Klonede biler på de danske veje er et stort og formentlig også stigende problem. Selve kloningen af en bil vil typisk – hvis ikke altid – ske med kriminelt formål (bedrageri i én eller anden form), og følgerne kan være alvorlige for en række aktører og interessenter omkring den klonede bil.
Hvad er kloning af en bil?
Kloningen foregår typisk på den måde, at en stjålet bil påføres et stelnummer, som tilhører eller har tilhørt en anden – ofte lignende - bil, som f.eks. er forsvundet eller hugget op.
Da stelnummeret normalt er præget (”hugget”) et eller andet sted i bilens sværere metaldele, er det ikke nemt at ændre. Dem, der kloner bilerne, er blevet dygtigere og dygtigere til at dække over kloningen. Bl.a. laktykkelsesprøver vil ofte kunne afdække, om stelnummeret på en bil er ændret.
I en periode var der meget fokus kloning af meget dyre biler, som var blevet stjålet eller blot var ”forsvundet” i et andet EU-land og derefter blev klonet og eksporteret til Danmark, sidstnævnte evt. i omvendt rækkefølge. I en del tilfælde ender de dyre biler som leasingbiler, uden at nogen af de involverede parter undersøger eller er klar over, at bilerne er klonet.
Hvor mange klonede biler findes der i Danmark?
Der er forskellige bud på, hvor mange klonede biler, der findes i Danmark. Når vurderingerne varierer meget, skyldes det bl.a., at begrebet kloning f.eks. også anvendes, hvis en nummerplade på en havareret trailer ”kører videre” på en anden trailer.
Trods de usikre tal er der ikke tvivl om, at der er behov for at få begrænset antallet af klonede biler og andre køretøjer på de danske veje.
Retssagen
Behovet for øget opmærksomhed over for og kontrol med, om en bil er klonet, understreges af en dom fra Østre Landsret, der blev afsagt den 18. februar 2022.
Dommen drejer sig om, hvorvidt et forsikringsselskab skulle betale erstatning for en leaset bil, som var blevet stjålet fra leasingtager. Bilen var forsikret på en kaskoforsikring, som leasingselskabet havde tegnet for en gruppe af biler, som de havde leaset bort. Kaskoforsikringen var udvidet med en særlig panthaverinteressedækning svarende til den dækning, som findes i de branchefælles F-deklarationer. Panthaverinteressedækningen var dog ikke relevant i sagen, så det var spørgsmålet, om der var dækning på kaskoforsikringen, da bilen viste sig at være klonet – endda hele to gange.
De ret komplicerede omstændigheder i sagen var følgende:
- Leasingselskabet købte i 2017 en mellemdyr bil af en privatperson, idet der samtidig blev indgået aftale om, at sælgeren leasede bilen af leasingselskabet (sale and lease back).
- Bilen var inden blevet toldsynet på falske tyske papirer
- Leasingselskabet så ikke bilen før eller i forbindelse med købet, og tjekkede heller ikke sælgers adkomst, hvilket der mellem parterne var enighed om var sædvanlig praksis på daværende tidspunkt.
- 5 måneder henne i leasingforholdet anmeldte leasingtager bilen for stjålet, idet nøglerne til bilen var fjernet ved et indbrud hos leasingtager.
- Forsikringsselskabet udbetalte herefter erstatning til leasingselskabet som ejer af bilen
- Knapt to år senere oplyste politiet forsikringsselskabet om, at bilen var genfundet ved en ransagning i en garage et halvt års tid efter, at den var forsvundet, og at garagen tilhørte leasingtagers bror.
- Politiet kunne konstatere, at bilen i to omgange var blevet klonet med andre stelnumre, og at den oprindeligt – et par måneder inden etableringen af leasingaftalen - var blevet stjålet hos en forhandler
- Der var under retssagen enighed om, at leasingselskabet var i god tro om at bilen var klonet og at den tidligere havde været meldt stjålet
Da forsikringsselskabet erfarede, at bilen inden indgåelsen af leasingaftalen var blevet stjålet fra en forhandler, krævede selskabet, at leasingselskabet tilbagebetalte den udbetalte forsikringserstatning til forsikringsselskabet. Dette afslog leasingselskabet, hvorefter forsikringsselskabet foretog modregning i nogle af leasingselskabets krav mod forsikringsselskabet.
Leasingselskabet fastholdt bl.a. med henvisning til den (ubestridte) gode tro sin ret til erstatning og anlagde retssag mod forsikringsselskabet.
Byrettens dom
Byretten dømte forsikringsselskabet til at betale erstatning for tyveriet af bilen. Retten lagde vægt på, at leasingselskabet var i god tro i forhold til de skete kloninger, og henviste i den forbindelse til forsikringsaftalelovens § 5. Grundprincippet i FAL § 5 er, at forsikringsselskabet hæfter for en skade, hvis forsikringstageren ved forsikringens tegning hverken vidste eller burde vide, at en afgivet risikooplysning var urigtig (forkert). Erstatning kunne herefter ikke afvises med henvisning til, at den stjålne, leasede bil ikke var identisk med den forsikrede bil. Byretten fastslog også, at forsikringen af bilen ikke var forsikring af en ulovlig interesse, jf. princippet i forsikringsaftalelovens § 35, og at der var indtruffet en skade, som var dækningsberettiget under kaskoforsikringen.
Byretten fastslog supplerende i dommen, at hverken leasingselskabet eller forsikringsselskabet havde krav på at få bilen udleveret efter politiets beslaglæggelse. Byretten bemærkede herudover, at vindikation af bilen var uden betydning for forholdet mellem forsikringsselskabet og leasingselskabet, da ”leasingselskabet ved tegning af forsikring på bilen og ved erstatningens udbetaling var i god tro om det forhold, der kunne føre til vindikation af bilen”.
Anken til landsretten og landsrettens dom
Forsikringsselskabet ankede byrettens dom til landsretten.
Under landsretssagen blev politirapporten i forbindelse med genfindingen af bilen i leasingstagers brors garage fremlagt. Det fremgik af politirapporten, at der i bilen lå et stort antal bilnøgler til andre/ukendte biler samt dokumentation for et antal fartbøder, udstedt til leasingtagers bror kort tid efter leasingaftalens etablering!
Landsrettens dom i sagen er interessant på flere måder.
Retten indleder nemlig præmisserne med at fastslå, at ”som sagen er forelagt” lægger retten til grund, at bilen er bortkommet ved et dækningsberettiget tyveri. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at hverken leasingselskabet eller forsikringsselskabet indkaldte leasingtager som vidne, og at dommen heller ikke indeholder andre oplysninger om leasingtagers rolle i hele sagen.
Den grundlæggende begrundelse for landsrettens resultat er også interessant.
Landsretten anfører med henvisning til tre domme fra højesteret, senest dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2020.894 H, at det klare udgangspunkt i dansk ret er, at stjålne genstande skal tilbageleveres til den bestjålne (princippet om at tyveri er en stærk indsigelse med ”vindikation” til følge). Landsretten nævner endvidere, at udgangspunktet om vindikation kun fraviges, hvis ejeren (den bestjålne) har udvist ”betydelig uforsigtighed eller urimelig passivitet”.
I den konkrete sag havde landsretten ikke oplysninger om, at den oprindelige ejer af bilen (autoværkstedet) havde udvist en sådan uforsigtighed eller passivitet, således at retten til vindikation var fortabt.
Landsrettens konklusion blev derfor, at leasingselskabet ikke havde lidt et tab, da bilen blev stjålet fra leasingtageren. Retten anså det i den forbindelse for at være uden betydning, at den oprindelige ejer ikke på noget tidspunkt inden tyveriet fra leasingtageren havde forsøgt at vindicere bilen.
Forsikringsselskabet havde på den baggrund været berettiget til at modregne den udbetalte erstatning i leasingselskabets krav mod forsikringsselskabet.
Konsekvenserne af dommen
Når man vurderer rækkevidden af danske domme, skal man som bekendt være opmærksom på, at domstolenes afgørelser ofte er præget af den forelagte sags konkrete omstændigheder. Derfor er den enkelte doms præcedensvirkning (betydning for andre, lignende sager) ofte begrænset.
Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere rækkevidden af den afsagte dom fra Østre Landsret.
Det er dog værd at hæfte sig ved, at dommen er enstemmig, og at den er baseret på et nærmest undtagelsesfrit princip om den bestjålne ejers ret til vindikation.
Selvom dommens præmisser forsøger at lægge afstand til oplysningerne om det konkrete sagsforløb, kan det formentlig ikke helt udelukkes, at retten har ladet sig påvirke af det konkrete hændelsesforløb, herunder især oplysningerne om, at bilen – hvad der dog var almindelig praksis på det tidspunkt - ikke var til stede eller blev undersøgt i forbindelse med etableringen salget til leasingselskabet og etableringen af leasingkontrakten.
Uanset hvad må dommen være et klart vink til leasingselskaberne om, at de bør undersøge adkomstforhold og bilens identitet, i hvert i situationer som den i sagen aktuelle (sale and lease back-tilfælde).
Det er et åbent og interessant spørgsmål, om dommens resultat var blevet et andet, hvis der havde været tale om et privat salg af bil med samme forhistorie som i den aktuelle sag.
Under alle omstændigheder er der grund til at minde om, at købere af brugte biler fremover skal se sig godt for, inden de køber en brugt bil. Med i billedet hører, at det vil ofte være svært at hente erstatning hos den – måske godtroende – mellemmand.