Fagforeningernes rolle i fremtiden

59 NFT 1/1998 I dag er det ikke helt så enkelt, og det er derfor naturligt, at mange spørger sig selv, om fag- foreningerne overhovedet har en rolle på frem- tidens arbejdsmarked. Når det spørgsmål er stillet, skal det dog næppe undre nogen, at jeg absolut er af den opfattelse, at fagforeningerne også har en rolle i fremtiden. Ja, jeg vil endda vove den påstand, at fandtes fagforeningerne ikke alle- rede, så måtte vi opfinde dem! De har stadig deres berettigelse, men det er også rigtigt, at de sandsynligvis vil komme til at optræde i nye og anderledes roller. Der sker så at sige en forskydning eller en omprioritering af de op- gaver, der skal løses. Fagforeningernes rolle i fremtiden af Leila Falk Frandsen, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening Tiderne ændrer sig, og i dag er det ikke på samme måde som “i gamle dage” noget helt naturligt at være medlem af en fagforening, når man er ansat som lønmodtager. De unge på arbejdsmarkedet og dem, der kommer i nærmeste fremtid, stiller med helt andre forventninger end tidligere. For blot få år siden kunne man være sikker på svaret, hvis man spurgte: Hvad er fagforeningens fornemste opgave? Svaret ville da kort og godt lyde: At forhandle medlemmernes løn! Leila Falk Frandsen Hvorfor fagforening Enten vil der være behov for fagforening, fordi der fortsat vil være en modsætning mellem det at være arbejdsgiver og det at være lønmodtager. Og behovet vil basere sig på de fælles interesser, som man må antage, at lønmodtagerne som gruppe har. Eller der vil være behov for fagforeninger, fordi lønmodtagerne stadig har nogle interes- ser, der bedst varetages i fællesskab. Til gengæld må man konstatere, at fagfor- eningens rolle som kamporganisation er ud- spillet. Og hvor kamporganisationens rolle var at sørge for bedre lønninger til den gruppe, der nu engang var organiseret i dette fag. 60 Engang var fagforeningerne virkelig kamporganisationer Historisk set ser vi dette manifesteret i fagfor- eningens erkendelse af deres samfundsan- svar. Og dermed har vi det tredje interesseområde inde i billedet. 60’erne og til dels 70’ernes galopperende inflation var blandt andet en følge af, at særinteresserne på mange områder medvirkede til at presse lønningerne i vejret på bekostning af almenvellets interesse. Nu er vi havnet i en situation, hvor der stort set er status quo. Stiger lønnen på et område, gør den det med øjeblikkelig virkning også på alle de andre. Når det er tilfældet, ophæver forbedringerne så at sige sig selv. De bliver virkningsløse og dermed ligegyldige. Fagforeningernes oprindelige kamp var en kamp for at ændre fordelingen af de økonomi- ske midler; at skaffe arbejderne bedre levefod ved at flytte midler fra en gruppe til en anden. Og det vil især sige fra arbejdsgiverne til lønmodtagerne. Nu er det næppe sådan, at løn er uden betydning. Når der ikke i den grad fokuseres på løn, skyldes det efter min mening, at man på forhånd tager det som givet, at den er i orden – at den er som den skal være. Og man ved, at lønstigningen ikke overskrider de grænser, der er opsat fra statsmagtens side. Det vil sige, at lønudviklingen nøje følger udviklingen på sammenlignelige områder. Der er vel ingen, der forestiller sig, at bankfunk- tionærer for eksempel ved en overenskomst- forhandling får 7 procent i lønstigning, mens en forsikringsfunktionær må nøjes med 2? Man kan sige, at arbejdernes levefod ikke mere kan forbedres af den fordelingspolitiske vej. Nu står vi altså i en situation, hvor man erkender, at man på en række områder har fælles interesse. Vi ser gerne, at erhvervslivet er konkurrencedygtigt, og at der er overskud på betalingsbalancen. Vi ser gerne, at virk- somhederne blomster, og at der er arbejde til alle (eller så mange som overhovedet muligt). Vi ser helst, at pengene beholder deres værdi. Og vi ved, at det kan opnås gennem afbalan- cerede lønkrav. Når dette er sagt, kommer man også frem til den erkendelse, at der er problemstillinger i dette, som det enkelte menneske vanskeligt kan overskue, og dermed er vi direkte tilbage ved fagforeningernes rolle. Netop fagforenin- ger har jo den ekspertise til analyse og vurde- ring til sin rådighed, som en enkelt person ikke har. En del af fagforeningens rolle bliver således at gå ind i forhandlingerne med ar- bejdsgiverne (og også samfundet/statsmag- ten) med denne ekspertise og med det formål at se problemstillingerne ud fra lønmodtager- nes synsvinkel, eftersom der næppe har været tvivl om, at arbejdsgiverforeningerne vil se dem ud fra deres. Når mange erklærer fagforeningerne for døde, skyldes det efter min mening, at de forveksler interesserne ved for eksempel ude- lukkende at sætte lighedstegn mellem ar- bejdsgivernes interesser og deres egne. På sigt vil det kun føre til ubalance i den forstand, at arbejdsgiverenes interesse vil blive domi- 61 Nu handler det mere om samarbejde nerende. Hvilket jo vil føre til at fagforenin- gerne vil blive genetablerede som kæmpeor- ganisation, idet der så vil være brug for dette. Lønspørgsmålet vil således stadig være en hovedopgave for fagforeningerne, selv om det vil være på en mere analyserende og vurderende måde end tidligere, og hvor det ikke vil handle så meget om at bestemme og regulerer for den enkelte - dette varetages på det decentrale plan. På trods af at undersøgelser viser, at løn spiller en betydelig mindre rolle end tidligere, vil jeg alligevel vove den påstand, at det ikke er tilfældet. Løn er stadig vigtigst. Det ser blot ud som om, at det er underordnet, fordi fagforeningerne hele tiden vil sørge for, at den er ok. Hvis alt blev givet frit, således at arbejdsgi- verne kunne betale forskelligt alt eftersom man var medlem af en fagforening eller ej, ja så ville man nok se interessen for lønnen stige betydeligt. På de andre områder er det detsamme, der gør sig gældende. Fagforeningerne råder over eksperter på de forskellige områder. Eksperter, der kan råde og vejlede og som kan indgå i forhandlingerne på lige fod med arbejdsgi- verne, der ganske givet “glemmer“, “over- ser“ eller negligerer synspunkter, der kan tælle til fordel for lønmodtagerne. Vi ser altså i fremtiden mere og mere fag- foreningerne træde ind i ekspertrollen, hvor de advokerer for lønmodtagernes synspunkter. Fra centrale til decentrale løsninger Tendensen i øjeblikket viser klart, at flere og flere af de opgaver, der tidligere blev løst af fagforeningen fra centralt hold, nu lægges ud på de enkelte arbejdspladser, hvor opgaverne skal løses af tillidsrepræsentanterne og virk- somhedernes ledelser i samarbejde. Overenskomstens rammer giver således i dag langt større mulighed for indgåelse af lokale aftaler omkring arbejdstidens tilrette- læggelse, flextid og bonusløn. Opgaver der skal prioriteres højere I juni 1996 offentliggjorde Gallup en under- søgelse af medlemmernes krav til deres fag- foreninger, og denne undersøgelse viste, at medlemmerne lægger mindre vægt på løn- spørgsmål og i stedet mener, at fagforenin- gerne skal arbejde for at sikre velfærd og tryghed i bredere forstand. Derfor træder lønspørgsmålet i baggrunden, og der bliver sat fokus på nye områder. Og her viser Gallup-undersøgelsen, at der er stor opbakning til arbejde for bedre arbejdsmiljø, uddannelse, pension samt medbestemmelse på arbejdspladsen. Samtidig viser undersø- gelsen, at medlemmerne ikke lægger vægt på at modtage fritids- eller ferietilbud. Nogenlunde den samme fornemmelse får man, når man hører Institut for Fremtids- forskning udtale sig om den kommende gene- rations forventninger til arbejdspladsen. Her peger man på, at de unge godt nok ikke forventer livstidsansættelser, men forventer 62 medansvar og opgaver, der også er personligt udviklende, således at man via sin ansættelse i ét firma rent faktisk også kvalificerer sig til jobs andre steder. Tendensen til en højere prioritering af de mere tryghedsmæssige opgaver ser man blandt andet i arbejdsministerens udspil omkring sikkerhed på arbejdspladsen. Arbejdsmini- sterens melding lyder klart, at det for samfun- det et uacceptabelt med de mange statsudgifter i forbindelse med arbejdsbetingede skader, og den psykiske nedslidning af arbejdsstyrken. Der lægges nu pres på både arbejdsgivere og arbejdstager for at få sikkerheden forbedret. Et led i denne strategi er kravet om styrkelse af sikkerhedsorganisationerne i virksomhe- derne. Vi ser i dette tilfælde igen, hvordan der er 3 interessenter på banen. Udspillet kommer fra statsmagten (efter først uden resultat at have været drøftet mellem de tre parter), hvorefter det bliver arbejdsmarkedets parter, der i sam- arbejde skal producere løsningerne. Dette viser klart, at der stadig er brug for en aktiv fagforening, selv om opgaverne har ændret sig fra det traditionelle med at skaffe medlemmerne anstændige vilkår. For mig er der ingen tvivl om, at på sigt vil især lønforhold, men også arbejdstider mv. i højere grad blive individuelle aftaler mellem den enkelte medarbejder eller grupper af medarbejdere og den lokale ledelse. Dette vil imidlertid ikke blot kræve en holdningsmæssig ændring hos medarbejderne, men også en hel anden ledelsesfilosofi end den vi kender i dag. En lang højere grad af medbestemmelse på arbejdets tilrettelæggelse og udførsel er nødvendig.