Årsberetning for Rådet for Dansk Forsikring og Pension*

180 NFT 2/1998 Det er første gang, at der afholdes årsmøde i Rådet for Dansk Forsikring og Pension. Som bekendt blev rådet dannet ved sammenlæg- ning af Assurandør-Societetet og Arbejds- markedspensionsrådet i fjor, hvorved der er dannet en fælles organisation for alle virksom- heder, der er omfattet af EU’s forsikringsdi- rektiver og Lov om forsikringsvirksomhed. Denne sammenlægning medfører i øvrigt en intern strukturel tilpasning på skadesfor- sikringssiden, idet en række organisationer og udvalg her vil indgå i enhedsorganisa- tionen. Danmarks økonomi Dansk økonomi befinder sig fremdeles i en god situation. Danmark opfylder uden videre kravene til deltagelse i det fælleseuropæiske valutaarrangement, der træder i kraft den 1. januar 1999. Når vi alligevel ikke deltager i valutaunionen, er årsagen som bekendt alene af politisk karakter. Den danske tilbagehol- denhed vil dog på ingen måde forhindre, at indførelsen af euroen for erhvervslivet og i det økonomiske samspil herhjemme får en indgribende virkning. Dansk økonomi er fuldt integreret i den vesteuropæiske økonomi- kreds, ligesom nye relationer er under stærk udvikling i forhold til de central- og østeuro- pæiske lande. Amsterdam-traktaten må op- fattes som et vigtigt skridt på denne vej. *. Aflagt af formanden, adm. direktør Bent Knie-Ander- sen, Alm. Brand ved rådets årsmøde den 29. april 1998 på Hotel d’Angleterre i København. Årsberetning for Rådet for Dansk Forsikring og Pension* af adm. direktør Bent Knie-Andersen, Alm. Brand På rådets vegne vil jeg gerne byde velkommen til års- mødet. En særlig velkomst skal lyde til økonomimini- ster Marianne Jelved, der nu har været vor ressortmini- ster i mere end et år. Ligeledes vil jeg gerne byde velkommen til justitsminister Frank Jensen, der har lovet i et indlæg i dag at berøre nogle af de mange samarbejdsområder, som rådet har med Justitsmini- steriet. En særlig velkomst skal også rettes til repræsentan- terne for Nationalbanken, Finanstilsynet, for ministerier og andre offentlige myndigheder og de organisationer, vi samarbejder med, samt til pressen.Bent Knie-Andersen 181 Imidlertid er der også visse foruroligende træk, som med voksende styrke gør sig gæl- dende i dansk økonomi. Først og fremmest er det bekymrende, at overskuddet på betalings- balancens løbende poster nu er i fare for at blive afløst af en underskudssituation. Beta- lingsbalanceunderskud har i størsteparten af dette århundrede været en møllesten om halsen på dansk økonomi; resultatet er som bekendt, at der i dag stadig eksisterer en betydelig dansk nettogæld til udlandet. Det er bydende nødvendigt, at vi ikke vender tilbage til tidli- gere tiders økonomiske sump, og at den øko- nomiske politik tilrettelægges med henblik på at undgå dette. Yderligere kan der også konstateres andre tegn på økonomiske over- ophedningsfænomener, og det er problema- tisk, at den fornødne styring af udviklingen i den samlede offentlige økonomi synes at svigte. Politikerne vil som bekendt gerne detailregulere mangfoldige forhold i nutidens samfund. Jeg tror, at det er klogere at koncen- trere kræfterne om de store linier og lade detaljerne hvile. Udviklingen i forsikring For forsikringserhvervet har det forløbne be- retningsår som helhed været tilfredsstillende. Jeg skal i denne forbindelse henvise til den mere indgående redegørelse i rådets trykte årsberetning. Vi kan notere os en markant fremgangslinie på livsforsikrings- og pensi- onsområdet såvel med hensyn til arbejdsmar- kedspensioner og andre kollektive ordninger som vedrørende de individuelle livs- og pen- sionsforsikringer. Der er under ét tale om en klar absolut fremgang for forsikringsselskaber og pensionskasser. Også den relative markeds- position er styrket, hvilket naturligvis er yder- ligere tilfredsstillende i et som helhed vok- sende marked. På skadesforsikringsmarkedet er der opnået positive resultater. Udviklingen må dog ses på baggrund af en gunstig udvikling på kapital- markedet, og samlet er der stadig tale om utilfredsstillende resultater af den basale for- sikringsvirksomhed. Det er svært at nå en ønskelig rentabilitet i de store skadesforsik- ringsbrancher på trods af gennemførte ratio- naliseringer og omkostningstilpasninger. Det skyldes naturligvis en særdeles hård konkur- rence, som også her gør sig gældende – og det kan så i det mindste forbrugerne og kunderne glæde sig over. Forsikringserhvervet supplerer den offentlige sektor Forsikringsselskaber og pensionskasser er et væsentligt led i samfundets sociale og finan- sielle infrastruktur. De spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud under enkeltpersoner og virksomheder i tilfælde af brand, tyveri og storm samt ved ulykker, invaliditet, tab af forsørger og meget mere, ligesom det tilgrund- liggende offentlige alderdomsforsørgelses- system i stigende grad er udbygget med for- skellige former for livs- og pensionsfor- sikringer. Det er vigtigt at forstå, at al form for forsik- ringsvirksomhed hviler på et solidaritetsprin- cip. Forskellige befolkningsgrupper eller er- hvervsvirksomheder indgår via forsikringen aftale om løbende at indbetale præmier, der så udgør det økonomiske grundlag for udbeta- ling af kompensation til dem, der rammes af den begivenhed, forsikringsaftalen omfatter. Solidaritetsprincippet er afgørende for al for- sikringsvirksomhed, privat og individuel for- sikring, såvel som kollektive ordninger. I livsforsikrings- og pensionsvirksomheden, der er et væsentligt led i alderdomsforsørgelsen, indgår yderligere et væsentligt opsparings- moment som en integreret del af produktsor- timentet. Faktisk er det største og mest omfattende ”forsikringsselskab”, vi har, staten eller rettere den offentlige sektor som helhed. Gennem 182 det offentliges virksomhed søges afhjulpet økonomiske og sociale konsekvenser af syg- dom, invaliditet, indkomstbortfald i for- bindelse med arbejdsløshed, tilbagetrækning fra arbejdslivet osv. Her er alle obligatoriske deltagere, og finansieringen sker via skatter og afgifter. Det private forsikringssystem sup- plerer det offentlige, og det spænder over et væld af ordninger – fra lovpligtige forsikrin- ger over ordninger aftalt for større eller min- dre grupper på arbejdsmarkedet til forsik- ringer, som den enkelte person eller virksom- hed selv kan tegne. Denne kendsgerning indebærer selvsagt, at forsikringserhvervet i vidt omfang er supple- rende og komplementært i forhold til den offentlige sektor. Der kan derfor tænkes - og findes også rundt i verden - mange forskellige grænsedragninger mellem den offentlige sek- tor og forsikringserhvervet. Vigtigt er det imidlertid at påpege, at der er forskel på de løsninger, som administreres af det offentlige, og de markedsbaserede løsnin- ger, der omfatter større eller mindre grupper uden for det offentlige regi. I den private sektor er forskellige aftaler og produkter det karakteristiske og aktuel såvel som potentiel konkurrence den afgørende reguleringsfaktor – selvfølgelig inden for rammerne af eksiste- rende lovgivning og grundlæggende aftaler. Det betyder, at variationer gør sig gældende, og at der er forskel på forsikringsvirksomhe- dernes priser og produkter. Forsikrings- og pensionssystemet fungerer ikke som et centralt statsligt direktorat, men derimod med den dynamik og pluralisme, som kendetegner et markedsbaseret system. Somme tider er der desværre medier eller politikere, som har svært ved at forstå og respektere dette. Specielt når der fokuseres på enkelttilfælde. Forsikrings- og pensionsvirksomheder re- præsenterer forskellige former for erhvervs- virksomheder og skal grundlæggende drives og virke som sådanne. Men forsikringsvirksomheder er også et centralt led i samfundets finansielle infra- struktur. Det er selvfølgelig mest markant for livsforsikringsselskabers og pensionskassers vedkommende, idet disse virksomheder er et afgørende element i kapitalformidlingen. Der er under ét tale om den absolut største gruppe af institutionelle investorer; men bortset fra de ved lovgivningen fastlagte investerings- regler, er der ikke tale om en centraldirigeret form for virksomhed. Der er således 86 livs- og pensionsforsikringsselskaber og pensions- kasser i Danmark, og selv om en del af disse er koncernforbundne, er der alligevel tale om et stort antal selvstændige forvaltningsenhe- der. Ingen af dem er i sig selv dominerende i kapitalformidlingen. Det er oven i købet således, at en række af de i dag relativt mindre i løbet af en årrække vil vokse sig forholds- mæssig meget større. Der er således grundlag for at konstatere, at der for så vidt angår kapitalformidlingen er tale om et pluralistisk system, hvilket i sig selv bidrager til den højest mulige grad af effektivitet. Milliardsyge, opsparing og demokrati Pensionsopsparingen og de danske forsik- ringsselskaber og pensionskasser har i det forløbne år været genstand for intens medie- mæssig og politisk interesse. Der er tale om et såkaldt Joakim von And-syndrom, der afføder en særlig form for sygdom; diagnosen er svimmelhed ved tanken om eksistensen af store milliardbeløb, udløsende reflekser om disses forvaltning og anvendelse. Den samlede pensionsformue opgøres til over 1.000 milliarder kroner. Det er et stort tal, men der har altid forekommet store kapital- ansamlinger i rimeligt udviklede samfund. For forsikringserhvervet er det imidlertid svært at forstå, at det forhold, at brede kredse af lønmodtagere og almindelige erhvervsdriv- 183 ende gennem deres pensionsopsparing står bag en væsentlig kapitalopbygning, skulle give anledning til uro. Der er jo som bekendt tale om, at beløbene forvaltes i mange selv- stændige enheder i et pluralistisk system, der foruden forsikringsselskaber og pensionskas- ser omfatter ATP og LD eller sker i form af pensionsopsparingen i mere end 100 pengein- stitutter. Der er personer, der har ment, at pensions- opsparingssystemet ikke i tilstrækkelig grad er konkurrencebetonet, og at den enkelte pen- sionsopsparer ikke i fornødent omfang har indflydelse på investeringsbeslutningerne. Lad mig tage udgangspunkt i, at den danske kombination af forsikrings- og opsparings- elementer i pensionsøjemed, der udelukkende bygger på funderede ordninger, internationalt anses som et forbillede, og at man i adskillige lande, aktuelt f.eks. i Sverige og Frankrig, forsøger at tilpasse sig noget tilsvarende. Dette hænger bl.a. sammen med, at pensionssyste- met herhjemme ikke er mobilitetshæmmende i en grad, som man ser det i andre udviklede lande. Systemet er ligeledes uomtvisteligt præget af en stærk konkurrence. Den må selvfølgelig udspille sig på baggrund af, at det er tjeneste- ydelser, der er tale om. Det er komplicerede produkter, der på dette felt udbydes med en typisk 30 til 40 års tidshorisont. Det giver stor afhængighed af konjunktur- og samfunds- mæssigt bestemte variationer, og der er i høj grad behov for skattemæssig stabilitet. Men konkurrencen findes i virksomt og relevant omfang. Der er tale om en aktuel konkurrence, der synliggøres hver dag. Men ikke mindre væ- sentlig er den såkaldte potentielle konkurren- ce, der nu anerkendes som en lige så væsentlig kraft i moderne konkurrenceteori. Man kan naturligvis spørge, om firmaordninger, over- enskomstbaserede pensionssystemer etc., hvor den enkelte ikke kan træde ud af ordningen som følge af de generelle bestemmelser, ikke må anses for afskærmet mod konkurrence. Herpå er svaret, at selv de største kollektive ordninger altid risikerer et godt tilbud fra årvågne konkurrerende operatører, og at nøg- letal og anden åbenhed om pensionsvirksom- hedernes komparative præstationer nok skal holde enhver professionel ledelse til ilden. Al aktuel vurdering tyder på, at den potentielle konkurrence virker fuldt ud. Så er der demokratiet. Er det ikke rimeligt, at den enkelte selv har en høj grad af selvbe- stemmelse over, hvordan de midler, der skal sikre den pågældendes alderdomsforsørgelse, bliver investeret? Svaret herpå er, at går efter- spørgslen i retning af ordninger med en mere individualiseret investeringsforvaltning, kan og vil branchen opfylde dette. Forsikrings- og pensionserhvervet er i høj grad kunde- og medlemsstyret. Men det er også erfaringen, at de fleste pensionsopsparere ønsker en profes- sionel investeringsforvaltning, og de enkelte livsforsikrings- og pensionsinstitutter er selv- følgelig under alle omstændigheder nødsaget til at følge lovgivningens investeringsregler, som tager sigte på at sikre de bedst mulige fremtidige pensioner. Arbejdsmarkedspensionsordningerne er som bekendt opbygget efter demokratiske principper, godkendt ved urafstemninger på arbejdsmarkedet. Og på markedet findes også i dag produkter, hvor der er valgfrihed mellem forskellige investeringsstrategier. Det må imidlertid ikke glemmes, at netop mange pensionsordninger er etableret gennem aftaler på arbejdsmarkedet, og at det her er de faglige organisationer på lønmodtager- og arbejdsgiverside, der har valgt pensionsord- ningernes indhold, ligesom ansatte og arbejds- givere i firmaordninger har gjort det. Det er også de pågældende organisationer, der vælger de ledelser, der styrer ordningerne. Det er her nødvendigt, at det er arbejdsmarkedets parter, der efter de normale spilleregler i fællesskab styrer udviklingen og aftaler eventuelle æn- dringer. 184 Individuel flytteret ud af sådanne kollektive ordninger – herunder af firmaordninger – vil derfor være i modstrid mod vor højt besungne frihed til at lade løn- og arbejdsforhold afgøre ved kollektiv overenskomst. At indførelse heraf også vil kunne betyde systemernes sammenbrud med en heraf føl- gende almindelig forringelse af pensions- systemet i direkte modstrid med, hvad der er behov for i et samfund, hvor der bliver flere og flere ældre, og hvor det offentliges mulig- hed for økonomisk at sikre fremtidens pensi- onister er faldende, skal blot nævnes for fuld- stændighedens skyld. Flytteret i individuelle ordninger forefindes allerede, men det er klart, at flytteretten må modsvares af gebyrer, der forhindrer speku- lation mod selskaberne, både af hensyn til disse, men også for at sikre de personer, hvis ordninger forbliver i selskaberne. Jeg skal her minde om, at der ved jobskifte er indført så godt som gratis flytteordning. Der tales i disse år meget om, at arbejdsgi- verne bør påtage sig et socialt ansvar. Det har arbejdsgiverne længe gjort individuelt via firmaordninger og generelt ved de tværgående arbejdsmarkedspensionsordninger, der som bekendt er blevet massivt udbygget gennem de senere år. Der er grund til at respektere denne udvikling – der også internationalt anses for forbilledlig. Vi vil derfor kraftigt fraråde indgreb på dette område for at imødekomme mere kort- sigtede modefænomener. Der er etableret en hårfin balance, der på den ene side tilgodeser nødvendigheden af opbygningen af en større del af alderdomsforsørgelsessystemet baseret på funderet finansiering og på den anden side indgår som et integreret led i løndannelsen. En ændring vil meget let kunne fjerne arbejds- markedets parters interesse for en fortsat be- varelse og udbygning. Beskatning og pensionsopsparing Der lægges nu op til en ny skattereform. Det har naturligvis i høj grad rådets interesse, da skattereglerne har en afgørende indflydelse på livsforsikrings- og pensionsinstitutternes forhold gennem deres påvirkning af udviklin- gen i og sammensætningen af pensionsop- sparingen. Det er vigtigt at fastholde og forøge den samlede indenlandske opsparing. Det skyldes nødvendigheden af stadig fornyelse og for- bedring af produktionsapparatet og infrastruk- turen, så Danmark kan klare sig i den interna- tionale konkurrence. Dertil kræves et betyde- ligt investeringsniveau, og skal en sund ud- vikling på betalingsbalancen samtidig sikres, fordres en høj opsparing. I den forbindelse er pensionsopsparingen af central betydning, og et ubetinget krav til politikerne vil være, at der, skattereform eller ikke skattereform, bevares et tydeligt og for pensionsopsparerne forståeligt incitament til fortsat pensionsopsparing i forsikringsselska- ber og pensionskasser. Nu er det uden tvivl sådan, at opsparingen til alderdommen vil blive foretaget også uden skattemæssige incitamenter, eftersom alder- domsforsørgelse er et af de gedigne opspa- ringsformål, der betinger en stor del af befolk- ningens økonomiske adfærd. Men der er en klar samfundsmæssig interesse i, at denne opsparing i vidt omfang bindes, så den ikke frigøres, før pensionsalderen indtræder eller i tilfælde af invaliditet og for de efterladte ved tidlig død. Det er en kendsgerning, at mange ellers i privatøkonomiske vanskelige situati- oner kunne blive fristet til at forgribe sig på pensionsopsparingen, ligesom en almindelig perspektivisk forkortelse i adfærden medfører, at mange i de unge år slet ikke får påbegyndt en pensionsopsparing, hvis der ikke forefindes et eller andet særligt incitament hertil. Der er derfor al mulig grund til at antage, at pensions- 185 opsparingen bliver større, hvis den foretages gennem pensionsinstitutterne, end hvis det blot overlades til personlig opsparing uden for pensionssystemet at tilvejebringe det for- nødne supplement til den offentlige alder- domsforsørgelse. Alt andet lige kan det selvfølgelig af den enkelte betragtes som en ulempe, at opsparin- gen skal bindes og alene kan frigøres under særlige betingelser. For at sikre indgåelsen af den slags aftaler er det derfor bydende nød- vendigt, at der gives et særligt incitament. Det gælder, hvad enten der er tale om individuelle pensionsaftaler eller aftaler på arbejdsmarke- det, hvormed en del af lønsummen disponeres. Incitament til pensionsopsparing Det har været anført, at det at have fradrags- og bortseelsesretten for pensionsopsparing blot medfører en privat opsparing, som mod- svares af en mindre offentlig opsparing, og at det ville være mere rationelt i stedet for at lade det offentlige foretage den fornødne opspa- ring. Dette er imidlertid en misforståelse. Der er ingen grund til at tro, at det vedvarende stærke udgiftspres mod de offentlige kasser og ønskerne om skattelettelser skulle tillade en langsigtet offentlig overskudspolitik af den art. Dertil kommer, at kapitalformidling via et pluralistisk privat system af forsikringssel- skaber, pensionskasser m.v. giver væsentlig større effektivitet og smidighed end alternative arrangementer byggende på statslig over- skudsdisponering. Der må derfor fastholdes et incitament til pensionsopsparingen, og vi ønsker at bevare fradrags- og bortseelsesretten. Den kan ikke erstattes af løfter om lempeligere beskatning på udbetalingstidspunktet, simpelthen fordi der ikke er tillid til værdien af den slags politiske løfter. Ønsker man ved den kom- mende skattereform at sætte bruttoskatten i vejret, vil der være tale om en udhulning af fradragsretten, og det må vi på det bestemteste advare imod. Er der på trods heraf flertal i Folketinget herfor, bør i hvert fald en forhøjelse ud over det nuværende arbejdsmarkedsbidrag i stedet for lægges på pensionsudbetalingerne. Ganske vist giver det ikke umiddelbart samme provenu i statskassen; men ingen kan vel heller med rimelighed hævde, at en sådan beskatning af et opsparingselement alligevel på nogen måde kan bruges som led i en forbrugsbegrænsende saneringspakke? Da man sidste gang ønskede at begrænse forbruget, skete det gennem forhøjelse af arbejdsmarkedsbidragsprocenten med en pro- cent til ni procent, gældende for året 1998. Den ekstra procent i arbejdsmarkedsbidrag er et midlertidigt pensionsbidrag, der indbetales til ATP. Der skal ikke herske tvivl om, at pensionsindbetalinger, midlertidige eller per- manente, efter vor opfattelse bør ske til de institutter, der normalt forvalter pensionsop- sparing, og ikke til offentlige ordninger. Nu er der andre skattemæssige forhold end fradragsret, som betinger incitament til pensi- onsopsparing. Først og fremmest er det nød- vendigt, at den løbende afkastbeskatning – realrenteafgiften – levner mulighed for til- strækkelig stor forrentning. Vi står i den for- bindelse helt uforstående over for, at der tilsyneladende stadig eksisterer planer om at belægge pensionsinstitutternes aktieafkast med en særlig afgift med henblik på at finan- siere en nedsættelse af selskabsskatten. For det første er det svært for os at se en nationaløkonomisk sammenhæng mellem en form for afgift på aktieafkast og nedsættelse af selskabsskatten. For det andet betyder en yderligere beskatning af pensionsafkast en direkte modarbejdelse af et af alle ansvarlige politiske ledere fastslået nødvendigt incita- ment til opsparing. For det tredje har vi svært ved at forstå det argument, at en sådan aktie- afkast-afgift blot vil neutralisere virkningen af de kursstigninger på aktier, som alt andet 186 lige vil fremkomme som følge af selskabs- skattenedsættelsen. Hvorfor skal der lige nøj- agtig ske neutralisering af den del af aktiebe- siddelsen, der indgår i lønmodtagernes pensi- onsopsparing? Og hvordan vil man begrunde, at afkastet af udenlandske aktier rammes ved en sådan afgift, for de aktier stiger vel ikke i kurs, fordi den danske selskabsskat nedsættes? Der er tale om et projekt, der ikke er velover- vejet i sine økonomiske og fordelingsmæssige virkninger. Vi advarede kraftigt mod en gen- nemførelse, da projektet blev søgt vedtaget i oktober 1996, og vi er stadig af uændret opfattelse. Til gengæld ser vi gerne grænserne for institutternes mulighed for investering i aktier justeret – til glæde for dansk erhvervsliv. Rådet for Dansk Forsikring og Pension deltager gerne i en drøftelse af skatteforhol- dene, herunder pensionsbeskatningen, med regeringen og de politiske partier. Vi er af den opfattelse, at der fortsat skal være et tydeligt incitament i skattereglerne til pensionsopspa- ring. Ligeledes bør der sikres stabilitet i reg- lerne; det er ofte lovet os fra toneangivende politisk hold, og så vidt jeg har forstået på regeringsgrundlaget og de fra andre partier faldne udtalelser, er der bred politisk enighed herom. En skattereform bør gennemføres på en sådan måde, at disse tilgrundliggende syns- punkter respekteres. Forbrugerpolitisk handlingsplan Forbrugerpolitiske spørgsmål drøftes både i EU og herhjemme. For forbrugerne er det helt væsentlige, at der er effektiv konkurrence på markederne. Naturligvis skal der som bag- grund herfor sikres en så høj grad af markeds- gennemsigtighed, som det er muligt. Det er ikke nogen nem sag i betragtning af forsik- rings- og pensionsprodukternes ofte kompli- cerede karakter samt et udpræget kundeønske om skræddersyede ydelser både på skades- og livsforsikringsområdet. På EU-plan har rådet gennem den europæ- iske forsikringsorganisation CEA støttet be- stræbelserne på at opnå en fornuftig dialog med de europæiske forbrugerorganisationer, hvilket også er lykkedes på trods af modstand fra en række andre landes forsikrings- organisationer. Herhjemme er rådets bestyrelse ved at fær- diggøre oplægget til en forbrugerpolitisk hand- lingsplan for forsikringserhvervet. Vi har taget dette initiativ, fordi vi netop finder, at markedet i kraft af produkternes komplekse karakter nødvendiggør en ekstra indsats, også selv om der tidligere er gjort meget på dette felt. Erhvervets særlige situation fremgår også af, at det er underlagt en særlig forsikringsaftale- lov og omfattende informationsforpligtelser; noget tilsvarende kendes ikke fra andre finan- sielle erhverv. Det er derfor vor bedømmelse, at et særligt etisk regelsæt, som man kender det fra pengeinstitut- og realkreditsektoren, ikke vil være et tilstrækkeligt bidrag på vort felt. Den forbrugerpolitiske handlingsplan om- handler 14 initiativer eller indsatsområder, og en del af dette er allerede igangsat. Der sigtes således på at tilpasse forsikringsbetin- gelser og øge kundevejledning på felter, som erfaringsmæssigt giver anledning til misfor- ståelser og klagesager. Eksempelvis overvejes for øjeblikket i en arbejdsgruppe en revision af den mere end 100 år gamle ulykkesdefini- tion med henblik på at undgå, at kunderne skuffes i deres forventninger til forsikrings- dækningen. Det er bestemt ikke nemt, for samtidig med at vi må konstatere, at kunderne har problemer med forståelsen af den gældende definition, så er det indlysende, at en eller anden afgrænsning må ske, ligesom det af hensyn til gennemsigtigheden på markedet bør ske på et i videst muligt omfang fælles grundlag. Et andet eksempel er den indsats for bedre kundeinformation vedrørende hel- bredsinformationer ved forsikringstegning, som rådet allerede påbegyndte i fjor. Vi 187 arbejder endvidere med en medlemshenstil- ling vedrørende god forsikringsskik i forbin- delse med rådgivning ved forsikringens teg- ning, i dens løbetid, og når forsikringsbe- givenheden indtræffer. Rammebetingelserne for ejerskifteforsik- ringer drøftes bl. a. med Justitsministeriet med henblik på en mulig revision. Vi må konstatere, at dette forsikringsområde hverken for huskøberne eller forsikringsselskaberne endnu har fundet nogen tilfredsstillende form. Det er hensigten via Forsikringsoplysningen at udarbejde en række forbrugerguides ved- rørende de almindelige forbrugerforsikringer, der for forbrugeren yderligere skal belyse, hvilke spørgsmål der bør lægges vægt på i tegningssituationen. Jeg skal skåne årsmødet for en længere opremsning, men blot til sidst nævne, at rådet netop med Forbrugerrådet har færdigbehandlet en revision af Familiens Basisforsikring, og at vi indgår i arbejdet i Finanstilsynet med forberedelsen af et forslag til lov om forsikringsmæglere. Den forbrugerpolitiske handlingsplan vil naturligvis blive drøftet med Forbrugerrådet og med myndighederne, så snart det forbere- dende arbejde i løbet af kort tid er afsluttet. Vi ønsker bestemt ikke at ligge på den lade side med hensyn til en stadig forbedring af gennemsigtighed og videreudvikling af for- sikrings- og pensionsmarkedet. Men vi er skeptiske med hensyn til gennemførelsen af forbrugerpolitiske foranstaltninger ved gene- relle lovregler, der ikke kan tage hensyn til markedernes specifikke struktur og problemer. Vi må i den forbindelse tage afstand fra det forslag til ny markedsføringslov, som blev fremsat i den tidligere folketingssamling, men bortfaldt ved valgudskrivelsen. Gennemfø- relse af forslaget vil skabe retsusikkerhed for erhvervslivet, og det må forundre, at det ikke før fremsættelsen ved et kommissionsarbejde eller på anden måde blev drøftet bredt med inddragelse af erhvervslivets repræsentanter. Vi tager også afstand fra det ligeledes bort- faldte lovforslag om et center for forbrugerin- formation. Der er her tale om en sammenblan- ding af objektiv informationsformidling og subjektiv interessevaretagelse, der ikke er til gavn for nogen af delene. Vi har noteret os, at den nye erhvervsmini- ster ikke vil fremsætte lovforslag på disse områder før sommerferien. Forhåbentlig vil ministeren tage sig tid til at tilpasse lovforsla- gene, også i et samarbejde med erhvervslivet, hvis de i en anden og mere acceptabel form skal frem i Folketinget igen. Endelig vil jeg tage afstand fra de tanker om en økonomisk rådgivningslov og om erstat- ning for skuffede forventninger, som er blevet luftet i Rådgiverudvalget. Også selv om det, at man skulle kunne få erstatning for skuffede forventninger efter rådgivningen, uden at man har lidt et økonomisk tab, åbner for helt nye og spændende indtjeningsmuligheder! Grænsen mellem offentlige og private aktiviteter Forsikring er en aktivitet, der hviler på solida- riteten inden for et nærmere fastlagt område. Derved grænser privat forsikringsvirksomhed op til aktiviteterne i den offentlige sektor, og det kan diskuteres, hvor grænsedragningen skal ske. Erfaringsmæssigt ændrer den sig også over tid. Opbygningen af arbejdsmar- kedspensioner i forsikringsselskaber og pen- sionskasser er således eksempel på en klar nyorientering af opgaveløsningen i forhold til den klassiske grænsedragning. Oprettelsen ved lovgivning af en partsstyret selvejende institution til varetagelse af erhvervssygdoms- delen af arbejdsskadeforsikring er et eksempel på en bevægelse i den modsatte retning. Rådet har en fordomsfri holdning til grænse- dragningen, men vi finder, at forsikrings- og pensionserhvervet inden for velfærdsområdet og på adskillige andre felter kan supplere og aflaste den offentlige indsats. Vi er nær fær- 188 diggørelsen af en grundlæggende redegørelse herom, hvis indhold vi vil drøfte også med de relevante offentlige myndigheder. Velfærdsudspil, forbrugerpolitisk hand- lingsplan og bidrag til opsparingsvenlig skatte- Notits – dødsfald Det er med den største beklagelse, at jeg som dansk redaktør må meddele, at Kontorchef, cand. jur. Robert Oest-Larsen er afgået ved døden. Robert var i perioden 1966 - 1992 dansk redaktør av NFT. I mere end 25 år satte han sit personlige præg på tidsskriftet og udviste altid en ihærdighed med at indhente alsidige artikler og ikke mindst en akkuratesse med det spoglige indhold. Med Roberts bortgang mistede vi en god ven og kollega. Æret være hans minde. Erik B. Johansen politik indgår i det bidrag rådet og dets med- lemsvirksomheder gerne vil yde op mod sekel- skiftet. Det er mit håb, at det alt sammen vil muliggøre en frugtbar og resultatskabende dialog med myndighederne og det øvrige samfund.