Autotaks i 30 år: Aldrig har taksering af autoskader været mere effektiv

Bilejeren, som jo også er forsikringskunde, skal være tryg ved at få sin skadede bil repareret til den rigtige pris, i den rigtige kvalitet og på kortest mulig tid. Det vil vi arbejde hårdt på at sikre også i fremtiden i tæt samarbejde med autobranchen.
Artikel forfatter: Maria Clausen
Organization: Forsikring & Pension
About:

Underdirektør. Advokat. Også leder af DFIM og Autotaks.


Utgave:
1, 2021
Sprog: Dansk
Kategori:

 

Det bedst mulige system til opgørelse af autoskader i Danmark har nu i 30 år sikret et effektivt samarbejde mellem autobranchen og forsikringsbranchen til gavn for forbrugerne. Og det stopper ikke her. Forsikring & Pension gør her status over det system, som brancheorganisationen etablerede til fri afbenyttelse for de professionelle aktører i markedet med 24/7-onlineadgang til vejledende reservedelspriser på stort set alle bilmærker.

Det, der den 2. april 1990, begyndte med vurdering af en skade på en Opel Kadett hos den danske bilforhandler, Andersen & Martini, har på 30 år udviklet sig til at være et omfattende it-baseret skadeopgørelsessystem for person- og varebiler. Over de seneste 15 år er der takseret i alt knap syv millioner autoskader svarende til næsten en halv million skader om året med en samlet årlig reparationsudgift på mere end syv milliarder danske kroner. (Se faktaboks).

Frem til 1990 fandtes der ikke noget effektivt takseringssystem på det danske marked. Hvert skadet køretøj var i princippet genstand for en vurdering af værkstedet eller en af forsikringsselskabets taksatorer, der fandt frem til, hvad det sådan omtrent skulle/ville koste at udbedre skaden.

Internettet, som vi kender i dag, var ikkeeksisterende, så al kontakt foregik gennem fysiske besøg, pr. telefon, telefax og almindelig postgang. Det kunne godt tage lidt tid, og opgørelserne af den samme type skade var formodentlig forskellige, da man netop ikke rådede over et effektivt referencesystem, som man lige kunne slå op i.

Der er sket meget siden den spæde start i 1990 hvor skadeopgørelsen blev lavet på et stykke papir. I dag er systemet Autotaks fuldt integreret på det danske bilmarked og bruges ikke bare af alle forsikringsselskaber til taksering af bilskader men også af omkring 4.500 autoværksteder, som i fællesskab hver dag laver tusindvis af opgørelser på skadede køretøjer.

Det schweiziske udgangspunkt

Autotaks bygger på et it-system, Audatex, som Forsikring & Pension købte licens til i 1990 på forsikringsbranchens vegne. Den schweiziske leverandør af samme navn blev etableret i 1966 af genforsikringsselskabet Swiss Re. Audatex har siden udviklet og udbredt sit it-system til brugere i en lang række lande verden over.

Formålet med Autotaks

Ved at tilbyde et moderne it-baseret system til opgørelse eller taksering af autoskader til værksteder landet over - vel at mærke uden, at der skulle koste værkstederne noget at bruge det – kørte både auto- og forsikringsbranchen på få år ud i overhalingsbanen i forhold til effektivt at taksere bilskader. Og dermed fjernede man i virkeligheden behovet for, at det enkelte forsikringsselskab selv skulle etablere, vedligeholde og udvikle et tilsvarende system – med store omkostninger til følge.

Målet med Autotakssystemet var også, at selskaberne med det fælles system kunne opnå besparelser i forhold til de ret kraftigt stigende udgifter til reparation af forsikringsskader. Den forventede besparelse på selskabernes udgifter til reparationerne ville komme forsikringstagerne til gode, hvilket også var begrundelsen for, at konkurrencemyndighederne godkendte Autotaks som værende lovligt efter konkurrencelovgivningen. Konkurrencemyndighederne stillede i øvrigt som yderligere betingelse, at der bliver indgået individuelle aftaler om timepriserne mellem det enkelte værksted og det enkelte forsikringsselskab, og at parterne kun har kendskab til deres egne aftaler.

Forsikring & Pension har fra begyndelsen haft fokus på at optimere hele processen, så der hele tiden skabes værdi, der gavner alle parter, det vil sige både det enkelte autoværksted og forsikringsselskab, den enkelte forbruger, altså bilejeren, og i sidste ende samfundet.

Et sikkerhedsnet under Danmarks vognpark

Forudsætningen for at opretholde en sikker og opdateret bilpark i Danmark er, at der sker en hurtig og korrekt taksering af en given autoskade, og at det sker i henhold til de indgåede aftaler baseret på forhandlinger mellem værkstedet og forsikringsselskabet. Her spiller Autotaks en væsentlig rolle.

Forsikring & Pension sørger for, i samarbejde med både systemleverandører, forsikringsselskaberne og brugerne, at sikre, at Autotaks/Forsi.dk hele tiden lever op til markedets krav. Systemet skal nemlig ikke bare køre, men skal løbende forbedres så det bedst muligt understøtter digitaliseringen på tværs af forsikrings- og autobranchen. Det gøres i stor udstrækning ved inddragelse af medlemmer og brugere og ikke mindst tredjeparts leverandører.

Nye funktioner og tilbud til værksteder og forsikringsselskaber

Som led i den fortsatte udvikling og forbedring af Autotaks kunne Forsikring & Pension i september 2020 præsentere et nyudviklet statistiksystem målrettet alle værksteder, der bruger Autotaks, og som nu har adgang til deres godkendte taksatorrapporter på alle reparererede skader fem år tilbage.  

Forsikring & Pension er ved at udvikle bedre løsninger for vores medlemmer, forsikringsselskaberne, til at opgøre skader på lastbiler – i et såkaldt Stortaks – i selve Autotaks-systemet. Samtidig arbejdes der på en løsning, der kan erstatte et ældre system, Unitaks, som taksatorer i dag bruger til at opgøre skader på bl.a. campingvogne, motorcykler, traktorer og cykler.

Det skal også være muligt for værksteder at kunne dele data mellem sig uden at skulle udvikle egne it-systemer. Værkstederne skal nemt via Autotaks kunne dele fx en specifikation af lakeringsarbejdet til et malerværksted.

Et bedre Autotaks hver dag

Forsikring & Pension arbejder konstant for at hæve niveauet for, hvor meget vi kan digitalisere Autotaks med løsninger, der skaber værdi for både autobranchen, for vores egne medlemmer og dermed for forbrugeren.

Vi vil også fremover arbejde endnu mere på tværs af de involverede brancher for at skabe et endnu bedre system, for det er i snitfladerne mellem de forskellige parter vi kan risikere at miste den værdi vi ellers skulle forøge ved anvendelsen af et system som Autotaks.

Bilejeren, som jo også er forsikringskunde, skal være tryg ved at få sin skadede bil repareret til den rigtige pris, i den rigtige kvalitet og på kortest mulig tid. Det vil vi arbejde hårdt på at sikre også i fremtiden i tæt samarbejde med autobranchen.

Fakta om Autotaks og Forsi.dk

  • Autotaks er de danske forsikringsselskabers fælles it-baserede skadesopgørelsessystem for person- og varebiler - senere også for lastbiler
  • Systemet anvendes af forsikringsselskabernes taksatorer og af alle danske autoværksteder til at opgøre forsikringsskader
  • Etableret 2. april 1990 af Forsikring & Pension
  • Ejet af alle bilforsikringsselskaber i Danmark
  • Hvert år opgøres ca. 550.000 bilskader i Autotaks til mere end syv milliarder danske kroner i samlede skadeudgifter (baseret på 2019-tal).
  • Antal takserede skader fra 2004 til 2019: 6.875.181
  • Periodens højeste antal skader var i 2019 med 582.319 takserede skader
  • Autotaks.dk fungerer som et opslagsværk, hvor man finder arbejdsbeskrivelser, vejledning i brugen af Autotaks, oplysninger om fx bilmodeller, rustbeskyttelse, selskaber og taksatororganisationer samt adgang til en Hotline.

 

Om Forsi.dk – forsikringsselskabernes integrerede skadeopgørelsessystem

  • Gennem forsikringsselskabernes integrerede skadeopgørelsessystem, i daglig tale kaldet Forsi.dk, kan alle forsikringsselskaber se deres skadeopgørelser, ligesom værkstederne kan opgøre deres tilbud på lastbiler, glas, motorcykler og campingvogne – foruden altså person- og varebiler.
  • Gennem Forsi.dk har alle brugere og medlemmer af Autotaks adgang til gratis at deltage i målrettede uddannelsesforløb og følge live-streamede webinarer døgnet rundt.
  • www.Forsi.dk kan man frit abonnere på nyheder om fx vejledende materialepriser, bilmodeller og om, hvad der rør sig i forsikringsbranchen.

 

Kilde: Autotaks/Forsi.dk