aftalt, at anmeldelse skal ske i papirformat eller på andet varigt medium. Har forsikringstageren valgt at an- melde en skade i papirformat eller på andet varigt medium, vil det som udgangspunkt være naturligt, at det er denne kommunika- tionsform, som anvendes. Der kan dog være tilfælde, hvor forsikringstageren har tilkende- givet, at anden kommunikation kan anvendes. Det er meget almindeligt, at kunderne ringer til deres forsikringsselskab i tilfælde, når de er i tvivl om dækningen på deres forsikring. Det er således ikke enhver telefonisk forespørgsel om dækningsomfang, der har karakter af en anmeldelse. I et meget stort antal sager – ikke mindst forholdsvis mindre skader på skades- forsikringsområdet – afsluttes skadebehand- lingen telefonisk. Enten ved at der udbetales en erstatning, eller ved at dækningen afvises. Hvor dette ikke sker i fuld enighed med for- sikringstageren, skal forsikringstageren have mulighed for at få afslaget meddelt i papirfor- mat eller på andet varigt medium med henblik på at kunne overveje sine klagemuligheder.71 Noter 1 Som indsat ved lov nr. 428 af 6. juni 2002. 2 Jf. bekendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 som er blevet udstedt med hjemmel i § 3, stk. 2 og § 77, stk. 2 i lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 660 af 7. august 2002 om finansiel virksomhed, se herefter lov nr. 453 af 10. juni 2003 om lov om finansiel virksomhed, jf. § 43 Finansielle virksomheder og finansielle holdingvirksomheder skal drives i overensstem- melse med redelig forretningsskik og god prak- sis inden for virksomhedsområdet. Stk. 2. Øko- nomi- og erhvervsministeren fastsætter nærme- re regler om redelig forretningsskik og god praksis for de finansielle virksomheder. Denne lov træder i kraft den 1. januar 2004. Se vejled- ning nr. 9461 af 26. juni 2003. 3 Bekendtgørelsens § 17, stk. 3, og §§ 20-21 træder dog først i kraft 1. april 2004, jf. § 36, stk. 2. Man har af uforklarlige årsager valgt ikke at lade de i bekendtgørelsen relevante regler gælde for eksisterende finansielle aftaler. 4 Jf. også Forbrugerredegørelsen 2002-2003, s. 77 ff. 5 Jf. aftalelovens § 38 c og § 36. 6 Se Forbrugerredegørelsen 2002-2003, s. 111. 7 Investeringsforeninger er desværre ikke omfat- tet af nærværende bekendtgørelse. Derfor er der behov for hurtigst muligt at få udarbejdet en bekendtgørelse, der sikrer forbrugerne en tilsva- rende beskyttelse i relation til investeringsfor- eninger. 8 Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 3. finder §§ 3, 5- 7 samt § 19 anvendelse på alle erhvervsmæssige kundeforhold. 9 § 4, stk. 3 og 4, § 8, stk. 2, og § 12 gælder dog kun for private kundeforhold, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 2. 10 Ved vurderingen af, om et erhvervskundefor- hold falder ind under § 1, stk. 2, kan de respek- tive finansielle ankenævns praksis derfor tillæg- ges betydning. 11 Efter § 1, stk. 5 finder bekendtgørelsen (forelø- big) ikke anvendelse på: 1) Forsikrings- og pensionsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold. 2) Kollektive forsikrings- ordninger, der er etableret som led i et organisa- tionsforhold. 12 Se vejledningen, som findes tilgængelig på Fi- nanstilsynets hjemmeside: www.ftnet.dk 13 Ibid. 14 Jf. § 43 fra 1. januar 2004. 15 Se vejledningen, s. 4. 16 Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 6 finder bestem- melserne i §§ 20-23 ikke anvendelse på realkre- ditinstitutters værdipapirhandel med realkredit- obligationer, når værdipapirhandelen sker i til- knytning til og som forudsætning for udførelse af kunders realkreditforretninger. 17 I det omfang der opkræves præmie til Garanti- fonden for Skadesforsikringsselskaber, skal be- løbet fremgå af opkrævningen. 18 Jf. dog kreditaftalelovens § 8 m.v. 348 Regulering af god skik for finansielle virksomheder 19 Se vejledningen, s. 5. 20 Se også fra retspraksis U.1999.633SH om ban- kers forbehold om arbitrære ændringer af vilkår som værende i strid med god markedsførings- skik og anderledes U.1998.204H, hvor en banks valideringsregler ikke fandtes i strid med god markedsføringsskik. 21 Der er således tale om et offentligretligt krav til de finansielle virksomheder. Manglende over- holdelse vil kunne udløse et påbud fra Finanstil- synet og efterfølgende bødestraf, såfremt påbu- det ikke efterkommes. Der er der imod ikke tale om en civilretlig regulering, hvor manglende overholdelse af begrundelsespligten fx vil kun- ne føre til, at den finansielle virksomhed pålæg- ges at opretholde den indgåede aftale. 22 Medmindre at de formidler forsikringer. 23 Jf. ændringen i lov nr. 434 af 10. juni 2003, se Betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsafta- leloven, s. 223 ff. om kontraherings- og begrun- delsespligt. § 3 b træder i kraft 1. juli 2004. 24 A European Regime of Investor Protection, The Harmonization of Conduct of Business Rules, April 2002, The Committee of European Secu- rities Regulators (CESR) 25 Se vejledningen, s. 6. 26 Ibid. 27 Bestemmelsen i § 5, stk. 3, 1. og 2. pkt. er således udtryk for, at rådgivningen skal opfylde den professionelle standard, som gælder på det på- gældende rådgivningsområde. § 5, stk. 3, 3. pkt. om oplysning om risici skal sammenholdes med § 13 om særligt risikofyldte investeringer og § 14 om muligheden for kurssikring. På forsik- ringsområdet vil det være relevant at oplyse om størrelsen af en eventuel selvrisiko. 28 Hvis fx et pengeinstitut tilrettelægger sin virk- somhed som en internetbank uden et traditionelt filialnet, må pengeinstituttet gøre kunderne op- mærksomme på, i hvilket omfang der kan op- søges rådgivning fx ved telefonisk henvendelse til pengeinstituttet eller ved personligt frem- møde på udvalgte lokaliteter, se hertil vejled- ningen, s. 7. 29 For realkreditinstitutter er der fx som udgangs- punkt ikke behov for at opdatere oplysninger under afvikling af lånet, medmindre kunden retter henvendelse til instituttet vedrørende æn- dring af lånet, se vejledningen. Efter bekendtgø- relsens § 6, stk. 3 kan den finansielle virksomhed lægge kundens oplysninger til grund, medmin- dre de er åbenbart urigtige. 30 Efter 1.1. 2004, §§ 117-123. 31 Se vejledningen, s. 8. 32 Ibid. 33 Ibid. 34 Bestemmelsen i § 9 omhandler således de tilfæl- de, hvor der kan være en modsætning mellem kundens interesse i rådgivningssituationen og den finansielle virksomheds interesse i at kunne sælge egne produkter eller formidle bestemte produkter som led i sin almindelige erhvervs- virksomhed. 35 Provision gives fx, hvor en finansiel virksomhed udbyder eller formidler andre finansielle virk- somheders produkter, herunder i koncernfor- bundne virksomheder eller, når den finansielle virksomhed henviser en kunde til en anden virk- somhed, jf. nærmere vejledningen, s. 9. 36 Eksempelvis vil det være relevant at oplyse om, at udbetalinger fra pensionsordninger påvirker udbetalingen af efterløn. I forhold til skattefor- hold vil det være relevant at give generelle oplysninger om fradragsmuligheder ved indbe- taling og beskatning ved udbetaling for livs- og pensionsforsikring. I stedet for at yde rådgiv- ning om skat og offentlige tilskudsmuligheder kan kunden henvises til at søge anden rådgiv- ning herom, se også vejledningen, s. 9. 37 Jf. også betalingsmiddellovens § 7, stk. 1. 38 Se hertil bl.a. PIA 422/2001, 143/1999 og 846/ 1994. 39 Det kan fx være tilfældet, hvis kunden optræder anstødeligt eller er til gene for pengeinstituttets øvrige kunder og/eller ansatte, se hertil vejled- ningen, s.10. 40 Se vejledningen, s.10. 41 Ibid. 42 Hvis beregningen af indfrielsesbeløbet er base- ret på opsigelse af lånet inden en bestemt frist, skal fristen tydeligt fremgå. 43 Se hertil vejledningen, s. 11. 44 Ved vurdering af, om § 17 kan finde anvendelse 349 Regulering af god skik for finansielle virksomheder for andre end forbrugere jf. § 1, stk. 2, kan der lægges vægt på sondringen i bank- og sparekas- selovens § 41 og 41 a (efter 1.1. 2004 §§ 47-48 i lov om finansiel virksomhed) alt efter, om kautionen er stillet inden for eller uden for er- hvervsforhold. Hvis kautionen stilles indenfor erhvervsforhold, adskiller kundeforholdet sig væsentligt fra et privat kundeforhold jf. § 1, stk. 2 og er ikke omfattet af § 17. 45 Kravet kan opfyldes ved udlevering af den pje- ce, der informerer om kaution, som Forbrugerrå- det og Finansrådet har udarbejdet i fællesskab. 46 Efter 1.1. 2004, § 48 stk. 7 i lov om finansiel virksomhed. 47 Se vejledningen, s.12. 48 Dvs. et pantebrev, der på en tvangsauktion ved det afgivne bud ikke har opnået dækning eller ikke har opnået fuld dækning, og som er forbun- det med et personligt gældsansvar, giver kredi- tor ret til at gøre det udækkede krav gældende mod skyldneren personligt efter afholdelse af tvangsauktionen over den pantsatte ejendom. 49 Se nærmere vejledningen, s. 13. 50 De oplysninger, som er nævnt i § 20, stk. 1, nr. 2-11, skal kun fremgå af aftalen, hvis det er relevant. Værdipapirhandleren er ikke forpligtet til at udarbejde en detaljeret aftale men kan eventuelt henvise til de underliggende forret- ningsbetingelser eller andre supplerende aftaler. Aftaler om værdipapirudlån er væsentlige afta- ler, hvor kravet i § 4 om skriftlighed gælder. 51 Kravene til de oplysninger, der indhentes fra kunden, er nærmere beskrevet oven for i vejled- ningen til bekendtgørelsens §§ 5 og 6. 52 Se vejledningen, s. 14. 53 Bestemmelsen gælder ikke i de tilfælde, hvor kunden inden ordreafgivelse er informeret om, at ordren muligvis ikke kan lade sig gennemføre, se også vejledningen, s. 14. 54 Jf. i øvrigt også § 5, hvor der er redegjort nærme- re for ansvarsfordelingen mellem den finansiel- le virksomhed og kunderne i relation til rådgiv- ning. 55 Det vil her være nærliggende at tage udgangs- punkt i de dækningselementer, som i Forsik- ringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer fremhæ- ves som centrale. Hvad angår „andre væsentlige oplysninger“ er det nærliggende at fokusere på afgivne risikooplysninger og mulige fremtidige ændringer i præmien. Der bør oplyses om muli- ge konsekvenser af urigtige risikooplysninger og opfordres til at berigtige eventuelle fejl. 56 Den i § 25, stk. 2 nævnte skriftlige oplysning om dækningsomfanget skal gives senest i forbindel- se med policens udstedelse, jf. også vejlednin- gen, s. 15. 57 Jf. forsikringsaftalelovens § 39, stk. 1. 58 Som eksempler på, hvornår der bør gives oplys- ning, kan nævnes rejseforsikring/årsrejseforsik- ring, tillægsforsikringer ved køb af hårde hvide- varer og glas- og kummedækning på familiefor- sikringen. Derimod bør der ikke gives oplysning om den begrænsede dobbeltdækning mellem en rejseforsikring og en familieforsikring, da ho- veddækningsområderne på de to forsikringsty- per er vidt forskellige, og den overlappende dækning kun er af perifer betydning. 59 Kundevejledning om konsekvenserne af urigti- ge oplysninger skal gives, hver gang der afgives helbredsoplysninger. 60 Spørgsmålet om forsikringsselskabet kan gøre gældende, at der er afgivet urigtige eller mangel- fulde oplysninger er reguleret af forsikringsafta- lelovens §§ 4-10. 61 Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i de væsentlige dækningselementer, som er be- skrevet i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide- pjecer. Har kunden særlige dækninger, som ved- kommende tillægger afgørende betydning, må kunden selv opsøge rådgivning herom. 62 Se vejledningen, s. 16. 63 Pligten til at oplyse om begrænsninger i dæknin- gen i forhold til en tidligere forsikring gælder alene, hvor forsikringsselskabet er bekendt med, at der er tale om „et skift“ og dermed er bekendt med den tidligere forsikring, se også vejlednin- gen, s. 17. 64 Det er nærliggende at tage udgangspunkt i For- sikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer. Som eksempler på valg, der bør orienteres om, kan nævnes, om kunden på en kritisk sygdomsfor- sikring har karensperiode, om en ulykkesforsik- ring er hel- eller deltidsforsikring, og om der er 350 Regulering af god skik for finansielle virksomheder svampedækning på en husforsikring. Generelt bør der oplyses om den valgte selvrisiko. Det er alene i forhold til den valgte forsikring, der skal oplyses om valg, se hertil vejledningen, s. 17. 65 På Forsikringsoplysningens hjemmeside og på Ankenævnet for Forsikrings hjemmeside er der redegjort for praksis på områder, der erfarings- mæssigt giver anledning til spørgsmål, hvorfor en henvisning til disse sider er nærliggende. Ligeledes vil en henvisning til supplerende op- lysninger på forsikringsselskabets egen hjem- meside kunne være relevant. 66 Denne bestemmelse skal i relation til selskabs- skift ses i sammenhæng med § 28. 67 Bestemmelsen gælder alene på skadesforsik- ringsområdet, hvilket skal ses i sammenhæng med, at informationsforpligtelserne på livsfor- sikringsområdet er reguleret i bekendtgørelse nr. 609 af 14/ 7/ 1995 om information fra forsik- ringsselskabet til forsikringstager ved indgåel- sen af en livsforsikring. 68 Som det vil fremgå af ForsikringsLuppen, afvi- ger forsikringsselskabernes produkter på ska- desforsikringsområdet fra hinanden på en lang række punkter. Ønsker kunden en så detaljeret sammenligning, må vedkommende selv tage initiativ til denne sammenligning. 69 Som eksempler på sådanne vigtige dæknings- elementer kan nævnes, at et forsikringsselskab, der sælger en familieforsikring skal oplyse, så- fremt der ikke er tyveridækning eller cykeldæk- ning. På bilforsikring skal det angives, såfremt der ikke er fuld kaskodækning. For en husforsik- ring skal det angives, såfremt der ikke er insekt- og svampedækning eller rørskadedækning. For en ulykkesforsikring skal det angives, hvis der ikke er tandskadedækning, eller hvis der ikke ydes dækning for skader ned til 5 pct. mén. Et passende niveau for detaljeringsgrad kan fås ved at tage udgangspunkt i Forsikringsoplysningens Værd-at-vide-pjecer, der opregner de gængse, væsentlige dækninger på de enkelte forsikrings- typer. 70 En mulighed er at henlede kundens opmærk- somhed på, at vedkommende løbende bør være opmærksom på sine forsikringsbehov, især ved ændringer i vedkommendes liv, så som ægte- skab, børn, flytning eller tilvækst i værdi af ejendele. 71 Se vejledningen