FEST – Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter I•2000*

295 NFT 3/2001 Festskriftet indeholder i alt 17 velskrevne artikler, der er udarbejdet af praktikere og forskere inden for forsikrings- og erstatnings- retten. Artiklerne varierer noget i form og længde, og giver derved netop et godt indblik i de mange forskellige emner og indfalds- vinkler, der præger de aktuelle diskussioner på området. Samspillet mellem forsikrings- og erstatningsretten Der er ikke tilkendegivet et egentligt fælles- tema for artiklerne, om end flere forfattere har valgt at behandle samspillet mellem forsik- rings- og erstatningsretten og herunder tillige de udviklingstendenser i form af en eventuel skærpelse af ansvarsgrundlaget, som bl.a. henset til mulighederne for at tegne forsikring kan være et forsvarligt og acceptabelt resul- tat. Som eksempel kan nævnes Gomards artikel »Betydningen af forsikring for forhol- det mellem skadevolder og skadelidt«, der ikke – som titlen måske ellers kunne give en vis forventning om – primært omhandler reg- lerne i Erstatningsansvarslovens (EAL) kapi- tel 2 og 3. Artiklen angår derimod skadelidtes direkte krav mod en lovpligtig motoransvars- forsikring og skadelidtes adgang til at sag- søge skadevolders forsikringsselskab i hen- hold til en frivillig ansvarsforsikring i medfør af Forsikringsaftalelovens (FAL) § 95. Yder- ligere behandler Gomard retsstillingen for FEST – Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter I•2000* Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter er et nyt dansk tidsskrift, hvis første nummer (1:2000) er udgivet i anled- ning af, at Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling, daglig tale forkortet FED, i 1999 fyldte fem år. Det er meningen, at festskriftet skal udgøre første bind i en påtænkt skriftrække med udgivelse ca. en gang om året. I forordet anføres det, at formålet med udgivelsen er at »styrke den faglige udvikling inden for dansk forsikrings- og erstatningsret ved at skabe debat og overblik og være forum for retsvidenskabelige udgivelser«. af adjunkt, ph.d. Lisbeth Kjærgaard, Aarhus Universitet Lisbeth Kjærgaard lk@jura.au.dk *) Stig Andersen et al: Forsikrings- og Erstatningsretlige Skrifter. Festskrift for FED 1:2000, 1. udg. 1. oplag, 377 sider, kr. 358,40 + moms. Forsikringshøjskolens Forlag 2000 Anmeldelse: Festskrift for FED 296 medsikrede ved tingsforsikring, dvs. dæk- ning af andre end forsikringstagerens interes- ser. Sidstnævnte illustreres på glimrende vis i Vagners bidrag »Nogle bemærkninger om entreprenørers skadeforvoldelse«, hvor det anføres, at en entreprenør, der forvolder ska- de på sit eget arbejde – for hvilket han bærer faren for indtil afleveringen, jf. AB 92‚ 12, stk. 12 – i kraft af reglen i FAL § 54 hører til kredsen af sikrede personer under bygherrens tingsforsikring, hvorfor et eventuelt regres- krav skal bedømmes efter FAL § 18 og § 20, og et eventuelt erstatningskrav mod entrepre- nøren er uaktuelt. Det samme gælder i til- fælde af entreprenørens skadesforvoldelse på eget arbejde, på bygherrens eksisterende ejen- dom eller på andre deltagende entreprenørers arbejde, såfremt entreprenøren er medtaget som sikret i bygherrens brand- og storm- skadeforsikring. Transportansvaret Bidragene, der behandler udviklingstenden- ser i ansvarsgrundlaget, tæller bl.a. Villads- ens »Er det i forvejen strenge transportansvar ved at blive endnu mere skærpet?« Det angi- ves, at der hos domstolene er en tendens til at skærpe transportansvaret på følgende tre måder: 1)der stilles strengere krav til transportørens bevis om, at han ikke har handlet culpøst (exculpationbevis)3, 2) kravene til skadelidtes bevis for, at trans- portøren har udvist grov uagtsomhed – med den konsekvens at transportøren ikke kan påberåbe sig aftalte ansvarsbegrænsninger – slækkes og 3)der stilles mindre krav til skadelidtes opgø- relse af erstatningskravet. Såfremt domstolene faktisk slækker på kra- vene til skadelidtes dokumentation for det påståede erstatningskrav, kan det naturligvis betyde, at skadevolderen (transportøren) kom- mer til at betale en større erstatning, men dette er ikke det samme som en skærpelse af an- svarsgrundlaget i traditionel forstand. Grov uagtsomhed I dansk erstatningsret anføres det i alminde- lighed, at culpabedømmelsen er blevet objek- tiviseret i forhold til tidligere tiders klassiske culpadefinitions udgangspunkt i en bonus pater-figur.4 Ivan Sørensen fastslår i sit bi- drag »Et objektiviseret konkret risikokrite- rium? Begrebet grov uagtsomhed i erstat- nings- og forsikringsretten – i lyset af nyere domme fra Højesteret«, på baggrund af en god gennemgang af Højesterets praksis, at der foreligger grov uagtsomhed i EAL § 19, stk. 2, nr. 1, og FAL § 18, stk. 2’s forstand, når skadevolders/sikredes adfærd har indebåret en indlysende fare for den indtrådte skade. Konklusionen er således, at begrebet grov uagtsomhed omfatter andet og mere end be- vidst grov uagtsomhed, idet der anvendes et objektiviseret konkret risikokriterium. Det kan anføres, at den tidligere omtalte ændring i retning af en mere objektiv culpabedømmel- se, hermed også giver sig udslag i bedømmel- sen af, om den udviste uagtsomhed er grov. Afslutningsvis rejser Ivan Sørensen det sær- deles interessante spørgsmål, om indførelsen af det objektive risikokriterium (»en så indly- sende fare«) reelt medfører en skærpet prak- sis, således at der i flere tilfælde end tidligere vil blive statueret grov uagtsomhed. Det anfø- res herom, at »gennemgangen af Højesterets ovenfor citerede domme og en gennemgang af ankenævnets kendelser, afsagt indenfor de sidste 5 år, efterlader det indtryk, at der stilles mindre krav end tidligere, før der statueres grov uagtsomhed. Dette indtryk kan imidler- tid lige så vel skyldes, at forsikringstageren/ mennesket er blevet mere skødesløs med næstens og egne værdier, som at der er tale om en skærpelse hos de retsanvendende myndig- heder?« I sig selv indebærer det ikke nødven- 297 digvis en skærpelse, at der ved bedømmelsen i højere grad end tidligere skal benyttes mere objektive kriterier, og det kan måske overve- jes, om den omtalte tilsyneladende skærpelse har været tilsigtet, samt om den er hensigts- mæssig. Arbejdsgiveres erstatningsansvar Wiisbyes artikel om »Arbejdsgiveres erstat- ningsansvar for arbejdsskader – nyere prak- sis« indeholder en særdeles nyttig gennem- gang af de seneste års retspraksis og udgør således et vigtigt supplement til Vikner og Hermansens »Arbejdsgiverens arbejdsskade ansvar«5, for enhver der måtte have behov for at danne sig et overblik over området. En væsentlig konklusion hos Wiisbye på de se- neste års retspraksis på området er, at domsto- lene ikke ses »at have skærpet ansvarsvurde- ringen i forhold til den praksis, der var gæl- dende før højesteretsdommen [U 1989.11086] blev afsagt [...] Den culpabedømmelse, der ligger til grund for vurderingen af ansvars- grundlaget, vil ofte kunne karakteriseres som streng eller skærpet«. Det fremhæves dog a.s. i note 29, at der ikke i praksis anvendes en helt så skærpet culpabedømmelse, som der er gi- vet udtryk for hos Vikner og Hermansen. Det kan i øvrigt anføres, at ASL – uanset at dækningen ikke i alle henseender er på »ni- veau« med erstatningerne i henhold til EAL – mindsker behovet for at indføre objektivt ansvar for arbejdsskader.7 Stationærbegrebet Ved personskader har skadens stationærtids- punkt hidtil været afgørende for udmålingen af erstatningsposterne i EAL §§ 2-5.8 I artik- len »Hvad lægger domstolene i begrebet sta- tionærtidspunkt?« underkaster Ravnkilde bru- gen stationærtidspunktet en nøje, kritisk ana- lyse med en filosofisk tilgangsvinkel. Det påvises af Ravnkilde, at den i forarbej- derne til den oprindelige EAL angivne defini- tion på stationærbegrebet – nemlig at statio- nærtidspunktet indtræder, når der ikke ud fra en lægelig vurdering kan forventes yderligere bedring i skadelidtes helbredstilstand – ikke følges i praksis. Endvidere konstateres det, at heller ikke det tidspunkt, hvor der sidste gang indtræder en varig og væsentlig bedring i skadelidtes helbredstilstand, har betydning for udmålingen. Det konkluderes derimod, at domstolene har erstattet stationærtidspunktet med to andre: dels tidspunktet for arbejdets genoptagelse i et omfang svarende til er- hvervsevnen, og dels tidspunktet for den sid- ste relevante speciallægeundersøgelse før er- statningssagens afgørelse. Ved den netop vedtagne revision af EAL er stationærbegrebet helt udgået af lovteksten under henvisning til, at det er et uhensigts- mæssigt kriterium, der giver anledning til en række tvister, og at der ved begrebets brug som skel mellem midlertidige og varige ydel- ser efter EAL kan opstå situationer, hvor skadelidte efter stationærtidspunktet lider et indtægtstab, der ikke erstattes.9,10 I stedet er det bestemt, at i det omfang der er lidt et varigt erhvervsevnetab, ophører skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste først, når det er muligt midlertidigt eller varigt at skønne over den fremtidige erhvervsevne, jf. § 2, stk. 1, 2. pkt. Er der ikke lidt et varigt erhvervsevnetab, skal erstatning for tabt ar- bejdsfortjeneste ydes indtil det tidspunkt, hvor skadelidte kan begynde at arbejde igen, jf. § 2, stk. 1, 1. pkt. Svie- og smertegodtgørelse skal ydes så længe skadelidte er syg, jf. § 3, 1. pkt. Méngraden skal fastsættes, når det er muligt at bedømme skadelidtes varige mén, hvilket må antages typisk at være det tidspunkt, hvor helbredstilstanden kan betragtes som statio- nær i den forstand begrebet hidtil er blevet brugt. Samtidig er der indført mulighed for, at skadelidte kan kræve en foreløbig erhvervs- evnetabserstatning, idet der anlægges et skøn 298 over den varige indtægtsnedgang på bag- grund en midlertidig udtalelse fra Arbejds- skadestyrelsen, jf. § 2, stk. 1 og § 5, jf. § 10. Ændringerne i EAL skaber derved et mere smidigt system end det hidtil gældende og bringer reglerne mere i overensstemmelse med den praksis, som Ravnkilde har beskre- vet i artiklen. Begunstigelsesklausuler En række af festskriftets artikler vil være af stor interesse for det udvalg, der i øjeblikket arbejder med revisionen af den danske FAL. Eksempelvis kan nævnes Munksgaard Niel- sens »FALs begunstigelsesregler i kritisk belysning«, der med øje for den historiske udvikling udgør et værdifuldt indlæg i debat- ten om, hvorledes begunstigelsesreglerne ved livs- og ulykkesforsikring bør udformes i forbindelse ændringerne i FAL. Navnlig den nugældende regel i FAL § 104, stk. 2, om at forsikringssummen i de tilfælde, hvor forsik- ringstageren har indsat en ikke-tvangsarving som genkaldeligt begunstiget (men dog efter- lader sig tvangsarvinger), skal behandles som tilhørende dødsboet og tillagt den begun- stigede ved testament, er genstand for kritik a.s. Et hovedsynspunkt hos Munksgaard er, at der ved revisionen af FAL § 104, stk. 2, bør tages udgangspunkt i den værdi, som en for- sikring repræsenterer for forsikringstageren i hans levende live, da reglen bygger på arvelo- vens principper om tvangsarv. Det er således Munksgaards opfattelse, at en forsikringsta- ger i forhold til tvangsarvingerne frit bør kunne disponere over værdispringet mellem værdien i levende live (eksempelvis tilbage- købsværdien) og det eventuelt større beløb, som kommer til udbetaling i tilfælde af for- sikringstagerens død. Udformningen af en regel, der kan imødekomme fremtidig arve- retlig lovgivning og skattetænkning, tjene flertallets generelle interesser samtidig med at resultatet skal være administrerbart for forsikringsselskaberne, er på ingen måde en nem opgave. Afslutning Ovenstående er alene en kort introduktion til et udpluk blandt festskriftets særdeles læse- værdige artikler. Festskriftet har stor aktuali- tet for enhver, der beskæftiger sig med forsik- rings- og erstatningsretligeproblemstillinger, hvadenten dette er på overvejende teoretisk eller praktisk plan. Forhåbentlig bliver fest- skriftet starten på en lang række af skrifter, der tillige vil være kendetegnet ved bidrag af høj faglig kvalitet. Noter 1 FED er en domssamling, hvor samtlige lands- retsdomme samt Sø- og Handelsretsdomme af relevans for forsikrings- og erstatningsret- ten trykkes. Herudover rummer FED udvalg- te kendelser afsagt af Ankenævnet for Forsik- ring og af Erstatningsnævnet (Erstatnings- nævnet træffer afgørelse i sager vedrørende lov om erstatning fra staten til ofre for forbry- delser). Endvidere indeholder FED en offent- liggørelse af udvalgte responsa afgivet af Forsikring & Pension. 2 Almindelige betingelser for arbejder og leve- rancer i bygge- og anlægsvirksomhed, udfær- diget af Boligministeriet den 10. december 1992. 3 I en række tilfælde pålægges transportøren et præsumptionsansvar ved beskadigelse eller bortkomst af det transporterede gods, der er imidlertid visse variationer i ansvarsgrund- laget afhængig af transportformen, hvilket fremgår af den omtalte artikels p. 294-301. 4 Jf. hertil f.eks. von Eyben og Vagner: Lære- bog i erstatningsret (4. udg.), s. 56 ff. 5 Jens Vikner og Jesper Hermansen: Arbejds- giverens arbejdsskadeansvar, 2. udgave 1993, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 299 6 I dommen U 1989.1108 H pålagdes arbejds- giveren under opregning af den konkrete sags særlige forhold et objektivt ansvar for asbe- stose og i enkelte tilfælde kræft, der havde ramt flere af de ansatte. Domme er således et enkeltstående tilfælde, hvor der er pålagt ar- bejdsgiveren et objektivt ansvar, se von Ey- ben og Vagner: Lærebog i erstatningsret (4. udg.), s. 134. 7 Jf. von Eyben og Vagner: Lærebog i erstat- ningsret (4. udg.) s. 131. 8 Dvs. tabt arbejdsfortjeneste (§ 2), svie- og smerte godtgørelse (§ 3), méngodtgørelse (§ 4) og erhvervsevnetabserstatning (§ 5). 9 Jf. hertil betænkning 1383/2000, s. 51 ff og 85 ff. Ændringerne i EAL indeholdes i lovfor- slag nr. 143, der er vedtaget af Folketinget den 31. maj 2001, og træder i kraft den 1. juli 2002. 10 Festskriftet indeholder artiklen »Revision af erstatningsansvarsloven« (p. 113-120) af Jens Møller, der er en nyttig orientering om kom- missoriet for den arbejdsgruppe, der har udar- bejdet betænkning 1383/2000, og om de drøf- telser, der ligger bag ændringsforslagene.