Grænsefladen mellem de generelle finansielle tilsyn konkurrencemyndigheder og konsumentbeskyttelseshensyn

298 NFT 4/1998 I henhold til den danske Lov om Forsikringsvirk- somhed (§237) påser Finanstilsynet overholdel- sen af tilsynslovgivningens bestemmelser (bortset fra selskabsretlige bestemmelser (§21), hvis over- holdelse påses af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen). Finanstilsynet varetager de nævnte opgaver i for- bindelse med Forsikringsrådet. I henhold til Øko- nomiministeriets bekendtgørelse varetager For- sikringsrådet den overordnede administration af de regler i tilsynslovgivningen for forsikring m.v., der henhører under Finanstilsynet. Rådet træffer afgørelse i sager af principiel karakter, sager i hvilke der foreligger særlig tvivl samt i sager, der har videregående betydning for vedkommende sel- skab, pensionskasse eller fond. Finanstilsynet er sekretariat for rådet og udfører dettes beslutnin- ger. Rådet har 8 medlemmer, hvoraf 3 repræsen- terer forsikrings- og pensionserhvervet, medens de øvrige skal være uafhængige af virksomheder, der er under rådets tilsyn. Formanden skal være jurist (den nuværende formand er højesteretsdom- mer). I medfør af Konkurrenceloven (§14) varetager Konkurrencestyrelsen den daglige administration af Konkurrenceloven, medens Konkurrencerådet har ansvaret for den overordnede administration af loven og regler udstedt i medfør heraf. Rådets sekretariatsopgaver varetages af Konkurrence- styrelsen, der også udfører rådets beslutninger. Rådet består af en formand og 18 medlemmer, idet formanden (p.t. en økonomiprofessor) og 8 af medlemmerne skal være uafhængige af erhvervs- og forbrugerinteresser. Såvel Forsikringsrådet som Konkurrencerådet er ved administrationen af de omhandlede lovgiv- ningskomplekser uafhængige af de politiske res- sortministre (økonomiministeren og erhvervsmi- nisteren). Grænsefladen mellem de generelle finansielle tilsyn konkurrencemyndig- heder og konsumentbeskyttelses- hensyn af Steen Leth Jeppesen, Rådet for Dansk Forsikring og Pension Steen Leth Jeppesen Nærværende artikel er udtryk for forfatterens refleksioner over emnet, og står således for dennes egen regning. Baggrunden herfor er bl.a. et mangeårigt medlemsskab af de danske tilsynsorganer Forsikringsrådet og Kon- kurrencerådet. 299 Om sikkerhedshensynet Sikkerhedshensynet i den finansielle lovgiv- ning tager sigte på at bevare stabilitet i og tillid til sektoren. Historisk har dette på pengeinstitutområdet været båret af et samfundsmæssigt ønske om at bevare tilliden til pengesystemet. Banksek- toren er et centralt led i samfundets omsæt- ningsformidling og værdianbringelse. Som bankerne er indrettet, vil imidlertid en generel mistillid til deres stabilitet kunne føre til den klassiske krisesituation med ”run” på bank- systemet, efterfølgende bankfallitter og sam- menbrud for pengeomsætning, produktion osv. Dette søges forhindret ved regler om solvens, virksomhedsområde, placeringer m.v., der tager sigte på at skabe baggrunden for en høj grad af tillid til bankvæsenet. Fore- kommer alvorligere bankkriser alligevel, er der erfaring for indgreb fra regeringers og centralbankers side. Yderligere kan sikkerhedshensynet siges mere bredt at sigte på en stabilitet i den finansielle sektor – specielt i bankerne – der kan bevare en høj grad af international kredit- værdighed. Derudover ønsker man at undgå, at sammen- brud for virksomheder i den finansielle sektor i øvrigt skulle føre til velfærdsødelæggende tab for indskydere og forsikringstagere. Det er et politisk ønske, at der skal være en høj grad af stabilitet i hele den finansielle sektor, således at kunderne her ikke udsættes for tab uden egen skyld. Ud over de ovenfor omtalte regler om solvens m.m., har dette også givet anledning til forskellige former for garanti- ordninger samt ønske om indførelse heraf. Om konkurrencehensynet I henhold til den danske konkurrencelov (§1) er formålet at fremme en effektiv samfunds- mæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. I den forstand er det således effektivitet i produktion og distribution, der er målet, og konkurrence, som er midlet. Dette indebærer imidlertid også, at konkur- rence i en række situationer må anses som uhensigtsmæssig til opfyldelse af effektivi- tetsmålsætningen. En yderligere målsætning bag konkurrence- hensynet kan dog også være etablering og opretholdelse af næringsmæssig ligestilling og et mere principielt ønske om konkurrence mellem erhvervsvirksomheder overalt, hvor ikke særlige betingelser for at tillade aftaler og udnyttelse af dominerende markedspositi- on gør sig gældende. I det hele taget er det ikke ganske åbenbart, hvordan konkurrencehensynet skal admini- streres. Traditionelt har konkurrencemyndig- hederne anlagt en national synsvinkel og har søgt at agere ud fra den aktuelle konkurrence- situation. I en langt mere åben økonomi er dette naturligvis en alt for snæver betragt- ningsmåde; dertil kommer, at man efter en mere tidssvarende konkurrenceteoretisk op- fattelse i højere grad må tillægge den poten- tielle – i stedet for nødvendigvis den aktuelle – konkurrence betydning ved den konkurren- ceretlige afgørelse, idet dette argument natur- ligvis klart styrkes ved den omtalte internati- onalisering af økonomien. Måling af potentiel konkurrence frembyder dog af nærliggende årsager til tider betydelige vanskeligheder, og ligger i nogen grad uden for konkurrence- myndighedernes hidtidige erfaringsgrundlag. Dette gælder såvel de nationale konkurrence- myndigheder som konkurrenceindsatsen i henhold til EF-traktatens bestemmelser. Om andre samfundsmæssige hensyn Traditionelt har den finansielle virksomhed i almindelighed – og forsikringsvirksomheden i særdeleshed – også skullet respektere en række andre hensyn, der har en bredere sam- fundsmæssig forankring. Der er eksempelvis 300 tale om et udbredt ønske om tilrettelæggelse af forsikringsvirksomheden, således at en skadeforebyggende indsats optimeres ved brandforebyggende tiltag. På andre felter er der krav om kriminalitetsbekæmpende ind- retning af forsikringsprodukter og om hono- rering af færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Disse hensyn kan være søgt tilgodeset gen- nem direkte lovkrav, gennem forsikringser- hvervets deltagelse i offentlige råd el. lign., der netop tager sigte på at fremme skadefore- byggelse, kriminalitetsbekæmpelse og færd- selssikkerhed, og endelig kan der være tale om traditionelle udformninger af forsikrings- betingelser og branchesamarbejde, som det øvrige samfund formentlig typisk har for- ventning om. Om konsumentbeskyttelses- hensynet Ikke mindst i de senere år er særlige konsu- mentbeskyttelseshensyn i stigende grad kom- met i brændpunktet, såvel i den nationale lovgivning og debat som på EU-niveau. Sigtet hermed er angiveligt at beskytte kunden (pri- mært den private forbruger) som den påstået ”svage” i forholdet til forsikringsgiver. Man kan hævde, at dette allerede sker via forsik- ringslovgivningen – den danske forsikrings- lovs §7, hvorefter forsikringsvirksomheden skal drives i overensstemmelse med ”redelig forsikringsskik og god forsikringspraksis”, således at Finanstilsynet kan give pålæg om, at virksomhed i strid hermed ophører – samt via konkurrenceretsbestemmelserne. Varetagelsen af konsumentbeskyttelseshen- synet er imidlertid også søgt udbygget ved særskilte ankenævnssystemer på forsikrings- feltet, gennem markedsføringslovgivning og deraf følgende bestemmelser, eksistensen af en forsikringsaftalelov, aftaler om standard- forsikringsbetingelser, særlige forbrugerop- lysningsindsatser m.m. Det fremgår eksem- pelvis også af den danske forsikringstilsynslov (§240b), at Finanstilsynet skal foretage under- søgelser, der er egnede til at fremme gennem- sigtighed på forsikringsmarkedet. Man kan diskutere længe, hvad der bedst beskytter forbrugeren: Et effektivt fungerende marked eller særlige såkaldt forbrugerpolitiske tiltag ? Det kan i den sammenhæng også overvejes, om der overhovedet er behov for at ”beskytte” forbrugeren, der jo netop via sin markedsefterspørgsel er determinerende for udviklingen på markedet. Det må i den for- bindelse antages, at udvikling i retningen bort fra en konkurrencebetonet situation alt andet lige indebærer et velfærdstab for forbruger- ne; der foreligger imidlertid ingen holde- punkter for, i hvilken grad konsumentbeskyt- telsesforanstaltninger – eller for den sags skyld konkurrenceretlige reguleringer – kan opveje dette (eller om velfærdstabet evt. yder- ligere øges ved indgreb af den art). Uanset hvordan disse sammenhænge så kan udredes, er det imidlertid en kendsger- ning, at presset i retning af yderligere forbru- gerpolitiske indsatser som nævnt er øget i de senere år, såvel i de enkelte lande som på EU- niveau. Der er tale om, at forbrugerpolitiske spørgsmål optager stor plads i medierne, og at de bl.a. derfor af de politiske partier anses for gode at profilere sig på. Denne situation ud- nyttes naturligvis også af de forbrugerpoliti- ske organisationer, der har opnået øget gen- nemslagskraft på trods af deres ofte svage folkelige baggrund. Det må følgelig anses for givet, at forbrugerpolitiske spørgsmål og al- mene forbrugerbeskyttelseshensyn fremdeles i de kommende år vil spille en stor – og formentlig stigende – rolle i den politiske debat og i lovgivningen samt i det hele taget i myndighedsindsatsen. Om afvejning af hensyn: Indbyrdes modstrid Det er allerede fremgået ved beskrivelsen ovenfor af sikkerhedshensynet, at der er tale 301 om forskellige motiver bag fastlæggelsen af dette. Stærkest forekommer dette at være med hensyn til ønsket om at opretholde pengesy- stemets stabilitet, hvilket dog næppe er rele- vant for forsikringserhvervet. Dels har er- hvervet en anden rolle end pengeinstitutterne i pengeøkonomien, dels medfører forsikrings- virksomhedens karakter og tilrettelæggelse, at de her opererende virksomheder ikke har samme grad af følsomhed i forhold til umid- delbare panikreaktioner i kundegruppen (”run”-situationen). Dog kan man vel antage, at smittefare, koncerntilhørsforhold og lign. i tilfælde af sammenbrud i større finans- og forsikringskoncerner uden for bankområdet kan skabe usikkerhed med hensyn til sektorens (og landets) internationale kreditværdighed. I øvrigt søger man som nævnt at afskærme den enkelte for velfærdstruende tab, hvilket naturligvis er af stor relevans for forsikrings- erhvervet. Velfærdstruende kriser ville typisk kunne opstå på livs- og pensionsforsikrings- området, hvor en ruinsituation kunne medføre bortfald af indkomstgrundlaget for aktuelle og kommende pensionister. På skadesforsik- ringsområdet kunne man forestille sig lignen- de ulykker, specielt når skadessituationen er indtrådt, men ikke erstattet før ruin. Dette er årsagen til, at der med hensyn til livs- og pensionsforsikring er opbygget mangesidede sikringssystemer med krav til reservedannelse, og placeringsregler foruden generelle sol- venskrav. På de nævnte skadesforsikringsfel- ter kan derudover gælde særlige garantiregler samt en uformel praksis om, at branchen i et vist omfang vil holde hånden under nødliden- de engagementer. Man kan imidlertid i denne sammenhæng med rimelighed argumentere for, at sikker- hedskravet bør tilpasses en faldende skala af farlighed. Helt eller delvis velfærdstruende tab bør forhindres, men man kan rejse spørgs- målet, hvad det store flertal af kunder mister ved et skadesforsikringsselskabs ruin. De vil typisk risikere at miste op til et års præmiebe- taling, idet risikodækningen umiddelbart over- føres til andre skadesforsikringsselskaber. Et sådant tab er ikke større, end hvad man ellers kan risikere at miste ved uheldige forbrugs- dispositioner på andre felter. Tabssituationen bør selvfølgelig helst undgås, så branchen som helhed kan bevare maksimal kundetillid, hvilket også regler om solvens og reserveaf- sættelse sigter på, men det er vel et åbent spørgsmål, hvorvidt det er økonomisk ratio- nelt gennem vidtgående garantiordninger helt at eliminere denne risiko. Konkurrencehensynet tilsiger nemlig en konkurrencesituation mellem forsikringssel- skaberne, hvor kundevalget mellem disse af- hænger af præferencerne med hensyn til priser, service, produktindhold og i det hele taget udbyderens langsigtede seriøsitet. Generelle garantiordninger, der principielt eliminerer konsekvenserne af en ruinsituation i forhold til kunden, må alt andet lige formodes at ville understøtte mindre seriøse markedsdeltagere og dermed føre til lavere økonomisk effekti- vitet. En anden sag er selvsagt, at en sådan vurde- ring af afvejningen mellem sikkerheds- og konkurrencehensynet ikke nødvendigvis deles af et politisk flertal. Der kan således – også i Danmark – konstateres ønsker om generelle garantiordninger for skadesforsikring (i Dan- mark har noget sådant dog hidtil ikke kunnet vinde tilstrækkelig tilslutning). Ud fra en helt overordnet betragtning kan man hævde, at sikkerhedshensynet er i kon- flikt med konkurrencehensynet. I virkelighe- dens verden løses den konflikt derved, at tilsynsreglerne er fastsat ud fra EF-direktiver og national lovgivning, der i øvrigt hjemler løbende regulering af de finansielle tilsyns- myndigheder, i form af særlige aftaler med de berørte brancher, forbrugerorganisationer etc. Konkurrencemyndighedernes reguleringsmu- ligheder viger for dette. Problemstillingen er imidlertid ikke altid tilsvarende klar på andre områder, hvor over- 302 ordnede samfundsmæssige hensyn gør sig gældende. Der er således tale om kriminali- tets- og skadeforebyggende tiltag, der indgår i mange sammenhænge. Samfundet har gene- relt en forventning om, at forsikringsvirk- somheden tilrettelægges på en måde, så tilbø- jeligheden til kriminalitet, direkte uforsvarlig eller uagtsom adfærd begrænses. I vedtægterne for Rådet for Dansk Forsikring og Pension hedder det eksempelvis også, at rådet skal: ”sikre, at erhvervet udøves på en sådan måde, at det løser sin samfundsmæssige opgave.” På forskellige områder er disse hensyn spe- cificeret ved lovgivning eller andre bindende myndighedsforeskrifter. F.eks. kan nævnes bestemmelser i Forsikringsaftaleloven og regler om bygningsindretning og brandværn. I disse tilfælde er den mulige konflikt med Konkurrencetilsynet løst på samme måde, som det er anført vedrørende de finansielle tilsynsregler ovenfor. På andre felter varetages disse hensyn imidlertid typisk gennem bran- cheaftaler, -henstillinger og lign. Der er en risiko for, at konkurrencemyndighederne vil søge at underkende dette som konkurrence- begrænsning, og altså ikke lade sådanne aftaler omfatte af gruppefritagelser eller individuelle fritagelser i henhold til konkurrencelovgiv- ningens forbudsprincip. I Danmark har der således tidligere været anvendt den argumen- tation, at den slags normeringer af adfærden alene burde fastholdes, hvis der var tale om lovmæssigt fastlagte bestemmelser. Dette er problematisk. En lang række af disse regule- ringer er sket per sædvane og kan være van- skelige at bringe på lovform. Forsikringsor- ganisationerne har dog tidligere ved ankeind- stansen vundet en sag over konkurrencemyn- digheden om fastholdelse af en henstilling om indbrudssikring i forbindelse med forsik- ringer for detailbutikker. Et mere isoleret konkurrencemæssigt pro- blem kan det i den forbindelse siges at være, at en konkurrencesituation, som omfatter alle tænkelige konkurrenceparametre, typisk vil hæmme gennemsigtigheden og også kan give anledning til væsentlige flytteomkostninger. Dette vil eksempelvis være tilfældet vedrø- rende den nævnte sikring af detailbutikker; finder denne sted efter helt selskabsindividu- elle bestemmelser, kan det efter omstændig- hederne føre til betydelige omkostninger for den enkelte detailbutik at skifte forsikrings- selskab. Disse synspunkter var da formentlig også medvirkende til, at den nævnte anke- nævnskendelse gik konkurrencemyndigheden imod. Også af rent konkurrencemæssige grunde kan man således argumentere for, at en række fællesbetingelser af teknisk, skadeforebyg- gende og anden art får lov til at blive holdt uden for konkurrencen, der i stedet for omfatter priser, service, produktudvikling m.m. Dette kan også have betydning i relation til sikker- hedshensynet ud over de traditionelle tilsyns- mæssige regler. Således har tilsynsmyndig- hederne helt naturligt interesseret sig for de særlige år-2000-problemer, der både berører forsikringsvirksomhedernes egen funktions- evne og deres dækningsmuligheder i forhold til erhvervslivet og andre. Fællesovervejelser på disse felter har således været naturlige. Det må endelig tages i betragtning, at en række forsikringsprodukter er klart komple- mentære til aktiviteter i den offentlige sektor, ligesom andre direkte iværksættes som et substitut for, hvad der ellers nærliggende kunne have været tilrettelagt som en aktivitet i den offentlige sektor. Eksempelvis kan næv- nes retshjælpsforsikring og ejerskifteforsik- ringer; her er det et ønske, at der skal findes en konkurrencebaseret løsning, men under re- spekt for en række efter forhandling med myndighederne fastsatte krav. Ønsket om konsumentbeskyttelse og de særlige forbrugerpolitiske hensyn fører typisk til lovreguleringer eller særlige aftaler mellem forsikringserhvervet og forbrugerorganisati- oner, med eller uden deltagelse fra forbruger- og tilsynsmyndigheder. Spørgsmål af denne 303 karakter kan også siges i nogen grad at være varetaget af konkurrencemyndighederne; sig- tet med konkurrencelovgivningen må dog siges primært at være ønsket om effektivitet i produktion og distribution gennem konkur- rence, næringsfrihed etc. (jf. ovenfor). Som et led heri påpeges ønsket om størst mulig mar- kedsmæssig gennemsigtighed som en forud- sætning for konkurrence og for forbrugernes mulighed for at foretage de relevante valg på markedet. Gennemsigtighedsønsket kan imid- lertid i sig selv på et marked for tjenesteydel- ser af en ofte kompliceret natur føre til nød- vendigheden af, at en række mulige konkur- renceparametre fastfryses gennem aftaler, så at konkurrencen koncentreres på en række sammenlignelige områder. Noget sådan vil imidlertid ofte kunne komme i strid med konkurrencemyndighedernes traditionelle op- fattelse af konkurrencehensynet. Et forbrugerpolitisk bestemt ønske viser sig ofte i form af krav om indførelse af særlige standardprodukter, der udbydes af alle eller i hvert fald et stort antal forsikringsselskaber med ensartede forsikringsbetingelser. Et ek- sempel herpå er den danske familiens basis- forsikring, der hviler på aftaler mellem For- brugerrådet og den danske skadesforsikrings- organisation. Basisforsikringen har siden be- gyndelsen af indeværende årti været mar- kedsført af en række af de største markedsak- tører på området, og har opnået en markeds- andel på ca. 20 pct. Der har imidlertid vist sig problemer med et standardprodukt af denne art. Således ønsker mange kunder mere skræddersyede (indivi- duelt tilpassede) produkter, end standardpro- duktet (med standardtilvalg) kan præstere. I sig selv er det naturligvis klart, at denne individualisering hæmmer markedsgennem- sigtigheden, i strid med formulerede basale forbrugerpolitiske og konkurrencemæssige hensyn. Som eksempel på konkurrencens pro- duktdifferentierende kraft kan fra et helt andet erhvervsområde peges på udviklingen inden for telefeltet, efter at erhvervsudøvelsen her i de senere år er blevet liberaliseret; på dette i udgangssituationen temmeligt enkle service- marked er der igangsat en dybtgående pro- duktudvikling, der mere nuanceret kan tilfredsstille forbrugernes præferencer, men som i hvert fald har gjort telemarkedet langt mindre gennemsigtigt. Det er også klart, at en produktstandardisering i sig selv kan fastfryse den konkurrenceparameter, som består i sel- skabernes produktudvikling, hvilket på et moderne tjenesteydelsesmarked må siges at være en alvorlig konkurrencemæssig begræns- ning. Denne risiko understreges yderligere af, at det har vist sig vanskeligt – og meget tidskrævende – at få revideret de aftalte standardbetingelser i overensstemmelse med indvundne erfaringer om markedsudviklin- gen. Andre konsumentbeskyttelseshensyn kan ligeledes være i strid med konkurrencehensy- net. Deres evt. lovmæssige fastsættelse vil kunne virke konkurrenceforvridende i for- hold til mindre markedsaktører. (Sådannes tilstedeværelse på markedet som potentielle konkurrenter kan meget vel tillægges en langt større konkurrencemæssig betydning end svarende til deres markedsandel som et resultat af den aktuelle konkurrence). Konklusioner om grænsefladen Det fremgår af redegørelsen ovenfor, at de forskellige hensyn, som forsikringserhver- vets aktivitet skal indordnes under, i et vist omfang er i indbyrdes modstrid. På en række felter kan man ligeledes konstatere, at der er overlappende kompetencer mellem de for- skellige implicerede myndigheder. Således er det nærliggende at opfatte reglerne i den danske tilsynslov om god forsikringsskik (skä- lighet) og om Finanstilsynets forpligtelse med hensyn til at foretage undersøgelser til fremme af gennemsigtigheden som opgaver, der i 304 hvert fald delvist har et forbrugerpolitisk ind- hold (ligesom det også tangerer konkurrence- myndighedens opgaver). At være undergivet adskillige tilsynsmæs- sige myndigheder kan man vel godt forestille sig i visse situationer udløser en slags virk- somhedsmæssig skizofreni. Et tilsyn ønsker, at virksomheden skal tjene så meget som muligt, medens et andet på samme tid ønsker, at priser og indtjening skal være så lave som muligt osv. Også andre erhvervsvirksomheder er under- givet mere end én tilsynsmyndighed. Rederi- virksomhed, hotel- og restaurationsvirksom- hed er eksempelvis foruden at været undergi- vet konkurrencemyndighedernes kontrol også under tilsyn af særlige søfartsmyndigheder eller veterinære sagkyndige. Typisk er sådanne tilsynsmyndigheders opgave dog at fastsætte tekniske, herunder sikkerhedsmæssige be- stemmelser og kontrollere overholdelsen heraf. I modsætning hertil sigter den væsent- lige del af tinsynene med de finansielle virk- somheder direkte på økonomiske parametre, således at man er underlagt flere tilsyns- myndigheder baseret på økonomiske grund- betragtninger. En mulighed ville være at kon- centrere den samlede tilsynsvirksomhed i f.eks. de finansielle tilsyn; der er næppe i dag politisk tilslutning til noget sådant (dog er der i hvert fald i Danmark en tendens til, at tidligere offentligt prægede aktiviteter som televæsen, elforsyning m.v. ved særlig lov- givning i vid udstrækning fritages for kon- kurrencemyndighedernes kontrol og i stedet for løbende tilses af dertil specifikt oprettede sektortilsynsmyndigheder). Det er næppe muligt generelt at fastlægge en prioritering af de forskellige samfunds- mæssige hensyn, som forsikringsvirksomhe- derne forventes at virke under. Det er imidler- tid klart, at erhvervet også virker under et andet helt afgørende økonomisk krav: Der er tale om erhvervsvirksomheder i indbyrdes – og i voksende grad international – konkurren- ce, som kun kan fortsætte med at fungere, hvis de over en periode kan præstere en tilstrække- lig rentabilitet. Uden økonomisk overskud, ingen forsikringssektor. Offentlige reguleringer tilstræber opfyldel- sen af en række politisk fastsatte mål. Jo flere mål, der skal nås, des flere midler må tages i anvendelse til at opnå målopfyldelse. Princi- pielt bør antallet af mål og midler være af samme størrelse. Man kan hævde, at på bag- grund af det uomgængelige mål om rentabel, forretningsmæssig drift, er det samlede antal mål for, hvad den finansielle sektor, herunder forsikringserhvervet, skal kunne præstere, langt større end antallet af midler – og i øvrigt under stadig udvidelse (i disse år specielt på konsumentbeskyttelsesområdet). Der er næp- pe administrative og slet ikke forretnings- mæssige muligheder for at øge antallet af reguleringsinstrumenter, og da slet ikke i en situation med udsigt til stadig øget konkur- rence. Den konklusion taler da for en reduk- tion af reguleringsambitionen for den samlede finansielle sektor i almindelighed og forsik- ringserhvervet i særdeleshed.