Pensionsmæssig ligebehandling af mænd og kvinder

27 NFT 1/1995 Er ligebehandling ensbetydende med, at de årlige udbetalinger er de samme for mænd og kvinder, og/eller skal det betyde, at de årlige indbetalinger, de såkaldte bidrag, som en ar- bejdsgiver indbetaler til en pensionsordning for en arbejdstager som del af dennes løn, skal være ens for mænd og kvinder? Ved den første måde vil kvinderne i gennemsnit opnå en højere samlet pension end mændene, idet kvinder i gennemsnit lever længere end mænd. Ved den anden måde vil mænd og kvinder indbetale det samme til deres pension og der- ved forsikringsteknisk have ret til samme sam- lede pension, idet værdien over et helt livsfor- løb (den forsikringsmæssige kapitalværdi) af arbejdstagerens samlede pension skal være ens. De to muligheder giver således ikke nød- af chefaktuar Klaus Grünbaum og konsulent Frank Rasmussen, Finanstilsynet vendigvis de samme årlige pensions- udbetalinger. Da kvinder i gennemsnit lever længere end mænd, er ren alderspension til kvinder dyre- re end til mænd, typisk ca. 25 % dyrere, og kollektiv ægtefællepension dyrere for mænd end for kvinder. Der kan derfor findes visse ydelsessammensætninger, dvs. passende stør- relser af alders-, invalide-, ægtefælle- og børnepension, hvor ydelsemes forskellige pris for mænd og kvinder tilsammen vil balancere, sådan at den samlede pakke af ydelser kan opnås for samme bidrag for mænd og kvinder. Men ved alle andre ydel- sessammensætninger end disse kan ens ydel- ser kun opnås ved, at der indbetales forskel- lige bidrag for mænd og kvinder, eller ved at Klaus Grünbaum Frank Rasmussen Pensionsmæssig ligebehandling af mænd og kvinder I forbindelse med, at arbejds- markedspensionsordninger er blevet udbredt til det meste af arbejdsmarkedet, har spørgs- målet om ligebehandling af mænd og kvinder i disse ord- ninger været diskuteret. Ikke fordi der normalt er tvivl om at mænd og kvinder skal behand- les lige, men fordi det ikke er klart hvad pensionsmæssig ligebehandling af mænd og kvinder egentlig vil sige. 28 man i ordningen, efter at bidragene er indbe- talt, reelt foretager en omfordeling af de ind- betalte midler fra det ene køn til det andet. Fælleskønsgrundlag I de såkaldte fælleskønsgrundlag (unisex- grundlag) sikres på sidstnævnte måde, at både udbetalingeme (ydelserne) bliver ens, og at indbetalingerne (præmieme eller bidragene) bliver ens. Man tager nemlig i et fælleskøns- grundlag ikke hensyn til den enkeltes køn, men regner med gennemsnitsværdier med hensyn til fx levetiden og invaliditetsrisikoen. Herved bliver de konkrete ind- og udbetalinger uafhængige af den enkeltes køn, således at såvel ydelser som bidrag bliver ens for mænd og kvinder. Dette giver ved første øjekast fuldstændig ligebehandling af de to køn, men herved har man indbygget en systematisk overførsel af midler fra det ene køn til det andet, her fra mænd til kvinder. En sådan teknik ændrer ikke på den bagved liggende virkelighed med de faktiske forskelle, der måtte være imellem mænd og kvinder. Et fælleskønsgrundlags indretning er fx stærkt afhængig af de to køns forskellige levetider, idet fastlæggelsen af grundlaget kun kan ske ved at anvende et vægtet gennemsnit af de to køns restlevetider for hver enkelt aldersgrup- pe i den konkrete ordning. Anvendelsen af et fælleskønsgrundlag ”skjuler” blot de faktiske forskelle. En pen- sionsordning, der kun har kvindelige med- lemmer, vil fx ligegyldigt, hvilket beregnings- grundlag der anvendes, kun kunne udbetale lavere årlige pensioner til sine medlemmer end en tilsvarende ordning, der kun har mand- lige medlemmer. Alene fordi kvinder i gen- nemsnit lever længere end mænd. I frivillige pensionsordninger, hvor den en- kelte kan vælge at være med i ordningen eller eventuelt vælge imellem forskellige ordning- er, kan fælleskønsgrundlag ikke anvendes, idet der i så fald kan forventes spekulation imod ordningen. De, der på forhånd ved, at de systematisk vil komme til at betale til andres forsikringsdækning, må forventes frit og lov- ligt at søge over i andre ordninger, der har en for dem gunstigere kønsfordeling. Derimod kan man godt i obligatoriske ord- ninger, hvor der er tvungent medlemskab, og den enkelte ikke i særlig høj grad kan vælge imellem forskellige pensionsydelser, som udgangspunkt anvende et fælleskønsgrund- lag. Her kan der ikke opstå spekulation imod ordningen, da den enkelte ikke kan vælge sig ind eller ud af ordningen eller vælge imellem forskellige ydelser. Den systematiske omfor- deling, der finder sted ved anvendelse af fæl- leskønsgrundlag vil være tydeligst i de ord- ninger, hvor der indbetales ens bidrag, som ved ”omfordeling” fra det ene køn til det andet sikrer, at ydelseme derefter bliver ens. I en ordning med fælleskønsgrundlag kan der endvidere opstå modstridende interesser mellem kønnene ved valg af ydelsessammen- sætning, Det kunne fx være i mænds interesse at vælge engangsudbetalinger (summer) frem for løbende udbetalinger, idet de med sum- men i hånden kan gå til et livsforsikringssel- skab og tegne en individuel livrente, der er større end den livrente, de kunne opnå i en ordning med fælleskønsgrundlag, hvori der også er kvindelige medlemmer. Omvendt kunne det være i kvinders interesse at vælge løbende udbetalninger og ikke engangsud- betaling. Konsekvensen af et påtvunget fælles- kønsgrundlag kan derfor blive stridigheder imellem mændene og kvinderne i de enkelte ordninger om, hvilke ydelser der skal være i pensionsordningen. Etablering af en formel ligebehandring i obligatoriske pensionsordninger ved lov- bestemt anvendelse af fælleskønsgrundlag kan således ikke stå alene, men må antages at skulle ledsages af yderligere følgelovgivning bl.a. om ydelsessammensætningen i de enkel- 29 te ordninger og om beregning af udtrædelses- godtgørelser. Hvad kræver EU? Ligebehandlingskravet er fastslået i Romtrak- tatens artikel 119, der som udgangspunkt dre- jer sig om lige løn. Arbejdsmarkedspension er imidlertid også omfattet af artikel 119, idet begrebet løn er defineret så bredt, at det også omfatter ”alle andre ydelser, som arbejdsta- geren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i penge eller naturalier.” Herudover sikres ligebehandlingen i de ikke- lovbestemte pensionsordninger gennemført ved EF-direktiv 86/378 om ligebehandling af mænd og kvinder i erhvervstilknyttede pen- sionsordninger. Direktivet udvider Romtrak- tatens bestemmelser om ligebehandling ved også at omhandle selvstændige erhvervs- drivende samt ved at foreskrive, at bidragene skal være ens, og at ydelseme skal være ens, medmindre forskellene er begrundet i aktuar- mæssige faktorer, der er forskellige for mænd og kvinder. Direktivet tillader sådanne for- skelle, hvis de kan begrundes i væsentlige forskelle i fx mænds og kvinders gennem- snitslevetid og invaliditetshyppigheder. Et forbud herimod antoges at ville føre til for- vridning af pensionsmarkedet, idet et kom- mercielt pensionsmarked med valgmuligheder ikke kan undlade at tage hensyn til de køns- specifikke aktuarmæssige faktorer, idet der ellers kan spekuleres økonomisk mod ord- ningeme. Kommer EF-Domstolen med løsningen? Der verserer for øjeblikket en sag ved EF- Domstolen (Coloroll-sagen), der vedrører disse spørgsmål. Dommen*) forventes at fal- de ultimo 1994 og vil måske bidrage til en bedre forståelse af Romtraktaten på de om- talte områder. Når Domstolen skal fastlægge nærmere, hvad ligebehandling er, er det efter alt at dømme formålstjenligt at opdele i to forskel- lige typer pensionsordninger. I nogle aftaler på arbejdsmarkedet forplig- ter en arbejdsgiver sig til at indbetale, således at arbejdstageme sikres pensionsydelser af en vis størrelse - ofte en procentandel af slutløn- nen. Disse såkaldte ydelsesdefinerede pen- sionsordninger udgør i Danmark en mindre del af pensionsmarkedet. I sådanne ordninger skal disse pensionstilsagn indiskutabelt være ens for mænd og kvinder for at være i overens- stemmelse med Romtraktaten. I andre aftaler på arbejdsmarkedet, de så- kaldte bidragsdefinerede ordninger, som er de almindeligste i Danmark, aftales nogle faste pensionsbidrag, som skal indbetales til et pen- sionsintitut. I disse ordninger er det ikke klart, hvad der skal forstås ved ligebehandling, og Romtraktaten giver heller ikke nogen klar anvisning. Romtraktaten pålægger arbejdsgi- veren at sikre ligebehandling, men det er et spørgsmål, om den kan pålægge de enkelte medlemmer af en pensionsordning systema- tisk, principielt i strid mod forsikringsprincip- pet, at bidrage til andres pensioner. Artikel 119 i Romtraktaten vedrører alene arbejdsgivernes pligter og ses ikke umiddel- bart at give arbejdstageme pligt til omforde- ling af allerede optjent løn (bidraget) fra en gruppe arbejdstagere til en anden. Da EF-direktiv 86/378 om ligebehandling blev udarbejdet og efterfølgende vedtaget af EF’s Ministerråd var man opmærksom på, at et forbud imod at anvende aktuarmæssige faktorer, der er forskellige for mænd og kvin- der, øjensynligt ville medføre nogle uløselige tekniske problemer i de forsikringsmæssige pensionsordninger. Derfor blev det tilladt at anvende forskellige aktuarmæssige faktorer,* Den 28. september 1994 afsagde EF-Domstolen dom i Coroll-sagen. Se efterskrift. 30 Efterskrift: Coroll-dommen afsagt Den 28. september 1994 afsagde EF-Dom- stolen dom i Coroll-sagen. Dommen fast- slår, at anvendelse af kønsspecifikke aktu- armæssige faktorer i ydelsedefinerede ord- ninger (tilsagnsordninger) ikke er i strid med Traktatens artikel 119. Selve dommen tager ikke stilling til for- holdene i bidragsdefinerede ordninger. Det fremgår imidlertid af præmisserne till dom- men, at det generelt for såvel bidrags- som ydelsesdefinerede ordninger alene er det, som arbejdsgiveren har forpliktet sig til, som er omfattet af artikel 119. I de danske bidragsdefinerede ordninger er det alene bidragene, som arbejdsgiverne forplikter sig til at betale, hvorfor det udelukkende er disse bidrag, som er omfattet af artikel 119. Ydelserne fra sådanne ordninger (og her- med beregningen af disse) er derfor efter vor opfattelse ikke omfattet af artiklen, og dommen får således ikke konsekvenser for de danske pensionsordninger. idet de blev anset for nødvendige og viden- skabeligt velbegrundede og uden diskrimina- torisk formål. Hvilke muligheder er der så? I de seneste år i Danmark er der ved frivillig aftale og med Finanstilsynets godkendelse blevet etableret adskillige obligatoriske pen- sionsordninger med fælleskønsgrundlag. Her har medlemmerne valgt den solidariske løsning, som på trods af fx systematiske forskelle mellem kønnene sikrer, at de udbe- talte ydelser bliver uafhængige af den enkel- tes køn. I disse ordninger har man opnået den såkaldte ”dobbelte” ligebehandling, hvor både bidrag og ydelser er ens. De foranstående tekniske overvejelser peger imidlertid på, at så længe det ikke er påtvunget at oprette pensionsordninger, og der i de enkelte ord- ninger er frihed til at vælge ydelsessammen- sætning, og så længe der findes ordninger, hvor medlemskabet ikke er tvungent, bør ønsket om ”dobbelt” ligebehandling, hvor rimeligt det end lyder, ikke realiseres ved lov, men søges opnået ad frivillighedens vej. Implementeringen af EF-direktivet er behandlet i Pensionsoverførselsudvalgets betænkning nr. 1228 ”Pensionsmæssig ligebehandling af mænd og kvinder” fra oktober 1991. (Statens Information, Nørre Farimagsgade 65, Postboks 1103, København K. Telefon + 45-33 37 92 00.)