Baggrund
Der sker i disse år en kraftig vækst og nyorientering i EU-reguleringen på det finansielle område. Det gælder også forsikringsområdet, som via to direktivkomplekser bliver underlagt helt ny, og grundlæggende ændret regulering.
Solvens II-reformen, der træder i kraft den 1. januar 2016, vil betyde helt nye kapitalkrav til forsikringsselskaber, baseret på en vurdering af selskabernes samlede risici, og ikke som hidtil primært på den forsikringsmæssige risiko for skader. Med Solens II introduceres markedsværdiprincippet og nye rapporterings- og regnskabsregler samt ganske detaljerede regler om selskabsledelse og styring af forsikringsvirksomhederne.
Direktivet om forsikringsdistribution (Insurance Distribution Directive – IDD), der forventes offentliggjort kort tid efter nytår, skal være gennemført i medlemslandene senest to år efter offentliggørelsen. Direktivets indhold er nærmere omtalt i Dianne Louise Schows artikel i NFT 3/2015. Som det fremgår af artiklen, vil direktivet betyde helt nye rammer for produktion og salg af forsikringer, uanset salgskanal.
Mens Solvens II-direktivet har været planlagt i snart 20 år er IDD, som er baseret på direktivet om forsikringsformidling fra 2002 (direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002), præget af erfaringerne fra finanskrisen. Det uanset at krisen som bekendt kun satte sig begrænsede spor i forsikringsbranchen, selvom nogle kunder naturligvis led tab, primært på grund tab på værdipapirer, ejendomme og andre underliggende aktiver.
Begge regelkomplekser er resultatet af langvarige processer, hvor alle parter er kommet til orde eller i hvert fald har haft mulighed for at præge resultatet af lovprocesserne i EU. Den danske forsikringsbranche er da også i det store og hele tilfreds med hovedlinjerne i den samlede reguleringspakke, selvom der selvfølgelig altid er delelementer, som man kunne ønske sig anerledes. Som eksempler på mindre heldige løsninger kan nævnes reglerne om pakkesalg (cross-selling) og produkttilsynsregler i IDD, som er unødigt komplicerede og som efter branchens opfattelse ikke – eller i hvert fald kun i yderst begrænset omfang – vil være til glæde for kunderne, hvilket ellers må være den ultimativt vigtigste målestok for nye regulering.
Bekymrende tendenser - EIOPA
Mens den overordnede EU-regulering af forsikringsområdet således generelt taget rummer afbalancerede løsninger, der uden tvivl også er til gavn for kunderne, er det lige så klart, at der også er tendenser i udviklingen i den samlede regulering, som giver anledning til alvorlig bekymring. Bekymringerne er især knyttet til den rolle, som EIOPA har – og har tiltaget sig – i forhold til den regulering, som skal udmønte den grundlæggende regulering i direktiver og forordninger, som udstedes af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet.
EIOPA (European Insurance and Occupational Pensions Authority) er et uafhængigt EU – institut med domicil i finanscenteret i Frankfurt am Main.
Det retlige grundlag for etablering af EIOPA og for organisationens kompetencer, ledelse og finansiering findes i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1094/2010, som trådte i kraft 1. januar 2011. Enslydende forordninger etablerede samtidig tilsvarende organisationer (ESA’er =European Supervosory Authorities) på bank- hhv. værdipapirområdet.
EIOPA og de to andre ESA’er er sammen med Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici en del af et europæisk finanstilsynssystem, der har til formål at bibeholde den finansielle stabilitet, sikre tillid til systemet som helhed og en tilstrækkelig beskyttelse af brugerne af de finansielle tjenesteydelser.
Kort om EIOPA
Medlemmer
EIOPAs medlemskreds er finanstilsynene i EU-landene. Organisationen er dermed et tilsynssamarbejde, der opererer på lige fod med tilsynsmyndighederne i medlemslandene, dvs. på det administrative niveau.
Organisation
EIOPA ledes af et tilsynsudvalg (Board of Supervisors – BoS), hvor hvert medlem er repræsenteret ved en person, typisk en repræsentant for de nationale tilsyns øverste ledelse. BoS træffer alle de vigtige beslutninger med virkning eksternt, dvs. beslutninger om regulering, fagligt input og forslag til regulering, som de overordnede EU-organer træffer beslutning om. Hvert medlem har én stemme, uanset medlemslandets størrelse.
Et vigtigt element i den finansielle EU-regulering er forbrugerbeskyttelsen, som også i en række medlemslande har fået øget fokus i de senere år, bl.a. på baggrund af finanskrisen. Vigtigheden understreges af, at der er etableret en Joint Committee bestående af repræsentanter for alle tre ESA’er. Komiteen har til opgave at koordinere forbrugerbeskyttelsen på de tre ESA’ers område således at der på tværs af delsektorerne arbejdes for fælles løsninger til gavn for forbrugerne. Komiteen udarbejder fælles programmer for fremme af forbrugerbeskyttelsen. Programmerne er især baseret på Consumer Trands Reports, som hver af de tre ESA’er udarbejder, stort se udelukkende på basis af I sagen natur ensidige) indberetninger om uheldige forbrugerforhold fra de nationale tilsynsmyndigheder.
Kompetencer
EIOPA-forordningen bestemmer overordnet, at EIOPA skal bidrage til fælles standarder og praksis af høj kvalitet for regulering og tilsynsførelse samt bidrage til den konsekvente anvendelse af juridisk bindende EU-retsakter, dvs. især direktiver og forordninger. Endvidere skal EIOPA overvåge og evaluere markedsudviklingen og beskytte forsikringstagere, medlemmer af pensionsordninger og begunstigede.
Kompetencerne til at nå de nævnte mål er nærmere opregnet i artikel 8, stk. 2 i EIOPA- forordningen. Hér nævnes bl.a. i forhold til reguleringen af forsikringsbranchen følgende:
- Udarbejde udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, når Europa-Parlamentet og Rådet bemyndiger EIOPA til det i direktiver og forordninger (forordningens artikel 10 ff). Disse standarder er genstand for offentlig høring, inden de sendes til godkendelse i Kommissionen, der fremsender EIOPAs udkast til Europa-Parlamentet og Rådet. Kommissionen kan ikke ændre udkastet, men godkende eller forkaste det og evt. drøfte det med EIOPA. De reguleringsmæssige tekniske standarder er tekniske og indeholder ikke strategiske beslutninger eller politiske valg. Kompetencen for Kommissionen (og EIOPA) kan tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller af Rådet
- Udarbejde udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder. EIOPA gennemfører høringer om udkastene, inden de sendes til Kommissionen, der ikke som ved de reguleringsmæssige tekniske standarder orienterer Europa-Parlamentt og Rådet, og som derfor heller ikke kan tilbagekalde bemyndigelsen til EIOPA/Kommissionen. Standarderne indeholder ikke strategiske beslutninger eller politiske valg (forordningens artikel 15).
- Udstedelse på egen hånd af retningslinjer (og henstillinger) rettet mod de nationale tilsynsmyndigheder. Der er to betingelser, som skal være opfyldt, nemlig at formålet skal være at fastlægge en konsekvent og effektiv tilsynspraksis og sikre en fælles og konsekvent anvendelse af EU-retten. Der skal med andre ord være tale om et område, som er reguleret af EU-retten, i praksis enten via direktiver eller forordninger. Denne kompetence findes i artikel 16 i EIOPA-forordningen
Derimod nævner artikel 8 om kompetencerne ikke bestemmelsen i EIOPA-forordningens artikel 9. Bestemmelsen står i EIOPA-forordningens afsnit om forbrugerbeskyttelse og finansielle aktiviteter. Artikel 9, stk. 2 har følgende indhold: ”Myndigheden (EIOPA) overvåger nye og eksisterende finansielle aktiviteter og kan vedtage retningslinjer og henstillinger med henblik på at fremme markedernes sikkerhed og soliditet og konvergens med hensyn til reguleringspraksis.” I modsætning til artikel 16 fremgår det ikke, hvem de nævnte retningslinjer kan rettes imod.
Stk. 5 i samme artikel bestemmer, at EIOPA kan forbyde eller begrænse visse typer af finansielle aktiviteter, der truer de finansielle markeders ordnede funktion og integritet eller stabiliteten i det finansielle system i EU.
Det er på den baggrund yderst usikkert, hvilken kompetence der reelt er tillagt EIOPA med artikel 9, stk. 2. Set i sammenhængen tyder meget på, at ved der udformningen af forordningen ikke er sket en samtænkning af artikel 16 og artikel 9, stk. 2.
Processer i EIOPA
Som nævnt indeholder EIOPA-forordningen bestemmeler om, at der skal gennemføres offentlige høringer om udkast til både de reguleringsmæssige og de gennemførelsesmæssige tekniske standarder, medens sådanne høringer i forhold til retningslinjer efter artikel 16 gennemføres ”om nødvendigt”. Derimod indeholder artikel 9 ikke bestemmelser om offentlige høringer, hvilket underbygger, at retningslinjer efter artikel 9 må have et meget snævert, ikke bindende anvendelsesområde.
Efter artikel 37 i EIOPA-forordningen nedsættes der to interessegrupper for hhv. forsikring/genforsikring og arbejdsmarkedspensionsordninger. Grupperne mødes mindst 4 gange om året. I praksis inddrages stakeholdergrupperne først sent i EIOPAs proces med at udvikle tekniske standarder og guidelines mv., således at mulighederne for at påvirke indholdet i praksis er yderst begrænset. Stakeholdergrupperne får også materialet med meget kort varsel.
Sammenfattende foregår den egentlige forberedelse af ny regulering bag lukkede døre. Med til at understrege lukketheden er, at de nationale tilsynsmyndigheder, som i vekslende omfang deltager i forberedelsen af ny regulering i EIOPA er pålagt tavshedspligt og derfor kun i meget begrænset omfang inddrager nationale parter i EIOPA-arbejdet.
Finansiering af EIOPA
Finansieringen af EIOPA, som har omkring 130 medarbejde og som efter planen skal vokse yderligere, sker med 40% fra det almindelige EU-budget og 60 % fra medlemmerne af EIOPA, dvs. tilsynsmyndighederne i EU-landene. Europa-Kommissionens formand har kraftigt opfordret til, at finansieringen fremover skal komme 100% fra branchen, idet der ikke er taget stilling til, om der skal være direkte finansiering fra virksomhederne eller om denne fortsat skal komme fra/via de nationale tilsynsmyndigheder. Finansieringen af de nationale tilsynsmyndigheder sker på forskellig måde i EU-landene. I Danmark finansieres Finanstilsynet som bekendt i praksis så godt som 100% af bidrag fra de tilsynsbelagte finansielle virksomheder.
Vurdering af EIOPA
Hér 5 år efter EIOPAs etablering, og hvor den overordnede direktivregulering af forsikringsbranchen er ved at være på plads, begynder der at danne sig et klarere og for mange af de involverede parter overraskende indtryk af institutionens opgaveløsning og adfærd.
Det kan i den forbindelse næppe være anerledes, end at forsikringserhvervet på nogle, endda væsentlige punkter, kunne ønske sig tingene anerledes. Mere overraskende er det imidlertid, at der på det seneste også er toneangivende medlemmer af Europa-Parlamentet, som på en række punkter finder udviklingen bekymrende, bl.a. fordi det demokratiske element i udviklingen af EU-reguleringen på det finansielle område er trådt fuldstændig i baggrunden til fordel for en teknokratisk, overvejende tilsynsstyret udvikling. Et udviklingstræk, som i vidt omfang også gør sig gældende i mange af medlemslandene.
På den baggrund imødeser mange af interessenterne den offentlige høring, som Europa-Kommissionen forventes at lancere i midten af 2016 Høringen vil dreje sig om omverdenens vurderinger af EIOPA (og de andre to ESA’er) og om behovet for reformer, herunder bl.a. ændring af finansieringen af ESA’erne. Forberedelserne til høringen er allerede i gang i bl.a. Insurance Europe, som er forsikringsbranchens fælles talerør i forhold til EU, og der pågår også omfattende diskussioner i medlemslandenes forsikringsorganisationer.
Selvom forberedelserne til høringen langtfra er afsluttet, tegner der sig et billede af hovedpunkterne i forsikringserhvervets kritik af den måde, EIOPA fungerer på og løser sine opgaver. Nedenstående sammenfatning skal læses på baggrund af, at det samlede europæiske forsikringserhverv er interesseret i et stærkt europæisk tilsyn med forsikrings- og pensionsselskaberne, idet dette er en grundlæggende forudsætning for et stærk og konkurrencedygtigt erhverv, som fortsat skal kunne gøre sig gældende i en globaliseret verden.
Hovedpunkter i forsikringsbranchens kritik af EIOPA omfatter, som jeg ser det, følgende:
- EIOPA fortolker de retlige grænser for adgangen til uden om de øverste EU-organer og den regulering, som de har vedtage, at udstede retningslinjer meget vidtgående og formentlig i strid med EIOPA-forordningens bestemmelser
- EIOPA udøver sine kompetencer udover det tekniske område og blander sig derved i politiske og strategiske beslutninger, som er forbeholdt de øverste EU-organer i form af direktiver og forordninger og tekniske standarder
- EIOPAs initiativer er ofte baseret på et spinkelt fagligt og begrænset geografisk dækkende grundlag og alternativer til den foreslåede regulering er ofte ikke fuldt ud belyst. Eksemplet på førstnævnte er de tidligere omtalte Consumer Trends Reports, som er baseret på få og ensidige indberetninger fra medlemslandenes tilsynsmyndigheder
- EIOPA tillægger tilsynsmæssige argumenter, såsom lettere tilsynsførelse og omfattende processer i selskaberne større vægt end målrettede, konkrete indgreb over for uacceptabel eller uønsket adfærd hos konkrete brancheaktører. Flertallet af selskaber i EU kommer til lide under, at få selskaber i enkelte lande ikke forstår at agere fornuftigt og tage passende hensyn til deres kunder.
(Diskurs: På dansk findes der et udtryk for dette: ”At rette smed for bager”. Udtrykket stammer fra et satirisk digt fra 1784 af den danske forfatter Johan Hermann Wessel, hvor pointen er følgende: Da byen havde to bagere, blev den ene af dem dømt for et mord, begået af byens eneste smed, som man ikke kunne undvære!).
Hertil kommer, at regulering fra brank- og værdipapirsektoren mere eller mindre automatisk kopieres over til forsikringssektoren, selvom problemerne hér måske er andre eller af mindre betydning for kunderne.
- EIOPAs input til de overordnede EU-organer om ny regulering og institutionens forslag til supplerende, teknisk regulering, samt udkast til egne retningslinjer bliver til i lukkede processer uden mere formel inddragelse af interessenter som forbruger- og brancheorganisationer. Ofte er det også kun et begrænset antal medlemslande, som deltager i det forberedende arbejde med deraf følgende mindre bredt og alsdigt input til arbejdet
- EU-reguleringen er generelt underlagt principperne om proportionalitet og subsidiaritet. Principperne indebærer tilsammen, at al EU-regulering skal ske med respekt af nationale løsninger, og at reguleringen ikke bør gå videre end nødvendigt for at opfylde det ønskede mål. Begge principper lever for tiden et kummerligt liv i skyggen inden for den finansielle regulerings område.
- Hertil kommer, at EIOPA stort set ikke er underlagt kontrol fra de overordnede EU-organers side. Europa-Kommissionen har således ved flere lejligheder åbent erkendt, at man ikke ønsker – og i øvrigt ikke har ressourcer til – at føre tilsyn med EIOPA. Samme holdning har Europa-Parlamentet haft i de første år af ESA’ernes liv, men som tidligere nævnt spores der en stigende utilfredshed med forholdene, uden at det dog er kommet til konkrete ændringer.
Et illustrativ – og afskrækkende – eksempel:
I lyset af erfaringerne på værdipapirhandelsområdet blev der med MiFID 2- direktivet, der indeholder de grundlæggende EU-rammer for handelen med værdipapirer, indført krav om, at værdipapirhandlere skal etablere interne retningslinjer for udviklingen af nye produkter, for ændring af eksisterende produkter samt for salget af produkterne. Formålet er at forhindre såkaldt ”misselling”, dvs. salg af investeringsprodukter, som rummer store og uigennemskuelige risici for kunderne og som måske vil blive solgt til kunder, som ikke har økonomi til eller andre forudsætninger for at købe det pågældende produkt.
Siden gennemførelsen af MiFID 2 er presset fra EIOPA – støttet af bl.a. det danske finanstilsyn – øget for at få gennemført en tilsvarende regulering på forsikringsområdet. Dette uagtet at forslaget på forsikringsområdet er baseret på spredte erfaringer fra få medlemslande, bl.a. Storbritannien, og få, begrænset udbredte forsikringstyper. Hertil kommer, at det af oplægget til retningslinjer fremgår, at EIOPA end ikke har overvejet muligheden for at afvente udviklingen og bl.a. se, om gennemførelsen af IDD-direktivet, der indeholder en generel godt skik –regel, som vi kender det i Danmark, vil kunne forhindre gentagelse af den misselling, som fandt sted i enkelte medlemslande under finanskrisen. Sagen viser med al ønskelig tydelighed, at proportionalitetsprincippet og subsídiaritetsprincippet har trange tider inden for den finansielle regulering i EU.
Hertil kommer, at EIOPA, som netop for anden gang har åbnet en offentlig høring om retningslinjer for udvikling og salg af forsikringsprodukter, efter min opfattelse ikke har hjemmel i regelgrundlaget for EIOPAs virke til at udstede de foreslåede retningslinjer, selvom disse efter det oplyste kun skal gælde frem til der i medfør af artikel 25 i IDD-direktivet bliver udstedt reguleringsmæssige tekniske standarder af Komissionen. I høringen henvises ganske vist til artikel 16 i EIOPA-forordningen og to artikler i Solvens II–direktivet, men kun den ene betingelse for at udstede retningslinjer efter artikel 16 er opfyldt, og store del af retningslinjerne gælder for sælgere, som slet ikke er reguleret under Solvens II! Hertil kommer, at hovedformålet med Solvens II ikke er forbrugerbeskyttelse i traditionel forstand, men mere overordnet at sikre solide selskaber, der kan betale erstatning efter forsikringsbetingelserne og ikke bringe den finansielle stabilitet i fare. En yderligere skærpende omstændighed ligger i, at retningslinjerne foregriber Kommissionens udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelse i artikel 25 i IDD-direktivet til at udstede reguleringsmæssige tekniske standarder om produktudvikling og salg af forsikringsprodukter, og at EIOPA dermed reelt tiltager sig politisk/strategisk kompetence på området.
Behov for reformer
Der er for mig ikke tvivl om, at der er behov for mere grundlæggende ændringer af udviklingen i reguleringen af forsikringsbranchen i Europa, herunder virkemidlerne og de processer, reguleringen bliver til i. EIOPA er centralt placeret i den aktuelle udvikling, og det er derfor også ændringer i og omkring EIOPA som presser sig på. Den kommende høring i midten af 2016 vil være en god anledning til at få gang i overvejelserne om de nødvendige ændringer.
Lad det være sagt med det samme. Jeg mener ikke, at en generel svækkelse af reguleringen er vejen frem. Og heller ikke, at vi kan undvære et stærkt EIOPA.
Snarere er der tale om, at nogle grundlæggende tankebaner og processer bør laves om, så reguleringen udvikler sig på områder, hvor der særligt er behov, og ikke bare fortsætter som en som udgangspunkt selvkørende maskine, uden overordnet retning og politisk styring.
De vigtigste ændringer er efter min opfattelse følgende:
Reguleringspause
Som nævnt er rammerne for de to store reformer på forsikringsområdet - Solvens II- og Forsikringsdistributionsdirektiverne - overordnet på plads, men den supplerende regulering med reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder er først ved at blive overvejet og gennemført, og denne proces vil vare ved et par år endnu. De mange bemyndigelser i direktiverne giver plads for rigtig meget regulering, men det er ikke ensbetydende med at alle bemyndigelser i direktiverne bør udnyttes fra starten af. I denne fase er det vigtigt, at EIOPA ikke tager selvstændige initiativer på områder, hvor Kommissionen beslutter sig for ikke – eller kun i begrænset omfang - at gennemføre regulering. Det vil reelt være at gribe ind på det politiske niveau i EU, hvilket ikke er EIOPAs opgave.
Øget politisk kontrol og styring
Skal dette mål nås, er der for mig ikke tvivl om, at der behov for effektiv overordnet og politisk kontrol med den samlede udvikling i reguleringen af forsikringsbranchen. Kontrollen må på EU-plan komme fra Kommissionen og Europa-Parlamentet, der på en helt anden måde end hidtil set bør følge med i EIOPAs adfærd, holdninger og konkrete initiativer. Det kræver engagement og ressourcer, som især Kommissionen ikke har mange af på forsikringsområdet. Indsatsen bør støttes af politikerne i medlemslandene, som i langt højere grad end hidtil bør engagere sig i udviklingen af den finansielle regulering, det faglige grundlag for denne, gevinsten for kunderne og konsekvenserne for innovation og konkurrenceevne.
Konkret kunne Kommissionens kontrol med EIOPA udbygges på bl.a. følgende måder.
- Mere aktiv adfærd fra den repræsentant, som Kommissionen har i EIOPAs Board of Supervisors, eventuelt således at repræsentanten får stemmeret og evt. kan få udsat beslutninger med henblik på nærmere vurdering i Kommissionen og Parlamentet
- Indflydelse på EIOPAs udnyttelse af ressourcerne og prioritering af indsatsområderne, f.eks. således at anvendelsen af en vis del af EIOPAs ressourcer bliver besluttet af Kommissionen
Tilsvarende kunne Europa-Parlamentets kontrol med EIOPA styrkes, f.eks. ved relevante komitéformænds deltagelse i Board of Supervisors og hyppigere høringer om de generelle træk i udviklingen af reguleringen, behovet for nye indsatsområder etc.
Endelig er der behov for, at medlemmerne af EIOPA mere aktivt engagerer sig i institutionens arbejde. Bl.a. er det indtrykket, at ganske mange nationale tilsynsmyndigheder, EIOPAs medlemmer, ikke har ressourcer til – eller ikke prioriterer – deltagelse i forberedelsen af EIOPA forslag eller andet input til ny regulering. Det betyder mangel på bredde i grundlaget for EIOPAs arbejde, mangel på viden om, hvilken regulering der i forvejen findes i medlemslandene og mangel på, hvordan en ny regulering vil virke. Endvidere vil det begrænsede kendskab og ejerskab til den nye regulering være uensartet med forskelle i national implementering og håndhævelse til følge. Herved svækkes et væsentligt argument for, at ny regulering bør ske på EU- niveau og ikke nationalt.
Urovækkende er også, at en række nationale tilsynsmyndigheder – især fra de mindre EU-lande – er bekymrede over udviklingen i reguleringsmængden og savner ressourcer til at efterleve og håndhæve regler og retningslinjer.
Styrket fagligt grundlag
Der skal ikke herske tvivl om, at EIOPA råder over et fagligt meget stærkt personale med høje uddannelser og administrative erfaringer. Det kan derfor undre, at det fremlagte grundlag i hvert fald for en del af EIOPAs forslag er så relativt spinkelt, som tilfældet er.
F.eks. er de nævnte årlige Consumer Trends Reports baseret på yderst begrænsede og ensidige indberetninger fra medlemslandenes tilsynsmyndigheder. Det er mit indtryk, at disse tilsynsindberetninger ikke er drøftet med omverdenen, endsige behandles politisk på nationalt plan, til trods for, at de i mange tilfælde anvendes som det væsentligste grundlag for nye reguleringsinitiativer.
Hertil kommer, at de medfølgende ”Impact assessments” er meget ufuldstændige og normalt ikke giver svar på det afgørende spørgsmål, nemlig om forslaget til nye regulering vil være af væsentlig værdi for forbrugerne og andre forsikringskunder, og om der er rimeligt forhold mellem omkostninger, kontrol og negative konsekvenser for forsikringsselskaberne og den nytte, forbrugerne har af den nye regulering.
De nævnte forhold understreges af, at gennemførte reguleringsinitiativer sjældent eller aldrig vurderes på baggrund af erfaringer med reguleringen. Gennemført regulering er i praksis umulig at slippe af med på trods af, at der fra politisk hold jævnligt kaldes på forslag til ændringer af gældende regulering. Det bliver spændende at se, om Kommissionens initiativ ”Better regulation” fra tidligere på året vil føre til konkrete ændringer i gældende og fremtidig regulering og måske endda til mere grundlæggende omlægninger af reguleringsmaskineriet i EU.
Øget åbenhed om reguleringen
Selvom der formelt i EU-systemet og også nationalt – i hvert fald i Danmark – er en vis åbenhed om ny regulering med offentlige høringer, stakeholdergrupper etc., er det klart, at disse tiltag af omverdenen ofte opfattes som halvhjertede forsøg på at inddrage eksterne interessenter i forberedelsesprocesserne. Fælles for langt hovedoparten af bestræbelserne på inddragelse er, at de kommer på et meget sent tidspunkt i processerne, hvor indholdet af reguleringen reelt ligger fast, og hvor diskussioner om behovet for det konkrete reguleringsinitiativ for længst er passeret, og der derfor kun kan blive tale om meget begrænsede ændringer.
Det er åbenlyst, at der er grænser for inddragelse og lytten til omverdenens synspunkter på de mange reguleringsinitiativer, men måske er ny regulering ikke altid i kundernes interesser. Og de bliver sjældent eller aldrig inddraget eller spurgt til råds. Der er for mig ikke tvivl om, at reel og seriøs inddragelse af nutidens forbruger- og erhvervskunder kunne bidrage til kvalitet i reguleringen og begrænsning af reguleringen til områder, hvor der virkelig er gevinster for alle parter at hente.