Antallet af uforsikrede motorkøretøjer er nedbragt med 75 procent på 18 måneder

 

Med omkring 50.000 motorkøretøjer på danske nummerplader, som i princippet kørte rundt i trafikken uden at have den lovpligtige ansvarsforsikring, mente DFIM, det var på høje tid at indføre en lov, der kunne reducere antallet af uforsikrede køretøjer. Nu omkring 18 måneder efter loven trådte i kraft er der ca. 12.250 uforsikrede køretøjer tilbage.

Selv om det også i Danmark er lovpligtigt at have en ansvarsforsikring på motordrevne køretøjer fandtes der omkring 50.000 uforsikrede motorkøretøjer i Danmark, inden loven om dagsgebyr trådte i kraft 1. januar 2019. I skrivende stund, 18 måneder efter, er antallet faldet med 75 procent til knap 12.250 uforsikrede biler, motorcykler, knallerter og andre motordrevne køretøjer.

I DFIM er vi tilfredse med udviklingen. Et fald på 75 procent på 18 måneder i antal uforsikrede køretøjer overstiger vores forventninger. Vi havde forventet et fald på 30 procent baseret på erfaringer fra vores kolleger i Norge og Sverige.

Vi er glade for, at den danske befolkning over en bred kam efterhånden forstår, at deres køretøj skal være forsikret – og det ikke alene på grund af lovkravet, men også for deres egen skyld. Det er da også 90 procent af den danske befolkning, som har et motorkøretøj, der bakker op om dagsgebyrordningen. Det fremgår af en spørgeskemaundersøgelse fra det danske analyseinstitut Epinion i juli 2019. Den positive holdning slår ligeledes igennem i medierne, hvor pressedækningen fortsat er på vores side.

Det var på opfordring fra DFIM og Forsikring & Pension, at Folketinget i maj 2018 vedtog en ny lov, der pålagde alle ejere eller brugere af et uforsikret motordrevet køretøj et dagsgebyr på 250 kroner. Mere præcist handlede det om, at et bredt flertal i Folketinget vedtog lov om ændring af færdselsloven og lov om registrering af køretøjer. Hermed blev dagsgebyret indført, og DFIM blev udvalgt til at administrere loven.

DFIM søsatte et større projekt, både internt men også eksternt i forbindelse med implementering af lovgivningen. Et helt nyt IT-system blev designet til at inddrive dagsgebyrer hos omkring 43.000 ejere eller brugere af et eller af flere registrerede køretøjer. Ved at ansætte 17 sagsbehandlere og inkassomedarbejdere var organisationen gearet og på plads i nye bygninger i god tid, inden loven trådte i kraft 1. januar 2019.

Samarbejdet med vores medlemsselskaber og med de offentlige myndigheder på motor- og skatteområdet kom også tidligt på plads og har siden kørt meget tilfredsstillende.

De uforsikrede betaler for deres egne skader

Der er i skrivende stund inddrevet mere end 150 millioner kroner i dagsgebyrer, mens der i motorforsikringsselskaberne er solgt næsten 40.000 nye ansvarsforsikringer. I de foreløbig 18 måneder, der er gået, siden DFIM begyndte at inddrive dagsgebyrer, er et stort antal gamle biler og især knallerter blev afmeldt i det danske Motorregister. Der er med andre ord ryddet op i bestanden af gamle køretøjer, som fortsat var forsynet med nummerplader.

De inddrevne dagsgebyrer anvendes til at erstatte skader forvoldt af uforsikrede eller ukendte køretøjer. Sidstnævnte bedre kendt som flugtbilister. Men de indbetalte dagsgebyrer betyder, at de kunder, der forsikrer deres køretøj, ikke længere over deres forsikringspræmie betaler for de skader, som motorkøretøjer uden ansvarsforsikring forvolder på andre og deres ting. Det mener vi også er både retfærdigt og rimeligt.

Fortsat for mange uforsikrede

På trods af det store fald i antallet af uforsikrede, så er det stadig ikke i orden, at der er 12.500 ejere eller brugere, der dagligt endnu kører rundt på vejene i registrerede biler, lastbiler, knallerter og motorcykler. Så vi fortsætter ufortrødent arbejdet med at inddrive dagsgebyrer.

Fakta

  • Person- og varebiler udgør 53 procent af alle uforsikrede motorkøretøjer (30. juni 2020)
  • Knallerter udgør 30 procent, mens motorcykler og traktorer udgør hhv. seks og to procent af alle uforsikrede motorkøretøjer (30. juni 2020)
  • Der er i alt 3.437.756 registrerede motorkøretøjer i Danmark ifølge Danmarks Statistik (1. januar 2020)
  • Antallet af uforsikrede køretøjer udgør 0,3 procent af bestanden (1. januar 2020) mod 1,5 procent i 2018.