Er forbrugerpolitikken forældet?

Artikel forfatter: Claus Tønnesen
E-mail: ct@forsikringogpension.dk
About:

 

Claus Tønnesen er cand. jur. og juridisk rådgiver, tidligere vicedirektør, i Forsikring & Pension, som er de danske forsikringsselskabers og pensionskassers erhvervsorganisation, og har beskæftiget sig med forsikrings- og erstatningsretlige emner i mere end 25 år.


Utgave:
4, 2017
Sprog: Dansk
Kategori:

 

På cocktailbaren lørdag aften kl. 23:

Christian og Andreas er begge 21 år og tidligere gymnasiekammerater. De bor i 1-værelses lejligheder i Guldsmedgadekvarteret i Århus, som deres forældre har købt til dem. De har begge to fået nogle stærke drinks og er klar til at se sig om efter de kvindelige gæster i baren. Pludselig siger Christian, at der var indbrud i hans lejlighed torsdag eftermiddag, medens han var til undervisning på Teknisk skole. Tyven havde taget hans kamera, en Ipad og 250 euro i kontanter. Heldigvis er der dækning på hans indboforsikring, som hans forældre tegnede for ham, da han flyttede hjemmefra.

Andreas er lidt mere medtaget af alkoholen end Christian og gribes af panik, da han hører om indbruddet. Han har IKKE fået tegnet indboforsikring, selvom hans velhavende forældre købte dyre designermøbler og –lamper til lejligheden, da han flyttede ind.

Andreas forsøger fra sin mobiltelefon at tegne en indboforsikring via hjemmesiden i det selskab, som hans forældre er forsikret i. Det lykkes ham inden for 10 minutter at tegne en indboforsikring med dækning regnet fra hans accept af selskabets tilbud. Andreas er dog af gode grunde ikke i stand til at vurdere detaljerne i tilbuddet, herunder om forsikringssummen er tilstrækkelig, om selvrisikoen er rimelig, om der er særlige krav til dørlåsen osv.  Han klikker refleksmæssigt på ikonet ”har læst forsikringsbetingelserne og øvrige vilkår” og fokuserer igen på Christian og de kvindelige gæster i baren.

 

Det beskrevne forløb er næppe enestående, og vil sikkert fremover stige i hyppighed.

Forsikringsselskabet har ved præsentationen af selskabets forsikringer og det konkrete forsikringstilbud overholdt markedsføringsloven, god skik-reglerne under lov om finansiel virksomhed og databeskyttelsesreglerne. Andreas er også blevet opfordret til at tjekke Forsikringsguiden, og det er i øvrigt klart fremgået i købsprocessen, at en række data om Andreas vil blive videregivet til et pensionsselskab og en bank m.h.p. markedsføring af deres produkter.

Selvom forsikringsselskabet har gjort alt det rigtige for at overholde lovgivningen, er det åbenlyst, at forbrugerbeskyttelsen ikke er meget værd hér. Andreas har sandsynligvis ikke tegnet den forsikring, som passer til hans behov, han har sandsynligvis betalt for meget for forsikringen og kunnet have fået den billigere i et andet selskab, han vil muligvis få nogle udgifter til ekstra lås på hovedøren. Og da han ikke opdager kravet om den ekstra lås, kan han ikke være sikker på at få fuld dækning på forsikringen, hvis uheldet skulle være ude. Han har heller ikke fattet, at han med stor sandsynlighed snart vil modtage tilbud fra banken og pensionsselskabet, men han har givet samtykke til det hele.

Man kan selvfølgelig sige, at Andreas selv er ude om det. Han burde have tænkt på, at der er forskel på at købe 6 øl på vej hjem fra cocktailbaren og at købe en indboforsikring. Andreas har dog gennem hel sin opvækst oplevet, at der altid har været nogen til at klare tingene for ham, og han har en tyrkertro på, at han er godt beskyttet af lovgivning, myndigheder og klageinstanser. Og han er vant til med få hurtige klik at passere punkter, som forudsætter tid og engagement.

Kort sagt:

Forsikringsselskabet har levet op til lovgivningens krav og er fri for ansvar, bortset fra, at de muligvis skal betale erstatning, hvis der er indbrud hos Andreas. Og selskabet har gjort alt for at imødekomme Andreas’ behov og forventning om hurtigt og let at kunne tegne en forsikring med omgående dækning.

Andreas har måske ikke optrådt særligt ansvarsbevidst i situationen, men skaden er ikke så stor, for han kan med en måneds varsel opsige forsikringen til den første i en måned. Det første år kan opsigelsen koste et mindre gebyr. Og måske vil Andreas tænke sig bedre om, når han tegner forsikringen i det næste selskab.

Det egentlige ansvar ligger hos forbrugermyndigheder og politikerne som siden 1970’erne har gennemført lovgivning på lovgivning med nye oplysningsforpligtelser, fortrydelsesmuligheder, klagemuligheder osv. Omdrejningspunktet i lovgivningen har været samtykke ”for at kunne komme videre”.

Udviklingen og lovgivningen har imidlertid gradvist fjernet fokus fra den enkeltes ansvar for egen situation over mod et formyndersamfund, hvor selv de letsindige og uopmærksomme ofte slipper godt fra det, og hvor fremtidige lignende situationer forebygges med ny regulering med endnu flere oplysningsforpligtelser mv.. Og alt sammen sker i en tid, hvor kampen om forbrugernes opmærksomhed kun skærpes.

Adfærdsvidenskab – en vej til bedre regulering

Det er på den baggrund interessant, at Erhvervsministeriet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen den 24. november 2017 afholdt en konference i København under overskriften ”Adfærdsvidenskab-en vej til bedre regulering”.

På konferencen fremlagde et antal fremtrædende forskere og eksperter i adfærdsøkonomi og adfærdsvidenskab resultater og erfaringer fra deres arbejde i bl.a. OECD og EU samt fremtrædende forsknings- og uddannelsesinstitutioner.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen gav på konferencen et indblik i, hvordan Erhvervsministeriet anvender adfærdsvidenskab som afsæt for en ny tilgang til forbrugerpolitikken. Det overordnede formål er at gøre de nemmere at være forbruger. Han fremhævede imidlertid også, at den eksisterende forbrugerpolitik er baseret på, at forbrugerne handler rationelt og fornuftigt, hvilket alle ved langt fra altid er tilfældet, jf. eksemplet fra cocktailbaren, som i øvrigt står for egen regning.

Det bliver spændende at følge udviklingen i forbrugerpolitikken i de kommende år. Jeg er umiddelbart skeptisk over for målsætningen om, at det skal være nemmere at være forbruger. Jeg tror snarere, at man i stigende grad skal fastholde forbrugerne på deres ansvar for egen situation, og at der er konsekvenser, såfremt de ikke interesserer sig for den givne information og i øvrigt følger de gode råd undervejs.  Og så må man forklare forbrugerne, at de nok fremover kommer til at bruge lidt mere tid og engagement på det at være forbruger. Det er så virksomhedernes ansvar, at forbrugerne anvender den knappe tid og opmærksomhed mest effektivt.