I Danmark var det indtil Højesterets kendelse U.2014.138H ikke tilladt at fremlægge et ensidigt indhentet juridisk responsum i en retssag, hvis modparten protesterede herimod. Dette gjaldt uanset om det ensidigt indhentede responsum var indhentet før eller under en retssag.
Højesterets kendelse ændrede denne praksis, så det nu er tilladt at fremlægge et ensidigt indhentet juridisk responsum som partsindlæg mod protest fra modparten. Højesteret angav følgende begrundelse:
“Sagen angår, om et ensidigt indhentet responsum vedrørende dansk ret kan fremlægges som bevis i sagen eller indgå i sagen til brug for den juridiske argumentation.
Et juridisk responsum om dansk ret angår ikke bevisførelsen, og et sådant responsum kan derfor ikke fremlægges som bevis i sagen.
Der er ikke regler i retsplejeloven, som særligt regulerer, om et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan indgå i en sag til brug for den juridiske argumentation. Retten skal bygge sin afgørelse på anvendelse af gældende dansk ret. Parterne vil i almindelighed behandle sagens juridiske problemer i deres processkrifter og i deres procedure, og det er ikke usædvanligt, at parterne til brug for deres procedure har udarbejdet en materialesamling, der indeholder de relevante retsregler, juridisk litteratur mv.
På denne baggrund finder Højesteret, at et ensidigt indhentet juridisk responsum om dansk ret kan indgå i en sag på samme måde som partsindlæg og juridisk litteratur.”
Da Højesteret (tilsyneladende) ikke tillægger det betydning, at responsummet i sagen blev indhentet inden sagens anlæg, antages det, at juridiske responsa nu kan indgå i partsindlæg og materialesamlinger, uanset om de er indhentet før eller under en retssag.
Kendelsens generelle betydning for retssagsbehandling m.v. er bl.a. gennemgået i en artikel i Advokaten 1 - 2014 af advokat Karen Margrethe Tyndeskov. Det er ikke i forbindelse med denne artikel undersøgt nærmere, i hvilken grad kendelsen i praksis har haft betydning for brugen af ensidigt indhentede erklæringer.
Betydning for forsikringsbranchen
Højesterets kendelse kan tænkes at få betydning for forsikringsretlige sager og branchen i øvrigt på flere områder.
Dels i forhold til selskabernes egne retssager mod forsikringstagere m.v. og dels i forhold til forsikringsdækningen af retssagsomkostninger. Selskabernes sager i Ankenævnet for Forsikring vil også tænkes at kunne inkludere et ensidigt indhentet responsum, hvis ankenævnet følger Højesterets nye praksis i forhold til partsindlæg i retssager.
I forhold til selskabernes retssager om forsikringsretlige spørgsmål vil det fremover være muligt for selskabets advokat at indhente og fremlægge en ekspertvurdering af den relevante juridiske tvist. Selskabet skal omvendt være forberedt på, at modparten vil kunne fremlægge en lignende ekspertvurdering/-udtalelse.
Hvis der på det konkrete retsområde er ”mangel” på eksperter, vil der kunne opstå et kapløb mellem parterne om at spørge den rette ekspert først.
Samtidigt vil en part nærmest kunne føle sig tvunget til at fremlægge et juridisk responsum, hvis modparten har gjort det. Dette fordi et fagligt velbegrundet responsum fra en ekspert må antages at blive tillagt en del vægt i dommerens overvejelser af sagen. Som advokat Karen Margrethe Tyndeskov er inde på i sin førnævnte artikel, kan der endog tænkes at blive gjort brug af replik- og duplikresponsa, hvis retten tillader det.
I denne sammenhæng vil de økonomiske forhold hos parterne kunne spille en rolle, da indhentelse af juridiske responsa kan være bekostelige. Dette har selvsagt ikke den store betydning for selskaberne i den enkelte sag, men for forbrugere og mindre erhvervsdrivende som modparter, vil det være en væsentligt fordyrende del af sagsomkostningerne. Dette kan bringe overvejelser om retssikkerheden i spil, som domstolene forhåbentligt vil tage hånd om i den forberedende del af retssagerne.
Dækning af retssagsomkostninger kan i Danmark for eksempel ske via retshjælpsdækning på erhvervsansvarsforsikringer og forsikring af indbo, bygning, bil og båd samt diverse all-risk erhvervsforsikringer. Således har stort set alle danskere retshjælpsdækning til private tvister (også mod deres eget forsikringsselskab) inkluderet i deres normale deres forsikringer. Der er tale om fællesvilkår, som er ens for alle.
Om der er retshjælpsdækning til en ensidigt indhentet juridisk specialisterklæring vil i henhold til fællesvilkårene skulle aftales konkret med selskabet. Hidtil har udgangspunktet været, at dækning afvises, da udgiften til ensidigt indhentede erklæringer ikke anses for rimelig. Kun rimelige omkostninger til retssagen dækkes. Denne praksis er imidlertid fra en tid, hvor denne type erklæringer ikke kunne fremlægges i en retssag.
Med Højesterets nye praksis vil denne rimelighedsvurdering ikke længere kunne baseres på samme grundlag. Om selskaberne i praksis vil dække ensidigt indhentede juridiske responsa ud fra de gældende fællesvilkår, vil dog fortsat kun ske, hvis omkostningen konkret findes rimelig (nødvendig).
Syn og Skøn
På retsplejelovens område er tendensen f.eks. for syn og skøn også den, at parterne tillades en højere grad af selvbestemmelse. På dette område i forhold til hvilke spørgsmål, der stilles til skønsmanden.
I den seneste revision af den danske retsplejelovs regler for den civile retspleje fra 2014, var en af ændringerne et nyt kap. 19 om syn og skøn. Efter de nye regler skal parterne ikke længere være enige om skønstemaet (som tidligere). Hver part kan nu stille sine egne spørgsmål til skønsmanden. Retten blander sig ikke i, hvilke spørgsmål der stilles, udover at afskære åbenbart irrelevante og ledende spørgsmål mv.
I forbindelse med syn og skøn vil skønsmanden typisk få relevante bilag i sagen som baggrund for spørgetemaet. I den anledning kan ensidigt indhentede erklæringer vedrørende jus tænkes at blive forelagt skønsmanden og derved indgå som baggrund for tilblivelsen af skønserklæringen.
Højesterets kendelse vil sammen med ændringen af reglerne for syn og skøn herved kunne tænkes indirekte at give ensidigt indhentede juridiske responsa en yderligere vægt/betydning end blot som partsindlæg. Generelt anses en skønserklæring for en del af faktum i sagen, mens et responsum er jus. Men der vil konkret kunne være overlap og indbyrdes sammenhæng afhængigt af spørgsmålenes udformning og baggrundsbilagenes indhold.
Forsikring & Pensions responsumudvalg
I Danmark har forsikringsbranchen i mange år haft et responsumudvalg i Forsikring & Pension. Responsumudvalget kan på begæring fra domstole og andre myndigheder, erhvervsorganisationer, advokater eller forsikringsselskaber afgive responsa om generelle forsikrings- og pensionsjuridiske spørgsmål.
Udvalget kan både svare på forsikringsretlige spørgsmål til brug for afgørelse af retssager og på generelle henvendelser. Udvalget udtaler sig kun om generel praksis (jus) og overlader bevisbetragtninger til domstolene.
Hvis spørgsmålene forelægges responsumudvalget i forbindelse med en retssag, skal parterne – og dommeren – i henhold til udvalgets praksis være enige i spørgetemaet. Responsumudvalgets besvarelser betragtes af såvel dommere og advokater som en uvildig afklaring af gældende ret/praksis på det omhandlende forsikringsretlige område. Af samme årsag tillægges responsa fra Forsikring & Pension’s udvalg stor vægt i fastlæggelse af jus i retssager.
Med Højesterets nye praksis for ensidigt indhentede juridiske responsa, vil den årvågne part inden en retssag kunne tænkes at forelægge egne spørgsmål om forsikringsretlig praksis for responsumudvalget og senere fremlægge besvarelsen i en eventuel retssag som partsindlæg. Under retssagen vil dette kunne give anledning til supplerende spørgsmål til udvalget fra modparten. Spørgsmålet er, om responsumudvalget vil/bør fastholde, at parterne skal være enige om spørgetemaet i disse situationer, da den part, som allerede har fået indhentet svar fra responsumudvalget, reelt kan modsætte sig forelæggelsen af yderligere spørgsmål.
Set i lyset af ændringen af reglerne for spørgsmål til skønsmanden ved syn og skøn, vil det på samme måde kunne overvejes, om parterne i nogle tilfælde bør kunne fremsætte egne spørgsmål til Forsikring & Pensions responsumudvalg, hvis retten konkret har tilladt det.
Særligt, da én af parterne i retssagerne ofte (altid) vil være et forsikringsselskab og dermed medlem af Forsikring & Pension, bør det indgå i udvalgets overvejelser, at modpartens adgang til at spørge udvalget ikke skal være ringere end selskabets.