God skik i forsikring

223 God skik i forsikringNFT 3/2003 1. Begrebet god skik Begrebet god skik i den finansielle sektor, herunder i forsikring, er langtfra en ny forete- else. Forsikringsaftaleloven fra 1930, der trådte i kraft den 1. januar 1932, indeholdt således i § 34 følgende bestemmelse: „Leder en Bestemmelse i Forsikringsafta- len, der afviger, hvad denne lov ville med- føre, i det enkelte Tilfælde til aabenbart ubillige Resultater, skal Bestemmelsen til- sidesættes, for så vidt dette vilde stemme med god Forsikringspraksis.“ Praksis vedrørende bestemmelsen er spar- som, men tankegangen kunne klart spores så tidligt som i responsum 374 fra 1933 fra Assurandør-Societetet, hvor societetets ko- God skik i forsikring af Anne Seiersen og Claus Tønnesen Anne Seiersen er kontorchef og Claus Tønnesen er vicedirektør i Forsikring & Pension. Økonomi-og erhvervsministerens regler om god skik i den finansielle sektor, herunder forsikring, træder i kraft den 1. oktober 2003. Med dette regelsæt føjes endnu en lap til forbrugerbeskyttelsens kludetæppe på for- sikringsområdet. Ikke mindst i forsikring kunne et ordentligt sammenvævet tæppe være en fordel for såvel forbrugerne som virksom- hederne. I artiklen redegøres der specielt med sigte på forsikring for baggrunden for det nye regelsæt, dets sammenhæng med andre forbrugerbeskyttelsesregler, reglernes nærmere indhold samt de antagelige rets- virkninger af disse. mité udtalte, at en konkret forsikringsbetin- gelse i en kombineret syge- og ulykkesforsik- ring ikke kunne „siges at stride mod god forsikringspraksis“. Gennem årene er der i mange responsa fra societetet (nu Forsikring & Pension) henvist til, at et bestemt vilkår eller en bestemt praksis ikke var eller (heldig- vis langt sjældnere) var i strid med god forsik- ringsskik eller – praksis. Et element i en sådan vurdering er, hvad der på det pågældende tidspunkt er sædvanlig adfærd hos selskaber- ne på det konkrete område. Bestemmelsen i § 34 blev ophævet i midten af 1970‘erne og afløstes i hovedsagen af gene- ralklausulen i Aftalelovens § 36 samt Mar- Anne Seiersen ase@ForsikringensHus.dk Claus Tønnesen CT@ForsikringensHus.dk 224 God skik i forsikring kedsføringslovens § 1. Aftalelovens § 36 var eksempelvis aktuel i sagen U 1982.176H, der med et spinkelt flertal tilsidesatte en lands- retsdom med dissens. Højesterets flertal gav et forsikringsselskab medhold i, at et vilkår om uopsigelighed i 10 år for en haglskadefor- sikring, ikke var i strid med aftalelovens § 36 eller andre bestemmelser. Bl.a. inspireret af en bestemmelse i Bank- og Sparekasseloven også fra 1970‘erne, om at banker og sparekasser som følge af deres centrale rolle i samfundsøkonomien skal dri- ves i overensstemmelse med redelig forret- ningsskik og god bank- og sparekassepraksis fik forsikring igen sin god-skik-regel med Lov om Forsikringsvirksomhed fra 1980. Bestemmelsen blev af Forsikringstilsynet og senere Finanstilsynet i de følgende to årtier i ny og næ brugt som hjemmel for tilsynets udtalelser og afgørelser, også i sager med enkeltkunder involveret. Selvom bestemmel- sen i LFV § 7 ikke gav hjemmel for udstedelse af regler om god skik, blev bestemmelsen ikke desto mindre påberåbt af tilsynet bl.a. i forbindelse med gennemførelsen af retnings- linierne om passiv accept ved ændringer af forbrugerforsikringer fra 1990. Det hjemmelsmæssige „hul“ blev lappet ved gennemførelsen af Lov om finansiel virk- somhed, lov nr. 501/2001, der trådte i kraft den 1. juli 2001 (i det følgende FIL). Lovens § 3, stk. 2 gav Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om god skik for finansielle virksomheder. I farten „glemte“ man imidlertid at få taget stilling til spørgsmålet om afgrænsningen af Finanstilsynets kompetence over for forbru- gerombudsmandens kompetence på området efter markedsføringsloven. Efter en periode med betydelig retslig usikkerhed om gyldig- heden af bestående og brancheforhandlede retningslinier efter markedsføringsloven og omfattende politiske forhandlinger og stridig- heder mellem myndighederne blev kompe- tenceforholdene nogenlunde afklarede med en ændring af Lov om finansiel virksomhed, der trådte i kraft den 1. juli 2002. Det er herefter Økonomi- og erhvervsministeren, der efter § 3, stk. 2 (og efter den seneste lovæn- dring i 2003, § 43, stk. 2) i loven fastsætter regler om god skik i finansielle virksomheder. Det er de regler, der nu er udstedt som be- kendtgørelse nr. 604 af 26. juni 2003 og som træder i kraft den 1. oktober i år. Bekendtgø- relsen suppleres på en række punkter af en vejledning fra Finanstilsynet, som på nuvæ- rende tidspunkt ikke er helt færdig. Bekendt- gørelsens generelle regler, der som udgangs- punkt omfatter det meste af den finansielle sektor, samt bestemmelserne i bekendtgørel- sens særlige kapitel om forsikring vil blive gennemgået i afsnit 2, og visse elementer i Finanstilsynets vejledning vil i den forbindel- se også blive omtalt. 2. God-skik-reglerne for forsikring I denne gennemgang af bekendtgørelsens reg- ler vil der blive lagt særlig vægt på de rådgiv- ningsforpligtelser, som bekendtgørelsen for- maliserer, at forsikringsvirksomhederne skal overholde. Overordnet om bekendtgørelsens indhold Bekendtgørelsens anvendelsesområde er dan- ske og udenlandske finansielle virksomheder, der driver virksomhed her i landet, uanset om de er etableret her i landet. Bekendtgørelsens regler er derfor udtryk for det såkaldte værts- landstilsyn, det vil i praksis sige dansk tilsyn. Et udgangspunkt, der fra en EU-retlig syns- vinkel er ret atypisk. Bekendtgørelsen finder som hovedregel alene anvendelse i private kundeforhold og derudover i erhvervsmæssige kundeforhold, såfremt disse ikke adskiller sig væsentligt fra private kundeforhold. Dermed er der fulgt samme definition, som den, der afgrænser de finansielle ankenævns kompetenceområde. 225 God skik i forsikring Dog er der enkelte af bekendtgørelsens be- stemmelser, der også er gældende for er- hvervsmæssige kundeforhold. For forsikrings- området er det alene § 3 om, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt overfor kunderne og § 5, som er definitionen på rådgivning. Derudover findes der en vigtig undtagelse i bekendtgørelsens anvendelsesområde på for- sikringsområdet, idet forsikrings- og pensi- onsordninger, der er etableret som led i et ansættelsesforhold og kollektive forsikringer, der er etableret som led i et organisationsfor- hold, er undtaget fra bekendtgørelsen. Der er imidlertid alene tale om en foreløbig undta- gelse, idet det er forudsat, at der skal iværk- sættes et analysearbejde med henblik på at vurdere, om og i givet fald i hvilket omfang det vil være relevant og meningsfyldt også at lade bekendtgørelsens enkelte bestemmelser gælde for disse typer ordninger. Generelle rådgivningsforpligtelser Bekendtgørelsen indeholder dels nogle alme- ne regler, der er gældende for alle typer finan- sielle virksomheder, dels nogle sektorspeci- fikke regler. Som det også kendes fra arbejdet med enhedslovgivningen – FIL – er der visse forhold, der er af så specifik karakter, at det er nødvendigt med regler direkte målrettet de forskellige delsektorer på trods af den over- ordnede målsætning om ens regler. Bekendtgørelsens generalklausul om råd- givning er § 3, hvoraf det som tidligere nævnt fremgår, at den finansielle virksomhed skal handle redeligt og loyalt over for sine kunder. Bestemmelsen er en gentagelse af FIL’s gene- ralklausul vedrørende god skik. Bestemmel- sen indebærer bl.a., at de finansielle virksom- heder skal tilrettelægge deres virksomhed, så kunden gives mulighed for at træffe et infor- meret valg. Videre definerer bekendtgørelsen i § 4, at det er god skik at indgå alle væsentlige aftaler skriftligt. Af den skriftlige aftale, om den så er på papir eller andet varigt medium, skal en beskrivelse af parternes væsentlige rettighe- der og pligter samt de finansielle ydelser, der er omfattet af aftalen, fremgå. Også de væ- sentlige forudsætninger, der ligger til grund for en eventuel rådgivning i forbindelse med aftaleindgåelsen skal nedfældes i aftaledoku- mentet eller et bilag hertil. Der tænkes her alene på atypiske forudsætninger. Opfyldel- sen af denne forpligtelse kan ske gennem henvisning til almindelige forretningsbetin- gelser eller andet. I vejledningen gives des- uden en hjælp til at vurdere, hvad der kan betragtes som væsentlige forudsætninger for aftaleindgåelsen. Særligt fremgår der af stk. 3 og stk. 4 bestemmelser, der regulerer oplys- ningsforpligtelsen vedrørende den finansielle virksomheds eventuelle adgang til at ændre renter, gebyrer, bidrag eller andre vederlag. Bekendtgørelsen definerer i § 5, hvad der forstås ved rådgivning, nemlig anbefalinger, vejledninger, herunder oplysninger om risici forbundet med en disposition, og oplysninger om umiddelbare konsekvenser af kundens valgmuligheder. I vejledningen er der en ud- dybning af de typiske faser i et rådgivnings- forløb, idet det desuden af bekendtgørelsen fremgår, at rådgivningen skal give kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning. Rådgivningen skal således være relevant, ret- visende og fyldestgørende. Det fremgår des- uden af bekendtgørelsens § 10, at den finan- sielle virksomhed skal inddrage konsekven- ser af skatteregler, muligheden for at modtage offentlige tilskud eller andre forhold af øko- nomisk betydning i rådgivningen. Dette alene i det omfang det er relevant, og i det omfang den finansielle virksomhed bliver opmærk- som på et sådan samspil. Som udgangspunkt er det på kundens fore- spørgsel, der skal ydes rådgivning, men den finansielle virksomhed er derudover forplig- tet til at yde rådgivning af egen drift, hvis omstændighederne tilsiger det. De generelle rådgivningsforpligtelser er ikke 226 God skik i forsikring til hinder for, at de finansielle virksomheder kan have rådgivningsløse koncepter, men virk- somheden skal i givet fald gøre særskilt op- mærksom herpå. Desuden kan rådgivnings- forpligtelsen opfyldes gennem henvisning til, hvor relevant rådgivning kan søges. Særlige regler for forsikringsselskaber Af bekendtgørelsens kapitel 9 fremgår de særlige forpligtelser, der påhviler forsikrings- selskaber. Disse forpligtelser er til en vis grad forskellige afhængig af, om der er tale om skadesforsikring eller livsforsikring. Det har den naturlige forklaring, at skadesforsikrings- selskaber og livsforsikringsselskaber regule- res på forskellig vis og eksempelvis informa- tionsforpligtelserne på livsforsikringsområ- det via livinformationsbekendtgørelsen (be- kendtgørelse nr. 690 af 14. juli 1995) er mere udbygget end på skadesforsikringsområdet. For begge typer selskaber gælder det imid- lertid, at forsikringsselskabet inden aftaleind- gåelsen skal gøre kunden opmærksom på muligheden for at få rådgivning. For skadesforsikring gælder det endvidere, at kunden skal oplyses om væsentlige ele- menter i den valgte forsikrings dækningsom- fang samt om andre væsentlige forhold, her- under muligheden for til- og fravalg af dæk- ninger. De til- og fravalgte dækninger skal fremgå af policen/dækningsoversigten. Og hvor til- og fravalget har dækningsmæssige og/eller præmiemæssige konsekvenser skal valget tydeligt fremgå. Desuden skal kunden oplyses om sin rets- stilling i tilfælde af, at ikraftrædelsestidspunk- tet for forsikringen ikke er sammenfaldende med tidspunktet for aftalens indgåelse. Er der behov for, at der indhentes helbreds- oplysninger vedrørende kunden, skal kunden have særskilt vejledning herom. Denne vej- ledning skal bl.a. indeholde oplysninger om konsekvenserne af at afgive urigtige oplys- ninger, jf. FAL §§ 4-10. Generelt gælder det for de oplysninger, som kunden skal stille til rådighed for forsikringsselskabet, at kunden har en svarpligt i forhold til de spørgsmål, selskabet stiller. Derimod har kunden ikke en oplysningspligt. Når kunden skifter forsikringsselskab skal det modtagende selskab oplyse kunden om alle væsentlige begrænsninger i dækningen i forhold til den tidligere forsikring samt på anmodning rådgive kunden om konkrete dæk- ninger. I henhold til vejledningen til bekendt- gørelsen er der imidlertid ikke krav om, at det modtagende selskab er i besiddelse af det afgivende selskabs forsikringsbetingelser, el- ler at det modtagende selskab skal foretage en egentlig produktsammenligning. Når det er en personforsikring, der flyttes, skal kunden endvidere være oplyst om på hvilke vilkår forsikringen kan antages i det modtagende selskab, før forsikringen i det afgivende selskab opsiges. I vejledningen er det yderligere præciseret, hvilke oplysninger der skal gives. I forhold til rådgivningssituationen inde- holder bekendtgørelsen også en bestemmelse (§ 9) om, at har den finansielle virksomhed eller den konkrete medarbejder i en rådgiv- ningssituation en særlig interesse i rådgiv- ningens resultat udover den almindelige ind- tjening, skal kunden inden rådgivningen på- begyndes informeres om arten og omfanget af denne interesse. Denne særlige interesse ek- semplificeres i vejledningen som et pengein- stituts udbud af ansvarlig kapital udstedt af selskabet selv. Det fremgår videre af vejled- ningen, at kravet til information til kunden kan gives i produktinformationsmateriale, ved henvisning til relevante afsnit i almindelige forretningsbetingelser og andre steder. Det fremgår også af vejledningen, at størrelsen af en eventuel provision ikke skal oplyses. Regler vedrørende salg Af bekendtgørelsens § 2 fremgår det, at finan- sielle virksomheder, der udbyder andre finan- sielle virksomheders produkter også er omfat- 227 God skik i forsikring tet af bekendtgørelsen. Således skal eksem- pelvis pengeinstitutter, der formidler forsik- ringer, også overholde de særlige regler i bekendtgørelsen, der er gældende for forsik- ringsselskaber. Ifølge vejledningen til bekendt- gørelsen er der dog intet til hinder for, at pengeinstituttet og forsikringsselskabet afta- ler en arbejdsdeling, således at de har ansvaret for hver sin del af bekendtgørelsens overhol- delse. Bestemmelsen regulerer alene den situ- ation, hvor det er andre finansielle virksomhe- der, der formidler finansielle produkter. Ind- går en finansiel virksomhed aftale med en ikke-finansiel virksomhed om formidling, er den pågældende bestemmelse ikke gældende. Forholdet vil være omfattet af Lov om forsik- ringsformidling. 3. Er resultatet vellykket? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var med nogen usikkerhed og blandede for- ventninger, at man i forsikringserhvervet gik ind i samarbejdet om at få stablet et udkast til bekendtgørelse om god skik i den finansielle sektor på benene, der i løbet af foråret 2003 skulle kunne forelægges for økonomi- og erhvervsministeren. Væsentlige åbne spørgs- mål var i den forbindelse bl.a.: 1)Hvor omfattende og deltaljerede forestille- de de forskellige involverede sig, at regler- ne skulle være? Skulle man koncentrere sig om salg/rådgivning? 2)Er den grundlæggende tankegang bag Lov om finansiel virksomhed, om, at tilsynsreg- lerne i bred forstand skal være fælles for bank, forsikring, realkredit osv., holdbar på god-skik-området, hvor produkter, forhi- storie, lovgivning osv. er forskellig? Tvivlen herom blev næret af, at ministeriet og Finans- tilsynet tidligt i arbejdet tilkendegav, at man ville tage udgangspunkt i de såkaldte CESR- regler, der vedrører kundebeskyttelse i for- bindelse med handel med værdipapirer. 3)Hvordan skulle god-skik-reglerne indpas- ses i de i forvejen omfattende regelsæt, der især findes på forsikringsområdet, bl.a. For- sikringsaftaleloven, Dørsalgsloven, Infor- mationsbekendtgørelsen på livsforsikrings- området og Forsikringsformidlingsloven? De øvrige delsektorer havde ikke helt tilsva- rende problemer at danse med, idet der dog også for de øvrige erhvervs vedkommende som for forsikring, eksisterede nogle regel- sæt, bl.a. tilblevet med forbrugerombudsmand- ens medvirken. Det gjaldt bl.a. de såkaldte etiske retningslinier på pengeinstitutområdet og realkreditområdet. På forsikringsområdet kom dertil det særli- ge forhold, at Udvalget om revision af Forsik- ringsaftaleloven netop var ved at færdiggøre sit arbejde, der som bekendt har ført til en række lovændringer, som for fleres vedkom- mende har væsentlige fællestræk med god- skik-standarder. Vi tror, det er den almindelige bedømmelse også i forsikringserhvervet, at det foreliggen- de resultat er blevet nogenlunde fornuftigt. Det skyldes ikke mindst et godt og åbent samarbejde med Forbrugerrådet undervejs. Og med fornuftigt menes også fornuftigt for forbrugerne, ikke mindst i lyset af, at det i sidste ende er dem, der skal betale for forbru- gerbeskyttelsen. Der er ikke tvivl om, at forsikringsselska- berne meget hurtigt skal ud og lave en række IT-systemer om, mange forretningsgange skal omlægges og fremfor alt skal der ud i alle hjørnerne af salgsorganisationerne, kundebe- tjeningsenhederne, skadeafdelingerne osv. budskaber om god-skik-reglerne og disses efterlevelse. Erhvervet kunne i den forbindel- se godt på en række punkter have tænkt sig mere klare, præcise og konkrete regler, såle- des at såvel forbrugerne som virksomhederne kender deres rettigheder og pligter. Men det er noget, der kan og bør arbejdes videre med. På denne baggrund vil vi knytte nogle langt- 228 God skik i forsikring fra udtømmende bemærkninger til det opnåe- de resultat. Manglende sammenhæng og overskuelighed Med fremkomsten af bekendtgørelsen om god- skik-regler er der føjet endnu en lap til det forbrugerbeskyttende kludetæppe, der ikke mindst på forsikringsområdet er meget omfat- tende og i betydeligt omfang fremstår som ukoordineret. Under processen med tilblivelsen af den nu foreliggende bekendtgørelse, der i alt varede knap et år, dukkede spørgsmålet om god-skik- reglernes sammenhæng og koordination med andre regelsæt med forbrugerbekyttende for- mål op som et tema i flere sammenhænge. For forsikringsaftalelovens vedkommende, hvor problemerne blev understreget af, at Justitsministeriets Udvalg om revision af for- sikringsaftaleloven var ved at afslutte sit ar- bejde, var spørgsmålene bl.a. om en række forslag fra forbrugersiden, der ikke havde kunnet opnås bredere tilslutning til i forsik- ringsaftalelovsudvalget, i stedet kunne sluses ind ad bagdøren via god-skik-reglerne. Ud- over det i sig selv uoverskuelige og kritisable i den skete forumshopping blev resultatet en grundlæggende – og nyttig – drøftelse og afklaring, hvori også Justitsministeriet via arbejdet i Udvalget om revision af loven om forbrugeraftaler, der bl.a. skal implementere fjernsalgsdirektivet på det finansielle område, blev inddraget. Under drøftelserne blev det klart fremhæ- vet – og vist også bredt accepteret – at god- skik-regler er én ting – aftaleretlige regler noget andet, og at de aftaleretlige forhold som udgangspunkt reguleres i forsikringsaftalelo- ven (og den almindelige aftalelov) og ikke i god-skik-regler. Dette udgangspunkt fremgår nu også klart af bekendtgørelsens § 34 og 35 og af indledningen til Finanstilsynets vejled- ning. At det så ikke kan udelukkes, at god- skik-reglerne kan få en vis afsmittende virk- ning over til civilretlige, herunder aftaleretli- ge forhold, er en anden sag, jf. ndf. i afsnit 4. Det lå på et meget tidligt tidspunkt under drøftelserne klart, at god-skik-reglerne nød- vendigvis måtte komme til at indeholde infor- mationspligter for de finansielle virksomhe- der. Specielt for forsikring er der som bekendt i forvejen ikke mindst i den særlige livinfor- mationsbekendtgørelse, ligesom der bl.a. for så vidt angår afgivelse af helbredsoplysninger ved forsikringstegning og i øvrigt som følge af forsikringserhvervets forbrugerpolitiske handlingsplan fra 1998 er en række områder, hvor eksisterende eller kommende kunder skal informeres om en række væsentlige forhold. Uoverskueligheden blev understreget af, at Udvalget om revision af forbrugeraftaleloven så småt var begyndt sine drøftelser af bl.a. implementering af fjernsalgsdirektivet med sine særlige informationspligter, der også omfatter skadesforsikring, ligesom der også i Finanstilsynets eget regi var taget hul på im- plementeringen af direktivet om forsikrings- formidling, som også rummer informations- forpligtelser for virksomhederne. Det blev hurtigt klart, at det også af tids- mæssige årsager ikke var muligt i denne om- gang at få gennemført den ønskelige koordi- nation og samlet regulering af informations- pligterne for de finansielle virksomheder. Resultatet er blevet et sæt informationspligter i god-skik-bekendtgørelsen knyttet til især rådgivning ved salg og visse andre sammen- hænge, men der mangler fortsat overblik og koordination i mylderet af informationsplig- ter. Man kan naturligvis hævde, at virvaret bl.a. skyldes den manglende koordination i den EU-retlige regulering med informations- forpligtelser i flere forskellige direktiver, men det fremmer ikke gennemskueligheden og dermed retssikkerheden for såvel kunderne som de finansielle virksomheder. Der forestår med andre ord et oprydningsarbejde, som passende kunne gøres, når forbrugeraftale- lovsudvalget har afsluttet sit arbejde og når de 229 God skik i forsikring nye bekendtgørelser efter Lov om finansiel virksomhed, der fremover også skal omfatte skadesforsikring, skal udarbejdes. Retlige standarder eller konkrete, målrettede regler Fra forsikringserhvervet forelå der fra starten af forhandlingerne et klart overordnet ønske om, at de kommende god-skik-regler burde være så klare og enkle som overhovedet mu- ligt, og at der skulle være valuta for pengene i den forstand, at målet måtte være regler, med en væsentlig og rimeligt dokumenteret eller sandsynliggjort nytte for kunderne. Dette syns- punkt lå i naturlig forlængelse af de foregåen- de års skepsis fra forsikringserhvervet ved at indlede forhandlinger efter markedsførings- loven med forbrugerombudsmanden. Ikke mindst forhandlingernes forløb og visse af de opnåede resultater på pengeinstitutområdet og realkreditområdet, havde gjort et sådant projekt mindre tillokkende. Som tidligere nævnt var der i forsikringser- hvervet stor bekymring ved, at Økonomi- og erhvervsministeriet og Finanstilsynet fra star- ten havde lagt sig fast på et ønske om fælles regler for alle (de implicerede) dele af den finansielle sektor, og at udgangspunktet skul- le tages i CESR-reglerne fra værdipapirhan- delsområdet. De første mange måneder i forhandlingerne gik da også med at drøfte uhensigtsmæssighe- derne, ikke mindst i relation til forsikring i det udkast til god-skik-regler, som Finanstilsynet ganske hurtigt udarbejdede og i øvrigt lagde ud på sin hjemmeside til almindelig kommen- tering. Det opnåede resultat imødekommer i nogen grad F&P’s nævnte grundsynspunkter. Som gennemgangen i afsnit 2 viser er der dog på lang række områder anvendt retlige standar- der, såsom „væsentlig“, „hvor omstændighe- derne tilsiger det“, „tilstrækkelig informa- tion“ osv. Man kan næppe helt undgå brug af den slags standarder ved udarbejdelse af forbrugerbe- skyttelsesregler. Den udsendte vejledning yder på nogle punkter fortolkningsbidrag, medens andre områder overlades til udviklingen i prak- sis. I mellemtiden vil der herske usikkerhed hos forbrugerne og i de finansielle virksom- heder, hvilket ingen af parterne kan være tjent med. Forsikringserhvervet ser frem til en kon- struktiv dialog med Finanstilsynet og forbru- gersiden, når konkrete sager måtte opstå og komme til bedømmelse i tilsynet. Visse erhvervsmæssige kundeforhold God-skik-bekendtgørelsen gælder, jf. bekendt- gørelsens § 1, stk. 2 også for erhvervsmæssige kundeforhold, såfremt disse ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold. Som det fremgår af vejledningen er inspira- tionen hentet fra vedtægterne for de finansiel- le ankenævn, hvoraf det fremgår, at „klager fra erhvervsdrivende kan behandles, såfremt klagen ikke adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold“. Vejledningen fremhæver i den forbindelse, at de respektive finansielle ankenævns praksis derfor kan tillægges betydningen ved vurde- ringen af, om et kundeforhold falder ind under bekendtgørelsens § 1, stk. 2. Det fremhæves endvidere, at produkttypen og hvorvidt den pågældende kunde fortrinsvis handler inden for eller uden for sit erhverv kan tillægges betydning. Forsikringserhvervet har under hele forlø- bet været skeptisk over for, at erhvervsmæssi- ge kundeforhold omfattes af god-skik-regler- ne. Og i hvert fald, at dette blev tilfældet, uden en nøjere overvejelse og uden, at de relevante erhverv havde været inddraget i drøftelserne. Den anvendte begrundelse med henvisning til ankenævnsvedtægterne forekommer des- uden ikke overbevisende. Ét er, at en opstået tvist mellem et forsikringsselskab og en er- hvervskunde kan vedrøre forståelsen af nøj- agtigt ens forsikringsbetingelser, men i salgs- og rådgivningssituationen kan og vil der ty- 230 God skik i forsikring pisk være store forskelle, bl.a. med hensyn til traditionen for og rimeligheden af at anvende sagkyndig bistand fra f.eks. organisation, re- visor eller advokat, der betyder at de to sags- områder adskiller sig fra hinanden. Hertil kommer, at virksomhederne og deres forsik- ringsforhold er langt mere forskelligartede fra virksomhed til virksomhed end tilfældet ty- pisk vil være på forbrugerområdet. 4. Retsvirkninger af god-skik-regler Som det er fremgået af afsnit 3 har afgræns- ningen af, hvilke typer af regler der kan/bør udstedes efter bemyndigelsesbestemmelsen om god-skik-regler i Lov om finansiel virk- somhed flere gange under arbejdet været oppe som et tema. Det ligger nu imidlertid som nævnt ganske klart, at en finansiel virksomheds eventuelle manglende efterlevelse af en regel i den ud- stedte bekendtgørelse som udgangspunkt ikke har aftaleretlige konsekvenser, dvs. indfly- delse på den indgåede forsikringsaftale eller dennes fortolkning eller aftalespørgsmål i det hele taget. Det nævnte udgangspunkt fremgår også af indledningen til Finanstilsynets vejledning, der indeholder følgende passus: „En kunde vil således ikke umiddelbart have et civilretligt krav mod en finansiel virksomhed, der ikke overholder bekendt- gørelsens regler.“ Det fremgår dog også videre af vejledningen, at der ved overtrædelser af bekendtgørelsen kan være en afsmittende virkning i relation til afgørelsen af visse civilretlige spørgsmål, f.eks. om et forsikringsselskab har handlet erstat- ningspådragende over for en kunde, eller om et forsikringsvilkår skal tilsidesættes efter Aftalelovens § 36 som urimeligt. Et eksempel på sidstnævnte kunne være, at manglende oplysning om et væsentlig forsikringsvilkår ved aftalens indgåelse (tilsidesættelse af be- kendtgørelsens § 25), der afviger fra det typi- ske i markedet, vil kunne være en medvirken- de årsag til, at vilkåret af domstolene kan blive tilsidesat som urimeligt efter Aftalelovens §36. Det er dog forventningen i erhvervet, at god-skik-reglerne primært har status som of- fentligretlige regler, og at deres civilretlige betydning vil være yderst begrænset på i hvert fald forsikringsområdet, der jo længe har haft en gennemgribende og nu ajourført regule- ring af det aftaleretlige område. Finanstilsynet har i øvrigt i forbindelse med den seneste ændring af Lov om finansiel virk- somhed tilkendegivet, at selv en enkeltståen- de overtrædelse af en god-skik-regel kan ud- gøre grundlag for et påbud fra tilsynet. Be- tragtningen er, at selv en enkeltstående over- trædelse kan være udtryk for en praksis og dermed være udtryk for en krænkelse af god- skik-regler. 5. God skik fremover Første arbejdsrunde med god-skik-regler er slut nu. Der er behov for at sunde sig og se, om tankerne bag hele projektet er bæredygtige og om den anvendte form, tilblivelse osv. har været hensigtsmæssigt. Og fremfor alt, om fremskridtene for forbrugerne og de finansiel- le virksomheder står mål med anstrengelserne og udgifterne. Det er i den forbindelse vigtigt at notere sig, at Finanstilsynet ifølge bemærk- ningerne til den netop vedtagne Lov om finan- siel virksomhed en gang årligt skal afgive en status til ministeren med hensyn til udstedelse af god- skik-regler og med hensyn til erfarin- gerne med de udstedte regler. Set fra erhver- venes synspunkt er det afgørende, at erfa- ringsopsamlingen sker seriøst og at vurderin- gerne funderes i andet end mere løse betragt- ninger om de antagelige virkninger. Erhver- vet ser frem til en dialog med Finanstilsynet og Forbrugerrådet om disse spørgsmål og i det hele taget om god-skik-instituttets fremtid.